,

Bastet og bundet – et brev til psykologen

Bastet og bundet – et brev til psykologen

Jeg har fået lov at skrive til psykologen

Bastet og bundet – brev til psykologen

Brev til psykologen: Jeg er på forhånd klar over, at der måske ikke kommer den ringeste respons på følgende, selv om jeg frygteligt gerne vil have det, idet jeg ikke er interesseret i at bringe en “offer-historie”. Ingen skal synes, det er “synd for mig”, men alle må mere end gerne tænke.

Jeg har fået lov at skrive til psykologen, selvom om hun jo har selvfølgelig sit liv at passe. Herunder kommer historien alligevel.

Tænker du noget? Føler du noget?

“Det vanskelige ved/med ordene

Det vanskelige er ordene, hvordan finder jeg nogle, der er til at holde ud at bruge, men som alligevel beskriver situationen så klart og præcist, at jeg ved, at du ved, hvad jeg mener? Det er med vilje, jeg bruger ord, der nærmer sig det kliniske. For det første er jeg nok ikke typen, der bruger de ord, de fleste ville vælge og for det andet ville ”dagligdags-ordene” bringe mig for tæt tilbage på begivenheden, der jo ellers er 46 år gammel, men står meget tydeligt i erindringen. Der er meget, jeg har glemt, men dette er er forblevet.

Diverse detaljer

Du får nogle detaljer med også. Du kan springe dem over, hvis de er uvæsentlige/uinteressante. Jeg prøver bare at give dig det fulde billede, som jeg husker det.

Marts 1976

Min halvbror (som jeg ikke kender nu, men som jeg passede meget, da han var lille, selvom om jeg egl. ikke brød mig om ham) er født 30. marts 1976. Derfor ved jeg, at følgende finder sted i den 14-dages periode i slutningen af marts 1976, hvor min mor er indlagt for at få kejsersnit. Der var noget med, at barnet havde navlestrengen et par gange om halsen, og derfor kunne hun ikke føde almindeligt. Jeg ved ikke andet om det. Men derfor ved jeg, jeg var 12 år (jeg blev 13 i oktober 1976, da jeg er født i 1963).

Alt er facts.

Bundet og magtesløs

Jeg kan ikke huske optakten og jeg husker intet om, hvordan jeg kom fri. Jeg husker udelukkende, at jeg var bundet på en stol til højre for det runde spisebord i stuen i det faldefærdige firlængede skrammel på Sydfyn, som vi flyttede til fra Vollsmose i julen 1975. Der var orange plastikvoksdug forestillende store blomster på bordet. Stolene omkring bordet var af typen med træryglæn og flettede sæder.

Snorene, jeg blev bundet med, var af den type, man bruger på halmballer – sådan noget sisallignende noget. Jeg var bundet og magtesløs og psykopaten stoppede sit erigerede lem ind i min mund efter først at have stået foran mig og masturberet en tid. Faktisk havde han vist problemer med at få rejsning. Herefter kunne jeg ikke rigtig trække vejret, og jeg var ved at kaste op. Jeg husker det, som at han fik udløsning i min mund, i hvert fald var der ”noget”, jeg var nødt til at synke, da der ikke var plads til, at jeg kunne spytte dette ”noget” ud. Pladsen i munden var fyldt ud af hans organ.

Hvad der herefter skete, ved jeg ikke. Jeg husker intet. Måske er det dissociation?

Vil ikke kalde ham ”far”

Inden vi flytter til Bornholm i juli 1978, er der lidt opstandelse over, at jeg ikke vil kalde ham for ”far”. Dette er efter det med at være bundet og magtesløs, for min halvbror er der. Jeg husker tydeligt tanker og følelser af, at jeg har haft en far og at der ikke er nogen anden, der kan indtage den plads; de kan ikke engang få lov at smykke sig med titlen, der for mig er noget særlig fint og ærefuldt. På en eller anden måde er jeg bevidst om, at en mand, der gør de ting, ikke kan have den titel. Det hænger ganske enkelt ikke sammen for mig, allerede da jeg er 12 år.

Jeg har vist i øvrigt aldrig fortalt dig, at han er ”far” fire gange tidligere i sit første ægteskab med en kvinde, der var medlem af en eller anden frikirke (ikke Jehovas Vidner men noget lignende). Der var en pige og tre drenge i det ægteskab. Pigen var yngst og hun og den yngste dreng kom på besøg allerede i Vollsmose, vist hver anden weekend. Jeg forventedes at lege med dem men brød mig egl. ikke om dem.

Betaling for at gå i bad med ham

Allerede i Vollsmose, altså inden julen 1975, og allerede inden de er blevet gift den 26. april 1975 i Rønne Kirke, tilbyder han mig penge for at gå i bad med ham. mens min mor er på arbejde i Odense centrum. Han er jo lærer og har tidligt fri og er tidligt hjemme. Han sidder hver dag i stuen ved sofabordet i morgenkåbe og lægger kabale.

Jeg afslår selvfølgelig pengene og badet. På en eller anden måde er jeg klar over, at det ikke er normalt, så jeg fortæller det til min mor. Herefter er der i en weekend stor opstandelse, og jeg bliver ”forhørt” ved spisebordet i køkkenet. Jeg ved ikke, hvad udfaldet bliver; jeg tror, det bare fader ud, og jeg ved, at hun aldrig nogensinde følger op på det ved fx at spørge, om det er ”gået over”, fortsat finder sted eller lignende. Aldrig, aldrig, aldrig.

Morgenkåben og lugten

De røg begge cerutter af mærket ”Minigolf”, og alt stank af røgen fra dem. Det var virkelig ulækkert. Hans morgenkåbe var brunlig (lidt lysebrun) med nedadgående orangegule striber, og den lugtede selvfølgelig også. De stærkeste minder om den stammer fra to ting i Svaneke, som vi flyttede til efter Sydfyn, og efter fem måneder i Vestermarie (som er en flække fem km. fra Aakirkeby):

1. Huset er i i alt tre etager. Deres soveværelse og mit værelse er begge på 1ste sal. Der er vel 5 – 7 meter i fugleflugtslinje fra deres dobbeltseng til min seng. Hvis jeg overhører vækkeuret, der ringer kl. 6, kommer han ind på mit værelse, står ved min seng lige ud for mit ansigt og masturberer. Morgenkåben står selvfølgelig åben, og der lugter af cerutter. Af samme grund er det sjældent, jeg overhører et vækkeur (både dengang og stadig).

2. I stueetagen er et forretningslokale, hvor min mor forsøger sig med en skobutik (jeg har solgt mange par træsko til tyske turister, når hun var for beruset til selv at gå ned og ekspedere), der er et baglokale, hvor min stakkels gamle morfar bor, og der er badeværelset. Når jeg er færdig med at bade og skal ud af badeværelset, står han der og spærrer for døren, der er smal, så jeg ikke kan komme ud. Morgenkåben står åben, der lugter af cerutter, og han masturberer. Om han nogensinde får noget ud af det, husker jeg ikke. Jeg husker heller ikke, hvordan jeg på en eller anden måde kommer forbi ham, men det er jo sket, da ”Askepot” skal forberede morgenmaden. Dette sker næsten hver dag.

3. Pludselig kommer jeg i tanke om en tredje ting: Når jeg står i køkkenet og skal nå nogle ting i et overskab til at dække bord med, trænger han sig ind på mig bagfra. Jeg er påklædt, han er i morgenkåben, der står åben. Jeg kan ikke komme væk. Cerut-lugten er påtrængende. Dette sker også næsten dagligt.”

6 Svar
  1. Per Holst-Albrechtsen
    Per Holst-Albrechtsen siger:

    Det er fint, at du åbner op. De frygtelige ting må aldrig blive liggende alene hos énselv. Jeg blev oprigtig ked af det, men godt du skriver om det. Jeg håber du får et godt liv fremover, og ønsker dig alt det bedste Hanne.

    Jeg læser det meste af, hvad du skriver (både på Facebook og her på din hjemmeside), men er ikke så aktiv på computeren længere. Der kan gå dage og uger, hvor jeg slet ikke er på, men når jeg er på, så læser jeg hvad du skriver. Jeg er glad for at være ven med dig.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Per

      Mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her (spamhensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Tak for din gode ønsker. Det er en enorm hjælp at skrive, og det er naturligvis fantastisk at have læsere, der kommenterer. Lige for at præcisere: jeg har skam et rigtig godt liv allerede. Faktisk har jeg aldrig haft det så godt tidligere.

      Glæden over venskabet er gengældt! Tak.

  2. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    Herunder tillader jeg mig at indsætte (i anonymiseret form) de kommentarer, der er fremkommet på Facebook, da de så bevares i den rette kontekst frem for at forsvinde:

    Feedback 1: “Det må have været frygteligt.”

    Feedback 2: “Rystende”

    Feedback 3: “Jeg føler vrede, og tænker på hvor ufatteligt det er, at det stadigvæk sker for mange. Alle de år senere! For sa… da.”

    Feedback 4: “godt klaret, Hanne”

    Feedback 5: “Puha det var så svært at læse, først blev jeg overvældet af ubehag og havde lyst til ikke at ville læse videre og så følte jeg vrede og sorg, over at nogen kan stjæle et barns barndom på den måde, krænke dem uden nogen konsekvens for andre end barnet. Og svigtet i det. Svigtet fra moderen, der havde nemmest ved at kigge den anden vej. Det er rystende læsning og jeg er helt enkelt dybt imponeret over at du er der hvor du er i dag med din uddannelse, dine interesser og evner. At kunne udvikle sig til et stort menneske når man kommer fra så små. Jeg har lyst til at skrive mere men fattes ord. Sikken en livskamp og sikken genrejsning. Jeg bukker ærbødigt.”

  3. Nelle
    Nelle siger:

    Det gør mig utrolig trist at være vidne til din erindring. Du har oplevet ting i dit liv, som ingen bør opleve. Jeg håber at du kan finde din vej i din historie, ved bl.a. at dele den med os læsere.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Nelle

      Hej og mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du er første gang, du kommenterer her (Spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Det er en vældig hjælp at kunne dele med jer læsere. Historien er sej:, men jeg har jer og jeg har psykologen, der er kolonormt dygtig. Jeg tror, dette er den sidste ting, der er tilbage. Nu må det (sgu) da snart være forbi.

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] kortvarigt, og det var det ikke) var ECT. Der er en tydelig sammenhæng mellem angsten for ECT og de(t) værste overgreb i marts 1976. Følelsen af at være fastholdt/fastspændt, at være ude af kontrol, at være magtesløs mv. […]

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.