Indlæg

/1 Kommentar/i , , /af , ,

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Jeg bryder mig ikke om motion

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Det har aldrig sagt mig noget at bruge min krop. Jeg synes, det er spild af tid, og jeg vil langt hellere bruge min hjerne. Det er sjovt. Men eftersom jeg langsomt og umærkeligt er ved at blive småfed, må jeg gøre en indsats og omlægge nogle vaner.

Min aversion mod at bruge min krop kan måske spores til min sære barndom og dårlige oplevelser med gymnastik. Jeg blev altid valgt til sidst i rundbold, og det lykkedes mig aldrig at komme over i højdespring.

Men 50 år gamle traumer må pakkes af vejen, hvis jeg ikke skal dø af fedt om hjertet, få type 2-diabetes og alle mulige andre ubekvemme livsstilssygdomme. Nu har kroppen tålmodigt slæbt rundt på mig i 60 år, uden jeg har skænket den en tanke. Det er som om, den ikke har noget med mig at gøre.

Jeg er blevet kropsdoven

Jeg er blevet kropsdoven og har i flere år haft dårlig samvittighed overfor min krop. Da jeg i januar/februar i år konsulterede flere læger i forbindelse med den frosne skulder, krympede jeg mig, når de spurgte “Dyrker du motion?” og jeg svarede “Nej”. De tænkte sikkert deres, mens jeg var flov. De var høflige nok til ikke at kommentere mit ikke-eksisterende aktivitetsniveau.

Nuvel der var engang, jeg havde en (af mig) håndbygget kulfiberracercykel stående i stuen. På den kørte jeg Sjælland rundt nogle gange. På Amagerkollegiet havde jeg en racercykel hængende i loftet over sengen, og Amager Rundt var en tilbagevendende begivenhed ligesom turen fra Amager til Münstersvej på Frederiksberg blev gentaget hver morgen og eftermiddag. I 10. klasse gik jeg Bornholm Rundt. Engang var jeg medlem af Dansk Vandrelaug og vandrede rent faktisk. Jeg har besteget Kilimanjaro samt vandret i Bayern og Østrig med tyske venner.

Jeg elskede at bevæge mig ved egen kraft og fascineredes af, hvor langt jeg kunne komme ved bare at sætte den ene fod foran den anden.

Men det er alt sammen historie. Det er dejlige minder, men de reducerer ikke den aktuelle mængde af fedt om organerne (det viscerale fedt) og andre steder.

Realistiske mål eller lovbefalede mål?

Man må sætte realistiske mål. At man bør gå 10.000 skridt om dagen, kan jeg ikke bruge til noget. “Burde” motiverer ikke mig. Jeg har aftalt med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, at jeg indledningsvist går ca. 5.000 skridt om dagen. Jeg glæder mig til temperaturen stiger i næste uge.

Det svarer til ca. 60 minutter, og dem kan jeg lige finde i mit til tider travle seniorliv, der er fyldt med artikler, slægtsforskning, transskription af kilder fra Stadtarchiv i Frankfurt, data i tabeller, jagten på børnehjemmets ansatte og anbragte, madlavning i lidt nyt grej fra “Le Creuset”, planlægning af rejsen til Frankfurt an der Oder og andre skønne ting.

Når de 5.000 skridt er blevet en smal sag, må jeg sætte dem op til 5.500 osv. På den måde må jeg vel tabe mig. Jeg har tabt 1,9 kilo på 14 dage, jeg er i gang, og alle de herlige data er placeret i et Excelark. Det sjoveste var dataene.

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Min kontaktperson siger, at én ting er vægttab. En anden ting er sundhed, som kan opnås ved fitness eller lignende styrketræning et par gange om ugen. Jeg forstår, hvad hun mener, men jeg skulle betales godt for at komme et sted med høj pumpende musik, maskiner og en masse smarte mennesker.

Jeg har lovet at tænke over det, til vi ses igen. Det er blevet ved tanken. Der findes noget i Hvidovre, der kaldes Seniormotion men … det er vist ikke lige mig. Så gammel er jeg altså endnu ikke.

Podcasts er som at læse avis, mens jeg går

Mens jeg går halvdelen af det lovbefalede antal skridt, lytter jeg til podcasts. Det gør, at det er langt mindre kedeligt. Det er næsten som at læse avis samtidig. Jeg får lov at bruge hjernen, og ubehaget ved motionen er mindre.

I dag hørte jeg fx

  • “Coop er ikke OK” i Genstart på DR Lyd, der var en glimrende gennemgang af andelsbevægelsen og dens snarlige død, selvom Pernille Skipper nu er formand for bestyrelsen
    • Jeg husker tydeligt, da det hed FDB, som ud over dagligvarer også solgte FDB-møbler, og vi klistrede dividendemærker ind i små hæfter, der kunne indløses en gang om året.
  • “Squat-butt eller balder af stål” i Klog på sprog fra den 23. februar.
    • De skriver bl.a. sådan om udsendelsen: “Den, der ranker sig, slanker sig  (… ) Vi bevæger os for at vedligeholde vore kroppe, men sproget i fittness-centeret har løftet sig et par armstræk fra klassisk spring-over-buk-gymnastik.”
    • De havde en glimrende gennemgang af, hvordan legemsøvelsernes ord har invaderet dagligdagens sprog. Fx at:
      • stå på mål for noget
      • tackle en problemstilling
      • score
      • skyde sagen til hjørne
      • være et hestehoved foran
      • få bolden over på egen banehalvdel
      • kaste håndklædet i ringen
      • sænke overliggeren
      • hæve barren
      • osv.

Antal skridt i april 2024

Herunder har jeg indsat et billede fra telefonen af appen “StepsApp” af antal skridt i april.

Det fremgår, at jeg (torsdag) den 25. april gik 5.746 skridt, at målet var 5.000, at jeg forbrændte 178 kcal., at jeg gik 4,1 km., og at jeg brugte 56 minutter på det.

Når cirklen er helt grøn har jeg nået målet, som jeg den 23. april satte ned til 5.000 skridt fra 6.500. Det er sjovest, når man når målet.

Podcasts letter motion som ellers keder mig

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Import af medarbejdere til sundhedsvæsenet

Import af medarbejdere til sundhedsvæsenet

Hvorfor sender vi de unge studerende “hjem”?

Import af medarbejdere til sundhedsvæsenet

(Billedet er genereret af OPenAI/CharGPT 4.0. Det rammer egl. meget godt)

Jeg har lige set TV Avisen kl. 12:00; der var ikke en gang noget om H.M. Dronningen …

Nye Borgerlige nedlægger heldigvis sig selv og så er den anden store nyhed, at regeringen i al sin visdom nu vil oprette “partnerskaber” med Indien og Filippinerne, så Danmark kan “importere” sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter derfra. Pressemeddelelsen findes på Sundhedsministeriets hjemmeside.

  • Der er jo egl. ikke noget at grine af, men jeg sad alligevel og lo. Jeg synes, det ligner et mislykket forsøg på en feberredning fra 25. kartoffelrække.
  • Dansk Sygeplejeråd peger med det samme på, at der er 5.000 pæredanske sygeplejersker, som det ville være bedre at trække tilbage til deres egentlige profession, i stedet for at de har forladt blandt andet hospitalerne, fordi arbejdsvilkårene ganske enkelt er for ringe. Jeg kender et par af dem.
  • Ville det ikke være smartere at ændre vores udlændingepolitik? Faktum er, at mange af de unge kvinder, der sidder i årevis og rådner op på et udrejsecenter (for at blive “motiverede” til at rejse “hjem” til et sted, de måske aldrig har været), var i fuld gang med at uddanne sig til netop social- og sundhedsassistenter. Og de taler glimrende dansk, og de kender den danske kultur, eftersom de har boet og arbejdet her i årevis. Mange af dem kom fra Syrien i 2015.

Sprogproblemer

Det er svært at forstå indisk-engelsk! Nogle gange, hvis jeg bøvler med noget på computeren, finder jeg et par videoer på YouTube. Mange af dem er på indisk-engelsk, og der har jeg “udfordringer”. Jeg synes, det er rigtig svært.

Mange af de mennesker, der har behov for social- og sundhedsassistenterne er ældre og gamle. Der er mange i den generation, som ikke engang taler britisk engelsk, for det lærte de ikke i skolen. Og de forstår da slet ikke indisk-engelsk. FOA peger helt rigtigt på sprogbarrieren og kulturbarrieren.

De ansatte skal lære dansk, og skal kende både de danske fagtermer og dansk kultur
– Sproget er rigtigt vigtigt, når vi arbejder med ældre, siger Tanja Nielsen fra FOA.
– Det betyder meget, at vi kan tale med hinanden. ‘Hvad lavede du i weekenden?’ ‘Hvad lavede du juleaften?’, siger hun.
– Snakken om dansk kultur er rigtig vigtig, for det er her den ældre eller demente borger kan relatere, siger hun.

At gribe om nælden ved dens rod

Hvornår kan hele cirkusset implementeres? Det vil tage årevis. For hvis det skal gøres ordentligt og med respekt for de ældre og gamle, skal der tilrettelægges målrettede, langvarige kurser til de studerende i Mumbai, Manilla mv., hvor dansk sprog og kultur indgår som noget af det første og det blivende gennem hele uddannelsen. Der skal tænkes godt og grundigt, for at det ikke bare bliver en eller anden “løsning”, der kunne være købt hos Netto. For det kan vi ikke tillade os over for brugerne. Vi har behov for Irma-løsninger!

Jeg synes, vi ser det ene forsøg på en snup tags-løsning efter den anden på sundhedsområdet. Vi havde engang et fint og forkromet sundhedsvæsen. Jeg er rasende over, at det snart er fuldstændig smadret. Måske skal jeg bare være glad over at være blevet syg for så mange år siden?

Uha – vi kan sørme ikke bruge flere penge på sundhed, så vi må hitte på noget. Men når det kommer til forsvarsområdet, indgås der nemt et bredt forlig til en værdi af 143 mia. kr. over en 10-årig periode. Gad vide, hvordan sundhedsområdet ville se ud, hvis man også her tilførte 143 mia. kr.?

På sundhedsområdet ville man gribe om nælden ved dens rod, hvis man også greb dybt i portemonnæen. Der er ganske enkelt behov for “Send more money”. De effektiviseringsgevinster, der skulle og kunne indhøstes, er for længst opnåede siden regionerne blev oprettede i 2007.

Magten tilbage til lægerne

På det samme område mener jeg i øvrigt, at man burde give flere kompetencer = mere magt tilbage til lægerne! Jeg elsker Excel, og jeg har levet af tal i tabeller i årevis og været utrolig glad for det! Men programmet har (måske) sine begrænsninger. Jeg er klar over, at dette kan forekomme kontroversielt, men lad mig komme med et eksempel:

På cancerområdet arbejdes med et maksimalt antal dage, inden patienten skal være sat i behandling, altså en behandlingsgaranti. Flere onkologer siger: “Det er slet ikke alle kræftformer, hvor behandlingsgarantien giver mening.” For nogle kræftformer spreder sig vanvittigt hurtigt, så vi skal gribe ind med det samme, og der er 30 dage lang tid. Andre kræftformer udvikler sig langsommere, så der kunne vi måske fint have styr på situationen også indenfor en både 60 og 90 dages behandlingsgaranti.

Når ressourcerne ikke er uudtømmelige, må vi altså vurdere hvert tilfælde individuelt og se på, hvad behovet er. Hvis man er dygtigere til Excel end mig, kan man sikkert bruge programmet til at danne sig det nødvendige overblik over den samlede situation. Men i sidste ende må det være et lægeligt skøn baseret på en livslang ekspertise.

En meget kort fortælling

Og så kan jeg ikke undlade at fortælle: Jeg har en specifik problemstilling, som jeg gerne vil drøfte med en privatpraktiserende psykiater. Der er ikke tale om en udredning – bare nogle samtaler. Jeg gik til min egen læge og fik en henvisning. Jeg ringede til psykiateren, der sagde “Du kan få en tid om 63 uger”. Det kan jeg ikke vente på, så jeg er gået i tænkeboks for at finde alternativer.

Så er det alligevel bedre at have cancer – selv på AUH.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

1813 er spild af tid for alle parter

1813 er spild af tid for alle parter

Første og sidste gang jeg har ringet 1813

1813 er spild af tid for alle parter

Jeg er helt til rotterne og kan ingenting. Jeg har næsten ikke sovet, da jeg ikke kan finde en stilling med bare lidt lindring. Det bliver hele tiden værre.

Jeg var nødt til at gå på indkøb for at have mælk nok at indtage forud for Ipren og Pamol, som gør det nogenlunde udholdeligt i dagtimerne. Mælken beskytter mod akut blødende mavesår.

For første gang nogensinde besluttede jeg at ringe til 1813. Jeg brugte samlet set 77 minutter på muzak og ingen hjælp, eftersom mit problem ikke er akut. De spurgte nærmest, om armen er ved at falde af (er der feber? er der misfarvninger?) – og det er den jo ikke. Og så kan de ikke hjælpe. Så er vejen via egen læge, som de dog venligt sender en SMS om, at man har kontaktet dem. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Hvor henvender man sig så med vilde smerter? Det private?

Jeg har linket til indeværende artikel på regionsrådsformand Lars Gaardhøjs Facebookprofil. Det bliver interessant at se, om han svarer.

Pivet eller ej?

Ingen mennesker vil vel stille sig op og sige “Jeg er nok noget pivet”; ergo mener jeg heller ikke, jeg er pivet. Men efterhånden ved jeg det ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke kan være nogen steder, og at dette er et mareridt.

Fra i går

Ovenstående skrev jeg i går, men kunne ikke gøre det færdigt pga. smerterne. I dag er det bedre. Jeg har sovet godt, og vågnede med følelsen af “det er bedre i dag”. Jeg har taget smertestillende for at holde det i skak, så lige i skrivende stund er det okay. 1. og 2. finger er fortsat “døde” og gør ondt, men det kan man vænne sig til.

Jeg er stadig skuffet over 1813, og at der ikke er nogen steder at gå hen, når man ikke aner sine levende råd. Jeg misbruger ikke systemet; jeg har aldrig ringet til dem tidligere, og det kan de sikkert se et eller andet sted, og det må de gerne for min skyld.

Efter de første ca. 70 minutters ventetid i telefonen med deres hæslige muzak får man fat i en sygeplejerske, der først og fremmest er interesseret i, om man ringer hjemmefra? Jeg ved ikke, hvilken betydning det har, hvor man ringer fra. Og der er jo sikkert en grund. Det forekom mig bare mærkeligt.

Jeg bekræftede, at jeg ringede hjemmefra. Herefter spurgte hun til symptomerne. Det kan være, at det med feber og/eller misfarvninger er symptomer på blodpropper mv. Det ved jeg ikke, for jeg er jo ikke læge. Jeg blev venligt nok viderestillet til en læge, der bare sagde, at jeg henvendte mig det forkerte sted, da det ikke var akut. Næh, når det begyndte den 20. december, og jeg stadig er i live, er det selvfølgelig ikke akut. Det kan selv jeg se. Det kunne sygeplejersken vel have fortalt? Nu spildte vi bare også lægens tid.

Min bekymring

Jeg ringede til 1813, fordi jeg er bekymret over, at fysioterapeuten har skrevet “… mulig diskusprolaps eller sammenfald” i nakken. Det er ikke noget, vi har talt om, og jeg ved det kun, fordi jeg sidder med journaludskriften.

Jeg synes ikke, jeg tør lave en simpel øvelse, hvor man skal hælde hovedet mod højre. Nakken føles låst.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Det tværgående samarbejde mangler

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Jeg har i dag været hos fysioterapeuten og tudet både af frustration over situationen og af smerte. Jeg troede, det skulle være noget dejligt at gå til fysioterapeut, men det var det langt fra. Så hjem at æde nogle flere Ipren 400 mg og Paracetamol 500 mg.

Jeg fortalte ham, at jeg har en aftale med en ortopædkirurg på tirsdag. Han spurgte forbløffet om, hvordan jeg havde fået det i stand? Og jeg måtte fortælle om, at jeg har brudt alle mine hævdvundne principper og har søgt tilflugt i “det private”. Og jeg fortalte om mine bevæggrunde for at gøre det. Om at jeg fx ikke orker en tur i karrusellen for i månedsvis at blive sendt fra den ene klog mand til den næste kloge kone osv.

Det var som om, han slet ikke var enig, dog sagde han det ikke højt, så det er min tolkning og mine gætterier. Det indrømmer jeg blankt. Jeg bad ham beskrive sine fund i journalen og printe det for mig, så jeg har noget at tage med til ortopædkirurgen. Fysioterapeuten mente ikke, ortopædkirurgen ville være interesseret i det. Men det kan vi jo ikke vide, hvis han ikke i det mindste får tilbuddet og muligheden for at sige fx “Nej tak. Jeg er ligeglad. Jeg stoler kun på mig selv.”

Fysioterapeuten “advarede” herudover om, at jeg kan blive vældig skuffet, hvis vedkommende ortopædkirurg kun har forstand på skuldre, undersøger mig og siger “det er ikke mit bord”, når det nu næppe er en “frossen skulder” fordi bevægeligheden gudskelov er alt for god. Nogen må kunne fortælle, hvad det så i stedet er.

Mit behov er fakta og vished

Jeg har behov for at vide, hvad der foregår i min krop. Jeg vil gerne vide, hvorfor jeg kan høre knæk-lyde fra skulderen, når jeg ligger ned. Jeg tror altså ikke, det er psykosomatisk, for det lyder højt og tydeligt. Og det er heller ikke fordi, jeg tror, jeg har brækket noget, og at jeg derfor er ved at falde fra hinanden. I givet fald ville jeg jo være lam eller noget andet grimt.

I fysioterapeutens venteareal hænger forskellige opslag. Et af dem drejer sig om billeddiagnostik, hvor det i seks punkter forklares, hvorfor fysioterapeuter ikke giver en bøjet femøre for det. Desværre glemte jeg at tage et billede af plakaten. Det gør jeg næste gang, som er på fredag.

Set fra mit synspunkt ville det bare være vældig rart at vide, hvad der foregår derinde. Uden den viden er det vel svært at sætte de rigtige modforanstaltninger i gang?

Hvorfor arbejder de ikke sammen?

Oplysningerne i journalen er jo sådan set mine egne data, og derfor fik jeg selvfølgelig en udskrift med mig (i hånden). Hurra for GDPR! De kan ikke sige nej. Jeg er noget overrasket over at se overvejelser om en mulig diskusprolaps i nakken … Det sagde han da ikke noget om.

Men jeg undrer mig over den manglende lyst til – og interesse for – samarbejde med andre faggrupper. Patienten har kun en krop. Den ene krop har behov for flere faggruppers samarbejde og input, når symptombilledet er uklart.

Hvis mine fordomme om “det private” står til troende, vil en ortopædkirurg næppe sige “dig gider vi ikke beskæftige os med”. De driver en forretning, så mon ikke de et sted i butikken vil prøve at finde en, der i stedet/også kan hjælpe? Det vil jeg tro, for ellers er de dårlige købmænd, og det vidner regnskabstallene for den sektor ikke ligefrem om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.