PAS betyder “Post Adoption Services”

Optaget af fortiden 3

Denne artikel ligger i forlængelse af:

1. “Optaget af fortiden“
2. “Optaget af fortiden 2“

En af mine trofaste læsere gennem mange år gjorde mig opmærksom på, at Ankestyrelsen har en service, de kalder “PAS”. PAS står for “Post Adoption Services”. Det havde jeg aldrig hørt om, og jeg havde heller aldrig selv fundet frem til det. Tusind, tusind tak til dig “M”. Du ved selv, hvem du er.

M’s datter er adopteret fra udlandet. Det er årsagen til, at hun kender til PAS.

Jeg klikkede på de links “M” sendte mig, og jeg var på forhånd indstillet på, at jeg ikke ville kunne hente hjælp, da jeg er adopteret i forhistorisk tid fra Danmark. Det ville være naturligt, hvis en offentlig myndighed/lovgiver satte tidsgrænser eller besluttede, at servicen kun gjaldt børn adopteret fra udlandet, som unægteligt må have det meget sværere end os fra Danmark.

Jo mere jeg læste, jo gladere blev jeg. Der var ingen tidsfrister. Og der stod intet om, at der skulle være tale om adoption fra udlandet.

Man skulle indsende en ret banal ansøgning. Ansøgningsskemaet ligger på styrelsens hjemmeside. Det mest væsentlige i ansøgningsskemaet er:

1. Man skal beskrive sin problemstilling
2. Man skal beskrive, hvad man håber at opnå eller at udvikle ved at få rådgivning.

Det var ikke svært.

Samlet set vil jeg “lukke huller” og opnå generel viden om, hvordan man dengang behandlede børn, der ansås for at være retarderede. Hvordan behandlede man børn på dels Rigshospitalets (RH) børnepsykiatriske afdeling og hvad gjorde, at RH anså mig for så “rask”, at de kunne levere mig tilbage til “Dear Home”, der var navnet på mit børnehjem?

Jeg ansøgte den 23. marts, og i dag – den 29. marts – har jeg fået bevilling på otte timer. Det er ganske enkelt en imponerende sagsbehandling fra Ankestyrelsens side. Det koster banale 100 kr. pr. gang, og jeg har fundet en PAS-rådgiver her i Hvidovre, som jeg vil kunne spadsere til på 16 minutter (men tage bussen i 45 minutter. Jeg tror, jeg går …). Jeg har sendt hende en e-mail og er spændt på at møde hende.

Hun kan naturligvis ikke besvare mine helt konkrete spørgsmål om mit eget forløb; det kan kun Rigsarkivet (måske), når/hvis det en gang bliver min tur, men hun vil muligvis kunne hjælpe mig på vej ad det generelle spor.

Et skridt ad gangen og det er jeg fuldt tilfreds md. Det er en utrolig flot service fra det offentliges side.

(A-)bortadopteret og “Barnets lov”

I forlængelse af ovenstående ligger naturligt hele diskussionen om “Barnets lov”, der går ud på at udvide og stadfæste kommunernes ret til at fjerne barnet straks efter fødslen.

Mange (voksne) prioriterer forældrenes “ejendomsret” til barnet over barnets tarv. Adskillige skælder ud på en nytårstale fra Mette Frederiksen og siger, at det er forkert, at statsministeren ønsker flere tvangsfjernelser. Jeg er klar over, at jeg får bank nu; men endnu en gang har jeg iført mig min rustning.

Selvfølgelig skal der ikke indføres måltal for tvangsfjernelser, men det er altså heller ikke det, hun siger. Hun siger, at flere børn burde tvangsfjernes af hensyn til børnene! Der er for mange børn, der har det for dårligt. Og det har hun ret i Jeg stemmer ikke socialdemokratisk, men jeg mener, hun har ret i dette.

Vores holdninger, vil altid været bestemt af vore egne oplevelser. Det er naturligt, for hvor skulle holdningerne ellers komme fra?

Jeg ville gerne selv gerne have været fjernet efter min (elskede) far døde og “min mor” giftede sig med en pædofil folkeskolelærer. Jeg ville gerne have været sparet for daglige seksuelle overgreb gennem seks år (fra 1974 til 1980). De har kostet mig tusindvis af kroner at komme overens med. Fra en tidligere medarbejder i et “Familieretshus” (det, der tidligere hed “Statsamtet”) ved jeg, at virkelig mange børn gerne ville have været fjernet.

Du kan fx begynde med at se Anders Aggers fantastiske “Tvangsfjernet“. Den er rørende, og jeg har siddet og tudet over den i flere omgange! Prøv engang at vurdere parrets forældrekompetencer (som det kaldes nu til dags). Hvor ville lille Milo have det bedst? Hos plejeforældrene eller hos de biologiske forældre? Det kan ikke være så svært at finde ud af. De er simpelthen ikke i stand til at være far og mor for ham! Milo må til mennesker, der ved, hvad de har med at gøre.

Som a-bortadopteret (adoption før aborten blev fri) vil man nok altid have en følelse af, at det var dejligt, at man blev adopteret, for der var så mange ulykkelige par, der brændende ønskede sig et barn. Men også at man er uønsket på et eller anden plan. Ja, man blev sendt videre til fx et børnehjem. men hvad så? Hvad var næste skridt?

I mit tilfælde var der en høflig diskussion mellem RH og mit børnehjem “Dear Home”. Den diskussion vil jeg umådeligt gerne have nærmere yderligere indblik i.

 

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.