Indlæg

, , , , ,

Skønheden ved en radis’ mv.

Glæden ved at pakke de lækre varer fra Aarstiderne ud. En umulig leverandør med fire måneders leveringstid. Tilbage til Michael Storm fra Designunivers; ham kan man nemlig regne med. Passionen for slægtsforskning. Redesign af slægtsdata på nettet. Porto er blevet det rene røveri. Gamle billeder og et mandolinjern.

, , ,

Tanker

Moderatorer

En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.

Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned.  Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.

Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.

Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage,  hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.

Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.

En anden leg

Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.

Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.

,

112

Bare rolig der er ikke sket noget

Collagen herunder er med billeder fra min biologiske slægt med min mormor Agnes Benthe Licht (1912 -1980) og min tipoldefar Christian Wilhelm Rask Licht  (1843 – 1902), der var en stor murermester i København.


En ven skrev i formiddag “farvel” på Facebook (FB). Jeg spurgte “Hvad mener du?”, en anden skrev “?”. Svaret var “Jeg har fået nok”. Efter lidt parlamenteren på FB besluttede jeg at ringe 112, og blev stillet om til Købehavns Politi. Jeg synes ikke, man må sidde så alvorlig en trussel overhørig, og under alle omstændigheder er det et råb om hjælp.

Hos politiet var de ikke meget for at tage imod min anmeldelse, for det var jo ikke ulovligt, det min ven foretog sig. De ville i øvrigt gerne have mit CPR-nummer, og vide hvor vi kendte hinanden fra. Jeg måtte jo så sige, at vi kendte hinanden fra Lænken – og så var vi jo nok stemplede.

Jeg måtte argumentere med arme og ben, for at de skulle køre forbi hos ham og tjekke, om han havde taget livet af sig. Tænk jeg troede, det var en af politiets opgaver. Måske var han bare døddrukken, men derfor skal det da tjekkes alligevel. Jeg tænker, at man ikke annoncerer sit selvmord på FB, men jeg tror, det er et alvorligt og højt nødråb. Jeg spurgte dem, om de ville give mig en tilbagemelding. Det ville de ikke.

Jeg håber ikke, jeg nogensinde får behov for Københavns Politi.


Collagen herunder er fra Brede Klædefabrik, hvor min slægt har været fra 1890 til ca. 1956. I 1890 indvandrede min oldefar som hattemagermester fra Frankfurt an der Oder og arbejdede i hatteafdelingen, der senere flyttede til Skodsborg. I 1956 rejste min farfar og farmor fra Brede til Randers, hvor græsset var lidt grønnere, fordi min farfar ikke var på god fod med den nye ledelse på Brede.

Herunder er et udsnit af nogle af de mange fine billeder, jeg har fået fra Heidi Løkkegaard Larsen, som jeg langt ude er i slægts med. Vi deler i hvert fald interessen for Thyregod Sogn.

Herunder er forskellige sort/hvide-billeder fra min mormors og morfars side: