Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Jeg veksler mellem “Pjat, det er ikke noget” og “Cancer”

Er det cancer?

Tankerne pendler mellem det banale og det eksistentielle, når kroppen pludselig sender signaler, man ikke kan ignorere. Er det ingenting, eller er det cancer? Artiklen kredser om den mentale zigzagkurs mellem rationalitet og frygt, om rygningens lange skygge og om den særlige ensomhed, der opstår, når man begynder at forestille sig sin egen begravelse. Samtidig er der også nøgternhed: lægebesøg, hurtige henvisninger, konkrete tider og et sundhedsvæsen, der faktisk reagerer prompte. Midt i uroen findes samtalen med en ven, en håbefuld fortælling om kræft, der blev overvundet, og et nyligt rygestop, som måske er for sent, eller måske ikke. Det er en personlig beretning om ventetid, kontroltab og behovet for at dele tankerne, før der findes svar. Teksten insisterer på ærlighed uden patos og viser, hvordan håb og frygt kan eksistere side om side i en uafklaret, menneskelig venteposition alene her nu.

Jeg veksler mellem “Pjat, det er ikke noget” og “Cancer”

Det er en mærkelig vekselvirkning fra “Pjat, det er ikke noget” til “Cancer”. Tankerne har deres eget spor, og jeg kan ikke rigtig styre dem. Sædvanligvis lever jeg efter devisen “Enten går det over, eller også bliver det værre”, som jeg selv synes er sjovt, fordi det altid er en sandhed.

Jeg ved ikke, om jeg er bange eller ej. “Kræft, der opdages i tide, kan helbredes”. Jeg tænker selvfølgelig på, hvad det er, jeg har gjort ved min krop med ca. 45 års rygning. Jeg har været en idiot, men det er for sent at tænke på det. Jeg begyndte at ryge, fordi jeg gerne ville være ligesom være de andre på kollegiet.

Hvem vil komme til begravelsen? Jeg ved det ikke, men jeg har altid joket med psykologen om, at hun ville være velkommen, og jeg tror, hun kommer, for hun plejer at holde ord. Derudover kommer nogle af mine trofaste læsere formentlig. Bortset fra det vil der være lidt tomt i kirken.

Jeg ringede til min ven i Esbjerg, der heller ikke har travlt med risalamanden. Jeg havde bare behov for at dele tankerne, og han var en god lytter. Han havde en opbyggelig fortælling om en veninde, der havde samme symptomer som mine, bare “hånden føles mærkelig”. Hun havde rent faktisk cancer og er gået gennem et treårigt kræftforløb. Hun er nu erklæret kræftfri. Hun har ingen mén. Det er selvfølgelig en god fortælling.

I modsætning til mig ryger hun videre. Mit eget rygestop siden den 27. november i år er nok også ligegyldigt.

Det går tjept

Det går stærkt. Jeg var hos egen læge i går. I dag har jeg fået indkaldelse til CT-scanning af lunger og bughule på Bispebjerg den 2. januar kl. 8:30, og jeg har booket tid til blodprøver og EKG på Hvidovre den 23. december kl. 14:35.

Svaret vil komme via egen læge.

Jeg spurgte egen læge ligefremt, om hun tænkte cancer. Hun tænkte ikke hverken det ene eller det andet, og det er selvfølgelig forståeligt og fornuftigt, før hun har resultaterne af CT-scanningen.

***

Nu vil jeg prøve, om jeg koncentrere mig om nogle kirkebøger fra 1700-tallet. Men jeg mærker panikangsten i form af sygdomsangst, der æder sig ind på koncentrationsevnen. Det er et velkendt fænomen.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Enten går det over eller også bliver det værre

Lægemangel i både somatik og psykiatri

Enten går det over eller også bliver det værre

Vi bliver ganske enkelt nødt til at uddanne flere læger, selvom det er problematisk i en tid, hvor vi alle skal være tømrerlærlinge.

Jeg frygter den store fusion, hvorved vi skal blive region Østdanmark og dermed dække ca. halvdelen af landet, for jeg har eksempelvis lige ventet tre uger på at komme til egen læge, så det er godt, jeg ikke fejler noget somatisk. I fremtiden kan ventetiden kun blive endnu længere.

Mit motto er “Enten går det over, eller også bliver det værre”, og det gør det jo tit.

Hun skulle kigge på mit venstre knæ og mit blodtryk, som jeg synes er lidt vel højt (jeg har selv blodtryksapparat og måler hver torsdag morgen), som led i en “årskontrol”, hvor de inviterer en til at komme en gang om året i den måned, man har fødselsdag. Tak for invitationen.

Nu har jeg fået et “hjemmeblodtryksskema”, så jeg i tre dage skal måle tre gange morgen og aften. Ja ja, så gør jeg da det, selvom jeg ikke forstår, at mine medbragte værdier over fire uger ikke var gode nok.

Nu skal lægerne deporteres til Lolland.

  • Det kan man jo godt forstå, for lægerne skal selvfølgelig være der, hvor folk er mest syge.
  • Lægerne vil bare ikke køres derned i busser, hvilket man også godt kan forstå.
  • De vil heller ikke flytte, hvilket man også godt kan forstå, hvis de har familie, venner og resten af netværket i hovedstadsområdet, fordi de har læst her, og børn, der går i skole her.
  • Man har forsøgt at lokke dem med højere løn, men det blev ved forsøget. De lod sig ikke lokke af ussel mammon.

Vi må deles om de læger, der er – der er er bare ikke nok. Det er det egentlige problem.

Og vi må hellere straks gå i gang med at åbne universiteterne for dem, for skal de være gode, tager det 6 – 7 år at uddanne sig til læge. Og vi vil da have kvalitetslæger – ikke sandt?

“Egen læge” er en saga blot

Jeg husker den tid, hvor læge Bendix kom hjem til os med sin sorte lægetaske, når jeg som barn endnu engang havde hævede mandler og polypper, inden jeg fik fjernet mandlerne.

Jeg havde min tidligere søde læge i Vanløse i mere end 20 år, men hun solgte sin klinik og gik på pension, og det er hende vel undt.

Nu er der en eller anden form for sammenrend af fem forskellige læger, hvor man ikke har den samme fra gang til gang. Og hun var ikke nær så sød som hende på billedet.

Sammenrendet, synes jeg, er utrygt og absolut ingen besparelse for sundhedsvæsenet, fordi læge og patient så ikke kender hinanden. Ergo må vi begynde forfra hver gang, med mindre de forrige notater er fyldestgørende, og nr. 2, 3, 4 og 5 faktisk også har læst dem. Det kunne måske afhjælpes af en dobbelttid, men “det bruger vi ikke”. Jeg synes, det er enormt stressende at skulle forklare mig til et fremmed menneske på 10 minutter. Og jeg render altså ikke somatikken på dørene. Jeg har taget min andel af dårligdomme.

Sekretæren hos “egen læge” mente, jeg først skulle komme ned og få taget blodprøver og EKG, men det lykkedes mig at overtale hende til at bruge begge dele fra den 22. oktober, der må være friske nok. Dem kan klinikken ikke selv se, så jeg printede dem ud fra Min Sundhedsplatform (SP) og tog dem med i lommen. Så har jeg også sparet sundhedssektoren for en udgift.

Psykiatrien skal lægges ind under somatikken

Det må man ganske vist ikke sige, altså det med “lægge ind under”; det er ikke comme il faut. Vi skal sige, at de to områder “skal lægges sammen”.

Det er ikke gået op for mig, hvad formålet er. Sammenlægninger og implementering af nye administrative rutiner plejer at være omkostningstunge – tænk bare på diverse IT-systemer, der sikkert skal snakke sammen, hvis formålet på lidt længere sigt er at opnå en besparelse. Og jeg gætter på, at det er det egentlige formål, hvad skulle det ellers være? Hvilke fordele skulle jeg som patient i Hovedstadsområdet kunne høste af det?

I psykiatrien er vi vant til lægemanglen. Den har vi levet med i de 10 – 11 år, jeg er kommet der. Psykiatrien er et lavstatusområde for læger, så de kan ikke skaffe læger, og stillingerne kan være vakante i månedsvis.

Når man er psykiatribruger, vil man altså gerne se en psykiater bare en gang imellem. Vi sætter jo heller ikke kirurgerne til at se cancerpatienterne. Men det kan selvfølgelig være det kommer.

Gudskelov har jeg haft min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, lige siden jeg blev syg i 2014. Hun er guld værd, og det, at vi kender hinanden, er sølv værd. Hun kan huske, hvad vi talte om sidst, når og hvis jeg selv har glemt det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

En frossen skulder er ved at tø op

En frossen skulder er ved at tø op

Det er helt exceptionelt

En frossen skulder er ved at tø op

Jeg er meget, meget glad og lettet efter for første gang i livet at have besøgt et privathospital. Det tog ham 11 minutter og 9 sekunder (lydfilens varighed) at finde ud af følgende:

  • Det er en frossen skulder.
  • Den er ved at “tø op” af sig selv. Det er exceptionelt at det “kun” har varet tre uger (Jeg synes nu, det er længe nok).
  • Det er karakteristisk, at det opstår ud af den blå luft og kan gå i sig selv igen på tilsvarende vis. Jeg vågnede ganske enkelt op i går og tænkte “Det er bedre”.
  • De resterende smerter i 1. og 2. finger vil formentlig fortage sig i løbet af 3 – 4 uger. (Dem kan jeg leve med).
  • Drop fysioterapien. Der er ingen dokumentation for, at det skulle virke. (Jeg synes faktisk, det har gjort det værre, og af den grund har jeg ikke lavet øvelserne).
  • Der er ingen grund til en MR-scanning.
  • Blokader (med ultralyd) gives kun, når det er rigtig slemt.

Grunden til at jeg er glad er, at jeg har læst om, at en frossen skulder kan vare i årevis, og det er virkelig en smertefuld tilstand. Jeg har vandret rundt om natten og grædt.

Jeg er også glad fordi, det ikke er en diskusprolaps eller et sammenfald i nakken, som fysioterapeuten udtænkte, da han fuldkommen havde afvist “(dyb-)frossen skulder”, og som ville have været ret alvorlige tilstande, der i meget lang tid kunne have hindret mig i at gøre det, jeg gerne vil bruge min tid på. Jeg har aflyst den næste tid!

Maskinhenvisninger til fysioterapeuterne

Min oplevelse er lidt, at de praktiserende læger altid anbefaler fysioterapi, når de ikke ved, hvad de ellers skal stille op med fx en smerteplaget patient. Det er det, jeg kalder “maskinhenvisninger”. Og jeg forstår godt de praktiserende læger, for hvad søren skal de stille op? De har ikke meget i værktøjskassen. Min læge talte om MR-scanning, som næste skud i bøssen, men der er lang ventetid.

Jeg er meget begejstret for min egen læge, som jeg har haft i mere end 20 år. Faktisk kom jeg til klinikken, før hende selv. Jeg var nemlig også “kunde” hos de tidligere ejere af klinikken. Hun er simpelthen så lyttende, spørgende, empatisk og interesseret.

En praktiserende læge ved lidt om meget og dækker jo et kæmpe område indenfor både somatik og psykiatri. Som patient har man i stedet ofte brug for en, der ved meget om lidt.

Bekymret over de nye toner om almen praksis

Der er røster fra Danske Regioner, der vil ændre grundlæggende på almen praksis (her er en interessant artikel fra Ugeskrift for læger). Danske Regioner mener, at vi som patienter ikke længere kan kontakte egen læge ved problemer. Og regionerne fungerer jo strålende, så det har de nok forstand på … Se bare på mave-tarm kirurgien i Aarhus …

Danske regioner har fået den “fantastiske idé”, at vi ikke længere kan kontakte egen læge direkte. Næh nej – vi skal i stedet ringe til et “kontaktpunkt”, der beslutter, om vi må gå til egen læge. Moderaternes politiske ordfører Monika Rubin kalder det for et “nationalt 1813”. Det er første gang, jeg er enig med M om noget. Og med baggrund i min første – og sidste – erfaring med 1813 anser jeg det for en mindre katastrofe, udtænkt af mennesker, der ikke har forstået værdien af at have en egen læge, man har kendt i årevis. Og en egen læge, der selvfølgelig har kendt patienten lige så længe.

Danske Regioner lægger i sit udspil, som kan hentes på deres hjemmeside, op til, at det nationale kontaktpunkt på sigt kan tænkes sammen med den regionale lægevagt, 1813 og Region Sjællands akutnummer 1818. Det skal nok gå godt.

Danske Regioner understreger overfor TV 2, at det centrale nummer ikke skal afløse kontakten til egen læge, men blot fungere som et supplement. Det kan eksempelvis være i tilfælde af mindre alvorlige henvendelser, hvor man har behov for at få forlænget en recept eller har ørepine.

Hos min læge kan man bede om receptfornyelse på hendes hjemmeside. Det fungerer upåklageligt og lynhurtigt. Og hvis man nu har ørepine (tåbeligt eksempel) hvordan kan den så klares telefonisk? Hvorfor har man ørepine? Hvad kan der gøres? Det er nok svært, selv for Danske Regioner, at se ind i øret via telefonen, men der er selvfølgelig Zoom, Facetime og Teams, og hvis man nu holder øret henimod sin iPad, kan det måske klares ad den vej? Vi lærte jo meget af pandemien.

Jeg er kommet i psykiatrien i 9½ år og kan skrive under på, at for mig udgør det relationelle halvdelen af helbredelsen. Jeg bliver tryg, når jeg møder overlægen på 808 eller min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Vi kender hinanden, for jeg er kommet der så længe. De finder ikke pludselig på, at jeg har generaliseret angst eller noget andet, jeg ikke tidligere har hørt om. De roder nemlig ikke patientjournalerne sammen.

Og faktisk vigtigst af alt: Jeg skal ikke begynde forfra hver eneste gang. Jeg bliver taget alvorligt med det samme. Det er for mig en vigtig parameter.

Man kan stille mange spørgsmål. Her er nogle få:

  • Hvor kommer ressourcerne til “supplementet” fra? Hvilke områder skal beskæres, for der kommer næppe nye penge?
  • Hvorfor skal man nærmest gøre sig fortjent til at se sin læge?
  • Hvem er det, man får i røret hos kontaktpunktet?
  • Hvem beslutter, om man må gå til sin læge?
  • Hvilke kriterier lægges til grund?

Tror de, at man render til læge for sjov? Hvorfor er lægen så ophøjet et menneske, at man næsten ikke kan få foretræde? Bliver det ligesom 1813, hvor man skal være døden nær, før man kan få hjælp?

Følgende er hentet fra TV2’s hjemmeside:

Ifølge Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, lægges der op til “en fuldstændig omkalfatring af ledelsesforholdene”, hvor Danske Regioner vil tage styrepinden. Jes Søgaard siger yderligere: Det svækker jo i væsentlig grad hele samspillet og båndet mellem borgere og deres praktiserende læger.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hos læge og fysioterapeut

Hos læge og fysioterapeut

Det kan gå stærkt

Hos læge og fysioterapeut

Jeg sad klar i morges 7:59, for min læge åbner for telefonen kl. 8:00. Jeg var i kø som nr. to og fik en akuttid kl.10:00.

Inden da havde jeg booket den tidligst mulige tid i hendes bookingsystem – den 8. januar … Hun er så god og jeg er virkelig glad for hende, hun gør nemlig altid, hvad jeg siger 🙂 Men det skyldes jo bare, at jeg selv har prøvet at finde ud af noget, læst om det, aktiveret mit netværk osv.

Måske spiller det også lidt ind, at hun gennem 20 år har den erfaring, at jeg kun kommer, når lokummet brænder. Jeg plejer jo heldigvis ikke at fejle noget somatisk.

Hun testede og undersøgte og hældte mest til den dybfrosne skulder men var alligevel i tvivl, fordi bevægeligheden egl. er rimelig. Henvisning til fysioterapeut og recept på ordentlig smertedækning i stedet for det der håndkøbspjat, hvor man også på apoteket kun kan købe 2*10 Pamol af 500 mg. Jeg kender godt baggrunden for reglen, og det er selvfølgelig fuldt forståeligt, men har man mange smerter, er det vanvittigt frustrerende.

Bliver det ikke hurtigt bedre, kan jeg bare komme igen. Og hun sagde nærmest, at jeg ikke skulle spare på de smertestillende. Det gør jeg bestemt heller ikke. Smerten må ikke “komme op at ringe”, for det forværrer bare det hele.

Fysioterapeut kl. 18:00

Efter turen på apoteket gik jeg straks hjem og ringede til en fysioterapeut. Til min store overraskelse kunne jeg få en tid i dag kl. 18:00. Og der har jeg så været.

Han undersøgte og testede også. Han mener heldigvis ikke, det er en frossen skulder men “bare” en voldsomt irriteret nerve. Det stammer muligvis fra nakken, da jeg nok er lidt “skæv”. Det siger frisøren også altid. Han kan ikke klippe lige, hvis jeg ikke retter mig op. Jeg har fået nogle øvelser, som jeg må se, om jeg kan finde ud af. Jeg er bare et fjols til sådan noget, men jeg vil gøre alt …

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at jeg lige har købt nye briller, og de almindelige kunne jeg slet ikke bruge ved skærmen, da jeg for at fokusere sad og bøjede nakken lidt bagover; det holdt jeg kun til i 1½ uge. Så røg der 2.000 kr. mere til også et par deciderede skærmbriller. Jeg synes, det er den eneste ændring, jeg har foretaget, bortset fra at jeg har købt den nye store skærm.

Jeg spurgte til tidsperspektivet. Hvis jeg kan få det til at fungere med øvelserne, og det er, som han tror, vil det muligvis kunne klares på 14 – 21 dage. Det er virkelig opløftende i forhold til en frossen skulder, hvor tidsperspektivet kan være årelangt. Jeg kan jo ikke sætte mit liv på stand by i flere år. Det har virkelig bekymret mig.

Ny tid på fredag! Det er skønt.

Hvad med akupunktur?

Tre mennesker har uafhængigt af hinanden sagt “akupunktur” til mig. Den tredje, som jeg kender relativt godt, fortalte om helt konkrete og målbare resultater i løbet af meget kort tid.

For så vidt angår de to første var jeg så dum bare at afvise det, da jeg anså det som en form for “alternativ behandling” – og her var min opfattelse fuldkommen antikveret. Akupunktur er ikke (længere) “alternativ behandling”. Det er en anerkendt og effektfuld metode, der bruges også på landets sygehuse.

Så er der ikke effekt i løbet af de 14 – 21 dage, går jeg til lægen igen og beder om en henvisning til en akupunktør. Dette skal bare holde op! Jeg vil have mit liv tilbage, og jeg savner min forskning og tilsvarende gøremål.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.