Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf
Jeg har viet mit liv til genealogien
Jeg føler mig heldig: Jeg har viet mit liv til genealogien, og der er ikke meget, der forstyrrer. For mig er slægtsforskning:
- selve slægtsforskningen med studier af de originale kilder
- udvikling og vedligeholdelse af den hjemmeside, der præsenterer slægtsforskningen.
Begge dele er en konstant læreproces, som jeg elsker. Følelsen, af hele tiden at lære noget nyt, tiltaler mig. Jeg har mulighed for at lære fra mig i min lille biks, hvor jeg – under visse barske forudsætninger – yder gratis support til TNG. Det er en glæde, når det lykkes, og når jeg kan mærke, min “kunde” lærer noget nyt.
Indholdsfortegnelse
Photo Collage Maker + besvær i Görlsdorf
Billeder
Billeder betyder formentlig meget for alle slægtsforskere. De gør mennesker til det, de var engang: Menneskerne bag datoerne. En hjemmeside med billeder af slægten er mere interessant end en hjemmeside uden billeder.
Jeg har lige købt “Picture Collage Maker” for et par hundrede kroner, der nu findes i en version, der virker med Windows 11. Jeg har haft programmet i tidligere versioner, men et eller andet holdt for flere år siden op med at virke.
“Picture Collage Maker” har et hav af muligheder, og meget af det ser rædsomt ud: Det bliver for “vildt” for mig. Der kommer til at foregå for meget.
Jeg har eksperimenteret mig frem til billedet herunder, som, jeg synes, er anstændigt. For sjov har jeg sat årstal på i stedet for navne. Vi ved jo godt, hvem der er vist hvor. Udviklerne af programmet havde byttet rundt på mor og far, men det kan man nemt rette. Hvis du har mange billeder og holder af at lege med dem, kan jeg kun anbefale programmet, der er ganske let at lære.
Görlsdorf i Tyskland
Snart kan jeg ministerialbogen for Görlsdorf udenad. Den findes i til tider ulæselig form fra 1694 til 1901. Hovedreglen for tilgængelighed i Tyskland er 110 år. Danske Slægtsforskeres Wiki skriver om fristerne:
“Personregistrene befinder sig på det Standesamt, der fører dem indtil tilgængelighedsfristen nås; herefter overgår de til nærmeste arkiv (stadsarkiv, kredsarkiv o.l.) Personregistrene er underlagt følgende adgangsfrister:
- Fødsel: 110 år
- Vielse: 80 år
- Død: 30 år.”
I Danmark er sager med oplysninger om enkeltpersoners private forhold beskyttet af en tilgængelighedsfrist på 75 år uanset hvilken sammenhæng, oplysningerne optræder i. Reglen findes for at beskytte privatlivets fred.
Görlsdorf både er og var en ganske lille by, og den er domineret af højst ti slægter, der er stort set umulige at holde ude fra hinanden. Mændene hedder stort set alle det samme, i en familie har de har stort set alle det samme erhverv. Den kvinde, mændene gifter sig med, er datter af en mand, der også har det erhverv. Her kan man tale om indavl.
Noget af det, der gør det utrolig vanskeligt, er, at præster og andre ministerialbogsførere ikke er konsistente, når de omtaler en person. Vedkommende er måske døbt Karl Friedrich (eller Ludwig) PECHMANN, og dem er der flere af. Senere omtales vedkommende måske bare som Carl PECHMANN, som der også er flere af. Og hvis man ikke rigtig ved noget om vedkommende – fx beskæftigelsen eller forældrene – er det jo ikke nemt at vide, hvilken der er den rette.
Et eksempel er, at mine 5*tipoldeforældres oldebarn Luise MÜLLER dør i januar 1856 af alderdomssvaghed. Hun har været gift med en Karl PECHMANN, men dem er der adskillige af, og jeg kan ikke finde en Karl/Carl PECHMANN født ca. 1787 i Görslsdorf. Hvilken af de seks er det, eller er det en helt syvende? og hvad hed han og hans forældre i virkeligheden?
Jeg er altid meget påpasselig med ikke at lægge data ind i Legacy, som jeg ikke er sikker på. Det skyldes, at det er utrolig svært at få fjernet samtlige forkerte sammenkoblinger igen.
En ny og uprøvet strategi
Min forslægt er præget af få og specielle navne, der gifter sig ind i hinanden, og for fleres vedkommende kan jeg ikke finde deres data, men de må jo da have haft både en far og en mor. Så nu prøver jeg en strategi, der er ny for mig:
Normalt interesserer jeg mig ikke for efterkommere, og det gør jeg sådan set stadig ikke, men jeg prøver at gå en anden vej (den er muligvis velkendt af andre): Jeg tager ministerialbogen og går fremad med døde fra 1835 ff. og forholder mig til personerne med de specielle navne, der er gået igen i adskillige generationer.
Mit håb er, at jeg på et eller andet tidspunkt får lagt puslespillet for deres (og dermed også min) forslægt. Det giver mig en del personer, der sådan set er uinteressante lige nu, men en dag viser de sig måske alligevel at være interessante. Det kunne jo være, jeg fandt den rette Carl PECHMANN?
Forberedelsen af min rejse til Tyskland
Jeg håber på at finde flere STEG(E)MÜLLER i Frankfurt (Oder), inden turen går til Tyskland, men sandsynligheden er lille.
Et andet relevant navn er STEINICKE. Det er min tipoldemors slægt. Pauline STEINICKE er også født i Görlsdorf, men flytter på et ukendt tidspunkt de ca. 75 km. til Frankfurt, hvor hun på et andet ukendt tidspunkt gifter sig med en Stegemüller og bliver mor fem gange. Det kunne være sjovt at finde gravsten med det navn eller noget, der ligner.
Andre relevante navn er JANKE og LEHMANN, der begge kan staves på mange sindrige måder.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!