En evig søgen?

At være a-bortadopteret

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Der har aldrig været mystik eller magi om, at de hentede mig på et børnehjem i Hellerup (“Dear Home”, Sofievej 26, Hellerup ) og tog mig med til Skjern i Ringkøbing Amt (Bølling Herred). Jeg tænker selvfølgelig på det surrealistiske over at starte bilen i Skjern, køre til Hellerup, hente et menneske på ca. tre år sammen med diverse papirer fra Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling og børnehjemmet, vende bilen og køre tilbage til Skjern. Det må virkelig have været mærkeligt. Det rigtige ord er vel “surrealistisk”?

Min far havde haft fåresyge som ung, og formentlig derfor var han infertil. I min tidlige barndom, til og med 1972, holdt de to fødselsdage for mig:

1. Den dag i oktober jeg rent faktisk har fødselsdag.
2. Den dag, de syntes, de havde noget at fejre, nemlig den dag, de hentede mig. Jeg kan ikke finde ud af, hvornår det var, bortset fra at jeg har været ca. tre år.

Det var fint, og jeg har så ofte tænkt på de mennesker, der først sent i livet finder ud af, at de er adopterede. Deres verden må på en eller anden måde falde sammen. Alt det, de troede, de uden videre kunne regne med, kunne de alligevel ikke regne med. Far var ikke far og mor var ikke mor – men hvem var de så?

Hvordan har det været at være biologisk mor?

Jeg har ikke selv børn, men det kræver ikke stor indlevelsesevne at forestille sig, hvordan det er at gå ind på fødegangen på Usserød Sygehus den ene dag med mave og gå ud igen næste dag uden hverken mave eller barn efter at have født bag et blåt klæde og aldrig at have set barnet. To uger før havde hun underskrevet et dokument/en blanket, der kaldtes “Ammefritagelse”. Der er masser af logik over, at hun aldrig fik mig at se og aldrig fik mig op at ligge på maven, for er det først sket, vil adskillelsen være endnu sværere.

Jeg har opsporet min biologiske mors næste barn og spurgt til, om min biologiske mor omtalte det, jeg tror, var en traumatisk oplevelse. Det har hun tilsyneladende ikke omtalt, hvilket selvfølgelig undrer mig; men taler man generelt ikke om svære ting, giver svaret sig selv.

Børnene fra Korea

TV Avisen 18:30 havde i dag et tankevækkende indslag om Korea-børnene. Danmark har været den største “aftager” af Korea-børn. Mange af børnene fik fortalt, at deres forældre var døde, men det viser sig her mange år senere, at de faktisk lever i bedste velgående, hvis de da ikke er døde af alder nu om dage.

De børn må nu i gang med at finde deres biologiske forældre. Og de må i gang med det, for der er et eller andet om blodets bånd, som fylder mere og mere, jo ældre man bliver. Da man var ung, og man tænkte, at man var en form for udødelig, betød det ikke så meget. Med alderen ser det anderledes ud. Børnene fra Korea har det langt sværere end os fra Danmark. Alene geografien gør det sværere.

“Smidt ud med badevandet”

Uanset hvor man er fra, er det nok sådan, at man som adopteret altid – og med årene mere og mere – vil få følelsen af at være “smidt ud med badevandet”, også selvom man ellers fik en god start på livet. Det fortæller fagpersoner, som har forstand på de dele.

Man har ret til indsigt i adoptionssagen (nemt i Danmark, sikkert svært i Korea), men koblingen til den biologiske familie er svær: Man har noget til fælles – men hvad? Det er ganske enkelt langt fra enkelt. DNA og et antal kromosompar?

Jeg ved det ikke og lige nu er det nok sådan, at det er alt for følsomt at rode mere i det! Jeg har vist fortrudt, jeg overhovedet begyndte at finde frem til en biologisk sandhed.

---

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.