Rejsen er vigtigere end destinationen

Rejsen er vigtigere end destinationen

Man må ikke give op så let

Rejsen er vigtigere end destinationen

Ursula K. Le Guin:

Det er godt at have et mål for sin rejse, men i sidste ende er det selve rejsen, der betyder noget.

I går læste jeg et opgivende indlæg i et slægtsforskerforum fra en kvinde, der var helt ny i faget. Hun bad om, at et erfarent medlem af Facebookgruppen “Slægtsforskning” ville overtage opgaven for hende, da hun ikke kunne finde ud af noget som helst og havde indset, at det ikke var så let endda.

Heldigvis fik hun mange søde og opmuntrende svar fra folk, der tilbød at hjælpe hende i gang. Og et af svarene lød netop også, at slægtsforskning er et klokkeklart eksempel på, at rejsen er vigtigere end målet.

De købte slægtsbøger

I mange familier – selv i min – findes et eksemplar af de købte slægtsbøger, og der findes ikke meget kedeligere. Hvem synes dog, det er spændende at læse om Hans Peter Jensens dåb omkring 1800 i Isenvad Kirke – det er jo kun slægtsforskeren selv, der fx “kender” fadderne og ved, hvad de kan bruges til? For nu ikke at tale om vielsen 23 år senere og karrieren som husmand i Hammerum Herred de kommende 40 år? Det er dødkedeligt.

Det er sikkert sådan noget, der fik min ven til at udbryde “det lyder godt nok også kedeligt”, da jeg fortalte hende, at jeg står op om natten og læser kirkebøger, hvis jeg ikke kan sove. Hun kender naturligvis ikke til fryden ved at finde mormor i folketællingen 1930 midt i Odense, når antagelsen var, at hun befandt sig højgravid i Kalundborg. Eller til glæden ved at antagelser og logik brugt i den rigtige rækkefølge frembringer netop det forventede resultat.

Datoerne er en forudsætning for at fortælle en spændende historie om et menneske. Datoerne udgør så at sige rammeværket, og i det kan historierne fyldes ind. Man skal have sikkerhed for, at man ikke pludselig får placeret deltagelse i Englandskrigene i det helt forkerte århundrede osv.

Selvfølgelig har jeg også millioner af datoer brugt i lige knapt 14.000 henvisninger, der forhåbentlig passer sammen. Historierne kommer med tiden og øvelsen. Måske ikke i min levetid men så kan andre måske have glæde af dem. Jeg regner med, at mit testamente skal indeholde en passus om, at webhotellet skal betales 25 år efter min død.

Derfor er menneskenes fortællinger vigtige

En eller anden (vist nok formand Mao Zedong men jeg kan ikke finde det) sagde “It’s people who create world history- not vice versa!” som på dansk er blevet til “Det er folket, der skaber verdenshistorien- ikke omvendt!” Uanset ophavsmanden er jeg enig.

En fortælling jeg meget gerne vil ind på er: Min oldefar (den hyppigt omtalte hattemagermester) rejser fra Frankfurt an der Oder i marts 1890 som 28-årig fra en lillesøster, en lillebror og en mor. Faderen er død 19 år tidligere. Hvad får ham til at forlade familien, når han faktisk har et arbejde som hattemester i Frankfurt an der Oder? Det ville være lettere at forstå, hvis han var uden arbejde.

Da Brede Klædefabrik (som da bare hed Brede Fabrik) starter hattefabrikationen, tilkaldes mange tyske mestre. Er de særligt dygtige? Er de særligt arbejdsomme? Vores danske fordomme vil besvare disse spørgsmål med et rungende “ja” – men hvad får helt konkret direktør Cohn, og senere direktør Daverkosen, til at hidkalde tyskerne? Måske er lønnen bedre, når en fabrikation skal startes? Det kunne man sagtens forestille sig. Men det er alt sammen uanvendelige gætterier. I min verden tæller kun fakta.

Årene er gået

Da jeg tog de første spæde skridt til slægtsforskning i 2003, købte jeg mig til arkivundersøgelser hos et tysk firma, der viste sig at være godt. De kom med en række forslag til “næste skridt”, da jeg ikke havde råd til mere, og de ser rigtige ud. Dem vil jeg tage, når jeg er færdig med den igangværende “oprydning”. Nu er der kommet så meget materiale på nettet også for Tyskland, og jeg har fået så meget erfaring, at tegnebogen ikke behøver komme frem – i hvert fald ikke til en start.

Skulle det være muligt at finde frem til livet i Kaunas (nu Litauens største by) for skomagermester STEGMÜLLER, født 1767 i Kaunas, ville det også være rart for nu at underdrive. Der har været en del rejseri frem og tilbage mellem Tyskland og Litauen, for skomagermesterens far er faktisk fra Kulmbach i Bayern. Det er ikke lige den slags, der gør opgaven lettere – men “Rejsen er vigtigere end destinationen”. Jeg bliver nok ellevild, hvis noget lykkes for mig.