Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Mit liv som GLS-pakke

Mit liv som GLS-pakke

Hvor skulle jeg bo?

Mit liv som GLS-pakke

Noget af det skønne ved at være voksen og bo for sig selv i en dejlig lejlighed er, at jeg selv kan beslutte, hvor jeg vil bo. Og derfor skal jeg bæres ud herfra. Og det bliver jeg nok også en dag om forhåbentligt adskillige år. Det er helt fint med mig.

Jeg har været hos psykologen, og det er altid “bevidsthedsudvidende”. Jeg går altid klogere derfra, end jeg kom. Men det er selvfølgelig også derfor, jeg kommer.

En af de ting, jeg kom til at tænke på, er, at både før og efter min far døde, var der usikkerhed om, hvor jeg skulle bo:

Aflevering til Dear Home

Min biologiske mor har formentlig haft dårlige muligheder, fordi der dengang var stor skam knyttet til at blive uønsket gravid udenfor ægteskab som 18-årig, så Mødrehjælpen afleverede mig på “Dear Home”, da jeg var seks dage, og det viser sig jo at have været et ret fint sted. Og det er jeg meget glad for at have fundet ud af via et sødt og hjælpsomt menneske.

Mange unge kvinder valgte muligheden for enten brun sæbe eller strikkepinde, og det er jeg selvfølgelig glad for, at min biologiske mor ikke gjorde.

Udlevering til adoptivforældrene

Da jeg skulle videre til mine adoptivforældre, blev jeg formentlig afhentet på samme måde, som man afhenter en GLS-pakke. Min nye familie boede i Skjern i Vestjylland, men “Dear Home” lå i Hellerup, så vi lærte nok ikke hinanden lidt at kende på forhånd.

Muligheden for revisorens dejlige søster

Efter min far døde, rykkede “min mor” og jeg på den 183. dag (tre dage efter lejekontraktens udløb) videre til revisoren, der havde indrykket en kontaktannonce et eller andet sted, og som “min mor” besvarede. Jeg kunne vældig godt lide revisoren, hans søster og hans voksne børn. Jeg var vældig glad for Sanderumskolen og Fyns Væddeløbsbane, der lå lige om hjørnet. Jeg husker tydeligt, at “min mor” og jeg stod i køkkenet, og jeg sagde til hende “Det er en virkelig god skole, for her lærer man virkelig noget”.

Jeg har aldrig kunnet få “min mors” fortælling om, at vi flyttede fra ham og velhaverkvarteret Fruens Bøge i Odense til Vollsmose efter 0,7 år (vi boede der fra 25. maj 1973 til den 31. januar 1974), fordi han og jeg ikke kunne med hinanden.

Revisorens søster var en dejlig barmfager og varm kvinde, der var lærer på en eksternatskole i Svendborg. Hendes mand var pedel på skolen. Det var på tale, at jeg måske skulle bo hos dem, og det ville jeg vældig gerne. Jeg husker at sidde på skødet af hende i deres køkken op ad hendes store bryster, og det var trygt og dejligt. I weekends og på fridage var vi i det nærliggende Rantzausminde eller måske var det Christiansminde – der kunne man spille minigolf. Det var herligt! Hvorfor jeg kom ikke til at bo hos dem, kan jeg ikke huske. Men det havde været helt fint med mig.

Jeg havde aldrig helt fornemmelsen af “her hører jeg til”

Også efter psykopaten trådte ind på scenen i ca. 1974, var der usikkerhed om, hvor jeg skulle bo, men jeg kan ikke huske, hvilke steder der var på tale. Jeg kan bare huske fornemmelsen af aldrig at være helt sikker på, hvor jeg hørte til.

Det er sådan set lidt ærgerligt, at det aldrig materialiserede sig her, for på det tidspunkt ville jeg vældig gerne have boet et andet sted.

Jeg ville fx gerne have været på efterskole eller (grin bare) på søfartsskole i Svendborg eller i huset hos en bornholmsk familie på landet med tre små børn. De to første ting var der formentlig ikke økonomi til. Og familien med børnene kunne nok godt mærke, at det ikke lige hørte til blandt mine spidskompetencer at passe tre ret små børn. Det havde været synd for børnene 🙂

“Mormor har du egl. nogensinde være gift?”

Der er flere fortællinger, jeg ikke kunne få til at passe sammen allerede som barn. Mens min far levede, og mens vi altså stadig boede i Brande i Vestjylland, husker jeg tydeligt en scene ude i haven på Dalgasvej nr. 4, hvor jeg spurgte min mormor “Mormor har du egl. nogensinde været gift?” Hun svarede “Jamen jeg har da været gift med morfar”. Jeg stillede mig med armene over kors og sagde “Bare fordi jeg kun er fire år (vist nok), skal du ikke prøve at bilde mig noget ind”.

Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at hun havde været gift med den mand, hun altid talte så grimt om. Hun kaldte ham fx altid for “Den gamle”, fordi han var 13 år ældre end hende selv, og jeg husker dem ikke nogensinde være i samme lokale. Det betød fx en del besvær med sådan noget som juleaftener. De var blevet skilt kort efter, mine forældre blev gift dvs. ca. 1955/-56. I adoptionssagen står, at det var morfars skiftende arbejde som arbejdsmand rundt omkring i landet, der bevirkede, at ægteskabet gik i stykker. Om det er sandt, ved jeg ikke.

Der er herudover en meget sjov tanke, og den er, at jeg altså allerede som ca. fireårig også har haft et ret klart billede af, hvad det vil sige at være gift – i hvert fald taler man ikke så grimt om hinanden, heller ikke efter ægteskabet er opløst.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Normalt er børn ikke så tålmodige

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Jeg har kun ganske få billeder fra min barndom, hvilket er min egen skyld. Jeg havde en “Barnets bog” med billeder, men jeg smed den ud for mange år siden, fordi der i teksten var for meget “bræk”, jeg ikke kunne holde ud. Som eksempel underskrev “min mor” og psykopaten sig som “far og mor”, da de skulle gøre den færdig til min konfirmation i 1977. Nu ærgrer jeg mig selvfølgelig gul og grøn over, at jeg ikke i det mindste gemte billederne, men det er for sent.

Blandt de billeder, jeg ikke fik slettet ved en fejltagelse, er dette, som jeg havde med til psykologen i marts måned i år. Hun er – i modsætning til mig – vældig dygtig til at se på billeder.

Det med 1966 er nu nok noget sludder, men nu er det sådan. Hvornår det i stedet er fra, er jeg ikke klar over. Billedet forestiller katten “Piv” og mig på køkkengulvet på Park Allé 4 i Skjern.

Folkeregisteret mener ikke, jeg har boet i Skjern, for der er en fejl i CPR, som sikkert skyldes, at jeg ikke står på folkeregisterkortet. Men jeg kan både dokumentere det, huske det og nu også vise det.

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Det spændende ved billedet er, at jeg er vældig tålmodig, og det er ikke så sædvanligt for et barn. Jeg har en fornemmelse af, at jeg skal være rolig med katten, for ellers går den sin vej. Jeg udviser intuitivt en omsorg over for et andet levende væsen.

Vi talte om, at det kan stamme fra børnehjemmet “Dear home”, hvor børnene måtte deles om de medarbejdere, der nu en gang var til rådighed. Det er gætteri, for vi kan ikke vide det med sikkerhed, men det lyder logisk i mine ører.

Processen med “Dear Home”

Siden marts er der løbet meget vand i stranden med hensyn til “Dear Home”. Jeg har opsporet to medarbejdere, der har været der samtidig med mig. Det er virkelig en mærkelig fornemmelse, at jeg kan have puttet mig ind til disse to nu helt fremmede kvinder. Andre mennesker er klar over, at de har haft en mor og far, de puttede sig ind til – og derfor er det ikke videre interessant. Sådan er det bare. Når man selv skal opstøve dem 60 år senere, er det “næsten som at finde rav”, som Trille sang på LP’en “Hej Søster” i 1977, hvor jeg stadig kan teksterne udenad.

Ja, børnene måtte deles om medarbejderne, men der var altså kun fem børn i en gruppe, og medarbejderne boede på stedet. Det var deres liv, og de kaldte børnene for “deres”. Der var det, vi nu til dags kalder “faste teams”. Mine indre billeder har mest af alt lignet Nicolae Ceaușescus rumænske børnehjem med senge i lange rækker på store sovesale. Det giver en fantastisk ro at kunne lægge skræmmebillederne væk og erstatte dem med 16 fotos.

Hvilke initiativer har du selv taget?

Både Facebook og LinkedIn har selvfølgelig været taget i anvendelse for at opspore medarbejdere fra dengang. En læser foreslog at rette henvendelse til lokalavisen “Villabyerne”, og det var nyttigt, for min efterlysning kom i avisen, og så rullede det, fordi en journalist syntes, historien var interessant.

Der er også kommet nogle ret sjove ting ud af det:

    1. En ville gerne lukrere på min resultater og skrev ca. “Jeg var der også, jeg vil også gerne vide noget”. Jeg tilbød i to mails vedkommende at kontakte mig. Intet er hændt. Dukker vedkommende alligevel op, henviser jeg til projektet “Retten til egen historie“, der selvfølgelig er meget dygtigere til at opspore facts, end jeg er, og spørger i øvrigt “Hvilke initiativer har du selv taget?” Jeg kan ikke løse gåden for vedkommende, og den slags forudsætter jo en ret stor egenindsats. Kun nullermænd kommer af ingenting.
    2. En foreslog en DNA-test. Jeg blev nødt til at svare, at man med DNA-tests finder antallet af X- og Y-kromosomer men ikke børnehjem.
    3. Flere udviklede konspirationsteorier:
      1. Papirerne i journalen fra børnehjemmet er nok lagt forkert på Rigsarkivet.
      2. Papirerne er nok fjernet fra journalen.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Møde med Jacob fra “Retten til egen historie”

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Der er mange røvhuller i denne verden, men der er bestemt også mange søde mennesker. Jeg fokuserer på de sidstnævnte. I den gruppe er der lige nu flere, der gør noget for mig, helt uden at det koster noget, men selvom det gjorde, betalte jeg gerne, for det er vigtigt for mig at lægge brikkerne i mit personlige puslespil. Og mange brikker er allerede lagt siden artiklen i lokalavisen “Villabyerne” den 16. april.

I torsdags havde jeg møde med museumsinspektør Jacob Knage Rasmussen fra “Retten til egen historie”. Det var meget givende. Han forklarede blandt andet, at kodeordene til egenaccessen hos Skjern Kommune, som er min første kommune efter Dear Home, er “alt der kan relateres til anbringelsen”. Det kunne jeg jo ikke vide. Et andet kodeord er “§7-arkiv”. Det vidste jeg heller ikke.

Jeg tog straks fat på opgaven og besøgte Ringkøbing-Skjerns Kommunes hjemmeside, og de har en meget lang liste af steder, man kan skrive til. Jeg gav dog hurtigt op, for jeg kunne ikke regne ud, hvilken forvaltning, der var den rette. Man kan ikke ringe til dem, da de ikke har et hovednummer eller en omstilling.

I min tid i centraladministrationen og som chef udviklede jeg to nyttige mantraer:

  • Gå til toppen
  • Spørg dem der laver arbejdet

Kontakt til Ringkøbing-Skjern Kommune

Derfor kontaktede jeg fagchefen for Børn og Familie i Ringkøbing-Skjern Kommune, der var den nærmeste, jeg kunne forestille mig, og fortalte, at jeg for vild på hjemmesiden. Hun udleverede sin personlige mailadresse og lovede, at jeg kunne sende hende en direkte mail med min forespørgsel, og at hun derefter selv ville undersøge, hvem der er rette modtager. Endnu et sødt menneske!

Hun advarede om, at jeg ikke kunne forvente, at de sædvanlige frister for egenaccess ville blive overholdt. Pyt med det. Nu har jeg ventet i 60 år. En uge eller måned fra eller til er uden betydning.

Der kom denne mail ud af samtalen:

“Kære Anne Trine Larsen

Fagchef Børn og Familie i Ringkøbing-Skjern Kommune

Du skal have virkelig mange tak for, at du ringede tilbage til mig, idet jeg ikke via jeres hjemmeside kan greje, hvilken afdeling der er rette modtager af min sikkert lidt usædvanlige henvendelse.

Sagen drejer sig om:

Journaler og alle andre arkivalier vedr. mig samt alt der kan relateres til anbringelsen på børnehjemmet “Dear Home” i perioden fra den 29/10-1963 til den 25/11-1964. Jeg vedhæfter kopi af stambogen, der er indhentet via Rigsarkivet.

Mit CPR-nummer er: xxxxxx-xxxx, og jeg er født på Usserød Sygehus i den daværende Kronborg Lægekreds.

Af stambogen fremgår, at jeg er udskrevet fra “Dear Home” den 25/11-1964 til adoption af min far appreturmester Jørgen Stegemüller, Park Allé 4 i Skjern.

Der er desværre fejl i CPR, så jeg fremgår formentlig ikke af folkeregisterkortet. CPR angiver min første adresse som Martensens Allé 2 i Brande. Jeg har for et par år siden været i kontakt med folkeregisteret, der oplyste, at jeg aldrig har boet på adressen Park Allé 4 i Skjern. Men det har jeg altså. Og jeg kan i øvrigt selv huske det 😎

Hvis kommunen ikke længere er besiddelse af oplysninger, er der så mulighed for, at arkivalierne er afleveret til et §7-arkiv i overensstemmelse med arkivloven?

Særdeles venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Nu venter jeg i spænding på deres svar.

Mødet med museumsinspektøren fra “Retten til egen historie”

En slægtsforskerkollega havde gjort mig opmærksom på projektet “Retten til egen historie“.

Retten til egen historie er et samarbejdsprojekt bestående af Danmarks Forsorgsmuseum, Københavns Professionshøjskole, Rigsarkivet og TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte.

Museumsinspektør Jacob Knage Rasmussen stillede forskellige spørgsmål, der fik mig til endnu en gang at åbne e-Boks og se, hvad Rigsarkivet rent faktisk skrev den 1. februar i år. Og der gik det op for mig, at jeg har været en kæmpe idiot. Jacob er endnu et sødt menneske.

Den opmærksomme læser vil allerede have bemærket, at jeg ikke var tre år på Dear Home men “kun” 13 måneder. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg kan have læst så meget forkert i det, der kaldes stambogen.

Det gik også op for mig, at der var flere bilag. Jeg havde aldrig været opmærksom på, at man øverst i e-Boks kan drible til højre og se flere sagsakter.

Jeg undskylder hermed over for de mennesker, jeg måtte have vildledt i denne sag.

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Det kan være sket, fordi jeg var så skuffet over, at der intet stod i journalen, som er det nederste billede herover, men det undskylder ikke min idioti.

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Det kan også være sket, fordi min hjernebark rummer datoen for adoptionsbevillingen, som er fra 1966, fordi mine forældre i første omgang kun får plejetilladelse, fordi “det vil være blodig synd for adoptanterne, hvis der virkelig er noget galt”. Dette er citat fra adoptionssagen.

Det er skrevet af lægen på Rigshospitalets afdeling G, og det, der kan være galt, er, at jeg virkelig er retarderet, som er årsagen til, at jeg er indlagt til undersøgelse på Rigshospitalet.

Det kan også være sket, fordi jeg først er døbt i Odden Kirke, Ods Herred, den 1. oktober 1966, hvilket tydeligt fremgår af kirkebogen, som jeg har set for 20 år siden. Det er i det mindste ikke forkert.

Der er meget, der giver en anden mening, når de rette datoer er i spil. Det gælder fx billedet til højre af min far og mig, om hvilket livslang pædagog B. fra Taastrup for en uge siden sagde “Du er en meget lille treårig”.

Rigsarkivet var utrolig grundige

Da jeg nu fandt samtlige bilag i Rigsarkivets afgørelse, opdagede jeg også, at de har været utrolig grundige og at der ikke er mere at komme efter. Det var nok derfor, jeg ventede fra den 4. september 2021 til den 1. februar 2024 på afgørelsen …

Spøg til side. De skriver adskillige gange i den autogenererede mail, de rutinemæssigt udsendte en gang om måneden i 2½ år:

Vi modtog din bestilling den 04-09-2021

Tak for din bestilling af oplysninger vedrørende:
børne- og anbringelsessag

Lang ventetid på dine oplysninger

Vi har desværre stærkt forlængede sagsbehandlingstider på mere end 12 måneder fra vi har modtaget din bestilling. Vi har fået over 60.000 henvendelser på ca. to år, som vi arbejder på at behandle. Din sag er én af dem. Vi beklager ventetiden.

De kan jo ikke gøre for, at de har modtaget 60.000 henvendelser. Jeg er parat til at undskylde arkivar Adam Kronegh fra TV-serien “Forsvundne arvinger” og hans dygtige kolleger alt. Det var vist i forbindelse med Arne-pensionen, hvor ansøgerne skulle dokumentere et eller andet.

I afgørelsen skriver Rigsarkivet blandt andet:

“Vi har på baggrund af dine oplysninger søgt i:

  1. Københavns Overpræsidium, Generalkartotek (1927-1992).
  2. Københavns Statsamt, Generalkartotek (1970-1992).
  3. Københavns Statsamt, Navnekartotek for familieretlige sager (1960-1972).
  4. Københavns Statsamt, Navnekartotek for sociale sager (1960-1988). Landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg, 1938-1973: Klientregister, piger 0-7 år.
  5. Landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg, 1938-1973: Klientregister, piger 8 år til myndig.
  6. Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen, 1923-1976: Register til A-journalsager.
  7. Arkivskaber: Rigshospitalet, Afdeling for Børnesygdomme G, Arkivserie: Navnekartotek (1944-1972).
  8. Arkivskaber: Rigshospitalet, Børnepsykiatrisk Afdeling OB, Arkivserie: Patientjournaler (1935 – 1976), Løbenummer: 339, Indhold: 23 10 –
  9. Arkivskaber: Helsingør Politi, Arkivserie: Journalsager (1953 – 1977), Løbenummer: XIV.b-154, Indhold: 1963 15 -, Journalnummer: 15-239-63
  10. Arkivskaber: Frederiksborg Amt, Arkivserie: Journalsager (1960 – 1969), Løbenummer: B.1-325, Indhold: 1963 321 – 1963 322, Journalnummer: 321-56-1963
  11. Arkivskaber: Nordsjællands Hospital, Arkivserie: Kardex (1943-1989)

Vi kan oplyse, at der er en mulighed for, at de oplysninger, som du søger fra Rigshospitalet, kan findes hos Rigshospitalets Centralarkiv.”

Mht. Rigshospitalets Centralarkiv er der ikke mere at komme efter, for dem havde jeg kontakt til allerede i september 2021, hvor en medarbejder stod på hovedet for mig for at finde noget. Endnu et sødt menneske.

Jacob har nu lavet et opslag på deres sociale medier, og efter vi lige fik rykket lidt på kommaerne, er det blevet rigtig godt. Og de har selvfølgelig mange flere følgere, end jeg selv har. Det er spændende, om det giver pote.

Lægen på børnehjemmet Dear Home hed H. Særmark

Når man som jeg har Aspergers syndrom, er man typisk god til at opdage detaljer (men som det tydeligt fremgår af ovenstående ikke dem alle …). Her kommer en sjov detalje.

Dear Home var drevet af Centralmissionen, der er og var en del af Metodistkirkens sociale arbejde. Jeg har kontaktet deres arkiv, men de har ikke noget. Endnu et flueben er sat, denne gang hos tre søde mennesker. De har sendt mig deres 100 års jubilæumsskrift, hvor der er små omtaler af Dear Home og flere artikler af pastor Niels Mann, der også forestår begravelsen af ‘plejemor’ frøken Lydia Marie Thomsen den 27. marts 1965. Du kan læse kirkebogen om begravelsen her.

Dear Home blev lukket den 1. april 1971 pga. det faldende børnetal, som ikke har med indførelsen af retten til fri abort at gøre, hvilket man umiddelbart kunne tro, men den træder først i kraft den 1. oktober 1973.

Lidt søgning i slægtsdatabasen MyHeritage viser, at flere mennesker med efternavnet “Særmark” er medlemmer af Metodistkirken, som jeg i parentes bemærket ikke ved noget om. B. fortæller dog, at der ikke var bønner og lignende på Dear Home i hendes tid der.

Da enhver sten skal vendes, har jeg den 23. april sendt følgende besked via MyHeritages besked-funktion til Jørgen Særmark, der har et slægtstræ med 141 personer. Det er dog ikke er opdateret siden januar 2018. Jeg er uden svar, så han har nok fundet sig en anden hobby.

“Kære Jørgen Særmark

I dit træ kan jeg se, at der er flere med efternavnet “Særmark”, der er medlemmer af Metodistkirken.

Jeg søger en “H. Særmark”, der i starten af 1960’erne var læge (eller bare lægekonsulent) tilnyttet Centralmissionens børnehjem “Dear Home” Sofievej 26 i Hellerup. Jeg var anbragt der fra 1963 – 1964, og jeg søger efter helbredsoplysninger mv. https://stegemueller.dk/det-ruller-boernehjemmet-paa-sofievej-26/

Kender du til en læge kaldet H. Særmark?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller
@stegemueller.dk (skjult her i artiklen af spam-hensyn)
Telefon: 22 81 17 31″

Nekrologen over ‘plejemor’

Da ‘plejemor’ dør, skriver Pastor Niels Mann følgende nekrolog i Centralmissionens blad, som B. i Taastrup har stået på hovedet i sine gemmer for at finde til mig. Når vi mødes igen, må jeg få det. Endnu et sødt menneske.

Da jeg ikke er klar over, om du kan se teksten tydeligt på din enhed, citerer jeg lidt fra nekrologen. Ordene gør mig meget glad og afliver endnu engang skrækbillederne fra Rumæniens Nicolae Ceaușescus lange rækker af børnesenge med uvirksomme børn.

Med frøken Thomsens død er et meget virksomt liv afsluttet, en meget rig arbejdsdag til ende. Den var fyldt med godhed og smil for mange små piger og drenge, der måtte savne en mors kærlighed i de allerførste leveår. Men frk. Thomsen var ikke alene den fødte leder, men den der tog mod ethvert barn, som var det barnets egen mor, og hendes ansvar og kærlighed var så vidt favnende, at hun så at sige dagligt fulgte hvert barn og i sin omsorg ikke slap det af syne, før det var udskrevet fra hjemmet.

 

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Det ruller – Børnehjemmet på Sofievej 26

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Følelser og ihærdighed giver resultater

Det ruller – Børnehjemmet på Sofievej 26

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal ende og begynde. Jeg har bare behov for at fortælle følgende, der bla. indeholder, at jeg nu sidder her med 16 originale s/h fotos af livet på “Dear Home”!

Siden onsdag den 17. april, hvor redaktør Jesper Bjørn Larsens redaktionelle artikel var i lokalavisen “Villabyerne”, er der tilføjet adskillige brikker til mit personlige puslespil.

Nogle vil måske kalde min tilgang i denne sag for “følelsesporno” – men dem om det. Jeg har følelser i puslespillet, og dem er jeg stået frem med i de formuleringer, jeg bevidst har anvendt.

Det er langt fra min sædvanlige skrivestil, men når man beder om andre menneskers hjælp, bistand og tid, må man også fortælle, hvorfor man gør det. Lige der er man styret af sine følelser. Gør det noget?

Det er fx formuleringer som:

  • Det betyder, at jeg har en lakune i mit liv. Jeg kan umuligt lægge puslespillet uden hjælp udefra. Og det er det, jeg behøver jeres bistand til.
  • Jeg vil være så glad, hvis I vil læse …
  • Rigsarkivet har ingen oplysninger. Det er forsøgt, og jeg ventede 2½ år på svaret …
  • Kære både “Danmarks Forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie”. Jeg håber sådan …

Og det har (sgu) virket! Nogle af de mennesker, jeg har haft kontakt med via alle mulige medier og platforme (Facebook, min egen hjemmeside, telefonopkald osv.) har foreslået flere mulige tilgange. Og de mest lovende har jeg fulgt.

  • En slægtsforskerkollega foreslog “Danmarks Forsorgsmuseum”, hvor jeg har fået en aftale om et virtuelt møde med museumsinspektøren på torsdag den 25. april kl. 10:30.
  • Jesper Bjørn Larsen fra “Villabyerne” foreslog Gentofte Lokalarkiv, der har fået en mail. Her mangler jeg fortsat svar.

Det er helt vildt. Jeg synes aldrig, jeg har prøvet noget lignende.

Da jeg gik i folkeskolen, skrev en eller anden på en af mine fem skoler om mig, at jeg var “kværulerende” i gymnastik. Når man lige vender medaljen (eller hvad det nu end kaldes) fra ordet “kværulerende”, svarer det til “stædighed” eller “ihærdighed”. Da jeg engang for længe siden skrev ansøgninger, inkluderede jeg altid ordet ihærdig i afsnittet om egenskaber. Det kan jeg stadig stå inde for. I denne sag er det umådelig praktisk.

Jeg har også fået tips, der ikke var så anvendelige. En foreslog fx at tage en DNA-test. Jeg blev nødt til at svare, at DNA-tests fortæller om antallet af X- og Y-kromosomer ikke om børnehjem 🙂

Mine skræmmebilleder er erstattet af 16 originale og virkelige s/h billeder

Her kommer det vildeste.

Lørdag var jeg til en kop kaffe hos B. i Gentofte

Hun havde været i erhvervspraktik en uge på “Dear Home” i november 1964. Hun forærede mig papirudgaven af “Villabyerne”, så jeg selv kunne se Jespers artikel. Hun kunne fremvise en art anbefaling på stedets brevpapir. Hun fortalte, at hun havde et godt indtryk af stedet, og at det var et rart sted. Der var i alt 29 børn. Det var ikke noget med store stuer med senge i lange rækker. Der var faste teams. Forstanderinden hed Lydia Thomsen.

Søndag var jeg til en hel kande kaffe og nybagt kage hos B. i Taastrup

Jeg har en lydoptagelse på 2:11:14 af vores samtale, hvor hun fortæller om “Dear Home” og om sit virke der. Hun var der i otte måneder fra oktober 1964 til juni 1965, dvs. hun var der, mens jeg var der.

  • Det var et dejligt sted – og hun havde noget at sammenligne med.
  • Personalet boede på stedet.
  • Personaleomsætningen var lav.
  • Der var faste teams. Hun var ansvarlig for fem børn, hun kaldte “sine”.
  • Der var ikke sovesale med senge i lange rækker. Sengene stod adskilt og hver for sig i en stue, der lignede en dagligstue i et rigtigt hjem.
  • Forstanderinden hed Lydia Thomsen men kaldtes ‘plejemor’.
  • Børnene blev formentlig udleverede til adoption til mennesker, de aldrig havde set før.

Hun forærede mig 16 originale s/h billeder! Jeg kan ved selvsyn konstatere, at hun taler sandt. Muligvis er jeg selv på et af billederne af “hendes” børn, men vi er usikre. Der er ligheder, men der er også uligheder. Jeg tager dem med til psykologen den 1. maj, fordi hun er skrap (også) til billedanalyse.

Om jeg er på et eller billederne eller ej er heller ikke så vigtigt for mig. Det vigtige er fx at se en træbarnevogn med plads til otte børn på tur. En stor sandkasse i haven med legende børn. Fem spisende børn omkring et bord. To børn sammen i bad i en lille balje i badeværelset.

Jeg havde jo nærmest forestillet mig børnehjemmene i Nicolae Ceaușescus Rumænien med lange sovesale, og børn der sad uvirksomme i deres senge. Det er et falsum og et skræmmebillede, jeg nu kan pakke væk for altid.

Man skal nok have prøvet dette for til fulde at forstå det.

Jeg bringer her to af billederne, hvor personerne er ret anonyme for ikke at overtræde reglerne i GDPR mv. Du skal glæde dig sammen med mig. (Mere tekst under billederne.)

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Henvendelse til Gentofte Lokalarkiv den 17. april

“Kære Gentofte Lokalarkiv

Angående børnehjemmet “Dear Home” Sofievej 26 i Hellerup

Jeg vil være så glad, hvis I vil læse dette link: https://stegemueller.dk/boernehjemmet-paa-sofievej-26-i-hellerup-2/ der blandt andet rummer en efterlysning fra i dag (den 17/4-2024) i “Villabyerne” af et menneske, der kan fortælle om de generelle forhold på “Dear Home”. Jeg har ingen forventning om, at nogen kan huske lige præcis mig.

Jeg var på børnehjemmet fra 1963-1966. Rigsarkivet har ingen oplysninger. Det er forsøgt, og jeg ventede 2½ år på svaret …

Ligger I inde med materiale, der kan være med til at kaste lys over de første tre år af mit liv?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Henvendelse til “Danmarks forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie” den 18. april

Sagen har jo udviklet sig noget, siden jeg skrev til dem, idet jeg nu har fundet en medarbejder (men jeg vil naturligvis gerne have kontakt med flere!) Det, der nu vil være umådelig interessant at få deres hjælp til, er journaloplysninger af en eller anden slags. Der må jo stå noget et eller andet sted.

De har jo nok mere forstand på at samle information, end jeg har. I den indledende korrespondance foreslog de fx en egenaccess hos det daværende Skjern Kommune. Det har jeg aldrig overvejet.

Der er bare den hage ved det, at jeg engang har forsøgt at få at vide, hvornår jeg fik folkeregisteradresse der for at finde ud af, hvor længe jeg var på “Dear Home” men da jeg åbenbart ikke står på folkeregisterkortet, svarede de, at der havde jeg aldrig boet. Det hjalp ikke, at jeg kunne fortælle, at en af mine tidligste erindringer er, at jeg stod på reposen på Park Allé 4 og kiggede ud 🙂

“Kære både “Danmarks forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie”

Jeg håber sådan, at I begge vil tage jer tiden til at læse vedhæftede link. Det rummer blandt andet en artikel i lokalavisen “Villabyerne” fra i går den 17. april 2024. Jeg er gået viralt for at prøve at finde en medarbejder på “Dear Home” fra perioden mellem 1963 og 1966.

Jeg, der er en erfaren slægtsforsker gennem mere end 20 år, har opgivet at lægge puslespillet i min egen historie, så nu søger jeg hjælp hos jer, som sidste skud i bøssen.

Jeg var på “Dear Home” fra 1963-1966, og jeg søger generel viden om stedet. Det vil være for meget forlangt, at nogen skulle kunne huske lige præcis mig. Det er også uden betydning.

Egenacces hos RA [slang for ‘Rigsarkivet’] har været resultatløs. Jeg ventede 2½ år på en journal, der kun rummer kun indleverings- og udleveringsdato samt adoptivfars navn og adresse. Facebook, LinkedIn osv. er forsøgt. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ingenting har skrevet om børnene, men det kan selvfølgelig være kasseret i forbindelse med stedets lukning.

Hvad vil I foreslå mig at gøre?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Opdatering om “plejemor” efter inspiration fra en slægtsforskerven Mike Lyng

Plejemor døde, mens B. var ansat, så det krævede bare et enkelt opslag i Hellerup Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, som resulterede i følgende:

“Nr. 9.
1965 23. marts Københavns amts sygehus, Gentofte.
1965 27 marts Holmens Kirkegård, København.
Thomsen, Lydia Marie
Forstanderinde, boende Sofievej 26, Hellerup – født i Esbjerg den 18 september 1907, ugift.
57 år.
Præst: Niels Mann
Nordre Birks skifteret 25/3 1965, bo nr. 606.”

Kilden er her.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.