,

En frossen skulder er ved at tø op

En frossen skulder er ved at tø op

Det er helt exceptionelt

En frossen skulder er ved at tø op

Jeg er meget, meget glad og lettet efter for første gang i livet at have besøgt et privathospital. Det tog ham 11 minutter og 9 sekunder (lydfilens varighed) at finde ud af følgende:

  • Det er en frossen skulder.
  • Den er ved at “tø op” af sig selv. Det er exceptionelt at det “kun” har varet tre uger (Jeg synes nu, det er længe nok).
  • Det er karakteristisk, at det opstår ud af den blå luft og kan gå i sig selv igen på tilsvarende vis. Jeg vågnede ganske enkelt op i går og tænkte “Det er bedre”.
  • De resterende smerter i 1. og 2. finger vil formentlig fortage sig i løbet af 3 – 4 uger. (Dem kan jeg leve med).
  • Drop fysioterapien. Der er ingen dokumentation for, at det skulle virke. (Jeg synes faktisk, det har gjort det værre, og af den grund har jeg ikke lavet øvelserne).
  • Der er ingen grund til en MR-scanning.
  • Blokader (med ultralyd) gives kun, når det er rigtig slemt.

Grunden til at jeg er glad er, at jeg har læst om, at en frossen skulder kan vare i årevis, og det er virkelig en smertefuld tilstand. Jeg har vandret rundt om natten og grædt.

Jeg er også glad fordi, det ikke er en diskusprolaps eller et sammenfald i nakken, som fysioterapeuten udtænkte, da han fuldkommen havde afvist “(dyb-)frossen skulder”, og som ville have været ret alvorlige tilstande, der i meget lang tid kunne have hindret mig i at gøre det, jeg gerne vil bruge min tid på. Jeg har aflyst den næste tid!

Maskinhenvisninger til fysioterapeuterne

Min oplevelse er lidt, at de praktiserende læger altid anbefaler fysioterapi, når de ikke ved, hvad de ellers skal stille op med fx en smerteplaget patient. Det er det, jeg kalder “maskinhenvisninger”. Og jeg forstår godt de praktiserende læger, for hvad søren skal de stille op? De har ikke meget i værktøjskassen. Min læge talte om MR-scanning, som næste skud i bøssen, men der er lang ventetid.

Jeg er meget begejstret for min egen læge, som jeg har haft i mere end 20 år. Faktisk kom jeg til klinikken, før hende selv. Jeg var nemlig også “kunde” hos de tidligere ejere af klinikken. Hun er simpelthen så lyttende, spørgende, empatisk og interesseret.

En praktiserende læge ved lidt om meget og dækker jo et kæmpe område indenfor både somatik og psykiatri. Som patient har man i stedet ofte brug for en, der ved meget om lidt.

Bekymret over de nye toner om almen praksis

Der er røster fra Danske Regioner, der vil ændre grundlæggende på almen praksis (her er en interessant artikel fra Ugeskrift for læger). Danske Regioner mener, at vi som patienter ikke længere kan kontakte egen læge ved problemer. Og regionerne fungerer jo strålende, så det har de nok forstand på … Se bare på mave-tarm kirurgien i Aarhus …

Danske regioner har fået den “fantastiske idé”, at vi ikke længere kan kontakte egen læge direkte. Næh nej – vi skal i stedet ringe til et “kontaktpunkt”, der beslutter, om vi må gå til egen læge. Moderaternes politiske ordfører Monika Rubin kalder det for et “nationalt 1813”. Det er første gang, jeg er enig med M om noget. Og med baggrund i min første – og sidste – erfaring med 1813 anser jeg det for en mindre katastrofe, udtænkt af mennesker, der ikke har forstået værdien af at have en egen læge, man har kendt i årevis. Og en egen læge, der selvfølgelig har kendt patienten lige så længe.

Danske Regioner lægger i sit udspil, som kan hentes på deres hjemmeside, op til, at det nationale kontaktpunkt på sigt kan tænkes sammen med den regionale lægevagt, 1813 og Region Sjællands akutnummer 1818. Det skal nok gå godt.

Danske Regioner understreger overfor TV 2, at det centrale nummer ikke skal afløse kontakten til egen læge, men blot fungere som et supplement. Det kan eksempelvis være i tilfælde af mindre alvorlige henvendelser, hvor man har behov for at få forlænget en recept eller har ørepine.

Hos min læge kan man bede om receptfornyelse på hendes hjemmeside. Det fungerer upåklageligt og lynhurtigt. Og hvis man nu har ørepine (tåbeligt eksempel) hvordan kan den så klares telefonisk? Hvorfor har man ørepine? Hvad kan der gøres? Det er nok svært, selv for Danske Regioner, at se ind i øret via telefonen, men der er selvfølgelig Zoom, Facetime og Teams, og hvis man nu holder øret henimod sin iPad, kan det måske klares ad den vej? Vi lærte jo meget af pandemien.

Jeg er kommet i psykiatrien i 9½ år og kan skrive under på, at for mig udgør det relationelle halvdelen af helbredelsen. Jeg bliver tryg, når jeg møder overlægen på 808 eller min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Vi kender hinanden, for jeg er kommet der så længe. De finder ikke pludselig på, at jeg har generaliseret angst eller noget andet, jeg ikke tidligere har hørt om. De roder nemlig ikke patientjournalerne sammen.

Og faktisk vigtigst af alt: Jeg skal ikke begynde forfra hver eneste gang. Jeg bliver taget alvorligt med det samme. Det er for mig en vigtig parameter.

Man kan stille mange spørgsmål. Her er nogle få:

  • Hvor kommer ressourcerne til “supplementet” fra? Hvilke områder skal beskæres, for der kommer næppe nye penge?
  • Hvorfor skal man nærmest gøre sig fortjent til at se sin læge?
  • Hvem er det, man får i røret hos kontaktpunktet?
  • Hvem beslutter, om man må gå til sin læge?
  • Hvilke kriterier lægges til grund?

Tror de, at man render til læge for sjov? Hvorfor er lægen så ophøjet et menneske, at man næsten ikke kan få foretræde? Bliver det ligesom 1813, hvor man skal være døden nær, før man kan få hjælp?

Følgende er hentet fra TV2’s hjemmeside:

Ifølge Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, lægges der op til “en fuldstændig omkalfatring af ledelsesforholdene”, hvor Danske Regioner vil tage styrepinden. Jes Søgaard siger yderligere: Det svækker jo i væsentlig grad hele samspillet og båndet mellem borgere og deres praktiserende læger.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

2 Svar
  1. Mia Dahl Gerdrup
    Mia Dahl Gerdrup siger:

    Tillykke med bedringen, så skønt.
    Sagt af en, der har haft lignende problemer i årevis.
    Du skal i øvrigt ikke blive skræmt af fysioterapeutens bemærkning om mulig nakke-discusprolaps. Det er en diagnose, der ofte kommer frem. Ikke mindst for folk, som du og jeg, der i en levealder, har arbejdet foran et skrivebord og derved (over)belastet ryg, skulder og nakke.
    Men i forhold til dig, så burde han have sagt det højt. Du har det bedst med fuld besked.
    Jeg har med skræk læst din gennemgang af regionernes udspil, som jeg faktisk ikke har brugt tid på.
    Det er et fuldstændigt horribelt forslag og smager i den grad af, at vi skal så lidt til læge som muligt.
    Du og jeg ville klare os igennem med stædighed, men jeg kender en del svage og ældre personer, som ville opgive eller lade sig afvise. Forfærdeligt.
    Fortsat god bedring.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Mia

      Tak skal du have.

      Jeg er ked af at høre, at du har oplevet lignende problemer i årevis, for det gør jo (forbandet) ondt. Jeg er jo ikke vant til, at noget gør ondt (kun i psyken), da jeg intet somatisk plejer at fejle.

      Ja, du har fuldkommen ret i, at det kvaj af en fysioterapeut burde have talt højt med mig om en mulig prolaps/et sammenfald i nakken. Men vi havde virkelig ikke god “kemi”. Jeg prøvede flere gange at spørge “Hvad tænker du?” uden at få et svar. Det betaler jeg ikke for! Og fra en overlæge i reumatologi ved jeg, at fysioterapi ikke har nogen som helst dokumenteret effekt. Og det sagde ortopædkirurgen også i går. Så sparer jeg de 200 kr. på fredag.

      Ja, du har også fuldkommen ret i, at udspillet fra Danske Regioner er fyldt med vanvid. Jeg begriber ganske enkelt ikke, hvad idéen er. Hvorfor skal vi gå mindst muligt til e.l.? Det er som om Danske Regioner antager, at vi render til læge i tide og utide og bare forstyrrer lægen med vores recepter og ørepiner. Og sidstnævnte vil jeg da gætte på, at lægen er nødt til at se og vel også nødt til at forstå, hvorfor/hvordan det opstod.

      Med mindre der pludselig som nu opstår et eller andet, ser jeg højst min læge en gang årligt. Men jeg er tryg ved at have hende, fordi hun kender mig gennem 20 år, og jeg heller ikke hos hende skal begynde forfra hver gang. Hvis man skal ringe til et “kontaktpunkt” får man jo fat i en person, der ikke aner, hvem man er og som jeg heller ikke aner, hvem er. De kender ikke anamnesen, kognitive styrker (og/eller deficitter), sociale situation, tilknytning til arbejdsmarkedet osv.

      Ja, vi to skal nok klare den, for vi er påståelige/kloge/insisterende/irriterende/og meget andet (godt) – men det er helt korrekt, at der er mange mennesker, der vil lade sig affeje i telefonen. Som Charlotte skrev i en kommentar til artiklen om 1813 https://stegemueller.dk/1813-er-spild-af-tid-for-alle-parter/ “Tag to Panodil og gå i seng igen”. Det bliver sikkert standardsvaret.

      Jeg er rasende over, at vores engang fine sundhedsvæsen snart er fuldkommen smadret.

      PS: Lars Gaardhøj har i øvrigt ikke ikke svaret. Det har han nok slet ikke tid, lyst og kompetence til.

      Og tak igen.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *