Normalt er børn ikke så tålmodige

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Jeg har kun ganske få billeder fra min barndom, hvilket er min egen skyld. Jeg havde en “Barnets bog” med billeder, men jeg smed den ud for mange år siden, fordi der i teksten var for meget “bræk”, jeg ikke kunne holde ud. Som eksempel underskrev “min mor” og psykopaten sig som “far og mor”, da de skulle gøre den færdig til min konfirmation i 1977. Nu ærgrer jeg mig selvfølgelig gul og grøn over, at jeg ikke i det mindste gemte billederne, men det er for sent.

Blandt de billeder, jeg ikke fik slettet ved en fejltagelse, er dette, som jeg havde med til psykologen i marts måned i år. Hun er – i modsætning til mig – vældig dygtig til at se på billeder.

Det med 1966 er nu nok noget sludder, men nu er det sådan. Hvornår det i stedet er fra, er jeg ikke klar over. Billedet forestiller katten “Piv” og mig på køkkengulvet på Park Allé 4 i Skjern.

Folkeregisteret mener ikke, jeg har boet i Skjern, for der er en fejl i CPR, som sikkert skyldes, at jeg ikke står på folkeregisterkortet. Men jeg kan både dokumentere det, huske det og nu også vise det.

Det spændende ved billedet er, at jeg er vældig tålmodig, og det er ikke så sædvanligt for et barn. Jeg har en fornemmelse af, at jeg skal være rolig med katten, for ellers går den sin vej. Jeg udviser intuitivt en omsorg over for et andet levende væsen.

Vi talte om, at det kan stamme fra børnehjemmet “Dear home”, hvor børnene måtte deles om de medarbejdere, der nu en gang var til rådighed. Det er gætteri, for vi kan ikke vide det med sikkerhed, men det lyder logisk i mine ører.

Processen med “Dear Home”

Siden marts er der løbet meget vand i stranden med hensyn til “Dear Home”. Jeg har opsporet to medarbejdere, der har været der samtidig med mig. Det er virkelig en mærkelig fornemmelse, at jeg kan have puttet mig ind til disse to nu helt fremmede kvinder. Andre mennesker er klar over, at de har haft en mor og far, de puttede sig ind til – og derfor er det ikke videre interessant. Sådan er det bare. Når man selv skal opstøve dem 60 år senere, er det “næsten som at finde rav”, som Trille sang på LP’en “Hej Søster” i 1977, hvor jeg stadig kan teksterne udenad.

Ja, børnene måtte deles om medarbejderne, men der var altså kun fem børn i en gruppe, og medarbejderne boede på stedet. Det var deres liv, og de kaldte børnene for “deres”. Der var det, vi nu til dags kalder “faste teams”. Mine indre billeder har mest af alt lignet Nicolae Ceaușescus rumænske børnehjem med senge i lange rækker på store sovesale. Det giver en fantastisk ro at kunne lægge skræmmebillederne væk og erstatte dem med 16 fotos.

Hvilke initiativer har du selv taget?

Både Facebook og LinkedIn har selvfølgelig været taget i anvendelse for at opspore medarbejdere fra dengang. En læser foreslog at rette henvendelse til lokalavisen “Villabyerne”, og det var nyttigt, for min efterlysning kom i avisen, og så rullede det, fordi en journalist syntes, historien var interessant.

Der er også kommet nogle ret sjove ting ud af det:

1. 1. En ville gerne lukrere på min resultater og skrev ca. “Jeg var der også, jeg vil også gerne vide noget”. Jeg tilbød i to mails vedkommende at kontakte mig. Intet er hændt. Dukker vedkommende alligevel op, henviser jeg til projektet “Retten til egen historie“, der selvfølgelig er meget dygtigere til at opspore facts, end jeg er, og spørger i øvrigt “Hvilke initiativer har du selv taget?” Jeg kan ikke løse gåden for vedkommende, og den slags forudsætter jo en ret stor egenindsats. Kun nullermænd kommer af ingenting.
   2. En foreslog en DNA-test. Jeg blev nødt til at svare, at man med DNA-tests finder antallet af X- og Y-kromosomer men ikke børnehjem.
   3. Flere udviklede konspirationsteorier:
      1. Papirerne i journalen fra børnehjemmet er nok lagt forkert på Rigsarkivet.
      2. Papirerne er nok fjernet fra journalen.

---

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.