Indlæg

/i , /af ,

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Kun gode minder

Nyt visit hos fars ungdomskæreste

Vi havde en aftale til kl. 14:00, og jeg var præcis. Hun havde beredt mig en fin lille overraskelse ved også at invitere sin ældste søn og dennes hustru. Det var selvfølgelig også en (mindre) menneskealder siden, jeg havde set dem, men samtalen forløb uhindret og føltes fuldkommen naturlig. I årenes løb har jeg tit tænkt på både dem og deres børn, der jo var små, da jeg senest så dem, og de har tænkt på mig. Sær tanke.

Vi har alle fået en (lidt) anden hårfarve, men hjertevarmen og empatien er den samme. Gensynsglæden var både stor og reel. Virkelig, virkelig specielt. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad kontakten med den gamle dame betyder. Jeg plejer ellers at have ord nok, men her savner jeg ord.

Psykologen var bedre til at sætte ord på, da jeg senest så hende. Hun sagde: “Det er jo næsten som at få en slags familie i en høj alder”, og det er sandt. Jeg er 58 år, og noget, der kunne ligne en familie, sniger sig ind på mig. Det er så mærkeligt.

Den gamle dame er kendetegnet ved et umådeligt positivt livssyn. Jeg har aldrig mødt et lignende menneske. Eksempelvis siger hun “Jeg har kun gode minder”. Så har man et godt liv. Hvor er det dejligt at være vidne til.

Koblingen til “Forsvundne arvinger”

I aftes sad jeg og så et par episoder af min nye favoritserie: “Forsvundne arvinger”. I sæson tre hedder episode et “På flugt fra familien”, som var interessant af flere årsager. Blandt disse er viden om, hvordan man kan arbejde med oplysninger fra “Centralkartoteket”, der var modstandsbevægelsens lister over landssvigere, Schalburgfolk mv., men også tilrettelægger Mette Frisks rejse til Canada, hvor hun præsenterer en kvinde for et hidtil ukendt familiemedlem. Kvinden er vist en kusine. Jeg er ikke så god til slægtsbetegnelser, da jeg kun har haft behov for dem på papir og som data. Det bevægende var kusinens reaktion på pludselig at kende familiens historie og det pludselig at have en familie. Mette Frisk måtte holde om hende for rullende kamera.

En anden bevægende episode var “Den afviste søn” (sæson seks, episode fem), der drejer sig om en dreng, der anbringes på et frygteligt børnehjem på Frederiksberg ca. et år efter fødslen i 1930. Der følger fire børnehjem efter det. Stakkels barn. Han anses for at være på grænsen mellem åndssvag og “normal”, idet han kan indlære. Da han er 22 år, begynder han at lede efter sine biologiske forældre ved at skrive til en forstander “Floris” fra et af børnehjemmene. “Floris” er et venligt menneske, så hun gør, hvad der står i hendes magt, og hun finder faktisk hans mor, men moderen vil ikke have noget med ham at gøre, da hendes aktuelle familie ikke kender til hans eksistens.

Selvfølgelig er der uendeligt langt til min egen historie, der blandt andet foregår mere end 30 år senere og fordi, jeg indledningsvist kom til en god familie; alligevel var der noget, der rykkede i følelserne: Jeg kender sorgen over ikke at have haft en familie (repræsenteret ved den canadiske kusine). Anbringelsen, det at anses for mindre begavet og det at lede efter den biologiske slægt (repræsenteret ved “Den afviste søn”).

Jeg har aldrig tidligere været klar over, hvor trist jeg egl. var over ikke at have haft en familie efter mit ottende år – og det er måske også godt nok? Som ung har man ikke interesse for familiebånd eller noget, der kunne ligne. Det kommer først senere – og jeg er altså nu nået til “senere”.

De mere opløftende afsnit

Jeg går ikke i sandaler

På børnehjemmet “Dear Home” gav de børnene for små sko på, og når det sker på den tid, hvor knoglerne vel er bløde, betyder det, at tæerne tilpasser sig den plads, der ikke er. Derfor får man “overliggertæer”, og de retter sig ikke rigtig ud uanset hvor mange år, man venter. Nogle er selvfølgelig kommet på plads men ikke alle. Derfor går jeg ikke i sandaler.

Troen på ufoerne mv.

Stedet, jeg boede som barn efter min fars død, var kendetegnet ved mange mærkelige ting. En af dem var, at de troede på ufoer og bestemt mente at have set ikke bare et men flere… Jamen jøsses kors; hvor dum har man lov at være?

Og mere fra den overnaturlige boldgade: Da vi boede i det gamle skrammel fra 1850 på Sydfyn, havde min “mor” været oppe i et natligt ærinde, kigget ud af køkkenvinduet og ganske bestemt set en af stedets tidligere kvindelige beboere sidde i en gyngestol i ly af træet i haven.

Jeg har ikke selv så meget til overs for hverken uidentificerede flyvende objekter eller genfærd, men fortællingerne skræmte mig fra vid og sans, da jeg var 12 år. Der tror man jo på hvad som helst.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Optaget af fortiden

Optaget af fortiden

Det tangerer besættelse

Optaget af fortiden

Når man næsten ikke har tid at gå ud at tisse, tangerer det en besættelse. Som en lille mani – mente psykologen i onsdags. Jeg tillader mig bare at tænke, at det ikke er sygeligt, for det er helt fantastisk. Det er på alle måder interessant. Jeg bliver meget klogere på både mig selv og andre. Det gælder fx “min mors” ægtefælle nummer to.

Optaget af fortidenTid med mormor

De underligste erindringer dukker op. Togvognen i toppen symboliserer en af mine favorit-legepladser, mens vi stadig boede i Brande, hvilket vil sige, indtil maj 1973, hvor jeg var ni år og vi flytter ind hos revisoren: Det gamle rangerterræn, hvor der stod masser af gamle togvogne. Det var dem, hvor sæderne var betrukket med en form for brunt kunstlæder, og væggene var af træ. Der var masser af vogne, og det var så sjovt at gå på opdagelse i dem. Min mormor tog mig ofte med derhen, for det var ikke langt fra, hvor hun boede på Dalgasvej i nummer 4.

Selvom hun ikke trådte i karakter senere, hvor hun kendte til, hvad der foregik hos “min mor” og psykopaten, vil jeg altid tænke på hende som en god mormor. Pengene var små, men hun var nærværende og udfyldte til fulde den rolle, en mormor skal udfylde. Hun legede tålmodigt “købmandsbutik” i timevis, spillede ringspil lige så længe, der var gamle brædder at slå syvtommersøm i, vi hørte “Dansktoppen” med Susanne Lana og Peter Belli, (meget apropos hed hans store hit i 1971 “Kære gamle tog”), hun serverede torskerognmadder osv. Alt var simpelthen godt.

Jeg er lidt skuffet over ikke at være blevet inviteret med til/orienteret om hendes begravelse i 1994. Men sådan er der så meget, der hvor jeg kommer fra.

Lidt fra adoptionssagen

Jeg kan naturligvis ikke fortælle fra sagen om de biologiske forældre, men jeg har besluttet, at jeg da i hvert fald kan fortælle om den nye familie og om mig selv uden at overtræde vilkårene i adgangstilladelsen og bestemmelserne i arkivlovens § 23.

19.3.64 Dr. Særmark på spædbørnehjemmet svarer: “Omspurgte pige har jeg indlagt på RH’s (Rigshospitalet – red.) børneafdeling, da hun såvel legemligt som psykisk synes tilbage i udviklingen til nærmere observation.

21.4.64 Svar fra børneafdelingen på RH afdeling G – blandt andet: “Herinde skønnes hun udviklet svarende til sin alder, såvel psykisk som motorisk”.

4.6.64 svarer RHs afd. G sammenfattende: “Hun blev observeret, da man mente, hun var tilbage i motorisk og psykisk henseende, men man fandt ikke noget tegn på, at hun var tilbage. Hun har virket på afdelingen svarende til sin alder, glad for kontakt, leger, smiler og pludrer.

RH undrer sig over indlæggelsen foretaget af spædbørnehjemmet “det forekommer mig mistænkeligt…” skriver overlægen. Efter tre uger sender man derfor en forespørgsel til børnehjemmet for at følge op. Børnehjemmet svarer 18.6.64 bl.a.: “Vi synes på hjemmet at barnet har udviklet sig godt og gjort store fremskridt, og de ting vi oprindeligt klagede over er borte nu, men hun er stadig meget slap og skønnes noget sent udviklet. Sign. H. Særmark.”

RH konkluderer 24.6.64 “I følge svaret fra børnehjemmets læge er barnet stadig såvel somatisk som psykisk retarderet, hvorfor adoption på nuværende tidspunkt ikke kan tilrådes. Jeg vil foreslå sagen genoptages om ½ år.”

Læringszoner

Jeg har som tidligere nævnt haft adoptionssagen i knapt 20 år, men jeg har aldrig læst den, som jeg læser den nu. Det handler om læringszoner. Man læser og uddrager det, man kan “tage ind” og holde ud på det givne tidspunkt.

For 20 år siden satte jeg en masse gule streger, der hvor jeg dengang mente, det var vigtigt. Halvdelen af stregerne synes nu irrelevante, men de er jo ikke sådan lige til at fjerne. Nu er der mange andre ting, der er interessante. Hele diskussionen mellem Rigshospitalet og børnehjemmet er enormt interessant, og jeg vil gennemdrøfte den med psykologen og vente i spænding på svaret fra overlæge Kasper Thybo Reff.

Det er ikke alene interessant at læse om mig selv. Det er også med til at tegne et tidsbillede af historien: Hvordan så man på børn dengang? Sagen viser, at man gør meget for at sikre, at den nye familie ikke “køber katten i sækken”. Der er ikke nær så meget fokus på barnets tarv. Det er da spændende. Det fremgår fx af, at den nye familie ikke får lov at adoptere med det samme. De kan kun få en plejetilladelse, da

det vil være blodig synd for adoptanterne, hvis der virkelig er noget galt med barnet.

Det, jeg læser, bekræfter mit og psykologens indtryk af “Barnet der var til overs” og at den nye familie nærmest får overleveret en “pakke”, lige som når man henter en pakke på det, der ikke længere er et posthus. Der er tale om en art overdragelse af barnet med tilhørende dokumenter. Værsartig.

Det skrigende barn

“Min mor” fortæller Mødrehjælpen, at jeg, de første ca. tre uger de har mig, vågner skrigende op om natten. Familien kan ikke se nogen grund til det – altså jeg er ikke syg eller andet. De har tænkt på at tilkalde lægen, men det er blevet ved tanken, og skrigeriet går da også over af sig selv efter noget tid.

Psykologen fortalte noget meget interessant om børn med Aspergers syndrom: de skriger. De skriger, hvis de laver Lego og alligevel ikke kan finde ud af det. De skriger, hvis de bliver forstyrret af at skulle spise middag, lige mens de er så godt i gang med at lave Lego eller lege med noget andet osv.

Nu var der jo ingen, der tænkte på Autismespektrumforstyrrelser i forhistorisk tid, men det bekræfter igen, igen den diagnose, der blev stillet 55 år senere.

Københavnske sogne efter oprettelsesår

På Rigsarkivets fantastiske hjemmeside har jeg fundet “Københavnske sogne efter oprettelsesår”. Jeg skal lede efter en konfirmation, der skal finde sted ca. 1943.

Jeg går i gang NU 🙂

/5 Kommentarer/i /af

Den biologiske slægt er et mysterium

Den biologiske slægt er et mysterium

Kriminelle aktiviteter

Den biologiske slægt er et mysterium

Når man er adopteret, vil den biologiske slægt altid være et mysterium. Jeg har efterhånden en del års erfaring som slægtsforsker, men jeg har nul erfaring i at opspore efterslægt, for jeg har jo aldrig haft nogen at lede efter, da jeg ikke er interesseret i efterkommere af min “mor” og psykopaten. Der er en efterkommer af dem, men vedkommende interesserer mig ikke. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad det er for et menneske, da jeg har en fornemmelse af, at vi kun har ganske lidt til fælles. Men det kan selvfølgelig være helt forkert.

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret

Mens min far levede, holdt de to fødselsdage for mig: En gang den dag jeg faktisk er født og en gang den dag, de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home”, og de derved mente, de havde noget havde at fejre. Det, synes jeg, er både kært og kærligt. Ergo har der aldrig været noget “mystik” over adoptionen, og det er jeg glad for.

Engang i 80’erne traf jeg begge mine biologiske forældre. Hvordan i alverden jeg fandt frem til dem, ved jeg ikke. Det gik ikke videre godt:

  • Med hensyn til min biologiske mor havde jeg alt for store forventninger, da jeg så gerne ville have en mor, og det kunne hun naturligvis ikke leve op til. Jeg husker, at hun sagde, jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, og det var jo faktisk stort af hende; det var bare ikke det, jeg ville. Det var ikke nok for mig, så kontakten døde derfor hurtigt ud.
  • Min biologiske far ville gerne overtrumfe nogle af mine dispositioner mht. til min adoptivmor. Det fandt jeg mig ikke i, så jeg lagde kniv og gaffel på Restaurant Brønnum og forlod stedet. Det var det.

Det er mange år siden, jeg fik adgangstilladelse til adoptionssagen. Om det var før eller efter, jeg blev bidt af en gal genealog (et finere ord for slægtsforsker), husker jeg ikke. Sagen er fyldt med interessante oplysninger om den biologiske familie, men adgangstilladelsen rummer også en klausul om, at jeg ikke må offentliggøre oplysningerne om forældrene eller bruge sagens indhold til at opsøge den biologiske familie.

  • Ved hver evig eneste opdatering af TNG-siden indsætter jeg derfor denne passus ved de personhenførbare oplysninger: “Ikke oplyst (75-års restriktion jf. arkivlovens § 23).”
  • Og jeg tjekker hver evig eneste gang, at jeg ikke alligevel ved en fejltagelse kommer til at afsløre noget om de biologiske forældre. Selvom de begge er døde for længst, har de selvfølgelig krav på (grav-)fred mht. rent private forhold. At de er døde, ved jeg fra familiemedlemmer.

Et interessant regelsammenstød

Engang i efteråret blev jeg opmærksom på, at der findes en enormt stor slægtsdatabase, som offentliggør alle de oplysninger, jeg ikke må offentliggøre. På en måde er jeg ligeglad. På den anden side er jeg bekymret over, om nogen finder oplysningerne og tror, de stammer fra mig, idet der ikke er angivet kilder.

Jeg kontaktede ejeren af databasen og bad ham fjerne oplysningerne. Det ville han ikke, da kirkebøgerne er offentligt tilgængelige, og derfor klagede jeg (min nød) til Datatilsynet, som i slutningen af februar udtalte, at databeskyttelsesforordningen (det vi også kalder GDPR) ikke gælder, når der er tale om “personlige eller familiemæssige aktiviteter” jf. artikel 2, stk. 2, litra c:

2. Denne forordning gælder ikke for behandling af personoplysninger:
a) under udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten
b) som foretages af medlemsstaterne, når de udfører aktiviteter, der falder inden for rammerne af afsnit V, kapitel 2, i TEU
c) som foretages af en fysisk person som led i rent personlige eller familiemæssige aktiviteter

Jeg ringede til tilsynet og sagde, at det forstod jeg simpelthen ikke. Og det kunne de godt forstå, jeg ikke forstod, hvorfor de anbefalede mig at kontakte Rigsarkivets jurister.

Hos Rigsarkivet kunne de godt forstå min undren over, at en fuldkommen ligegyldig person set i relation til slægten lovligt kunne offentliggøre det, jeg ikke må offentliggøre. Databasens ejer er på ingen måde i slægt med min biologiske familie.

Men det er Datatilsynet, der administrerer GDPR, så det kan Rigsarkivet ikke blande sig i. Hvorimod jeg skal overholde vilkårene for adgangstilladelsen. Det virker lidt pip, men der er ikke noget at gøre. Der er tale om et solidt regelsammenstød.

Nysgerrigheden har alligevel sejret

Familiemedlemmer husker som regel temmelig dårligt og har slet ikke den hang til præcis angivelse af steder og datoer, som slægtsforskere har. Fx var jeg klar over, at min biologiske far var død “Før år 2000” ved “Trafikuheld”, der jo er et vidt begreb. Selv havde jeg som kilde noteret “Familiemedlemmer; opringning fra børn”, der heller ikke er meget værd. Der var engang, der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere, selvom jeg havde fået at vide, at man skulle notere alt. Nu sidder jeg 15 – 19 år senere og ærgrer mig gul og grøn. Men der er jo ikke noget at gøre ved det.

Jeg havde gode oplysninger om min biologiske mor, blandt andet fordi jeg har haft kontakt med hendes søster – altså min moster.

Det haltede vedrørende min biologiske far. Jeg meldte mig derfor ind i Facebookgruppen “Slægtsforskning – søg efter nulevende efterkommere”, og læste alle tips til, hvad man kunne starte med. Det gjorde jeg men fik intet ud af det, så derfor lavede jeg selv et opslag, jeg syntes var veldokumenteret. Og herved har jeg overtrådt vilkårene for adgangstilladelsen, men jeg får vel næppe en bøde, kommer næppe i fængsel og bliver vel heller ikke udelukket fra det gode “slægtsforskerselskab”. Jeg vovede ganske enkelt øjet.

Og tænk dagen efter vidste jeg, at min biologiske far døde 56 år gammel i 1996 i det gamle Roskilde Amt. Og at jeg har tre halvsøskende født lidt rundt omkring i landet. En af dem er faktisk 20(!) år yngre end mig. Det er et mirakel at finde frem til det på 24 timer. Et gruppemedlem havde lavet en “adresseforespørgsel” (en form for opslag i CPR/Folkeregisteret). Det koster 70 – 80 kr., som hun havde betalt, og hun ville ikke engang have pengene.

Hvor vil jeg dog gerne have en eller anden form for kontakt til en af disse halvsøskende. Jeg vil så gerne låne et billede af min biologiske far, måske et billede af hans forældre og høre lidt om, hvad han var for en. Der er også nogle overleveringer, jeg kunne tænke mig at få bekræftet. Og endelig vil jeg gerne vide, om der er psykisk sygdom og/eller Autisme i familien på hans side. Begge dele er genetisk betingede. Jeg har spurgt min biologiske moster om det med diagnoserne, men hun vidste ikke noget, så det kommer næppe fra min biologiske mor.

Et andet gruppemedlem kontakter ultraforsigtigt på mine vegne mennesker med det lidt specielle efternavn pr. SMS for at spørge, om vi har samme far, og hvis det er tilfældet, om de så ønsker kontakt med mig.

Det bliver sådan set værre endnu

Jeg har virkelig bevæget mig ind på en kriminel løbebane i den forgangne uge, idet jeg også har skrevet via Messenger til en kvinde på 65, som er min kusine. Det fremgår tydeligt af kirkebøgerne, der jo altså er offentligt tilgængelige. Jeg har formuleret mig meget forsigtigt, da der for nogle mennesker er et stort ubehag ved adoptioner. Et er at jeg ikke synes, der er noget mystik ved det, men den biologiske slægt har måske mest lyst til at glemme, at jeg er til – hvis de da nogensinde har været klar over det. Det er nu fire dage siden, jeg sendte forespørgslen, så sandsynligheden for, at jeg får svar, er nok ringe. Øv.

Jeg har formuleret mig så forsigtigt som overhovedet muligt og ladet beslutning om kontakt være op til hende – jeg ønsker mig jo hverken bøder eller fængselsstraf:

Kære X

Jeg vover at skrive til dig, idet jeg tror, vi er i familie. De undersøgelser, jeg har foretaget via de offentligt tilgængelige kirkebøger, viser, at dine forældre var Y (født og død) og Z (født og død) . Min biologiske far var Æ, altså din mors bror, ergo er vi sådan set kusiner.

Jeg er i dag 58 år. Jeg har truffet Æ for mere end 35 år siden, og der har aldrig været “mystik” om, at jeg var til og at jeg var (bort-)adopteret. Det er jeg selvfølgelig vældig glad for. Jeg har tillige truffet min biologiske mor for mange år siden, og jeg er klar over, at de begge er døde for en del år siden.

Når jeg kontakter dig, skyldes det, at jeg ville være så glad for at få en lille smule viden om min biologiske familie. Der er nogle “overleveringer”, jeg ville være glad for at få enten be- eller afkræftet, og jeg ville være glad for måske at låne et eller flere billeder af Æ og måske hans forældre.

I stedet for at fortælle en masse om mig selv her, sender jeg dig i stedet et link til min hjemmeside, så du kan se, hvad jeg er for “en fisk”, og derefter tage stilling til, om du ønsker at besvare min henvendelse. Et er sikkert: jeg vil være utrolig glad for at høre fra dig. Min hjemmeside finder du her: https://stegemueller.dk og mit telefonnummer er: 22 81 17 31.

De bedste hilsner
Hanne B. Stegemüller

Jeg har også taget en DNA-test via MyHeritage

Jeg har i virkeligheden ikke meget fidus til DNA-slægtsforskning, da jeg er ret ligeglad med, om jeg nu skulle være 35 pct. afrikaner og en lille smule waliser eller sådan noget.

At få kontakt med nulevende biologiske familiemedlemmer kræver jo også, at “de andre” er så interesserede i slægten, at de også har taget en DNA-test, så der er noget at sammenligne med. Nåh, men MyHeritage havde et tilbud, så det blev ca. 350 kr. Det vil jeg trods alt gerne ofre på det ædle formål. Måske kan der komme noget spændende ud af det?

Jeg er lidt bekymret for, om MyHeritage herudover skal have penge for de sammenligninger, de laver. Jeg har på Trustpilot læst om en masse mennesker, der har fået trukket ca. 1.500 kr. på kortet. Men det fremgår ikke helt tydeligt, hvad det er betaling for. Men så skal MyHeritage få med mig at bestille.

Ugen har ikke budt på yderligere kriminelle aktiviteter. Styr på biologien kunne bare reducere den følelse alle adopterede har af at være “smidt ud med badevandet”.

/2 Kommentarer/i /af

Barnet der var til overs

Barnet der var til overs

Det er fortsat ikke synd

Barnet der var til overs

Eller jo – måske er det synd? Det er synd for et barn, der er til overs, men man må som voksen handle på en måde, der gør, at man kommer videre. Der er kun en vej, og det er fremad. Jeg glæder mig dagligt over, at det ikke længere er opad bakke, men mere ligeud, måske nærmest nedad? Her er ordet nedad positivt.

Jeg er virkelig dårlig til at håndtere mennesker, der ikke handler. Handlemuligheder er selvfølgelig forskellige; det er fx ikke enhver, der har råd til at frekventere en psykolog. Det er heller ikke alle (ret mange?), der i årevis har den samme dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien osv.

Idéen til posten kommer fra psykologen

Jeg har en lille Accessdatabase, hvor jeg noterer store og små opgaver for ikke at glemme dem og for at få dem prioriteret. Allerede den 4. september 2021 foreslog psykologen en post med titlen “Barnet der var til overs”. Jeg har ikke rigtig kunnet få fyldt indhold i idéen. Derfor har opgaven ligget uløst hen så længe.

Gamle billeder

I forbindelse med at jeg ryddede op i nogle gamle billeder, dukkede disse tre fra børnehjemmet “Dear Home”, som jeg besøgte sammen med min “mor” den 26. februar 2006, pludselig op.

Adressen er Sofievej 26 i Hellerup. Der er nu en vuggestue. Jeg var der fra straks efter fødslen og 2½ år frem, fratrukket det halve år, børnehjemmet indlagde mig på Rigshospitalet, fordi de troede, jeg var

fysisk og psykisk retarderet.

Det troede de, idet jeg

lå så underligt sløvt og slapt hen.

Citaterne stammer fra adoptionssagen.

Tænk om jeg kunne huske noget fra den tid; det ville være interessant, men det kan jeg ikke. Og det har ikke været muligt at finde arkivalier fra “Dear Home”. Men lidt til overs er man vel, når man bliver placeret på et børnehjem straks efter fødslen? For Herrens mange år siden (mere end 32) havde jeg en smule kontakt til min biologiske mor, der fortalte, at hun fødte bag et blåt klæde på Usserød Sygehus og aldrig så mig. Får man først barnet op på maven, er den efterfølgende planlagte adskillelse selvfølgelig endnu sværere.

Jeg har så tit tænkt på det flotte og imponerende i at gennemføre graviditeten, når man ved, man ikke skal beholde barnet. Strikkepindene og/eller den brune sæbe havde været lettere løsninger. Tænk at gennemgå en fødsel, vel sunde sig lidt og derpå rejse sig og gå uden barnet og uden det udspilede maveskind. Det kan jeg slet ikke forestille mig.

Så var der de gode år

Årene efter børnehjemmet og frem til november 1972, hvor min far døde, var rigtig gode. Af adoptionssagen fremgår fx

Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om lille Hanne.

“Andragerinden” og “andrageren” er gamle ord for ansøgere; personer der andrager/ansøger om noget. At de beskrives sådan skyldes, at de i starten kun får plejetilladelse, da “det vil være blodig synd, hvis der alligevel er noget galt med barnet”. Der var jeg bestemt ikke til overs.

Barnet der var til overs

Min far var en dygtig danser. Eksempelvis har jeg et eller andet sted hans nål fra Terpsichore-unionen. Altså skulle jeg også gå til dans hver mandag kl. 17:00 på Hotel Dalgas midt i Brande By. Jeg må sige, at jeg ikke brød mig om det med at være stadset ud i kjole og røde Scala-sko. Dem, der kender mig nu, har nok også svært ved at forestille sig det. Det hørte ret hurtigt op med danseundervisningen, der blev udskiftet med træklatring og lignende.

Scala-skoene var datidens fodformede, idet jeg altid har haft bøvl med fødderne. Historien er, og hvorfor skulle den nu ikke være sand?, at de på børnehjemmet gav børnene for små sko på, så tæerne kom til at ligge henover hinanden, fordi knoglerne blev klemt. Nu er jeg snart 60 år, så der er ikke så mange “overliggertæer” tilbage efter mange år i fodformede.

Jeg pjækkede fra timerne

I månederne efter min fars død, forlod jeg Dalgasskolen i frikvartererne og tilbragte en eller flere af de efterfølgende timer på (familie-)gravstedet. Det står ret klart i erindringen: jeg ser mig selv sidde foran den enorme gravsten med foreløbigt kun et navn på. Det var vinter, og det var koldt (han døde i november). Jeg ved ikke, hvad psykologen ville sige til det, men selv tror jeg, det var udtryk for en vældig sorg og ensomhed, som min “mor” ikke så, ikke kunne håndtere eller bare ikke hjalp med. Hun havde sikkert nok i sin egen sorg og spekulationer over, hvad hun skulle gøre, når vi ikke kunne bo i fabrikkens bolig i mere end seks måneder efter dødsfaldet, og hun hverken havde uddannelse eller arbejde. Uanset hvad, kan man godt sige, jeg var lidt til overs der?

Revisoren

Jeg har ofte tænkt på, at hun løste problemet på en måde, der kan kaldes en pæn form for prostitution ved at svare på en kontaktannonce, så vi kunne flytte fra heden til et velhaverkvarter i Odense hos en revisor, inden de seks måneder var udløbet. Jeg kunne faktisk godt lide revisoren, der havde stort selvstændigt revisionsfirma midt i Odense. Det er mig lidt en gåde, hvordan det kunne blive til, at vi skulle flytte igen efter ret kort tid, fordi jeg “ikke kunne med” revisoren. Jeg var ni år – et barn på ni kommer da ikke til “ikke at kunne med” sin mor forelskelse, eller hvad det nu var… og dermed være ansvarlig for en flytning.

Der boede vi i ca. otte måneder. Jeg var enormt glad for Sanderumskolen og husker mig selv fortælle hende, at

her lærer man virkelig noget.

Revisoren havde en skøn søster og svoger i Svendborg. Dem var jeg af en eller anden grund ofte hos. De havde ikke selv børn, så de var meget glade for mig, og det var gensidigt. Søsteren var en (barm-)fager og hjertevarm kvinde, der arbejdede på eksternatskolen i Svendborg, og de boede også på skolen. Svogeren var vist pedel på skolen. Det betød, at udendørsmulighederne var ubegrænsede, masser af plads til fodbold, basketball mv. I hvert fald var jeg hos dem, da min “mor” og revisoren var en uge i London; da var jeg til overs. Hun talte om turen resten af livet.

Revisorens og søsterens forældre boede også i Svendborg i en ret lille lejlighed. Dem blev jeg også af og til passet hos, men der var et eller andet ved dem, jeg ikke brød mig om. Måske at jeg skulle sove på sofaen? På Torvet i Svendborg lå TorveCaféen. Alle de voksne mødtes stort set hver lørdag på TorveCaféen for at hygge sig. Det var ikke så sjovt, der var jeg til overs, så jeg brugte meget tid på at spille på spilleautomaten. Om man kan blive “god” til den slags, ved jeg ikke, det er vel mest af alt randomiseret, men i hvert fald var det ikke TorveCaféen, der tjente på automaten de lørdage.

Psykopaten kommer til

Vi flyttede til Vollsmose. Min “mor” startede med at arbejde hos “Billenstein”, der var en stor læderhandel i Odense City. Der gik nogle måneder, hvor vi faktisk havde det ganske hyggeligt bare hun og jeg. Jeg hadede godt nok fritidshjemmet “Pyramiden” med alt dets støj og larm, men et eller andet sted skulle jeg jo være, når hun først havde fri kl. 17:30. Der var jeg til overs.

Vollsmose var nok noget andet dengang, end det er nu; i hvert fald var der mange gode muligheder for børn, fx enorme fodboldarealer, og jeg startede til både skydning (med salonriffel) og bordtennis. Og så var der den søde Fru (måske endda Frk.?) Christensen på skolebiblioteket, hvor jeg elskede at gå til hånde, fordi der var roligt; bare hun og jeg.

Psykopaten træder ind på scenen i løbet af ikke så lang tid, de lærer hinanden at kende, ved at hun svarer på endnu en kontaktannonce. Overgrebene begynder stort set med det samme, i hvert fald inden de er blevet gift i Rønne Kirke i april 1975. Jeg blev passet hos min mormor, mens de var på Bornholm for at blive gift. Nu om dage ville man da tage sine børn med til sit bryllup? Min følelse er i hvert fald, at der var jeg også til overs. Det skulle foregå på Bornholm, fordi psykopaten havde boet der under russernes besættelse af øen fra 1945 til 1946. Noget der sidder dybt i enhver bornholmer.

Overgrebene begynder i det små, men eskalerer konstant i de ca. 5½ – 6 år, vi bor under samme tag. Det første meget konkrete, jeg husker, er, at han tilbyder mig penge for at gå i bad med sig. Jeg afslår, og selvom jeg kun er 11 år, er jeg klar over, at det ikke er normalt, så jeg fortæller det til min “mor”, der bliver kaldt hjem fra arbejde. Der er et par dages opstandelse, hvor jeg bliver forhørt ved køkkenbordet, og så sker der aldrig mere.

Eftersom hun alle årene er klar over, hvad der foregår uden at agere, kan man vel også sige, at det er en form for at være til overs. I hvert fald er hun ikke en rigtig mor. I mine øjne er hun et skvat, og mit mål er at blive ligeglad. Målet er ikke at tilgive, for det var utilgiveligt, og så rummeligt et menneske er jeg simpelthen ikke. Mange andre ville sikkert arbejde på tilgivelse, men det har jeg ingen intentioner om. Hvorfor skulle jeg det? Det er ikke et tilfælde, at begrebet “mor” står i citationstegn. Jeg læser og hører tit om modne kvinder, der fortæller om, hvordan deres mor har fulgt dem hele livet og om den store sorg, det er, når hun går bort. Jeg læser og lytter; jeg prøver at forstå, men jeg forstår det ikke. Er jeg misundelig? Næh, det synes jeg ikke, og i øvrigt er det jo ikke en pæn følelse. Jeg kan bare slet ikke forestille mig, hvordan det må være.

Var psykopaten karakterafviger?

Psykologen har nævnt muligheden af, at psykopaten var karakterafviger. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, der er om snakken. Det viser sig fx i følgende:

  • Han var udspekuleret nok til at tage mig i stedet for den pige, han havde i sit første ægteskab, selvom vi vist var stort set lige gamle. Sådan noget gør man ikke ved “eget kød og blod”.
  • Han var udspekuleret nok til konstant at bevæge sig på grænse af at kunne blive opdaget i aktion, men samtidig vide, at det ville han ikke blive. Der var generelt noget skummelt over ham.
  • Nomadefamilien (altså os) flytter hver gang, der har været så meget eskalation, at de sociale myndigheder kunne være vågnet op til dåd. Der er en grund til, at jeg har gået på fem forskellige folkeskoler.
  • Ydmygelserne eskalerer hele tiden. Nedværdigelserne bliver værre og værre. Det er ret sikkert, at der skal mere og mere til, før han får noget ud af det.

Friheden den 1. august 1980

Jeg pakkede en kuffert, jeg var 16 år, de kørte mig til natfærgen i Rønne den 31. juli 1980, og jeg glemmer aldrig nogensinde fornemmelsen af at stå på Kongens Nytorv den 1. august og at være fri! Vel var København en stor by, når man kom fra Svaneke, og jeg havde aldrig været her før, men det var en berusende følelse at kunne trække vejret frit.

På en eller anden måde fandt jeg ud af at tage linje fem ud ad Nørrebrogade, stå af ved Runddelen, finde frem til mit lejede værelse ud til baggården i Dagmarsgade nr. 5 på 4. sal og starte på rengøringsjobbet i De Gamles By. Pyt med at der var lokum på bagtrappen og pyt med at bad måtte foregå i De Gamles By. Pyt med at de sendte mine få ejendele pr. efterkrav.

Jeg var fri. Og jeg var kompetent.