,

Rutiner

Opgaven til næste gang

Opgaven til næste gang hos speciallægen er at overveje, om jeg har nogle ‘rutiner’, ting der bare skal være sådan og sådan (tror jeg). Umiddelbart syntes jeg ikke jeg har rutiner, men underbevidstheden er allerede på arbejde og ting dukker op, hvis jeg da har forstået spørgsmålet korrekt. Der er desværre en hel måned, til vi skal ses igen, idet hun skal have ferie, men en måned går jo hurtigt nu til dags.

(PS: Jeg har sendt hende en mail og spurgt, hvad der faktisk forstås ved rutiner i relation til ASF.

Skoleforløb

Det var virkelig spændende at drøfte de ting, underbevidstheden havde fundet frem siden sidst. Hun stillede mange uddybende spørgsmål og var oprigtigt interesseret. Dette forløb er utrolig positivt, og det er dejligt at blive ‘mødt’ i det, jeg har tænkt over i så mange år. I parentes bemærkede hun, at jeg var en af de mest velforberedte patienter hun havde haft 😎 Det overrasker mig nu ikke.

Hun stiller superskarpe spørgsmål, og faktisk kan jeg huske temmelig meget, men da det er ca. 45 år siden, må jeg naturligvis af og til svare ‘det kan jeg ikke huske’ eller ‘det ved jeg ikke’. I sidstnævnte kategori ligger, at jeg kunne læse og regne, før jeg kom i skole, og at jeg selv henregner det til, at begge mine forældre læste højt for mig – sikkert ‘Troldepus’ og den slags. Jeg er oprindeligt fra et hjem med bøger. Hun spurgte så ‘læste de for dig for at lære dig at læse?’ Det ved jeg virkelig ikke, men det er en spændende vinkel.

I dag skulle vi tale skoleforløb, og for at hun ikke skulle blive forvirret over mine fem folkeskoler, havde jeg fundet et dokument frem, som jeg oprindeligt lavede til psykologen i 2017 på et tidspunkt, hvor jeg selv kom i tvivl, om det virkelig var sandt, at jeg havde gået på fem forskellige folkeskoler. Men den var nu god nok. Jeg løj ikke.

Jeg fortalte hende om det med hjælpelæreren, ‘Læs og forstå’, at være udenfor, om Fru/frk. Kristensen på biblioteket i Vollsmose og alt det andet, som hjernen af sig selv har fundet frem til mig.  Sikke en gave den er, og så er den endnu uudforsket. Det minder en anelse om ECT: man ved ikke, hvorfor det virker, men man ved, at det virker.

Og så noget helt andet

Min artikel om ‘Monitorering i fællesskab‘ om samarbejdet med overlægen og farmaceuten i Glostrup er omsider blevet godkendt af både en kommunikationsmedarbejder i Glostrup og en tilsvarende i regionH, så nu vil den blive bragt på regionens intranet. Det er jeg ret godt tilfreds med. Der skal indsættes en faktaboks om formålet med det tværfaglige samarbejde, som Kasper og Christina skal stå for og kommunikationsmedarbejderen vil redigere et par sætninger. Det er fint for mig, selv om det selvfølgelig ville være rart at vide hvilke. Men pyt med det. Vi har et budskab, og det er det, der skal udbredes.

, ,

Sundhedsreform

Jeg orker det ikke

Jeg orker ikke flere reformer. Kan vi nu ikke bare holde fast på det, vi har og så gerne optimere det. Helt lavpraktisk sidder jeg og tænker på, at samtalerne i Distriktspsykiatrien (DPC) vel ikke er svære, og så siger Løkke, at det, der ikke er svært, skal være nært. Kan jeg så risikere at skulle gå ned på det lokale sundhedscenter og tale med en ergoterapeut? Min kontaktperson har 20 års erfaring i psykiatrien og har en overbygning med et eller andet speciale. Hun kan fange mig, når jeg er på vej til at tippe enten den ene eller den anden vej. Det vil kommunal ergoterapeut ikke kunne. Hvis det bliver sådan, så klarer jeg mig selv!

Centralisering

Jeg har ikke helt forstået alle dele af reformen endnu, men i hvert fald nedlægges de folkevalgte regioner og store dele af magten (IT, økonomi mv.) lægges som en styrelse under Sundhedsministeriet.

Der er ikke behov for centralisering, der er behov for decentralisering. Det er meget tænkeligt, at regionerne skal vises lidt til rette, men patienterne er altså ude i regionerne ikke inde på Christiansborg.

Medarbejdernes reform

Medarbejderne har ikke behov for endnu en reform. Nu har de lige fået Sundhedsplatformen (SP) til at køre. Kunne vi så ikke give dem lidt arbejdsro? Et lille eksempel angående SP: Jeg har gået længe i Glostrup, men i starten var det meget besværligt for personalet at bestille blodprøver, fordi jeg egl. hører til i Hvidovre. Men de fik det lært 🙂

Morten Østergaard brugte en dag mellem jul og nytår på Hvidovre Hospital og fulgte alle personalegrupper, patienter og pårørende. Det helt overordnede indtryk var, at personalet løb rundt for at finde plads til de medicinske patienter, fordi Venstre har dikteret mere eller mindre straksbehandling af kræftpatienter, hvilket selvfølgelig er enormt positivt, men hvad med de – sikkert ældre – medicinske patienter? Hvem tager hånd om dem?

,

Vemodigt

Det var lidt vemodigt

Selv om jeg i formiddag skrev sådan til Kasper og Christina “eg vedhhæhfter rgeberrey og synes, det det se ser hrlt gogt/fint unu,, næ jrg vr st mærk rt flittig mrf æjnrdråberbrnr.” var vi alligevel enige om, at nu er det så godt, som det kan blive. Lamictalen er fjernet, og jeg må være mere flittig med øjendråberne.

I fællesskab når vi ikke videre. Vi er nået så langt, vi overhovedet kan. Der er kun et præparat tilbage af det, jeg kom til Glostrup med den 12/7 2018 (ca.): Litiumen. Kosttilskuddene har været ude af drift siden da og blev smidt ud forleden dag. De siger, jeg havde dem med derud; det kan jeg altså ikke huske. Men jeg kan heller ikke huske, hvor hundesyg, jeg egl. var; noget med at svæve 20 cm. over gulvet nede i føtex. Jeg har åbenbart også fortalt dem, at jeg var klar til at jagte medicinsk cannabis, uagtet at det var ulovligt.

Indledningsvist ville jeg ikke være med til at omlægge noget som helst, da jeg trods alt havde været stabil på ‘det gamle’ i 1½ år. Det var ikke så meget fravær af vilje, det var fremtvungen angst. De må med de samme have set nogle muligheder, og lovede at gøre det lige så forsigtigt. Og det holdt de. Hvis man nu tager udgangspunkt i 600 mg. Seroquel og reducerer med 25 mg. om ugen, tager det altså lang tid, så sådan gjorde vi selvfølgelig heller ikke. Jeg tror, vi hakkede 25 mg af de først 3-4 uger, da det gik godt, gik vi over til 50 mg. og så fremdeles.

Formålet med hele øvelsen var at gøre mig bivirkningsfri, og det er jeg blevet. Det kan ske, jeg hører lidt musik, og nu vil der være lidt være lidt med synet, men husk nu de øjendråber Hanne! Det er småting.

Vi har skrevet en artikel i fællesskab om ‘Monitorering i fællesskab’, og den er muligvis på vej gennem systemet. Kasper har i hvert fald gjort sit. Det er spændende, om vi kan få den til at få liv.

Det har været et langt og intenst forløb, og det er derfor, det er er lykkedes – og fordi vi alle tre har villet det.