Tag Archive for: Autisme

/0 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Teknologi forandrer måden, vi arbejder på

Teknologi forandrer måden, vi arbejder på

“Tech” kan altså noget

Teknologi forandrer måden, vi arbejder på

Introduktion

Teknologi har ændret vores liv på mange måder, herunder den måde vi arbejder på. Fra digitale værktøjer til fjernarbejde har teknologi revolutioneret arbejdsmetoderne og gjort det muligt for os at arbejde mere effektivt og produktivt end nogensinde før. Men hvordan påvirker teknologien vores arbejde, og hvad kan vi forvente os i fremtiden?

Fjernarbejde

Teknologien har gjort det muligt for mange at arbejde hjemmefra eller andre steder uden for kontoret. Det har ført til større fleksibilitet og mere work-life balance. Men det har også udfordret traditionelle hierarkier og kommunikationskanaler, og det kan være vanskeligt at opretholde teamånden i en fjernarbejdsopsætning.

Jeg har stort set afsluttet et projekt, hvor jeg har hjulpet GladTeknik lidt med deres hjemmeside. Jeg har udnyttet min personlige #Superkraft, som er, at jeg ser alle detaljer. Det er helt almindeligt for mennesker med Aspergers syndrom.

Det sjove er, at selvom jeg aldrig har mødt de mennesker, der arbejder hos GladTeknik, føler jeg mig alligevel lidt som en del af teamet. Det er også deres oplevelse, at jeg hører lidt til – og det glæder jeg mig selvfølgelig over.

Det betyder faktisk ikke noget, at vi kun kommunikerer pr. e-mail og holder et telefonmøde en gang ugentligt.

Læreprocesser

Jeg elsker læreprocesser. Det gælder både, når jeg selv skal lære men også, når jeg skal lære fra mig. Der har været meget af begge former i projektet. Vi er blevet klogere i fællesskab. Og det endda på distancen.

Jeg har skrevet et par guides, der mangler at blive testet. Det kan de kun selv gøre, og mangler der noget, skal jeg rette dem til. Når jeg skriver guides, starter jeg altid helt fra bunden og gennemfører alle trin for forhåbentligt at få det hele med. Men man kan ikke vide det, før en anden har testet dem.

Kunstig intelligens og automatisering

“Artificial intelligence” (AI), det vil sige kunstig intelligens, og automatisering har allerede ændret visse brancher, og det forventes at fortsætte med at påvirke arbejdsmarkedet i fremtiden. Mens nogle job kan blive overflødige, vil nye job opstå, og teknologien kan hjælpe med at optimere og automatisere rutineopgaver, så medarbejderne kan fokusere på mere komplekse og kreative opgaver.

Cloud computing og digitalt samarbejde – hvordan bevarer jeg overblikket?

Cloud computing og digitale samarbejdsplatforme gør det muligt for teams at arbejde sammen på tværs af geografiske placeringer og samarbejde i realtid. Det kan føre til større effektivitet og produktivitet, men det kan også skabe problemer med hensyn til sikkerhed og databeskyttelse.

Jeg har svært ved “Cloud computing”, som nærmest er at samarbejde i “skyen”. I det nævnte projekt ville de gerne samarbejde i fx Google Sheets (Googles svar på mit kære Excel).

Jeg kan naturligvis sagtens se, at det er smart ikke at sidde og sende filer til hinanden, men jeg har svært ved det. Det skyldes, at jeg mister overblikket over:

  1. Hvad er status?
  2. Hvad har vi allerede gjort?
  3. Hvad er næste skridt?
  4. Har vi fremdrift?

Jeg er mere tryg, når jeg kan arbejde i filsystemet på min PC. Her har jeg ejerskabet til alt, hvad der foregår, og ingen kan overskrive det, jeg skriver. Med et lidt mindre flatterende udtryk kunne man kalde det, at jeg har “magten over filerne”.

Unge mennesker tænker formentlig helt anderledes og er mere vant til, at alt nu til dags kan “deles”. I min generation, og i min tid på arbejdsmarkedet, skulle der altid kunne placeres et entydigt ansvar for fejl og mangler, og det var nok sværere, hvis alle kunne sidde og ændre i den samme Excelfil.

Personlig teknologi

Smartphones, tablets og andre personlige enheder har gjort det nemmere at arbejde på farten og at holde sig forbundet. Men det kan også føre til en tendens til konstant tilgængelighed og arbejdsrelateret stress.

Jeg er glad for de herlige enheder, der er kommet ind i min hverdag. Men tænker jeg tilbage på mit arbejdsliv, er jeg glad for, at de ikke var opfundet dengang. Et er, at jeg ofte gik meget sent hjem, hvilket du blandt andet kan høre om i denne podcast, et andet er, at jeg ville have besvaret e-mails, hvis jeg vågnede midt om natten.

Det havde ikke været sundt for mig. Bipolar affektiv sindslidelse og stress er en dårlig cocktail.

Konklusion

Teknologien har forandret arbejdsmetoderne i stigende grad, og det er sandsynligt, at denne udvikling vil fortsætte i fremtiden. Mens teknologien har ført til større effektivitet og produktivitet, er det også vigtigt at overveje de problemer, der kan følge med. Det er op til os selv at navigere i disse forandringer og udnytte teknologiens muligheder til at skabe en mere effektiv og tilfredsstillende arbejdsplads.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Podcasten “Særklassen” er udkommet

Jeg er i podcasten “Særklassen” – lyt her

Det har været en lidt lang – men positiv – proces at deltage i podcasten “Særklassen”, der produceres af “Sputnik”.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

*Særklassen er produceret af Sputnik. www.skolensputnik.dk

Det begyndte alt sammen den 11. marts i år, hvor jeg hørte min ven Mathias Emil Nielsen i “Særklassen”. Han fortalte sin historie og om hvordan og hvorfor, han besluttede at stifte virksomheden “GladTeknik” her i Hvidovre.

Jeg har handlet IT-ydelser og hardware hos dem i flere år. De er sindssygt dygtige. Jeg har valgt dem af to årsager:

Efter at have hørt Mathias i “Særklassen” skrev jeg til “Særklassens” digitale kommunikationsansvarlige Ann-Sophie Tønner, at jeg også har en historie. Den kan du høre her. Jeg håber, du har lyst at lytte med. Podcasten varer 33 minutter.

Har du kommentarer, skriver du af hjertens lyst i kommentarfeltet nederst på siden.

Historien drejer sig om

Historien drejer sig om at:

  • Have Aspergers syndrom og derfor at have en veludviklet sans for detaljer
  • Autisme kan være en styrke: Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af
  • Være diagnosticeret sent i livet som 55-årig
  • Have fået en fremragende behandling i psykiatrien siden 2014

Ann-Sophie havde netop gået og overvejet, hvordan hun kunne finde et menneske med autisme, der var sen-diagnosticeret og hvor der også var komorbiditet.

Komorbiditet betyder, at flere diagnoser er tilstede hos den enkelte person. Hos mange med autisme og/eller ADHD vil komorbiditet optræde i form af andre psykiske og/eller adfærdsmæssige vanskeligheder. I mit tilfælde optræder komorbiditeten (som man også kan kalde for “samsygelighed”) i form af den bipolare affektive sindslidelse.

Min mail til hende var således en appelsin lige ned i turbanen.

“Særklassen” er en seriøst podcast

“Særklassen” er en seriøs podcast, og Ann-Sophie gør meget ud af, at man som deltager ender med en podcast, man også selv kan være tilfreds med. Det er jeg bestemt. Vi har begge brugt meget tid på at producere noget, der kan gøre lytterne klogere.

  • Vi lærte hinanden lidt at kende ved for-interviewet den 12. april. Det foregik online på Teams. Jeg havde på forhånd forberedt mig på ni spørgsmål
  • Efter for-interviewet sendte hun nye og mere relevante spørgsmål
  • Selve interviewet fandt sted den 19. april på Hejrevej 43.
  • Ann-Sophie har haft et stort arbejde med at klippe og fin-klippe, så alt er korrekt og falder naturligt som en samtale
  • Jeg har lyttet til to udkast og fanget fejl og unøjagtigheder (det er det med detaljerne …)

Som at skulle til eksamen

På dagen for live-optagelsen havde jeg det som om, jeg skulle til eksamen, for der var mange pointer, jeg bare ville have med. En af dem var det med den fremragende behandling i psykiatrien.

Jeg ville også have mine to mantraer med, så jeg medbragte et 5½ sides Worddokument, hvor det mest centrale var farvet gult for ikke at forsvinde i mængden. Der var meget gult!

De to mantraer er:

  • Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af
  • Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Gensyn med Hejrevej 43

Gensyn med Hejrevej 43

Optagelse til podcast “Særklassen”

Gensyn med Hejrevej 43

I går var jeg hos Sputnik på Hejrevej 43. Vi skulle optage til podcasten “Særklassen“. Det var en uhyre positiv oplevelse.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

*Særklassen er produceret af Sputnik. www.skolensputnik.dk

Det var specielt at komme på adressen igen, fordi Sputnik deler adresse med Psykiatrifonden, hvor jeg kom fra maj 2015 og frem til december 2016. Kommunen rystede op med 151.000 kr. til forløbet der. Jeg ville ikke spises af med “Contra” el.lign. Hvad skulle jeg med det? Jeg kunne godt skrive ansøgninger. Det var slet ikke problemstillingen.

Det var dejligt at komme i Psykiatrifonden, hvor jeg jo blandt andet lærte psykologen at kende, men det var ikke en rar tid.

Alt var usikkert. Alle de basale ting i livet: økonomi, bolig, job, fremtiden generelt (specifikt min tilknytning til arbejdsmarkedet) og identitet var kastet op i luften og ingen anede, hvor det bar hen. Det var som at være i et stort sort hul. Jeg røg ind og ud af psykiatrisk afdeling. På et tidspunkt holdt jeg op med at pakke tasken ud efter udskrivelsen, for jeg skulle jo alligevel snart bruge den igen.

Psykiatrifonden pegede allerede dengang på, at løsningen nok ville være en pension, men jeg var ikke klar til det, og sagde til dem, at det kunne de godt glemme alt om; jeg ville arbejde koste hvad det ville. Det kan jeg selvfølgelig ærgre mig lidt over i dag, men det hjælper ikke. Det er for sent.

Optagelsen til Særklassen

Jeg har en “snydekopi”, fordi jeg optog optagelsen, og efter at have klippet den lidt til med programmet Audacity, har jeg hørt den et par gange. Ann-Sophie Tønner er en dygtig interviewer, der formår at sætte tankeprocesser i gang. Det betyder selvfølgelig, at der kommer spørgsmål, jeg ikke har forberedt på forhånd. Men det gør ikke noget. Jeg ved, hvad jeg vil sige efter et par sekunders betænkningstid.

Et par gange stiller hun spørgsmål, hvor jeg må sige, at “det ved jeg ikke” eller “det kan jeg ikke huske”. Men det gør heller ikke noget. Som næsten 60-årig er det naturligt nok, at der er ting fra skoletiden, man har glemt.

Jeg er irriteret over, at jeg siger for meget “øh”, selv om jeg havde planlagt at lade være, og måske af og til også er lidt for indforstået med fx termer som “ICD-11”, “affektiv sindslidelse”, “ECT”, “SPQ-test” osv. Men sådan må det selvfølgelig være, når man har beskæftiget sig med noget i mange år og bare ved nogle ting. Ann-Sophie sagde dog, at hun ville flette lidt forklaringer ind, så podcasten også bliver værd at lytte til. Et er, at optagelsen var en god oplevelse, et andet er at skabe noget lytterne kan lide og som giver mening for dem.

Jeg fik lov at sige de ting, der er helt centrale for mig, eksempelvis at jeg har fået en virkelig god behandling i psykiatrien og også, at jeg har fået en god og kompetent behandling i min kommune. Det bidrog til den helt igennem positive oplevelse.

Lidt som at skulle til eksamen

Jeg havde det lidt som om, jeg skulle til eksamen. Det kildede lidt i maven og jeg var lidt nervøs for, om jeg kunne huske det, jeg syntes, var de centrale pointer, og som jeg bare ville sige. Men det er sådan, man yder sit bedste, og som minutterne går, er det tydeligt at høre, at samtalen flyder lettere og nervøsiteten aftager.

Klippe/klistre-proces

Ann-Sophie sigter efter at udgive udsendelsen i starten af næste uge. Først skal hun dog også klippe/klistre med Audacity (det kan være hun kan klippe nogle af min “øh’er” ud?), så budskaberne kommer til at stå skarpere og kronologien måske også bliver mere enkel for ikke at forvirre lytterne. Jeg får lov at lytte igennem i løbet af weekenden. Jeg er spændt på at høre, hvad hun får ud af det.

Derefter er “vi” klar.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/10 Kommentarer/i /af

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Bare der var regler for venskaber

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Nu er det sket for mig igen: Jeg har mistet en ven, fordi jeg igen har gjort det forkerte, fordi der mangler regler for det rigtige.

Historien er

En tidligere medpatient var for kort tid siden indlagt på Psykiatrisk Center Glostrup og senere overflyttet til Brøndbyøstervej. Jeg besøgte hende på begge adresser. Hun havde det virkelig dårligt og var meget psykotisk.

Jeg satte mig ind i, hvordan man er pårørende i den situation, og jeg prøvede at gøre det rigtige, som fx er, at man ikke skal forsøge at rive mennesket ud af psykosen ved at påpege “vildfarelserne”. Så når hun sagde, at Putin havde en dobbeltgænger, at Mette Frederiksen lige havde været i USA for at tale med Joe Biden mv., talte jeg hende ikke imod men fandt metoder til at bøje af og føre samtalen et andet sted hen.

Efter udskrivelsen skulle hun til Glostrup, hvor man har samlet alle bipolare patienter. Hun turde ikke selv tage bussen, så jeg fulgte hende både ud og hjem, selvom det var en værre rejse, hvor vi stort set så hele Vestegnen.

Jeg forærede hende en iPad Pro, jeg havde stående og ikke brugte mere. Jeg sørgede for, at den kom på hendes netværk, hvilket var ret besværligt, da hun ikke vidste, hvem udbyderen var og ikke kendte adgangskoder til noget som helst.

For mange opringninger

Forleden kom jeg til at tænke på, at det egl. var længe siden, jeg havde hørt fra hende. For at “holde de sociale forbindelseskanaler vedlige” ringede jeg til hende om eftermiddagen og lagde en telefonbesked. Da hun ikke ringede tilbage, blev jeg bekymret for, om hun var indlagt igen. Derfor ringede jeg igen om aftenen; lagde ingen besked. Og igen næste formiddag; lagde ingen besked. Jeg blev mere og mere bekymret og fandt situationen underlig.

Endelig ringede hun op, og vi førte en temmelig indholdsløs og overfladisk samtale lige til slutningen.

Den sluttede med, at bare fordi hun ikke tog telefonen, behøvede hun ikke at være indlagt. Og det er selvfølgelig rigtigt. Der var ingen grund til bekymring. Hvor skulle jeg vide det fra? Og herudover var det lige rigeligt, at jeg havde ringet tre gange.

Det var det

Naturligvis har hun ret til at sige fra.

Jeg er bare tilbage ved, at jeg igen, igen har opført mig forkert i “det relationelle”, og at jeg simpelthen ikke kan regne ud, hvordan jeg skal bære mig ad, når jeg ikke bare kan følge min intuition/fornemmelse for, hvad der nok vil være rigtigt.

Gider man ikke tale i telefon, hvilket er en menneskeret, kan man jo tage telefonen og sige, at man ikke gider, at det ikke passer lige nu, at man er i færd med noget andet el.lign. Man kan sende en e-mail med det indhold. Man kan sende en SMS med det indhold. Mulighederne er legio.

Jeg orker ikke gættelegen og den velkendte følelse af, at jeg ikke ved, hvordan man har venner. Jeg orker ikke den velkendte fornemmelse af at skulle svømme i hajfyldt farvand.

Heldigvis findes der nu til dags adskillige metoder til at lukke folk ude af ens liv: blokering på telefon, e-mail og Facebook.

Det har jeg gjort. Det var det.

Det med detaljerne

Når den autistiske hjerne har svært ved det med det sociale, skyldes det trangen til detaljer. Når man har trang til detaljer og dermed også til forudsigelighed, så passer det bare ikke særlig godt med det sociale, hvor man skal kunne afvige fra en plan, som ingen kender.

Men os med detaljerne har andre styrker:

  • Hvem kan slægtsforske uden detaljer?
  • Hvem kan lave hjemmesider uden detaljer?
  • Hvem kan læse korrektur uden detaljer?
  • Hvem kan skrive softwareguides uden detaljer?

Disse eksempler er fra mit eget liv. Andre vil have mange andre eksempler.

Her har jeg vist endnu ikke gjort noget forkert

I morgen skal jeg heldigvis noget, jeg (tror), jeg kan finde ud af: Jeg skal besøge min fars ungdomskæreste, som jeg vist endnu ikke har trådt over tæerne uden at ville det.

Jeg skal have hevet gamle billeder og breve ned fra den øverste hylde, scanne og printe, de billeder jeg ved, hun så gerne vil have.

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.