Barndom runde to

Forsøg på at gøre noget ved gammelt had

Barndom runde to

Da min hukommelse er meget dårlig, optager jeg alle sessioner med psykologen. Jeg har stor glæde af disse optagelser, som jeg rent faktisk hører. Derfor ved jeg, at da jeg forrige gang gik ud ad hendes dør, jokede vi lidt med, at hvis jeg skulle få det bedre med min mor, der er død for mange år siden, skulle jeg vedblive at komme i flere år. Det er vist ikke kun en joke. Men vi joker, drikker kaffe og hygger samtidig med, at vi arbejder ret hårdt. Ellers er alt dette ikke til at udholde. Og jeg skal jo igennem det på en eller anden måde.

Jeg har besluttet at tage det, man kunne kalde “Barndom runde to” med fokus på min mor. Jeg tror, langt det meste angående psykopaten er lagt på hylder, der er sat brædder for og slået søm i. Det er færdigt. Med hensyn til hende er der meget gammelt had og det er aldrig godt – det behøver man ikke være psykolog for at kunne se.

Igen: føler du noget? Tænker du noget efter at have læst følgende? Jeg vil være glad for din kommentar. Helst her på siden, da den jo så forbliver i den rette sammenhæng i modsætning til kommentarer på Facebook, der lynhurtigt forsvinder og rives ud af sammenhængen. Og igen: dette er ikke et forsøg på at fortælle en offer-historie, for dem er der allerede nok af.

Årsagen til hadet til min mor

Igen: det behøver man ikke være psykolog for at regne ud. Jeg hader hende, fordi hun lod stå til fra før 26. april 1975 (vielsen mellem hende og psykopaten) til jeg flytter/flygter den 31. juli 1980, hvor jeg tager min kuffert og om natten sejler med bornholmerbåden til København. Jeg er 16 år. Jeg står af på Kongens Nytorv og selvom kulturchokket er stort, når man kommer lige fra klippeøen, er det samtidig en ubeskrivelig lettelse. Pludselig kan jeg trække vejret, her er ikke “noget” i min mund, her er ingen åbentstående morgenkåbe og ingen lugt af cerutter.

Jeg flytter ind på et lejet værelse på Nørrebro med udsigt til en baggård fra femte sal, og jeg gør rent på deltid i De Gamles By, så pengene er små, men det er jeg vant til. Alligevel sender de efter kort tid mine ting (jeg aner ikke, hvad det er, jeg har) pr. efterkrav. På en eller anden måde får jeg betalt fragtmanden. Transport fra Bornholm er ellers ikke helt billig.

Brevet jeg havde glemt

Tilbage til årsagen: Min mor og jeg har ikke kontakt fra 1981 til 2003 – altså 22 år.

I 1981, hvor jeg lige er flyttet på kollegiet, ringer jeg og vil tale med hende som opfølgning på et brev, jeg har skrevet med alle sandhederne, men som jeg ikke har fået den ringeste respons på. Psykopaten tager telefonen og siger “Den slags svineri vil vi ikke have her”. Og det var så den samtale. Det brev havde jeg glemt. Jeg tror, det er skrevet med hjælp fra en veninde på kollegiet eller i hvert fald efter hendes råd.

I 2003 kan jeg se i en telefonbog, at min mor og psykopaten ikke længere har samme adresse (de er fortsat på Bornholm), og jeg ringer hende op. Jeg kan ikke huske samtalen.

I løbet af et års tid flytter hun til Nykøbing Sjælland, hvor vi ses nogle gange. Jeg spørger hende den første gang, om hun vidste, hvad der foregik fra før april 1975 til ultimo juli 1980? Det bekræfter hun. Jeg spørger dernæst “Hvorfor gjorde du så ikke noget?” Hun svarer “Det kunne jeg ikke overskue med to børn.” Jeg ved 100 pct. sikkert, at sætningerne er sådan. På en eller anden måde er samtalen ikke længere. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skal sige, men det bringer mig i hvert fald ikke tættere på hende.

Det er det ultimative svigt, og jeg kommer aldrig til at tilgive det, men måske kan jeg komme til at forstå det? Det er vist det, vi skal i “Barndom runde to”?

Vi holder op med at ses

Som nævnt ses vi nogle gange, efter hun er flyttet til Sjælland. Jeg slæber hende til forskellige kulturarrangementer i København, hvilket hun godt kan lide, og det lykkes mig vist nok at holde en nogenlunde tale til hendes 70-årsdag i maj 2005. Det vanskelige er at komme udenom de 22 år, vi ikke havde kontakt, uden at det er for påfaldende. Talen kan ses her i sektionen “Notater”, hvis nogen skulle have interesse i den.

Kontakten ophører igen, idet jeg ikke kan holde ud, at hun vedbliver at relatere til psykopaten i vores samtaler. Psykopaten dit og psykopaten dat. Jeg kan simpelthen ikke holde til det. Jeg kan ikke få det sagt, og hun forstår det helt åbenbart ikke af sig selv.

Hendes død julen 2006

Jeg bliver ringet op af en kusine 20 minutter efter min mor er død 1. juledag 2006 på Holbæk Centralsygehus. Jeg tager derop medbringende min fars konfirmationssalmebog, så hun kan få et minde om ham og mig med i kisten på den sidste rejse. Han har da været død i 34 år. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg føler eller om jeg i det hele taget føler noget. Det eneste jeg ved, jeg ikke føler, er sorg eller savn.

En anden følelse er dog frygt for, at når jeg lægger den lille salmebog på hendes bryst, vil hun rejse sig op, lige som det sker i en film af Ole Bornedal, vist nok “Nattevagten”. Så det tør jeg ikke men får medarbejderen, der passer “lighuset”, eller hvad det hedder, til at gøre det for mig. Hun rejser sig ikke.

Hun bliver bisat uden gejstlig medvirken fra Højby Kapel i Odsherred den 29. december. Jeg møder selvfølgelig op, og kommer til at stå lige overfor psykopaten (vi står på hver sin side af kisten), som jeg da ikke har set i 25 år. Efter den noget underlige ceremoni, der hverken er fugl eller fisk, forlader jeg kapellet. Jeg skal ikke til begravelseskaffe med dem. Jeg har ikke noget at gøre der, men jeg har opført mig så anstændigt, jeg kunne, ved at møde op til ceremonien.

Og det var så det. Det var det liv, eller hvad man nu skal kalde det, og det var den relation. Jeg har ikke savnet hende.