Kære Lille Mormor
Indholdsfortegnelse
- 0.1 Tillykke med de 111 Aar
- 0.2 Folketællingen 1930 – et gennembrud
- 0.3 Det første ægte barn er min “mor”
- 0.4 Opvæksten var hård
- 0.5 Billederne
- 1 Tillykke med de 111 Aar
- 2 Tillykke med de 111 Aar
- 3 Tillykke med de 111 Aar
- 4 Tillykke med de 111 Aar
- 5 Tillykke med de 111 Aar
- 6 Tillykke med de 111 Aar
- 7 Tillykke med de 111 Aar
- 8 Tillykke med de 111 Aar
- 9 Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.
Tillykke med de 111 Aar
Det var Richard Ragnwald, der i 2012 sang “Kære lille mormor”, der er udsøgt dårlig smag. Den kan høres på YouTube her, hvis du udholder det.
(Selvom jeg har levet mange år af at regne, så er det altså ved nærmere eftersyn selvfølgelig 112 år – men det er for besværligt at rette det alle steder 🙂 )
Min mormor kunne – når nedtællingen er færdig, og vi når den 8. februar 2022 – være blevet 111 år. Hendes navn var Mary CHRISTENSEN (1910 – 19994), selvom præsten ved dåben skrev KRISTENSEN.
Hun var en fantastisk mormor – jeg elskede hende højt. Hun var en vigtig brik i mit liv, indtil vi flyttede til Bornholm (vist nok i 1978). Vi efterlod hende i Hårby på Sydfyn i en lille pensionistbolig. Og derefter så jeg hende aldrig mere.
Hvorfor hun er bisat i Brande, ved jeg virkelig ikke. Det kan kun være, fordi hun skulle ligge sammen med sønnen Hans. Men sådan er det i min såkaldte familie – der er mange mærkelige ting, man ikke lige kan udrede.
Folketællingen 1930 – et gennembrud
Jeg har længe haft lyst til at finde hende i folketællingen for 1930, og jeg troede, jeg skulle lede i Kalundborg Købstad, fordi hun er der, da hun bliver gravid med Hans i sommeren 1930. Faderen er en omrejsende, kriminel musikant, som mormor altid kaldte “kapelmesteren”, hvilket selvfølgelig også lyder meget bedre. Hans er hendes andet “uægte” barn. Da han fødes, er hun 21 år. Ved det første “uægte” barns fødsel er hun 18 år.
Jeg var begyndt at gennemgå folketællingen for Kalundborg Købstad, men var overvældet af opgaven, da købstaden er enorm. I Facebookgruppen “Slægtsforskning” kan de finde hvad som helst på ingen tid. Så jeg skrev og bad om råd. På ingen tid havde et af gruppens medlemmer fundet mormor i Odense den 5. november 1930, hvor hun er ekspeditrice hos en bager i Søndergade 22 (Ansgar Sogn), og der fremgår det også, at hun året før var i Holbæk Købstad. Desværre kan man ikke se, hvad erhvervet var i 1929.
At hun nu er fundet i folketællingen 1930, hvor hun må være højgravid, er lidt af et gennembrud. Hun flakkede så meget omkring, at hun ikke er let at holde styr på.
Det første ægte barn er min “mor”
Min “mor” var fra maj 1935 og er mormors første (og sidste) barn født i ægteskab, idet hun har giftet sig med min morfar i november 1933. Ved vielsen er hun 23 år og angivet som husbestyrerinde af Blåhøj (det er i Nørvang Herred, Vejle Amt). Det kunne være sjovt at vide hos hvem, men det står der desværre ikke noget om. I maj 1935 er min morfar anført som “Arbejdsmand”.
Opvæksten var hård
Jeg husker stadig mormors fortællinger om sin mor, der tævede løs på hende med en bøjle, når hun fandt det for godt. Der var også noget med, at mormor havde engelsk syge (Rakitis), som skyldes en udpræget mangel på D-vitamin igennem lang tid. Måske var det derfor, hun livet gennem var lille af vækst og passede lige ind i Richard Ragnwalds tekst. Når jeg ser på det kærlige postkort, hun sender til sin mor i julen 1920, kan jeg slet ikke få det til passe. Mest af alt ligner det et barns ubetingede kærlighed til sin mor, også selvom denne slet ikke fortjener det.
Mormors far aflivede sig ved hængning i september 1940. Mormor var meget glad for ham, så det var et forfærdeligt tab for hende.
Billederne
Herunder finder du et lille galleri med billederne af mormor. Vandmærkerne er desværre nødvendige. Klikker du på billederne, vises de i deres naturlige størrelse. På billedet foran forretningen i Nr. Asmindrup er jeg 98 pct. sikker på, at det er mormor, man ser som person nummer to fra venstre. Det er indehaveren Anker Vestmar længst til venstre. Han var mormors sidste herrebekendtskab (så vidt jeg ved).
Trackbacks & Pingbacks
[…] og læser kirkebøger, hvis jeg ikke kan sove. Hun kender naturligvis ikke til fryden ved at finde mormor i folketællingen 1930 midt i Odense, når antagelsen var, at hun befandt sig højgravid i Kalundborg. Eller til glæden […]
Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.