Indlæg

/0 Kommentarer/i /af

En tilfældighed: Vi var to på Dear Home

En tilfældighed: Vi var to på Dear Home

Psykopatens halvbror var også på Dear Home

En tilfældighed: Vi var to på Dear Home

Som slægtsforsker kender du helt sikkert til at finde noget, du simpelthen tror er løgn, og som du må læse flere gange, fordi det (sgu) da ikke kan passe. Sådan en oplevelse havde jeg i går.

Psykopaten havde en “halvbror” ved navn Arnold MADSEN (1933-1999). Hvordan de var “halvbrødre”, er jeg ikke klar over, og indtil i går havde jeg ingen data på ham, men idet hans også afdøde hustru Annalise Bertha KÜHNEL (1933-2021) havde et specielt efternavn var det utrolig nemt at finde.

Jeg brugte næppe mere end en times tid på at finde hele familiens data. Faktisk var jeg lidt chokeret over, hvor let det var at finde frem til data. Slægtsforskning er i sandhed blevet nemmere, siden jeg begyndte. Det er selvfølgelig kun godt!

Det fuldkommen vilde er, at både “Onkel Arnold”, som “min mor” kaldte ham (hvilket bekræfter det med “halvbror”), og jeg har været på det samme børnehjem: Dear Home. Der er bare 30 år imellem vores ophold der.

Forestil dig følgende:

Min far Jørgen STEGEMÜLLER (1922-1972) og “mor” henter mig (1963-) på børnehjemmet “Dear Home” på Sofievej 26 i Hellerup den 25. november 1964, jfr. stambogen fra Dear Home herunder:

En tilfældighed: Vi var to på Dear Home

Min far dør.

“Min mor” gifter sig igen med psykopaten i Rønne i april 1975.

En tilfældighed: Vi var to på Dear HomePsykopaten har en “halvbror”, der i hvert fald den 1. juli 1933 har bopæl på Dear Home, Sofievej 26 i Hellerup.

Kvinden, Assistent Frøken Lydia Thomsen blandt fadderne den 1. juli 1933, er hende, der i min tid kaldtes “Plejemor”. Det har jeg fået oplyst af en, der var ansat på Dear Home i min tid der.

Billedet af “Plejemor” stammer fra “Centralmissionens Blad” i forbindelse med omtalen af hendes død. Jeg har fået bladet af den omtalte medarbejder, som har været en stor hjælp.

Arnold er døbt i “Jerusalemkirken – Methodist” og alle børnene på den side i kirkebogen (Københavns Amt, Sokkelund, Jerusalemskirken – Methodist, 1926-1939, KM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 22 af 125 opslag) kommer fra Dear Home.

Det stemmer med, at Dear Home var drevet af Metodistmenigheden, hvilket det også var i min tid der.

En tilfældighed: Vi var to på Dear Home

Jeg synes, det er en vild historie, og jeg måtte klemme mig selv ekstra hårdt i armen nogle gange.

Antallet af børnehjem i 1933?

Hvorfor havner “Onkel Arnold” og jeg det samme sted?

Jeg kan sagtens forstå, at der vel ikke var så mange børnehjem i 1963/-64, selvom det selvfølgelig er mange år før, aborten den blev fri den 1. januar 1973 (hvilket jeg er taknemmelig for), men der må da have været mange flere børnehjem i København 30 år tidligere?

Jeg ved det ikke, og jeg gætter bare. Men det er da underligt, at vi lander samme sted?

Næste skridt: Hvordan var de “halvbrødre”?

Psykopatens forhistorie er vanvittig, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår den til fulde.

Moderen dør, da han er 1 år og 4 måneder gammel. Ved folketællingen 1930 bor han hos en onkel Jens Elo WICHMANN. Ved folketællingen 1940 (5/11) er han plejebarn hos sin farmor og farfar. Lillebroderen kommer til sin mormor og morfar straks efter moderens død i 1930. Det fremgår også af folketællingerne for 1930 og 1940. Altså: han kommer selv til faderens forældre (i 1940), mens lillebroderen kommer til moderens forældre.

Det vrimler med fødsler på Fødselsstiftelsen, adoptioner, plejeforhold, uægte børn, udlagte barnefædre osv. Selv som erfaren slægtsforsker, skal man holde tungen lige i munden. Flere gange sidder jeg og tænker “Det må da være en fejl”, men det er rigtigt nok. Jeg mister bare overblikket. Når man offentliggør sine forskningsresultater på nettet, synes jeg, man skal gøre meget for at sikre validiteten.

Hvad med “Onkel Arnold”?

Faderen er ikke nævnt ved fødslen på Rigshospitalet. Så vidt jeg kan se, er moderen det, man kaldte “Hemmeligt fødende”. Han får indledningsvist efternavnet Bruun, der er moderens eget efternavn. Moderen gifter sig to år senere med en “Madsen”, og derfor kommer Onkel Arnold til at hedde Arnold Madsen.

Måske er også denne familie noget roderi, for hvad med konfirmationen? Han er ikke konfirmeret nogen af de steder, man kunne forvente:

  1. Ikke det sted moderen gifter sig da han i juli 1935 er to år: Randbøl Sogn, Tørrild Herred, Vejle Amt
  2. Ikke det sted, moderen og den nye mand bor, da Arnold i 1955 gifter sig med Annalise Bertha KÜHNEL: Grene Sogn, Slavs Herred, Ribe Amt
  3. Ikke det sted, hvor hun er fra, er konfirmeret og hvor vielsen finder sted: Abild Sogn, Tønder, Højer og Lø Herred, Tønder Amt
  4. Ikke i Tønder, hvor han lever resten af sit liv og bliver far: Tønder Sogn, Tønder, Højer og Lø Herred, Tønder Amt.

Og så er jeg løbet tør for idéer. Har du forslag, hører jeg inderligt gerne fra dig. Jeg har allerede spurgt en meget erfaren slægtsforsker. Lene har heller ingen forslag.

Hvorfor var de “halvbrødre”? Boede de hos den samme familie? Var de på samme børne-/drengehjem? Mødtes de først som voksne?

Hvorfor er det nu så vigtigt?

Hvis jeg nu kunne finde “Onkel Arnolds” konfirmation, kunne den måske føre mig til psykopatens konfirmation, der atter kunne føre mig til det “drengehjem” han altid så ivrigt fortalte om. Kunne jeg finde det, kunne jeg måske få aktindsigt i materiale, der kunne lede mig på sporet af, hvorfor han blev det menneske, han blev.

Jeg har uden held gennemgået samlet set 92 sogne (herunder naturligvis hele København), og jeg må sige, at jeg har givet op.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Mit liv som GLS-pakke

Mit liv som GLS-pakke

Hvor skulle jeg bo?

Mit liv som GLS-pakke

Noget af det skønne ved at være voksen og bo for sig selv i en dejlig lejlighed er, at jeg selv kan beslutte, hvor jeg vil bo. Og derfor skal jeg bæres ud herfra. Og det bliver jeg nok også en dag om forhåbentligt adskillige år. Det er helt fint med mig.

Jeg har været hos psykologen, og det er altid “bevidsthedsudvidende”. Jeg går altid klogere derfra, end jeg kom. Men det er selvfølgelig også derfor, jeg kommer.

En af de ting, jeg kom til at tænke på, er, at både før og efter min far døde, var der usikkerhed om, hvor jeg skulle bo:

Aflevering til Dear Home

Min biologiske mor har formentlig haft dårlige muligheder, fordi der dengang var stor skam knyttet til at blive uønsket gravid udenfor ægteskab som 18-årig, så Mødrehjælpen afleverede mig på “Dear Home”, da jeg var seks dage, og det viser sig jo at have været et ret fint sted. Og det er jeg meget glad for at have fundet ud af via et sødt og hjælpsomt menneske.

Mange unge kvinder valgte muligheden for enten brun sæbe eller strikkepinde, og det er jeg selvfølgelig glad for, at min biologiske mor ikke gjorde.

Udlevering til adoptivforældrene

Da jeg skulle videre til mine adoptivforældre, blev jeg formentlig afhentet på samme måde, som man afhenter en GLS-pakke. Min nye familie boede i Skjern i Vestjylland, men “Dear Home” lå i Hellerup, så vi lærte nok ikke hinanden lidt at kende på forhånd.

Muligheden for revisorens dejlige søster

Efter min far døde, rykkede “min mor” og jeg på den 183. dag (tre dage efter lejekontraktens udløb) videre til revisoren, der havde indrykket en kontaktannonce et eller andet sted, og som “min mor” besvarede. Jeg kunne vældig godt lide revisoren, hans søster og hans voksne børn. Jeg var vældig glad for Sanderumskolen og Fyns Væddeløbsbane, der lå lige om hjørnet. Jeg husker tydeligt, at “min mor” og jeg stod i køkkenet, og jeg sagde til hende “Det er en virkelig god skole, for her lærer man virkelig noget”.

Jeg har aldrig kunnet få “min mors” fortælling om, at vi flyttede fra ham og velhaverkvarteret Fruens Bøge i Odense til Vollsmose efter 0,7 år (vi boede der fra 25. maj 1973 til den 31. januar 1974), fordi han og jeg ikke kunne med hinanden.

Revisorens søster var en dejlig barmfager og varm kvinde, der var lærer på en eksternatskole i Svendborg. Hendes mand var pedel på skolen. Det var på tale, at jeg måske skulle bo hos dem, og det ville jeg vældig gerne. Jeg husker at sidde på skødet af hende i deres køkken op ad hendes store bryster, og det var trygt og dejligt. I weekends og på fridage var vi i det nærliggende Rantzausminde eller måske var det Christiansminde – der kunne man spille minigolf. Det var herligt! Hvorfor jeg kom ikke til at bo hos dem, kan jeg ikke huske. Men det havde været helt fint med mig.

Jeg havde aldrig helt fornemmelsen af “her hører jeg til”

Også efter psykopaten trådte ind på scenen i ca. 1974, var der usikkerhed om, hvor jeg skulle bo, men jeg kan ikke huske, hvilke steder der var på tale. Jeg kan bare huske fornemmelsen af aldrig at være helt sikker på, hvor jeg hørte til.

Det er sådan set lidt ærgerligt, at det aldrig materialiserede sig her, for på det tidspunkt ville jeg vældig gerne have boet et andet sted.

Jeg ville fx gerne have været på efterskole eller (grin bare) på søfartsskole i Svendborg eller i huset hos en bornholmsk familie på landet med tre små børn. De to første ting var der formentlig ikke økonomi til. Og familien med børnene kunne nok godt mærke, at det ikke lige hørte til blandt mine spidskompetencer at passe tre ret små børn. Det havde været synd for børnene 🙂

“Mormor har du egl. nogensinde være gift?”

Der er flere fortællinger, jeg ikke kunne få til at passe sammen allerede som barn. Mens min far levede, og mens vi altså stadig boede i Brande i Vestjylland, husker jeg tydeligt en scene ude i haven på Dalgasvej nr. 4, hvor jeg spurgte min mormor “Mormor har du egl. nogensinde været gift?” Hun svarede “Jamen jeg har da været gift med morfar”. Jeg stillede mig med armene over kors og sagde “Bare fordi jeg kun er fire år (vist nok), skal du ikke prøve at bilde mig noget ind”.

Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at hun havde været gift med den mand, hun altid talte så grimt om. Hun kaldte ham fx altid for “Den gamle”, fordi han var 13 år ældre end hende selv, og jeg husker dem ikke nogensinde være i samme lokale. Det betød fx en del besvær med sådan noget som juleaftener. De var blevet skilt kort efter, mine forældre blev gift dvs. ca. 1955/-56. I adoptionssagen står, at det var morfars skiftende arbejde som arbejdsmand rundt omkring i landet, der bevirkede, at ægteskabet gik i stykker. Om det er sandt, ved jeg ikke.

Der er herudover en meget sjov tanke, og den er, at jeg altså allerede som ca. fireårig også har haft et ret klart billede af, hvad det vil sige at være gift – i hvert fald taler man ikke så grimt om hinanden, heller ikke efter ægteskabet er opløst.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Normalt er børn ikke så tålmodige

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Jeg har kun ganske få billeder fra min barndom, hvilket er min egen skyld. Jeg havde en “Barnets bog” med billeder, men jeg smed den ud for mange år siden, fordi der i teksten var for meget “bræk”, jeg ikke kunne holde ud. Som eksempel underskrev “min mor” og psykopaten sig som “far og mor”, da de skulle gøre den færdig til min konfirmation i 1977. Nu ærgrer jeg mig selvfølgelig gul og grøn over, at jeg ikke i det mindste gemte billederne, men det er for sent.

Blandt de billeder, jeg ikke fik slettet ved en fejltagelse, er dette, som jeg havde med til psykologen i marts måned i år. Hun er – i modsætning til mig – vældig dygtig til at se på billeder.

Det med 1966 er nu nok noget sludder, men nu er det sådan. Hvornår det i stedet er fra, er jeg ikke klar over. Billedet forestiller katten “Piv” og mig på køkkengulvet på Park Allé 4 i Skjern.

Folkeregisteret mener ikke, jeg har boet i Skjern, for der er en fejl i CPR, som sikkert skyldes, at jeg ikke står på folkeregisterkortet. Men jeg kan både dokumentere det, huske det og nu også vise det.

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Det spændende ved billedet er, at jeg er vældig tålmodig, og det er ikke så sædvanligt for et barn. Jeg har en fornemmelse af, at jeg skal være rolig med katten, for ellers går den sin vej. Jeg udviser intuitivt en omsorg over for et andet levende væsen.

Vi talte om, at det kan stamme fra børnehjemmet “Dear home”, hvor børnene måtte deles om de medarbejdere, der nu en gang var til rådighed. Det er gætteri, for vi kan ikke vide det med sikkerhed, men det lyder logisk i mine ører.

Processen med “Dear Home”

Siden marts er der løbet meget vand i stranden med hensyn til “Dear Home”. Jeg har opsporet to medarbejdere, der har været der samtidig med mig. Det er virkelig en mærkelig fornemmelse, at jeg kan have puttet mig ind til disse to nu helt fremmede kvinder. Andre mennesker er klar over, at de har haft en mor og far, de puttede sig ind til – og derfor er det ikke videre interessant. Sådan er det bare. Når man selv skal opstøve dem 60 år senere, er det “næsten som at finde rav”, som Trille sang på LP’en “Hej Søster” i 1977, hvor jeg stadig kan teksterne udenad.

Ja, børnene måtte deles om medarbejderne, men der var altså kun fem børn i en gruppe, og medarbejderne boede på stedet. Det var deres liv, og de kaldte børnene for “deres”. Der var det, vi nu til dags kalder “faste teams”. Mine indre billeder har mest af alt lignet Nicolae Ceaușescus rumænske børnehjem med senge i lange rækker på store sovesale. Det giver en fantastisk ro at kunne lægge skræmmebillederne væk og erstatte dem med 16 fotos.

Hvilke initiativer har du selv taget?

Både Facebook og LinkedIn har selvfølgelig været taget i anvendelse for at opspore medarbejdere fra dengang. En læser foreslog at rette henvendelse til lokalavisen “Villabyerne”, og det var nyttigt, for min efterlysning kom i avisen, og så rullede det, fordi en journalist syntes, historien var interessant.

Der er også kommet nogle ret sjove ting ud af det:

    1. En ville gerne lukrere på min resultater og skrev ca. “Jeg var der også, jeg vil også gerne vide noget”. Jeg tilbød i to mails vedkommende at kontakte mig. Intet er hændt. Dukker vedkommende alligevel op, henviser jeg til projektet “Retten til egen historie“, der selvfølgelig er meget dygtigere til at opspore facts, end jeg er, og spørger i øvrigt “Hvilke initiativer har du selv taget?” Jeg kan ikke løse gåden for vedkommende, og den slags forudsætter jo en ret stor egenindsats. Kun nullermænd kommer af ingenting.
    2. En foreslog en DNA-test. Jeg blev nødt til at svare, at man med DNA-tests finder antallet af X- og Y-kromosomer men ikke børnehjem.
    3. Flere udviklede konspirationsteorier:
      1. Papirerne i journalen fra børnehjemmet er nok lagt forkert på Rigsarkivet.
      2. Papirerne er nok fjernet fra journalen.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Møde med Jacob fra “Retten til egen historie”

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Der er mange røvhuller i denne verden, men der er bestemt også mange søde mennesker. Jeg fokuserer på de sidstnævnte. I den gruppe er der lige nu flere, der gør noget for mig, helt uden at det koster noget, men selvom det gjorde, betalte jeg gerne, for det er vigtigt for mig at lægge brikkerne i mit personlige puslespil. Og mange brikker er allerede lagt siden artiklen i lokalavisen “Villabyerne” den 16. april.

I torsdags havde jeg møde med museumsinspektør Jacob Knage Rasmussen fra “Retten til egen historie”. Det var meget givende. Han forklarede blandt andet, at kodeordene til egenaccessen hos Skjern Kommune, som er min første kommune efter Dear Home, er “alt der kan relateres til anbringelsen”. Det kunne jeg jo ikke vide. Et andet kodeord er “§7-arkiv”. Det vidste jeg heller ikke.

Jeg tog straks fat på opgaven og besøgte Ringkøbing-Skjerns Kommunes hjemmeside, og de har en meget lang liste af steder, man kan skrive til. Jeg gav dog hurtigt op, for jeg kunne ikke regne ud, hvilken forvaltning, der var den rette. Man kan ikke ringe til dem, da de ikke har et hovednummer eller en omstilling.

I min tid i centraladministrationen og som chef udviklede jeg to nyttige mantraer:

  • Gå til toppen
  • Spørg dem der laver arbejdet

Kontakt til Ringkøbing-Skjern Kommune

Derfor kontaktede jeg fagchefen for Børn og Familie i Ringkøbing-Skjern Kommune, der var den nærmeste, jeg kunne forestille mig, og fortalte, at jeg for vild på hjemmesiden. Hun udleverede sin personlige mailadresse og lovede, at jeg kunne sende hende en direkte mail med min forespørgsel, og at hun derefter selv ville undersøge, hvem der er rette modtager. Endnu et sødt menneske!

Hun advarede om, at jeg ikke kunne forvente, at de sædvanlige frister for egenaccess ville blive overholdt. Pyt med det. Nu har jeg ventet i 60 år. En uge eller måned fra eller til er uden betydning.

Der kom denne mail ud af samtalen:

“Kære Anne Trine Larsen

Fagchef Børn og Familie i Ringkøbing-Skjern Kommune

Du skal have virkelig mange tak for, at du ringede tilbage til mig, idet jeg ikke via jeres hjemmeside kan greje, hvilken afdeling der er rette modtager af min sikkert lidt usædvanlige henvendelse.

Sagen drejer sig om:

Journaler og alle andre arkivalier vedr. mig samt alt der kan relateres til anbringelsen på børnehjemmet “Dear Home” i perioden fra den 29/10-1963 til den 25/11-1964. Jeg vedhæfter kopi af stambogen, der er indhentet via Rigsarkivet.

Mit CPR-nummer er: xxxxxx-xxxx, og jeg er født på Usserød Sygehus i den daværende Kronborg Lægekreds.

Af stambogen fremgår, at jeg er udskrevet fra “Dear Home” den 25/11-1964 til adoption af min far appreturmester Jørgen Stegemüller, Park Allé 4 i Skjern.

Der er desværre fejl i CPR, så jeg fremgår formentlig ikke af folkeregisterkortet. CPR angiver min første adresse som Martensens Allé 2 i Brande. Jeg har for et par år siden været i kontakt med folkeregisteret, der oplyste, at jeg aldrig har boet på adressen Park Allé 4 i Skjern. Men det har jeg altså. Og jeg kan i øvrigt selv huske det 😎

Hvis kommunen ikke længere er besiddelse af oplysninger, er der så mulighed for, at arkivalierne er afleveret til et §7-arkiv i overensstemmelse med arkivloven?

Særdeles venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Nu venter jeg i spænding på deres svar.

Mødet med museumsinspektøren fra “Retten til egen historie”

En slægtsforskerkollega havde gjort mig opmærksom på projektet “Retten til egen historie“.

Retten til egen historie er et samarbejdsprojekt bestående af Danmarks Forsorgsmuseum, Københavns Professionshøjskole, Rigsarkivet og TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte.

Museumsinspektør Jacob Knage Rasmussen stillede forskellige spørgsmål, der fik mig til endnu en gang at åbne e-Boks og se, hvad Rigsarkivet rent faktisk skrev den 1. februar i år. Og der gik det op for mig, at jeg har været en kæmpe idiot. Jacob er endnu et sødt menneske.

Den opmærksomme læser vil allerede have bemærket, at jeg ikke var tre år på Dear Home men “kun” 13 måneder. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg kan have læst så meget forkert i det, der kaldes stambogen.

Det gik også op for mig, at der var flere bilag. Jeg havde aldrig været opmærksom på, at man øverst i e-Boks kan drible til højre og se flere sagsakter.

Jeg undskylder hermed over for de mennesker, jeg måtte have vildledt i denne sag.

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Det kan være sket, fordi jeg var så skuffet over, at der intet stod i journalen, som er det nederste billede herover, men det undskylder ikke min idioti.

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Det kan også være sket, fordi min hjernebark rummer datoen for adoptionsbevillingen, som er fra 1966, fordi mine forældre i første omgang kun får plejetilladelse, fordi “det vil være blodig synd for adoptanterne, hvis der virkelig er noget galt”. Dette er citat fra adoptionssagen.

Det er skrevet af lægen på Rigshospitalets afdeling G, og det, der kan være galt, er, at jeg virkelig er retarderet, som er årsagen til, at jeg er indlagt til undersøgelse på Rigshospitalet.

Det kan også være sket, fordi jeg først er døbt i Odden Kirke, Ods Herred, den 1. oktober 1966, hvilket tydeligt fremgår af kirkebogen, som jeg har set for 20 år siden. Det er i det mindste ikke forkert.

Der er meget, der giver en anden mening, når de rette datoer er i spil. Det gælder fx billedet til højre af min far og mig, om hvilket livslang pædagog B. fra Taastrup for en uge siden sagde “Du er en meget lille treårig”.

Rigsarkivet var utrolig grundige

Da jeg nu fandt samtlige bilag i Rigsarkivets afgørelse, opdagede jeg også, at de har været utrolig grundige og at der ikke er mere at komme efter. Det var nok derfor, jeg ventede fra den 4. september 2021 til den 1. februar 2024 på afgørelsen …

Spøg til side. De skriver adskillige gange i den autogenererede mail, de rutinemæssigt udsendte en gang om måneden i 2½ år:

Vi modtog din bestilling den 04-09-2021

Tak for din bestilling af oplysninger vedrørende:
børne- og anbringelsessag

Lang ventetid på dine oplysninger

Vi har desværre stærkt forlængede sagsbehandlingstider på mere end 12 måneder fra vi har modtaget din bestilling. Vi har fået over 60.000 henvendelser på ca. to år, som vi arbejder på at behandle. Din sag er én af dem. Vi beklager ventetiden.

De kan jo ikke gøre for, at de har modtaget 60.000 henvendelser. Jeg er parat til at undskylde arkivar Adam Kronegh fra TV-serien “Forsvundne arvinger” og hans dygtige kolleger alt. Det var vist i forbindelse med Arne-pensionen, hvor ansøgerne skulle dokumentere et eller andet.

I afgørelsen skriver Rigsarkivet blandt andet:

“Vi har på baggrund af dine oplysninger søgt i:

  1. Københavns Overpræsidium, Generalkartotek (1927-1992).
  2. Københavns Statsamt, Generalkartotek (1970-1992).
  3. Københavns Statsamt, Navnekartotek for familieretlige sager (1960-1972).
  4. Københavns Statsamt, Navnekartotek for sociale sager (1960-1988). Landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg, 1938-1973: Klientregister, piger 0-7 år.
  5. Landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg, 1938-1973: Klientregister, piger 8 år til myndig.
  6. Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen, 1923-1976: Register til A-journalsager.
  7. Arkivskaber: Rigshospitalet, Afdeling for Børnesygdomme G, Arkivserie: Navnekartotek (1944-1972).
  8. Arkivskaber: Rigshospitalet, Børnepsykiatrisk Afdeling OB, Arkivserie: Patientjournaler (1935 – 1976), Løbenummer: 339, Indhold: 23 10 –
  9. Arkivskaber: Helsingør Politi, Arkivserie: Journalsager (1953 – 1977), Løbenummer: XIV.b-154, Indhold: 1963 15 -, Journalnummer: 15-239-63
  10. Arkivskaber: Frederiksborg Amt, Arkivserie: Journalsager (1960 – 1969), Løbenummer: B.1-325, Indhold: 1963 321 – 1963 322, Journalnummer: 321-56-1963
  11. Arkivskaber: Nordsjællands Hospital, Arkivserie: Kardex (1943-1989)

Vi kan oplyse, at der er en mulighed for, at de oplysninger, som du søger fra Rigshospitalet, kan findes hos Rigshospitalets Centralarkiv.”

Mht. Rigshospitalets Centralarkiv er der ikke mere at komme efter, for dem havde jeg kontakt til allerede i september 2021, hvor en medarbejder stod på hovedet for mig for at finde noget. Endnu et sødt menneske.

Jacob har nu lavet et opslag på deres sociale medier, og efter vi lige fik rykket lidt på kommaerne, er det blevet rigtig godt. Og de har selvfølgelig mange flere følgere, end jeg selv har. Det er spændende, om det giver pote.

Lægen på børnehjemmet Dear Home hed H. Særmark

Når man som jeg har Aspergers syndrom, er man typisk god til at opdage detaljer (men som det tydeligt fremgår af ovenstående ikke dem alle …). Her kommer en sjov detalje.

Dear Home var drevet af Centralmissionen, der er og var en del af Metodistkirkens sociale arbejde. Jeg har kontaktet deres arkiv, men de har ikke noget. Endnu et flueben er sat, denne gang hos tre søde mennesker. De har sendt mig deres 100 års jubilæumsskrift, hvor der er små omtaler af Dear Home og flere artikler af pastor Niels Mann, der også forestår begravelsen af ‘plejemor’ frøken Lydia Marie Thomsen den 27. marts 1965. Du kan læse kirkebogen om begravelsen her.

Dear Home blev lukket den 1. april 1971 pga. det faldende børnetal, som ikke har med indførelsen af retten til fri abort at gøre, hvilket man umiddelbart kunne tro, men den træder først i kraft den 1. oktober 1973.

Lidt søgning i slægtsdatabasen MyHeritage viser, at flere mennesker med efternavnet “Særmark” er medlemmer af Metodistkirken, som jeg i parentes bemærket ikke ved noget om. B. fortæller dog, at der ikke var bønner og lignende på Dear Home i hendes tid der.

Da enhver sten skal vendes, har jeg den 23. april sendt følgende besked via MyHeritages besked-funktion til Jørgen Særmark, der har et slægtstræ med 141 personer. Det er dog ikke er opdateret siden januar 2018. Jeg er uden svar, så han har nok fundet sig en anden hobby.

“Kære Jørgen Særmark

I dit træ kan jeg se, at der er flere med efternavnet “Særmark”, der er medlemmer af Metodistkirken.

Jeg søger en “H. Særmark”, der i starten af 1960’erne var læge (eller bare lægekonsulent) tilnyttet Centralmissionens børnehjem “Dear Home” Sofievej 26 i Hellerup. Jeg var anbragt der fra 1963 – 1964, og jeg søger efter helbredsoplysninger mv. https://stegemueller.dk/det-ruller-boernehjemmet-paa-sofievej-26/

Kender du til en læge kaldet H. Særmark?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller
@stegemueller.dk (skjult her i artiklen af spam-hensyn)
Telefon: 22 81 17 31″

Nekrologen over ‘plejemor’

Da ‘plejemor’ dør, skriver Pastor Niels Mann følgende nekrolog i Centralmissionens blad, som B. i Taastrup har stået på hovedet i sine gemmer for at finde til mig. Når vi mødes igen, må jeg få det. Endnu et sødt menneske.

Da jeg ikke er klar over, om du kan se teksten tydeligt på din enhed, citerer jeg lidt fra nekrologen. Ordene gør mig meget glad og afliver endnu engang skrækbillederne fra Rumæniens Nicolae Ceaușescus lange rækker af børnesenge med uvirksomme børn.

Med frøken Thomsens død er et meget virksomt liv afsluttet, en meget rig arbejdsdag til ende. Den var fyldt med godhed og smil for mange små piger og drenge, der måtte savne en mors kærlighed i de allerførste leveår. Men frk. Thomsen var ikke alene den fødte leder, men den der tog mod ethvert barn, som var det barnets egen mor, og hendes ansvar og kærlighed var så vidt favnende, at hun så at sige dagligt fulgte hvert barn og i sin omsorg ikke slap det af syne, før det var udskrevet fra hjemmet.

 

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.