/6 Kommentarer/i , /af ,

Gamle billeder: Chevrolet Touring CPT184 fra 1926

Der kan stadig være rart på Facebook

Et gammelt foto i stuen var en slægtsforskningsgåde: Hvornår er billedet taget og ikke mindst: hvilken bil er det, de poserer på? Jeg har i årevis gættet mig frem ud fra tøjet (de dér bøllehatte skriger 1920’erne), men jeg manglede årstal og bilmærke.

Så gjorde jeg noget så moderne som at spørge i en veteranbil-gruppe på Facebook. Og til min egen overraskelse gik der omtrent to minutter, før en entusiast leverede et helt præcist svar: Chevrolet Touring CPT184 fra 1926. Det er lige præcis den slags hjælpsomhed, der minder mig om, at Facebook stadig kan bruges til noget rart, når man rammer de rigtige mennesker.

Med bilmærket på plads begyndte albummet at “tale”: jeg opdagede flere fotos med den samme bil og endda håndskriften “1929”, som jeg har overset i årevis. Og så blev det oplagt også at se på selve billedet: hvad kan man egentlig få ud af en næsten 100 år gammel original fra et faldefærdigt album, hvis man scanner den og prøver at gøre den en smule skarpere?

Jeg bad ChatGPT om en nænsom oprydning uden at pille ved farverne og resultatet blev (synes jeg) overraskende respektfuldt. MyHeritage’ billedrestaurering giver både bil og mennesker nye farver, og det bryder jeg mig ikke om. Her føles det mere som en forsigtig “støvsugning” af motivet end en omskrivning af historien.

Gamle billeder: Chevrolet Touring CPT184 fra 1926

I min stue har jeg dette gamle billede (topbilledet) hængende. Her er det et billede af et billede, hvilket selvfølgelig ikke er optimalt pga. genskinnet.

Da jeg flyttede ind i Hvidovre, fik jeg nogle serier indrammet i teak hos glarmester Anders Olsen, Rødovre, der lavede et flot stykke arbejde. Hvordan det dengang er blevet så stort og i gode farver, husker jeg ikke, for originalen, som jeg heldigvis har fundet, er en del mindre og farverne er anderledes. Der må være en billedentusiast, der har hjulpet, for jeg er ikke specielt god til billedbehandling.

Det er min farfar, der sidder på en kvindes knæ. Jeg regner med, det er min farmors, men farmor kan også være kvinden til højre. Jeg har aldrig mødt dem, da de begge døde før min tid.

Familiehistorien er, så vidt jeg husker, at billedet er taget på en af deres ture til Tyskland. Hvad “mejeristen” laver, ved jeg ikke. Både min far og hans søster er født på dette tidspunkt, så hvor de har gjort af dem, ved jeg heller ikke. De ser i hvert fald ikke ud til at være med. Måske blev de passet af oldefar og oldemor på Brede.

  • Jeg har aldrig kunnet tidsfæste billedet bortset fra at det, vurderet ud fra kvindernes “bøllehatte”, måtte være fra 1920’erne
  • Jeg har aldrig vidst hvilket bilmærke, det var

Begge ting må man som slægtsforsker naturligvis vide. Jeg talte med en ven om det, og han foreslog at finde en Facebookgruppe for veteranbiler og spørge der.

Som sagt så gjort og der gik ca. to minutter, så havde jeg svaret fra en af entusiasterne: det er en Chevrolet Touring CPT184 fra 1926.

Facebook kan altså stadig bruges til noget rart, og der er stadig søde og hjælpsomme mennesker på den platform, der ellers er blevet holde- og legeplads for de dummeste fra den yderste højrefløj.

Sådan ser bilen ud på Wikimedia Commons:

Når jeg bladrer i det gamle album, er det tydeligt, at de har været glade for bilen og måske lidt stolte af den, for nu ser jeg pludselig, at der er flere billeder, hvor de sidder parvist på den forreste kofanger, og at der er skrevet 1929 på dem. Det har jeg ikke lagt mærke til før.

Når jeg scanner min original fra det faldefærdige album, ser det sådan ud:

Jeg skrev til min ven ChatGPT: “Jeg har dette gamle billede fra ca. 1926. Kan du evt. reparere lidt på det, så det fremtræder skarpere? Du skal ikke ændre på farverne. De skal forblive, som de er.” Og det fik jeg følgende ud af:

Når man indtænker, at billedet er ca. 100 år gammelt, synes jeg faktisk, at resultatet er ret godt.

Vælger man billedrestaurering på MyHeritage får både bil og personer andre farver. Det bryder jeg mig ikke om. ChatGPT er mere nænsom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Godt og grundigt forstuvet hø. ankel og ve. skulder

Stegemüller

Halvvejs invalid

Godt og grundigt forstuvet hø. ankel og ve. skulder

Her kommer en klagesang, idet jeg trænger til medlidenhed:

En gang om ugen går jeg en tur omkring Damhussøen med en sød kvinde, jeg har truffet via Boblberg.

Vi har gode samtaler, og det er rigtig dejlig at gå de ca. 12,3 km. sammen. Det giver mig normalt ca. 16.000 skridt. Vi drikker kaffe på den lille café. Og det er i det hele taget meget hyggeligt og givende.

I går var det bare ikke normalt, for på hjemvejen vrikkede jeg om på højre ankel og forsøgte at tage fra med venstre arm. Jeg sad længe på asfalten og ventede på at det “gik over”. Det gjorde det bare ikke. Til sidst kom der heldigvis en venlig og stærk mand, som hjalp mig op, fordi han kunne løfte mig i armhulerne bagfra.

Min veninde måtte hente sin bil og køre mig hjem. Jeg kunne umuligt gå de par kilometer, der var tilbage.

Jeg har siddet op og sovet med alt tøjet på, for jeg kan ikke løfte mig op i sengen og skubbe mig til venstre ind i den. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få tøjet af. Og skulle jeg få det af, kan jeg umuligt få det på igen. Det kræver to arme at tage bukser af og på, og jeg har kun en, der fungerer.

I nat kl. 03:15 tog tog jeg på skadestuen, idet smerterne blev værre og værre. Det var et helvede op og ned ad trapperne til første sal. Personalet var utrolig søde, hjælpsomme og grundige. Vores sundhedssystem er bedre, end jeg troede.

På en måde fik jeg mit eget mantra at vide “Enten går det over eller også bliver det værre”. Både ankel og skulder er godt og grundigt forstuvede – der er intet brækket i følge røntgenbillederne. Det vil tage 4-6 uger …

Jeg havde taget min solsikkesnor på (den viser, at man har et usynligt handicap), for jeg var bange for, at venteværelset ville være støjende og fyldt med mennesker, men jeg kom på et godt tidspunkt og kom ret hurtigt til. Sygeplejersken spurgte, hvorfor jeg havde solsikkesnoren på. Det kunne jeg godt lide.

Lægen var utrolig sød og forklarede, hvad han havde set på røntgenbillederne = ingen brud. Billederne vil blive undergivet en second opinion i løbet af nogle dage, og skulle de andre læger komme til en anden konklusion, vil jeg blive ringet op.

De kørte mig rundt, og de gav mig en slynge til armen, en krykkestok og en recept på smertestillende, som virkelig hjælper. Mere kunne de ikke gøre. Sygeplejersken spurgte, hvor gammel min stivkrampevaccination var, fordi jeg også har et åbent sår i ve. hånd. Det vidste jeg virkelig ikke. Hun kunne se i et af deres systemer, at den var mere end 10 år gammel, så jeg fik den opdateret kvit og frit.

Har du nogensinde overvejet, hvor meget du skal bruge begge hænder til? Lægge dig i sengen, tage brusebad, åbne iPadden, nå kaffedåsen og medicinkassen oppe i køkkenskabet osv.

Min veninde har sagt ja til at tage på apoteket samt købe lidt mad, som ikke skal “laves” – bare nogle frosne flutes og mit favoritpålæg. Det er svært at være alene med kun et ben og en arm …

Et lille galleri fyldt med billedspam:

Du får et lille galleri, for jeg kom forbi de skønne orange blomster på vejen op til Damhussøen. De vidner om et dejligt sommer-Danmark.

Og så faldt jeg for den lille fugleunge. Den var overhovedet ikke bange men blev liggende i grøftekanten, så måske var den syg? Den er taget med seks gange zoom.

[ngg src=”galleries” ids=”24″ display=”imagebrowser”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/5 Kommentarer/i /af

Blasfemisk “forbedring” af gamle billeder

Blasfemisk "forbedring" af gamle billeder

Historieforfalskning griber om sig

Blasfemisk “forbedring” af gamle billeder

At farvelægge eller at “reparere” de gamle billeder er en omsiggribende form for historieforfalskning, jeg aldrig kommer til at deltage i.

Der findes en Facebookgruppe, hvor medlemmerne hjælper hinanden med at restaurere gamle billeder. Jeg var medlem i højst en uge. Så kunne jeg ikke holde det ud længere, selvom der sad mennesker, der var utrolig dygtige og ditto hjælpsomme.

Jeg kan se idéen i at gøre et gammelt billede skarpere, så personerne træder tydeligere frem, hvis de er uskarpe. Det er godt. Alt derudover er historieforfalskning.

MyHeritage har en “service”, hvor de farvelægger gamle billeder. Men hvorfor skal oldemor pludselig optræde i lyserøde plusfors og grønstribet bluse?

Blasfemisk "forbedring" af gamle billeder

Mormors mor

De omhandlede services må jo på en eller anden måde gætte sig til, hvordan oldefars uniform fra hans tid som soldat så ud. Hvordan vælger de om den skal være blå, brun eller sort? Hvilken garanti har jeg for, at i netop hans kompagni og regiment var uniformen blå? Hvad er deres kilde – og hvad baserer de deres gæt på?

De gamle billeder skal have ridser, folder, skrammer osv. De skal være brune, som i fagsproget kaldes Sepia, for sådan så billeder nu en gang ud dengang. Er der noget galt i, at det er tydeligt, at et billede er næsten 100 år gammelt?

Jeg har et billede af min mormors mor Caroline Ane Marie Carlsen (1881-1969) som ung; det er limet sammen med tape lige under hendes ansigt.

Jeg kunne sikkert fjerne klisterbåndet med GIMP eller Photoshop, men jeg kunne aldrig finde på det. En gang limet sammen – altid limet sammen! Det er den virkelighed, et af hendes børnebørn lånte mig for mange år siden. Desværre har jeg ikke noteret hvem. Det ville jeg gøre i dag.

Originale billeder er også originale kilder

Vi pynter forhåbentlig heller ikke på andre dele af historien. Vi går til de originale kilder og læser dem – til tider med stort besvær og hjælp fra venner, læsere og Facebookgruppen “Slægtsforskning”. Det er ofte et bogstav ad gangen. Vejen frem kan være lang.

Det gør vi, fordi vi gerne vil lære historien at kende og måske også lære af historien.

At farvelægge oldemor er at gøre nøjagtig det modsatte.

Verden var ikke sort/hvid, men det var billederne

Blasfemisk "forbedring" af gamle billeder

Min far og mig

Desværre har jeg kun et eneste billede af min far og mig sammen. Men jeg holder så meget desto mere af det. Der er ingen tvivl om, at vi er lidt “skabt for hinanden”. Det er ikke tilfældigt, at det ikke er et billede af min mor og mig.

  • Jeg er fra dengang, man for det første ikke løb rundt med et kamera og forevigede alt det, man oplevede.
  • Derudover var alle billeder sort/hvide. Så netop det billede er selvfølgelig også sort/hvidt. Sådan så verden naturligvis ikke ud, men sådan så billederne altså ud dengang.
  • Af adoptionssagen fremgår, at min far var “en solbrændt type”. Skulle jeg så farve ham brun? Nej, aldrig i livet.
  • Vi er forevigede i sort/hvidt, og sådan forbliver det.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

DSB-minder og andre minder

DSB-minder og andre minder

Da jeg var togstewardesse

DSB-minder og andre minder

Mens jeg læste, havde jeg mange sære studenterjobs. Et eller andet sted skulle pengene jo komme fra, og jeg har arbejdet, siden jeg var 14 år.

De første år var de knapt så interessante, og nogle var decideret hårde. Til sidstnævnte kategori hørte tiden som togstewardesse. Der er langt fra Københavns Hovedbanegård til Frederikshavn, når man skal stå op og lave kaffe hele vejen. Det var dengang, skjorterne var bolsjestribede.

Det var også dengang, der var en lille bar, eller hvad vi skal kalde det, i vogn 11. Fredag aften var ikke specielt rar; jyske forretningsmænd på vej hjem fik sig en tår eller syv over tørsten, mens vi sneglede os gennem landet. Man var jo nødt til at tale med dem, når man stod i “baren”. Man kunne ikke slippe væk. Og det ville have været uden for al code of conduct, hvis man havde bedt dem holde kæft. Men lysten var der.

Stod man ikke i baren, trillede man måske gennem toget med salgsvognen, og så var kaffen lastet på vognen sammen med alle de andre sære ting, man skulle sælge.

Når man endelig nåede Frederikshavn, overnattede man i en DBS-ejet bygning lige på den anden side af banelegemet. Næste morgen tidlig gik turen hjem igen.

Tiden på det DSB-ejede Hotel Astoria

Inden jeg begyndte på Statens Kursus til Studentereksamen, men efter jeg havde forladt gulvklud og moppe i De Gamles By og var flyttet til Amagerkollegiet, var jeg var en periode på Hotel Astoria lige ved Københavns Hovedbanegård. DSB ejede hotellet. Jeg stod for morgenmadsserveringen i weekends.

Mig i brun nederdel og hvid skjorte samt brune, fodformede Jacoformsko størrelse 40. Det har været et ømt syn. Heldigvis er det længe inden, folk rendte rundt og tog billeder af alting hele tiden.

Jeg havde en sød kollega ved navn Anne, og damen ude i køkkenet var også sød. Jeg tror faktisk, hun hed Fru Nielsen. Kollegaen så jeg også i fritiden.

Omklædning foregik i kælderen, hvor man også skulle stemple ind og ud i en fuldkommen oldnordisk stempelmaskine med papkort, håndsving osv. Direktøren skulle altid lige et ærinde derned, når man var nede at klæde om … Klamt. Jeg var der vist ikke så længe. Der var bedre hos Irma.

Der er bedre på DSB 1’ Stillezone

Lige nu snegler jeg mig også gennem landet med DSB. Der står ellers InterCityLyn på billetten, og jeg mener ikke, vi burde standse i hverken Nyborg, Korsør eller Ringsted. Men sådan er det altså.

Vi er også forsinkede (ca. 20 minutter) – men DSB kan ikke gøre for, at et menneske i Horsens ikke ville livet længere. Vil man ikke længere, er det ikke en god løsning. Guderne skal vide, at jeg mange gange har stået på min egen station og spurgt mig selv “Er det nu?” Men dels ville det være synd for togføreren, dels var jeg alt for meget en kylling.

I det mindste sidder jeg nu ned og drikker kaffen – jeg skal ikke selv stå op og lave den. Der er løbet en del vand i stranden på de lidt mere end 40 år.

På udrejsen var der en times forsinkelse, så jeg kan benytte mig af rejsetidsgarantien og få 25 pct. af billettens pris refunderet. Det er lige lykkedes mig at søge efter mange forsøg, hvor siden returnerede noget a la “Datoformatet er forkert”. Selvfølgelig havde jeg indtastet det korrekt!

Inden for 28 dage skal jeg have 171,50 kr. Da jeg senest benyttede mig af rejsetidsgarantien kom pengene nu i løbet af et par dage. De benytter sig nok af “Better safe than sorry”.

DSB-minder og andre minder

Hvad laver jeg en sen fredag aften i april hos DSB?

Jeg har været en tur i Thy. Verden ser anderledes ud deroppe; den er ganske pæn.

Billederne i galleriet herunder er fra Stenbjerg Landingsplads. Et skønt sted; stort set mennesketomt. Fred og frihed. Der var os og en traktor i vandkanten, der skulle trække kuttere op på land/ud i vandet. Stedet mindede om et museum, men det var det ikke.

Jeg tog billederne på grund af farverne, og fordi der var mulighed for min foretrukne fotoregel nummer 1: “Gå tæt på”. For mange år siden vandt jeg faktisk en pris i “Copenhagen Photo Marathon”, fordi jeg håndhævede reglen:

[ngg src=”galleries” ids=”3″ display=”pro_blog_gallery”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.