Tag Archive for: Børnehjemmet “Dear Home”

/9 Kommentarer/i , /af ,

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysning i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysningen er i dag bragt som en redaktionel artikel på Sjællandske Nyheder på forsiden af deres hjemmeside (desværre bag betalingsmur) og på forsiden af Villabyernes papiravis (Gentofte- og Hellerup-området).

Jeg skrev til dem og sendte et link til min første artikel og spurgte, om de ville hjælpe mig.

Redaktør Jesper Bjørn Larsen fra Ordrup vendte hurtigt tilbage og spurgte, om jeg foretrak et læserbrev eller en redaktionel artikel? Jeg foretrak selvfølgelig en redaktionel artikel, da mit gæt er, at succesraten er højere ved en sådan end ved et læserbrev.

Jesper har været utrolig sød og hjælpsom. Jeg tror, han finder min historie interessant, og at det er årsagen til, at han gerne vil hjælpe.

Hvis vores fælles forehavende lykkes, har jeg lovet at give kager, og så skal vi på besøg på adressen, hvor der nu er en vuggestue. Eller rettere: det var der i sommeren 2006. Der kan være sket meget siden da.

Hvis det lykkes, skylder jeg også psykologen kager, for idéen var hendes. Den slags er jeg ikke tilstrækkeligt idérig til.

Jeg er allerede blevet ringet op af en ældre herre fra Ordrup. Han vidste ganske vist ikke noget, men ville gerne sætte sine jungletrommer i gang. Hans datter arbejder i en institution i Hellerup. Hun har måske set et billede af Tordenskjold …

Der må da være nogen og noget

Jeg kan ikke forestille mig, at der slet ikke findes nogen, der kender stedet – eller bare kender nogen, der kender nogen. Det kan være en søn eller datter af en medarbejder, eller et barnebarn af en medarbejder, en nabo eller … Bare en eller anden – gerne flere.

Jeg kan heller ikke forestille mig andet, end at man et eller andet sted har skrevet noget om børnene. Vi taler trods alt ikke om stenalderen, selvom jeg er oppe i årene. Det har ikke været i det enkelte barns journal, jfr. at min ikke giver andre oplysninger end ankomst- og udleveringsdato, og min fars navn og adresse. Måske havde man en lille bog, der omhandlede alle børnene på en gang?

Der er selvfølgelig den risiko, at man ved “Dear Homes” lukning ikke har anset materialerne for bevaringsværdige og sendt dem til kassation. Jeg har selv været med til at kassere ting og sager, for man kan jo umuligt gemme alt.

  • Giver artiklen intet, foreslog Jesper Bjørn Larsen Gentofte lokalarkiv. Det er god idé.
  • Da jeg for mange år siden (2005 eller 2006) lokaliserede adoptionssagen, var jeg fuldkommen grøn udi arkivvæsen og arkivalier. Jeg anede ikke en brik om noget, men jeg fik et tip om at henvende mig til “Forsorgsmuseet” i Svendborg, der dengang var ledet af Maria Rytter, som guidede mig på sødeste vis. Og jeg fandt sagen! Hun er sikkert gået på pension, og jeg ved, institutionen har skiftet navn, men den må kunne findes, da jeg ved, den fortsat ligger i Svendborg. De kan måske give nogle tips eller måske ligefrem have konkret viden. Der må være nogen, der ved noget om “Dear Home”.

Da jeg stadig skrev ansøgninger, plejede jeg at skrive, at jeg var “ihærdig”. Det er et lidt pænere ord for pissestædig. Den egenskab tager jeg frem igen. Jeg giver simpelthen ikke op. Det skal lykkes.

Fire skærmprint af artiklen

Redaktøren hos “Villabyerne” sendte skærmprint, idet han ikke havde mulighed for at sende mig et gavelink, jeg kan dele med jer. De fire billeder herunder er de fire skærmprint. Helt kønne er de ikke. Men det fås ikke bedre.

God læselyst.

Ved du noget? Vil du hjælpe? Kender du nogen, der kender nogen?

 

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysning på Facebook

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Gennem mere end 20 år har jeg lagt mange puslespil, men mit eget kan jeg ikke lægge. Det er absurd.

De første tre år af mit liv er der ingen, der kan fortælle om.

Heller ikke da “min mor” levede, var der noget at hente frem fra hjernebarken (som er stedet, hukommelsen placerer “data”). Jeg spurgte hende fx, hvor de havde hentet mig? Hun svarede: “Det var et stort hvidt hus i Nordsjælland.” Jeg kan huske, at jeg svarede “Ja mor, dem er der jo en hel del af”.

Senere fandt jeg selv oplysningerne. Hvis jeg havde hentet et barn et eller andet sted, ville jeg til min dødsdag huske hvor, da det ville være en livsomvæltende begivenhed, hvis jeg i 11 år havde levet i et barnløst ægteskab med en infertil mand. Min far havde haft fåresyge som barn.

Jeg tog hende med derud, da vi i 2003 resultatløst forsøgte at etablere en form for forbindelse efter 22 år uden (1981-2003). Hun kunne udpege, hvor min far havde parkeret Karavellen, hun genkendte panelerne i trappegangen til første sal, og hun kunne udpege, hvor min seng havde stået. Det var det.

Den kreative psykolog

Jeg var hos psykologen i går.

Hun er – i modsætning til mig – enormt kreativ. Og hun forstår selvfølgelig mit ønske om at få viden om de tre år. Der er en lakune, jeg ikke kan fylde op uden en eller anden form for hjælp. Hun foreslog et opslag på Facebook og på LinkedIn. Det lavede jeg på vejen hjem i toget. Hvorfor har jeg dog aldrig tænkt på det? Det er trods alt ikke raketvidenskab.

Opslaget så oprindeligt lidt anderledes ud, fordi nogle begyndte på diverse konspirationsteorier om, at papirerne forsætligt var fjernet eller lå i de forkerte charteques. Man kan forestille sig meget, men det gør jo ikke mig klogere.

Herunder har du den aktuelle version. Hvis du vil hjælpe mig, må du meget gerne dele dette opslag, steder du finder relevant.

“Børnehjemmet “Dear Home”?

Har du – eller en du kender – været ansat der?

Børnehjemmet lå på Sofievej nr. 26 i Hellerup.

Jeg var der fra 1963-1966, og jeg vil så gerne træffe en/flere, der var ansat der for at få generel viden om stedet og processerne. Jeg har ingen forventning om, at nogen kan fortælle noget om præcis mig!

Jeg har via Rigsarkivet indhentet min journal derfra, men der står desværre kun ankomst- og afrejsedato samt min adoptivfars navn og adresse. Hans navn var Jørgen Stegemüller, og adressen var Park Allé 4 i Skjern.

Jeg vil gerne mødes med dig, hvis du findes! Jeg er 60 år, så du er måske et par og 80.

Håbefulde hilsner
Hanne B. Stegemüller”

Facebook når det er bedst

Ind til videre har to søde og venlige mennesker delt opslaget videre i grupper, de selv er medlem af, som hedder “Hellerup før og nu” og en om børnehjem. Et menneske har fortalt, at hun har boet der med sin mor … Det er så godt, og det er Facebook, når det er bedst. Tænk hvis det lykkes mig (og psykologen).

Det vil være som at vinde i en afart af Lotto.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Når man ikke selv kan fortælle-2

Når man ikke selv kan fortælle-2

Hvordan etableres kontakt til kendisser?

Når man ikke selv kan fortælle-2

Er der nogen i mit netværk, der kan fortælle, hvordan søren jeg etablerer kontakt til nogen, der kan hjælpe mig med at fortælle min historie?

Selv er jeg ved at (igen) at give op og tænke, at så er det også lige meget, og så klarer jeg mig selv. Men jeg ved jo, at inden for et vist tidsrum, vil jeg igen sidde med følelsen af, at jeg har en historie og den vil jeg gerne ud over rampen med.

  • Det er umuligt at få kontakt til Danmarks Radio
  • Lisbeth Zornig (Andersen) svarer ikke
  • Anders Aggers sekretær henviser til Danmarks Radio.

Hvordan gør man så, når man vel at mærke vil gå “til toppen”? Jeg orker ikke at starte “fra bunden”, for så når jeg aldrig målet.

Jeg har ikke selv flere idéer, men det kan jo skyldes, at jeg bare er idéforladt. Alle idéer, der måtte komme ind herfra, vil være mere end velkomne.

Jeg skrev til Anders Agger

Jeg skrev til Anders Agger via Messenger, da jeg har set stort set alle hans “Indefra” og har tillid til ham. Herefter fik jeg i tre omgange autogenererede svar fra Messenger, før jeg fattede, at noget var galt. “Svarene” bestod af disse to spørgsmål:

  • “Kan du fortælle mere om dig selv?”
  • “Kan jeg få mere at vide om din baggrund?”

Jeg har dernæst kontaktet hans sekretær, der henviser til DR og skriver, at det helt sikkert ikke er ham, der har stillet spørgsmålene, men at det må være “noget automatisk” …

Når man ikke selv kan fortælle-2

Mit svar til “Anders Agger”, eller hvem/hvad det nu var, bestod af følgende den 14. februar:

(Mit liv ligger i forvejen på nettet, så jeg er ikke bekymret for svindel – det var bare lidt mystisk.)

Kære Anders Agger

Nu håber jeg ikke, jeg har rodet med min iPad, men her til morgen så det ud til, at der var to spørgsmål fra dig:

  1. Kan du fortælle mig mere om dig selv?
  2. Kan jeg få mere at vide om din baggrund?

Herunder prøver jeg at besvare dem begge:

Lige nu – jeg blev 60 år i oktober 2023 – har jeg et næsten forbandet godt liv; faktisk har jeg aldrig haft det bedre end efter, jeg blev tilkendt pension med virkning fra maj 2021. Hvis jeg bliver 90 år, så har en tredjedel da været godt.

Det er velkendt i psykiatrien, at når folk tilkendes pension, får de det mærkbart bedre, fordi hele det ydre stress og pres forsvinder. Specielt for bipolar affektiv sindslidelse er stressfaktoren væsentlig. Men til tider kan jeg tænke: ”Har jeg bare snydt dem alle sammen, når jeg nu har det så godt?”

Men det tror jeg nu ikke, idet Psykiatrifonden allerede i 2015 sagde ”Vi synes, det ligner en pension”, men jeg ville arbejde og kunne slet ikke forestille mig et liv uden at arbejde.

Jeg kæmpede med seks fleksjobs fra 2016 til 2020, og det gik dårligere og dårligere. Til sidst gav jeg op, kontaktede min gode sagsbehandler og sagde, at han måtte søge pension til mig. Det gjorde han, og sagen forløb nemt. Jeg glemmer aldrig, da formanden for rehabiliteringsteamet kom tilbage efter deres korte votering og sagde ”Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig.” Og det havde hun ret i.

Kampen, der havde varet hele livet, kan kort beskrives som følger (desværre er Messenger ikke velegnet til punktopstillinger – kan vi korrespondere pr. e-mail? Min mailadresse er: (fjernet her af hensyn til spam):

* Tre år fra 1963 til 1966 på børnehjemmet ”Dear Home” i Hellerup. Herunder seks mdr. på RH’s børnepsykiatrisk afd. idet de tror, jeg er både fysisk og psykisk retarderet. Det er jeg nu ikke … men de to parter ”skændes” pænt på skrift i en periode. Jeg har indhentet adoptionssagen for mange år siden. I det hele taget har jeg gjort meget for at indhente facts (jeg slægtsforsker, så jeg elsker facts og alt, hvad der kan dokumenteres). Lige p.t. er jeg i gang med en aktindsigt hos Bornholms Regionskommune for at få at vide, at de ikke har nogen sager! For hvis de har sager på mig/familien, så var der nogen, der burde have grebet ind.

* Jeg når at have seks gode år med mine adoptivforældre, hvor verden er god og tryg, indtil min far dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned. Herefter opstår kaos og et liv ”på kanten”.

* Min mor er uden uddannelse eller arbejde, da hendes vigtigste opgave havde været at gå hjemme og passe mig. Jeg forstår så udmærket hendes situation. Hun svarer på en kontaktannonce, træffer en mand i Odense, og vi flytter til Odense fra Brande i Vestjylland. Der bor vi otte måneder, da deres forhold ikke holder. Hun og jeg rykker videre til Vollsmose, hvor hun besvarer den næste kontaktannonce og på den måde træffer den mand, jeg foretrækker at kalde ”psykopaten”, da han havde en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Så følger seks år (1974 – 1980) med daglige seksuelle overgreb. Han var skolelærer. Resten er historie.

* Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, da vi var/blev en nomadefamilie og levede ”på kanten”. Jeg har skrevet en artikelserie til POV med titlen ”Nomadebarn”. Den finder du her: https://pov.international/tag/hanne-b-stegemuller/

* Dengang var der ingen, der vidste noget om børn og diagnoser, så ingen så, hvor meget jeg kæmpede. De mange flytninger og skoleskift er hårde for et barn med Aspergers syndrom.

* I sommeren 1980 flytter jeg til København, har lejet et værelse på Nørrebro og gør det første år rent i De Gamles By.

* I sommeren 1981 flytter jeg til Amagerkollegiet, møder andre unge og får for første gang et liv med et skær af normalitet. Det var fantastisk. Jeg blev student fra 2-årigt kursus i 1983. Det var to hårde men også fremragende år.

* Jeg starter på Københavns Universitet i september 1984 og bliver kandidat i januar 1990. Som tidligere nævnt god karriere i centraladministrationen i 23 år, til jeg bliver fyret pga. sygdom i 2013. Og det var jo rigtig nok.

* Fra 2014 bliver jeg meget syg med bipolar affektiv sindslidelse også af og til psykosenær, og der følger en lang række år, hvor psyk. næsten er mit andet hjem, og hvor det næsten ikke kan betale sig at pakke tasken ud, når jeg kommer hjem, for jeg skal jo snart afsted igen.

Jeg ved jo ikke helt, hvad du har behov for at vide. Men måske vil det interessere dig at høre denne podcast, der ligger på Særklassen, og hvor jeg fortæller om dele af mit liv med Aspergers syndrom: https://www.spreaker.com/episode/sendiagnosticeret-hannes-fortaelling–53651728

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Tre billeder der fortæller historie

Tre billeder der fortæller historie

Livet går op og ned

Tre billeder der fortæller historie

Billeder kan fortælle meget. Jeg er ikke selv specielt god til at analysere billeder, så jeg har spurgt både min ven og psykologen om, hvordan jeg skal se de følgende billeder. Jeg har ikke andre billeder fra min barndom, så jeg har ikke noget at sammenligne med.

Til min konfirmation fik jeg ganske vist en “Barnets bog”. Det var sådan en, hvor der var en del blade at skrive fritekst på, og så var der god plads til billeder. Mellem billedsiderne var der en art “mellemlægspapir”. Jeg smed den i skakten for snart en del år siden, idet der stod så meget “bræk” i den, fx “fra far og og mor” … men psykopaten var ikke min far, og det var alt sammen så forløjet! Jeg kunne simpelthen ikke have det. Jeg var desværre ikke intelligent nok til at tage de gode billeder ud før rutsjeturen i skakten. Det har jeg ærgret mig over mange gange, men der er jo ikke rigtig noget at gøre ved det.

Min far og mig ca. 1966

Tre billeder der fortæller historie

De opmærksomme læsere har helt sikkert set dette billede før, da jeg er meget glad for det, og det er det eneste billede, jeg har fra min tidlige barndom.

Dateringen er lidt usikker, men det er ca. 1966, og jeg har en idé om, at det er lige umiddelbart efter, de har hentet mig på “Dear Home” i Hellerup. I hvert fald er vi i Skjern og manden på billedet er min far. Barnet er mig.

Jeg havde det med hos psykologen i går, og vi fik en ret interessant samtale om det, fordi jeg ikke selv syntes, jeg ligner en 3-årig. Hun er meget bedre end mig til at se på billeder.

Ansigtet passer meget godt med et barn på ca. 3 år. Kroppen ligner mere en på ca. 2 år.

Det kan skyldes, at man på et børnehjem ikke har så meget fokus på den fysiske udvikling som fx at lære at gå. Bliver benmusklerne ikke brugt, bliver de selvfølgelig heller ikke udviklet, og så bliver benene lidt små at se på.

Det skal dog bemærkes, at da jeg bliver døbt i Odden Kirke i Ods Herred den 1. oktober 1966, løber jeg selv rundt i kirken, og de har lidt besvær med at fange mig.

Selv havde jeg mere haft fokus på samspillet mellem os. Jeg har øje på et eller andet – og han følger med i, hvad det mon kan være.

Alt dette kan være gætterier og ting, vi ikke kan verificere. Jeg nu bare temmelig meget meget “fidus” til psykologens forklaring efter at have kendt hende siden 2015. H.M. Dronning Margrethe havde jo også meget “fidus” til sin søn kronprins Frederik, nu kong Frederik den 10.

Billedet fra elevmappen – 7a.

Jeg har allerede fået svar på min anmodning til Bornholms Regionskommune om aktindsigt. Det er ganske imponerende. De har kun elevmappen, selvom de har gjort sig stor umage og ikke alene har undersøgt de kommunale arkiver men også har set efter, om der skulle være noget i amtsarkiverne.

Tre billeder der fortæller historieEn “elevmappe” ser ud til at være en art journal, der fulgte barnet fra 1. klasse, til det forlod skolen. Bortset fra at de syntes, jeg var noget “kværulerende” i gymnastik (hvordan man så end kan være det?) har jeg rigtig flotte karakterer i de fleste fag, (dog ikke i orden), så var det, der ramte mig som en hammer lige i mellemgulvet, dette billede fra 7a.

Det er noget trist udseende pige, som på det tidspunkt bor på Sydfyn. Min ven har bekræftet det triste udseende, så det er ikke kun min egen fortolkning. Jeg ved sådan set ikke, hvad jeg ellers kan sige om det. Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Hvorfor var der ingen, der tænkte noget? Jeg kan næsten ikke udholde at se det billede.

Formentlig skyldtes det, at skolepapirerne var fine. Og derfor anede ingen uråd. Mistanker opstår typisk i skolen. Det var altså lidt en ulempe at være god til både tysk, engelsk, fysik osv.

Bortset fra de meget lange og afskyelige flipper, og to perioder med lægeerklæringer fra idræt og fravær på hhv. 19 og 14 dage pr. halvår, er der ikke meget at sige. Jeg husker intet om fraværet og ved virkelig ikke, hvad de lægeerklæringer gik ud på. Kan man finde ud af det?

Dokumentation for erhvervspraktikker

For nu at løfte stemningen en anelse følger her dokumentation for, at jeg altså har gået i ko- og svinestalde i grønne gummistøvler på Bornholm og trillet Kodimagnyl på Nexø Apotek:

Tre billeder der fortæller historie

Tre billeder der fortæller historie

I 1988 ser verden bedre ud

Nu vælter jeg mig ikke i billeder, hverken fra barndom eller ungdom og derfor er jeg vældig glad for at have fået tilsendt dette billede fra 1988. Her har jeg for længst etableret mig i København, er langt henne på studiet og har et skønt studenterjob på universitetet. Faktisk er det min daværende arbejdsgiver, der har sendt mig billedet.

Man skulle næsten ikke tro, det er den samme pige/kvinde som hende i elevmappen, men det er altså mig. Sådan kan det være at få foden under eget bord.

Tre billeder der fortæller historie

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.