Tag Archive for: Wilhelm Rudolph Stegemüller

/5 Kommentarer/i , , /af , ,

Visit hos min nærmeste familie

Visit hos min nærmeste familie

Jeg har ingen familie, men …

Visit hos min nærmeste familie

Som bekendt har jeg egentlig kun to kedelige kusiner, som jeg stort set ikke kender, men jeg har også min fars ungdomskæreste, og det er jeg så utrolig taknemmelig over.

Det er damen på 98 år, og hende har jeg besøgt i dag. Hun kender min far bedre, end jeg selv gør, så det er fantastisk at kende hende – vi har fælles værdier. Hun kan fortælle så meget, jeg ikke ved. Hun er gammel og lider af en voldsom tremor, men fra halsen og op fejler hun absolut intet, bortset fra at hun næsten ikke kan se … For eksempel har hun fuldkommen styr på Putin og krigen i Ukraine. Vi deler sorgen over, at der igen er krig i Europa; ingen af os havde troet, det nogensinde ville ske.

Hun har “kun gode minder” og nogle af dem er, at det var dejligt, at “familien Stegemüller” ikke vragede hende, uagtet hun vragede min far Jørgen Stegemüller til fordel for den mand, hun giftede sig med og var gift med i 64 år og 7 måneder. Vagn døde som 88-årig i 2013.

Familierne var “vævet ind i hinanden” (ref. hende yngste søn) og det vedblev de at være. Således fulgte min fars søsters mand (dvs. min onkel) hende op, da hun blev gift med Vagn i Lyngby Kirke den 14. maj 1948. Pudsigt nok er den 14. maj min fars søsters fødselsdato. Jeg skal have spurgt hende, om der var en mening med det. Det var der sikkert.

En gammel dame kan fortælle

Da jeg er interesseret i historie, er det fantastisk at tale med hende. Hun kan godt nok ikke altid huske, hvad hun allerede har fortalt (men det kan jeg jo heller ikke selv …), så nogle af historierne, får jeg på ny. Jeg genkender dem, fordi jeg har lydoptagelserne af vores samtaler.

  • 11 unge mænd blev skudt af Gestapo ved Lauringe Mose i Rorup Sogn, Ramsø Herred, Roskilde Amt.
  • En af dem var “Preben Hagelin“. Episoden er kendt som “Massakren ved Osted”. Han var i modstandsgruppe med Vagn. Den unge mand havde et meget fint ur, som han smed på jorden, inden han blev henrettet et sted ved Roskildevej. Derfor kunne man efterfølgende se, at det var stedet, de blev henrettet.
  • En anden af de unge mænd havde en “Genser”, som var en tyk, strikket sweater, på. Hans dæknavn var Lasse Sommer. Hans rigtige navn var Eduard Frederik Sommer (1922 – 1944).
  • Efter befrielsen blev de unge gravet op og genbegravet i Ryvangen ved det, der kaldes Patriotbegravelsen den 29. august 1945. Hans mor Ella Johanne Nielsen, gift Sommer, genkendte ham pga. sweateren, der ikke var rådnet op.
  • Det er barske sager.

Vi talte om hendes 100-årsdag, som hun glæder sig meget til. Åh for pokker hvor jeg håber, hun holder så længe. Lige nu er er hun på et genoptræningscenter, fordi hun har haft en svær infektion med høj feber. Gudskelov er den ene søn overlæge på Bispebjerg, så han sørgede for, at hun blev indlagt på Herlev. Hanne ved ikke helt, hvor længe hun var på Herlev, men det er også ligegyldigt. Hun er heller ikke klar over, hvor længe hun har været på genoptræningscenteret. Det er også helt lige meget.

Hvis vi når 100-årsdagen, er jeg inviteret med som en del af familien. Den slags kender jeg jo slet ikke. Jeg glæder mig allerede, blandt andet fordi jeg så muligvis vil kunne træffe træffe min fars første kone Inge Sommer.

Vi siger “På Brede”

Når vi siger “På Brede”, underforstår vi “På Brede Klædefabrik”. Min oldefar indrejste til Brede fabrik i 1890 som hattemagermester. Han fik børn og børnebørn. Min far Jørgen var et af disse børnebørn. Hanne var på kontoret “På Brede” og der mødte hun min far under besættelsen.

Vi talte i dag om Kæthe Stegemüller, som jeg svagt husker fra et bryllup i 1972. Hun var på hattefabrikken, der flyttede fra Brede til Skodsborg i 1913. Hanne huskede glimrende navnet “Dansk Filthattefabik”. Det er sjovt som hendes erindringer kan kobles med mine fakta.

Endelig hører jeg til et sted

Jeg er rørt. Det har været en dejlig dag, og endelig hører jeg til et sted.

Hanne og Vagn tog sig af mig i 1980, da jeg kom til København og var helt håbløs. Fx havde jeg aldrig før haft en elektrisk tandbørste …!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Rejsen er vigtigere end destinationen

Rejsen er vigtigere end destinationen

Man må ikke give op så let

Rejsen er vigtigere end destinationen

Ursula K. Le Guin:

Det er godt at have et mål for sin rejse, men i sidste ende er det selve rejsen, der betyder noget.

I går læste jeg et opgivende indlæg i et slægtsforskerforum fra en kvinde, der var helt ny i faget. Hun bad om, at et erfarent medlem af Facebookgruppen “Slægtsforskning” ville overtage opgaven for hende, da hun ikke kunne finde ud af noget som helst og havde indset, at det ikke var så let endda.

Heldigvis fik hun mange søde og opmuntrende svar fra folk, der tilbød at hjælpe hende i gang. Og et af svarene lød netop også, at slægtsforskning er et klokkeklart eksempel på, at rejsen er vigtigere end målet.

De købte slægtsbøger

I mange familier – selv i min – findes et eksemplar af de købte slægtsbøger, og der findes ikke meget kedeligere. Hvem synes dog, det er spændende at læse om Hans Peter Jensens dåb omkring 1800 i Isenvad Kirke – det er jo kun slægtsforskeren selv, der fx “kender” fadderne og ved, hvad de kan bruges til? For nu ikke at tale om vielsen 23 år senere og karrieren som husmand i Hammerum Herred de kommende 40 år? Det er dødkedeligt.

Det er sikkert sådan noget, der fik min ven til at udbryde “det lyder godt nok også kedeligt”, da jeg fortalte hende, at jeg står op om natten og læser kirkebøger, hvis jeg ikke kan sove. Hun kender naturligvis ikke til fryden ved at finde mormor i folketællingen 1930 midt i Odense, når antagelsen var, at hun befandt sig højgravid i Kalundborg. Eller til glæden ved at antagelser og logik brugt i den rigtige rækkefølge frembringer netop det forventede resultat.

Datoerne er en forudsætning for at fortælle en spændende historie om et menneske. Datoerne udgør så at sige rammeværket, og i det kan historierne fyldes ind. Man skal have sikkerhed for, at man ikke pludselig får placeret deltagelse i Englandskrigene i det helt forkerte århundrede osv.

Selvfølgelig har jeg også millioner af datoer brugt i lige knapt 14.000 henvisninger, der forhåbentlig passer sammen. Historierne kommer med tiden og øvelsen. Måske ikke i min levetid men så kan andre måske have glæde af dem. Jeg regner med, at mit testamente skal indeholde en passus om, at webhotellet skal betales 25 år efter min død.

Derfor er menneskenes fortællinger vigtige

En eller anden (vist nok formand Mao Zedong men jeg kan ikke finde det) sagde “It’s people who create world history- not vice versa!” som på dansk er blevet til “Det er folket, der skaber verdenshistorien- ikke omvendt!” Uanset ophavsmanden er jeg enig.

En fortælling jeg meget gerne vil ind på er: Min oldefar (den hyppigt omtalte hattemagermester) rejser fra Frankfurt an der Oder i marts 1890 som 28-årig fra en lillesøster, en lillebror og en mor. Faderen er død 19 år tidligere. Hvad får ham til at forlade familien, når han faktisk har et arbejde som hattemester i Frankfurt an der Oder? Det ville være lettere at forstå, hvis han var uden arbejde.

Da Brede Klædefabrik (som da bare hed Brede Fabrik) starter hattefabrikationen, tilkaldes mange tyske mestre. Er de særligt dygtige? Er de særligt arbejdsomme? Vores danske fordomme vil besvare disse spørgsmål med et rungende “ja” – men hvad får helt konkret direktør Cohn, og senere direktør Daverkosen, til at hidkalde tyskerne? Måske er lønnen bedre, når en fabrikation skal startes? Det kunne man sagtens forestille sig. Men det er alt sammen uanvendelige gætterier. I min verden tæller kun fakta.

Årene er gået

Da jeg tog de første spæde skridt til slægtsforskning i 2003, købte jeg mig til arkivundersøgelser hos et tysk firma, der viste sig at være godt. De kom med en række forslag til “næste skridt”, da jeg ikke havde råd til mere, og de ser rigtige ud. Dem vil jeg tage, når jeg er færdig med den igangværende “oprydning”. Nu er der kommet så meget materiale på nettet også for Tyskland, og jeg har fået så meget erfaring, at tegnebogen ikke behøver komme frem – i hvert fald ikke til en start.

Skulle det være muligt at finde frem til livet i Kaunas (nu Litauens største by) for skomagermester STEGMÜLLER, født 1767 i Kaunas, ville det også være rart for nu at underdrive. Der har været en del rejseri frem og tilbage mellem Tyskland og Litauen, for skomagermesterens far er faktisk fra Kulmbach i Bayern. Det er ikke lige den slags, der gør opgaven lettere – men “Rejsen er vigtigere end destinationen”. Jeg bliver nok ellevild, hvis noget lykkes for mig.

/10 Kommentarer/i /af

Wilhelm Rudolph Stegemüller

Efter at bloggen kører igen (problemet var mærkeligt, for det gik over “af sig selv”, ingen gjorde noget aktivt, og pludseligt kørte siden igen som den skulle) har jeg investeret min tid i at fortælle historien om min oldefar Wilhelm Rudolph Stegemüller. Jeg har skrevet den oprindelige side om og har nu lagt vægt på at fortælle historien om Brede Klædefabrik og om A/S Dansk Hattefabrik. Der er dansk industrihistorie knyttet til min oldefar, og de to patriarkater med de to fabrikker er beskrevet. Herudover har jeg indsat links til alle personerne i min database.

Jeg har haft svært ved at begrænse mig, for jeg har rigtig meget materiale om Brede Klædefabrik og A/S Dansk Hattefabrik. Klædefabrikken er en stor del af mit liv, for der voksede min far op og derfra har jeg mange historier. Jeg har mere materiale, end det jeg refererer i kilderne, men et eller andet sted skulle jeg jo stoppe. Den vigtigste kilde jeg har udeladt er faktisk “Arbejderhistorie, December 2001”, der rummer meget om patriarkatet på Brede Klædefabrik.

Siden er for så vidt ikke helt færdig, for jeg afventer Mona Hamans skarpe øje. Hun kan noget med formidling, som jeg ikke kan, og jeg er meget modtagelig for gode råd. Men jeg offentliggør alligevel historien nu, da jeg ikke kan vente på jeres feed back Hvad synes I? Er historien om Wilhlem Rudolph Stegemüller værd at læse?