Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Slægtsforskning i Tyskland

Slægtsforskning i Tyskland

Søskende til Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER

Slægtsforskning i Tyskland

Det er lidt som at begynde forfra … men det er så spændende. Jeg har fået de helt centrale links fra I.B., der er Tysklandskenderen over alle i slægtsforskerkredse. Det drejer sig blandt andet om:

  • stedregisteret GOV, The Historic Gazetter, der har registreret stednavne, hvor der har boet etniske tyskere, altså også langt udenfor Tysklands nuværende grænser
  • tyske katolske kirkebøger finder man på Matricula, idet Archion “kun” dækker evangeliske (lutherske og reformerte) indførsler
  • Archion.de kendte jeg på forhånd. Jeg har tegnet et tremåneders abonnement
  • personregisteret som dækker hele Kejserriget fra 1874/4 til i dag. Personregistrene er afleveret til stads- og regionale arkiver i det nuværende Tyskland
  • de polske statsarkiver, der i høj grad er søgbare. Og det er lige det, jeg har brug for, idet Frankfurt an der Oder grænser op til det nuværende Polen. Jeg har endnu ikke styr på Tysklands historie, men det kommer nok.

Hos Danske Slægtsforskere, fandt jeg også en side om slægtsforskning i Tyskland. Den ser brugbar ud, men måske trænger den til opdatering af afsnit B? Jeg synes da, at man kan finde kirkebøgerne på Archion.de men jeg kan have misforstået det. Jeg begyndte først i går.

På siden henvises også til en artikel i PHT 2004/2 af Birgit Flemming Larsen med titlen “Slægtsforskning i Tyskland”. PHT 2004/2 kan findes i Slægtsforskernes bibliotek på dette link. Artiklen begynder på side 417 (browserens side 284 af 323). Den skal jeg have læst.

Dette er helt centralt at vide, hvis man vil slægtsforske i Tyskland:

Kirkebøger afleveres i Tyskland ikke til statslige arkiver, idet stat og kirke blev adskilt i 1868. Kirkebøger er kirkens ejendom og ligger i de respektive provstier (Kirchenkreise).

Kilde: Slægtsforskning i Tyskland.

I.B. gjorde mig også opmærksom på de vigtige skæringsdatoer:

  • 1871: Kejserriget,
  • 1918 Weimarrepublikken
  • 1949 DDR og Forbundsrepublikken.

Hvor er det dog en fantastisk tid, vi lever i. For 20 år siden, kunne man ikke lave seriøs slægtsforskning hjemme ved PC’en.

Jeg er begyndt med det, jeg allerede ved

For at forstå administrationen/forvaltningen i Tyskland, som er helt anderledes end i Danmark, er jeg begyndt med noget, der er forholdsvis nemt: nemlig at verificere data jeg allerede kender og få angivet de originale kilder til data.

I dag har jeg i videst muligt omfang trevlet oldefars søsters familie op. Jeg har for 20 år siden noteret, at hun er død i 1944, men hvor det kommer fra, aner jeg ikke. Hun er i hvert fald ikke at finde i Sankt Georg i Frankfurt. Hendes ægtefælle Ernst August Neumann skulle være død i 1933, men jeg kan ikke få styr på de informationer, jeg har i forvejen.

Fordelen ved at begynde med noget, der er relativt nemt, er også, at man lærer nogle af forkortelserne fra kirkebøgerne at kende. Jeg havde lidt svært ved “Ehel.”, men da jeg endelig fik læst, hvad der stod, var det nemt nok at se, at det betyder “Ehelich”, der vel bedst oversættes til “Ægteskabeligt”, altså er barnet født i ægteskabet. Vi kalder det “Ægte”.

Der er store huller i, hvad der er bevaret, men det er alligevel fantastisk, at der er så meget, der er bevaret. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis de allieredes bombninger havde ramt alle kirkerne. Et helt folks historie kunne være gået tabt. Og således også en gren af mine forfædre.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Min tyske slægt uden kilder

Min tyske slægt uden kilder

Jeg lyttede ikke til erfarne slægtsforskere

Min tyske slægt uden kilder

Det er mere end 20 år siden, jeg begyndte at slægtsforske. Det er mærkeligt at tænke på, at der er gået så lang tid. Jeg holdt pause nogle år grundet sygdom, men helt sluppet det har jeg aldrig. Jeg er fascineret af menneskene og deres historie, af at samle og systematisere data og at få det hele til at hænge sammen. Nu ruller rouletten igen for fuld kraft.

Jeg rydder op, og har – efter mange interessante omveje – taget fat på STEGEMÜLLER i Tyskland og Polen. Min farfars far kom fra Frankfurt an der Oder, der nu ligger på grænsen til Polen 100 km. stik øst for Berlin. Egentlig hedder byen kun Frankfurt, men man tilføjer “an der Oder”, for ikke at forveksle den med Frankfurt am Main. Kilde: Frankfurt an der Oder – næsten i Polen.

Jeg har en del data, og jeg kan se, at jeg for 20 år siden var i kontakt med i hvert fald én nulevende STEGEMÜLLER i Tyskland. Men har jeg angivet kilder? Nej – det har jeg ikke. Fandens også.

De erfarne slægtsforskere havde ellers fortalt mig, at jeg skulle skrive alt ned og angive kilder på alt. Meeen jeg regnede med, at jeg sagtens kunne huske det. Dengang var der ikke grænser for, hvad jeg mente, jeg let kunne huske. Nu sidder jeg 20 år senere og er forundret over, hvor data kommer fra, og hvem der har sendt mig de mange fine billeder.

Russerne lod os ikke rejse – Rudolfo STEGEMÜLLER fortæller

Min tyske slægt uden kilder

Her er der i det mindste angivet en kilde; selvom det er inde i et tekstfelt, er det bedre end ingenting. Jeg har skiftet slægtsprogram flere gange undervejs, til jeg i 2006 landede ved Legacy. Ved den slags konverteringer, sker der altid mærkelige og irriterende ting, fordi felterne ikke passer ordentligt sammen. Hvert program har sine egenarter.

Jeg havde kontakt med Rudolfo i 2003. Han er (eller var?) født 1941 i Barcelona som søn af Paul Richard STEGEMÜLLER (1902 i Schweiz – 1987) og gift med en polsk kvinde. Rudolfos søster døde i Ukraine i 2007 (hvor jeg så end har det fra? – tænk hvis jeg havde skrevet det ned).

Afskrift og oversættelse af brev – dateret 10. oktober 2003 – fra Rudolfo Stegemüller:

Før krigen rejser han [Paul Richard STEGEMÜLLER] fra Schweiz til Spanien, hvor han gifter sig. I 1941 udløber opholdstilladelsen, og familien rejser til Tyskland, Düsseldorf-Mettmann. I 1944 bomber de allierede det hele og vi blev flyttet til Züllichou. I dag hedder det Sulechów. Det ligger 80 Km. sydøst for Frankfurt an der Oder og hører nu til Polen.

Så i 1945 kom russerne og lod os ikke rejse, for vi ikke ejede noget. De, der havde jord og huse, smed de ud. Først i 1965 sendte nogle bekendte os en invitation til Tyskland, og så kom vi tilbage. Mine forældre havde meget længe gjort sig anstrengelser for at komme ud vha. Røde Kors eller vha. Onkel i Schweiz eller Tante i Tyskland, men de fik altid afslag.

Pas [til Paul Richard STEGEMÜLLER] udstedt 29. september 1980 i Bischofsheim i Tyskland. Postnummer 6094. Død 01.04.1987 kl 16.35. Dødsattest udstedt i Rüsselheim den 2. april 1987. Ved død bopæl i Bischofsheim, Kreis Gross-Gerau. Tvilling til sin bror Rudolpe Stegemüller.

Jeg har absolut ingen erindring om, hvordan jeg fik støvet ham op. Det kan selvfølgelig være noget så banalt som en telefonbog!

En omkringfarende slægt

Som det fremgår, har familien været noget omkring i verden, og det er ikke det, der gør slægtsforskning nemt, når der skal primære kilder på alt. Det gør det til gengæld uhyre interessant, og hvis jeg finder noget, der kan bruges, vil jeg blive begejstret.

Jeg er selvfølgelig bekendt med archion.de som en tilgang til de tyske arkiver, men jeg ved stort set intet om den administrative inddeling, og derfor ved jeg ikke hvilken “Kreis” eller hvilket arkiv, jeg skal købe adgang til.

I 2003 betalte jeg mig fra en “Forschungs Bericht” hos et firma i Bremen. Jeg fik – efter fem måneders utålmodig venten – resultatet i september 2003, og jeg synes, det ser uhyre solidt ud, og det giver mig lidt at gå efter. Firmaet indledte nemlig med:

Quellen: Kirchenbücher von Frankfurt/Oder: St. Georg, St. Nikolai und Gertraud-Marien. Kirchenbücher von Booßen, Güldendorf, Lebus, Lichtenberg, Lossow und Müllrose

Archive: Landeskirchliches Archiv Berlin-Brandenburg in Berlin

Det kunne være så spændende at få kontakt med efterkommere og evt. at møde dem, hvor end de bor.

Som jeg husker det, er/var der også en gren i Texas, og jeg havde vist kontakt med en Bill STEGEMÜLLER over there. Men det har jeg nok heller ikke skrevet ned …

I går fandt jeg på et eller andet sted på nettet “Transcription of the St. Matthew Lutheran Church Records, 1890 – 1954, Sandy Hill, Washington County, Texas, United States of America.”, og der optrådte adskillige mennesker med mit efternavn født i Tyskland. Det kan jeg godt blive temmelig begejstret over.

Det er ganske praktisk ikke at hedde “NIELSEN”, eller evt. “JØRGENSEN”, som jeg egl. skulle have heddet, hvis jeg ikke havde været “et uheld”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , , /af , ,

Visit hos min nærmeste familie

Visit hos min nærmeste familie

Jeg har ingen familie, men …

Visit hos min nærmeste familie

Som bekendt har jeg egentlig kun to kedelige kusiner, som jeg stort set ikke kender, men jeg har også min fars ungdomskæreste, og det er jeg så utrolig taknemmelig over.

Det er damen på 98 år, og hende har jeg besøgt i dag. Hun kender min far bedre, end jeg selv gør, så det er fantastisk at kende hende – vi har fælles værdier. Hun kan fortælle så meget, jeg ikke ved. Hun er gammel og lider af en voldsom tremor, men fra halsen og op fejler hun absolut intet, bortset fra at hun næsten ikke kan se … For eksempel har hun fuldkommen styr på Putin og krigen i Ukraine. Vi deler sorgen over, at der igen er krig i Europa; ingen af os havde troet, det nogensinde ville ske.

Hun har “kun gode minder” og nogle af dem er, at det var dejligt, at “familien Stegemüller” ikke vragede hende, uagtet hun vragede min far Jørgen Stegemüller til fordel for den mand, hun giftede sig med og var gift med i 64 år og 7 måneder. Vagn døde som 88-årig i 2013.

Familierne var “vævet ind i hinanden” (ref. hende yngste søn) og det vedblev de at være. Således fulgte min fars søsters mand (dvs. min onkel) hende op, da hun blev gift med Vagn i Lyngby Kirke den 14. maj 1948. Pudsigt nok er den 14. maj min fars søsters fødselsdato. Jeg skal have spurgt hende, om der var en mening med det. Det var der sikkert.

En gammel dame kan fortælle

Da jeg er interesseret i historie, er det fantastisk at tale med hende. Hun kan godt nok ikke altid huske, hvad hun allerede har fortalt (men det kan jeg jo heller ikke selv …), så nogle af historierne, får jeg på ny. Jeg genkender dem, fordi jeg har lydoptagelserne af vores samtaler.

  • 11 unge mænd blev skudt af Gestapo ved Lauringe Mose i Rorup Sogn, Ramsø Herred, Roskilde Amt.
  • En af dem var “Preben Hagelin“. Episoden er kendt som “Massakren ved Osted”. Han var i modstandsgruppe med Vagn. Den unge mand havde et meget fint ur, som han smed på jorden, inden han blev henrettet et sted ved Roskildevej. Derfor kunne man efterfølgende se, at det var stedet, de blev henrettet.
  • En anden af de unge mænd havde en “Genser”, som var en tyk, strikket sweater, på. Hans dæknavn var Lasse Sommer. Hans rigtige navn var Eduard Frederik Sommer (1922 – 1944).
  • Efter befrielsen blev de unge gravet op og genbegravet i Ryvangen ved det, der kaldes Patriotbegravelsen den 29. august 1945. Hans mor Ella Johanne Nielsen, gift Sommer, genkendte ham pga. sweateren, der ikke var rådnet op.
  • Det er barske sager.

Vi talte om hendes 100-årsdag, som hun glæder sig meget til. Åh for pokker hvor jeg håber, hun holder så længe. Lige nu er er hun på et genoptræningscenter, fordi hun har haft en svær infektion med høj feber. Gudskelov er den ene søn overlæge på Bispebjerg, så han sørgede for, at hun blev indlagt på Herlev. Hanne ved ikke helt, hvor længe hun var på Herlev, men det er også ligegyldigt. Hun er heller ikke klar over, hvor længe hun har været på genoptræningscenteret. Det er også helt lige meget.

Hvis vi når 100-årsdagen, er jeg inviteret med som en del af familien. Den slags kender jeg jo slet ikke. Jeg glæder mig allerede, blandt andet fordi jeg så muligvis vil kunne træffe træffe min fars første kone Inge Sommer.

Vi siger “På Brede”

Når vi siger “På Brede”, underforstår vi “På Brede Klædefabrik”. Min oldefar indrejste til Brede fabrik i 1890 som hattemagermester. Han fik børn og børnebørn. Min far Jørgen var et af disse børnebørn. Hanne var på kontoret “På Brede” og der mødte hun min far under besættelsen.

Vi talte i dag om Kæthe Stegemüller, som jeg svagt husker fra et bryllup i 1972. Hun var på hattefabrikken, der flyttede fra Brede til Skodsborg i 1913. Hanne huskede glimrende navnet “Dansk Filthattefabik”. Det er sjovt som hendes erindringer kan kobles med mine fakta.

Endelig hører jeg til et sted

Jeg er rørt. Det har været en dejlig dag, og endelig hører jeg til et sted.

Hanne og Vagn tog sig af mig i 1980, da jeg kom til København og var helt håbløs. Fx havde jeg aldrig før haft en elektrisk tandbørste …!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Rejsen er vigtigere end destinationen

Rejsen er vigtigere end destinationen

Man må ikke give op så let

Rejsen er vigtigere end destinationen

Ursula K. Le Guin:

Det er godt at have et mål for sin rejse, men i sidste ende er det selve rejsen, der betyder noget.

I går læste jeg et opgivende indlæg i et slægtsforskerforum fra en kvinde, der var helt ny i faget. Hun bad om, at et erfarent medlem af Facebookgruppen “Slægtsforskning” ville overtage opgaven for hende, da hun ikke kunne finde ud af noget som helst og havde indset, at det ikke var så let endda.

Heldigvis fik hun mange søde og opmuntrende svar fra folk, der tilbød at hjælpe hende i gang. Og et af svarene lød netop også, at slægtsforskning er et klokkeklart eksempel på, at rejsen er vigtigere end målet.

De købte slægtsbøger

I mange familier – selv i min – findes et eksemplar af de købte slægtsbøger, og der findes ikke meget kedeligere. Hvem synes dog, det er spændende at læse om Hans Peter Jensens dåb omkring 1800 i Isenvad Kirke – det er jo kun slægtsforskeren selv, der fx “kender” fadderne og ved, hvad de kan bruges til? For nu ikke at tale om vielsen 23 år senere og karrieren som husmand i Hammerum Herred de kommende 40 år? Det er dødkedeligt.

Det er sikkert sådan noget, der fik min ven til at udbryde “det lyder godt nok også kedeligt”, da jeg fortalte hende, at jeg står op om natten og læser kirkebøger, hvis jeg ikke kan sove. Hun kender naturligvis ikke til fryden ved at finde mormor i folketællingen 1930 midt i Odense, når antagelsen var, at hun befandt sig højgravid i Kalundborg. Eller til glæden ved at antagelser og logik brugt i den rigtige rækkefølge frembringer netop det forventede resultat.

Datoerne er en forudsætning for at fortælle en spændende historie om et menneske. Datoerne udgør så at sige rammeværket, og i det kan historierne fyldes ind. Man skal have sikkerhed for, at man ikke pludselig får placeret deltagelse i Englandskrigene i det helt forkerte århundrede osv.

Selvfølgelig har jeg også millioner af datoer brugt i lige knapt 14.000 henvisninger, der forhåbentlig passer sammen. Historierne kommer med tiden og øvelsen. Måske ikke i min levetid men så kan andre måske have glæde af dem. Jeg regner med, at mit testamente skal indeholde en passus om, at webhotellet skal betales 25 år efter min død.

Derfor er menneskenes fortællinger vigtige

En eller anden (vist nok formand Mao Zedong men jeg kan ikke finde det) sagde “It’s people who create world history- not vice versa!” som på dansk er blevet til “Det er folket, der skaber verdenshistorien- ikke omvendt!” Uanset ophavsmanden er jeg enig.

En fortælling jeg meget gerne vil ind på er: Min oldefar (den hyppigt omtalte hattemagermester) rejser fra Frankfurt an der Oder i marts 1890 som 28-årig fra en lillesøster, en lillebror og en mor. Faderen er død 19 år tidligere. Hvad får ham til at forlade familien, når han faktisk har et arbejde som hattemester i Frankfurt an der Oder? Det ville være lettere at forstå, hvis han var uden arbejde.

Da Brede Klædefabrik (som da bare hed Brede Fabrik) starter hattefabrikationen, tilkaldes mange tyske mestre. Er de særligt dygtige? Er de særligt arbejdsomme? Vores danske fordomme vil besvare disse spørgsmål med et rungende “ja” – men hvad får helt konkret direktør Cohn, og senere direktør Daverkosen, til at hidkalde tyskerne? Måske er lønnen bedre, når en fabrikation skal startes? Det kunne man sagtens forestille sig. Men det er alt sammen uanvendelige gætterier. I min verden tæller kun fakta.

Årene er gået

Da jeg tog de første spæde skridt til slægtsforskning i 2003, købte jeg mig til arkivundersøgelser hos et tysk firma, der viste sig at være godt. De kom med en række forslag til “næste skridt”, da jeg ikke havde råd til mere, og de ser rigtige ud. Dem vil jeg tage, når jeg er færdig med den igangværende “oprydning”. Nu er der kommet så meget materiale på nettet også for Tyskland, og jeg har fået så meget erfaring, at tegnebogen ikke behøver komme frem – i hvert fald ikke til en start.

Skulle det være muligt at finde frem til livet i Kaunas (nu Litauens største by) for skomagermester STEGMÜLLER, født 1767 i Kaunas, ville det også være rart for nu at underdrive. Der har været en del rejseri frem og tilbage mellem Tyskland og Litauen, for skomagermesterens far er faktisk fra Kulmbach i Bayern. Det er ikke lige den slags, der gør opgaven lettere – men “Rejsen er vigtigere end destinationen”. Jeg bliver nok ellevild, hvis noget lykkes for mig.