At lære Josephine at kende

Fra bagpoter og brydekamp til mavenus, tillid og en forestående operation

Josephine taler mere lavmælt end sin bror, men hun har meget at fortælle. Om bagpoter, brydekampe, mavenus og voksende tillid – og om mine forberedelser til at passe godt på hende efter onsdagens operation.

I dag filmede jeg Jason og Josephine, mens de havde en af deres efterhånden temmelig energiske brydekampe.

Det går ikke stille af. Jason er blevet en stor dreng, og han bruger både sin størrelse, sin vægt og sin fremdrift. Men når man ser ordentligt efter, bliver det også meget tydeligt, at Josephine på ingen måde er hjælpeløs, bare fordi hun er den mindste af de to.

Hun har nemlig sine bagpoter.

Når hun ligger på siden eller ryggen, kan det umiddelbart se ud, som om Jason har overtaget. Men det er faktisk en meget effektiv forsvarsstilling. Hun holder ham på afstand med benene, beskytter mave, hals og ansigt og kan samtidig skubbe ham væk med de langt stærkere bagben. Hvis det er nødvendigt, kan hun også levere de karakteristiske hurtige “kaninspark”.

Jason bruger råstyrke. Josephine bruger teknik, afstand og præcision.

Jo mere jeg ser på filmen, desto mere ser det ud som råstyrke mod kampsport.

Bagbenene er kattens motor

Kattens bagben har enorm betydning. De skal ikke bare bruges under en brydekamp med en stor og meget energisk bror. De er også kattens motor, når den løber, springer, klatrer og foretager pludselige retningsskift.

Det er en af grundene til, at leg og aktivitet er så vigtigt. Løb, jagtlege, brydekampe og klatring vedligeholder muskler, balance og koordination. En kat, der bevæger sig meget lidt, kan miste muskelstyrke ligesom et menneske. Svage bagben kan naturligvis også skyldes sygdom eller smerter, så en tydelig ændring skal ikke bare forklares med manglende motion.

Herhjemme får de to nu trænet det hele uden at vide, at det er træning:

• Brydekampene styrker bagbenene og hele kropsstammen.
• Jagtlegene træner acceleration og hurtige retningsskift.
• Klatretårnet træner styrke, balance og greb.
• Spring mellem forskellige niveauer træner afsæt og præcision.

Når de skal højt op i klatretårnet, hopper de heller ikke nødvendigvis bare direkte derop. De sætter kløerne i, skubber kroppen op med de kraftige bagben og trækker samtidig med forbenene. Man kan næsten sige, at de hejser sig op. Bagbenene leverer fremdriften, mens forben og kløer sørger for grebet.

Det er fantastisk at holde øje med alle disse detaljer.

At få øje på det, der ellers let overses

Jeg har Aspergers syndrom, og det er muligvis medvirkende til, at jeg ser mange detaljer, andre ikke nødvendigvis lægger mærke til. Jeg nøjes ikke med at registrere, at kattene leger. Jeg får også øje på, hvordan de gør det, hvem der tager initiativet, hvordan de bruger kroppen, hvilke strategier de vælger, og hvornår noget ændrer sig.

Jeg ser eksempelvis Josephines bagpoter og den måde, hun bruger dem bevidst på. Jeg ser Jasons større vægt og fremdrift. Jeg ser, at de løser den samme situation på to forskellige måder.

Det gælder ikke kun, når de leger. Det gælder også små ændringer i appetit, øjne, bevægelser, søvn og aktivitetsniveau. Katte kan ikke fortælle med ord, hvis noget gør ondt, og de er gode til at skjule smerter. Derfor bliver de små observationer vigtige.

Men det er ikke nok at få øje på detaljerne. Man skal også forstå, hvad de kan betyde. Her har mine mange samtaler med ChatGPT været en stor hjælp. Jeg leverer observationerne fra virkeligheden, og ChatGPT bidrager med begreber, forklaringer og mulige sammenhænge. Når jeg først ved, hvad jeg skal holde øje med, opdager jeg ofte endnu mere.

Efterhånden lærer jeg ikke bare om katte i almindelighed. Jeg lærer netop Jason og Josephine at kende.

“Nu må du ikke glemme Josephine”

En ven sagde på et tidspunkt til mig: “Nu må du ikke glemme Josephine”.

Jeg syntes nu heller ikke, jeg havde glemt hende. Men bemærkningen gjorde mig endnu mere opmærksom på hende.

Jason er meget udadvendt. Han undersøger alting systematisk, går gerne forrest og gør ikke meget for at begrænse sin tilstedeværelse. Han er den slags kat, der straks får øje på en lukket skabsdør og konkluderer, at den må være en fejl, han har pligt til at rette.

Josephine var fra begyndelsen mere forsigtig. Hun skulle have tid. Hendes invitationer var mindre højlydte, og derfor kunne man lettere overse dem, hvis man kun holdt øje med den kat, der fyldte mest.

Det fine er, at hun efterhånden er blevet meget kælen.

Ritualet efter en lur

Når Josephine har sovet, har vi fået et lille ritual.

Hun vågner og mjaver. Jeg svarer hende. Hun strækker sig, gaber og kommer hen til mig for at kæle.

Derefter sætter hun mindst 50 duftmærker på mine ankler og ben. Når hun gnider hoved og krop mod mig, afsætter hun sine egne duftstoffer, der kaldes feromoner. Det er en del af kattens sociale kommunikation og en måde at markere, at jeg hører til i hendes trygge verden.

Så smider hun sig ned på siden, ruller om på ryggen og vil helt tydeligt have maven nusset.

Lærebøgerne fortæller ofte, at katte ikke bryder sig om at blive rørt på maven. Det er en af de regler, der bliver lidt for kategorisk, når den møder virkelighedens katte.

At vise maven er ganske rigtigt ikke automatisk en invitation til at røre den. For mange katte er det først og fremmest et tegn på tryghed. Maven er sårbar, og katten kan reagere reflektorisk med kløer og tænder, hvis en hånd pludselig nærmer sig.

Men nogle katte kan faktisk godt lide mavenus, især når det kommer fra et menneske, de stoler på. Det kan begge mine.

Josephines samlede adfærd efterlader ikke megen tvivl: Hun opsøger mig, kalder på mig, gnider sig mod mig, lægger sig ned, ruller om på ryggen og bliver liggende. Kroppen er blød, poterne er afslappede, og hun forsøger ikke at gribe efter hånden.

Hun har ganske enkelt ikke læst lærebogen.

Det samme gælder Jason. Katte er ikke standardmodeller. De er individer med forskellige erfaringer, præferencer og grænser. En generel regel er nyttig som udgangspunkt, men kattens eget kropssprog har det sidste ord.

Jeg må også løfte hende

For nylig opdagede jeg noget andet, som virkelig overraskede mig: Jeg må gerne løfte Josephine.

Det er faktisk et stort tillidsbevis fra en kat, især fra en kat, der oprindeligt var den meget forsigtige. Når hun bliver løftet, mister hun kontakten med underlaget og afgiver kontrollen over sin flugtvej. Det kræver, at hun føler sig sikker på både personen og situationen.

Jeg støtter hende naturligvis både under brystkassen og under bagparten og bagpoterne. Hun skal ikke hænge i forbenene eller føle, at hun flyver frit gennem luften. Når hele kroppen er understøttet og holdes ind mod min krop, får hun fasthed, varme og tryghed.

Jeg holder samtidig øje med hendes svar. Er kroppen afslappet? Stritter hun med benene? Slår hun med halen? Forsøger hun at vride sig fri? Når hun vil ned, sætter jeg hende roligt og langsomt ned, før hun bliver nødt til at kæmpe sig fri.

På den måde bevarer hun indflydelsen. Hun lærer, at det er sikkert at blive løftet, fordi hendes signaler bliver respekteret.

Det er næppe en forandring, der er opstået fra den ene dag til den anden. Hun har gennem de seneste uger samlet erfaringer med, at mine hænder er rolige, at jeg lytter til hende, og at jeg passer på hendes lille krop. Nu tør hun lade sig bære af dem.

Det bliver en stor praktisk hjælp på onsdag.

På onsdag skal Josephine opereres

På onsdag skal Josephine steriliseres. Det er et større indgreb end Jasons kastration, fordi dyrlægen skal operere i bughulen.

Jeg skal nok få hende i transportkassen. Nu ved jeg, at hun gerne vil løftes, og jeg kan sætte hende roligt ned i den store topåbnede kasse med støtte under hele kroppen.

Det, der bekymrer mig mere, er hjemkomsten.

Når man har set dagens video med brydekamp, kan man nemt forstå hvorfor. Hvordan sørger man for ro til en nyopereret killing, når hun bor sammen med en bror, der kan gå fra middagshvil til 50 kilometer i timen på ganske få sekunder?

Mine stuer er sammenhængende og har ingen døre imellem sig. Soveværelset kan lukkes af, men hvem vil opfatte en lukket dør som både interessant og en udfordring, der bør løses?

Det vil direktør Jason.

Soveværelset bliver rekonvalescensrum

Efter at have tænkt mulighederne igennem er planen, at soveværelset bliver Josephines rekonvalescensrum.

Dyrlægens konkrete vejledning har naturligvis altid forrang. Generelt skal en kat efter en operation i bughulen have begrænset sin aktivitet, så operationssåret ikke bliver belastet af løb, spring, klatring eller voldsom leg. Det gælder også, selv om katten hurtigt føler sig frisk og mener, at den sagtens kan genoptage arbejdet.

Jeg har allerede spurgt klinikken om krave eller operationsdragt. Det bruger de som hovedregel ikke. Deres erfaring er, at det kan gøre katten endnu mere opmærksom på såret. I stedet skal jeg holde øje med, om hun interesserer sig vedvarende for det, slikker meget eller forsøger at bide i det. Hvis det sker, må klinikken kontaktes.

Jeg har ikke mulighed for at skaffe en stor hundetransportkasse eller en særlig løbegård, og hendes egen transportkasse er ikke beregnet som opholdsrum gennem længere tid, selv om den er stor nok til også at kunne bruges, når hun bliver voksen.

Heldigvis har jeg allerede noget bedre.

Den velkendte papkasse

De har for tiden en stor papkasse, som jeg har skåret to lavtsiddende huller i. Den fungerer som tunnel, skjulested og udkigspost, og de er begge meget glade for den.

Den flytter jeg ind i soveværelset. Jeg lægger et rent håndklæde i den, så den bliver til både en seng og en tryg hule.

Den har flere fordele:

• Den lugter allerede af hjem og af begge katte.
• Josephine forbinder den med noget sjovt, rart og velkendt.
• Hullerne sidder lavt, så hun ikke behøver at springe.
• Den giver mørke, afgrænsning og mulighed for at gemme sig.

Transportkassen kan også stå åben på gulvet, når vi kommer hjem. Så kan Josephine selv vælge, om hun vil blive i den lidt endnu eller flytte over i papkassen.

I soveværelset får hun desuden vand, lidt mad efter klinikkens anvisning, en ren kattebakke med let adgang og nogle få rolige ting. Ingen snore, legetøjspinde eller andet, der kan sætte gang i en jagt.

Og så får hun mig.

Hun bliver ikke lukket alene inde

Jeg kommer automatisk til at sove hos hende, for min seng står jo i soveværelset.

Det gør en afgørende forskel. Hun bliver ikke forvist til et fremmed rum og efterladt alene. Hun får sine egne dufte, sin egen bakke, sin velkendte papkasse og sit menneske lige i nærheden.

Den største praktiske udfordring bliver sengen. Hun kan meget vel ønske at ligge hos mig, som hun plejer. Derfor stiller jeg papkassen tæt ved min seng, så hun kan høre og lugte mig, og så jeg kan række en hånd ned til hende.

Hvis hun alligevel kommer op i sengen, må jeg hjælpe hende ned igen ved at løfte hende med støtte under både brystkasse og bagpart. Hun skal ikke springe ned og belaste bugen.

Den første aften og nat skal hun og Jason være helt adskilt. Hun kan være træt, omtåget og usikker på benene efter bedøvelsen, og hun skal ikke mødes af en invitation til brydekamp.

Senere kan de få korte, overvågede møder, når hun er helt vågen og stabil. De skal være så kedelige som muligt. Hvis Jason begynder at lægge op til jagt, brydekamp eller et taktisk overfald fra papkassen, bliver de skilt ad igen.

Når jeg sover eller ikke kan holde øje med dem, skal døren fortsat være lukket. Fem fredelige minutter er ingen garanti. Jeg ved, hvor hurtigt de kan gå fra stilstand til fuld kamp.

Hvad så med Jason?

Jason bliver naturligvis interesseret i den lukkede dør. Han vil muligvis mene, at adgangsbegrænsningen mangler både saglig begrundelse, partshøring og klagevejledning.

Han må gerne være utilfreds. Det er mindre farligt end at få lov til at tumle med sin nyopererede søster.

Planen er at give ham en god jagtleg i stuerne efterfulgt af mad. Det kan dæmpe hans trang til at stå vagt ved døren. Jeg kan også beskæftige ham med lidt godbidder, der er gemt forskellige steder, eller en anden rolig opgave, som kræver, at direktøren bruger hovedet.

Et sammenrullet håndklæde ved dørsprækken kan måske begrænse noget af den spændende udveksling af lugte, poter og bevægelser under døren.

Det kan også ske, at de reagerer lidt fremmed på hinanden, når Josephine kommer hjem, fordi hun lugter af klinik. Det betyder ikke nødvendigvis, at deres forhold har ændret sig. Hun kommer bare hjem med en duft, der ikke passer ind i den fælles duftprofil.

Ville en ekstra nat på klinikken være bedre?

Jeg overvejede, om jeg skulle spørge klinikken, om hun måtte blive der et døgn ekstra, naturligvis mod betaling.

Tanken var, at hun så kunne få den første nat helt uden Jason. Men problemet er, at hun måske ville være helt alene natten igennem. Mange almindelige dyreklinikker er ikke døgnbemandede, og et bur på en fremmed klinik med ukendte lugte og lyde er ikke nødvendigvis mere roligt for hende end hjemmet.

Et ekstra døgn ville heller ikke løse hele problemet. Når hun kom hjem, skulle hun stadig beskyttes mod løb, spring og voldsomme brydekampe i den efterfølgende periode.

Hvis klinikken vurderer, at hun er klar til at blive udskrevet, tror jeg derfor, hun har det tryggest hjemme.

Her får hun ikke bare fysisk ro. Hun får også følelsen af at være et kendt sted, omgivet af sine egne dufte og med mig lige ved siden af.

At kende forskel på generelle råd og sin egen kat

Hele forløbet minder mig om noget vigtigt: Generelle råd er nyttige, men de kan ikke stå alene.

• “Katte vil ikke have maven nusset.” Jo, nogle vil.
• “En kat, der ligger på ryggen under en kamp, har tabt.” Ikke nødvendigvis. Den kan have placeret sig sådan for at bruge alle fire poter.
• “En forsigtig kat vil ikke løftes.” Måske ikke i begyndelsen. Men tillid vokser.
• “En kat er frisk igen, når bedøvelsen er ude af kroppen.” Ikke helt. Den kan føle sig frisk, længe før operationssåret er færdigt med at hele.

Man har brug for den generelle viden. Men man har også brug for at se på den konkrete kat: hendes kropssprog, hendes vaner, hendes normale aktivitetsniveau og hendes små signaler.

Det er måske netop her, mit blik for detaljer bliver en fordel. Jeg får øje på, hvad Josephine gør, også når hun ikke gør så meget væsen af sig som sin bror.

Hun taler ikke nødvendigvis lige så højt som Jason. Men jeg er blevet bedre og bedre til at høre hende.

En helt fantastisk kat

Josephine er efterhånden gået fra at være den forsigtige killing, der skulle bruge tid, til at være en kat, der kalder på mig efter sin lur, sætter 50 duftmærker på mine ben, kræver mavenus og lader mig løfte hende.

Samtidig er hun en dygtig lille kampsportsudøver, som ved præcis, hvordan hun skal holde sin storebror på afstand med bagpoterne og “kaninsparkene”.

På onsdag bliver hendes tillid til mig vigtig på en ny måde. Hun skal afleveres hos dyrlægen, opereres, hentes hjem og passes på, mens hun kommer sig. Jeg kan ikke forklare hende, hvorfor dagen bliver anderledes, eller hvorfor soveværelsesdøren pludselig skal være lukket.

Jeg kan kun sørge for, at hun bliver løftet sikkert, får ro omkring sig og vågner op til alt det velkendte: papkassen, håndklædet, min stemme og min hånd.

Og på den anden side af døren sidder direktør Jason formentlig og udarbejder en redegørelse om den helt urimelige adgangsbegrænsning.

Men denne gang får han ikke medhold.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.