Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Jeg veksler mellem “Pjat, det er ikke noget” og “Cancer”

Er det cancer?

Tankerne pendler mellem det banale og det eksistentielle, når kroppen pludselig sender signaler, man ikke kan ignorere. Er det ingenting, eller er det cancer? Artiklen kredser om den mentale zigzagkurs mellem rationalitet og frygt, om rygningens lange skygge og om den særlige ensomhed, der opstår, når man begynder at forestille sig sin egen begravelse. Samtidig er der også nøgternhed: lægebesøg, hurtige henvisninger, konkrete tider og et sundhedsvæsen, der faktisk reagerer prompte. Midt i uroen findes samtalen med en ven, en håbefuld fortælling om kræft, der blev overvundet, og et nyligt rygestop, som måske er for sent, eller måske ikke. Det er en personlig beretning om ventetid, kontroltab og behovet for at dele tankerne, før der findes svar. Teksten insisterer på ærlighed uden patos og viser, hvordan håb og frygt kan eksistere side om side i en uafklaret, menneskelig venteposition alene her nu.

Jeg veksler mellem “Pjat, det er ikke noget” og “Cancer”

Det er en mærkelig vekselvirkning fra “Pjat, det er ikke noget” til “Cancer”. Tankerne har deres eget spor, og jeg kan ikke rigtig styre dem. Sædvanligvis lever jeg efter devisen “Enten går det over, eller også bliver det værre”, som jeg selv synes er sjovt, fordi det altid er en sandhed.

Jeg ved ikke, om jeg er bange eller ej. “Kræft, der opdages i tide, kan helbredes”. Jeg tænker selvfølgelig på, hvad det er, jeg har gjort ved min krop med ca. 45 års rygning. Jeg har været en idiot, men det er for sent at tænke på det. Jeg begyndte at ryge, fordi jeg gerne ville være ligesom være de andre på kollegiet.

Hvem vil komme til begravelsen? Jeg ved det ikke, men jeg har altid joket med psykologen om, at hun ville være velkommen, og jeg tror, hun kommer, for hun plejer at holde ord. Derudover kommer nogle af mine trofaste læsere formentlig. Bortset fra det vil der være lidt tomt i kirken.

Jeg ringede til min ven i Esbjerg, der heller ikke har travlt med risalamanden. Jeg havde bare behov for at dele tankerne, og han var en god lytter. Han havde en opbyggelig fortælling om en veninde, der havde samme symptomer som mine, bare “hånden føles mærkelig”. Hun havde rent faktisk cancer og er gået gennem et treårigt kræftforløb. Hun er nu erklæret kræftfri. Hun har ingen mén. Det er selvfølgelig en god fortælling.

I modsætning til mig ryger hun videre. Mit eget rygestop siden den 27. november i år er nok også ligegyldigt.

Det går tjept

Det går stærkt. Jeg var hos egen læge i går. I dag har jeg fået indkaldelse til CT-scanning af lunger og bughule på Bispebjerg den 2. januar kl. 8:30, og jeg har booket tid til blodprøver og EKG på Hvidovre den 23. december kl. 14:35.

Svaret vil komme via egen læge.

Jeg spurgte egen læge ligefremt, om hun tænkte cancer. Hun tænkte ikke hverken det ene eller det andet, og det er selvfølgelig forståeligt og fornuftigt, før hun har resultaterne af CT-scanningen.

***

Nu vil jeg prøve, om jeg koncentrere mig om nogle kirkebøger fra 1700-tallet. Men jeg mærker panikangsten i form af sygdomsangst, der æder sig ind på koncentrationsevnen. Det er et velkendt fænomen.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Jeg har taget egen læge til nåde

Er det bare pjat?

Jeg har taget egen læge til nåde

Går det over eller bliver det værre?

Jeg har forhøjet blodtryk, og det bryder jeg mig ikke om. Jeg ser det som en art “fejlbesked” fra min krop. Havde det være min PC, havde jeg sendt den på værksted.

Min “egen læge” har spurgt, hvad jeg synes om en plan med Amlodipin 5 mg 1 x dagligt? Jeg kom til at svare lidt spidst om, hvad hun næsten ville have, jeg skulle sige, når jeg ikke kender hverken præparatet eller dets bivirkninger?

Jeg ved fra en super farmaceut, at jeg er “bivirkningsfølsom”; det vil sige, at er der en bivirkning, så får jeg den. Samme farmaceut har rådet mig til at afprøve de forskellige præparater i en måned og dernæst træffe beslutning. Det er en god plan. Det vil jeg gøre.

Jeg er bange for et stroke/en blodprop i hjernen, for falder jeg om, er der ingen til at rejse mig op igen. Og det var så det.

Når man kobler de forskellige symptomer

Nåh men altså jeg har koblet min underlige/mærkelige højre hånd/arm med det temmelig forhøjede blodtryk. Det er også en “fejlbesked”.

Forleden vågnede jeg med det, man måske kan kalde en “babyhånd”: alle fingre var meget opsvulmede, og det ville være helt umuligt at tage ringen af. Der var ingen smerter. Det hjalp ikke at ryste hånden. Jeg sover ikke på højre side. Det gik over efter 6 – 8 timer. Diskusprolaps i nakke kan udelukkes, for det ville jeg jo kunne mærke. Den skulder, hvor jeg brækkede noget, var den venstre altså den modsatte.

I ret lang tid (6 – 9 måneder) har jeg ofte syntes, at min højre hånd/arm var “mærkelig” om morgenen; men jeg går altså ikke til læge, fordi noget er “mærkeligt”, da jeg tænker “hvad skal hun egl. stille op med det?” Det har været/er sådan en fornemmelse af lidt kraftesløshed, at fingrene ikke rigtig kan strækkes ud. Som om der kun er 80 pct. af kræfterne. De føles sgu bare mærkelige. Det er ikke rigtig til at sætte til ord på.

Jeg ringede mellem 8 og 9 i dag og beklagede/besværede mig. Jeg fik en tid til kl. 10:30 – i dag. Det er lige før, det i sig selv er bekymrende.

Hun var meget grundig. Trykkede her og der. Hun brugte 30 minutter på mig. Det er også i sig selv bekymrende.

Hun stillede alverdens spørgsmål herunder hvor længe jeg har røget? Jeg var ikke ret stolt over at sige ca. 45 år. Hun vil bestille en CT-scanning. Jeg spurgte lige ud, om hun tænkte cancer? Næh hun tænkte ikke noget specielt, vi må gå på opdagelse blandt de forskellige symptomer.

Jeg tænker “Kræft, der opdages i tide, kan helbredes”. Det er vist et gammelt slogan. Jeg tror, vi er ude over “i tide”. Jeg har det bare stadig sådan, at jeg ikke er færdig med at leve. Nu må vi se, hvad scanningen viser. Det er godt, jeg ikke holder jul, for dette kunne vel have ødelagt den?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.