Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Når man ikke selv kan fortælle-2

Når man ikke selv kan fortælle-2

Hvordan etableres kontakt til kendisser?

Når man ikke selv kan fortælle-2

Er der nogen i mit netværk, der kan fortælle, hvordan søren jeg etablerer kontakt til nogen, der kan hjælpe mig med at fortælle min historie?

Selv er jeg ved at (igen) at give op og tænke, at så er det også lige meget, og så klarer jeg mig selv. Men jeg ved jo, at inden for et vist tidsrum, vil jeg igen sidde med følelsen af, at jeg har en historie og den vil jeg gerne ud over rampen med.

  • Det er umuligt at få kontakt til Danmarks Radio
  • Lisbeth Zornig (Andersen) svarer ikke
  • Anders Aggers sekretær henviser til Danmarks Radio.

Hvordan gør man så, når man vel at mærke vil gå “til toppen”? Jeg orker ikke at starte “fra bunden”, for så når jeg aldrig målet.

Jeg har ikke selv flere idéer, men det kan jo skyldes, at jeg bare er idéforladt. Alle idéer, der måtte komme ind herfra, vil være mere end velkomne.

Jeg skrev til Anders Agger

Jeg skrev til Anders Agger via Messenger, da jeg har set stort set alle hans “Indefra” og har tillid til ham. Herefter fik jeg i tre omgange autogenererede svar fra Messenger, før jeg fattede, at noget var galt. “Svarene” bestod af disse to spørgsmål:

  • “Kan du fortælle mere om dig selv?”
  • “Kan jeg få mere at vide om din baggrund?”

Jeg har dernæst kontaktet hans sekretær, der henviser til DR og skriver, at det helt sikkert ikke er ham, der har stillet spørgsmålene, men at det må være “noget automatisk” …

Når man ikke selv kan fortælle-2

Mit svar til “Anders Agger”, eller hvem/hvad det nu var, bestod af følgende den 14. februar:

(Mit liv ligger i forvejen på nettet, så jeg er ikke bekymret for svindel – det var bare lidt mystisk.)

Kære Anders Agger

Nu håber jeg ikke, jeg har rodet med min iPad, men her til morgen så det ud til, at der var to spørgsmål fra dig:

  1. Kan du fortælle mig mere om dig selv?
  2. Kan jeg få mere at vide om din baggrund?

Herunder prøver jeg at besvare dem begge:

Lige nu – jeg blev 60 år i oktober 2023 – har jeg et næsten forbandet godt liv; faktisk har jeg aldrig haft det bedre end efter, jeg blev tilkendt pension med virkning fra maj 2021. Hvis jeg bliver 90 år, så har en tredjedel da været godt.

Det er velkendt i psykiatrien, at når folk tilkendes pension, får de det mærkbart bedre, fordi hele det ydre stress og pres forsvinder. Specielt for bipolar affektiv sindslidelse er stressfaktoren væsentlig. Men til tider kan jeg tænke: ”Har jeg bare snydt dem alle sammen, når jeg nu har det så godt?”

Men det tror jeg nu ikke, idet Psykiatrifonden allerede i 2015 sagde ”Vi synes, det ligner en pension”, men jeg ville arbejde og kunne slet ikke forestille mig et liv uden at arbejde.

Jeg kæmpede med seks fleksjobs fra 2016 til 2020, og det gik dårligere og dårligere. Til sidst gav jeg op, kontaktede min gode sagsbehandler og sagde, at han måtte søge pension til mig. Det gjorde han, og sagen forløb nemt. Jeg glemmer aldrig, da formanden for rehabiliteringsteamet kom tilbage efter deres korte votering og sagde ”Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig.” Og det havde hun ret i.

Kampen, der havde varet hele livet, kan kort beskrives som følger (desværre er Messenger ikke velegnet til punktopstillinger – kan vi korrespondere pr. e-mail? Min mailadresse er: (fjernet her af hensyn til spam):

* Tre år fra 1963 til 1966 på børnehjemmet ”Dear Home” i Hellerup. Herunder seks mdr. på RH’s børnepsykiatrisk afd. idet de tror, jeg er både fysisk og psykisk retarderet. Det er jeg nu ikke … men de to parter ”skændes” pænt på skrift i en periode. Jeg har indhentet adoptionssagen for mange år siden. I det hele taget har jeg gjort meget for at indhente facts (jeg slægtsforsker, så jeg elsker facts og alt, hvad der kan dokumenteres). Lige p.t. er jeg i gang med en aktindsigt hos Bornholms Regionskommune for at få at vide, at de ikke har nogen sager! For hvis de har sager på mig/familien, så var der nogen, der burde have grebet ind.

* Jeg når at have seks gode år med mine adoptivforældre, hvor verden er god og tryg, indtil min far dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned. Herefter opstår kaos og et liv ”på kanten”.

* Min mor er uden uddannelse eller arbejde, da hendes vigtigste opgave havde været at gå hjemme og passe mig. Jeg forstår så udmærket hendes situation. Hun svarer på en kontaktannonce, træffer en mand i Odense, og vi flytter til Odense fra Brande i Vestjylland. Der bor vi otte måneder, da deres forhold ikke holder. Hun og jeg rykker videre til Vollsmose, hvor hun besvarer den næste kontaktannonce og på den måde træffer den mand, jeg foretrækker at kalde ”psykopaten”, da han havde en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Så følger seks år (1974 – 1980) med daglige seksuelle overgreb. Han var skolelærer. Resten er historie.

* Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, da vi var/blev en nomadefamilie og levede ”på kanten”. Jeg har skrevet en artikelserie til POV med titlen ”Nomadebarn”. Den finder du her: https://pov.international/tag/hanne-b-stegemuller/

* Dengang var der ingen, der vidste noget om børn og diagnoser, så ingen så, hvor meget jeg kæmpede. De mange flytninger og skoleskift er hårde for et barn med Aspergers syndrom.

* I sommeren 1980 flytter jeg til København, har lejet et værelse på Nørrebro og gør det første år rent i De Gamles By.

* I sommeren 1981 flytter jeg til Amagerkollegiet, møder andre unge og får for første gang et liv med et skær af normalitet. Det var fantastisk. Jeg blev student fra 2-årigt kursus i 1983. Det var to hårde men også fremragende år.

* Jeg starter på Københavns Universitet i september 1984 og bliver kandidat i januar 1990. Som tidligere nævnt god karriere i centraladministrationen i 23 år, til jeg bliver fyret pga. sygdom i 2013. Og det var jo rigtig nok.

* Fra 2014 bliver jeg meget syg med bipolar affektiv sindslidelse også af og til psykosenær, og der følger en lang række år, hvor psyk. næsten er mit andet hjem, og hvor det næsten ikke kan betale sig at pakke tasken ud, når jeg kommer hjem, for jeg skal jo snart afsted igen.

Jeg ved jo ikke helt, hvad du har behov for at vide. Men måske vil det interessere dig at høre denne podcast, der ligger på Særklassen, og hvor jeg fortæller om dele af mit liv med Aspergers syndrom: https://www.spreaker.com/episode/sendiagnosticeret-hannes-fortaelling–53651728

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Tre billeder der fortæller historie

Tre billeder der fortæller historie

Livet går op og ned

Tre billeder der fortæller historie

Billeder kan fortælle meget. Jeg er ikke selv specielt god til at analysere billeder, så jeg har spurgt både min ven og psykologen om, hvordan jeg skal se de følgende billeder. Jeg har ikke andre billeder fra min barndom, så jeg har ikke noget at sammenligne med.

Til min konfirmation fik jeg ganske vist en “Barnets bog”. Det var sådan en, hvor der var en del blade at skrive fritekst på, og så var der god plads til billeder. Mellem billedsiderne var der en art “mellemlægspapir”. Jeg smed den i skakten for snart en del år siden, idet der stod så meget “bræk” i den, fx “fra far og og mor” … men psykopaten var ikke min far, og det var alt sammen så forløjet! Jeg kunne simpelthen ikke have det. Jeg var desværre ikke intelligent nok til at tage de gode billeder ud før rutsjeturen i skakten. Det har jeg ærgret mig over mange gange, men der er jo ikke rigtig noget at gøre ved det.

Min far og mig ca. 1966

Tre billeder der fortæller historie

De opmærksomme læsere har helt sikkert set dette billede før, da jeg er meget glad for det, og det er det eneste billede, jeg har fra min tidlige barndom.

Dateringen er lidt usikker, men det er ca. 1966, og jeg har en idé om, at det er lige umiddelbart efter, de har hentet mig på “Dear Home” i Hellerup. I hvert fald er vi i Skjern og manden på billedet er min far. Barnet er mig.

Jeg havde det med hos psykologen i går, og vi fik en ret interessant samtale om det, fordi jeg ikke selv syntes, jeg ligner en 3-årig. Hun er meget bedre end mig til at se på billeder.

Ansigtet passer meget godt med et barn på ca. 3 år. Kroppen ligner mere en på ca. 2 år.

Det kan skyldes, at man på et børnehjem ikke har så meget fokus på den fysiske udvikling som fx at lære at gå. Bliver benmusklerne ikke brugt, bliver de selvfølgelig heller ikke udviklet, og så bliver benene lidt små at se på.

Det skal dog bemærkes, at da jeg bliver døbt i Odden Kirke i Ods Herred den 1. oktober 1966, løber jeg selv rundt i kirken, og de har lidt besvær med at fange mig.

Selv havde jeg mere haft fokus på samspillet mellem os. Jeg har øje på et eller andet – og han følger med i, hvad det mon kan være.

Alt dette kan være gætterier og ting, vi ikke kan verificere. Jeg nu bare temmelig meget meget “fidus” til psykologens forklaring efter at have kendt hende siden 2015. H.M. Dronning Margrethe havde jo også meget “fidus” til sin søn kronprins Frederik, nu kong Frederik den 10.

Billedet fra elevmappen – 7a.

Jeg har allerede fået svar på min anmodning til Bornholms Regionskommune om aktindsigt. Det er ganske imponerende. De har kun elevmappen, selvom de har gjort sig stor umage og ikke alene har undersøgt de kommunale arkiver men også har set efter, om der skulle være noget i amtsarkiverne.

Tre billeder der fortæller historieEn “elevmappe” ser ud til at være en art journal, der fulgte barnet fra 1. klasse, til det forlod skolen. Bortset fra at de syntes, jeg var noget “kværulerende” i gymnastik (hvordan man så end kan være det?) har jeg rigtig flotte karakterer i de fleste fag, (dog ikke i orden), så var det, der ramte mig som en hammer lige i mellemgulvet, dette billede fra 7a.

Det er noget trist udseende pige, som på det tidspunkt bor på Sydfyn. Min ven har bekræftet det triste udseende, så det er ikke kun min egen fortolkning. Jeg ved sådan set ikke, hvad jeg ellers kan sige om det. Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Hvorfor var der ingen, der tænkte noget? Jeg kan næsten ikke udholde at se det billede.

Formentlig skyldtes det, at skolepapirerne var fine. Og derfor anede ingen uråd. Mistanker opstår typisk i skolen. Det var altså lidt en ulempe at være god til både tysk, engelsk, fysik osv.

Bortset fra de meget lange og afskyelige flipper, og to perioder med lægeerklæringer fra idræt og fravær på hhv. 19 og 14 dage pr. halvår, er der ikke meget at sige. Jeg husker intet om fraværet og ved virkelig ikke, hvad de lægeerklæringer gik ud på. Kan man finde ud af det?

Dokumentation for erhvervspraktikker

For nu at løfte stemningen en anelse følger her dokumentation for, at jeg altså har gået i ko- og svinestalde i grønne gummistøvler på Bornholm og trillet Kodimagnyl på Nexø Apotek:

Tre billeder der fortæller historie

Tre billeder der fortæller historie

I 1988 ser verden bedre ud

Nu vælter jeg mig ikke i billeder, hverken fra barndom eller ungdom og derfor er jeg vældig glad for at have fået tilsendt dette billede fra 1988. Her har jeg for længst etableret mig i København, er langt henne på studiet og har et skønt studenterjob på universitetet. Faktisk er det min daværende arbejdsgiver, der har sendt mig billedet.

Man skulle næsten ikke tro, det er den samme pige/kvinde som hende i elevmappen, men det er altså mig. Sådan kan det være at få foden under eget bord.

Tre billeder der fortæller historie

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Når man hele livet leder efter spor

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Lige nu findes der på DR1 en DR-Dokumentar i tre afsnit ved navn “Det store adoptionstyveri”. Jeg har set de første to afsnit, hvor børn kommer til Danmark fra et børnehjem i Indien. Herudover så jeg lidt af et “Aftenshowet” om dem, vi engang kaldte for “Koreabørn”. Så havde jeg fået nok. Det er positivt ment!

Jeg forstår deres smerte og livslange søgen efter deres biologiske forældre. De børn – som altså nu er granvoksne mennesker – leder efter nåle i høstakke for at finde frem til deres biologiske forældre eller bare slægtninge et sted i det enormt store Indien og Korea. Og det lykkes for flere af dem, også selvom papirerne har været forfalskede. Detektivarbejdet er imponerende – men selvom det selvfølgelig hjælper at have Danmarks Radio i ryggen, fremgår det, at flere har ledt efter deres forældre på egen hånd i ca. 10 år. Sikke en kampgejst.

Min historie er (heldigvis) en helt anden

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret, forstået på den måde, at jeg ikke kan huske, at jeg ikke har vidst det. Således holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  1. Den dag jeg rent faktisk har fødselsdag
  2. Den dag, de syntes, de havde noget at fejre, nemlig den dag de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup. Jeg har altid syntes, det var rørende, fordi det beskriver deres glæde over at blive forældre.

Jeg kan huske, at jeg selv som ganske lille sagde til mine forældre “Når jeg bliver stor, vil jeg møde min rigtige mor”. Jeg har været mindre end ni år. Af og til har jeg tænkt på, om det gjorde ondt på dem, og om de blev kede af det. Jeg håber, de kunne drage den logiske slutning, at når mine adoptivforældre havde fortalt mig, at de ikke var mine biologiske forældre, ville jeg en dag lede efter dem. Desværre er der ingen at spørge.

Jeg er utrolig glad for altid at have vidst det, og jeg føler med de mennesker, der først sent i livet finder ud af, at de er adopterede fx via en DNA-test. Det må være som at få gulvtæppet revet væk under sig. Alt det man har troet på, viser sig at være en livslang løgn.

En underlig “medgift”

Normalt var “medgifter” noget unge kvinder fik med hjemmefra, når de giftede sig og skulle etablere en husholdning med ægtefællen. Min “medgift” var adoptionsbevillingen, der blev stoppet ned i kufferten, da jeg flyttede til København fra Bornholm som 16-årig. Det var selvfølgelig meget praktisk, at jeg selv havde den hos mig, men … jeg synes nok, man kan undre sig lidt. Men jeg skulle selvfølgelig heller ikke giftes. Jeg flyttede/flygtede bare, og så er medgiften måske en anden?

Detektivarbejdet var let

Jeg havde en idé om, at jeg skulle være 18 år, før jeg kunne opsøge mine biologiske forældre. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men jeg var 18 år og en eller to uger, da jeg i 1981 kontaktede Civilretsdirektoratet for at få oplyst deres navne. Om det stadig er dem, der har kompetencen på området, ved jeg ikke.

Da jeg havde navnene, var det bare at slå op i telefonbogen. Nu undrer jeg mig lidt over, hvordan Civilretsdirektoratet kunne vide, hvad min biologiske mor så mange år efter hed til efternavn. Og det kan også være, jeg husker forkert, men jeg ville da huske, hvis jeg havde brugt flere år på detektivarbejdet. Jeg husker det som hurtigt og nemt.

Det var før, jeg selv havde telefon, så jeg stod i gård 80 på Amagerkollegiets lille telefonboks og ringede hende op.

Det resterende var svært

Hun havde altid vidst, at jeg en dag ville ringe. Det første møde var fantastisk. Jeg tror, det var hos hende et sted i Nordsjælland. Jeg traf mine to halvsøskende og hendes ægtefælle.

Jeg husker tydeligt, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Og det var jo i virkeligheden stort af hende. Men det var ikke nok for mig, for jeg ville så gerne have en mor, hvilket jeg jo ikke rigtig havde haft efter november 1972, hvor min far døde.

Og derfor var det vældig svært. Det var for eksempelvis svært, at hun ikke havde tid til at besøge mig på Amagerkollegiet, fordi hun skulle træne til maraton. Jeg var ikke kvik nok til at sige, at hun da bare kunne løbe ud til mig, eftersom distancen passede nogenlunde.

Samlet set mødtes vi nogle gange – sådan tre eller fire gange – og så døde forbindelsen ud. Men jeg er glad for at have mødt hende, fordi der trods var nogle huller, der lukkede sig. Der var spor, jeg ikke længere behøvede at lede efter.

/1 Kommentar/i /af

Optaget af fortiden 4

Optaget af fortiden 4

PAS-rådgivning # 1

Optaget af fortiden 4

Denne artikel ligger i forlængelse af:

  1. “Optaget af fortiden“
  2. “Optaget af fortiden 2“
  3. “Optaget af fortiden 3“

“PAS” er en forkortelse for “Post Adoption Services” under Ankestyrelsen, hvor man selv som gammel dame kan få hjælp til ting vedrørende adoptionen, også selv om den ligger mere end 55 år tilbage. Det er et fantastisk tilbud.

Jeg er i dag startet på et forløb, hvor jeg fra Ankestyrelsen har fået bevilget otte timer i løbet af et halvår. Jeg kan selv disponere tiden, men jeg vil bare i gang. Det kan ikke gå hurtigt nok, for jeg er nysgerrig. Jeg vil lukke det sorte hul fra mit 0. til mit 3. år.

Selvfølgelig skal rådgiveren og jeg lige lære hinanden lidt at kende. Fx var hun bekymret for at lade mig optage samtalen, men da jeg sagde, jeg sædvanligvis er et pænt og ordentligt menneske og i øvrigt er jurist, gled det ned, og jeg fik lov, da jeg tillige havde fortalt lidt om problemerne med hukommelsen.

Det autonome nervesystem og født bipolar

Allerede i dag var der adskillige øjenåbnere. Prøv at se billedet herunder af det autonome nervesystem. Det er lavet med Word, der ikke er det ideelle værktøj, men det kan gå an. Jeg tror, jeg har fået det vigtigste med.

Optaget af fortiden 4

  • Til venstre findes alt det rare og behagelige, der opleves af både børn og voksne. Når der er tale om børn, taler man om “tryg tilknytning”.
  • Til højre findes det ubehagelige, der også kan opleves af både børn og voksne. Børn oplever det, når tilknytningen er ubehagelig. Der udløses stesshormoner (kortisol) og barnet er i en konstant alert-tilstand. Varer den længe nok, kan barnet kollapse, blive apatisk og/eller sløv.
  • Øverst findes en nærmest manisk tilstand. Nederst findes en nærmest depressiv tilstand. Altså de to poler i den bipolare sygdom! Det var en øjenåbner. Jeg har aldrig vidst disse ting.

Rådgiveren beskæftiger sig med alle afskygninger af adoption. Jeg spurgte hende, om hun havde flere bipolare klienter. Svaret var et ubetinget “Ja”.

Jeg er født en måned for tidligt, og det betyder blandt andet, at det autonome nervesystem ikke er færdigudviklet ved fødslen. Hun forklarede, at det betyder, at barnet så er endnu mere påvirkeligt for stress. Og man ved, og det har psykologen også tit sagt, at mennesker med bipolar sygdom er ekstremt stressfølsomme. Puha – det hænger næsten for  godt sammen.

Med hensyn til sløvheden

Børnehjemmet indlagde mig, netop fordi jeg var holdt op med at respondere “… ligger så underligt sløvt og slapt hen” og “i mærkelige stillinger”. Der er noget helt galt, når børn gør det. Nogle mener, at de har givet op. Og børnehjemmet handlede således korrekt. RH afviser hele tiden, at jeg skulle være “… såvel somatisk som psykisk retarderet, men måske nok lidt særpræget”. Sidstnævnte kan man kun grine lidt af; det passer jo sådan set meget godt.

Der har måske været nogle “hattedamer” som nære tilknytningspersoner knyttet til både børnehjemmet og RH, der tog sig af børnene og måske var der en, der tog sig særligt af mig?

Vi ved det ikke; det er det rene gætværk. Hvis der var sådanne, er der måske opstået en tilknytning til den sødeste/kønneste/hende der duftede bedst el.lign. Ved adoptionen forsvinder det menneske også, og barnet kan begynde forfra. Det er hårdt, selvom det sker i den bedste mening og det er det bedste, der kunne ske. Barnet var i dyb sorg og krise ved fjernelsen fra moderen. Nu opstår en ny sorg og krise.

Det natlige skrigeri

Af adoptionssagen fremgår, at jeg inden for kort tid i den nye familie, vågner skrigende om natten i en periode. Mine forældre kan ikke selv se, at der skulle være noget galt, men overvejer at gå til lægen. Mødrehjælpen siger, at det behøver de ikke, for det går nok over. Og det havde de ret i. Jeg tror, det sker inden for den første måned, jeg er hos dem.

Jeg spurgte PAS-rådgiveren, om hun kendte noget til den slags. Og det gjorde hun. Det sker typisk mellem tre og syv måneder, når barnet er begyndt at knytte sig til de nye forældre, men det kan også ske tidligere, og det skyldes, at barnet er hundeangst for endnu en gang at miste den tilknytning, det netop er ved at have opbygget.

Jeg ved ikke noget om børn, men jeg har allerede lært lidt

1) Børn i maven “kender” moderens stemme, bevægelser, duft, simpelthen alt om moderen. Hver celle i barnet er indstillet på, at det lige præcis er denne kvinde, det hører til hos. Fjernelsen fra moderen kaldes et “udviklingstraume” og fortolkes som en nærdødsoplevelse. Dengang mente man, at det bedste var, at de to aldrig så hinanden, fordi det ville gøre adskillelsen endnu sværere. Det hænger godt sammen med, at min mor underskriver en såkaldt “ammefritagelse”.

Det ville man formentlig stille kraftigt spørgsmålstegn ved i dag. Dengang havde man bare ikke viden om disse ting. Et børnehjem/et hospital sørgede for de primære basale behov (mad, tøj, bad mv.), men man tog ikke hånd om traumet. Fokus var på at finde et forældrepar, der ville overtage “pakken”.

2) Får et spædbarn valget mellem moderens mælkefyldte bryst eller et fremmed bryst, ved barnet, hvilket bryst, der er det rigtige. Det vil kun die hos moderen. Helt utroligt.

3) De nye forældre har glædet sig som vanvittige, og det er deres bedste dag nogensinde, når de skal hente barnet. Men det er barnets værste!

I dag lærer man adoptanterne (dvs. adoptivforældrene) hvordan de sætter ord på barnets traume. De skal fx sige: “Vi ved godt, du er så bange lige nu, for du mistede din mor (og måske derefter “hattedamerne” på børnehjemmet). Du vidste slet ikke, hvad der skulle ske, og du er så bange. Du kender os slet ikke. Det kan vi godt forstå.”

På en måde er det lige psykoterapeutisk nok til mig. På den anden side set er det jo det, jeg så gerne vil vide noget om. Så det må jeg tage med.

4) Det adopterede barn ser de nye forældre i øjnene. De er lykkelige. Barnet kigger ind i to par glade øjne. Men barnet er i krise og tolker forældrenes glade øjne som manglende forståelse for situationen. Derfor lukker barnet sin egen krise ned for at overleve.

5) Eftersom jeg var tre år på børnehjemmet – bortset fra de seks måneder på RH – har der været opbygget “mønstre”: “Sådan gør vi, når vi spiser. Sådan gør vi, når vi sover” osv. Ved overgangen til de nye forældre skal der opbygges nye “mønstre”.

6) Hvis jeg har haft en god plejer på RH (og det har jeg sikkert, ellers var jeg jo død) har vedkommende måske bragt noget vitalitet og glæde ind i mit liv. Det kan være grunden til, at RH leverer mig tilbage til børnehjemmet og anser mig for “rask”. Jeg responderer, pludrer, leger osv. – og er i det hele taget forholdsvis normal.

Intet af det ovenstående er skræddersyet til mig. Det fortæller hun til stort set alle voksne adopterede ved første samtale, for vi kommer med de samme problemstillinger. Det er da også interessant. Vi fortsætter om tre uger. Jeg er spændt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.