Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Julehygge er lig mad

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Vi skriver kun onsdag den 16. oktober, men alligevel er det længe siden, man skulle skynde sig at tilmelde sig diverse julemesser og -arrangementer, hvis man ville være sikker på at få en plads ved de riges veldækkede bord.

Jeg har intet imod julen eller det at samles og evt. det at samles i kirken. Det er en smuk tradition og fortælling, og netop i år har vi mennesker nok at bede for (Ukraine, Gaza, Libanon og Israel). Men jeg er holdt op med at holde jul, for jeg kan holde alt det mad ud. Jeg kan ikke holde ud, at fokus er på det, vi skal spise, når vi samles, også selvom menuen er den samme, som den har været de seneste 25 år. Der er intet nyt under solen.

For mig er mad, noget man spiser, når man er sulten. Er man flere sammen om måltidet, er det kun hyggeligt. Er køkkenet stort nok til det, er det også enormt hyggeligt at lave maden sammen. Det er ikke så længe siden, psykologen fortalte, at mange af hendes klienter med en eller anden form for autismespektrumforstyrrelse har et lidt atypisk spisemønster. Endnu en gang må jeg give hende ret. Vågner jeg fx kl. 02 og er sulten, står jeg da op og laver mad. Det er godt, jeg bor alene 🙂

Der er millioner af mennesker i verden, der sulter. Alene i Danmark er der masser af mennesker, der lever på fattigdomsgrænsen og er afhængige af julehjælpen, når de vil give deres børn julegaver, som er på niveau med klassekammeraternes. Og nu er jeg på forhånd klar over, at der vil være nogle, der tænker – eller måske endda skriver – at muslimer henter julehjælp, og det burde de ikke. Mit svar er ganske enkelt: »Vi hjælper, fordi vi er kristne«. Og længere er den ikke.

Herudover er der hele debatten om, hvor vi skal være i år, og hvem vi skal være sammen med, når vi nu var hos Egon sidste år og endda havde inviteret tante Magda og hendes nye kæreste med. Den slags finder jeg også ret anstrengende, og forhandlingerne om det begynder også allerede i oktober.

Alternativ jul

Af ovenstående grunde holder jeg alternativ jul, hvilket passer mig fint. Jeg kan ikke lige huske, hvad jeg lavede juleaften i 2023. I 2022 installerede jeg det lille vidunder af en Synology NAS juleaften. Det var simpelthen så hyggeligt. Der var ingen diskussioner om madlavningen, gåsen brændte ikke på, sovsen var perfekt, og jeg slap for Egon, tante Magda og hendes nye kæreste.

Jeg skal have planlagt en eller anden hyggelig ting til den 24. december i år og også noget til nytårsaften; sidstnævnte har jeg aldrig brudt mig om. Desværre mangler jeg ikke en ny server eller lignende. Men så finder jeg nok på noget andet. I hvert fald skal jeg ikke være en del af »juleræset«, som folk nedsættende kalder det, uagtet de selv medvirker til det. Det har jeg (heller) aldrig forstået.

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Minimalisme er godt for autisme

Minimalisme er godt for autisme

Om Aspergers syndrom

Minimalisme er godt for autisme

Jeg synes, jeg burde have tænkt over det for længst, men det havde jeg ikke, og så var det jo godt, at Jørgen lavede koblingen. Han spurgte nemlig her til formiddag

Er sansestimuleringen blevet mindre, nu der er færre bøger at se på?

Og er det godt for autismedelen af dig?

Jamen for pokker da, det er da så simpelt og enkelt.

Ja, nu, hvor der er langt, langt færre bøger at se på (maks ¼), er der langt færre sanser, der kommer i spil, når jeg færdes i min stue. Derfor kan jeg meget bedre lide at være her. Og det siger da sig selv, at jeg altid har elsket minimalismen på grund af autismen. Og jeg var jo altså 54 år, før jeg vidste, at jeg havde Aspergers syndrom.

Der er så lige det, at jeg skulle blive 60 år (faktisk næsten 61 år), før jeg for alvor fik mulighed for at dyrke minimalismen.

  • 1981 – 1990 – På kollegiet var små godt, for vi havde – alt inklusive – 13 m2. Studiebøgerne og skrivebordet fyldte det meste, men jeg elskede også at købe bøger i de to bogklubber »Gyldendals« og »Samleren«. Vi læste alle, det der nu udkom, og vi diskuterede det med hinanden. Det var en dejlig tid. Her var bestemt ikke plads til minimalisme.
  • 1990 – 2007 – I den lille to-værelses på 53 m2 i Vanløse var der ikke rigtig plads til at købe nye bøger, men jeg gjorde det alligevel. Men fik jeg læst de bøger, jeg købte? Jeg tror,  svaret er nej, for jeg skulle jo også pleje karrieren, være kæreste og langtursroer og begynde at slægtsforske. Her havde det været fornuftigt at påbegynde minimalismen, men jeg var alligevel så lidt hjemme, at jeg ikke lagde mærke til fraværet af minimalismen.
  • 2007 – 2024 – I Hvidovre har jeg masser af plads: 78 m2, som jeg elsker. Indtil for ca. et par uger siden, fyldte jeg bare pladsen ud. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som »Gemme-menneske«, men det må jeg jo have været, når der var så meget, jeg ikke brugte, og som uden videre kunne kasseres. Når man har god plads, stopper man bare ind i skabe og putter i skuffer. Jeg lagde ikke så meget mærke til fraværet af minimalismen, da jeg kun brugte mit soveværelse, fordi det var der, »kontoret« var. Jeg tænkte meget tit på, at jeg kunne have klaret mig med en et-værelses, men at det ville være for dyrt at flytte.
  • Oktober 2024 – Nu dyrker jeg minimalismen, og det er godt for autismen. Det er faktisk helt fantastisk og vel en af årsagerne til, at jeg elsker mit nye hjem så højt. Endelig, endelig har jeg fået det, som jeg gerne vil have det. Der er ikke længere alle de overflødige sanseindtryk fra alt det, jeg alligevel ikke skal bruge. Jeg finder stadig ting, jeg ikke skal bruge. Eksempelvis kasserede jeg i går ca. 20 spisepinde, som vist aldrig havde været brugt samt en strikkepind til at mærke, om brødet nu er bagt ordentligt. Jeg har vist ikke bagt et brød i alle de år (dvs. 17), jeg har boet her.

Et fikst klædeskab

Da jeg flyttede ind her i november 2007, købte jeg et klædeskab hos »Nyt Skab«, og det har utrolig mange fine funktioner. I skal lige se en af dem – i det nu helt rene klædeskab.

Bøjlestangen befinder sig helt oppe under loftet for at give plads til flest muligt hylder og skuffer. For at man så kan nå bøjlestangen, har den en »pind« i midten, som man trækker i, og så kommer bøjlestangen ned i nå-højde. Det er temmelig smart.

Minimalisme er godt for autisme

Minimalisme er godt for autisme

Minimalisme er godt for autisme

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Jeg scorer enormt højt på ‘Systemizer’

Jeg scorer enormt højt på 'Systemizer'

Om de tilbagevendende opgaver

Jeg scorer enormt højt på ‘Systemizer’

I flere år kaldte jeg mig selv for »Strukturfascist«, men det er for negativt. Jeg behøver ikke nedgøre mig selv, når det at være systematisk i virkeligheden er en #Superkraft. Læs evt. artiklen En klassisk Systemizer-profil får 70+ point. Jeg scorer altid ca. 140, hvilket vil sige ca. det dobbelte af det nødvendige.

Selvom jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet, har jeg en del opgaver, der vender tilbage dagligt, ugentligt eller månedligt. Nogle er bittesmå og bare en reminder til mig selv, andre er større.

Jeg styrer dem ved hjælp af opgaveruden i mit mailprogram, som er »Thunderbird«. Dagens opgaver er eksempelvis dem på billedet herunder:

Jeg scorer enormt højt på 'Systemizer'

Forklaring til billedet

Den med streg over er løst. Den røde er jeg er bagud med, for det burde have været i går den 2. september og den grønne har høj prioritet. De sorte har ingen særlig prioritering.

Det tager ingen tid at løse opgaverne, efterhånden som de dukker op i »Thunderbird«, men hvis jeg ikke løste dem dagligt, ugentligt eller månedligt, ville det være fuldkommen uoverskueligt. Nogle dage tager det to minutter, andre dage er lidt mere krævende. Det gælder fx onsdagene, hvor der er en del opgaver for GladTeknik. I dag har jeg fx skærpet og læst korrektur på det blogindlæg, Martin Dyrhøj har skrevet »Hvilken MacBook skal jeg vælge?«.

Men selv onsdage er overstået på ca. 30 minutter.

Efterhånden som jeg løser opgaverne, sætter jeg lige det lille flueben, så jeg hele tiden ved, hvor langt jeg er kommet, og hvad der resterer. Jeg starter alle mine dage med at løse de tilbagevendende opgaver. Derefter har jeg fri.

Scorer du også højt på Systemizer-testen?

En klassisk Sistemizer får over 70 point

Du kan læse detaljerne fra mine resultater her.

Selve testen har du her.

Nogle af jer, der kender mig, vil sidde og grine lidt af »Opmærksomhed – detalje 8 af 8«. Detaljefokus er noget af det, jeg har meget glæde af, når jeg læser korrektur på GladTekniks sider, for jeg fanger det meste.

Fra en tidligere enquete ved jeg, at ca. 25 pct. af mine læsere befinder sig på autismespektret, så jeg har lyst til at spørge, om du kender det med at score højt på Systemizer-testen? Hvis du har lyst, må du også gerne fortælle, hvad det betyder for dig, og hvordan det udmønter sig i praksis. Du kan fortælle i kommentarfeltet, hvilket er det bedste, for så kan andre også se det, men foretrækker du det, kan du bare sende mig en e-mail. Jeg svarer under normale omstændigheder ret hurtigt. Min mailadresse er: post@stegemueller.dk.

Co working hos Webwoman

Jeg har deltaget i WebWomans gratis »Co working«. Co working betyder ikke samarbejde men arbejde samtidigt. Det var både trygt og sjovt, hvilket er meget vigtigt for mig, også selvom jeg skulle vænne mig til, at de øvrige deltagere er professionelle med mange beskrivende ord på det, jeg synes, jeg bare gør. De skal måske sælge noget, de skal gøre kundeopgaver færdige osv. Selv skriver jeg jo bare fordi, det er en af mine metoder til at holde de sociale forbindelseskanaler åbne – og fordi jeg til tider har lyst at påvirke med en skarp holdning. Og det virker egl. ret godt.

For mig betød det at deltage:

  • Jeg arbejdede fokuseret og slukkede for mailboksen
  • Der var ingen overspringshandlinger
  • Jeg nåede både denne artikel og korrekturen på GladTekniks nyeste blogindlæg
  • Jeg hørte om de udfordringer andre kan sidde med i en skriveproces.
  • Jeg må vist se på min LinkedIn-profil, der har ligget død i årevis.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Satte det på plads med psykologen

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Efter mange, mange samtaler med psykologen ved jeg, at jeg aldrig går forgæves! Jeg har 100 lydfiler med vores samtaler.

Jeg har simpelthen Danmarks dygtigste psykolog – og jeg er noget bekymret over, hvad jeg skal gøre, når hun bliver gammel nok til at gå på pension om vist fire år. Jeg finder jo ikke bare en anden.

Før Anette har jeg haft et utal af “hjælpere”, men hun er den første, der har mødt mig lige præcis der, hvor jeg nu en gang er. Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, og at jeg hverken skal tegne, male eller stå på et ben … eller hvilke forslag, der nu kunne dukke op. Min tilgang til livet og verden er analytisk, og den følger hun. Hun har aldrig nogensinde forsøgt at lave om på mig. Hun har måske vænnet sig til mig … 🙂

Vi er der, hvor jeg ikke længere kommer med “store ting”, for dem er der ryddet grundigt ud i, men det var der så sandelig også behov for. Nu er det mest “justeringer” af dagligdags hændelser. Jeg er tryg ved, at jeg kan dukke op med både stort og småt. 

Det er indregnet i budgettet som en omkostning ved at være i live.

Konklusionen er:

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst. Rejsen var ikke udelukkende en fiasko.

Vi vendte turen til Tyskland, og det var dejligt at få den sat endeligt på plads. Jeg havde gået rundt en lille uge og været lidt ved siden af mig selv og ikke kunnet få gang i hverdagen igen.

Jeg kom både frem og tilbage til Frankfurt (Oder), hvilket for bare et par år siden havde været helt utænkeligt. I 2017 kunne jeg fx dårligt tage med Folkekirkens Nødhjælp på seminar på Nyborg Strand. Et år eller to senere gik det ikke at tage på Borups Højskole inde ved Holmens Kanal i fem dage – på dag et tog jeg hjem med et angstanfald i bagagen. Havde jeg lyst til den slags udskejelser nu, tror jeg, det ville gå, men det har jeg ikke, for der er for mange deltagere til min smag. For mig er fem personer (for) mange.

Ubehaget, utrygheden og ængsteligheden fyldte for meget. Det var bare ikke fedt hele tiden at skulle navigere i ukendt farvand. Skulle udlængslen atter gribe mig, håber jeg, at jeg vil komme i tanke om dette. Jeg er ganske enkelt gladest herhjemme ved mine egengenerede projekter. Nogle kan mene, det er mærkeligt, men sådan er det.

Jeg hader forandringer, hvilket er et normalt autistisk træk. Det havde jeg bare glemt, fordi min autisme ikke fylder for mig. Måske mener nogle, at jeg er vældig autistisk, men det synes jeg ikke selv.

Og så er der vel også noget aldersbetinget ved det:

  • Før i tiden hoppede jeg på en bus og regnede med, at det var den rigtige retning. Og var det forkert, hoppede jeg bare af og kørte den modsatte vej. Den tid er ovre.
  • Nu vil jeg fx helst vide, hvad der står på toget, hvornår det kører, hvilket spor det kører fra, hvor mange stop der er undervejs, hvornår det ankommer og hvad det koster.
  • Og jeg vil gerne have en god tidsmæssig margin, så jeg ved, at jeg ikke kommer for sent. Jeg hader at komme for sent – eller rettere: Jeg tror ikke, jeg nogensinde er kommet for sent.

Jeg kan rejse, men jeg har ikke lyst

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.