Tag Archive for: Gamle billeder

Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf

Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf

Jeg har viet mit liv til genealogien

Jeg føler mig heldig: Jeg har viet mit liv til genealogien, og der er ikke meget, der forstyrrer. For mig er slægtsforskning:

  1. selve slægtsforskningen med studier af de originale kilder
  2. udvikling og vedligeholdelse af den hjemmeside, der præsenterer slægtsforskningen.

Begge dele er en konstant læreproces, som jeg elsker. Følelsen, af hele tiden at lære noget nyt, tiltaler mig. Jeg har mulighed for at lære fra mig i min lille biks, hvor jeg – under visse barske forudsætninger – yder gratis support til TNG. Det er en glæde, når det lykkes, og når jeg kan mærke, min “kunde” lærer noget nyt.

Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf

Billeder

Billeder betyder formentlig meget for alle slægtsforskere. De gør mennesker til det, de var engang: Menneskerne bag datoerne. En hjemmeside med billeder af slægten er mere interessant end en hjemmeside uden billeder.

Jeg har lige købt “Picture Collage Maker” for et par hundrede kroner, der nu findes i en version, der virker med Windows 11. Jeg har haft programmet i tidligere versioner, men et eller andet holdt for flere år siden op med at virke.

“Picture Collage Maker” har et hav af muligheder, og meget af det ser rædsomt ud: Det bliver for “vildt” for mig. Der kommer til at foregå for meget.

Jeg har eksperimenteret mig frem til billedet herunder, som, jeg synes, er anstændigt. For sjov har jeg sat årstal på i stedet for navne. Vi ved jo godt, hvem der er vist hvor. Udviklerne af programmet havde byttet rundt på mor og far, men det kan man nemt rette. Hvis du har mange billeder og holder af at lege med dem, kan jeg kun anbefale programmet, der er ganske let at lære.

Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf

Görlsdorf i Tyskland

Snart kan jeg ministerialbogen for Görlsdorf udenad. Den findes i til tider ulæselig form fra 1694 til 1901. Hovedreglen for tilgængelighed i Tyskland er 110 år. Danske Slægtsforskeres Wiki skriver om fristerne:

“Personregistrene befinder sig på det Standesamt, der fører dem indtil tilgængelighedsfristen nås; herefter overgår de til nærmeste arkiv (stadsarkiv, kredsarkiv o.l.) Personregistrene er underlagt følgende adgangsfrister:

  • Fødsel: 110 år
  • Vielse: 80 år
  • Død: 30 år.”

I Danmark er sager med oplysninger om enkeltpersoners private forhold beskyttet af en tilgængelighedsfrist på 75 år uanset hvilken sammenhæng, oplysningerne optræder i. Reglen findes for at beskytte privatlivets fred.

Görlsdorf både er og var en ganske lille by, og den er domineret af højst ti slægter, der er stort set umulige at holde ude fra hinanden. Mændene hedder stort set alle det samme, i en familie har de har stort set alle det samme erhverv. Den kvinde, mændene gifter sig med, er datter af en mand, der også har det erhverv. Her kan man tale om indavl.

Noget af det, der gør det utrolig vanskeligt, er, at præster og andre ministerialbogsførere ikke er konsistente, når de omtaler en person. Vedkommende er måske døbt Karl Friedrich (eller Ludwig) PECHMANN, og dem er der flere af. Senere omtales vedkommende måske bare som Carl PECHMANN, som der også er flere af. Og hvis man ikke rigtig ved noget om vedkommende – fx beskæftigelsen eller forældrene – er det jo ikke nemt at vide, hvilken der er den rette.

Et eksempel er, at mine 5*tipoldeforældres oldebarn Luise MÜLLER dør i januar 1856 af alderdomssvaghed. Hun har været gift med en Karl PECHMANN, men dem er der adskillige af, og jeg kan ikke finde en Karl/Carl PECHMANN født ca. 1787 i Görslsdorf. Hvilken af de seks er det, eller er det en helt syvende? og hvad hed han og hans forældre i virkeligheden?

Jeg er altid meget påpasselig med ikke at lægge data ind i Legacy, som jeg ikke er sikker på. Det skyldes, at det er utrolig svært at få fjernet samtlige forkerte sammenkoblinger igen.

Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf

En ny og uprøvet strategi

Min forslægt er præget af få og specielle navne, der gifter sig ind i hinanden, og for fleres vedkommende kan jeg ikke finde deres data, men de må jo da have haft både en far og en mor. Så nu prøver jeg en strategi, der er ny for mig:

Normalt interesserer jeg mig ikke for efterkommere, og det gør jeg sådan set stadig ikke, men jeg prøver at gå en anden vej (den er muligvis velkendt af andre): Jeg tager ministerialbogen og går fremad med døde fra 1835 ff. og forholder mig til personerne med de specielle navne, der er gået igen i adskillige generationer.

Mit håb er, at jeg på et eller andet tidspunkt får lagt puslespillet for deres (og dermed også min) forslægt. Det giver mig en del personer, der sådan set er uinteressante lige nu, men en dag viser de sig måske alligevel at være interessante. Det kunne jo være, jeg fandt den rette Carl PECHMANN?

Forberedelsen af min rejse til Tyskland

Jeg håber på at finde flere STEG(E)MÜLLER i Frankfurt (Oder), inden turen går til Tyskland, men sandsynligheden er lille.

Et andet relevant navn er STEINICKE. Det er min tipoldemors slægt. Pauline STEINICKE er også født i Görlsdorf, men flytter på et ukendt tidspunkt de ca. 75 km. til Frankfurt, hvor hun på et andet ukendt tidspunkt gifter sig med en Stegemüller og bliver mor fem gange. Det kunne være sjovt at finde gravsten med det navn eller noget, der ligner.

Andre relevante navn er JANKE og LEHMANN, der begge kan staves på mange sindrige måder.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Normalt er børn ikke så tålmodige

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Jeg har kun ganske få billeder fra min barndom, hvilket er min egen skyld. Jeg havde en “Barnets bog” med billeder, men jeg smed den ud for mange år siden, fordi der i teksten var for meget “bræk”, jeg ikke kunne holde ud. Som eksempel underskrev “min mor” og psykopaten sig som “far og mor”, da de skulle gøre den færdig til min konfirmation i 1977. Nu ærgrer jeg mig selvfølgelig gul og grøn over, at jeg ikke i det mindste gemte billederne, men det er for sent.

Blandt de billeder, jeg ikke fik slettet ved en fejltagelse, er dette, som jeg havde med til psykologen i marts måned i år. Hun er – i modsætning til mig – vældig dygtig til at se på billeder.

Det med 1966 er nu nok noget sludder, men nu er det sådan. Hvornår det i stedet er fra, er jeg ikke klar over. Billedet forestiller katten “Piv” og mig på køkkengulvet på Park Allé 4 i Skjern.

Folkeregisteret mener ikke, jeg har boet i Skjern, for der er en fejl i CPR, som sikkert skyldes, at jeg ikke står på folkeregisterkortet. Men jeg kan både dokumentere det, huske det og nu også vise det.

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Det spændende ved billedet er, at jeg er vældig tålmodig, og det er ikke så sædvanligt for et barn. Jeg har en fornemmelse af, at jeg skal være rolig med katten, for ellers går den sin vej. Jeg udviser intuitivt en omsorg over for et andet levende væsen.

Vi talte om, at det kan stamme fra børnehjemmet “Dear home”, hvor børnene måtte deles om de medarbejdere, der nu en gang var til rådighed. Det er gætteri, for vi kan ikke vide det med sikkerhed, men det lyder logisk i mine ører.

Processen med “Dear Home”

Siden marts er der løbet meget vand i stranden med hensyn til “Dear Home”. Jeg har opsporet to medarbejdere, der har været der samtidig med mig. Det er virkelig en mærkelig fornemmelse, at jeg kan have puttet mig ind til disse to nu helt fremmede kvinder. Andre mennesker er klar over, at de har haft en mor og far, de puttede sig ind til – og derfor er det ikke videre interessant. Sådan er det bare. Når man selv skal opstøve dem 60 år senere, er det “næsten som at finde rav”, som Trille sang på LP’en “Hej Søster” i 1977, hvor jeg stadig kan teksterne udenad.

Ja, børnene måtte deles om medarbejderne, men der var altså kun fem børn i en gruppe, og medarbejderne boede på stedet. Det var deres liv, og de kaldte børnene for “deres”. Der var det, vi nu til dags kalder “faste teams”. Mine indre billeder har mest af alt lignet Nicolae Ceaușescus rumænske børnehjem med senge i lange rækker på store sovesale. Det giver en fantastisk ro at kunne lægge skræmmebillederne væk og erstatte dem med 16 fotos.

Hvilke initiativer har du selv taget?

Både Facebook og LinkedIn har selvfølgelig været taget i anvendelse for at opspore medarbejdere fra dengang. En læser foreslog at rette henvendelse til lokalavisen “Villabyerne”, og det var nyttigt, for min efterlysning kom i avisen, og så rullede det, fordi en journalist syntes, historien var interessant.

Der er også kommet nogle ret sjove ting ud af det:

    1. En ville gerne lukrere på min resultater og skrev ca. “Jeg var der også, jeg vil også gerne vide noget”. Jeg tilbød i to mails vedkommende at kontakte mig. Intet er hændt. Dukker vedkommende alligevel op, henviser jeg til projektet “Retten til egen historie“, der selvfølgelig er meget dygtigere til at opspore facts, end jeg er, og spørger i øvrigt “Hvilke initiativer har du selv taget?” Jeg kan ikke løse gåden for vedkommende, og den slags forudsætter jo en ret stor egenindsats. Kun nullermænd kommer af ingenting.
    2. En foreslog en DNA-test. Jeg blev nødt til at svare, at man med DNA-tests finder antallet af X- og Y-kromosomer men ikke børnehjem.
    3. Flere udviklede konspirationsteorier:
      1. Papirerne i journalen fra børnehjemmet er nok lagt forkert på Rigsarkivet.
      2. Papirerne er nok fjernet fra journalen.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Slet aldrig “Galleri” i Stifinder

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Jeg er helt hysterisk med backup, og det viser sig af og til at være fornuftigt – således også i dag.

Jeg bryder mig ikke om alle mulige forudindstillinger, som Windows har defineret for mig. Det er min PC – ikke Microsofts, og det indebærer også, at jeg foretrækker selv at bestemme over mapper og over, hvor filer skal gemmes.

Mange elsker alt det prædefinerede og synes, det er så dejlig nemt. Jeg hader det, da Microsoft og jeg ikke bruger samme logik. Så jeg synes, det er meget sværere.

I dag fik jeg øje på “Galleri”, som er markeret på billedet til højre. Da jeg helt sikkert aldrig har oprettet en mappe med det meningsløse navn “Galleri”, trykkede jeg på slet. Og jeg trykkede en gang mere på slet for at bekræfte valget.

Det skulle jeg aldrig have gjort, for det viste sig, at “Galleri” er en form for links til billederne i mine egne mapper. Så da jeg slettede galleriet, slettede jeg også selve billedfilerne.

Jeg har aldrig kigget i “Galleri” før, og jeg undrer mig også noget over, at der er oplysninger om filer helt tilbage fra november 2003. Det ser ud til, at datoerne er datoerne, hvor billederne blev taget.

En moderne form for hedetur

Den slags bliver jeg noget hed om ørerne over. Heldigvis lå der en backup af billeder til X-drevet fra kl. 10:00, og så var det jo bare at få den fisket frem. Heldigvis virkede den. Det kan man aldrig vide sig helt sikker på, heller ikke selvom jeg har sat backupprogrammet (Acronis) til at validere kørslen hver eneste gang.

Jeg har kun de 1.408 billeder, og det er jo ingenting set med nutidens øjne. Nu foreviger mange alt med den allestedsnærværende smartphone. I 2003 rendte jeg rundt med et dejligt stort spejlreflekskamera af mærket Canon EOS, der senere blev udskiftet med et Nikon D7.

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Da det var dyrt at tage billeder

Dengang trykkede man ikke bare på knappen, for det kostede en bondegård at få dem fremkaldt på godt fotopapir eller at få dem lavet til dias og sat i rammer, så man kunne invitere vennerne på diasaften på det store lærred. Jeg har lagt mange penge hos Jørn Hansen på Falkonér Allé.

Jeg undrer mig over, hvor alle rejsebillederne er blevet af, men de er nok gået al kødets gang i forbindelse med dels en flytning, dels digitaliseringen som de så åbenbart ikke kvalificerede sig til. Det var (også) dumt, og det fortryder jeg.

Hvis jeg ikke havde haft en fungerende backup, ville jeg have mistet de mindre end to håndfulde billeder, jeg har fra barndom og ungdom. Det havde været meget, meget trist, for billeder er med til at fortælle historie.

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Billedet med katten er ikke specielt godt, men det fortæller mig en historie om nogle skønne år.

Det er fra 1982 på Amagerkollegiet, og katten hed Jason. Han var verdens dejligste. Han var vellidt af alle og gik frit ind og ud hos de øvrige kollegianere. Når jeg åbnede min dør, kunne han frit løbe på musejagt på Kalvebod Fælled.

 

 

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Tre billeder der fortæller historie

Tre billeder der fortæller historie

Livet går op og ned

Tre billeder der fortæller historie

Billeder kan fortælle meget. Jeg er ikke selv specielt god til at analysere billeder, så jeg har spurgt både min ven og psykologen om, hvordan jeg skal se de følgende billeder. Jeg har ikke andre billeder fra min barndom, så jeg har ikke noget at sammenligne med.

Til min konfirmation fik jeg ganske vist en “Barnets bog”. Det var sådan en, hvor der var en del blade at skrive fritekst på, og så var der god plads til billeder. Mellem billedsiderne var der en art “mellemlægspapir”. Jeg smed den i skakten for snart en del år siden, idet der stod så meget “bræk” i den, fx “fra far og og mor” … men psykopaten var ikke min far, og det var alt sammen så forløjet! Jeg kunne simpelthen ikke have det. Jeg var desværre ikke intelligent nok til at tage de gode billeder ud før rutsjeturen i skakten. Det har jeg ærgret mig over mange gange, men der er jo ikke rigtig noget at gøre ved det.

Min far og mig ca. 1966

Tre billeder der fortæller historie

De opmærksomme læsere har helt sikkert set dette billede før, da jeg er meget glad for det, og det er det eneste billede, jeg har fra min tidlige barndom.

Dateringen er lidt usikker, men det er ca. 1966, og jeg har en idé om, at det er lige umiddelbart efter, de har hentet mig på “Dear Home” i Hellerup. I hvert fald er vi i Skjern og manden på billedet er min far. Barnet er mig.

Jeg havde det med hos psykologen i går, og vi fik en ret interessant samtale om det, fordi jeg ikke selv syntes, jeg ligner en 3-årig. Hun er meget bedre end mig til at se på billeder.

Ansigtet passer meget godt med et barn på ca. 3 år. Kroppen ligner mere en på ca. 2 år.

Det kan skyldes, at man på et børnehjem ikke har så meget fokus på den fysiske udvikling som fx at lære at gå. Bliver benmusklerne ikke brugt, bliver de selvfølgelig heller ikke udviklet, og så bliver benene lidt små at se på.

Det skal dog bemærkes, at da jeg bliver døbt i Odden Kirke i Ods Herred den 1. oktober 1966, løber jeg selv rundt i kirken, og de har lidt besvær med at fange mig.

Selv havde jeg mere haft fokus på samspillet mellem os. Jeg har øje på et eller andet – og han følger med i, hvad det mon kan være.

Alt dette kan være gætterier og ting, vi ikke kan verificere. Jeg nu bare temmelig meget meget “fidus” til psykologens forklaring efter at have kendt hende siden 2015. H.M. Dronning Margrethe havde jo også meget “fidus” til sin søn kronprins Frederik, nu kong Frederik den 10.

Billedet fra elevmappen – 7a.

Jeg har allerede fået svar på min anmodning til Bornholms Regionskommune om aktindsigt. Det er ganske imponerende. De har kun elevmappen, selvom de har gjort sig stor umage og ikke alene har undersøgt de kommunale arkiver men også har set efter, om der skulle være noget i amtsarkiverne.

Tre billeder der fortæller historieEn “elevmappe” ser ud til at være en art journal, der fulgte barnet fra 1. klasse, til det forlod skolen. Bortset fra at de syntes, jeg var noget “kværulerende” i gymnastik (hvordan man så end kan være det?) har jeg rigtig flotte karakterer i de fleste fag, (dog ikke i orden), så var det, der ramte mig som en hammer lige i mellemgulvet, dette billede fra 7a.

Det er noget trist udseende pige, som på det tidspunkt bor på Sydfyn. Min ven har bekræftet det triste udseende, så det er ikke kun min egen fortolkning. Jeg ved sådan set ikke, hvad jeg ellers kan sige om det. Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Hvorfor var der ingen, der tænkte noget? Jeg kan næsten ikke udholde at se det billede.

Formentlig skyldtes det, at skolepapirerne var fine. Og derfor anede ingen uråd. Mistanker opstår typisk i skolen. Det var altså lidt en ulempe at være god til både tysk, engelsk, fysik osv.

Bortset fra de meget lange og afskyelige flipper, og to perioder med lægeerklæringer fra idræt og fravær på hhv. 19 og 14 dage pr. halvår, er der ikke meget at sige. Jeg husker intet om fraværet og ved virkelig ikke, hvad de lægeerklæringer gik ud på. Kan man finde ud af det?

Dokumentation for erhvervspraktikker

For nu at løfte stemningen en anelse følger her dokumentation for, at jeg altså har gået i ko- og svinestalde i grønne gummistøvler på Bornholm og trillet Kodimagnyl på Nexø Apotek:

Tre billeder der fortæller historie

Tre billeder der fortæller historie

I 1988 ser verden bedre ud

Nu vælter jeg mig ikke i billeder, hverken fra barndom eller ungdom og derfor er jeg vældig glad for at have fået tilsendt dette billede fra 1988. Her har jeg for længst etableret mig i København, er langt henne på studiet og har et skønt studenterjob på universitetet. Faktisk er det min daværende arbejdsgiver, der har sendt mig billedet.

Man skulle næsten ikke tro, det er den samme pige/kvinde som hende i elevmappen, men det er altså mig. Sådan kan det være at få foden under eget bord.

Tre billeder der fortæller historie


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.