Jeg veksler mellem “Pjat, det er ikke noget” og “Cancer”
Er det cancer?
Tankerne pendler mellem det banale og det eksistentielle, når kroppen pludselig sender signaler, man ikke kan ignorere. Er det ingenting, eller er det cancer? Artiklen kredser om den mentale zigzagkurs mellem rationalitet og frygt, om rygningens lange skygge og om den særlige ensomhed, der opstår, når man begynder at forestille sig sin egen begravelse. Samtidig er der også nøgternhed: lægebesøg, hurtige henvisninger, konkrete tider og et sundhedsvæsen, der faktisk reagerer prompte. Midt i uroen findes samtalen med en ven, en håbefuld fortælling om kræft, der blev overvundet, og et nyligt rygestop, som måske er for sent, eller måske ikke. Det er en personlig beretning om ventetid, kontroltab og behovet for at dele tankerne, før der findes svar. Teksten insisterer på ærlighed uden patos og viser, hvordan håb og frygt kan eksistere side om side i en uafklaret, menneskelig venteposition alene her nu.
Jeg veksler mellem “Pjat, det er ikke noget” og “Cancer”
Det er en mærkelig vekselvirkning fra “Pjat, det er ikke noget” til “Cancer”. Tankerne har deres eget spor, og jeg kan ikke rigtig styre dem. Sædvanligvis lever jeg efter devisen “Enten går det over, eller også bliver det værre”, som jeg selv synes er sjovt, fordi det altid er en sandhed.
Jeg ved ikke, om jeg er bange eller ej. “Kræft, der opdages i tide, kan helbredes”. Jeg tænker selvfølgelig på, hvad det er, jeg har gjort ved min krop med ca. 45 års rygning. Jeg har været en idiot, men det er for sent at tænke på det. Jeg begyndte at ryge, fordi jeg gerne ville være ligesom være de andre på kollegiet.
Hvem vil komme til begravelsen? Jeg ved det ikke, men jeg har altid joket med psykologen om, at hun ville være velkommen, og jeg tror, hun kommer, for hun plejer at holde ord. Derudover kommer nogle af mine trofaste læsere formentlig. Bortset fra det vil der være lidt tomt i kirken.
Jeg ringede til min ven i Esbjerg, der heller ikke har travlt med risalamanden. Jeg havde bare behov for at dele tankerne, og han var en god lytter. Han havde en opbyggelig fortælling om en veninde, der havde samme symptomer som mine, bare “hånden føles mærkelig”. Hun havde rent faktisk cancer og er gået gennem et treårigt kræftforløb. Hun er nu erklæret kræftfri. Hun har ingen mén. Det er selvfølgelig en god fortælling.
I modsætning til mig ryger hun videre. Mit eget rygestop siden den 27. november i år er nok også ligegyldigt.
Det går tjept
Det går stærkt. Jeg var hos egen læge i går. I dag har jeg fået indkaldelse til CT-scanning af lunger og bughule på Bispebjerg den 2. januar kl. 8:30, og jeg har booket tid til blodprøver og EKG på Hvidovre den 23. december kl. 14:35.
Svaret vil komme via egen læge.
Jeg spurgte egen læge ligefremt, om hun tænkte cancer. Hun tænkte ikke hverken det ene eller det andet, og det er selvfølgelig forståeligt og fornuftigt, før hun har resultaterne af CT-scanningen.
***
Nu vil jeg prøve, om jeg koncentrere mig om nogle kirkebøger fra 1700-tallet. Men jeg mærker panikangsten i form af sygdomsangst, der æder sig ind på koncentrationsevnen. Det er et velkendt fænomen.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Med fare for at gentage mig selv. Ih, hvor jeg kender de der rutcheture mellem ingenting/dødelig sygdom. Det er godt, at du har fået tid så hurtigt – selv om det også er lidt skræmmende – så du kan få afkræftet alle skrækscenarierne (eller bekræftet, men det tror jeg af en eller anden grund ikke på).
Rygestop er IKKE ligegyldig. Hvis du skal under kniven eller lignende, heler du hurtigere for hver dag uden smøger inden en operation. Så hold endelig ud!
@ Charlotte
Nej, jeg tror det ene minut heller ikke på det. Det næste minut vælger jeg salmerne. Det er lidt underligt. Helt som den “mærkelige” hånd, der har varet så længe, men hvem går til lægen med noget, der er “mærkeligt”, og som man ikke en gang kan sætte ord på og derfor heller ikke kan formidle til lægen.
Ja, det er lidt skræmmende med den hurtige tid, men den bekræfter mig i at vi har et flot og velfungerende sundhedsvæsen, når det gælder og også i, at jeg altid har betalt min skat med glæde. Her kan vi gå til lægen og til CT-scanningen uden at skulle have dankortet frem. Havde jeg boet i USA, havde jeg ikke haft råd til en sundhedsforsikring. Dermed kunne jeg ikke været gået til lægen.
Rygestoppet går fint. På rygestopholdet kan vi – meget fornemt – få værdikuponer på 900 kr. til dækning af diverse nikotinerstatningsprodukter. Det er vestegnskommunerne, der er gået sammen om den ordning. Jeg har valgt mundsprayen, som jeg synes fungerer rigtig godt. Jeg har næsten ingen rygetrang længere, men jeg gemmer altid lidt opvask til, hvis den alligevel kommer over mig. Næste skridt er tandbørstning; aldrig har jeg haft så hvide tænder.
Mine motivationer er:
1) en venindes mor kunne kun halvvejs sidde/ligge i sofaen med iltapparatet og slangen i næsen. Hun er ikke mere.
2) en deltager på rygestopholdet har kun 30 pct. lungekapacitet tilbage. Hun kan dårligt forcere trappen ned i kælderen, hvor vores lokale er. Når jeg puster, er jeg nu nede på “1”. Det er som en “aldrig-ryger”. Jeg begyndte på “6”. Det var ikke helt galt.
3) 365 dage i året * 71 kr. pr. pakke = 25.915 kr. pr. år. Med dem kan jeg betale psykologen.
4) det er ikke eliten, der ryger. Der er noget klassebestemt over det.
5) m.fl.