Indlæg

, , , , ,

Skønheden ved en radis’ mv.

Glæden ved at pakke de lækre varer fra Aarstiderne ud. En umulig leverandør med fire måneders leveringstid. Tilbage til Michael Storm fra Designunivers; ham kan man nemlig regne med. Passionen for slægtsforskning. Redesign af slægtsdata på nettet. Porto er blevet det rene røveri. Gamle billeder og et mandolinjern.

, , ,

Tanker

Moderatorer

En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.

Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned.  Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.

Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.

Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage,  hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.

Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.

En anden leg

Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.

Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.

,

Picture Collage Maker

Oprydning

Jeg havde sat mig for at rydde ud i mine programmer, for der lå efterhånden så mange, som jeg ikke engang vidste, hvad var til, og som ikke var omfattet af listen. Det blev en grundig oprydning, og jeg havde god gavn af Revo Uninstaller (program der fjerner programrester efter sletning).

Jeg fandt et program, der bestemt ikke skulle slettes: PictureCollageMaker. Jeg har faktisk aldrig rigtig brugt det, men nu skulle det have en chance. Det er ret sjovt og nemt at komme i gang med. Det meste består af “træk og slip”, resize og align. Der vises hele tiden cyanfarvede hjælpelinjer, så man kan se, om man placerer billedet nogenlunde fornuftigt i forhold til de andre billeder, der allerede er placeret.

Der er mulighed for at tage udgangspunkt i forskellige skabeloner, men jeg synes, de er enten tudegrimme eller overbroderede med alskens dikkedarer. Der er også mulighed for at sætte x firkanter op, og så fylde dem ud med billeder. Kunsten er så bare at finde nogle, der passer i størrelsen. Det lykkedes ikke umiddelbart for mig.

Jeg morede mig længe med at udvælge billeder til collagen herunder, for farvetonerne skulle nogenlunde passe sammen. Det kom de så ikke helt til, da der sneg sig nogle kære s/h-billeder ind også.

Jeg har fuldstændig styr på alle de mennesker, der er på billederne, for de er alle fra min slægt. Den lille fyr i barnevognen er min far, og det er også ham øverst oppe i højre hjørne. Kvinden med barnet er min mormor og det er også hende oppe over barnevognen. Selvfølgelig skulle både min far og min mormor repræsenteres her, for det er mennesker jeg har holdt meget af (elsket er vist et bedre ord), og som jeg i min barndom har brugt meget tid sammen med. Min mormor var fra virkelig små kår og havde vist heller ikke selv for meget at gi’ af, men hun havde en fantastisk hjertevarme. Hun spillede tålmodig rommy med mig aften efter aften… Min far har jeg fortalt om før, så ham lader vi ligge bortset fra collagen herunder, hvor det er ham på alle billederne: