Tag Archive for: Egen læge

/6 Kommentarer/i /af

Jeg har Danmarks bedste læge

Jeg har Danmarks bedste læge

Google som læge?

Jeg har Danmarks bedste læge

Næh nej, selvfølgelig skal man ikke bruge Google som erstatning for “egen læge”. Jeg gør det da også mest for at se, om jeg bør gå til min læge eller ej. Bruger man Google som læge, er man hurtigt ved at dø af alskens dårligdomme. Hellere i går end i dag.

Er Googles diagnose at “det er noget bagatelagtigt; vent at se om ikke, det går over”, gør jeg det. Mener Google, at det kan være 27 ting, som jeg snart dør af, går jeg til Danmarks bedste læge: Dorte W. Ramsing, Jernbane Allé 86  i Vanløse.

Hun har haft klinikken i Vanløse 20 år. Jeg kan ikke huske, hvem der havde klinikken før hende, men der er jeg i hvert fald også kommet, idet jeg ikke husker at være gået ind ad andre døre i Vanløse, og der flyttede jeg til den 1. august 1990. Ak, det er jo en menneskealder.

Jeg har beholdt Dorte W. Ramsing, også efter jeg for 15 år siden flyttede til Hvidovre. Jeg har på ingen måde lyst til at skifte læge, og faktisk bekymrer jeg mig lidt om, hvad jeg skal gøre, når hun går på pension (jeg tror, hun er et par år ældre end mig). Der er en enorm værdi i at have den samme læge i decennier.

Dagens somatiske dårligdomme

  1. Et par dage pr. uge vågner jeg med brændende smerter i venstre hæl. Det gør forbistret ondt, ind til jeg kommer på højkant. Problemet er nærmest, at det gør så ondt, at jeg på ingen måde har lyst at komme på højkant. Men jeg bør bare tage mig sammen.
  2. Med samme frekvens vågner jeg med ondt i højre øje og et vældigt tåreflåd, så jeg intet kan se. Senest varede det tre timer, og det bekymrede mig lidt. Den tid, det varer, kan jeg intet foretage mig, for jeg kan ikke se noget. Og det er meget ubehageligt at have “ondt i øjet”; jeg er klar over, at det lyder underligt.

Jeg opsøgte Dorte med disse to mærkværdige og ulogiske dårligdomme. Var der tale om noget seriøst og dødeligt, ville det jo være tilstede konstant; det kan jeg også regne ud uden at være cand.med.

Hun trykkede og mærkede, først på foden og så på øjet. Hun var også mystificeret. Men uden videre udskrev hun en henvisning til røntgen af foden (kræver henvisning) og en liste over øjenlæger (kræver ikke henvisning) i min nærhed.

Det er så dejligt, at jeg ikke skal argumentere! Jeg er fuldt ud klar over, at jeg ikke er døden nær – alligevel vil jeg gerne være sikker. Det er lidt som om, at har man en gang været hundesyg, vil man gerne være sikker på ikke at blive det igen, når man endeligt er blevet noget, der ligner “rask”.

Det er nærmest en anelse pinligt at komme med den slags småproblemer – men jeg er alligevel altid velkommen. Det er dejligt. Og jeg overrender hende da heller ikke.

Værdien af den samme læge i mange, mange år

Jeg ved egl. ikke, hvor meget hun ved om bipolar affektiv sindslidelse; jeg har tit tænkt, at hvad hun ved om det, har hun lært af mig. Men jeg er jo ikke kommet hos hende i alle de år, hvor jeg var mest syg med det. Det har psykiatrien taget sig af til kryds og slange. Så det kan være, jeg slet ikke har ret!

Mens jeg pakkede mig sammen, spurgte hun “Hvordan har du det ellers?”. Jeg kunne kun svare: “Jeg har aldrig haft det bedre”. Det sagde hun, at hun kunne se.

Hun sagde også “Og du har fået lavet dine tænder”. Det var i 2017, så længe er det altså siden, hun lagde mærke til, at det var tiltrængt. Og hun havde fuldkommen ret. Jeg skulle bare lige finde 103.000 kr. … og det er svært, når indtægtsgrundlaget er usikkert. Jeg var dog så “heldig”, at jeg kunne lægge 40.000 i udbetaling, og at tandlægen accepterede 18 måneders afbetaling af 3.000 kr., fordi jeg virkede så motiveret.

Mit ærinde er: Tænk at hun lagde mærke til det, og tænk at hun husker det. Det er jeg næsten beæret over.

Der kommer sikkert en anden sød og dygtig efter Dorte, når hun går på pension, men jeg vil så sandelig savne den læge, der har fulgt med i mit livs op- og nedture i 20 år. For hun er virkelig god. Til den tid skal jeg starte forfra med at opbygge tillidsforholdet til en anden læge. Og den slags tager tid.

Da der for et par år siden skulle skrives erklæringer til rehabiliteringsteamet op og ned og frem og tilbage, var jeg til en konsultation; 40 sekunder inde var jeg sikker på, at hun ville bakke mig op. Nul palaver. Det var en kolossal tryghed.

Jeg havde kun læger (almene og specielle) omkring mig, der ville bakke op.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Bekymringer om mange forhold

Bekymringer om mange forhold

Bekymringer

Bekymringer om mange forhold

Jeg ved det godt, jeg er verdens mest bekymrede menneske, men alligevel har jeg skrevet sådan til min læge:

Kære Dorte

Nu må du ikke tro, jeg er hypokonder, men der er altså et eller andet galt. I lange perioder har jeg på det seneste som om, mundtørheden breder sig og bliver til “halstørhed”. Jeg ved, det lyder skørt, men det er som om, der sidder et eller andet i svælget, så jeg næsten ikke kan synke, uden det gør ondt/føles meget ubehageligt. Når jeg vågner om morgenen er det som om, tungen er klistret fast til ganen. “Halstørheden” er dog ikke tilstede hele tiden.

Er det noget, vi skal tage notits af, eller hører det til den almindelige mundtørhed, så vi bare skal afvente de blodprøver, du tog?

Vh.
Hanne

Det er rigtig u-rart ikke at kunne synke. Min egen læge er sød og imødekommende. Jeg håber, hun vil tage det seriøst, for det er ikke rart ikke at kunne synke. Et eller andet er altså galt. Jeg vil ikke ligge systemet til last, men det er u-rart, og jeg er lidt bekymret.

Fortid

Af forskellige årsager kom jeg til at søge på gamle poster på min blog og fandt en kronik til Kristeligt Dagblad fra 2008. Den handler om mit selvmordsforsøg den 3. januar 2006 – datoen glemmer jeg aldrig. De godtog den ikke, men alligevel synes jeg selv, den er læseværdig.  Det er nu 11 år siden, og der er løbet meget vand i stranden siden da.

Det allervigtigste er, at jeg har fået den rigtige diagnose, der har føltes som “at komme hjem”. I 11 år løb jeg rundt med diagnosen “tilbagevendende depressioner”, men det var først da et par overlæger på Psykiatrisk Center Hvidovre i 2014 tog fat – efter to indlæggelser med mani – at der skete noget. Så blev det til “Bipolar affektiv sindslidelse”. Det føltes som at komme hjem, og siden da har jeg følt mig velkommen i “systemet”.

Nutid

På grund af 27 fusioner/effektiviseringer skal man nu henvende sig i Glostrup, hvis man vil indlægges på Hvidovre. Jeg har fået fortalt, at bøvlet i Glostrup skyldes at “de ikke kender mig endnu”. Det er jo helt hysterisk – hvad så med dem, der henvender sig første gang? Skal de ikke også have en ordentlig behandling? Skal det være et kvalitetsstempel, at man har været der 10 gange før?

Visitation i Glostrup eller fast track fra Distriktspsykiatrien

Nu foregår visitationen i Glostrup, og slipper man igennem deres nåleøje, kan man komme til Hvidovre. Hvidovre har kun ét åbent afsnit – 808, og det er selvfølgelig altid overbelagt. De har kun 13 pladser. Så derfor havner man nemt på et lukket afsnit, hvor de tager ens snørebånd og mobiloplader, så man ikke kan hænge sig i dem, sammen med mennesker, der sniffer rygeheroin og sidder inde for voldtægt mv. Det er ikke værdigt, når man bare har en psykisk sygdom i udbrud.

Hvis man får lov at blive/overnatte i Glostrup mhp. at komme videre til Hvidovre/808, så koster en opredning og efterfølgende grundig rengøring 3.700 kr. Læg hertil prisen for taxaen og for de dyrebare bekymringer.

Når jeg henvender mig i skadestuen i Glostrup, er jeg altid bange for at blive afvist. Samtidig er jeg klar over, at jeg kun henvender mig, når det er nødvendigt, fordi jeg kende min sygdom alt for godt. Jeg tilbringer altid mindst 3 – 4 timer i deres skadestue. Det er ikke i orden!

Distriktspsykiatrien kan indlægge en på det, der hedder “fast track”. Det går ud på, at de selv har gennemgået samtalen, udfyldt alle papirer mv., fordi de kender en, så det eneste i og for sig burde være, at man møder op i Glostrup og uden videre er berettiget til en seng – hvilket kan være det store ønske. Sådan er det bare ikke! I Glostrup starter man forfra med sygehistorie, symptomer, handlinger mv. De burde bare lægge mig i en seng, men jeg skal igennem det hele en gang til, hvilket inkluderer angsten for alligevel at blive sendt hjem. Der er altså noget galt!

Arbejde

Det fremgår af min kontrakt med Folkekirkens Nødhjælp, at vi skal evaluere ansættelsen i Second Hand Unit/Genbrug efter sjette måned. Kontrakten lyder på 31. december 2017. Det er jo lige om lidt. Jeg håber og beder til, at det vil medføre til en fastansættelse, fordi det vil kunne give mig den endelige ro.

Af og til er jeg fraværende, når jeg ikke kan overskue at stå ud af sengen og at tørre mig på ryggen efter badet. Men det er så den præmis, jeg er der på. Og jeg gør mit bedste. Det er min egen opfattelse, at det jeg leverer, når jeg er der, er absolut i orden. Det ville bare være så dejligt at få en tidsubestemt kontrakt, så jeg ikke skal tænke på, hvad jeg ellers skal gøre.

Den nye mellemleder er rigtig fin, og hun er et godt bytte. Jeg føler, hun anerkender, hvad jeg laver, og i den forbindelse føler jeg mig værdsat. Det er rigtig rart. Hun spørger ofte mig til råds, og det har jeg det rigtig fint med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i /af

Jeg mangler spyt

Jeg mangler spyt

I går

Jeg mangler spyt

I går var jeg hos tandlægen, hvor “vi” lige skulle se på, om alting var i orden. Jeg havde noteret nogle få punkter, og et af dem var, er der var en skarp kant på en kindtand. Det klarede han på to minutter. Alt andet var i orden. Og jeg børster perfekt! Jeg bliver så stolt, når han siger det. Endnu engang drøftede vi den manglende spytproduktion/mundtørhed. Tænderne føles “ru”, men det skyldes den manglende spyt, og det kan han jo ikke gøre noget ved.

Årsagerne kan være:

  1. Medicin – men det skal der bare ikke pilles ved, nu hvor det har 2½ år at finde frem til de rette præparater og doser.
  2. Alder – alle steder skrives bare, at det sker, når man er blevet “ældre”, og den kategori tilhører jeg trods alt ikke endnu. Jeg er altså “kun” 53; jeg synes ikke, jeg er “ældre”.
  3. Strålebehandling – heldigvis ikke relevant for mig.
  4. Sjøgrens sygdom – hrm…

Jeg har spurgt alle steder

  1. Distriktspsykiatrien kender slet ikke til det. Det begriber jeg ikke. Jeg kan da ikke være den eneste, der har det problem, da det er en kendt bivirkning til psykofarmaka?
  2. Tandlægen anviser adskillige midler, der kan forebygge, altså forebygge det at den manglende spyt ødelægger tænderne, men det er jo årsagen, der skal bekæmpes.
  3. Apoteket kan også oplyse om meget forskellig symptombehandling. På mit apotek, hvor jeg jo er stamgæst, og de snart kan mit CPR-nummer udenad, er de så dygtige til at vejlede. Men de kan jo altså heller ikke fjerne årsagen.

I dag

Jeg har gennem en uges tid chattet med min egen læge om problemet, når nu ingen andre kan trække kaniner op af hatte, og vi blev enige om, at jeg hellere måtte kigge forbi. Jeg medbragte simpelthen de fire ting, jeg bruger til forebyggelse af dårlige tænder, så hun kunne se, hvad jeg allerede gør, og at jeg ikke ligger på den lade side.

Hun var velforberedt og havde tænkt over, hvordan hun kunne hjælpe. Hun er simpelthen en fantastisk læge, og jeg har haft hende i mange år, og beholdt hende, da jeg flyttede fra Vanløse til Hvidovre. Jeg ser hende ikke så tit, da hun jo ikke er psykiater.

Hun har flere skud i bøssen: For det første undersøger hun, vha. blodprøver, for Sjøgrens Sygdom. Når vi har svaret på det (det kan tage et par uger), er næste trin en øre-næse-halslæge. Heldigvis kunne hun selv tage blodprøverne. Det, der taler stærkt imod Sjøgrens er, at jeg stort set aldrig oplever tørre øjne. Nu må vi se…

Og så sluttede hun af med at sige, at hun ikke havde set mig have det så godt længe, længe, længe. Jeg er helt enig.

/8 Kommentarer/i , /af ,

LÆ265 og Restless legs

LÆ265 og Restless legs

Min læge er fin: vi talte LÆ265 og Restless legs

LÆ265 er en lægeattest

LÆ265 er en lægeattest til det kommunale rehabiliteringsteam, som er det organ, der indstiller til kommunen, om den skal bevilge fleksjob, pension eller ressourceforløb. Vejen frem for mig er et fleksjob, og det ser jeg frem til. Jeg vil ikke have pension. Alle behandlere kigger lidt måbende på mig, når jeg siger det, for de er jo sikkert vant til, at alle vil have pension.

Der skal en mængde dokumentation til: helbredsoplysninger, status for relationen til arbejdsmarkedet og mit liv i det hele taget (det 15 sider lange Wordskema) mv. Jeg har været hos min læge i dag for sammen med hende at udfylde attesten. Jeg undrer mig lidt over, hvad hun nu kan udtale sig med vægt om, når hun kun har det hele på anden hånd via epikriser. Hun er jo ikke psykiater. Efter min opfattelse vil det være meget mere relevant med en speciallægeerklæring, og det vil Bodil og jeg fremføre overfor kommunen, når vi ellers får hul igennem til sagsbehandleren.

Jeg havde sammen med Bodil forberedt mig lidt: Attesten handler blandt andet om de relevante helbredsforhold, særlige hensyn, lægens kommentarer til patientens opfattelse af eget helbred mv. Med hensyn til det sidstnævnte talte vi om, at hun måske kunne skrive, at jeg har god sygdomsindsigt og har et realistisk billede af situationen.

Jeg forbereder mig altid til den slags møder, for så får jeg indflydelse på resultatet og har noget at byde ind med, inden det sidste punktum er sat. Vi tog udgangspunkt i det, jeg selv havde noteret, og hun var bare glad for, at jeg var velforberedt. For at være på den sikre side havde jeg også printet epikriserne ud til hende – det kunne jo være, hun ikke havde modtaget dem.

Restless legss

Jeg er ved at blive vanvittig af det. 80 pct. af nætterne er jeg oppe og vandre hvileløst rundt i timevis, for det er det eneste, der rigtig kan tage den intense smerte. Nogle gange sætter jeg mig ved computeren for at beskæftige tankerne med noget andet, men ikke engang det kan hjælpe. Natteroderiet er ikke godt for manierne, der kan udløses af kuk i søvnen, og det er heller ikke godt, den dag jeg skal til at gå på arbejde igen. Jeg skal jo kunne hænge sammen – og helst mere end bare det.

Jeg har snart prøvet alle præparater, men det er, som om de ikke hjælper ordentligt. Nu hvor jeg var hos lægen, fik jeg en recept på noget stærkere: Akineton, der er et stærkere parkinsonmiddel. Jeg håber sådan, det kan hjælpe, for jeg ved snart ikke mine levende råd.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.