,

Godt og grundigt forstuvet hø. ankel og ve. skulder

Halvvejs invalid

Godt og grundigt forstuvet hø. ankel og ve. skulder

Her kommer en klagesang, idet jeg trænger til medlidenhed:

En gang om ugen går jeg en tur omkring Damhussøen med en sød kvinde, jeg har truffet via Boblberg.

Vi har gode samtaler, og det er rigtig dejlig at gå de ca. 12,3 km. sammen. Det giver mig normalt ca. 16.000 skridt. Vi drikker kaffe på den lille café. Og det er i det hele taget meget hyggeligt og givende.

I går var det bare ikke normalt, for på hjemvejen vrikkede jeg om på højre ankel og forsøgte at tage fra med venstre arm. Jeg sad længe på asfalten og ventede på at det “gik over”. Det gjorde det bare ikke. Til sidst kom der heldigvis en venlig og stærk mand, som hjalp mig op, fordi han kunne løfte mig i armhulerne bagfra.

Min veninde måtte hente sin bil og køre mig hjem. Jeg kunne umuligt gå de par kilometer, der var tilbage.

Jeg har siddet op og sovet med alt tøjet på, for jeg kan ikke løfte mig op i sengen og skubbe mig til venstre ind i den. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få tøjet af. Og skulle jeg få det af, kan jeg umuligt få det på igen. Det kræver to arme at tage bukser af og på, og jeg har kun en, der fungerer.

I nat kl. 03:15 tog tog jeg på skadestuen, idet smerterne blev værre og værre. Det var et helvede op og ned ad trapperne til første sal. Personalet var utrolig søde, hjælpsomme og grundige. Vores sundhedssystem er bedre, end jeg troede.

På en måde fik jeg mit eget mantra at vide “Enten går det over eller også bliver det værre”. Både ankel og skulder er godt og grundigt forstuvede – der er intet brækket i følge røntgenbillederne. Det vil tage 4-6 uger …

Jeg havde taget min solsikkesnor på (den viser, at man har et usynligt handicap), for jeg var bange for, at venteværelset ville være støjende og fyldt med mennesker, men jeg kom på et godt tidspunkt og kom ret hurtigt til. Sygeplejersken spurgte, hvorfor jeg havde solsikkesnoren på. Det kunne jeg godt lide.

Lægen var utrolig sød og forklarede, hvad han havde set på røntgenbillederne = ingen brud. Billederne vil blive undergivet en second opinion i løbet af nogle dage, og skulle de andre læger komme til en anden konklusion, vil jeg blive ringet op.

De kørte mig rundt, og de gav mig en slynge til armen, en krykkestok og en recept på smertestillende, som virkelig hjælper. Mere kunne de ikke gøre. Sygeplejersken spurgte, hvor gammel min stivkrampevaccination var, fordi jeg også har et åbent sår i ve. hånd. Det vidste jeg virkelig ikke. Hun kunne se i et af deres systemer, at den var mere end 10 år gammel, så jeg fik den opdateret kvit og frit.

Har du nogensinde overvejet, hvor meget du skal bruge begge hænder til? Lægge dig i sengen, tage brusebad, åbne iPadden, nå kaffedåsen og medicinkassen oppe i køkkenskabet osv.

Min veninde har sagt ja til at tage på apoteket samt købe lidt mad, som ikke skal “laves” – bare nogle frosne flutes og mit favoritpålæg. Det er svært at være alene med kun et ben og en arm …

Et lille galleri fyldt med billedspam:

Du får et lille galleri, for jeg kom forbi de skønne orange blomster på vejen op til Damhussøen. De vidner om et dejligt sommer-Danmark.

Og så faldt jeg for den lille fugleunge. Den var overhovedet ikke bange men blev liggende i grøftekanten, så måske var den syg? Den er taget med seks gange zoom.

[ngg src=”galleries” ids=”24″ display=”imagebrowser”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

10 Svar
  1. Glennie Jensen
    Glennie Jensen siger:

    Stakkels dig – du må virkelig være faldet uheldigt! Godt, du ikke var alene, da det skete …

    Jeg må indrømme, at jeg med alderen bevæger mig noget mere forsigtigt rundt end for bare få år siden, da jeg har slidgigt i både hofter og knæ. De gange det alligevel er lykkedes mig at stå på hovedet, er jeg gudskelov sluppet med blå mærker.

    Ønsker dig god og hurtig bedring!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Glennie

      Tak skal du have. Ja, du har fuldstændig ret i, at det var godt, jeg ikke var alene. Det havde jeg ikke en gang tænkt over. En anden gjorde mig opmærksom, at det var godt, det ikke var højre arm, det ud over, for så havde jeg ikke kunnet betjene musen.

      Jeg forstår virkelig godt, du er påpasselig, når du har slidgigt – pu ha det er da også slemt! Mit gå vel over, det gør dit jo ikke.

      Tak igen.

      Svar
  2. Charlotte (Uglemor)
    Charlotte (Uglemor) siger:

    Æv da. Det er svært kun at have en arm og et ben til rødoghed. God og hurtig bedring. Smukke morgenfryer, du der har fundet, og sjove nysgerrige gæs. Jeg siger som de andre, tag imod hjælp, og fortæl, hvad du har brug for. Tankelæsning er så svært for vores hjælpere 😉

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Tak skal du have.

      Ja du ret i, at jeg må tage mod den hjælp, der er at få. Min gå-veninde var så søde at gå på apoteket samt at købe lidt ind. Jeg regner med at overleve …

      Svar
  3. Jørgen
    Jørgen siger:

    Det er ikke sjovt at have forstuvet både fod og skulder. En af delene havde været rigeligt.

    Jeg lavede en gang et kursus om handicaplære. Det var med middag, og jeg bad deltagerne anbringe den dominerende hånd i lommen og kun spise med den anden hånd. Det krævede lidt koncentration, og aldrig har jeg deltaget i en kursusmiddag med så lidt samtale som dengang. Men jeg tror egentlig ikke, jeg selv har forstuvet noget i særlig høj grad.

    God bedring.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Nej det har du ret i – det er ikke så sjovt. Men jeg synes allerede, det går lidt bedre. De smertestillende hjælper en del.

      Det kursus, du engang lavede, lyder utrolig spændende. Og det er rigtigt, at det kræver koncentration at være handicappet. Jeg fik en krykkestok med hjem, men hold da op hvor skal jeg øve mig i at bruge den. Jeg kommer konstant til at bruge den sammen med ve. fod, men den skal jo agere hø. fod.

      Jeg må se, om jeg kan gå ned på apoteket på mandag. Der er vist ca. 800 meter, men det er en udfordring/et problem.

      Mange tak!

      Svar
      • Jørgen
        Jørgen siger:

        Ja, det er ganske vist, at det kan tage lidt tid at lære at kompensere for fysiske begrænsninger, men det lader sig gøre. I øvrigt ville jeg undersøge om apoteket har en udbringningsordning så den lidt lange tur til fods kan udsættes til senere.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Jørgen

          Aha – en udbringningsservice fra apoteket det var smart. Jeg havde regnet med at skulle klare mig selv – som sædvanligt. De har faktisk en udbringningsordning. Det koster ganske vist 65 kr. men pyt, hvad gør man ikke.

          Jeg må øve mig med krykken, men det går nu faktisk bedre med anklen. Jeg er spændt på, hvornår jeg kan komme i bad igen – altså løfte armen op over hovedhøjde. Nå, men der er jo ikke nogen, der opdager, hvis jeg lugter dårligt …

          Svar
  4. Mia gerdrup
    Mia gerdrup siger:

    Øv med øv på.

    Ja, jeg har været der og det er besværligt at være enlig og en-armet.

    Tag mod den hjælp du kan få og rigtig god bedring til dig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mia

      Mange tak!

      Ja, jeg kan næsten kun være enarmet tyveknægt – bortset fra at jeg aldrig har haft kriminelle tilbøjeligheder.

      Heldigvis er min veninde sød og hjælpsom, og hun bor heldigvis også her i Hvidovre.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *