Indlæg

/4 Kommentarer/i /af

Jeg har taget egen læge til nåde

Er det bare pjat?

Jeg har taget egen læge til nåde

Går det over eller bliver det værre?

Jeg har forhøjet blodtryk, og det bryder jeg mig ikke om. Jeg ser det som en art “fejlbesked” fra min krop. Havde det være min PC, havde jeg sendt den på værksted.

Min “egen læge” har spurgt, hvad jeg synes om en plan med Amlodipin 5 mg 1 x dagligt? Jeg kom til at svare lidt spidst om, hvad hun næsten ville have, jeg skulle sige, når jeg ikke kender hverken præparatet eller dets bivirkninger?

Jeg ved fra en super farmaceut, at jeg er “bivirkningsfølsom”; det vil sige, at er der en bivirkning, så får jeg den. Samme farmaceut har rådet mig til at afprøve de forskellige præparater i en måned og dernæst træffe beslutning. Det er en god plan. Det vil jeg gøre.

Jeg er bange for et stroke/en blodprop i hjernen, for falder jeg om, er der ingen til at rejse mig op igen. Og det var så det.

Når man kobler de forskellige symptomer

Nåh men altså jeg har koblet min underlige/mærkelige højre hånd/arm med det temmelig forhøjede blodtryk. Det er også en “fejlbesked”.

Forleden vågnede jeg med det, man måske kan kalde en “babyhånd”: alle fingre var meget opsvulmede, og det ville være helt umuligt at tage ringen af. Der var ingen smerter. Det hjalp ikke at ryste hånden. Jeg sover ikke på højre side. Det gik over efter 6 – 8 timer. Diskusprolaps i nakke kan udelukkes, for det ville jeg jo kunne mærke. Den skulder, hvor jeg brækkede noget, var den venstre altså den modsatte.

I ret lang tid (6 – 9 måneder) har jeg ofte syntes, at min højre hånd/arm var “mærkelig” om morgenen; men jeg går altså ikke til læge, fordi noget er “mærkeligt”, da jeg tænker “hvad skal hun egl. stille op med det?” Det har været/er sådan en fornemmelse af lidt kraftesløshed, at fingrene ikke rigtig kan strækkes ud. Som om der kun er 80 pct. af kræfterne. De føles sgu bare mærkelige. Det er ikke rigtig til at sætte til ord på.

Jeg ringede mellem 8 og 9 i dag og beklagede/besværede mig. Jeg fik en tid til kl. 10:30 – i dag. Det er lige før, det i sig selv er bekymrende.

Hun var meget grundig. Trykkede her og der. Hun brugte 30 minutter på mig. Det er også i sig selv bekymrende.

Hun stillede alverdens spørgsmål herunder hvor længe jeg har røget? Jeg var ikke ret stolt over at sige ca. 45 år. Hun vil bestille en CT-scanning. Jeg spurgte lige ud, om hun tænkte cancer? Næh hun tænkte ikke noget specielt, vi må gå på opdagelse blandt de forskellige symptomer.

Jeg tænker “Kræft, der opdages i tide, kan helbredes”. Det er vist et gammelt slogan. Jeg tror, vi er ude over “i tide”. Jeg har det bare stadig sådan, at jeg ikke er færdig med at leve. Nu må vi se, hvad scanningen viser. Det er godt, jeg ikke holder jul, for dette kunne vel have ødelagt den?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Godt jeg kender en farmaceut

Forhøjet blodtryk

Det er mærkeligt, hvordan et tal på et blodtryksapparat kan få alarmklokkerne til at ringe. Når man ikke føler sig helt tryg i somatikken, og når Dr. Google og ChatGPT mest gør én mere urolig, bliver behovet for et klogt og roligt menneske pludselig stort. Heldigvis kender jeg en fagperson, jeg kan stole på – en, der både taler klart og uden at proppe én med unødvendig medicin.

Her fortæller jeg om bekymringerne, rådene og om et sundhedssystem, der ikke altid formår at rumme den tid, jeg som patient har brug for.

Godt jeg kender en farmaceut

Det er nok tåbeligt, men jeg er altså bekymret for det forhøjede blodtryk. Jeg kan ikke lide tanken om en hjerneblødning, for jeg er ikke rigtig færdig med at leve. Og jeg synes ikke, hverken Dr. Google eller ChatGPT leverer valide svar, jeg tør stole på.

Så jeg skrev simpelthen til en “Afdelingsleder for Klinisk Farmaci for Psykiatrien”, som jeg kender rigtig godt fra min tid i psykiatrien.

Hende kan man stole på, og det interessante er, at hun ikke er en farmaceut, der synes, man skal spise alle mulige præparater – tværtimod. Det var hende, der – selvfølgelig sammen med overlægen – fik mig ud af al den medicin, jeg fik Parkinsonisme af. Parkinsonismen var en rædsom tid, jeg aldrig glemmer. Jeg var (sgu) meget syg.

Og det var hende, der lærte mig “Er der en virkning, er der også en bivirkning”. Fra hende ved jeg, at jeg er “bivirkningsfølsom”. Er der en bivirkning, får jeg den. Sådan er det, og sådan vil det også være med medicin fra somatikken.

Jeg fik et rigtig fint svar. Hun skrev blandt andet:

  • Prøv med langsom optrapning.
  • Prøv at teste præparaterne og giv hvert præparat en prøveperiode på en måned, før du dømmer det ude.
  • Spiser du meget salt? Jeg bør skære ned på saltet, som jeg synes, får maden til at smage bedre.
  • Spiser du mange lakridser? Nej de er ikke noget problem. Jeg spiser dem kun fire gange om året.

Hvorfor fortalte “egen” læge ikke om det?

Alle de ting burde “egen” læge jo have orienteret mig om.

Men når der kun er ti minutter til en konsultation i almen praksis, når vi ikke kender hinanden, fordi hun er ny, og når “Nej, vi bruger ikke dobbelttider”, så kan det selvfølgelig ikke nås, og så er man som patient henvist til Dr. Google, ChatGPT og personlige bekendtskaber.

Det er jo da helt Anders And.

Hvad har vi dog gjort ved vores sundhedssystem?

Hvad er det dog, vi har gjort ved vores sundhedssystem, der engang var verdens bedste? Nu går vi bare rundt og kalder det “velfærd”, men er det virkelig velfærd?

Jeg føler mig ikke længere sikker.

Som patient i somatikken føler jeg mig usikker og bekymret. Jeg ved ikke, hvem jeg kan spørge, når det drejer sig om somatikken. Det gør mig bange, at jeg er henvist til Hjerteforeningens hjemmeside, for det er der, jeg har læst om risikoen for en hjerneblødning. Den idé havde jeg aldrig selv fået.

I psykiatrien er jeg tryg, for der har jeg et personligt kendskab til navngivne medarbejdere gennem mange år.

Enten går det over, eller også bliver det værre

Jeg synes selv, dette er et morsomt mantra, for det passer altid. Jeg har levet efter det i årevis, og jeg synes ikke, jeg løber systemer på dørene. Jeg synes ikke, jeg er hypokonder, og jeg synes ikke, jeg er pivet, men det er der selvfølgelig ingen, der vil sige om sig selv.

Lige p.t. har jeg haft bøvl med det ene knæ, som gjorde forbistret ondt, efter jeg havde gået mine ture med høj intensitet, som jo skulle være godt for hjertet.

Efter 44 dages pause fik jeg endelig ret: det gik over.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Genstart: “Claus Meyer kan stadig råbe”

Rundt om mad

Mad følger os hele livet – fra barndommens tallerkener til den måde, vi fylder indkøbskurven på som voksne. I denne artikel tager jeg en tur rundt om maden, inspireret af en Genstart-udsendelse med Claus Meyer, der vækkede minder om pulvermad, dåsehakkebøffer og en barndom, hvor næsten intet blev lavet fra grunden.

Senere i livet har jeg mødt en helt anden madkultur med grønne salater, frisk mad og mange år som vegetar, og i dag laver jeg stort set al min mad fra bunden og får kasser fra Aarstiderne fyldt med sæsonens grøntsager. Samtidig kæmper jeg med et forhøjet blodtryk, som jeg selv har opdaget, og som gør sundhed, krop og bivirkninger fra medicin til en konkret bekymring – og til en del af historien om, hvad vi putter i munden, og hvordan vi har det.

Genstart: “Claus Meyer kan stadig råbe”

Jeg har lige hørt dagens “Genstart” med Claus Meyer, og da min rigtige PC og den nye skærm er hos GladTeknik, kan jeg ikke andet end at skrive en artikel. Legacy befinder sig jo på Arnold Nielsens Allé 71; hvad skal jeg så lave? Jeg glæder mig til at få begge dele retur – formentlig i morgen.

Claus fortæller om en barndom på pulvermad. Det havde jeg glemt, at jeg også voksede op på.

Buddingpulver, fromagepulver og kartoffelmospulver. Føj. Det værste var hakkebøfferne. Dog fik jeg kun en eneste gang Beuvais’ hakkebøffer på dåse. Jeg husker det alt sammen som ulækkert. Hvorfor lavede vi det ikke fra grunden? Vi havde jo masser af tid.

Det handlede om “Gris på gaflen”, hvor jeg samlede på opskrifterne, der kunne sættes ind i et lille blåt ringbind. Og jeg klippede Kirsten Hüttemeiers opskrifter ud af Familie Journalen, lagde dem i alfabetisk orden i en mappe og lavede oversigter over dem, så jeg vidste, hvilke jeg allerede havde. Det var noget besværligt, da det var før Excel.

Vi lavede ikke noget af maden fra grunden, og der var ingen grønne bladgrønsager. “Plantebaseret” var selvfølgelig et fremmedord, for vi var i 1970’erne; det er først opstået i 2020’erne.

Noget blev dog lavet fra grunden: suppe med melboller samt brunkål. Jeg hadede begge dele. Den dag i dag opfatter jeg melboller som tyk hvid sovs kogt til små runde boller. Det er jo de samme ingredienser.

Nye madvaner

Det ændrede sig markant, da jeg begyndte at komme hos min fars ungdomskæreste og hendes mand i Kongens Lyngby, som tog sig godt af mig, da jeg rejste til København. Her var der altid grønne salater til maden, og der var ingen pulverbaseret mad.

Det var også her, jeg fik min første elektriske tandbørste – eller rettere: Jeg fik et børstehoved, der stod oppe i skabet til højre med en lille gul ring omkring. Det havde jeg ikke prøvet før.

Da jeg flyttede på kollegiet, levede jeg ti år som vegetar, og jeg har gemt flere af mine vegetariske kogebøger.

Udsendelsen med Claus Meyer var virkelig rar at lytte til, og jeg blev bekræftet i mine nuværende madvaner, hvor jeg laver alt fra grunden. Jeg handler hos Aarstiderne – bare Budgetkassen – og der er masser af friske grøntsager i sæson. Selv ville jeg nok ikke finde på at købe frisk grønkål, palmekål, rosenkål og jordskokker, men dem er Aarstiderne flinke at putte i kassen til mig. Jeg synes, jeg lever sundt.

Forhøjet blodtryk

Der er ikke noget quickfix mod mit forhøjede blodtryk, som jeg ikke forstår, hvorfor jeg pludselig har fået. Det er ikke det kongelige danske sundhedsvæsen, der har fundet ud af, at jeg har fået det. Det har jeg selv målt mig frem til, for jeg har selv blodtryksapparat.

Nu drikker jeg rødbedesaft, der skulle være godt mod forhøjet blodtryk, og jeg hverken drikker alkohol eller ryger. Så jeg forstår det ikke. Jeg er bekymret og bange for at få en hjerneblødning. Er det sådan, jeg skal ende? Men det er måske den bedste måde at falde ned af skrivebordsstolen på?

Jeg har været hos “egen læge”, som jeg havde bedre kommunikation med anden gang end første gang. Hun fortalte, at mit blodtryk er for højt. Det vidste jeg godt, det var jo mig selv, der havde konstateret det. Hun orienterede om de forskellige præparater og deres bivirkninger. Hun virkede grundig, idet hun ville have en urinprøve og ikke bare udskrev et eller andet. Jeg ved sørme ikke med de præparater. Jeg kender dem jo ikke, og så er det svært at vælge.

Jeg er “bivirkningsfølsom” i hvert fald overfor præparater fra psykiatrien. Er der en bivirkning, får jeg den. Og “der er ingen virkning uden bivirkning” lærte jeg af Christina, der er super-farmaceut i Region H. Om det også gælder præparater fra somatikken, ved jeg ikke noget om.

Jeg ved ikke, om jeg helst vil have nyreproblemer, hovedpine, svimmelhed eller hævede ankler. Jeg synes ikke, noget af det lyder særlig fedt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Så fin behandling i Osteoporoseenheden på Hvidovre Hospital

Det flotte sundhedsvæsen!

Så fin behandling i Osteoporoseenheden på Hvidovre Hospital

På Hvidovre har kirurgerne et genialt samarbejde med Osteoporoseenheden: Når man har pådraget sig et brud, og lægerne synes, man er blevet halvgammel, går der automatisk besked fra kirurgerne til Osteoporoseenheden, og når bruddet bør være vokset solidt sammen, får man indkaldelse til en såkaldt DEXA-scanning.

Jeg faldt i juli og er nu vokset ret grundigt sammen, så jeg var nede at blive scannet i morges.

Jeg har ikke osteoporose. Det er jeg utrolig glad for, for jeg havde været lidt nervøs. Det er da mystisk at falde over sine egne ben og pådrage sig to brud. Men alt er i orden og alle værdier er fuldkommen normale for en kvinde på 62 år. Jeg bør tage nogle kalktabletter, men det er da også det hele.

Jeg havde for en sikkerheds skyld taget min solsikkesnor på, for hospitalet er enormt og fyldt med sanseindtryk, der kan være svære at håndtere.

Søde mennesker overalt

Jeg var lidt forvirret over, om afsnittet havde det ene eller det andet nummer, idet der stod en ting i SP men noget andet på deres skiltning. Jeg må have set spørgende ud, for der kom en sød portør og spurgte, om han kunne hjælpe mig? Og ja det kunne han. Det viste sig, at man egl. skulle det samme sted hen, og at afsnittet faktisk havde to numre.

Velankommet scannede jeg sygesikringsbeviset, og det rare menneske bag skranken var også utrolig hjælpsom: “Ned ad gangen til de runde borde og så bliver du kaldt ind. Der er kaffe i automaten.”

Kvinden, sådan en hedder vist en radiograf, der betjente scanneren, var også meget, meget imødekommende. Vi nærmest “hyggesnakkede” lidt, mens hun gjorde det, hun nu skulle, og før hun kom med resultatet: Du har ikke osteoporose!

Inden hun kom med resultatet, havde hun endda også nået at tale med den læge, der kiggede på billederne for fem år siden, hvor jeg også var en tur hos endokrinologerne, fordi jeg da havde en “Scheuermann” i ryggen; det var dengang, jeg konstant faldt ud af sengen pga. Parkinsonismen … Det er godt, det er længe siden, for det var et mareridt.

Jeg fik en kopi af alle billederne med hjem, for dem vil egen læge jo nok gerne se. Hun forklarede en masse om forskellige scores og tegnede og fortalte. Alle værdier ligger minimum på 98 pct., og det er meget fint.

Gad vide om det var solsikkesnoren, der hjalp? Eller er de bare så imødekommende over for alle?

Det danske skattetryk

Jeg har altid betalt min skat med glæde, og det gør jeg stadig, for jeg synes, jeg får meget for pengene.

Mange mennesker mener, de betaler for meget i skat, men det pudsige er, at ingen af dem kan nævne offentlige serviceydelser, de gerne vil undvære. Der er altid noget, der kunne være bedre eller optimeres, men vi har altså et flot system i Danmark. Er der noget galt, eller er der bare en mistanke om, at der måske er noget galt, så opfanges vi som hovedregel. Og vi skal ikke have Visakortet frem for at få stillet diagnosen.

Det er sikkert dyrt at lave en DEXA-scanning, men det er meget dyrere at vente på, at man evt. har Osteoporose og så at skulle sætte ind over for det.

Jeg er bare glad …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.