Indlæg

/8 Kommentarer/i , , /af , ,

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Dansk eller ej?

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

Politiken bragte en fuldkommen forvrøvlet historie om indvandring. Den første grund til at historien er noget pokkers sludder er, at man ikke kan lave en ædruelig fremskrivning om, hvad der vil være sket om syv årtier. Selvfølgelig kan man prøve at lave en så lang fremskrivning, men basalt set ved vi ikke, hvordan verden og Danmark vil se ud til den tid.

Jeg tæller med som indvandrer – og ikke som dansker – idet oldefar var tysker. Efter Lindahl-Jacobsens definition vil jeg aldrig vil kunne blive dansker, uanset der ellers kun er danske grene tilbage til 1700-tallet.

Fremskrivningen har sat gang i en heftig debat. 

Den store befolkningsforandring: I 2096 kan flertallet i Danmark være indvandrere eller efterkommere

Danskerne får historisk få børn, mens indvandringen er større end i mange år. Ny fremskrivning viser, at borgere med dansk oprindelse vil være i mindretal om syv årtier, hvis udviklingen fortsætter.

TjekDet har talt med forskeren bag undersøgelsen og forelagt ham kritikken. Du kan læse den her.

Jeg hørte dagens “Tiden” i DR Lyd, hvor man lavede et interview med professor på RUC Garbi Schmidt. Interviewet starter 9:06 inde i udsendelsen. Hun har beskæftiget sig med emnet indvandring de seneste 25 år – primært indvandring til Danmark.

Udsendelsen prøver at besvare et lidt svært spørgsmål “Hvornår er man egentlig dansker?”

Garbi Schmidt fortalte bl.a., at emnet indvandring er tilbagevendende; det samme gælder figuren en “indvandrer”.

Definitionen på en “indvandrer”

Hvornår er man i det hele taget indvandrer?

Er man indvandrer, når man kommer fra et andet land eller fra en anden region (altså fx hvis man kommer fra Jylland til København)?

Når man ser på både verdenshistorien generelt og danmarkshistorien specifikt, fremgår det, at vi har altid har flyttet os. Vi flytter os fx, når vi:

  • er sultne,
  • bliver forelskede,
  • får børn,
  • er nysgerrige, eller
  • bliver bange.

Sådan har det altid været.

I ca. år 1900 flytter hundredetusinde russiske jøder sig fra øst mod vest. Nogle tusinder ender i Danmark. Der dannes den slaviske koloni eller “ghettoen” i København i starten af det  20. århundrede.

Der var også mange andre indvandrere fx svenskere fylder meget på det tidspunkt, og hele sukkerindustrien på Lolland, som ikke havde kunnet klaret sig uden “roepolakkerne”. Tager man fx til Maribo i dag, finder man den romersk-katolske kirke, der har sin baggrund i indvandringen.

Indvandringen har sat sig spor både i familiehistorien og i den måde, nogle af vores byer ser ud på. Der er fx synagoger i Randers, Fredericia og Nakskov. Det afslører, at der har været en indvandring og at de, der kom, gerne har villet udføre en for dem kendt religiøs praksis det sted, de bosatte sig.

Danskheden er en kerne suppleret med en vis mængde af indvandring. Og sådan har det altid været!

Indvandringen har sat sig spor i min familiehistorie

Min farfars far (dvs. en af mine fire oldefædre) Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER (1862 – 1937) kom her til til Brede Klædefabrik som hattemagermester i marts 1890. Han var fra Frankfurt an der Oder.

Direktøren for klædefabrikken (Edmund Daverkosen) havde været i Guben for at købe maskiner, således at der kunne fremstilles hatte af restaffaldet fra klædefabrikationen – og nu manglede han simpelthen folk, der kunne betjene maskinerne. Dvs. at han importerede arbejdskraften.

Altså maskinerne kom og min oldefar indrejste til Kongens Lyngby to dage efter, hvor han er at finde på Lyngby politis liste over fremmede.

Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER forelskede sig i forvalteren på Brede Klædefabrik Jens NIELSENs (1837 – 1905) datter. De fik sammen ti børn, hvoraf otte blev voksne. Min oldefar fik dansk indfødsret efter 29 år i Danmark.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad der fik ham til at forlade sin mor, der var blevet enke 19 år tidligere, i Frankfurt an der Oder, men jeg tror, det skyldes, at beskæftigelsesmulighederne var bedre i Danmark end i Tyskland i 1890 – og så havde Daverkosen jo altså behov for netop hans specifikke kompetencer.

Dvs. at jeg jo i følge Politiken er “efterkommer” og omfattet af problematiseringen: “Danmark oversvømmes af indvandrere”, men jeg føler mig altså vældig dansk. I fire generationer har vi været optaget af hatte- og klædefabrikationen, og vi har aldrig ligget Danmark til last. Selv tilhører jeg den første generation med en akademisk uddannelse, og jeg er samtidig den første generation, der – med en tidlig pensionering – ligger landet til last. Undskyld Danmark!

Engang i 1960’erne og 1970’erne kaldte vi indvandrerne for gæstearbejdere, for gæster tager afsted igen. Vi regnede altså med, at indvandringen “gik over” men det gjorde den ikke. Og var det blevet en sandhed, var der mange erhverv, vi ikke havde kunnet beklæde i dag.

Vand på højrefløjens mølle

Indvandringen er altså ikke ny, og at det er vand på den yderligtgående højrefløjs mølle er heller ikke nyt.

Når de ser figuren “indvandrer”, tænker de straks på en muslim. Det kan fx ses på en overskrift som denne:

“Danskerne skal ikke udskiftes af muslimer! Under Mette Frederiksen er den muslimske indvandring steget med svimlende 124%”.

Er du dansker eller indvandrer, hvis din oldefar var tysker?

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Hul igennem til det rette tyske arkiv 2

Hul igennem til det rette tyske arkiv 2

Hvem er Kaufmann Heinrich Ludwig STEGMÜLLER?

Hul igennem til det rette tyske arkiv 2

Hvem mon Kaufmann Heinrich Ludwig STEGMÜLLER er? Det bliver jeg forhåbentlig snart klogere på, eftersom jeg har bestilt akterne. Der er 41 sider; det ruinerer mig ikke.

Arkivet i Potsdam har desværre ikke noget om hattemagermester Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER, hvilket både undrer og skuffer mig. Jeg har brugt alle tænkelige søgeord på deres fine hjemmeside. Der var en kvindelig “STEGEMÜLLER”, født i 1905, gift med en polsk mand, men deres akter kunne ikke bestilles (formentlig noget med “Gætteper”).

Men så må jeg nøjes, og der er ikke tvivl om, at en STEGMÜLLER også hører til min slægt; jeg har 18 af dem i databasen, og min oldefars farfar, dvs. min tiptipoldefar, hed “Fridrich Wilhelm STEGMÜLLER”; de skyder først det ekstra “e” ind lidt senere. Det kan sagtens være, at en præst kom til at skrive forkert i ministerialbogen. Det ser man ofte, og det er da også pænere med -e’et.

Johann Michael STEGMÜLLER herunder er således min 3*tipoldefar (født 1762 i Kaunas i Litauen og død 1815 i Frankfurt an der Oder).

Hul igennem til det rette tyske arkiv

Måske har Heinrich en spændende historie?

I arkivets beskrivelse af arkivalierne står: “2A III D 4058; Vertrag vom 22. Okt. 1845 mit dem Kaufmann Heinrich Ludwig STEGMÜLLER über die Regulierung der Domanialabgabenverhältnisse seiner Untermühle bei Birkenwerder; 1845-1848 (Akte)”. Jeg har ham (endnu) ikke i databasen, men det kommer. Slægtsforskning er meget andet end datoer; de udgør bare rammeværket.

Det er interessant, at han er købmand, for alle de andre er mestre i tekstilbranchen for nu ikke at tale om smedemestrene. De fremstiller alle noget. Og hvis en kvinde er datter af fx en Garnwebermeister, så gifter hun sig også med en Garnwebermeister. Det minder om arrangerede ægteskaber i branchen. Og ægteparrets børn overtager biksen og bliver også selv Garnwebermeistre. Det er ikke det, der gør slægtsforskning nemmere, når de i øvrigt også alle hedder det samme. Det eneste, der adskiller dem, er hustruernes navne. Man skal virkelig holde tungen lige i munden.

Forskellen på tyske og danske kirkebøger

1) Den første forskel er naturligvis, at de danske er på dansk … Det er ganske praktisk. Jeg trækker hårdt på Danske Slægtsforskeres Forum, og de frivillige hjælper er så utrolig dygtige. Ved hjælp af dem har jeg snart trevlet hele Görlsdorf op med min slægt 300 år baglæns. Men der er også andre forskelle, som er svære at overse.

2) Aldersangivelserne ved død er umådeligt præcise. Hvis der står fx at vedkommende død 73 Jahre – 5 Monate – 4 Tage alt, så passer det på få dage. Jeg forstår ikke, hvordan de bar sig ad. Når præsten herhjemme skiver, at vedkommende døde 73 år gammel, er det kun retningsgivende.

3) Både ved fødsel og død er klokkeslættet angivet.

4) Pyt med mellemnavne og den slags. Selv om man måske er døbt “Carl Ludewig Steinicke”, kan det nemt være, at man senere kaldes “Karl Steinike” eller mange andre interessante kombinationer, og når børnene også kaldes noget lignende og har det samme erhverv, er det altså udfordrende.

5) Den sidste forskel er, at i Danmark stilles kirkebøgerne gratis til rådighed på nettet, for vi har allerede betalt det over skatten. I Tyskland køber man adgang til Archion.de. 12 måneder koster € 178,48 svarende til ca. 1.300 kr. – altså lidt over en hundredmand om måneden – og det er det værd.

Det går stærkt på Archion. De har et ugentligt nyhedsbrev, hvor de fortæller, hvad de senest har gjort tilgængeligt. Det er ikke småting.

Hul igennem til det rette tyske arkiv 2

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , , /af , ,

Visit hos min nærmeste familie

Visit hos min nærmeste familie

Jeg har ingen familie, men …

Visit hos min nærmeste familie

Som bekendt har jeg egentlig kun to kedelige kusiner, som jeg stort set ikke kender, men jeg har også min fars ungdomskæreste, og det er jeg så utrolig taknemmelig over.

Det er damen på 98 år, og hende har jeg besøgt i dag. Hun kender min far bedre, end jeg selv gør, så det er fantastisk at kende hende – vi har fælles værdier. Hun kan fortælle så meget, jeg ikke ved. Hun er gammel og lider af en voldsom tremor, men fra halsen og op fejler hun absolut intet, bortset fra at hun næsten ikke kan se … For eksempel har hun fuldkommen styr på Putin og krigen i Ukraine. Vi deler sorgen over, at der igen er krig i Europa; ingen af os havde troet, det nogensinde ville ske.

Hun har “kun gode minder” og nogle af dem er, at det var dejligt, at “familien Stegemüller” ikke vragede hende, uagtet hun vragede min far Jørgen Stegemüller til fordel for den mand, hun giftede sig med og var gift med i 64 år og 7 måneder. Vagn døde som 88-årig i 2013.

Familierne var “vævet ind i hinanden” (ref. hende yngste søn) og det vedblev de at være. Således fulgte min fars søsters mand (dvs. min onkel) hende op, da hun blev gift med Vagn i Lyngby Kirke den 14. maj 1948. Pudsigt nok er den 14. maj min fars søsters fødselsdato. Jeg skal have spurgt hende, om der var en mening med det. Det var der sikkert.

En gammel dame kan fortælle

Da jeg er interesseret i historie, er det fantastisk at tale med hende. Hun kan godt nok ikke altid huske, hvad hun allerede har fortalt (men det kan jeg jo heller ikke selv …), så nogle af historierne, får jeg på ny. Jeg genkender dem, fordi jeg har lydoptagelserne af vores samtaler.

  • 11 unge mænd blev skudt af Gestapo ved Lauringe Mose i Rorup Sogn, Ramsø Herred, Roskilde Amt.
  • En af dem var “Preben Hagelin“. Episoden er kendt som “Massakren ved Osted”. Han var i modstandsgruppe med Vagn. Den unge mand havde et meget fint ur, som han smed på jorden, inden han blev henrettet et sted ved Roskildevej. Derfor kunne man efterfølgende se, at det var stedet, de blev henrettet.
  • En anden af de unge mænd havde en “Genser”, som var en tyk, strikket sweater, på. Hans dæknavn var Lasse Sommer. Hans rigtige navn var Eduard Frederik Sommer (1922 – 1944).
  • Efter befrielsen blev de unge gravet op og genbegravet i Ryvangen ved det, der kaldes Patriotbegravelsen den 29. august 1945. Hans mor Ella Johanne Nielsen, gift Sommer, genkendte ham pga. sweateren, der ikke var rådnet op.
  • Det er barske sager.

Vi talte om hendes 100-årsdag, som hun glæder sig meget til. Åh for pokker hvor jeg håber, hun holder så længe. Lige nu er er hun på et genoptræningscenter, fordi hun har haft en svær infektion med høj feber. Gudskelov er den ene søn overlæge på Bispebjerg, så han sørgede for, at hun blev indlagt på Herlev. Hanne ved ikke helt, hvor længe hun var på Herlev, men det er også ligegyldigt. Hun er heller ikke klar over, hvor længe hun har været på genoptræningscenteret. Det er også helt lige meget.

Hvis vi når 100-årsdagen, er jeg inviteret med som en del af familien. Den slags kender jeg jo slet ikke. Jeg glæder mig allerede, blandt andet fordi jeg så muligvis vil kunne træffe træffe min fars første kone Inge Sommer.

Vi siger “På Brede”

Når vi siger “På Brede”, underforstår vi “På Brede Klædefabrik”. Min oldefar indrejste til Brede fabrik i 1890 som hattemagermester. Han fik børn og børnebørn. Min far Jørgen var et af disse børnebørn. Hanne var på kontoret “På Brede” og der mødte hun min far under besættelsen.

Vi talte i dag om Kæthe Stegemüller, som jeg svagt husker fra et bryllup i 1972. Hun var på hattefabrikken, der flyttede fra Brede til Skodsborg i 1913. Hanne huskede glimrende navnet “Dansk Filthattefabik”. Det er sjovt som hendes erindringer kan kobles med mine fakta.

Endelig hører jeg til et sted

Jeg er rørt. Det har været en dejlig dag, og endelig hører jeg til et sted.

Hanne og Vagn tog sig af mig i 1980, da jeg kom til København og var helt håbløs. Fx havde jeg aldrig før haft en elektrisk tandbørste …!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Rejsen er vigtigere end destinationen

Rejsen er vigtigere end destinationen

Man må ikke give op så let

Rejsen er vigtigere end destinationen

Ursula K. Le Guin:

Det er godt at have et mål for sin rejse, men i sidste ende er det selve rejsen, der betyder noget.

I går læste jeg et opgivende indlæg i et slægtsforskerforum fra en kvinde, der var helt ny i faget. Hun bad om, at et erfarent medlem af Facebookgruppen “Slægtsforskning” ville overtage opgaven for hende, da hun ikke kunne finde ud af noget som helst og havde indset, at det ikke var så let endda.

Heldigvis fik hun mange søde og opmuntrende svar fra folk, der tilbød at hjælpe hende i gang. Og et af svarene lød netop også, at slægtsforskning er et klokkeklart eksempel på, at rejsen er vigtigere end målet.

De købte slægtsbøger

I mange familier – selv i min – findes et eksemplar af de købte slægtsbøger, og der findes ikke meget kedeligere. Hvem synes dog, det er spændende at læse om Hans Peter Jensens dåb omkring 1800 i Isenvad Kirke – det er jo kun slægtsforskeren selv, der fx “kender” fadderne og ved, hvad de kan bruges til? For nu ikke at tale om vielsen 23 år senere og karrieren som husmand i Hammerum Herred de kommende 40 år? Det er dødkedeligt.

Det er sikkert sådan noget, der fik min ven til at udbryde “det lyder godt nok også kedeligt”, da jeg fortalte hende, at jeg står op om natten og læser kirkebøger, hvis jeg ikke kan sove. Hun kender naturligvis ikke til fryden ved at finde mormor i folketællingen 1930 midt i Odense, når antagelsen var, at hun befandt sig højgravid i Kalundborg. Eller til glæden ved at antagelser og logik brugt i den rigtige rækkefølge frembringer netop det forventede resultat.

Datoerne er en forudsætning for at fortælle en spændende historie om et menneske. Datoerne udgør så at sige rammeværket, og i det kan historierne fyldes ind. Man skal have sikkerhed for, at man ikke pludselig får placeret deltagelse i Englandskrigene i det helt forkerte århundrede osv.

Selvfølgelig har jeg også millioner af datoer brugt i lige knapt 14.000 henvisninger, der forhåbentlig passer sammen. Historierne kommer med tiden og øvelsen. Måske ikke i min levetid men så kan andre måske have glæde af dem. Jeg regner med, at mit testamente skal indeholde en passus om, at webhotellet skal betales 25 år efter min død.

Derfor er menneskenes fortællinger vigtige

En eller anden (vist nok formand Mao Zedong men jeg kan ikke finde det) sagde “It’s people who create world history- not vice versa!” som på dansk er blevet til “Det er folket, der skaber verdenshistorien- ikke omvendt!” Uanset ophavsmanden er jeg enig.

En fortælling jeg meget gerne vil ind på er: Min oldefar (den hyppigt omtalte hattemagermester) rejser fra Frankfurt an der Oder i marts 1890 som 28-årig fra en lillesøster, en lillebror og en mor. Faderen er død 19 år tidligere. Hvad får ham til at forlade familien, når han faktisk har et arbejde som hattemester i Frankfurt an der Oder? Det ville være lettere at forstå, hvis han var uden arbejde.

Da Brede Klædefabrik (som da bare hed Brede Fabrik) starter hattefabrikationen, tilkaldes mange tyske mestre. Er de særligt dygtige? Er de særligt arbejdsomme? Vores danske fordomme vil besvare disse spørgsmål med et rungende “ja” – men hvad får helt konkret direktør Cohn, og senere direktør Daverkosen, til at hidkalde tyskerne? Måske er lønnen bedre, når en fabrikation skal startes? Det kunne man sagtens forestille sig. Men det er alt sammen uanvendelige gætterier. I min verden tæller kun fakta.

Årene er gået

Da jeg tog de første spæde skridt til slægtsforskning i 2003, købte jeg mig til arkivundersøgelser hos et tysk firma, der viste sig at være godt. De kom med en række forslag til “næste skridt”, da jeg ikke havde råd til mere, og de ser rigtige ud. Dem vil jeg tage, når jeg er færdig med den igangværende “oprydning”. Nu er der kommet så meget materiale på nettet også for Tyskland, og jeg har fået så meget erfaring, at tegnebogen ikke behøver komme frem – i hvert fald ikke til en start.

Skulle det være muligt at finde frem til livet i Kaunas (nu Litauens største by) for skomagermester STEGMÜLLER, født 1767 i Kaunas, ville det også være rart for nu at underdrive. Der har været en del rejseri frem og tilbage mellem Tyskland og Litauen, for skomagermesterens far er faktisk fra Kulmbach i Bayern. Det er ikke lige den slags, der gør opgaven lettere – men “Rejsen er vigtigere end destinationen”. Jeg bliver nok ellevild, hvis noget lykkes for mig.