Tag Archive for: Facebook

, ,

(A-)bortadopteret

(A-)bortadopteret

50-året for den frie abort

(A-)bortadopteret

Pernille Skipper havde i juledagene et indlæg i Politiken om den højt besungne frie abort her i landet. Den kan i 2023 fejre sin 50-årsdag. Hendes påstand var, at den måske slet ikke er så fri endda.

Selv har jeg det utrolig dobbelt med den frie abort. Realiteten er, at havde den eksisteret ti år tidligere, var jeg formentlig aldrig blevet menneske. Jeg respekterer min biologiske mor højt for at gennemføre et svangerskab med bevidstheden om, at barnet skulle bortadopteres. Det skulle med andre ord ende med en (a-)bortadoption.

Hun kunne også have valgt strikkepindene og/eller den brune sæbe, der var to af datidens gængse midler, hvis man ikke ville gå til en “kvaksalver”. I virkeligheden er jeg ikke klar over, om det netop var kvaksalverne, der brugte disse midler. For hvilke gymnastiske øvelser skulle en kvinde ikke være i stand til at udføre, hvis hun skulle bruge dem selv? Hun kunne selvfølgelig spise den brune sæbe, men strikkepindene? Dem har jeg svært ved at forestille mig taget i anvendelse.

I mit tilfælde blev det ikke en abort men en bortadoption. Det kan der også være en del bøvl med efterfølgende for både moder og barn. Det havde måske nok været meget lettere for hende at få foretaget en abort end at gå ind på en fødegang den ene dag med stor mave og gå ud igen dagen efter uden hverken mave eller barn. Et par uger forud havde hun hos Mødrehjælpen underskrevet et dokument, der kaldtes en “Ammefritagelse”.

Jeg forestiller mig, at det er et traume, der følger en resten af livet. Jeg har prøvet at spørge forsigtigt til det, men enten er der ingen, der ved noget, eller også vil de ikke fortælle, hvad de ved. Det ville jeg ellers gerne vide i min evindelige jagt på min egen historie.

Hvad er problemet med grænsen på de 12 uger?

Selvfølgelig skal vi bevare den frie abort.

Selvfølgelig skal den gælde i alle dele af rigsfællesskabet, så færøske kvinder ikke skal rejse hverken til Syddanmark eller Polen for at få foretaget indgrebet.

Selvfølgelig hører jeg ikke til i det amerikanske bibelbælte eller andre steder, hvor kvinders ret til abort trykkes under fode i disse år. I nogle stater er det ikke en gang muligt at få foretaget en abort, selv om fosteret er undfanget ved incest eller voldtægt, hvilket er fuldkommen absurd.

Det er da heller ikke Pernille Skippers ærinde. Hendes ærinde er at rejse debat om de 12 uger, der regnes fra sidste menstruations første dag, hvorved vi kommer ind i det, der så smukt hedder “avlingstiden”. Det minder mig lidt om kaninavl. Hun skriver, at grænsen ikke er lægeligt begrundet, og at perioden er så kort, at mange kvinder reelt kun har ca. to uger til at træffe det svære valg. Det er ikke rimeligt, når grænsen ikke er lægeligt begrundet.

Når man ikke frem til en beslutning inden for de 12 uger, har man en mulighed tilbage, og det er at få tilladelse af et organ, der kaldes “Abortsamrådet”, som rutinemæssigt giver tilladelse, hvis man er sikker på, at barnet vil blive født med misdannelser.

Synes der ikke at være misdannelser hos fosteret, er der ikke noget at gøre.

Findes kvinder, der tyer til “den sikre metode”?

En (mandlig) deltager i Pernille Skippers kommentarspor på Facebook udbredte sig om, at han i 80’erne havde kendt kvinder, der brugte “den sikre metode”, det vil sige ingen prævention men i stedet “går det galt får jeg da bare en abort”.

Jeg har svært ved at tro, at det skulle være sandt; og er det sandt, så sker det helt sikkert kun en gang i et kvindeliv. Og er det sandt, siger det mere om de kvinder end om deres partnere.

Et historisk perspektiv?

Når jeg læser fortidens kirkebøger, har jeg tit på fornemmelsen, at børn af fruentimmere (ugifte, herunder fraskilte, kvinder), børn født i dølgsmål osv. var i langt større risiko for at dø kort efter fødslen end børn avlet i ægteskab. Min tanke er, at mødrene simpelthen passede mindre godt på dem, hvorfor de døde tidligere. Eller med andre ord: De overlevede ikke vanrøgten. Skammen over at føde uægte børn har været enorm, så der kan have været en lettelse knyttet til de hurtige små dødsfald.

Det ville være utrolig interessant at lave et datastudie over det. Men vil jeg “have noget at have det i” og skal det ikke bare være påstande og synsninger, der let kan tilbagevises, kræves et stort materiale og meget tid. Materialet kan let skaffes; det ligger frit tilgængeligt på Rigsarkivets hjemmesider, men det er værre med tiden, når man nu er pensionist …

(A-)bortadopteret

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Jeg skal ikke på plejehjem!

Jeg skal ikke på plejehjem!

Parolen var “Længst muligt i eget hjem”

Jeg skal ikke på plejehjem

Om den parole fortsat er gældende, er jeg ikke klar over, men faktum er, at jeg bliver her. Jeg skal ikke på plejehjem og spille ludo. Det føler jeg mig simpelthen for god til; det er under min værdighed.

Jeg vil være hjemme hos mine egne ting, ved mine egne vinduer og ved min egen computer, der udgør grundstammen i mit liv. Andre kan mene, det er underligt, men ikke desto mindre er det sådan, det er. Det er det, der gør mig glad og tryg.

Måske skal jeg så ligge i min egen afføring, men det gør jeg hellere hjemme i min dejlige lejlighed end på et eller andet plejehjem, hvor det er “underklassen”, der er ansat (jfr. Nye Borgerlige i “Altinget” den 21. oktober 2022).

Da jeg troede, jeg var dement

Jeg glemmer det aldrig. Jeg må have været i en (nær)psykose?:

Engang i 2018 eller 2019 var jeg oppe midt om natten. Jeg ville lave kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man gjorde, skønt jeg har lavet kaffe på gammeldags manér siden 1. august 1980. Det giver rundt regnet 100.000 kopper kaffe – men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det.

Og jeg lagde brødkniven på plads i køleskabet. Jeg var klar over, at der skulle den ikke ligge; samtidig kunne jeg ikke finde andre placeringsmuligheder.

En del af mig var altså helt væk, men en anden del af mig var smerteligt bevidst, at dette var helt galt. Jeg var simpelthen så bange for, at jeg nu var dement eller bare på vej til at blive det. Samtidig var jeg klar over, at hvis jeg virkelig var på vej ad den vej, ville jeg ikke være klar over det. En virkelig dualisme.

Jeg var så bange, at jeg ringede til psykiatrisk afdeling på Brøndbyøstervej, der sagde, at jeg skulle pakke tasken og komme med det samme. Og det gjorde jeg selvfølgelig i tryg forvisning om, at de både kunne og ville tage sig af mig. Og det gjorde de som så ofte før. De fik dysset det hele ned, men frygten sad i mig. Og af og til kan jeg genkalde den, når jeg rækker ud efter endnu en pakke blå Irma på øverste hylde.

Nu er jeg glad, for jeg ved, at det var en ubegrundet frygt. Jeg var ikke på vej til at blive dement.

Et stærkt mandskab hos FOA

TV2, som jeg ikke ser, har åbenbart vist en udsendelse om fuldkommen urimelige og frygtelige vilkår på et plejehjem i Køge. Jeg kommenterede tidligt på dagen de reaktioner, jeg havde set, og jeg pointerede, at jeg ikke havde set udsendelsen, men at jeg alene forholdt mig til omtalen af udsendelsen. Jeg skrev højt og larmende, at det, mht. netop de påpegede forhold på netop dette plejehjem, vel måtte være anses bevist vha. billeder, at forholdene for beboerne var utilstedelige.

Det skulle jeg aldrig have gjort, idet topfolk i FOA (Torben Hollmann og Brian Kobbenagel) blev ved med at skyde mig ting i skoene, som jeg aldrig nogensinde havde udtalt mig om. Jeg forholdt mig til, hvad jeg havde forstået på en række seere, som jeg fandt valide. Og det var jeg åben om. De fremturede med, at jeg fremkom med en generel kritik at samtlige deres medlemmer, hvilket jeg naturligvis aldrig kunne finde på. De, der læser med her hos mig, vil formentlig kunne genkende min profil.

Der blev formenlig brugt 20 kommentarer, før jeg fik dem til at holde mund. Til sidst måtte jeg skrive til Torben Hollmann: “Jeg har ALDRIG nogensinde skrevet om den generelle kvalitet, for det ved jeg intet om. Derfor kan jeg heller ikke besvare dine spørgsmål”. Det var svar på hans spørgsmål om mine holdninger til kvalitetsstandarderne. På et tidspunkt stoppede det heldigvis, og mit indtryk er, at jeg faktisk fik det sidste ord. I hvert fald holdt de kæft!

Jeg synes, det er trist, man ikke kan indgå i en saglig debat uden at få skudt udsagn i skoene, som man aldrig har fremsat. Debatten bliver noget helt andet end saglig. Facebook er et dejligt medie, men hvis man mener noget, med det man siger, skal man godt nok stå tidligt op. Men i dag var jeg nu også oppe 6:55, så de fik mig ikke.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Fremragende Facebookgruppe

Fremragende Facebookgruppe

Slægtsforskere er hjælpsomme mennesker

Fremragende Facebookgruppe

Af og til kan Facebook bruges til noget virkelig fornuftigt.

Jeg og andre har snart brugt tre dage på at optrevle min nye halvsøsters og min fælles 3 x tipoldefar fødested og ægteskab, og når jeg nu pludselig har interesserede “kunder” til min elskede hobby og de kære data, skal og vil jeg være ekstra sikker på, at alt stemmer.

Det er vores 3 x tipoldefar Niels Rasmussen, der er fuldkommen umulig at få styr på. Det er et vidunderligt hovedbrud, men jeg er sørme kommet på (over-)arbejde.

Facebookgruppen hedder “Slægtsforskning”

Jeg er naturligvis medlem af foreningen “Danske Slægtsforskere“, som blandt andet driver Facebookgruppen “Slægtsforskning“, der i skrivende stund har 26.000 medlemmer. I den gruppe findes nogle virkelig skarpe hjerner. Jeg synes, man bør være medlem af foreningen, når man gerne vil have medlemmernes hjælp i gruppen. Det er sikkert “politik”, som nogle ikke bryder sig ret meget om, da det lugter lidt af solidaritet og fagforening. Men mange nye slægtsforskere ville gå i stå og aldrig komme i gang, hvis gruppen ikke fandtes.

I gruppen sidder nogle af de bedste: de er dygtige tydere af de mest umulige indførsler, de kan finde rundt i skifter og lægdsruller (hvor jeg stadig har deficitter), de kender et væld af søgemidler og de er så uendeligt hjælpsomme. Jeg foretrækker at kunne (lave) tingene selv, men når det vælter for meget rundt med fakta inde i hjernen, når jeg har set mig sur på det og bare mangler inspiration, er det altså skønt at have dygtige mennesker at spørge. Både til drilagtige indførsler men også til inspiration og “oprydning i hjernen”.

Især to af medlemmerne i Facebookgruppen har været hjælpsomme angående Niels Rasmussen (? – 1833) og hans kone Maren Hansdatter (1770 – 1842). De har fundet fine originale kilder frem, og de har korrigeret min opfattelse af reglerne for opkald. Jeg havde overset, at en afdød ægtefælle altid opkaldtes. Så når Maren Hansdatters første ægtefælle hed Mads, skulle førstefødte søn i næste ægteskab opkaldes, hvilket vil sige, at han skulle hedde Mads. Og det gør han! I realiteten skal man tænke det modsat: Hvis man har fundet første søn i det nye ægteskab, og han hedder Mads, kan man være 99 pct. sikker på, at den afdøde ægtefælle også hed Mads. Jeg kan vældig godt lide læreprocesser.

En fornem bog fyldt med fejl

Der findes en fornem bog, som man kan hente kvit og frit i “Slægtsforskernes Bibliotek”, der også drives af foreningen (endnu en grund til at blive medlem af foreningen). Både Niels, Maren og hendes første ægtefælle Mads Hansen er nævnt, og det er herligt. Så er der noget at tage fat i og kontrollere. Bogen er støttet af to fonde og Maribo Kommunes Kulturudvalg.

Jeg kontrollerer alt ved selvsyn og forsøger selv at stave mig gennem Østofte kirkebog, der ved Gud ikke er så ligetil midt i 1700-tallet, hvor præsten sparede grundig på papiret. Man skal altid tjekke alting selv, og man skal angive sine kilder, hvis man vil betragtes som en seriøs slægtsforsker, andre gerne må kigge i kortene. Og det vil jeg jo da gerne.

Alle laver fejl, det gælder også mig! Der er mange fejl i bogen “GREVSKABET KNUTHENBORGS GÅRDE OG HUSE. Brugere og ejere ca. 1750-2000. ØSTOFTE SOGN”, men den har været en fin retningsgiver og inspiration.

Eksempelvis angives vores tiptipoldemor Ane Katrine Nielsdatter (1804 – ?) at være død i 1823. Det passer simpelthen ikke, for så kunne hun jo for det første ikke være vores tiptipoldemor, og for det andet får hun børn i hele perioden 1827 – 1844. Jeg har dobbelttjekket mine egne data – for det kunne jo sagtens være mig, der tog fejl, men det er det altså ikke (denne gang).

Formålet med indeværende artikel er flertydigt

  • Opfordre til at tegne medlemskab af foreningen “Danske Slægtsforskere”
  • Sige tak til alle de hjælpsomme mennesker, der dagligt bruger mange timer i Facebookgruppen “Slægtsforskning”
  • Sige tak til de to kvinder, der i særlig grad har brugt tid på Niels Rasmussen, Maren Hansdatter og Mads Hansen
  • Sige tak for altid god inspiration fra gruppens medlemmer. Det er sjovest at løse problemerne selv, men det kan altså ske, at man får behov for input udefra.

 

Debatniveauet på Facebook

Debatniveauet på Facebook

Jeg hader emojis

Debatniveauet på Facebook

Debatniveauet på FacebookSofie Carsten Nielsen slog en besked op på Facebook, hvori hun udtrykte sin tilfredshed med udfaldet af folkeafstemningen. Det er hun i sin gode ret til.

Jeg kommenterede som vist til højre med “Jeg tror på, at danskerne har truffet den rigtige beslutning”. Det er jeg også i min gode ret til. Reaktionerne er også vist.

Som det ses, har jeg fået mange reaktioner på min øverste kommentar. 83 pct. er enten negative eller vist nok nedladende emojis. Nederst er der en, der indsætter et lam/får i sin tekst og skriver, at der mangler ulve. Jeg begriber ikke, hvad manden mener og spørger derfor, hvad han prøver at sige. Det får jeg ikke noget svar på.

Efter min opfattelse er det overhovedet ikke sådan, man debatterer. Det er langt under et ordentligt niveau. Derfor holder jeg mig som oftest ude af debatter, der har med politik at gøre. Men man har da vel for pokker lov at udtrykke sin holdning?

Emojis kan fortolkes

Hvis nogen vil mig noget, og hvis de vil have et svar, bedes de udtrykke deres holdning med klare ord, idet emojis kan/skal fortolkes afhængigt af, hvem der ser dem. Og det gider jeg simpelthen ikke.

Jeg gider ikke sidde og gætte mig frem til en mening. Det er ikke muligt at diskutere med en figur, da den kan fortolkes. Jeg vil ellers gerne diskutere politik mv., men det skal foregå ordentligt og respektfuldt. Eksemplet her til højre viser, at en “debat” på Facebook er umulig, og i hvert fald hverken er ordentlig eller respektfuld.

Det er for nemt, at trykke på en knap og så tro, at man debatterer – for det gør man ikke. Og hvordan skulle jeg i givet fald svare?

3.000 emojis

Da jeg senest tjekkede antallet af emojis, var der ca. 3.000, og der kommer sikkert hele tiden nye til. Jeg kender to af dem: “Like” og hjertet. Resten står hen i det uvisse, hvorfor jeg vil kunne tage fejl 2.998 gange pr. styk.

Jeg overvejer af og til, hvordan andre har lært det store antal at kende? Hvordan pokker kan de være så sikre i deres sag? Har de med tiden slået dem alle efter i de “ordbøger“, der findes over emojis og så lært dem med tiden? Jeg ved det ikke. Det er et mysterium.

Det er utrolig synd, at den fine platform, Facebook ellers er, bliver ødelagt på den måde, eller at man i hvert fald ikke drager den fulde nytte af den. Nytten ville være langt større, og man ville udnytte den langt bedre, hvis man ikke nøjedes med at trykke på en tast, når man ville noget.