,

Sundhedsreform og psykiatri

Sundhedsreformen skulle give psykiatrien et løft

Men hvad skete der? Sundhedsreformen tilføjede psykiatrien 30 nye sengepladser svarende til gennemsnitligt seks pr. region og svarende til 60 mio. kr. jf. artiklen på Berlingskes forside i dag.

Det forslår som en skrædder i helvede siger formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle:

“Det er atter engang klatbeløb, og det forslår som en skrædder i helvede. Det er positivt, at politikerne nu er begyndt at se på psykiatrien, men de forstår slet ikke alvorligheden af det mangeårige svigt og underfinansiering af psykiatrien,« siger Gitte Ahle og peger på, at de ekstra sengepladser ikke engang kan kompensere for det antal senge, som er blevet skåret væk de seneste år.”

SIND udtaler, at der er tale om “en dråbe i havet”.

Perspektivering

En af kategorierne til dagens indlæg hedder “psykiatripolitik”, for jeg synes, det er vigtigt til stadighed at sætte fokus på den udsultede psykiatri. Og hvem er bedre til det end psykiatribrugerne selv?

Med regeringen og Dansk Folkepartis egne ord vil psykiatriske patienter “opleve markante forbedringer” med sundhedsreformen. Det er nu svært at se.

Med respekt for at man ikke kan gøre alting op i Excel, er beregninger af omkostningerne til mit eget forløb alligevel interessante: lige knap 1,7 mio. kr. (inkl. sygedagpengene), og så mangler jeg endda at få indføjet omkostningerne til det ambulante forløb i Glostrup og den seneste indlæggelse. 35,3 af min slags så er den markante forbedring spist op.

Vitaminindsprøjtningen fra sundhedsreformen til psykiatrien svarer til ti pinocchiokugler til en meget stor tyrekalv; altså helt ude af proportioner.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skyder skylden på regionerne og udtaler, at det er dem, der har behandlet psykiatrien stedmoderligt.

Så bliver alting nok bedre, når sundhedsreformen centraliserer magten på få hænder i noget, der vist skal kaldes “SundhedDanmark”. Ordet minder mig om “UdbetalingDanmark”, og jeg synes, sporene skræmmer.

,

Rodbehandling # 1

Tandlæge

Rodbehandlingen er påbegyndt

Dette er det 19. (!) indlæg om tænder…

Jeg var hos tandlæge i morges, og hun påbegyndte rodbehandlingen, som vist drillede hende en hel del. Hun kunne nemlig ikke få fat i rodkanalerne, så hun kunne komme til at file dem indvendigt med en særlig lille fil… lyder det ikke bare gruopvækkende? Det gjorde det heller ikke lettere, at hun skulle starte med at bore ned gennem kronen, som jo er vældig hård.

Da hun fik hul, kom der en rigtig grim lugt svarende til, at jeg har gået rundt med en indkapslet betændelse i måske to år. Hun sagde, at det lugtede lidt af lig. Nerven var/er død for længst. Hun bekræftede mig i, at alle mine symptomer passede og at dette er den rette behandling. Den positive del er, at min krop er enormt god til selv at bekæmpe betændelsestilstande. Jeg fik vist ikke spurgt, hvad alternativet havde været. Den anden positive ting er, at det kun gjorde jævla ondt to gange, hvor hun ramte ved siden af eller sådan et eller andet. Der er heller ingen smerter nu, hvor bedøvelsen er helt væk. Det eneste, der er, er smagen af kamfer, men det skal vel være sådan?, når der er renset og gjort rent med alskens midler herunder klor 1 pct., som fik hele lokalet til at lugte af svømmehal.

Når smilet forsvinder

Ikke til tandlæge i 25 år

Jeg fandt en udgave af Sundhedsmagasinet på DR1, der netop hedder ‘Når smilet forsvinder‘. Man ser blandt andet en mand, der ikke har været til tandlæge i 25 år, fordi han lider af tandlægeskræk. Hans kone får ham sendt afsted, da hun ikke kan holde ud at se på ham længere. Han mangler alle kindtænderne, så det er mig en gåde, hvordan han har kunnet tygge maden. Men der er vist noget med, at gummerne så hærdes, så man i stedet kan tygge med dem. Stakkels mand.

Udsendelsen slutter med, at han skal se sig sig selv i spejlet med de nye tænder efter et enormt omfattende stykke tandlægearbejde. Han fælder en tåre sammen med Peter Qvortrup Geisling, da han ser det færdige og flotte resultat.

Det med at komme til at græde husker jeg fra mig selv. Amar (klinikejeren) rakte mig spejlet. Jeg smilede til det og begyndte at tude af glæde over det flotte resultat og af lettelse over, at det hele nu var overstået. Nu kunne jeg smile igen. Jeg møder stadig mennesker, der siger til mig ‘Hvor er det blevet pænt’.

De unge

Fra min generation (jeg er fra 1963) og frem tages den regelmæssige og gratis skoletandpleje som en selvfølge, og sådan skal det selvfølgelig også være. Om man har bevaret fluorskylningerne ved jeg ikke. Så de unge, der kommer ud af skolen, har fine og velholdte tænder, der er blevet passet og plejet siden Karius og Baktus var de rene årsunger. Men derefter…

Sundhedsmagasinet tester fem unge fra en kokkeskole og fire af dem bør komme til tandlæge. Flere af dem har ikke været der i årevis, og flere af dem angiver økonomi som argument – at det så for en af dem formentlig kun vil koste det halve af, hvad han forestillede sig er jo kun positivt.

Jeg har også på et tidspunkt læst en anden undersøgelse om unge og deres tænder. Her var der fokus på unge på SU, og de havde simpelthen ikke råd til at gå til tandlægen. De, der kom afsted, fik forældrene til at betale.

Social ulighed

Vi har diskuteret det her på bloggen før, så der er ikke noget nyt i det, men idéen i, at det er gratis at gå til læge men dyrt at gå til tandlæge er helt skæv og rammer i hvert fald socialt skævt. I denne lille video fra Youtube ‘Den her video får dig til at børste tænder‘ forklarer Palle Holmstrup, professor, dr. odont. hvor stor en rolle tandsundheden spiller for resten af kroppen fx udviklingen af hjerte- karsygdomme, diabetes og leddegigt.

Jeg siger ikke, at fattigdom nødvendigvis hænger sammen med dårlig mundhygiejne og dermed dårlige tænder, men jeg siger, at der vil være mange af de 65.000 børn, der vokser op i fattigdom, der ikke vil have råd til at gå til tandlæge som unge og voksne. Fattigdommen er et åg, man bærer med sig.

Hvor mange af dem vil udvikle fx hjerte- karsygdomme, diabetes og leddegigt?

,

Rutiner

Ny diagnose Autisme

Opgaven til næste gang

Opgaven til næste gang hos speciallægen er at overveje, om jeg har nogle ‘rutiner’, ting der bare skal være sådan og sådan (tror jeg). Umiddelbart syntes jeg ikke jeg har rutiner, men underbevidstheden er allerede på arbejde og ting dukker op, hvis jeg da har forstået spørgsmålet korrekt. Der er desværre en hel måned, til vi skal ses igen, idet hun skal have ferie, men en måned går jo hurtigt nu til dags.

(PS: Jeg har sendt hende en mail og spurgt, hvad der faktisk forstås ved rutiner i relation til ASF.

Skoleforløb

Det var virkelig spændende at drøfte de ting, underbevidstheden havde fundet frem siden sidst. Hun stillede mange uddybende spørgsmål og var oprigtigt interesseret. Dette forløb er utrolig positivt, og det er dejligt at blive ‘mødt’ i det, jeg har tænkt over i så mange år. I parentes bemærkede hun, at jeg var en af de mest velforberedte patienter hun havde haft 😎 Det overrasker mig nu ikke.

Hun stiller superskarpe spørgsmål, og faktisk kan jeg huske temmelig meget, men da det er ca. 45 år siden, må jeg naturligvis af og til svare ‘det kan jeg ikke huske’ eller ‘det ved jeg ikke’. I sidstnævnte kategori ligger, at jeg kunne læse og regne, før jeg kom i skole, og at jeg selv henregner det til, at begge mine forældre læste højt for mig – sikkert ‘Troldepus’ og den slags. Jeg er oprindeligt fra et hjem med bøger. Hun spurgte så ‘læste de for dig for at lære dig at læse?’ Det ved jeg virkelig ikke, men det er en spændende vinkel.

I dag skulle vi tale skoleforløb, og for at hun ikke skulle blive forvirret over mine fem folkeskoler, havde jeg fundet et dokument frem, som jeg oprindeligt lavede til psykologen i 2017 på et tidspunkt, hvor jeg selv kom i tvivl, om det virkelig var sandt, at jeg havde gået på fem forskellige folkeskoler. Men den var nu god nok. Jeg løj ikke.

Jeg fortalte hende om det med hjælpelæreren, ‘Læs og forstå’, at være udenfor, om Fru/frk. Kristensen på biblioteket i Vollsmose og alt det andet, som hjernen af sig selv har fundet frem til mig.  Sikke en gave den er, og så er den endnu uudforsket. Det minder en anelse om ECT: man ved ikke, hvorfor det virker, men man ved, at det virker.

Og så noget helt andet

Min artikel om ‘Monitorering i fællesskab‘ om samarbejdet med overlægen og farmaceuten i Glostrup er omsider blevet godkendt af både en kommunikationsmedarbejder i Glostrup og en tilsvarende i regionH, så nu vil den blive bragt på regionens intranet. Det er jeg ret godt tilfreds med. Der skal indsættes en faktaboks om formålet med det tværfaglige samarbejde, som Kasper og Christina skal stå for og kommunikationsmedarbejderen vil redigere et par sætninger. Det er fint for mig, selv om det selvfølgelig ville være rart at vide hvilke. Men pyt med det. Vi har et budskab, og det er det, der skal udbredes.