Indlæg

, ,

Specialisterne II

Tilbagemelding

I dag har jeg haft en god og åben drøftelse i telefonen med Sebastian fra Specialisterne, hvor jeg var til møde i tirsdags, fordi de søger at opbygge et mentorkorps, som deres konsulenter kan trække på. Det var jeg tidligere skrevet om her.

Specialisternes tilbagemelding er, at korpset ikke er modent nok endnu til at indbefatte en mentor, der ikke selv er helt stabil, men at min profil ellers havde passet perfekt.

Mine overvejelser

Selv var jeg kommet til den konklusion, at jeg ville svare bekræftende, men at jeg også var i tvivl på grund af det med stabiliteten eller rettere manglen på samme.

Altså er vi helt enige, men jeg ærgrer mig lidt, for det lød helt rigtigt, og jeg vil gerne kaste nogle kræfter efter noget fornuftigt og gerne noget, der involverer andre mennesker.

På den anden side set dur det ikke, at det er skrøbelige mennesker, der bliver afhængige af mig i et eller andet omfang, for jeg ved aldrig, hvornår jeg er væk i op til flere uger pga. en indlæggelse. Belært af erfaringerne fra 2014 og frem til nu tager jeg nærmest en dag ad gangen, og det har jeg det okay med.

Der dukker helt sikkert noget andet op, det kan være spændende at dykke ned i. Der er et stort ‘marked’ for frivillighed, og der er masser, man kan tage sig til. Det drejer sig bare om at finde det rette match. Det sker så tit, at folk siger ‘Genbrug’ som det første, hvis man nævner frivilligt arbejde. Der er bare en ting, der er sikkert, og det er, at jeg ikke skal være i en genbrugsbutik!

, ,

Specialisterne

Et spændende møde

Jeg har været til et utrolig spændende og veltilrettelagt møde i den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne, der findes på denne hjemmeside og som beskæftiger mennesker med autisme og lignende diagnoser.

Anledningen var, at de søger mentorer til nogle af deres konsulenter, som altså i givet fald vil blive til mentees. Konsulenterne er alle at finde på autismespektret. Jeg faldt over et opslag på Facebook en dag og tænkte, at det muligvis kunne være noget for mig. Derfor skrev jeg til dem. Nogle dage efter blev jeg ringet op af Sebastian, der står for projektet, og vi fik en god og åben snak.

Jeg vil kunne gøre noget godt for et andet menneske, men jeg vil også selv få noget ud af det, og ‘arbejdsbyrden’ er overskuelig.

På grund af coronasituationen var vi kun to mødedeltagere og ikke et stort hold. Det oplevede jeg som rigtig godt, fordi der så var mere tid til dialog og refleksion. Det var spændende, at den anden ‘ansøger’ også har Aspergers Syndrom.

Jeg har fulgt med på sidelinjen

Specialisterne blev oprettet i 2003 af Thorkild Sonne, da det gik op for ham, at hans søn på tre år havde infantil autisme. Da jeg dengang læste om det, sendte jeg en uopfordret ansøgning, men fik aldrig noget svar. Jeg var dengang ansat i Udenrigsministeriet og 42 år, men kunne se mig selv hos Specialisterne, der kun ville beskæftige mennesker med en diagnose på autismespektret. Det var mange år (faktisk 16 år) før, jeg selv fik konstateret Aspergers Syndrom – men jeg vidste, hvor det snerpede henad allerede på det tidspunkt.

Når jeg læste om Specialisterne, genkendte jeg det med at være sær, introvert, nørdet, detaljeorienteret og kompromisløs.

I de 16 år, der er gået, har jeg fulgt lidt med på sidelinjen og læst om, hvordan virksomheden har udviklet sig. Det har været en spændende rejse, der har gjort, at de nu er repræsenteret i mange lande verden over med deres konsulentvirksomhed, der især tilbyder ydelser på IT-området. Det kan fx være test af IT-systemer, som vi autister er dygtige til, fordi vi evner at koncentrere os om detaljer i meget lang tid ad gangen og netop ikke går på kompromis.

Forventningsafstemning

Det var et åbent og ærligt møde, hvor vi alle tre smed (corona)-maskerne og fortalte om os selv.

De forventer/håber, at mentorerne kan afse 2-8 timer om måneden i minimum 12 måneder. Initiativet er nyt og udsprunget af coronakrisen, hvor mange af konsulenterne er blevet mere og mere ensomme og har lukket sig inde i sig selv. Det er ikke sundt.

Mentor og mentee skal gå en tur og tale om de udfordringer, mentee aktuelt oplever. Mentoren er ikke professionel eller coach eller lignende og skal på ingen måde forestille at være det. Opstår der noget, mentor ikke kan klare selv, vil man altid kunne trække på Sebastian som en backup. Fx skal mentor naturligvis ikke håndtere emner som selvskade, selvmord eller lignende tanker hos mentee. Mentor skal heller ikke gøre rent og vaske tøj eller lignende.

De forventer derimod, at man er empatisk, støttende, lyttende og motiverende i et samtaleforløb. Det synes jeg umiddelbart godt, jeg kan leve op til, men på samme måde som de skal tænke over, om det vil fungere, skal jeg selvfølgelig selv tænke over det i et par dage. De lægger op til, at man mærker godt efter, inden man siger enten ja eller nej.

Siger man ja, vil der blive afholdt et første møde mellem mentee, mentor og Sebastian, hvor parterne ser hinanden lidt an. Sebastian havde en del slides med, som han nu har sendt, og som jeg skal have nærstuderet, inden jeg træffer en beslutning, for jeg vil jo i bekræftende fald forpligte mig overfor et andet menneske, og den slags render man ikke lige fra.

Jeg har for mit vedkommende været ærlig om, at man næppe kan kalde mig for ‘stabil’. Lige p.t. har jeg stort overskud, men jeg kan aldrig vide, hvornår jeg atter ligger i en seng på psyk. Sådan er det at være bipolar. Det har de selvfølgelig krav på at vide, netop fordi der opstår en forpligtelse overfor mentee.

Det er gennemtænkt

Der er ingen tvivl om, at de har tænkt meget over forløbet og rekrutteringen af mentorerne. Det er meningen, at mentorkorpset på sigt skal bestå af ca. 10-12 mentorer, fordi 90 pct. af konsulenterne har tilkendegivet, at de gerne vil have en mentor. Mentorerne vil – efter corona – skulle mødes og sparre hver anden eller tredje måned.

Jeg skal have kigget på de tilsendte slides, og jeg skal have tænkt mig om, men jeg er umiddelbart positiv. Nu er det spændende, om de også er positive. Sebastian vil ringe på torsdag, så vi kan udveksle de tanker, vi hver især har gjort os i lyset af mødet.

Vi blev præsenteret for en case, der vist nok var hentet fra det virkelige liv. Den handlede om Peter på 25 år, der boede alene, arbejdede 30 timer om ugen hos Specialisterne, men derudover sjældent kom ud af sin lejlighed i den mørke tid og forfaldt til Netflix. For et par måneder siden havde han fået konstateret diabetes. Den nye diagnose plagede ham meget. Hvad gør mentoren her? Jeg synes bestemt ikke, det var let at svare på, og det sagde jeg ærligt. Umiddelbart ville jeg nok gå på Diabetesforeningens hjemmeside og forsøge at lære lidt om diabetes, så jeg havde noget input i en støttende samtale. Måske er det et rigtig dumt svar fra min side, for Peter ville som autist selvfølgelig selv have søgt information om sin nye diagnose!

Det er spændende, hvordan det vil udvikle sig.

Mit liv med Aspergers

En lydbog

Det er altså ikke mit liv med Aspergers Syndrom men titlen på en lydbog på 1½ time, jeg har lyttet til i dag, mens jeg gik i gang med et helt umuligt puslespil. Tænk jeg troede ikke, jeg kunne det med delt opmærksomhed. Men det gik faktisk helt godt.

Forfatteren er svensk og hedder Jerker Jansson. Bogen kan findes på Nota. Nota er et bibliotek og videncenter, der beskæftiger sig med bøger og læsning for mennesker med syns- og læsehandicap. Det er en institution under Kulturministeriet.

Genkendelsens glæde

Alt det han skriver om, genkender jeg. Det er som om, jeg kunne have skrevet bogen selv.

Fx det utroligt vanskelige og trættende ved at være sammen med andre mennesker, selvom man gerne vil. Eller det med kærlighed og forelskelse, hvor han fortæller om indledningen, hvor parterne er som svejset sammen, men det kan han ikke holde ud. Jeg har det nøjagtig lige sådan. Jeg kan ikke holde ud, at man hele tiden skal være sammen og dele alting.

Han fortæller om barndommen, hvor alle syntes, han var noget sær. Det syntes man også om mig. Han fortæller om det at være klodset. Det synes man også om mig.

En stor del af det at have Aspergers Syndrom er, at man ikke kan se på folk, hvad de tænker… Med andre ord kan man ikke aflæse kropssprog videre godt. Neurotypiske mennesker (mennesker, der ikke har Aspergers) kan tolke kropssprog og på den baggrund fx udvise passende empati i en given situation. Jeg er ikke helt dårlig til det, men min tanke er, at det let bliver noget gætværk, og at folk lige så godt kan sige, hvordan de har det.

Ude i den virkelige verden har jeg truffet to mennesker med Aspergers, og der var også mange lighedspunkter. Det var en meget speciel oplevelse.

Samtaler med psykiateren

Før en psykiater stiller diagnosen Aspergers Syndrom (AS) gennemfører hun en række samtaler, hvor hun i særlig grad spørger til, hvad man husker fra sin barndom, som kunne pege enten for eller imod AS.

Min psykiater spurgte fx meget til sådan noget som mad og smag: var der noget jeg ikke kunne lide og hvorfor? Det gik op for mig, at jeg hadede ting, der var rodet sammen, og at jeg bedst kunne lide, hvis ingredienserne kunne deles op på tallerkenen: kødet i det ene hjørne, kartoflerne i det andet osv.

Hun spurgte også til, hvordan jeg har det med at høre andre mennesker spise. Uden at jeg nogensinde har tænkt over det, gik det op for mig, at det er noget, jeg bryder mig meget lidt om.

Tests

Herefter gennemfører hun en række tests, der er virkelig sjove:

  • AQ: Autism Quotient – i hvilken grad er man evt. autist/har Aspergers Syndrom (Aspergers Syndrom hører  til på autismespektret)
  • EQ: Empati Quotient – i hvilken grad kan man udvise empati og aflæse kropssprog mv.
  • SPQ: Systemizer Profile Questionnaire, som delvist er et sammendrag af de ovenstående tests

Normalt er alle tre tests tilgængelige på Psykologisk Ressource Center, men p.t. er kun SPQ-testen i drift. Den er til gengæld også sjov.

Min psykiater havde flere tests, og jeg havde selv medbragt en fra psyk i Glostrup, men hun mente ikke, der var behov for mere materiale, da resultatet var soleklart: mit liv med Aspergers.