Blasfemisk “forbedring” af gamle billeder

Blasfemisk "forbedring" af gamle billeder

Historieforfalskning griber om sig

Blasfemisk “forbedring” af gamle billeder

At farvelægge eller at “reparere” de gamle billeder er en omsiggribende form for historieforfalskning, jeg aldrig kommer til at deltage i.

Der findes en Facebookgruppe, hvor medlemmerne hjælper hinanden med at restaurere gamle billeder. Jeg var medlem i højst en uge. Så kunne jeg ikke holde det ud længere, selvom der sad mennesker, der var utrolig dygtige og ditto hjælpsomme.

Jeg kan se idéen i at gøre et gammelt billede skarpere, så personerne træder tydeligere frem, hvis de er uskarpe. Det er godt. Alt derudover er historieforfalskning.

MyHeritage har en “service”, hvor de farvelægger gamle billeder. Men hvorfor skal oldemor pludselig optræde i lyserøde plusfors og grønstribet bluse?

Blasfemisk "forbedring" af gamle billeder

Mormors mor

De omhandlede services må jo på en eller anden måde gætte sig til, hvordan oldefars uniform fra hans tid som soldat så ud. Hvordan vælger de om den skal være blå, brun eller sort? Hvilken garanti har jeg for, at i netop hans kompagni og regiment var uniformen blå? Hvad er deres kilde – og hvad baserer de deres gæt på?

De gamle billeder skal have ridser, folder, skrammer osv. De skal være brune, som i fagsproget kaldes Sepia, for sådan så billeder nu en gang ud dengang. Er der noget galt i, at det er tydeligt, at et billede er næsten 100 år gammelt?

Jeg har et billede af min mormors mor Caroline Ane Marie Carlsen (1881-1969) som ung; det er limet sammen med tape lige under hendes ansigt.

Jeg kunne sikkert fjerne klisterbåndet med GIMP eller Photoshop, men jeg kunne aldrig finde på det. En gang limet sammen – altid limet sammen! Det er den virkelighed, et af hendes børnebørn lånte mig for mange år siden. Desværre har jeg ikke noteret hvem. Det ville jeg gøre i dag.

Originale billeder er også originale kilder

Vi pynter forhåbentlig heller ikke på andre dele af historien. Vi går til de originale kilder og læser dem – til tider med stort besvær og hjælp fra venner, læsere og Facebookgruppen “Slægtsforskning”. Det er ofte et bogstav ad gangen. Vejen frem kan være lang.

Det gør vi, fordi vi gerne vil lære historien at kende og måske også lære af historien.

At farvelægge oldemor er at gøre nøjagtig det modsatte.

Verden var ikke sort/hvid, men det var billederne

Blasfemisk "forbedring" af gamle billeder

Min far og mig

Desværre har jeg kun et eneste billede af min far og mig sammen. Men jeg holder så meget desto mere af det. Der er ingen tvivl om, at vi er lidt “skabt for hinanden”. Det er ikke tilfældigt, at det ikke er et billede af min mor og mig.

  • Jeg er fra dengang, man for det første ikke løb rundt med et kamera og forevigede alt det, man oplevede.
  • Derudover var alle billeder sort/hvide. Så netop det billede er selvfølgelig også sort/hvidt. Sådan så verden naturligvis ikke ud, men sådan så billederne altså ud dengang.
  • Af adoptionssagen fremgår, at min far var “en solbrændt type”. Skulle jeg så farve ham brun? Nej, aldrig i livet.
  • Vi er forevigede i sort/hvidt, og sådan forbliver det.

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

DSB-minder og andre minder

DSB-minder og andre minder

Da jeg var togstewardesse

DSB-minder og andre minder

Mens jeg læste, havde jeg mange sære studenterjobs. Et eller andet sted skulle pengene jo komme fra, og jeg har arbejdet, siden jeg var 14 år.

De første år var de knapt så interessante, og nogle var decideret hårde. Til sidstnævnte kategori hørte tiden som togstewardesse. Der er langt fra Københavns Hovedbanegård til Frederikshavn, når man skal stå op og lave kaffe hele vejen. Det var dengang, skjorterne var bolsjestribede.

Det var også dengang, der var en lille bar, eller hvad vi skal kalde det, i vogn 11. Fredag aften var ikke specielt rar; jyske forretningsmænd på vej hjem fik sig en tår eller syv over tørsten, mens vi sneglede os gennem landet. Man var jo nødt til at tale med dem, når man stod i “baren”. Man kunne ikke slippe væk. Og det ville have været uden for al code of conduct, hvis man havde bedt dem holde kæft. Men lysten var der.

Stod man ikke i baren, trillede man måske gennem toget med salgsvognen, og så var kaffen lastet på vognen sammen med alle de andre sære ting, man skulle sælge.

Når man endelig nåede Frederikshavn, overnattede man i en DBS-ejet bygning lige på den anden side af banelegemet. Næste morgen tidlig gik turen hjem igen.

Tiden på det DSB-ejede Hotel Astoria

Inden jeg begyndte på Statens Kursus til Studentereksamen, men efter jeg havde forladt gulvklud og moppe i De Gamles By og var flyttet til Amagerkollegiet, var jeg var en periode på Hotel Astoria lige ved Københavns Hovedbanegård. DSB ejede hotellet. Jeg stod for morgenmadsserveringen i weekends.

Mig i brun nederdel og hvid skjorte samt brune, fodformede Jacoformsko størrelse 40. Det har været et ømt syn. Heldigvis er det længe inden, folk rendte rundt og tog billeder af alting hele tiden.

Jeg havde en sød kollega ved navn Anne, og damen ude i køkkenet var også sød. Jeg tror faktisk, hun hed Fru Nielsen. Kollegaen så jeg også i fritiden.

Omklædning foregik i kælderen, hvor man også skulle stemple ind og ud i en fuldkommen oldnordisk stempelmaskine med papkort, håndsving osv. Direktøren skulle altid lige et ærinde derned, når man var nede at klæde om … Klamt. Jeg var der vist ikke så længe. Der var bedre hos Irma.

Der er bedre på DSB 1’ Stillezone

Lige nu snegler jeg mig også gennem landet med DSB. Der står ellers InterCityLyn på billetten, og jeg mener ikke, vi burde standse i hverken Nyborg, Korsør eller Ringsted. Men sådan er det altså.

Vi er også forsinkede (ca. 20 minutter) – men DSB kan ikke gøre for, at et menneske i Horsens ikke ville livet længere. Vil man ikke længere, er det ikke en god løsning. Guderne skal vide, at jeg mange gange har stået på min egen station og spurgt mig selv “Er det nu?” Men dels ville det være synd for togføreren, dels var jeg alt for meget en kylling.

I det mindste sidder jeg nu ned og drikker kaffen – jeg skal ikke selv stå op og lave den. Der er løbet en del vand i stranden på de lidt mere end 40 år.

På udrejsen var der en times forsinkelse, så jeg kan benytte mig af rejsetidsgarantien og få 25 pct. af billettens pris refunderet. Det er lige lykkedes mig at søge efter mange forsøg, hvor siden returnerede noget a la “Datoformatet er forkert”. Selvfølgelig havde jeg indtastet det korrekt!

Inden for 28 dage skal jeg have 171,50 kr. Da jeg senest benyttede mig af rejsetidsgarantien kom pengene nu i løbet af et par dage. De benytter sig nok af “Better safe than sorry”.

DSB-minder og andre minder

Hvad laver jeg en sen fredag aften i april hos DSB?

Jeg har været en tur i Thy. Verden ser anderledes ud deroppe; den er ganske pæn.

Billederne i galleriet herunder er fra Stenbjerg Landingsplads. Et skønt sted; stort set mennesketomt. Fred og frihed. Der var os og en traktor i vandkanten, der skulle trække kuttere op på land/ud i vandet. Stedet mindede om et museum, men det var det ikke.

Jeg tog billederne på grund af farverne, og fordi der var mulighed for min foretrukne fotoregel nummer 1: “Gå tæt på”. For mange år siden vandt jeg faktisk en pris i “Copenhagen Photo Marathon”, fordi jeg håndhævede reglen:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Collage: blandede sort/hvid-billeder

Collage: blandede sort/hvid-billeder

Lidt “handicappet” med den bærbare

Jeg har ikke min slægtsdatabase ved hånden, men billederne var lagt i Google Drev, og Photo Collage Maker kunne hentes igen. Det kom der en collage ud af.

I øverste række

Christine Jensdatter: Født i 1834 i Kokborghuse, Thyregod Sogn og død august 1918 i Hindskov, der også ligger i Thyregod Sogn. Hun havde otte søskende og blev selv mor to gange.

Da hun er 20 år, gifter hun sig med den 10 år ældre Hans Knudsen. På et ukendt tidspunkt overtager Hans Knudsen hendes fødehjem (en gård), som han driver indtil 1897. Gården overdrages da til sønnen Jens Skov Hansen.

De første oplysninger om familien har jeg fra en af de købte slægtsbøger, “Slægtsbog for Efterkommere af Jens Christian Pedersen, født 1797.” Dansk Slægtsforskning, Fredericia, 1960, (men alt er kontrolleret), så jeg vil tro, billedet også stammer derfra. Anledningen er sikkert en rund fødselsdag og det må være Christine i billedets centrum med den hvide kyse.

Hastrup Mølle i Thyregod Sogn: Jeg har fundet frem til mere end 200 personer i Thyregod Sogn. Adskillige af dem hedder Schiøtt, stavet på et utal af måder, til efternavn, og de døde og/eller levede på Hastrup Mølle.

Ingen er klar over, hvor gammel møllen er. Historisk Atlas skriver blandt andet:

Der er ingen, der ved, hvor gammel møllen er. Den kan være lige så gammel som Hastrupgård, da der var møller i 1200-tallet. Den omtales første gang i præsteindberetningen i 1638 i forbindelse med Hastrup.

Historisk Atlas omtaler blandt andet disse mølleejere:

1852 skøde til Johannes Frederik Schjøth
1878 skøde til sønnen Jens Henrik Schjøth
1886 skøde til broderen Carl Frederik Schjøth, han nedlagde mølleriet i 1914
1919 skøde til Christian Schjøth, han havde haft møllen i forpagtning siden 1908. Efter mølleriet blev nedlagt var der restaurant på stedet.

I nederste række

Collage: blandede sort/hvid-billederCathrine Elisabeth Durck: Født i København i 1804 og død som møllerkone af brystbetændelse i Hastrup Mølle, Thyregod i 1871. Hun har da været enke i tre år. Hun blev mor otte gange.

Ved folketællingen i 1845 bor hun på Bogø Mølle med sin mand møller Johannes Frederik Schiøtt og fem af børnene. Møllen bliver senere fredet og brugt som motiv for et frimærke.

Gad nok vide, hvor jeg har opsnuset det frimærke? Ikke alene har jeg fir-blokken i original men også et enkelt-mærke.

Morfars søstre Ane Kristine og Thora Karoline

Det midterste billede i nederste række: To af de unge kvinder (i nederste højre hjørne) er min morfars ældre søstre Ane Kristine Kristensen og Thora Karoline Kristensen. Billedet stammer fra Skærlund Gymnastikforenings gymnastikopvisning. Jeg mener det er i starten af 1920’erne.

Om Ane Kristine (1894 – 1974): Jeg kan selv ganske svagt huske, at vi besøgte hende på alderdomshjemmet i Brande; Vi kaldte hende ‘faster Anna’, og syntes, hun altid var så sur. Det har næppe været sandt.

Slægtsbogen for Schiøtt-Familien skriver på sin vanlige facon om kvinder: “Gik i skole i Skærlund, uddannedes ved husgerning og havde plads herved indtil sit giftermål, fortsatte efter mandens død driften af ejendommen i Brandlund, arbejdede samtidig for fremmede, bl.a ved roehakning samt som kogekone, bortforpagtede senere ejendommen til sønnen Gunnar, bosatte sig derefter i Brande, syede her på fabrik indtil 1964 og fik så ophold på alderdomshjemmet.”

Hendes søn Poul Erik skriver i en slægtsbog, som han har udarbejdet i 1999, om sin mors liv: “Ane Kirstine Kristensen måtte efter 1936 (året for ægtefællens død – red.) påtage sig meget udarbejde for at klare den store børneflok (hun blev mor ni gange – red.), selvom vi kom ud at tjene, så snart vi kunne tjene blot en lille løn. Forfatteren således i 1934, lønnen for den første sommer var 50 kr. plus et par træsko. Mors udarbejde bestod i roehakning, opsamling af kartofler mv., desuden var hun en ret efterspurgt kogekone, navnlig berømt for sin kaffekringle, og som hun fortalte engang, den var blevet rost, så var den endda bagt på tælle (oksetalg). Nogle år på systuen på det der senere blev til ‘Brandtex’ fuldendte et langt arbejdsliv.”

Collage: blandede sort/hvid-billederOm Thora Karoline (1898 – 1987): Jeg husker hende forholdsvis godt; hun havde en fiskeforretning i Årup på Fyn. Jeg mener, vi kaldte hende “moster Thora”, men det var jo da noget vrøvl; hun skulle have været “faster Thora”, da hun var min mors fars søster. Hun var gift med “onkel Vilhelm”.

Den købte slægtsbog skriver: “Gik i skole i Skærlund, uddannedes ved husgerning, dels hjemme og dels ude, bl.a. på Filskov Kro, virkede senere som servitrice forskellige steder, bl.a. ca. et år på Brejning Hotel ved Vejle, to år på Offersens hotel ved Vejle samt fire år på Hotel Ebeltoft afbrudt af et par år, hvor hun hjalp broderen (altså min morfar Carl Frederik Kristensen – red).”

Det med at hun hjalp min morfar er noget af en underdrivelse. Der burde have stået, at hun var den, der stod last og brast med ham, hun sled og puklede, indtil han gik på tvangsauktion med Schiøttsminde som 26-årig i 1925. Kilden til dette er morfars egne erindringer.

Det sidste billede: Mette Kristine Gørtzen født 1789 i Herlufmagle og død 1868. Det sidste er jeg ikke sikker på, da jeg ikke selv har en original kilde til det. Jeg har kigget efter i både Alsted og Alslev i 1868. Det må vente på den metodiske gennemgang af alt i databasen, der forekommer tvivlsomt.

Hun havde 10 søskende og blev selv mor ni gange.

Den 19. marts 1813 giftede hun sig med Jens Frederik Bøgvad i Fuglebjerg Kirke, og det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har ikke så mange informationer om hende, og billedet er også bare med, fordi det er helt fantastisk, at der findes så gamle billeder.

, , ,

Farvel Sucuri firewall!

Først om billedet

Frikorps Danmark

Fritz Felix Stegemüller meldte sig til Frikorps Danmark og kæmpede på tysk side ved den russiske front under 2. verdenskrig. Det store billede forestiller Fritz i sin SS-uniform. Han fik en tatovering på den ene overarm, og tatoveringen blev der livet igennem. Derfor så man aldrig hans overarme. Hans børnebørn har aldrig hørt Fritz selv tale om tiden under krigen.

Fritz blev dømt for landsskadelig virksomhed efter krigen.

Det er et grundlæggende princip, at strafbare handlinger, der retsforfølges, skal have været strafbare på gerningstidspunktet. Man skal vide, man begår noget strafbart, men under krigen (og måske især efter krigen) var virkeligheden en anden.

Den danske regering sendte på et tidspunkt minister Mohr til Grafenwöhr for at tale de danske i Tyskland til rette. Der var uro blandt dem, fordi Frikorpset blev ophævet. Af en eller anden grund ønskede tyskerne ikke længere de rene nationale korps, men hellere enheder blandet med tyskere. Man oprettede et SS-regiment Danmark bestående af tre bataljoner. Regimentet blev tildelt rigstyskere, folketyskere fra Rumænien og danskere fra andre SS-enheder. Mange danskere ville hjem, fordi de mente, at forudsætningerne for deres hvervning nu var bortfaldet; herunder at ledelsen nu pludselig bestod af tyske befalingsmænd.

Mohr fortalte danskerne, at de gjorde Danmark en tjeneste ved at blive og kæmpe videre, for på den måde ville Danmark undgå, at der blev tvangsudskrevet arbejdskraft til Tyskland! En utrolig historie – men ikke desto mindre sand.

Min mor mente, at familien – fordi Fritz “gik over til fjenden” – slog hånden af ham. Det har jeg imidlertid ikke kunnet få bekræftet. I følge hans bror Roberts datter kommer han i en form for interneringslejr. På det tidspunkt bliver han klemt mellem pufferne på to togvogne i Tyskland. Denne ulykke ødelægger hans underliv/hofteparti og ved hjemkomsten til Danmark, er han afkræftet. Han restituerer sig i hjemmet hos Robert og dennes hustru Clara. Roberts datter husker blot, at det var så hyggeligt, at “onkel Fritz” atter var hjemme og forstod ikke rigtig, hvad der var sket ham.

Efter krigen var han bl.a. beskæftiget på en krøluldsfabrik i Skodsborg.

Farvel Sucuri firewall!

Jeg har opsagt abonnementet på firewallen hos Sucuri med øjeblikkelig virkning og vupti er alle de underlige problemer væk. Synes du, svartiden er bedre nu?

Sucuri har en meget fin support, men det var frygtelig irriterende, at der hele tiden opstod problemer, hverken min host cHosting eller jeg kunne løse, fordi trafikken gik gennem Sucuri. Jeg er ikke tekniker og ved intet om at kode, og det interesserer mig heller ikke at lære det. Jeg har prøvet nogle gange, men det har været resultatløst. Jeg vil langt hellere skabe indhold. Deres firewall kan mange dejlige ting, men prisen, for at få dem, er alt for høj.

Der opstod flere og flere underlige problemer. På et tidspunkt havde jeg fire supportsager hos Sucuri, og det virkede som om, de heller ikke selv kunne gennemskue problemerne.

  • Da jeg også knyttede TNG-siden op på firewallen, kunne man ikke altid tilgå siden, og kunne man tilgå den, kunne man ikke skifte sprog.
  • I WordPress blev der meldt om problemer med Loopback (aner ikke hvad det er) og “REST API request failed due to an error” (aner heller ikke, hvad det er).
  • Planlagte jobs fungerede ikke. Det betød fx, at den natlige backup af hjemmesiden ikke fungerede, og det kan jeg selvfølgelig ikke leve med. Så snart firewallen var taget ned, og trafikken derfor igen går gennem cHosting, kører de planlagte jobs atter som smurt.

Du må have en god weekend!