,

Fremragende Facebookgruppe

Fremragende Facebookgruppe

Slægtsforskere er hjælpsomme mennesker

Fremragende Facebookgruppe

Af og til kan Facebook bruges til noget virkelig fornuftigt.

Jeg og andre har snart brugt tre dage på at optrevle min nye halvsøsters og min fælles 3 x tipoldefar fødested og ægteskab, og når jeg nu pludselig har interesserede “kunder” til min elskede hobby og de kære data, skal og vil jeg være ekstra sikker på, at alt stemmer.

Det er vores 3 x tipoldefar Niels Rasmussen, der er fuldkommen umulig at få styr på. Det er et vidunderligt hovedbrud, men jeg er sørme kommet på (over-)arbejde.

Facebookgruppen hedder “Slægtsforskning”

Jeg er naturligvis medlem af foreningen “Danske Slægtsforskere“, som blandt andet driver Facebookgruppen “Slægtsforskning“, der i skrivende stund har 26.000 medlemmer. I den gruppe findes nogle virkelig skarpe hjerner. Jeg synes, man bør være medlem af foreningen, når man gerne vil have medlemmernes hjælp i gruppen. Det er sikkert “politik”, som nogle ikke bryder sig ret meget om, da det lugter lidt af solidaritet og fagforening. Men mange nye slægtsforskere ville gå i stå og aldrig komme i gang, hvis gruppen ikke fandtes.

I gruppen sidder nogle af de bedste: de er dygtige tydere af de mest umulige indførsler, de kan finde rundt i skifter og lægdsruller (hvor jeg stadig har deficitter), de kender et væld af søgemidler og de er så uendeligt hjælpsomme. Jeg foretrækker at kunne (lave) tingene selv, men når det vælter for meget rundt med fakta inde i hjernen, når jeg har set mig sur på det og bare mangler inspiration, er det altså skønt at have dygtige mennesker at spørge. Både til drilagtige indførsler men også til inspiration og “oprydning i hjernen”.

Især to af medlemmerne i Facebookgruppen har været hjælpsomme angående Niels Rasmussen (? – 1833) og hans kone Maren Hansdatter (1770 – 1842). De har fundet fine originale kilder frem, og de har korrigeret min opfattelse af reglerne for opkald. Jeg havde overset, at en afdød ægtefælle altid opkaldtes. Så når Maren Hansdatters første ægtefælle hed Mads, skulle førstefødte søn i næste ægteskab opkaldes, hvilket vil sige, at han skulle hedde Mads. Og det gør han! I realiteten skal man tænke det modsat: Hvis man har fundet første søn i det nye ægteskab, og han hedder Mads, kan man være 99 pct. sikker på, at den afdøde ægtefælle også hed Mads. Jeg kan vældig godt lide læreprocesser.

En fornem bog fyldt med fejl

Der findes en fornem bog, som man kan hente kvit og frit i “Slægtsforskernes Bibliotek”, der også drives af foreningen (endnu en grund til at blive medlem af foreningen). Både Niels, Maren og hendes første ægtefælle Mads Hansen er nævnt, og det er herligt. Så er der noget at tage fat i og kontrollere. Bogen er støttet af to fonde og Maribo Kommunes Kulturudvalg.

Jeg kontrollerer alt ved selvsyn og forsøger selv at stave mig gennem Østofte kirkebog, der ved Gud ikke er så ligetil midt i 1700-tallet, hvor præsten sparede grundig på papiret. Man skal altid tjekke alting selv, og man skal angive sine kilder, hvis man vil betragtes som en seriøs slægtsforsker, andre gerne må kigge i kortene. Og det vil jeg jo da gerne.

Alle laver fejl, det gælder også mig! Der er mange fejl i bogen “GREVSKABET KNUTHENBORGS GÅRDE OG HUSE. Brugere og ejere ca. 1750-2000. ØSTOFTE SOGN”, men den har været en fin retningsgiver og inspiration.

Eksempelvis angives vores tiptipoldemor Ane Katrine Nielsdatter (1804 – ?) at være død i 1823. Det passer simpelthen ikke, for så kunne hun jo for det første ikke være vores tiptipoldemor, og for det andet får hun børn i hele perioden 1827 – 1844. Jeg har dobbelttjekket mine egne data – for det kunne jo sagtens være mig, der tog fejl, men det er det altså ikke (denne gang).

Formålet med indeværende artikel er flertydigt

  • Opfordre til at tegne medlemskab af foreningen “Danske Slægtsforskere”
  • Sige tak til alle de hjælpsomme mennesker, der dagligt bruger mange timer i Facebookgruppen “Slægtsforskning”
  • Sige tak til de to kvinder, der i særlig grad har brugt tid på Niels Rasmussen, Maren Hansdatter og Mads Hansen
  • Sige tak for altid god inspiration fra gruppens medlemmer. Det er sjovest at løse problemerne selv, men det kan altså ske, at man får behov for input udefra.