Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Jeg skal ikke op at stå

“Aftenshowet” er svært dement

Jeg skal ikke op at stå

Ti sekunder var rigeligt. Et øjebliks tv var nok til at minde mig om, hvorfor jeg aldrig ser “Aftenshowet” – og hvorfor jeg frygter den måde, vi taler til gamle mennesker på, ikke med dem. Det handler ikke om sang, men om værdighed.

Jeg har aldrig set en fuld version af “Aftenshowet”, og jeg kommer heller aldrig til det, for der er noget populistisk pladderværk over deres måde at tale på, jeg ikke udholder. Det er noget med måden, de skyder hele kroppen frem, når de bare vil have deres budskab frem. Prøv selv at lægge mærke til det. Det er ulideligt.

Og så kan jeg ikke udholde “ældresprog”. Jeg vågnede og hørte maksimalt ti sekunder af noget om, at det er godt for gamle – evt. demente – mennesker på plejehjem at synge, for man bliver glad af at synge. Det sidste er selvfølgelig rigtigt. Man kan ikke synge og være sur, men man kan godt synge og være ked af det. Der er stor forskel.

Vedkommende medarbejder, der udtalte sig, sagde, at hun fx kunne sige til den gamle “Nu skal vi i bad” eller “Nu skal vi op at stå”. Det er lige præcis derfor, jeg ikke skal på plejehjem. Jeg håber, at jeg om ca. 30 år dratter ned af skrivebordsstolen herhjemme, og det var var så det. Så har en tredjedel været godt, og så er jeg tilfreds.

Hvis mine kognitive evner ellers rækker til den tid, vil jeg enten svare “Jeg er ikke snavset – men tag du bare et bad” eller “Jeg bliver siddende”. Det er nedværdigende at tale sådan til mennesker, bare fordi de er blevet gamle.

Fordi man er dement, er man jo ikke blevet dum, men det kan virke sådan. De år, min bipolare lidelse var i konstante udbrud, måtte jeg hele tiden minde folk om, at “Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg”. Det måtte jeg gøre, hver gang de talte “patientsprog” til mig. Jeg var altså rasende.

Demens kan være

Region Midtjylland har udgivet denne virkelig gode artikel: “Læge: Demens påvirker hele familien. Demens er ikke bare en del af det at blive ældre”. Læs og bliv meget klogere.

Hvis du er dovent anlagt, kan du måske nøjes med kunstig intelligens, der oplyser at:

“Når man bliver dement, rammes hjernen af sygdomme, der får nerveceller til at dø og hjernemassen til at skrumpe. Kommunikationen mellem cellerne svigter på grund af ophobning af skadelige proteiner (fx ved Alzheimers) eller kredsløbsforstyrrelser (ved vaskulær demens). Dette fører til udtalt tab af hukommelse, sprog og evnen til at klare hverdagen.

De centrale forandringer i hjernen inkluderer:

  • Nervecelledød og hjernesvind: Hjernens celler dør, hvilket får hjernen til at skrumpe fysisk, ofte begyndende i områder som tindingelappen (hippocampus), der er afgørende for hukommelse.
  • Proteinophobning (Alzheimers): Proteinerne beta-amyloid danner plaques mellem nervecellerne, og tau-protein danner filtrede tangles inde i cellerne, hvilket dræber dem.
  • Blodforsyningssvigt (Vaskulær demens): Blodpropper eller små blødninger ødelægger hjernevævet, fordi cellerne ikke får nok ilt.
  • Svigtende kommunikation: Når nervecellerne dør eller mister forbindelsen, svækkes de intellektuelle funktioner, herunder orientering, planlægning og sprog.

Symptomerne er en konsekvens af, at hjernen fysisk ødelægges, hvilket gør demens til en progressiv, uhelbredelig sygdom.”

Af dette kan man faktisk lære, at hjerner skal have den størrelse, hjerner skal have. De skal hverken være for store eller for små.

Der er ikke rigtig noget af det, jeg har lyst til, så jeg sørger for motion. Hvis jeg bliver dement, håber jeg, det er så slemt, at jeg ikke har indset det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Jeg veksler mellem “Pjat, det er ikke noget” og “Cancer”

Er det cancer?

Tankerne pendler mellem det banale og det eksistentielle, når kroppen pludselig sender signaler, man ikke kan ignorere. Er det ingenting, eller er det cancer? Artiklen kredser om den mentale zigzagkurs mellem rationalitet og frygt, om rygningens lange skygge og om den særlige ensomhed, der opstår, når man begynder at forestille sig sin egen begravelse. Samtidig er der også nøgternhed: lægebesøg, hurtige henvisninger, konkrete tider og et sundhedsvæsen, der faktisk reagerer prompte. Midt i uroen findes samtalen med en ven, en håbefuld fortælling om kræft, der blev overvundet, og et nyligt rygestop, som måske er for sent, eller måske ikke. Det er en personlig beretning om ventetid, kontroltab og behovet for at dele tankerne, før der findes svar. Teksten insisterer på ærlighed uden patos og viser, hvordan håb og frygt kan eksistere side om side i en uafklaret, menneskelig venteposition alene her nu.

Jeg veksler mellem “Pjat, det er ikke noget” og “Cancer”

Det er en mærkelig vekselvirkning fra “Pjat, det er ikke noget” til “Cancer”. Tankerne har deres eget spor, og jeg kan ikke rigtig styre dem. Sædvanligvis lever jeg efter devisen “Enten går det over, eller også bliver det værre”, som jeg selv synes er sjovt, fordi det altid er en sandhed.

Jeg ved ikke, om jeg er bange eller ej. “Kræft, der opdages i tide, kan helbredes”. Jeg tænker selvfølgelig på, hvad det er, jeg har gjort ved min krop med ca. 45 års rygning. Jeg har været en idiot, men det er for sent at tænke på det. Jeg begyndte at ryge, fordi jeg gerne ville være ligesom være de andre på kollegiet.

Hvem vil komme til begravelsen? Jeg ved det ikke, men jeg har altid joket med psykologen om, at hun ville være velkommen, og jeg tror, hun kommer, for hun plejer at holde ord. Derudover kommer nogle af mine trofaste læsere formentlig. Bortset fra det vil der være lidt tomt i kirken.

Jeg ringede til min ven i Esbjerg, der heller ikke har travlt med risalamanden. Jeg havde bare behov for at dele tankerne, og han var en god lytter. Han havde en opbyggelig fortælling om en veninde, der havde samme symptomer som mine, bare “hånden føles mærkelig”. Hun havde rent faktisk cancer og er gået gennem et treårigt kræftforløb. Hun er nu erklæret kræftfri. Hun har ingen mén. Det er selvfølgelig en god fortælling.

I modsætning til mig ryger hun videre. Mit eget rygestop siden den 27. november i år er nok også ligegyldigt.

Det går tjept

Det går stærkt. Jeg var hos egen læge i går. I dag har jeg fået indkaldelse til CT-scanning af lunger og bughule på Bispebjerg den 2. januar kl. 8:30, og jeg har booket tid til blodprøver og EKG på Hvidovre den 23. december kl. 14:35.

Svaret vil komme via egen læge.

Jeg spurgte egen læge ligefremt, om hun tænkte cancer. Hun tænkte ikke hverken det ene eller det andet, og det er selvfølgelig forståeligt og fornuftigt, før hun har resultaterne af CT-scanningen.

***

Nu vil jeg prøve, om jeg koncentrere mig om nogle kirkebøger fra 1700-tallet. Men jeg mærker panikangsten i form af sygdomsangst, der æder sig ind på koncentrationsevnen. Det er et velkendt fænomen.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Jeg har taget egen læge til nåde

Er det bare pjat?

Jeg har taget egen læge til nåde

Går det over eller bliver det værre?

Jeg har forhøjet blodtryk, og det bryder jeg mig ikke om. Jeg ser det som en art “fejlbesked” fra min krop. Havde det være min PC, havde jeg sendt den på værksted.

Min “egen læge” har spurgt, hvad jeg synes om en plan med Amlodipin 5 mg 1 x dagligt? Jeg kom til at svare lidt spidst om, hvad hun næsten ville have, jeg skulle sige, når jeg ikke kender hverken præparatet eller dets bivirkninger?

Jeg ved fra en super farmaceut, at jeg er “bivirkningsfølsom”; det vil sige, at er der en bivirkning, så får jeg den. Samme farmaceut har rådet mig til at afprøve de forskellige præparater i en måned og dernæst træffe beslutning. Det er en god plan. Det vil jeg gøre.

Jeg er bange for et stroke/en blodprop i hjernen, for falder jeg om, er der ingen til at rejse mig op igen. Og det var så det.

Når man kobler de forskellige symptomer

Nåh men altså jeg har koblet min underlige/mærkelige højre hånd/arm med det temmelig forhøjede blodtryk. Det er også en “fejlbesked”.

Forleden vågnede jeg med det, man måske kan kalde en “babyhånd”: alle fingre var meget opsvulmede, og det ville være helt umuligt at tage ringen af. Der var ingen smerter. Det hjalp ikke at ryste hånden. Jeg sover ikke på højre side. Det gik over efter 6 – 8 timer. Diskusprolaps i nakke kan udelukkes, for det ville jeg jo kunne mærke. Den skulder, hvor jeg brækkede noget, var den venstre altså den modsatte.

I ret lang tid (6 – 9 måneder) har jeg ofte syntes, at min højre hånd/arm var “mærkelig” om morgenen; men jeg går altså ikke til læge, fordi noget er “mærkeligt”, da jeg tænker “hvad skal hun egl. stille op med det?” Det har været/er sådan en fornemmelse af lidt kraftesløshed, at fingrene ikke rigtig kan strækkes ud. Som om der kun er 80 pct. af kræfterne. De føles sgu bare mærkelige. Det er ikke rigtig til at sætte til ord på.

Jeg ringede mellem 8 og 9 i dag og beklagede/besværede mig. Jeg fik en tid til kl. 10:30 – i dag. Det er lige før, det i sig selv er bekymrende.

Hun var meget grundig. Trykkede her og der. Hun brugte 30 minutter på mig. Det er også i sig selv bekymrende.

Hun stillede alverdens spørgsmål herunder hvor længe jeg har røget? Jeg var ikke ret stolt over at sige ca. 45 år. Hun vil bestille en CT-scanning. Jeg spurgte lige ud, om hun tænkte cancer? Næh hun tænkte ikke noget specielt, vi må gå på opdagelse blandt de forskellige symptomer.

Jeg tænker “Kræft, der opdages i tide, kan helbredes”. Det er vist et gammelt slogan. Jeg tror, vi er ude over “i tide”. Jeg har det bare stadig sådan, at jeg ikke er færdig med at leve. Nu må vi se, hvad scanningen viser. Det er godt, jeg ikke holder jul, for dette kunne vel have ødelagt den?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Godt jeg kender en farmaceut

Forhøjet blodtryk

Det er mærkeligt, hvordan et tal på et blodtryksapparat kan få alarmklokkerne til at ringe. Når man ikke føler sig helt tryg i somatikken, og når Dr. Google og ChatGPT mest gør én mere urolig, bliver behovet for et klogt og roligt menneske pludselig stort. Heldigvis kender jeg en fagperson, jeg kan stole på – en, der både taler klart og uden at proppe én med unødvendig medicin.

Her fortæller jeg om bekymringerne, rådene og om et sundhedssystem, der ikke altid formår at rumme den tid, jeg som patient har brug for.

Godt jeg kender en farmaceut

Det er nok tåbeligt, men jeg er altså bekymret for det forhøjede blodtryk. Jeg kan ikke lide tanken om en hjerneblødning, for jeg er ikke rigtig færdig med at leve. Og jeg synes ikke, hverken Dr. Google eller ChatGPT leverer valide svar, jeg tør stole på.

Så jeg skrev simpelthen til en “Afdelingsleder for Klinisk Farmaci for Psykiatrien”, som jeg kender rigtig godt fra min tid i psykiatrien.

Hende kan man stole på, og det interessante er, at hun ikke er en farmaceut, der synes, man skal spise alle mulige præparater – tværtimod. Det var hende, der – selvfølgelig sammen med overlægen – fik mig ud af al den medicin, jeg fik Parkinsonisme af. Parkinsonismen var en rædsom tid, jeg aldrig glemmer. Jeg var (sgu) meget syg.

Og det var hende, der lærte mig “Er der en virkning, er der også en bivirkning”. Fra hende ved jeg, at jeg er “bivirkningsfølsom”. Er der en bivirkning, får jeg den. Sådan er det, og sådan vil det også være med medicin fra somatikken.

Jeg fik et rigtig fint svar. Hun skrev blandt andet:

  • Prøv med langsom optrapning.
  • Prøv at teste præparaterne og giv hvert præparat en prøveperiode på en måned, før du dømmer det ude.
  • Spiser du meget salt? Jeg bør skære ned på saltet, som jeg synes, får maden til at smage bedre.
  • Spiser du mange lakridser? Nej de er ikke noget problem. Jeg spiser dem kun fire gange om året.

Hvorfor fortalte “egen” læge ikke om det?

Alle de ting burde “egen” læge jo have orienteret mig om.

Men når der kun er ti minutter til en konsultation i almen praksis, når vi ikke kender hinanden, fordi hun er ny, og når “Nej, vi bruger ikke dobbelttider”, så kan det selvfølgelig ikke nås, og så er man som patient henvist til Dr. Google, ChatGPT og personlige bekendtskaber.

Det er jo da helt Anders And.

Hvad har vi dog gjort ved vores sundhedssystem?

Hvad er det dog, vi har gjort ved vores sundhedssystem, der engang var verdens bedste? Nu går vi bare rundt og kalder det “velfærd”, men er det virkelig velfærd?

Jeg føler mig ikke længere sikker.

Som patient i somatikken føler jeg mig usikker og bekymret. Jeg ved ikke, hvem jeg kan spørge, når det drejer sig om somatikken. Det gør mig bange, at jeg er henvist til Hjerteforeningens hjemmeside, for det er der, jeg har læst om risikoen for en hjerneblødning. Den idé havde jeg aldrig selv fået.

I psykiatrien er jeg tryg, for der har jeg et personligt kendskab til navngivne medarbejdere gennem mange år.

Enten går det over, eller også bliver det værre

Jeg synes selv, dette er et morsomt mantra, for det passer altid. Jeg har levet efter det i årevis, og jeg synes ikke, jeg løber systemer på dørene. Jeg synes ikke, jeg er hypokonder, og jeg synes ikke, jeg er pivet, men det er der selvfølgelig ingen, der vil sige om sig selv.

Lige p.t. har jeg haft bøvl med det ene knæ, som gjorde forbistret ondt, efter jeg havde gået mine ture med høj intensitet, som jo skulle være godt for hjertet.

Efter 44 dages pause fik jeg endelig ret: det gik over.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.