Historieforfalskning griber om sig

Blasfemisk “forbedring” af gamle billeder

At farvelægge eller at “reparere” de gamle billeder er en omsiggribende form for historieforfalskning, jeg aldrig kommer til at deltage i.

Der findes en Facebookgruppe, hvor medlemmerne hjælper hinanden med at restaurere gamle billeder. Jeg var medlem i højst en uge. Så kunne jeg ikke holde det ud længere, selvom der sad mennesker, der var utrolig dygtige og ditto hjælpsomme.

Jeg kan se idéen i at gøre et gammelt billede skarpere, så personerne træder tydeligere frem, hvis de er uskarpe. Det er godt. Alt derudover er historieforfalskning.

MyHeritage har en “service”, hvor de farvelægger gamle billeder. Men hvorfor skal oldemor pludselig optræde i lyserøde plusfors og grønstribet bluse?

De omhandlede services må jo på en eller anden måde gætte sig til, hvordan oldefars uniform fra hans tid som soldat så ud. Hvordan vælger de om den skal være blå, brun eller sort? Hvilken garanti har jeg for, at i netop hans kompagni og regiment var uniformen blå? Hvad er deres kilde – og hvad baserer de deres gæt på?

De gamle billeder skal have ridser, folder, skrammer osv. De skal være brune, som i fagsproget kaldes Sepia, for sådan så billeder nu en gang ud dengang. Er der noget galt i, at det er tydeligt, at et billede er næsten 100 år gammelt?

Jeg har et billede af min mormors mor Caroline Ane Marie Carlsen (1881-1969) som ung; det er limet sammen med tape lige under hendes ansigt.

Jeg kunne sikkert fjerne klisterbåndet med GIMP eller Photoshop, men jeg kunne aldrig finde på det. En gang limet sammen – altid limet sammen! Det er den virkelighed, et af hendes børnebørn lånte mig for mange år siden. Desværre har jeg ikke noteret hvem. Det ville jeg gøre i dag.

Originale billeder er også originale kilder

Vi pynter forhåbentlig heller ikke på andre dele af historien. Vi går til de originale kilder og læser dem – til tider med stort besvær og hjælp fra venner, læsere og Facebookgruppen “Slægtsforskning”. Det er ofte et bogstav ad gangen. Vejen frem kan være lang.

Det gør vi, fordi vi gerne vil lære historien at kende og måske også lære af historien.

At farvelægge oldemor er at gøre nøjagtig det modsatte.

Verden var ikke sort/hvid, men det var billederne

Desværre har jeg kun et eneste billede af min far og mig sammen. Men jeg holder så meget desto mere af det. Der er ingen tvivl om, at vi er lidt “skabt for hinanden”. Det er ikke tilfældigt, at det ikke er et billede af min mor og mig.

• Jeg er fra dengang, man for det første ikke løb rundt med et kamera og forevigede alt det, man oplevede.
• Derudover var alle billeder sort/hvide. Så netop det billede er selvfølgelig også sort/hvidt. Sådan så verden naturligvis ikke ud, men sådan så billederne altså ud dengang.
• Af adoptionssagen fremgår, at min far var “en solbrændt type”. Skulle jeg så farve ham brun? Nej, aldrig i livet.
• Vi er forevigede i sort/hvidt, og sådan forbliver det.

 

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.