Hvidovre lukker

Midt om natten

Når der kommer brev i e-Boks fra kommunen midt om natten, er det som regel noget ubehageligt. Det gjaldt også denne gang!

Jeg har lige fået følgende fra Borgerservice, som jeg ikke var klar over på forhånd:

“Kære borger i Hvidovre

Smittetallet i Hvidovre er for højt. I søndags lukkede Avedøre Sogn ned på grund af for høje smittetal. Vi risikerer, at hele kommunen bliver lukket ned, hvis ikke smittetallene snart begynder at falde.

Derfor er det nu, at vi alle skal stå sammen. Husk at blive testet ofte.

Vi har netop åbnet op for ekstra testmuligheder i Avedøre Idrætscenter tirsdag og torsdag i denne uge. Følg sundhedsmyndighedernes retningslinjer om afstand, hygiejne og brug af mundbind. Gå i isolation, hvis du er smittet eller nær kontakt. Følg med på www.hvidovre.dk, hvor du også finder information om testmulighederne i Hvidovre.

Giv gerne beskeden videre til naboer, venner og familie i Hvidovre. Tak fordi du hjælper med at bremse smitten.

Med venlig hilsen

Hvidovre Kommune”

Hold da op. Godt jeg er vaccineret.

,

Da politiet sparkede døren ind

Så er jeg her igen

og jeg bliver her til der er fundet en løsning på mit problem med at falde konstant. Det dur ikke at blive sendt hjem efter to dage, stabiliseret, men hvad så. Jeg får så meget medicin at nogen må tage ansvar for den samlede situation.

Psykiatrien tager ansvar for deres del, men hvodan hænge endokrinologernernes arbejde sammen med psykiatriens?

Jeg er så træt, og jeg har så ondt i hele kroppen, efter at have kravlet rundt i timevis i forsøg på at komme op igen.

En løsning er ikke bare en lille alarm man kan have på sig, eller et nøgleskab eller noget andet eksternt. Jeg ønsker mig noget som gør at jeg ikke besvimer/falder in the frist place.

Der er et eller andet riv tav ruskende galt, og nogen må finde ud  af, havd det er.

Det skete i fredags

og jeg husker intet, heller ikke at det jeg forklarede til politiet. Jeg blev fundet efter at Kasper (min psykiater) forgæves havde forsøgt at få fat på mig hele dagen, og for alvor blev bekymret, da jeg ikke kom til et møde fredag eftermiddag. Resolut ringede han til politiet, da jeg plejer at overholde mine aftaler.

Jeg bad dem tage haveindingangen, men jeg har jo ingen haveindgang. Jeg troede, jeg var på Bornholm i Svaneke, og at min lejlighed var blevet kopieret fra Hvidovre til Bornholm.

De kunne selvfølgelig ikke komme ind og spurgte om de måtte sparke døren ind. Det sagde jeg ja til. Tre velrettede spark, så var den dør smadret.

Vi ventede stillle og roligt på ambulancen. Ambulancefolkene konstatere ret hurtigt at mit blodsukker lå på 1,2, og det er meget lavt. Jeg har ikke forstand på det, men kyndige folk har fortalt, at det er meget lavt.

Jeg synes politiet og ambulancen gjorde et fornemt arbejde.

 

,

En håndfuld brikker

psykiatri

Tænk at det skulle komme så vidt

Min lørdag går med at lægge et puslespil. Jeg er ikke videre god til det. Det er en brik ad gangen, og jeg føler mig nærmest stolt, når det lykkes at lægge en brik eller fire eller bare får sektioner til at hænge sammen. Jeg har ikke engang kanten.

Det havde jeg ikke troet i 2014, hvor jeg blev syg for alvor. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle sidde hjemme eller på en psykiatrisk afdeling og finde glæde ved at lægge puslespil. Dengang var jeg fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent i centraladministrationen og tjente tilsidst spidsen af en jetjager hver måned. Nu samler jeg puslespil ganske gratis…

Sådan startede det

Den første depression meldte sig i 2003. Jeg gik hjem fra Vanløse Station en sen aften efter arbejde og tanken slog mig “Er dette mon en depression?” Dagen efter gik jeg til lægen, der var enig. Jeg har altid været god til at diagnostisere mig selv. Fra 2003 til 2014 havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”. I 2014 greb en overlæge på Hvidovre ind og stillede diagnosen “Bipolar affektiv sindslidelse”, for der var manierne blevet tydelige. Retrospektivt burde der være blevet set langt tidligere, men hvem går til lægen, når man har det fantastisk? Det synlige og fantastiske var, at jeg uden videre arbejdede 50-70 timer om ugen i de “gode” perioder. Herefter gik jeg ned i ugevis eller måske månedsvis, men det husker jeg ikke og har blot fået det fortalt af en tidligere kollega.

Hvad nu?

Jeg har egentlig opgivet at tælle, men jeg tror, den seneste indlæggelse var den 13. efter 2014. Jeg føler det pinligt, men ved ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig. Jeg er altid blevet taget godt imod af psykiatrien, måske fordi jeg altid kommer med presserende suicidaltanker og et forsøg bag mig så langt tilbage som i 2006 (den 3. januar).

Mit netværk er småt men godt, men det er ikke mennesker, jeg vil belaste med de tungeste tanker, for det føler jeg ikke, jeg kan være bekendt. Jeg fortæller ikke Gud og hver mand, at nu går jeg ud i Vestskoven og hænger mig. Så bruger jeg hellere diverse telefonrådgivninger så som Psykiatrifonden, Livslinjen mv. Man kan sige, at det at søge hjælp er et tegn på, at man alligevel ikke mener det, og det er nok rigtigt. Distinktionen er bare vanskelig i situationen.

Glæden ved at skrive

Jeg vil så gerne skrive, så jeg er utrolig glad for at have fået en opfordring til at skrive for POV International. Mit scope vil være psykiatri og psykiatripolitik. Sidstnævnte er muligvis et ord, jeg selv har har opfundet, men der er meget politik i psykiatrien. Jeg har indsendt mit første forslag, der omhandler ECT (elektrochok), som jeg har stor erfaring med. Kommende emner vil være en opgørelse af omkostningerne til mit eget forløb, overvejelser over min opvækst og det at sygdommen udviklede sig, som den gjorde mv. Jeg er meget spændt på, om redaktionen kan lide mine input eller ej.

God weekend.