Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

DNA viser ikke, hvem jeg står på skuldrene af

Fars dags-minder

DNA viser ikke, hvem jeg står på skuldrene af

På fars dag tænker jeg ikke på DNA-match og centiMorgans. Jeg tænker på min far, der foldede kaffefiltre med omhu, lyttede til mine historier fra børnehaven og altid fandt mig i fabrikkens tørrehaller. Som adopteret står jeg ikke på skuldrene af min biologiske slægt, men af den familie, der gav mig minder, værdier og historie.

Min far

Sådan er det at være adopteret. Og jeg slægtsforsker med følelserne. Dem jeg står på skuldrene af, tilhører min adoptivslægt. Jeg tænker især på min far, hans aner og hans søster og svoger.

Min far, Jørgen Stegemüller (1922 – 1972), var direktør for en stor tekstilfabrik i Vestjylland.

Jeg husker i særlig grad:

  • vores morgner i køkkenet, hvor han med lange, sirlige fingre omhyggeligt foldede kaffefilterets side og bund. Sådan gør jeg også – og jeg mindes ham hver morgen. Kaffekanden var lille og rød-emaljeret.
  • hvordan vi talte sammen, mens han barberede sig. Jeg sad på det lukkede toiletsæde og fortalte ham om oplevelserne i børnehaven. Han tog mig altid alvorligt.
  • hvordan vi legede gemme i fabrikkens tørrehaller, hvor der duftede af appretur, sådan lidt “krydret”. Til min store overraskelse fandt han mig altid.
  • Det er alt sammen gode minder fra tiden før 1972. Jeg havde verdens bedste far – ingen ved siden af, ingen under, ingen over.

Det handler ikke om centiMorgans

Jeg tror aldrig, jeg kommer til at begive mig af med DNA-slægtsforskning. De mennesker vil altid kun dreje sig om et uendeligt antal match i MyHeritage og uforståelige centiMorgans. Selvfølgelig har jeg gennemgået de traditionelle kilder om min biologiske slægt, men de er og bliver poster i en database. Jeg føler ikke noget for dem. Det er ikke dem, jeg står på skuldrene af.

Hvem jeg står på skuldrene af

Billedet herunder forestiller farfar, far og mig i den rækkefølge. Selv uden specielt god vilje kunne man tro, vi var biologisk beslægtede.

Selvom vi ikke var biologisk beslægtede, var det denne familie, der formede mig. Derfor interesserer jeg mig også for deres historie.

Appreturen der gik igen

For kort tid siden havde jeg en jakke til reparation på et lille renseri i nærheden. Da jeg tog den på, duftede den af de samme “krydrede noter”, som i min barndoms tørrehaller. Den bevarede duften i et par uger, og jeg glædede mig over minderne hver gang, jeg tog den på. Jeg tror, jeg snart indleverer noget på renseriet igen …

Pudsigt nok har jeg mange aner fra tekstilindustrien. Og ordet appretur går igen og igen.

Aner i tekstilindustrien

Farfar, Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller (1891 – 1952), blev uddannet som dessinatør på Brede Klædefabrik og videreuddannede sig i Tyskland. Jeg har et billede, hvor han er fotograferet uden for den ejendom, hvor han boede på et af sine ophold i Tyskland.

En dessinatør er det, vi nu til dags vil kalde en designer. Dessinatøren besluttede, hvorledes klædet skulle se ud: hvilke garner der skulle anvendes, hvorledes mønsteret skulle være mv. Kilde: Jeppe Tønsberg på Lokalhistorisk Arkiv for Lyngby Tårbæk Kommune.

Min farfar var i 1916 fabrikmester på Brede, hvilket var en endog meget høj stilling for en 25-årig. Da min far blev født i 1922, var farfar som 31-årig appreturmester sammesteds. Senere flyttede farfar og farmor til Randers i nogle år. Begge døde de desværre, før jeg kom ind i billedet.

Farfars far, Wilhelm Rudolf Stegemüller (1862 – 1937), der i 1890 indvandrede, var hattemagermester på Brede Klædefabrik. Da fabrikken i 1913 flyttede til Skodsborg, ændrede den navn til “A/S Dansk Hattefabrik”. Familien boede her i en funktionærbolig, der var nabo til hattefabrikken.

Ad mange, lange, snirklede omveje fik jeg allerede i 1993 nogle oplysninger fra en Inger, der var bekendt til en chef i mit første job efter min kandidateksamen. Hun skrev blandt andet:

Hattefabrikken eksisterer ikke mere. Jeg har med min mormor, som var søster til den gamle Fru Stegemüller, tit været på besøg hos familien, og jeg husker “Onkel Stegemüller”, der som så mange andre tekstilfolk var “indvandret” fra Tyskland, som en venlig, lidt stille, ældre herre.

Farfars farfar, Friedrich Rudolf Wilhelm Stegemüller (1822 – 1871), var “Bürger und Schuhmachermeister” i Frankfurt an der Oder i hvert fald fra 1857, hvor han var 34 år – og det samme gjorde sig gældende for hans far og farfar, der var fra Litauen. Her dør sporene desværre ud, fordi jeg endnu ikke ved, hvordan jeg opsøger arkiver/arkivalier der.

Slægtsforskning kræver stædighed

Men jeg skal nok få det opsnuset. Slægtsforskning drejer sig også om lige dele flid og stædighed.

Billedet herunder stammer fra A/S Dansk Hattefabrik i Skodsborg, som Historisk Arkiv for Rudersdal Kommune har tilladt mig at bruge:

På fars dag

På fars dag tænker jeg ikke på DNA-match og centiMorgans. Jeg tænker på min far ved køkkenbordet med kaffefilteret mellem fingrene.

Det er ham, jeg står på skuldrene af.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

At skrive slægtshistorie

Sådan skriver jeg slægtshistorier

At skrive slægtshistorie

Topbilledet viser Dansk Hattefabrik på adressen i Skodsborg

Jeg har købt en enormt velskrevet og inspirerende bog: “At skrive slægtshistorie” af Kathrine Tobiasen. Det er en af de få bøger, jeg straks har læst fra ende til anden. Hun har en skrivestil, der passer lige til mig. Jeg er fx (på side 31) faldet over det at trække data ud af felterne i et slægtsprogram for på den måde at skrive slægtshistorien:

“Andre slægtsforskere vil tage imod med glæde, de kan nemt orientere sig i teksten og pille oplysningerne ud for at lægge dem over i deres eget system. Det er også nemt at gå tilbage til den originale kilde og tjekke. Men andre læsere?” og her kommer så det bedste:

For dem vil oplevelsen være på linje med at få en telefonbog eller en lovtekst i hænderne.

Kathrine Tobiasen har jo fuldkommen ret. Så vi må nøje overveje modtagerne.

Hvem skriver jeg for?

Jeg har ingen familie, så jeg skriver for læserne af min hjemmeside (og fordi jeg elsker at skrive), og jeg forsøger i mine små historier at pille “telefonnumrene” ud. Det er jo kun os selv, der kan falde i svime over, at vaccinationsdatoen ved vielsen er den samme, som er angivet ved konfirmationen – eller lignende data, der viser os selv, at vi har fat i den rette person, og at vi har gjort vores arbejde ordentligt.

Med tiden er det blevet til en del små historier, og jeg ville ønske, jeg havde lavet et “tag” (andet ord for “mærke”), så det var nemt at få dem listet. Hvis jeg gider, og hvis det leverer tilstrækkelig værditilvækst, laver jeg en dag et sådant mærke.

Tilføjelse den 30. august 2025: Nu fik jeg lavet tagget “Små slægtshistorier”. Det er ikke så spændende endnu, der er kun to sider svarende til fem små historier, for det tager tid at bladre baglæns og opmærke historierne. Med tiden vil det blive bedre.

Når læserne er på nettet

Når man skriver slægtshistorien på nettet, skal man tænke over, hvordan det allestedsnærværende Google oplever verden. Selve titlen er selvfølgelig vigtig (her er det “At skrive slægtshistorie”), men endnu vigtigere den næste titel (her er det “Sådan skriver jeg slægtshistorier”). Titlen med de største bogstaver er den Google indekserer og viser brugerne, så det skal på en eller anden måde hænge sammen, hvis man vil have læsere. Det handler om SEO, der er den korte betegnelse for søgemaskineoptimering.

Søgemaskineoptimering er en videnskab, og jeg er på ingen måde mester i det, men jeg kan se, at min side bliver brugt, så et eller andet må jeg jo gøre rigtigt. I den seneste historie, som er den om hattetyven, har jeg med vilje både tyvens navn “Rudolph Wilhelm Stegemüller” og “Dansk Hattefabrik” i titlerne, for jeg forestiller mig, at det er noget, folk vil søge efter. Måske ikke nu men så i en ikke alt for fjern fremtid. Og lidt fornuftige links glæder også altid Google.

Søger man med (ikke på) Google efter “Dansk Hattefabrik” kommer jeg faktisk op to gange på side 1.

Kilde: Hejmdal 20. oktober 1920

Billedet herover viser både Dansk Hattefabrik og I.C. Modeweg & Søn, som er det, vi normalt kender under navnet Brede Klædefabrik. Direktør Daverkosen på Brede Klædefabrik startede hatteafdelingen på Brede i 1890, fordi han fik den geniale idé at lave filthatte af stumperne fra klædefabrikationen. Det er grunden til, at telefonnummeret og adressen i København K er den samme for de to virksomheder.

Slægtshistorien må foldes mere ud

Historien om hattetyven “Da farfars bror stjal 1.600 hatte fra Dansk Hattefabrik” er slet ikke færdigfortalt, så jeg har bestilt helt vildt på Rigsarkivet fra straffesager på Nordre Birk. Jeg har ingen erfaring med straffesager, så jeg håber bare, jeg har fat i det rigtige. Hvis det er forkert, må jeg jo spørge personalet, hvad jeg i stedet skulle have bestilt.

Når der ikke er længere, end jeg kan tage S-toget, er det jo ingen katastrofe, hvis det er forkert. Det var værre, hvis jeg boede i Thy.

Det er mange år siden, jeg har været på Rigsarkivet, så jeg glæder mig til den 8. september.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Dansk eller ej?

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Politiken bragte en fuldkommen forvrøvlet historie om indvandring. Den første grund til at historien er noget pokkers sludder er, at man ikke kan lave en ædruelig fremskrivning om, hvad der vil være sket om syv årtier. Selvfølgelig kan man prøve at lave en så lang fremskrivning, men basalt set ved vi ikke, hvordan verden og Danmark vil se ud til den tid.

Jeg tæller med som indvandrer – og ikke som dansker – idet oldefar var tysker. Efter Lindahl-Jacobsens definition vil jeg aldrig vil kunne blive dansker, uanset der ellers kun er danske grene tilbage til 1700-tallet.

Fremskrivningen har sat gang i en heftig debat. 

Den store befolkningsforandring: I 2096 kan flertallet i Danmark være indvandrere eller efterkommere

Danskerne får historisk få børn, mens indvandringen er større end i mange år. Ny fremskrivning viser, at borgere med dansk oprindelse vil være i mindretal om syv årtier, hvis udviklingen fortsætter.

TjekDet har talt med forskeren bag undersøgelsen og forelagt ham kritikken. Du kan læse den her.

Jeg hørte dagens “Tiden” i DR Lyd, hvor man lavede et interview med professor på RUC Garbi Schmidt. Interviewet starter 9:06 inde i udsendelsen. Hun har beskæftiget sig med emnet indvandring de seneste 25 år – primært indvandring til Danmark.

Udsendelsen prøver at besvare et lidt svært spørgsmål “Hvornår er man egentlig dansker?”

Garbi Schmidt fortalte bl.a., at emnet indvandring er tilbagevendende; det samme gælder figuren en “indvandrer”.

Definitionen på en “indvandrer”

Hvornår er man i det hele taget indvandrer?

Er man indvandrer, når man kommer fra et andet land eller fra en anden region (altså fx hvis man kommer fra Jylland til København)?

Når man ser på både verdenshistorien generelt og danmarkshistorien specifikt, fremgår det, at vi har altid har flyttet os. Vi flytter os fx, når vi:

  • er sultne,
  • bliver forelskede,
  • får børn,
  • er nysgerrige, eller
  • bliver bange.

Sådan har det altid været.

I ca. år 1900 flytter hundredetusinde russiske jøder sig fra øst mod vest. Nogle tusinder ender i Danmark. Der dannes den slaviske koloni eller “ghettoen” i København i starten af det  20. århundrede.

Der var også mange andre indvandrere fx svenskere fylder meget på det tidspunkt, og hele sukkerindustrien på Lolland, som ikke havde kunnet klaret sig uden “roepolakkerne”. Tager man fx til Maribo i dag, finder man den romersk-katolske kirke, der har sin baggrund i indvandringen.

Indvandringen har sat sig spor både i familiehistorien og i den måde, nogle af vores byer ser ud på. Der er fx synagoger i Randers, Fredericia og Nakskov. Det afslører, at der har været en indvandring og at de, der kom, gerne har villet udføre en for dem kendt religiøs praksis det sted, de bosatte sig.

Danskheden er en kerne suppleret med en vis mængde af indvandring. Og sådan har det altid været!

Indvandringen har sat sig spor i min familiehistorie

Min farfars far (dvs. en af mine fire oldefædre) Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862 – 1937) kom her til til Brede Klædefabrik som hattemagermester i marts 1890. Han var fra Frankfurt an der Oder.

Direktøren for klædefabrikken (Edmund Daverkosen) havde været i Guben for at købe maskiner, således at der kunne fremstilles hatte af restaffaldet fra klædefabrikationen – og nu manglede han simpelthen folk, der kunne betjene maskinerne. Dvs. at han importerede arbejdskraften.

Altså maskinerne kom og min oldefar indrejste til Kongens Lyngby to dage efter, hvor han er at finde på Lyngby politis liste over fremmede.

Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER forelskede sig i forvalteren på Brede Klædefabrik Jens NIELSENs (1837 – 1905) datter. De fik sammen ti børn, hvoraf otte blev voksne. Min oldefar fik dansk indfødsret efter 29 år i Danmark.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad der fik ham til at forlade sin mor, der var blevet enke 19 år tidligere, i Frankfurt an der Oder, men jeg tror, det skyldes, at beskæftigelsesmulighederne var bedre i Danmark end i Tyskland i 1890 – og så havde Daverkosen jo altså behov for netop hans specifikke kompetencer.

Dvs. at jeg jo i følge Politiken er “efterkommer” og omfattet af problematiseringen: “Danmark oversvømmes af indvandrere”, men jeg føler mig altså vældig dansk. I fire generationer har vi været optaget af hatte- og klædefabrikationen, og vi har aldrig ligget Danmark til last. Selv tilhører jeg den første generation med en akademisk uddannelse, og jeg er samtidig den første generation, der – med en tidlig pensionering – ligger landet til last. Undskyld Danmark!

Engang i 1960’erne og 1970’erne kaldte vi indvandrerne for gæstearbejdere, for gæster tager afsted igen. Vi regnede altså med, at indvandringen “gik over” men det gjorde den ikke. Og var det blevet en sandhed, var der mange erhverv, vi ikke havde kunnet beklæde i dag.

Vand på højrefløjens mølle

Indvandringen er altså ikke ny, og at det er vand på den yderligtgående højrefløjs mølle er heller ikke nyt.

Når de ser figuren “indvandrer”, tænker de straks på en muslim. Det kan fx ses på en overskrift som denne:

“Danskerne skal ikke udskiftes af muslimer! Under Mette Frederiksen er den muslimske indvandring steget med svimlende 124%”.

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Om at gå

Om at gå

Den skønne vandring

Om at gå

Morgentanker – stort og småt mellem hinanden …

Jeg har slidt det første par Tresspass vandresko op, og det er jo virkelig positivt. Jeg går lidt udad på hælene og har i det hele taget nogle dumme fødder, så jeg skal have ordentlige sko med stive såler. Nu har jeg bestilt et par afløsere og glæder mig, til de kommer.

Kønne er de ikke, men det er jo ingen skønhedskonkurrence, så det går nok.

Om at gå

Jeg har altid fået fortalt, at mine fødder er så dumme, fordi man på børnehjemmet gav børnene for små sko på, men om det er en vandrehistorie, ved jeg ikke. Jeg har svært ved at tro på det.

Når en læge ser mine fødder, tror vedkommende altid, at jeg selv har ødelagt dem, så de yderste to tæer ligger ind over de andre på begge fødder. Men det har jeg altså ikke. Man ser mig aldrig i sandaler.

Jeg husker, at jeg i min tidlige barndom altid fik Scalasko, som var den tids fodformede. I mit voksenliv har jeg altid købt ordentligt fodtøj. Hallgreenskoene i 80’erne var dyre og uskønne, men de var gode for fødderne. Fødderne er blevet lidt bedre med årene, men gode bliver de aldrig.

Jeg elsker at gå

Der er noget helende og næsten terapeutisk ved at sætte det ene ben foran det andet og på den måde tilbagelægge kilometer efter kilometer.

Jeg havde i mange år venner i Bayern, og de lærte mig glæden ved at gå. Nu er der jo noget kønnere i Sydtyskland og Tyrol end i Hvidovre, så jeg kan savne bjergene med køerne og deres klokker. Vandredagene afsluttedes med solid tysk bondemad, som jeg elsker, og Weißbier mit Hefe. Der kan Hvidovre altså godt mangle noget …

Jeg tænker godt, når jeg går. Da jeg har flere spor i hjernen (mindst to), kan jeg både tænke og lytte til podcasts samtidig.

Da der p.t. sådan set ikke er noget i mit liv, jeg kunne ønske mig anderledes, er jeg vel nærmest lykkelig, og nyder det, så længe det varer (det siges at være en forbigående tilstand), så jeg løser ikke eksistentielle problemer på mine vandreture. Jeg svinger mig højst op til at overveje hvordan og hvor, jeg kan finde drilagtige aner og deres yngel.

Annonce på Boblberg

Om at gåPå psykologens opfordring indrykkede jeg en lille, kort og kedelig annonce på Boblberg og fik kontakt med en spændende kvinde, som jeg ind til nu har gået tre ture (to lange og en kort) om Damhussøen med.

At gå sammen og at have en forpligtende aftale er virkelig godt, for jeg kommer afsted, også når vejret er lunefuldt.

Truer regnen, er det for nemt at bladre videre i kirkebøgerne. I søndags, hvor der var heldagsregn, gad jeg simpelthen ikke, og mandag begav jeg mig ud men måtte vende om, da det pludselig stod ned i stænger.

Jeg vil også købe et par regnbukser, for almindelige bukser bliver frygtelig våde i det ustadige majvejr, hvor jeg har fundet handskerne frem af vinterhiet.

Ingen siger, at en annonce medfører et menneske, man klinger med. Men jeg har været utrolig heldig, og man skal jo føre en interessant samtale for at orke at følges mere end 11 kilometer.

En dag inviterer jeg hende på brunch på Brasseriet.

Kort om oprydningen

Det går rigtig godt med at rydde op i slægtsdata, så måske bliver jeg færdig en dag.

ChatGPT beregnede i januar i år, at det vil ske i januar 2030, hvilket forekommer ædrueligt. Nu har jeg bedt ChatGPT beregne en ny slutdato baseret på, at jeg dags dato har i alt 4.828 personer i min database. Jeg har gennemgået 2.258 personer. Af disse 2.258 personer er 782 personer nye.

ChatGPT kommer denne gang frem til en ny slutdato en gang i september 2029. Og det er sikkert rigtig nok.

Jeg finder meget gammelt sludder og glæder mig over det, da det så kan rettes. Hvis nogen evt. har kopieret/skrevet af efter mig, håber jeg, de har fulgt mine opfordringer til selv at validere data.

I går fik jeg kontakt til min oldefars fjerde barns barnebarn. Oldefars barn hed Robert Richardt STEGEMÛLLER (1897 – 1973). Det er første gang i mange, mange år, jeg får kontakt med en Stegemüller, så det er stort.

Barnebarnet oplyste dødsdatoen og navnet Ruth Nielsen, men Ruth skal jo være døbt Stegemüller. Jeg har endnu en gang gennemgået Søllerøds og Vedbæks fødte, men jeg finder simpelthen ikke noget. Det er virkelig underligt.

Det er de rigtige sogne, for jeg ser andre hattearbejderes børn døbt der – eksempelvis Borngräbers.

Om at gå

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.