Tag Archive for: Egen læge

/2 Kommentarer/i , /af ,

En frossen skulder er ved at tø op

En frossen skulder er ved at tø op

Det er helt exceptionelt

En frossen skulder er ved at tø op

Jeg er meget, meget glad og lettet efter for første gang i livet at have besøgt et privathospital. Det tog ham 11 minutter og 9 sekunder (lydfilens varighed) at finde ud af følgende:

  • Det er en frossen skulder.
  • Den er ved at “tø op” af sig selv. Det er exceptionelt at det “kun” har varet tre uger (Jeg synes nu, det er længe nok).
  • Det er karakteristisk, at det opstår ud af den blå luft og kan gå i sig selv igen på tilsvarende vis. Jeg vågnede ganske enkelt op i går og tænkte “Det er bedre”.
  • De resterende smerter i 1. og 2. finger vil formentlig fortage sig i løbet af 3 – 4 uger. (Dem kan jeg leve med).
  • Drop fysioterapien. Der er ingen dokumentation for, at det skulle virke. (Jeg synes faktisk, det har gjort det værre, og af den grund har jeg ikke lavet øvelserne).
  • Der er ingen grund til en MR-scanning.
  • Blokader (med ultralyd) gives kun, når det er rigtig slemt.

Grunden til at jeg er glad er, at jeg har læst om, at en frossen skulder kan vare i årevis, og det er virkelig en smertefuld tilstand. Jeg har vandret rundt om natten og grædt.

Jeg er også glad fordi, det ikke er en diskusprolaps eller et sammenfald i nakken, som fysioterapeuten udtænkte, da han fuldkommen havde afvist “(dyb-)frossen skulder”, og som ville have været ret alvorlige tilstande, der i meget lang tid kunne have hindret mig i at gøre det, jeg gerne vil bruge min tid på. Jeg har aflyst den næste tid!

Maskinhenvisninger til fysioterapeuterne

Min oplevelse er lidt, at de praktiserende læger altid anbefaler fysioterapi, når de ikke ved, hvad de ellers skal stille op med fx en smerteplaget patient. Det er det, jeg kalder “maskinhenvisninger”. Og jeg forstår godt de praktiserende læger, for hvad søren skal de stille op? De har ikke meget i værktøjskassen. Min læge talte om MR-scanning, som næste skud i bøssen, men der er lang ventetid.

Jeg er meget begejstret for min egen læge, som jeg har haft i mere end 20 år. Faktisk kom jeg til klinikken, før hende selv. Jeg var nemlig også “kunde” hos de tidligere ejere af klinikken. Hun er simpelthen så lyttende, spørgende, empatisk og interesseret.

En praktiserende læge ved lidt om meget og dækker jo et kæmpe område indenfor både somatik og psykiatri. Som patient har man i stedet ofte brug for en, der ved meget om lidt.

Bekymret over de nye toner om almen praksis

Der er røster fra Danske Regioner, der vil ændre grundlæggende på almen praksis (her er en interessant artikel fra Ugeskrift for læger). Danske Regioner mener, at vi som patienter ikke længere kan kontakte egen læge ved problemer. Og regionerne fungerer jo strålende, så det har de nok forstand på … Se bare på mave-tarm kirurgien i Aarhus …

Danske regioner har fået den “fantastiske idé”, at vi ikke længere kan kontakte egen læge direkte. Næh nej – vi skal i stedet ringe til et “kontaktpunkt”, der beslutter, om vi må gå til egen læge. Moderaternes politiske ordfører Monika Rubin kalder det for et “nationalt 1813”. Det er første gang, jeg er enig med M om noget. Og med baggrund i min første – og sidste – erfaring med 1813 anser jeg det for en mindre katastrofe, udtænkt af mennesker, der ikke har forstået værdien af at have en egen læge, man har kendt i årevis. Og en egen læge, der selvfølgelig har kendt patienten lige så længe.

Danske Regioner lægger i sit udspil, som kan hentes på deres hjemmeside, op til, at det nationale kontaktpunkt på sigt kan tænkes sammen med den regionale lægevagt, 1813 og Region Sjællands akutnummer 1818. Det skal nok gå godt.

Danske Regioner understreger overfor TV 2, at det centrale nummer ikke skal afløse kontakten til egen læge, men blot fungere som et supplement. Det kan eksempelvis være i tilfælde af mindre alvorlige henvendelser, hvor man har behov for at få forlænget en recept eller har ørepine.

Hos min læge kan man bede om receptfornyelse på hendes hjemmeside. Det fungerer upåklageligt og lynhurtigt. Og hvis man nu har ørepine (tåbeligt eksempel) hvordan kan den så klares telefonisk? Hvorfor har man ørepine? Hvad kan der gøres? Det er nok svært, selv for Danske Regioner, at se ind i øret via telefonen, men der er selvfølgelig Zoom, Facetime og Teams, og hvis man nu holder øret henimod sin iPad, kan det måske klares ad den vej? Vi lærte jo meget af pandemien.

Jeg er kommet i psykiatrien i 9½ år og kan skrive under på, at for mig udgør det relationelle halvdelen af helbredelsen. Jeg bliver tryg, når jeg møder overlægen på 808 eller min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Vi kender hinanden, for jeg er kommet der så længe. De finder ikke pludselig på, at jeg har generaliseret angst eller noget andet, jeg ikke tidligere har hørt om. De roder nemlig ikke patientjournalerne sammen.

Og faktisk vigtigst af alt: Jeg skal ikke begynde forfra hver eneste gang. Jeg bliver taget alvorligt med det samme. Det er for mig en vigtig parameter.

Man kan stille mange spørgsmål. Her er nogle få:

  • Hvor kommer ressourcerne til “supplementet” fra? Hvilke områder skal beskæres, for der kommer næppe nye penge?
  • Hvorfor skal man nærmest gøre sig fortjent til at se sin læge?
  • Hvem er det, man får i røret hos kontaktpunktet?
  • Hvem beslutter, om man må gå til sin læge?
  • Hvilke kriterier lægges til grund?

Tror de, at man render til læge for sjov? Hvorfor er lægen så ophøjet et menneske, at man næsten ikke kan få foretræde? Bliver det ligesom 1813, hvor man skal være døden nær, før man kan få hjælp?

Følgende er hentet fra TV2’s hjemmeside:

Ifølge Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, lægges der op til “en fuldstændig omkalfatring af ledelsesforholdene”, hvor Danske Regioner vil tage styrepinden. Jes Søgaard siger yderligere: Det svækker jo i væsentlig grad hele samspillet og båndet mellem borgere og deres praktiserende læger.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Hos læge og fysioterapeut

Hos læge og fysioterapeut

Det kan gå stærkt

Hos læge og fysioterapeut

Jeg sad klar i morges 7:59, for min læge åbner for telefonen kl. 8:00. Jeg var i kø som nr. to og fik en akuttid kl.10:00.

Inden da havde jeg booket den tidligst mulige tid i hendes bookingsystem – den 8. januar … Hun er så god og jeg er virkelig glad for hende, hun gør nemlig altid, hvad jeg siger 🙂 Men det skyldes jo bare, at jeg selv har prøvet at finde ud af noget, læst om det, aktiveret mit netværk osv.

Måske spiller det også lidt ind, at hun gennem 20 år har den erfaring, at jeg kun kommer, når lokummet brænder. Jeg plejer jo heldigvis ikke at fejle noget somatisk.

Hun testede og undersøgte og hældte mest til den dybfrosne skulder men var alligevel i tvivl, fordi bevægeligheden egl. er rimelig. Henvisning til fysioterapeut og recept på ordentlig smertedækning i stedet for det der håndkøbspjat, hvor man også på apoteket kun kan købe 2*10 Pamol af 500 mg. Jeg kender godt baggrunden for reglen, og det er selvfølgelig fuldt forståeligt, men har man mange smerter, er det vanvittigt frustrerende.

Bliver det ikke hurtigt bedre, kan jeg bare komme igen. Og hun sagde nærmest, at jeg ikke skulle spare på de smertestillende. Det gør jeg bestemt heller ikke. Smerten må ikke “komme op at ringe”, for det forværrer bare det hele.

Fysioterapeut kl. 18:00

Efter turen på apoteket gik jeg straks hjem og ringede til en fysioterapeut. Til min store overraskelse kunne jeg få en tid i dag kl. 18:00. Og der har jeg så været.

Han undersøgte og testede også. Han mener heldigvis ikke, det er en frossen skulder men “bare” en voldsomt irriteret nerve. Det stammer muligvis fra nakken, da jeg nok er lidt “skæv”. Det siger frisøren også altid. Han kan ikke klippe lige, hvis jeg ikke retter mig op. Jeg har fået nogle øvelser, som jeg må se, om jeg kan finde ud af. Jeg er bare et fjols til sådan noget, men jeg vil gøre alt …

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at jeg lige har købt nye briller, og de almindelige kunne jeg slet ikke bruge ved skærmen, da jeg for at fokusere sad og bøjede nakken lidt bagover; det holdt jeg kun til i 1½ uge. Så røg der 2.000 kr. mere til også et par deciderede skærmbriller. Jeg synes, det er den eneste ændring, jeg har foretaget, bortset fra at jeg har købt den nye store skærm.

Jeg spurgte til tidsperspektivet. Hvis jeg kan få det til at fungere med øvelserne, og det er, som han tror, vil det muligvis kunne klares på 14 – 21 dage. Det er virkelig opløftende i forhold til en frossen skulder, hvor tidsperspektivet kan være årelangt. Jeg kan jo ikke sætte mit liv på stand by i flere år. Det har virkelig bekymret mig.

Ny tid på fredag! Det er skønt.

Hvad med akupunktur?

Tre mennesker har uafhængigt af hinanden sagt “akupunktur” til mig. Den tredje, som jeg kender relativt godt, fortalte om helt konkrete og målbare resultater i løbet af meget kort tid.

For så vidt angår de to første var jeg så dum bare at afvise det, da jeg anså det som en form for “alternativ behandling” – og her var min opfattelse fuldkommen antikveret. Akupunktur er ikke (længere) “alternativ behandling”. Det er en anerkendt og effektfuld metode, der bruges også på landets sygehuse.

Så er der ikke effekt i løbet af de 14 – 21 dage, går jeg til lægen igen og beder om en henvisning til en akupunktør. Dette skal bare holde op! Jeg vil have mit liv tilbage, og jeg savner min forskning og tilsvarende gøremål.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Jeg har Danmarks bedste læge

Jeg har Danmarks bedste læge

Google som læge?

Jeg har Danmarks bedste læge

Næh nej, selvfølgelig skal man ikke bruge Google som erstatning for “egen læge”. Jeg gør det da også mest for at se, om jeg bør gå til min læge eller ej. Bruger man Google som læge, er man hurtigt ved at dø af alskens dårligdomme. Hellere i går end i dag.

Er Googles diagnose at “det er noget bagatelagtigt; vent at se om ikke, det går over”, gør jeg det. Mener Google, at det kan være 27 ting, som jeg snart dør af, går jeg til Danmarks bedste læge: Dorte W. Ramsing, Jernbane Allé 86  i Vanløse.

Hun har haft klinikken i Vanløse 20 år. Jeg kan ikke huske, hvem der havde klinikken før hende, men der er jeg i hvert fald også kommet, idet jeg ikke husker at være gået ind ad andre døre i Vanløse, og der flyttede jeg til den 1. august 1990. Ak, det er jo en menneskealder.

Jeg har beholdt Dorte W. Ramsing, også efter jeg for 15 år siden flyttede til Hvidovre. Jeg har på ingen måde lyst til at skifte læge, og faktisk bekymrer jeg mig lidt om, hvad jeg skal gøre, når hun går på pension (jeg tror, hun er et par år ældre end mig). Der er en enorm værdi i at have den samme læge i decennier.

Dagens somatiske dårligdomme

  1. Et par dage pr. uge vågner jeg med brændende smerter i venstre hæl. Det gør forbistret ondt, ind til jeg kommer på højkant. Problemet er nærmest, at det gør så ondt, at jeg på ingen måde har lyst at komme på højkant. Men jeg bør bare tage mig sammen.
  2. Med samme frekvens vågner jeg med ondt i højre øje og et vældigt tåreflåd, så jeg intet kan se. Senest varede det tre timer, og det bekymrede mig lidt. Den tid, det varer, kan jeg intet foretage mig, for jeg kan ikke se noget. Og det er meget ubehageligt at have “ondt i øjet”; jeg er klar over, at det lyder underligt.

Jeg opsøgte Dorte med disse to mærkværdige og ulogiske dårligdomme. Var der tale om noget seriøst og dødeligt, ville det jo være tilstede konstant; det kan jeg også regne ud uden at være cand.med.

Hun trykkede og mærkede, først på foden og så på øjet. Hun var også mystificeret. Men uden videre udskrev hun en henvisning til røntgen af foden (kræver henvisning) og en liste over øjenlæger (kræver ikke henvisning) i min nærhed.

Det er så dejligt, at jeg ikke skal argumentere! Jeg er fuldt ud klar over, at jeg ikke er døden nær – alligevel vil jeg gerne være sikker. Det er lidt som om, at har man en gang været hundesyg, vil man gerne være sikker på ikke at blive det igen, når man endeligt er blevet noget, der ligner “rask”.

Det er nærmest en anelse pinligt at komme med den slags småproblemer – men jeg er alligevel altid velkommen. Det er dejligt. Og jeg overrender hende da heller ikke.

Værdien af den samme læge i mange, mange år

Jeg ved egl. ikke, hvor meget hun ved om bipolar affektiv sindslidelse; jeg har tit tænkt, at hvad hun ved om det, har hun lært af mig. Men jeg er jo ikke kommet hos hende i alle de år, hvor jeg var mest syg med det. Det har psykiatrien taget sig af til kryds og slange. Så det kan være, jeg slet ikke har ret!

Mens jeg pakkede mig sammen, spurgte hun “Hvordan har du det ellers?”. Jeg kunne kun svare: “Jeg har aldrig haft det bedre”. Det sagde hun, at hun kunne se.

Hun sagde også “Og du har fået lavet dine tænder”. Det var i 2017, så længe er det altså siden, hun lagde mærke til, at det var tiltrængt. Og hun havde fuldkommen ret. Jeg skulle bare lige finde 103.000 kr. … og det er svært, når indtægtsgrundlaget er usikkert. Jeg var dog så “heldig”, at jeg kunne lægge 40.000 i udbetaling, og at tandlægen accepterede 18 måneders afbetaling af 3.000 kr., fordi jeg virkede så motiveret.

Mit ærinde er: Tænk at hun lagde mærke til det, og tænk at hun husker det. Det er jeg næsten beæret over.

Der kommer sikkert en anden sød og dygtig efter Dorte, når hun går på pension, men jeg vil så sandelig savne den læge, der har fulgt med i mit livs op- og nedture i 20 år. For hun er virkelig god. Til den tid skal jeg starte forfra med at opbygge tillidsforholdet til en anden læge. Og den slags tager tid.

Da der for et par år siden skulle skrives erklæringer til rehabiliteringsteamet op og ned og frem og tilbage, var jeg til en konsultation; 40 sekunder inde var jeg sikker på, at hun ville bakke mig op. Nul palaver. Det var en kolossal tryghed.

Jeg havde kun læger (almene og specielle) omkring mig, der ville bakke op.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Bekymringer om mange forhold

Bekymringer om mange forhold

Bekymringer

Bekymringer om mange forhold

Jeg ved det godt, jeg er verdens mest bekymrede menneske, men alligevel har jeg skrevet sådan til min læge:

Kære Dorte

Nu må du ikke tro, jeg er hypokonder, men der er altså et eller andet galt. I lange perioder har jeg på det seneste som om, mundtørheden breder sig og bliver til “halstørhed”. Jeg ved, det lyder skørt, men det er som om, der sidder et eller andet i svælget, så jeg næsten ikke kan synke, uden det gør ondt/føles meget ubehageligt. Når jeg vågner om morgenen er det som om, tungen er klistret fast til ganen. “Halstørheden” er dog ikke tilstede hele tiden.

Er det noget, vi skal tage notits af, eller hører det til den almindelige mundtørhed, så vi bare skal afvente de blodprøver, du tog?

Vh.
Hanne

Det er rigtig u-rart ikke at kunne synke. Min egen læge er sød og imødekommende. Jeg håber, hun vil tage det seriøst, for det er ikke rart ikke at kunne synke. Et eller andet er altså galt. Jeg vil ikke ligge systemet til last, men det er u-rart, og jeg er lidt bekymret.

Fortid

Af forskellige årsager kom jeg til at søge på gamle poster på min blog og fandt en kronik til Kristeligt Dagblad fra 2008. Den handler om mit selvmordsforsøg den 3. januar 2006 – datoen glemmer jeg aldrig. De godtog den ikke, men alligevel synes jeg selv, den er læseværdig.  Det er nu 11 år siden, og der er løbet meget vand i stranden siden da.

Det allervigtigste er, at jeg har fået den rigtige diagnose, der har føltes som “at komme hjem”. I 11 år løb jeg rundt med diagnosen “tilbagevendende depressioner”, men det var først da et par overlæger på Psykiatrisk Center Hvidovre i 2014 tog fat – efter to indlæggelser med mani – at der skete noget. Så blev det til “Bipolar affektiv sindslidelse”. Det føltes som at komme hjem, og siden da har jeg følt mig velkommen i “systemet”.

Nutid

På grund af 27 fusioner/effektiviseringer skal man nu henvende sig i Glostrup, hvis man vil indlægges på Hvidovre. Jeg har fået fortalt, at bøvlet i Glostrup skyldes at “de ikke kender mig endnu”. Det er jo helt hysterisk – hvad så med dem, der henvender sig første gang? Skal de ikke også have en ordentlig behandling? Skal det være et kvalitetsstempel, at man har været der 10 gange før?

Visitation i Glostrup eller fast track fra Distriktspsykiatrien

Nu foregår visitationen i Glostrup, og slipper man igennem deres nåleøje, kan man komme til Hvidovre. Hvidovre har kun ét åbent afsnit – 808, og det er selvfølgelig altid overbelagt. De har kun 13 pladser. Så derfor havner man nemt på et lukket afsnit, hvor de tager ens snørebånd og mobiloplader, så man ikke kan hænge sig i dem, sammen med mennesker, der sniffer rygeheroin og sidder inde for voldtægt mv. Det er ikke værdigt, når man bare har en psykisk sygdom i udbrud.

Hvis man får lov at blive/overnatte i Glostrup mhp. at komme videre til Hvidovre/808, så koster en opredning og efterfølgende grundig rengøring 3.700 kr. Læg hertil prisen for taxaen og for de dyrebare bekymringer.

Når jeg henvender mig i skadestuen i Glostrup, er jeg altid bange for at blive afvist. Samtidig er jeg klar over, at jeg kun henvender mig, når det er nødvendigt, fordi jeg kende min sygdom alt for godt. Jeg tilbringer altid mindst 3 – 4 timer i deres skadestue. Det er ikke i orden!

Distriktspsykiatrien kan indlægge en på det, der hedder “fast track”. Det går ud på, at de selv har gennemgået samtalen, udfyldt alle papirer mv., fordi de kender en, så det eneste i og for sig burde være, at man møder op i Glostrup og uden videre er berettiget til en seng – hvilket kan være det store ønske. Sådan er det bare ikke! I Glostrup starter man forfra med sygehistorie, symptomer, handlinger mv. De burde bare lægge mig i en seng, men jeg skal igennem det hele en gang til, hvilket inkluderer angsten for alligevel at blive sendt hjem. Der er altså noget galt!

Arbejde

Det fremgår af min kontrakt med Folkekirkens Nødhjælp, at vi skal evaluere ansættelsen i Second Hand Unit/Genbrug efter sjette måned. Kontrakten lyder på 31. december 2017. Det er jo lige om lidt. Jeg håber og beder til, at det vil medføre til en fastansættelse, fordi det vil kunne give mig den endelige ro.

Af og til er jeg fraværende, når jeg ikke kan overskue at stå ud af sengen og at tørre mig på ryggen efter badet. Men det er så den præmis, jeg er der på. Og jeg gør mit bedste. Det er min egen opfattelse, at det jeg leverer, når jeg er der, er absolut i orden. Det ville bare være så dejligt at få en tidsubestemt kontrakt, så jeg ikke skal tænke på, hvad jeg ellers skal gøre.

Den nye mellemleder er rigtig fin, og hun er et godt bytte. Jeg føler, hun anerkender, hvad jeg laver, og i den forbindelse føler jeg mig værdsat. Det er rigtig rart. Hun spørger ofte mig til råds, og det har jeg det rigtig fint med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.