Bare den jeg er

Er lyset for de lærde blot

Jeg kom til at tænke på Grundtvigs skønne “Er lyset for de lærde blot“. Han skrev den i 1839, men den har stadig værdi her knapt 200 år senere. Sangen står i Højskolesangbogen og på YouTube findes en herlig rytmisk version med Sankt Annæ Gymnasiekor. Det er desværre ikke muligt at linke til YouTube, så du må selv søge med Google.

For Grundtvig handlede “oplysning” om at blive klogere på livet. Livsoplysning og dannelse er ikke kun forbeholdt den lærde, men retter sig også mod bonden. Bonden er i denne forbindelse og for mig min morfar Carl Frederik Kristensen 1899 – 1982.

Måske er det svært at afkode denne artikel og at se sammenhængen, men for mig står den ret klart: Jeg bliver klogere på livet ved at komme hos psykologen. Jeg kommer med kaos og går ud med en orden, hvor tankerne atter vender den rigtige vej. Det er godt! Psykologen siger sin mening ligeud. Det kan jeg godt lide, idet jeg ikke er god til en “poleret overflade”, for der bliver så meget at fortolke.

Jeg er forskellig fra de fleste, men det er okay bare at være den, jeg er. Nogle synes, jeg er besværlig, irriterende, anderledes, for meget, forkert og for dum – men det må de om. Jeg har et godt liv. Jeg har rejst mig fra at være psykiatrisk patient til faktisk at leve et godt liv med styr på mig selv, økonomi, bolig og fremtid uden hverken ECT eller ret meget medicin. Jeg tager stadig 150 mg. Quetiapin, men det er primært for at styre søvnen. Jeg har klare billeder af egne styrker og svagheder; jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg vælger til og fra, står ved mine valg og kender konsekvenserne af dem. Dummere er jeg altså ikke.

Jeg er ærlig “ind til benet”. På den måde kan jeg komme til at overskride andres grænser. Det vil aldrig være intentionelt, og det beklager jeg på forhånd!

“Bolle, bøf, bolle”

Når man skal skrive en vanskelig besked, kan man med fordel bruge modellen med “Bolle, bøf, bolle” og det er en god model, fordi man kan få sagt svære ting på en ordentlig måde, fordi de bliver “pakket ind”.

Problemet kan være, at ens egne følelser bliver væk, og det kan komme til at se ud som om, afsenderen er en form for robot. Det kan også komme til at se ud som om, det er den anden, der er hele problemet.

Hold da op tænker jeg, så bliver “det relationelle” da enormt besværligt og det ved jeg slet ikke, om jeg orker at være en del af.

Jeg kan ikke gætte, hvad andre føler, og jeg orker heller ikke at forsøge – hvordan skulle jeg dog kunne det? Og er der ikke også noget om, at man skal “blive hos sig selv” og undgå at gætte på, hvad andre føler/oplever/mærker?

Det betyder ikke, at jeg ikke forsøger at være et ordentligt og empatisk menneske. For det gør jeg faktisk, og jeg arbejder på at blive bedre til det. En del af at komme hos psykologen er læreprocessen. Men det skønne idiom “It takes two to tango” fortæller alt. Jeg er ikke alene om at lave kaos i relationerne.

Hvis livet består af relationer?

For mange/de fleste mennesker består livet af relationer. Se bare på det der sker, når folk får børnebørn. Jeg kender en, der beskriver tiden med sit nu syv måneder gamle barnebarn som en “tidslomme”, hvor dagligdagens stress og problemer, inflationen, situationen i Iran og krigen i Ukraine simpelthen forsvinder for en stund, fordi samværet med barnet er det vigtigste i verden. Det er da smukt!

Det er helt almindeligt, at autister har det bedst i deres eget selskab, fordi samvær er super svært og man er på overarbejde rent mentalt. Selv har jeg det sådan, at jeg fint kan deltage i et samvær nogle timer, hvis grænserne er klare, for så kender jeg reglerne og ved, hvordan jeg skal være og gøre.

Når reglerne derimod er uklare, er overarbejdet endnu større. Der er en ligefrem årsag til, at jeg på det to-årige studenterkursus elskede latin, tysk og matematik, til at jeg elskede at studere og til at jeg blev jurist: Jeg elsker regler, for de er så uendeligt befriende. De efterlader typisk nul fortolkningsproblemer og nul tydningsproblemer.

I triste stunder tænker jeg, at jeg stort set kun kender mennesker, der får penge for at tale med mig. Der er en indbygget ensomhed i det.

I normale stunder er det helt fint at være alene. Jeg har fx kontakt til en 10 år yngre tidligere medpatient, der er så glad for muligvis endelig at have fundet en kæreste. Jeg lytter tålmodigt til fortællingen om den potentielt spirende forelskelse og tænker samtidig “Godt det ikke er mig!”.

“Folk” synes, jeg er kategorisk/firkantet/stejl/kompromisløs/sort-hvid og hvad de nu ellers har sagt gennem årene. Det må de om. Jeg synes, jeg er okay med tilføjelsen, at jeg arbejder på at forbedre mig. Mere kan man vel egentlig ikke forlange af et menneske?

---

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.