, , ,

Sammenligning af trygheden hos dyrlægen og egen læge

Tanker om to typer praksis

Sammenligning af trygheden hos dyrlægen og egen læge

To katte har på få måneder lært mig noget om, hvad der skaber tryghed i mødet med sundhedsvæsenet: tid, information, kontinuitet og mulighed for at stille spørgsmål. Paradoksalt nok finder jeg det hele hos dyrlægen – mens jeg savner det hos egen læge.

Teksten til dagens topbillede er “Josephine: Jeg elsker denne her tunnel lavet af en stor papkasse, hvor jeg lige netop kan kravle ind og ud”.

Hos dyrlægen

Hos min dyrlæge, Avedøre Dyreklinik, er der tid til en samtale om, hvorfor man kommer.

Er det de almindelige rutinetjek og vaccinationer, bliver dyrlægens observationer skrevet ind i kattens ‘Sundhedsbog’, så både dyrlægen og jeg kan følge status på en række parametre (adfærd, vægt, fodertilstand, muskeltonus, øjne, tænder etc.). Jeg har Sundhedsbogen herhjemme og skal medbringe den ved næste besøg, hvis det er relevant.

Har katten været opereret og derfor selvfølgelig i narkose, er der tid til at dyrlægen fortæller om forløbet, fx om/at det er gået godt, hvad hun [altså dyrlægen] har foretaget sig, hendes vurdering af kattens generelle sundhedstilstand, hvad katten har ment om at være på klinikken etc. Josephine ville hellere have brugt dagen på andre aktiviteter end at blive steriliseret.

Jeg får at vide, hvad jeg skal være opmærksom på i den første tid efter en operation, og hvordan og hvor længe jeg giver de smertestillende dråber, som jeg får med hjem – altså ingen tur på apoteket. Efter sterilisationen var det fx at holde øje med, om der var blodpletter herhjemme, om det barberede stykke på maven blev rødt, da det kunne skyldes en blødning etc.

Jeg får et print af epikrisen, hvor der står stort set det samme, som vi talte om, men det er alligevel trygt at kunne tage det frem igen, for jeg kunne jo have glemt noget.

Både ved de almindelige kontroller og efter operationer er der tid til, at jeg kan stille spørgsmål og få dem besvaret. Der går helt sikkert mere end ti minutter. For mig som ejer er det værdifuldt, da jeg er ansvarlig for et væsen, der ikke selv kan ringe til dyrenes 1813, bestille en tid eller fortælle, at det gør ondt. Katte skjuler smerte, så det er mig, der skal kende og se signalerne.

Måske er jeg bare for fjollet, men jeg tager mit nye ‘job’ seriøst. Jeg har selvfølgelig undskyldt, at jeg stiller spørgsmål, men de tager det pænt og siger, at det er bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt, da det gør, at vi kan tage ting i opløbet.

  • Der var nogle værdier i Jasons blodprøver, der ikke var helt, som de skulle være. Aftalen: det kan være et tilfældighedsfund. Vi tjekker igen efter en måned.
  • Josephine vejede 100 gram for lidt (svarende til fem pct. fra idealvægten, som jo er en del). Aftalen: Ugentlige kontrolvejninger herhjemme.

Jeg har oprettet et lille regneark for at følge udviklingen i deres vægt. Den røde streg i grafikken herunder er Josephines, den blå er Jasons. Senest tog hun 20 gram på pr. dag, så der er overhovedet ingen grund til bekymring, hvis den udvikling fortsætter.

Tryk på linket for en læsevenlig version (åbner i et ny vindue).

Udvikling i vægt

Hos egen læge

Lægen har samlet set ti minutter til at se mig. Jeg kan ikke bestille en dobbelttid. Jeg har ingen sikkerhed for, at det er den samme læge som sidst.

På de ti minutter skal jeg forklare aktuel status (altså hvorfor kommer jeg overhovedet), symptomer, hvad der er gået forud, har jeg prøvet det før etc. Hun skal undersøge mig og skrive ind i sit system etc. Eftersom det er tilfældigt, hvilken læge jeg lander hos, er hun selvfølgelig nødt til at skrive alting ned til den næste læge.

Stiller jeg spørgsmål, føler jeg, at jeg forstyrrer og er irriterende. Da jeg senest var der, spurgte jeg til mit dumme knæ, men det var som om, hun ikke fandt det relevant at høre om problemstillingen. Standardsvaret var styrketræning.

Skal jeg evt. have medicin, skal jeg – forståeligt nok – selv på apoteket.

Jeg får ikke et papir med hjem, jeg kan læse op på, hvis jeg bliver i tvivl om noget, selvom det er dokumenteret af flere specialister, at min hukommelse er skadet. Jeg kan heller ikke slå det op i Sundhedsplatformen, da almen praksis ikke er tilsluttet dette system.

Jeg har én gang ringet til 1813. Det gør jeg aldrig mere, blandt andet fordi standardsvaret er “gå til egen læge”. Det kunne de lige så godt have bedt ChatGPT lire af, men det har de måske også. For fremtiden lirer jeg det selv af.

Væk er den tid, jeg voksede op i, hvor familielæge Bendix kom forbi med sin store lægetaske, hver gang jeg havde ondt i halsen eller igen var besvimet uden påviselig grund.

(Teksten fortsætter under billedet).

 

Konklusion

Jeg er mere tryg hos dyrlægen end hos egen læge, hvilket jo egl. er lidt paradoksalt.

Selvfølgelig er dyreklinikken en privat virksomhed, hvor jeg betaler for at komme, og som skal generere overskud.

Var det muligt, ville jeg foretrække samme model for ‘almen praksis’, der så ikke længere var ‘almen’, hvilket selvfølgelig er et problem, men for mig fungerer det aktuelle system ikke.

Jeg kan ikke bruge det til noget. Måske er jeg ikke alene?

Billedet herunder

Det er søndag, så direktør Jason pakker varerne fra Aarstiderne ud.

Direktør Jason pakker varer ud

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år

Jeg var aldrig helt alene

Farvel til psykiatrien og psykologen efter 12 år

Efter 12 år har jeg sagt farvel til både psykiatrien og psykologen. Bag mig ligger indlæggelser, depressioner, manier, traumer og mange mørke nætter. Men der står også en lang række mennesker, som lyttede, hjalp og blev ved. Nu er jeg kommet ud på den anden side – og den gode historie om psykiatrien fortjener også at blive fortalt.

I den forgangne uge sagde jeg farvel til psykiatrien.

I januar sagde jeg farvel til psykologen.

Begge dele var skelsættende efter 12 år. I forening har de gjort mig rask.

Når jeg trækker det op på et meta-meta-metaplan, er det vigtigste, at jeg aldrig var helt alene. Som en sygeplejerske på “mit afsnit” (808) engang sagde: “Vi er her for dig Hanne”. Det berører mig at tænke på det.

  • De har befriet mig for den bipolare lidelse.
  • Aspergers syndrom er en medfødt, neurobiologisk udviklingsforstyrrelse på autismespektret – et anderledes styresystem – og altså ikke noget, man skal blive “rask” fra.

Jeg ser det sådan, at psykiatrien har taget sig af alt det sygelige/det psykiatriske og medicinen, mens psykologen har taget sig af traumerne.

De har loyalt trukket på samme hammel uden nogensinde at have mødt hinanden. Nu er jeg derfor fri af sygdommen og af fortiden. Det medfører en lykkefølelse.

Jeg har mødt så mange mennesker, der hver især gjorde mere, end der står i deres ansættelsesbrev. De var hele mennesker, de lyttede, og der var tid.

Jeg har haft den samme kontaktperson i Distriktspsykiatrien i 12 år. Engang måtte hun forlade vores møde i ti minutter, fordi en patient gerne ville sendes afsted til lukket afsnit af hende. Større kvalitetsstempel fås næppe.

Min psykiater har skrevet: “I epikrisen lægges der op til hurtig genhenvisning ved evt. fremtidig destabilisering.” Det skal forstås sådan, at bliver der behov, skal vi tage det i opløbet, da det er langt nemmere for alle parter og mere skånsomt for mig (og billigere 🙂 ).

Jeg er velkommen igen, og jeg kan altid henvende mig i akutmodtagelsen.

Det er jeg tryg ved, og jeg vil ikke føle det som et nederlag.

10 minutter i almen praksis

Til sammenligning har man ti minutter hos den alment praktiserende læge.

Heldigvis fejler jeg (så vidt jeg ved) ikke noget somatisk, for det system har jeg opgivet. Jeg er ikke i stand til at redegøre for symptomer, status og hvad der er gået forud på ti minutter hos en læge, jeg stort set ikke kender, og som sidder bøjet over sin PC for at dokumentere.

Hvorfor kan jeg fx ikke få en dobbelttid, når jeg beviseligt kun kommer hvert fjerde år og altså ikke belaster systemet?

Eftersom jeg jo er blevet ældgammel, er jeg er inviteret til at komme en gang om året, i den måned jeg har fødselsdag. Jeg har fødselsdag i oktober, men jeg bliver hjemme. Gik jeg derhen, ville jeg af en sygeplejerske blive bedt om at måle blodtryk tre gange i døgnet i tre dage, for man kan “naturligvis” ikke bruge mit Excelark med egne ugentlige målinger gennem flere måneder. Det har jeg svært ved at forstå.

Jeg har også svært ved at forstå, at jeg skal argumentere for at få foretræde for lægen selv.

Var det muligt at finde en praktiserende læge, man betalte for, ville jeg gøre det.

Hvad gik forud?

Forud for det store farvel til psykiatrien og psykologen gik:

  • utallige indlæggelser, vist 14-15 stykker, heraf en gang på lukket afsnit,
  • talrige udsving mellem dyb depression og mani. Det vildeste jeg foretog mig i en mani var vist engang at købe tre computere på én dag. 808 hjalp med at få dem returneret, eftersom jeg jo ikke havde behov for dem.
  • mange telefoniske henvendelser til Livslinjen, når nætterne blev for sorte. Jeg kan stadig telefonnummeret udenad (70 201 201),
  • adskillige natlige henvendelser til Psykiatrifondens telefonrådgivning,
  • et langt forløb i Akutteamet i Glostrup. Teamet var bemandet med Region Hovedstadens dygtigste farmaceut og ditto psykiater. Sidstnævnte var den, der engang lukkede låget på sin PC, kiggede op og sagde “Du nævnte noget om Aspergers”. Der er mange sætninger, jeg ikke kan glemme.
  • tab af hukommelsen for perioder på op til 14 dage,
  • og megen tvivl om hvorvidt jeg ville livet.

Beskyttende faktorer?

  • Hvilken betydning havde min delvist vanvittige opvækst med dagligt seksuelt misbrug og fornedrelser gennem seks år?
    • Det er bevist, at den psykiske sårbarhed øges af svære vilkår under opvæksten.
  • Var jeg blevet syg, hvis min far ikke var død, da jeg var otte år?
  • Havde forløbet været kortere, hvis jeg havde haft kattene?
    • Det er mange år siden, min kontaktperson beskrev, at der er evidens for, at et kæledyr medfører stabilisering.

Tjah, det findes der ikke svar på, men tilsammen kunne disse faktorer måske have trukket i den anden retning?

Nu er det helt ligegyldigt, men det er da en overvejelse værd.

Den gode historie skal også fortælles

Næste skridt er at finde et forum/en platform, hvor jeg kan fortælle den positive historie fra psykiatrien.

Jeg har en stemme, og jeg har en historie, men jeg ved ikke, hvor jeg kan få lov at fortælle den.

Medierne har fokus på de kritisable historier, og sådan skal det nok også være. Men det bevirker, at ingen hører om de femstjernede forløb, uagtet det er dem, der er flest af. De formidles bare ikke.

Jeg har rakt ud til professor Poul Videbech, der er medlem af bestyrelsen i Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS), og spurgt, om han kan og/eller vil hjælpe mig.

Jeg er spændt på hans svar.

,

Godt jeg kender en farmaceut

Forhøjet blodtryk

Det er mærkeligt, hvordan et tal på et blodtryksapparat kan få alarmklokkerne til at ringe. Når man ikke føler sig helt tryg i somatikken, og når Dr. Google og ChatGPT mest gør én mere urolig, bliver behovet for et klogt og roligt menneske pludselig stort. Heldigvis kender jeg en fagperson, jeg kan stole på – en, der både taler klart og uden at proppe én med unødvendig medicin.

Her fortæller jeg om bekymringerne, rådene og om et sundhedssystem, der ikke altid formår at rumme den tid, jeg som patient har brug for.

Godt jeg kender en farmaceut

Det er nok tåbeligt, men jeg er altså bekymret for det forhøjede blodtryk. Jeg kan ikke lide tanken om en hjerneblødning, for jeg er ikke rigtig færdig med at leve. Og jeg synes ikke, hverken Dr. Google eller ChatGPT leverer valide svar, jeg tør stole på.

Så jeg skrev simpelthen til en “Afdelingsleder for Klinisk Farmaci for Psykiatrien”, som jeg kender rigtig godt fra min tid i psykiatrien.

Hende kan man stole på, og det interessante er, at hun ikke er en farmaceut, der synes, man skal spise alle mulige præparater – tværtimod. Det var hende, der – selvfølgelig sammen med overlægen – fik mig ud af al den medicin, jeg fik Parkinsonisme af. Parkinsonismen var en rædsom tid, jeg aldrig glemmer. Jeg var (sgu) meget syg.

Og det var hende, der lærte mig “Er der en virkning, er der også en bivirkning”. Fra hende ved jeg, at jeg er “bivirkningsfølsom”. Er der en bivirkning, får jeg den. Sådan er det, og sådan vil det også være med medicin fra somatikken.

Jeg fik et rigtig fint svar. Hun skrev blandt andet:

  • Prøv med langsom optrapning.
  • Prøv at teste præparaterne og giv hvert præparat en prøveperiode på en måned, før du dømmer det ude.
  • Spiser du meget salt? Jeg bør skære ned på saltet, som jeg synes, får maden til at smage bedre.
  • Spiser du mange lakridser? Nej de er ikke noget problem. Jeg spiser dem kun fire gange om året.

Hvorfor fortalte “egen” læge ikke om det?

Alle de ting burde “egen” læge jo have orienteret mig om.

Men når der kun er ti minutter til en konsultation i almen praksis, når vi ikke kender hinanden, fordi hun er ny, og når “Nej, vi bruger ikke dobbelttider”, så kan det selvfølgelig ikke nås, og så er man som patient henvist til Dr. Google, ChatGPT og personlige bekendtskaber.

Det er jo da helt Anders And.

Hvad har vi dog gjort ved vores sundhedssystem?

Hvad er det dog, vi har gjort ved vores sundhedssystem, der engang var verdens bedste? Nu går vi bare rundt og kalder det “velfærd”, men er det virkelig velfærd?

Jeg føler mig ikke længere sikker.

Som patient i somatikken føler jeg mig usikker og bekymret. Jeg ved ikke, hvem jeg kan spørge, når det drejer sig om somatikken. Det gør mig bange, at jeg er henvist til Hjerteforeningens hjemmeside, for det er der, jeg har læst om risikoen for en hjerneblødning. Den idé havde jeg aldrig selv fået.

I psykiatrien er jeg tryg, for der har jeg et personligt kendskab til navngivne medarbejdere gennem mange år.

Enten går det over, eller også bliver det værre

Jeg synes selv, dette er et morsomt mantra, for det passer altid. Jeg har levet efter det i årevis, og jeg synes ikke, jeg løber systemer på dørene. Jeg synes ikke, jeg er hypokonder, og jeg synes ikke, jeg er pivet, men det er der selvfølgelig ingen, der vil sige om sig selv.

Lige p.t. har jeg haft bøvl med det ene knæ, som gjorde forbistret ondt, efter jeg havde gået mine ture med høj intensitet, som jo skulle være godt for hjertet.

Efter 44 dages pause fik jeg endelig ret: det gik over.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Enten går det over eller også bliver det værre

Lægemangel i både somatik og psykiatri

Enten går det over eller også bliver det værre

Vi bliver ganske enkelt nødt til at uddanne flere læger, selvom det er problematisk i en tid, hvor vi alle skal være tømrerlærlinge.

Jeg frygter den store fusion, hvorved vi skal blive region Østdanmark og dermed dække ca. halvdelen af landet, for jeg har eksempelvis lige ventet tre uger på at komme til egen læge, så det er godt, jeg ikke fejler noget somatisk. I fremtiden kan ventetiden kun blive endnu længere.

Mit motto er “Enten går det over, eller også bliver det værre”, og det gør det jo tit.

Hun skulle kigge på mit venstre knæ og mit blodtryk, som jeg synes er lidt vel højt (jeg har selv blodtryksapparat og måler hver torsdag morgen), som led i en “årskontrol”, hvor de inviterer en til at komme en gang om året i den måned, man har fødselsdag. Tak for invitationen.

Nu har jeg fået et “hjemmeblodtryksskema”, så jeg i tre dage skal måle tre gange morgen og aften. Ja ja, så gør jeg da det, selvom jeg ikke forstår, at mine medbragte værdier over fire uger ikke var gode nok.

Nu skal lægerne deporteres til Lolland.

  • Det kan man jo godt forstå, for lægerne skal selvfølgelig være der, hvor folk er mest syge.
  • Lægerne vil bare ikke køres derned i busser, hvilket man også godt kan forstå.
  • De vil heller ikke flytte, hvilket man også godt kan forstå, hvis de har familie, venner og resten af netværket i hovedstadsområdet, fordi de har læst her, og børn, der går i skole her.
  • Man har forsøgt at lokke dem med højere løn, men det blev ved forsøget. De lod sig ikke lokke af ussel mammon.

Vi må deles om de læger, der er – der er er bare ikke nok. Det er det egentlige problem.

Og vi må hellere straks gå i gang med at åbne universiteterne for dem, for skal de være gode, tager det 6 – 7 år at uddanne sig til læge. Og vi vil da have kvalitetslæger – ikke sandt?

“Egen læge” er en saga blot

Jeg husker den tid, hvor læge Bendix kom hjem til os med sin sorte lægetaske, når jeg som barn endnu engang havde hævede mandler og polypper, inden jeg fik fjernet mandlerne.

Jeg havde min tidligere søde læge i Vanløse i mere end 20 år, men hun solgte sin klinik og gik på pension, og det er hende vel undt.

Nu er der en eller anden form for sammenrend af fem forskellige læger, hvor man ikke har den samme fra gang til gang. Og hun var ikke nær så sød som hende på billedet.

Sammenrendet, synes jeg, er utrygt og absolut ingen besparelse for sundhedsvæsenet, fordi læge og patient så ikke kender hinanden. Ergo må vi begynde forfra hver gang, med mindre de forrige notater er fyldestgørende, og nr. 2, 3, 4 og 5 faktisk også har læst dem. Det kunne måske afhjælpes af en dobbelttid, men “det bruger vi ikke”. Jeg synes, det er enormt stressende at skulle forklare mig til et fremmed menneske på 10 minutter. Og jeg render altså ikke somatikken på dørene. Jeg har taget min andel af dårligdomme.

Sekretæren hos “egen læge” mente, jeg først skulle komme ned og få taget blodprøver og EKG, men det lykkedes mig at overtale hende til at bruge begge dele fra den 22. oktober, der må være friske nok. Dem kan klinikken ikke selv se, så jeg printede dem ud fra Min Sundhedsplatform (SP) og tog dem med i lommen. Så har jeg også sparet sundhedssektoren for en udgift.

Psykiatrien skal lægges ind under somatikken

Det må man ganske vist ikke sige, altså det med “lægge ind under”; det er ikke comme il faut. Vi skal sige, at de to områder “skal lægges sammen”.

Det er ikke gået op for mig, hvad formålet er. Sammenlægninger og implementering af nye administrative rutiner plejer at være omkostningstunge – tænk bare på diverse IT-systemer, der sikkert skal snakke sammen, hvis formålet på lidt længere sigt er at opnå en besparelse. Og jeg gætter på, at det er det egentlige formål, hvad skulle det ellers være? Hvilke fordele skulle jeg som patient i Hovedstadsområdet kunne høste af det?

I psykiatrien er vi vant til lægemanglen. Den har vi levet med i de 10 – 11 år, jeg er kommet der. Psykiatrien er et lavstatusområde for læger, så de kan ikke skaffe læger, og stillingerne kan være vakante i månedsvis.

Når man er psykiatribruger, vil man altså gerne se en psykiater bare en gang imellem. Vi sætter jo heller ikke kirurgerne til at se cancerpatienterne. Men det kan selvfølgelig være det kommer.

Gudskelov har jeg haft min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, lige siden jeg blev syg i 2014. Hun er guld værd, og det, at vi kender hinanden, er sølv værd. Hun kan huske, hvad vi talte om sidst, når og hvis jeg selv har glemt det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.