Indlæg

/12 Kommentarer/i /af

Når man fortæller de svære historier

Når man fortæller de svære historier

Mere om kilder og kildekritik

Når man fortæller de svære historier

Når man fortæller de svære historier

Jeg fortæller mange af de svære – eller måske rettere “grimme” – historier. Det er jeg helt klar over. Nu er jeg jo ikke en “rigtig” forsker, men især mht. de grimme historier går jeg til opgaven, som om om jeg var. Der er ikke nogen, der skal tage mig i fusk og sjusk.

Der skal være valide kilder på, ellers tier jeg stille. Hvis det er “grimt”, udbreder jeg mig kun om noget, jeg er fuldkommen sikker på, og som jeg kan dokumentere. Resten må hvile, for der er måske en familie at tage hensyn til. Jeg har nu aldrig hørt noget fra nogen, så det er vel i orden?

Men kan jeg dokumentere det, holder jeg mig ikke tilbage for at grave dybt. Sandheden skal frem, og jeg er træt af alle forsøgene på at gøre historien bedre, end den var.

Senest har jeg fortalt om både en Waffen SS-mand ved navn Fritz Felix STEGEMÜLLER (1911-1974) og en vandrehistorie om Kai PEDERSEN (1906-1945), der ikke blev skudt på åben gade af tyskerne men skød sig selv i tindingen, fordi det ikke lykkedes ham at røve en lotterikollektion. Begge dele er jo egentlig ganske forfærdelige.

Og der var jo også den om mormor, der kaldte den omrejsende musikant for “kapelmester”. Hans Petersen JØRGENSEN var ham, der var far til hendes ‘uægte’ barn nummer to. Vi troede virkelig, at han var “kapelmester”, der jo er af en noget anden kaliber end en omrejsende musikant.

Når man fortæller de svære historier

Og forud for ham var der jo faderen til ‘uægte’ barn nr. 1, som hun kendte i en periode på ca. 1½ år jfr. politirapporten, og ja jævnligt havde samleje med. Det er jo meget naturligt. Det interessante er her, at da Anna Grethe Margith CHRISTENSEN (1928-2006) døde i Asnæs Sogn, Ods Herred, Holbæk Amt, anede hendes familie ikke, at hun ikke var en Nielsen men en Christensen.

Hendes forældre var hendes plejeforældre. De hed Johannes Aksel NIELSEN og Maren Marthine JENSEN. Jeg har haft kontakt med en af Margiths slægtninge, der har fortalt dette.

At hun hed Christensen fremgår også af Statstidende ved hendes død:

Født: 1928-06-19
Død: 2006-02-08
Sidst kendte navn: Anna Grethe Margit Christensen
Sidst kendte adresse: Rådhusvej 8, 4550 Asnæs
Statstidende udgave: Statstidende_2006_062
Statstidende sagsnummer S28032006-4423

Jytte Baunsgaard Kristensen (Margiths halvsøster) fortæller:

Margith kom i pleje og havde i mange år ikke kontakt med sin mor Mary Christensen (min mormor). De fik dog forbindelse med hinanden, inden Mary døde. Det var Mary meget glad for.

Fra min kusine fik jeg for mange år siden fortalt, at mormor løb grædende efter bilen, der kørte væk med lille Margith. Hvor gammel Margith var på det tidspunkt, er jeg ikke klar over, men det var formentlig i hendes første leveår.

Det var da synd for mormor, der vist livet igennem ikke havde det alt for let men alligevel formåede at være en forholdsvis god mormor for mig. Kun “forholdsvis” fordi hun ikke agerede på sin viden om mine forhold.

Roder det også i din familie?

Gad vide om det kun er mig, der har sådan nogle rodede familieforhold? Jeg tror det ikke. Og de rodede forhold bevirker jo, at der er mange historier at fortælle og bekræfter endnu en gang, at slægtsforskning ikke kun er datoer.

Jeg har ledt ihærdigt efter en bestemt konfirmation, der skulle føre til et specifikt drengehjem. Og jeg har rodet Danske Slægtsforskeres Forum ind i det. Mit indlæg er i skrivende stund læst 442 gange. Heller ikke de kan finde på noget, nu hvor vi samlet set har været gennem 102 sogne.

Når de heller ikke kan, er vores konklusion efterhånden, at enten er vedkommende slet ikke konfirmeret, eller også er han “borgerligt konfirmeret”, hvilket man kunne blive fra 1915. Hjælperne i Forum er ellers skrappe, og man får altid en hurtig replik fra dem. I meget gamle dage var konfirmation en forudsætning for at kunne blive gift, men hvornår den bestemmelse faldt bort, er jeg ikke klar over.

Vedkommendes farfar (hvor han boede en periode) fik fattighjælp.

I Fattigvæsenets hovedregistrant, Digitaludgave 2017, 1934-1940, side 1093 ses følgende hos Københavns Stadsarkiv: (B 9 V 11/36).

B betyder “Referatprotokol B 1881-1933”. V og 11/36 er ikke helt klart, men det kunne måske betyde vinterhjælp tildelt i november 1936? Og hvordan kan der i referatprotokollen 1881-1933 stå noget om 1936? Der er noget, der ikke stemmer.

Det er lidt mærkeligt pludselig at have 30’ernes fattigdom så tæt på.

Når man fortæller de svære historier

Alle med bare den ringeste viden om historie ved, at arbejdsløsheden var enorm i 1930’erne. Så vidt jeg husker, var hver tredie arbejdsløs, og så er det klart, at man må ansøge om fattighjælp.

Til tider overvejer jeg da, om jeg bare er et væmmeligt menneske, der vasker det snavsede vasketøj for åbne gardiner (eller hvad er det nu, det hedder?). Tjoh måske, men de er jo alle døde, så det kan ikke genere nogen. Og skulle der være familiemedlemmer, der bliver kede af det, må de jo rette henvendelse til mig. Så finder vi nok en løsning.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf

Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf

Jeg har viet mit liv til genealogien

Jeg føler mig heldig: Jeg har viet mit liv til genealogien, og der er ikke meget, der forstyrrer. For mig er slægtsforskning:

  1. selve slægtsforskningen med studier af de originale kilder
  2. udvikling og vedligeholdelse af den hjemmeside, der præsenterer slægtsforskningen.

Begge dele er en konstant læreproces, som jeg elsker. Følelsen, af hele tiden at lære noget nyt, tiltaler mig. Jeg har mulighed for at lære fra mig i min lille biks, hvor jeg – under visse barske forudsætninger – yder gratis support til TNG. Det er en glæde, når det lykkes, og når jeg kan mærke, min “kunde” lærer noget nyt.

Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf

Billeder

Billeder betyder formentlig meget for alle slægtsforskere. De gør mennesker til det, de var engang: Menneskerne bag datoerne. En hjemmeside med billeder af slægten er mere interessant end en hjemmeside uden billeder.

Jeg har lige købt “Picture Collage Maker” for et par hundrede kroner, der nu findes i en version, der virker med Windows 11. Jeg har haft programmet i tidligere versioner, men et eller andet holdt for flere år siden op med at virke.

“Picture Collage Maker” har et hav af muligheder, og meget af det ser rædsomt ud: Det bliver for “vildt” for mig. Der kommer til at foregå for meget.

Jeg har eksperimenteret mig frem til billedet herunder, som, jeg synes, er anstændigt. For sjov har jeg sat årstal på i stedet for navne. Vi ved jo godt, hvem der er vist hvor. Udviklerne af programmet havde byttet rundt på mor og far, men det kan man nemt rette. Hvis du har mange billeder og holder af at lege med dem, kan jeg kun anbefale programmet, der er ganske let at lære.

Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf

Görlsdorf i Tyskland

Snart kan jeg ministerialbogen for Görlsdorf udenad. Den findes i til tider ulæselig form fra 1694 til 1901. Hovedreglen for tilgængelighed i Tyskland er 110 år. Danske Slægtsforskeres Wiki skriver om fristerne:

“Personregistrene befinder sig på det Standesamt, der fører dem indtil tilgængelighedsfristen nås; herefter overgår de til nærmeste arkiv (stadsarkiv, kredsarkiv o.l.) Personregistrene er underlagt følgende adgangsfrister:

  • Fødsel: 110 år
  • Vielse: 80 år
  • Død: 30 år.”

I Danmark er sager med oplysninger om enkeltpersoners private forhold beskyttet af en tilgængelighedsfrist på 75 år uanset hvilken sammenhæng, oplysningerne optræder i. Reglen findes for at beskytte privatlivets fred.

Görlsdorf både er og var en ganske lille by, og den er domineret af højst ti slægter, der er stort set umulige at holde ude fra hinanden. Mændene hedder stort set alle det samme, i en familie har de har stort set alle det samme erhverv. Den kvinde, mændene gifter sig med, er datter af en mand, der også har det erhverv. Her kan man tale om indavl.

Noget af det, der gør det utrolig vanskeligt, er, at præster og andre ministerialbogsførere ikke er konsistente, når de omtaler en person. Vedkommende er måske døbt Karl Friedrich (eller Ludwig) PECHMANN, og dem er der flere af. Senere omtales vedkommende måske bare som Carl PECHMANN, som der også er flere af. Og hvis man ikke rigtig ved noget om vedkommende – fx beskæftigelsen eller forældrene – er det jo ikke nemt at vide, hvilken der er den rette.

Et eksempel er, at mine 5*tipoldeforældres oldebarn Luise MÜLLER dør i januar 1856 af alderdomssvaghed. Hun har været gift med en Karl PECHMANN, men dem er der adskillige af, og jeg kan ikke finde en Karl/Carl PECHMANN født ca. 1787 i Görslsdorf. Hvilken af de seks er det, eller er det en helt syvende? og hvad hed han og hans forældre i virkeligheden?

Jeg er altid meget påpasselig med ikke at lægge data ind i Legacy, som jeg ikke er sikker på. Det skyldes, at det er utrolig svært at få fjernet samtlige forkerte sammenkoblinger igen.

Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf

En ny og uprøvet strategi

Min forslægt er præget af få og specielle navne, der gifter sig ind i hinanden, og for fleres vedkommende kan jeg ikke finde deres data, men de må jo da have haft både en far og en mor. Så nu prøver jeg en strategi, der er ny for mig:

Normalt interesserer jeg mig ikke for efterkommere, og det gør jeg sådan set stadig ikke, men jeg prøver at gå en anden vej (den er muligvis velkendt af andre): Jeg tager ministerialbogen og går fremad med døde fra 1835 ff. og forholder mig til personerne med de specielle navne, der er gået igen i adskillige generationer.

Mit håb er, at jeg på et eller andet tidspunkt får lagt puslespillet for deres (og dermed også min) forslægt. Det giver mig en del personer, der sådan set er uinteressante lige nu, men en dag viser de sig måske alligevel at være interessante. Det kunne jo være, jeg fandt den rette Carl PECHMANN?

Forberedelsen af min rejse til Tyskland

Jeg håber på at finde flere STEG(E)MÜLLER i Frankfurt (Oder), inden turen går til Tyskland, men sandsynligheden er lille.

Et andet relevant navn er STEINICKE. Det er min tipoldemors slægt. Pauline STEINICKE er også født i Görlsdorf, men flytter på et ukendt tidspunkt de ca. 75 km. til Frankfurt, hvor hun på et andet ukendt tidspunkt gifter sig med en Stegemüller og bliver mor fem gange. Det kunne være sjovt at finde gravsten med det navn eller noget, der ligner.

Andre relevante navn er JANKE og LEHMANN, der begge kan staves på mange sindrige måder.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Normalt er børn ikke så tålmodige

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Jeg har kun ganske få billeder fra min barndom, hvilket er min egen skyld. Jeg havde en “Barnets bog” med billeder, men jeg smed den ud for mange år siden, fordi der i teksten var for meget “bræk”, jeg ikke kunne holde ud. Som eksempel underskrev “min mor” og psykopaten sig som “far og mor”, da de skulle gøre den færdig til min konfirmation i 1977. Nu ærgrer jeg mig selvfølgelig gul og grøn over, at jeg ikke i det mindste gemte billederne, men det er for sent.

Blandt de billeder, jeg ikke fik slettet ved en fejltagelse, er dette, som jeg havde med til psykologen i marts måned i år. Hun er – i modsætning til mig – vældig dygtig til at se på billeder.

Det med 1966 er nu nok noget sludder, men nu er det sådan. Hvornår det i stedet er fra, er jeg ikke klar over. Billedet forestiller katten “Piv” og mig på køkkengulvet på Park Allé 4 i Skjern.

Folkeregisteret mener ikke, jeg har boet i Skjern, for der er en fejl i CPR, som sikkert skyldes, at jeg ikke står på folkeregisterkortet. Men jeg kan både dokumentere det, huske det og nu også vise det.

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Det spændende ved billedet er, at jeg er vældig tålmodig, og det er ikke så sædvanligt for et barn. Jeg har en fornemmelse af, at jeg skal være rolig med katten, for ellers går den sin vej. Jeg udviser intuitivt en omsorg over for et andet levende væsen.

Vi talte om, at det kan stamme fra børnehjemmet “Dear home”, hvor børnene måtte deles om de medarbejdere, der nu en gang var til rådighed. Det er gætteri, for vi kan ikke vide det med sikkerhed, men det lyder logisk i mine ører.

Processen med “Dear Home”

Siden marts er der løbet meget vand i stranden med hensyn til “Dear Home”. Jeg har opsporet to medarbejdere, der har været der samtidig med mig. Det er virkelig en mærkelig fornemmelse, at jeg kan have puttet mig ind til disse to nu helt fremmede kvinder. Andre mennesker er klar over, at de har haft en mor og far, de puttede sig ind til – og derfor er det ikke videre interessant. Sådan er det bare. Når man selv skal opstøve dem 60 år senere, er det “næsten som at finde rav”, som Trille sang på LP’en “Hej Søster” i 1977, hvor jeg stadig kan teksterne udenad.

Ja, børnene måtte deles om medarbejderne, men der var altså kun fem børn i en gruppe, og medarbejderne boede på stedet. Det var deres liv, og de kaldte børnene for “deres”. Der var det, vi nu til dags kalder “faste teams”. Mine indre billeder har mest af alt lignet Nicolae Ceaușescus rumænske børnehjem med senge i lange rækker på store sovesale. Det giver en fantastisk ro at kunne lægge skræmmebillederne væk og erstatte dem med 16 fotos.

Hvilke initiativer har du selv taget?

Både Facebook og LinkedIn har selvfølgelig været taget i anvendelse for at opspore medarbejdere fra dengang. En læser foreslog at rette henvendelse til lokalavisen “Villabyerne”, og det var nyttigt, for min efterlysning kom i avisen, og så rullede det, fordi en journalist syntes, historien var interessant.

Der er også kommet nogle ret sjove ting ud af det:

    1. En ville gerne lukrere på min resultater og skrev ca. “Jeg var der også, jeg vil også gerne vide noget”. Jeg tilbød i to mails vedkommende at kontakte mig. Intet er hændt. Dukker vedkommende alligevel op, henviser jeg til projektet “Retten til egen historie“, der selvfølgelig er meget dygtigere til at opspore facts, end jeg er, og spørger i øvrigt “Hvilke initiativer har du selv taget?” Jeg kan ikke løse gåden for vedkommende, og den slags forudsætter jo en ret stor egenindsats. Kun nullermænd kommer af ingenting.
    2. En foreslog en DNA-test. Jeg blev nødt til at svare, at man med DNA-tests finder antallet af X- og Y-kromosomer men ikke børnehjem.
    3. Flere udviklede konspirationsteorier:
      1. Papirerne i journalen fra børnehjemmet er nok lagt forkert på Rigsarkivet.
      2. Papirerne er nok fjernet fra journalen.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i /af

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Slet aldrig “Galleri” i Stifinder

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Jeg er helt hysterisk med backup, og det viser sig af og til at være fornuftigt – således også i dag.

Jeg bryder mig ikke om alle mulige forudindstillinger, som Windows har defineret for mig. Det er min PC – ikke Microsofts, og det indebærer også, at jeg foretrækker selv at bestemme over mapper og over, hvor filer skal gemmes.

Mange elsker alt det prædefinerede og synes, det er så dejlig nemt. Jeg hader det, da Microsoft og jeg ikke bruger samme logik. Så jeg synes, det er meget sværere.

I dag fik jeg øje på “Galleri”, som er markeret på billedet til højre. Da jeg helt sikkert aldrig har oprettet en mappe med det meningsløse navn “Galleri”, trykkede jeg på slet. Og jeg trykkede en gang mere på slet for at bekræfte valget.

Det skulle jeg aldrig have gjort, for det viste sig, at “Galleri” er en form for links til billederne i mine egne mapper. Så da jeg slettede galleriet, slettede jeg også selve billedfilerne.

Jeg har aldrig kigget i “Galleri” før, og jeg undrer mig også noget over, at der er oplysninger om filer helt tilbage fra november 2003. Det ser ud til, at datoerne er datoerne, hvor billederne blev taget.

En moderne form for hedetur

Den slags bliver jeg noget hed om ørerne over. Heldigvis lå der en backup af billeder til X-drevet fra kl. 10:00, og så var det jo bare at få den fisket frem. Heldigvis virkede den. Det kan man aldrig vide sig helt sikker på, heller ikke selvom jeg har sat backupprogrammet (Acronis) til at validere kørslen hver eneste gang.

Jeg har kun de 1.408 billeder, og det er jo ingenting set med nutidens øjne. Nu foreviger mange alt med den allestedsnærværende smartphone. I 2003 rendte jeg rundt med et dejligt stort spejlreflekskamera af mærket Canon EOS, der senere blev udskiftet med et Nikon D7.

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Da det var dyrt at tage billeder

Dengang trykkede man ikke bare på knappen, for det kostede en bondegård at få dem fremkaldt på godt fotopapir eller at få dem lavet til dias og sat i rammer, så man kunne invitere vennerne på diasaften på det store lærred. Jeg har lagt mange penge hos Jørn Hansen på Falkonér Allé.

Jeg undrer mig over, hvor alle rejsebillederne er blevet af, men de er nok gået al kødets gang i forbindelse med dels en flytning, dels digitaliseringen som de så åbenbart ikke kvalificerede sig til. Det var (også) dumt, og det fortryder jeg.

Hvis jeg ikke havde haft en fungerende backup, ville jeg have mistet de mindre end to håndfulde billeder, jeg har fra barndom og ungdom. Det havde været meget, meget trist, for billeder er med til at fortælle historie.

Slettede næsten 1.408 billeder i 21 mapper

Billedet med katten er ikke specielt godt, men det fortæller mig en historie om nogle skønne år.

Det er fra 1982 på Amagerkollegiet, og katten hed Jason. Han var verdens dejligste. Han var vellidt af alle og gik frit ind og ud hos de øvrige kollegianere. Når jeg åbnede min dør, kunne han frit løbe på musejagt på Kalvebod Fælled.

 

 

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.