Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Danmark delt i to

Når afmagt er en strategi

Danmark delt i to

De politiske uenigheder i Danmark er ikke blevet mindre, men tonen er blevet markant hårdere. På a-sociale medier bliver diskussioner ofte afsporet af skældsord, fordomme og emneskift, mens afmagt og frustration vokser. Hvordan er vi endt her – og vigtigere: Hvordan finder vi tilbage til en samtale, hvor vi faktisk lytter til hinanden?

Når jeg læser de såkaldte “argumenter” på de a-sociale medier (for mit vedkommende kun Facebook) er det slående, at Danmark af mange årsager er delt i to. Begge fløje kommer med de argumenter, de plejer at komme med.

Tabellen med de ti rækker herunder er udtryk for det, jeg lige kunne komme i tanke om. Jeg behøvede ikke engang kontrollere, om begge fløje mener det, de plejer at mene, for det gør de – jeg selv inklusive.

Engang var Facebook et sted, man kunne udveksle synspunkter på en ordentlig måde. De tider er forbi. Selv er jeg nået dertil, at jeg kun sjældent orker at diskutere politik der, for niveauet er for lavt. Har man en anden mening, anklages man forholdsvis hurtigt for at være kommunist, landsforræder eller noget andet ubehageligt.

Det er endvidere slående, at mange har meget vanskeligt ved at holde sig til emnet.

Som eksempel havde Zenia Stampe i dag denne overskrift “Nej, Danmark skal ikke betale musikere fra USA, så længe USA nægter at betale danske musikere”.

  • En person skrev i tråden “Zenia håber du har samme mening vedr. personer der kommer til Danmark! Hvis ikke så er de ikke velkommen! .” Jeg kom altså til at svare, at “Det hører næppe under KUMs ressort.” Herved fik vedkommende sikkert alle sine værste fordomme bekræftet, men jeg kunne ikke lade være.
  • Og så var der ham den kvikke, der svarede Zenia “Brug den samme energi på at stoppe pedohenriks tidlig pension”. Jeg må indrømme, at også han fik det med ressortet fra mig.

Den ene fløj har gjort afmagten til sin strategi. Afmagten, når man ikke kan få enderne til at mødes, når man er dårligt uddannet, når man måske ikke har et job, når børnene mistrives, når helbredet halter, når man stå i Ribers etc.

Det har for alvor delt Danmark i to, og det er alvorligt.

Hvordan når vi hinanden igen?

Den ene fløj
Den anden fløj
Alle muslimer er kriminelle og skal sendes hjem Hvis det skete, ville vi mangle mange medarbejdere – blandt andet i sundhedssektoren. Og hvor er “hjem” i øvrigt?
Der er alt for meget bureaukrati Hvilke offentlige ydelser vil du gerne undvære?
Det blæser ikke nok, og solen skinner ikke nok. Vi må have atomkraft Ingen har nogensinde peget på en løsning på affaldsproblemerne
Det var ikke en hedebølge Der var også varmt i 1970’erne og i 1947 Varmen og skovbrandene i Sydeuropa er resultat af klimaforandringerne
DJØF’ere laver kun regneark, vi ikke har brug for. Jurister genererer bare opgaver til sig selv. De har aldrig haft et rigtig arbejde Du har vist aldrig knoklet røven ud af bukserne i centraladministrationen
En fængselsdom er som et hotelophold. Vi må have strengere straffe Ingen statistikker eller forskning har nogensinde vist, at strengere straffe fører til mindre kriminalitet
Grisene har det fint, og videoerne fra staldene er lavet af kriminelle aktivister Vi eksporterer 90 pct. af de svin, vi producerer. Der dør 25.000 pattegrise hver dag grundet ulovlige forhold
Hvis man ikke kuperede grisehalerne, ville de bare komme op at slås Halkuperinger er en overtrædelse af lovgivningen om dyrevelfærd
Israel begår ikke folkedrab. Og det var Hamas, der begyndte den 7. oktober. Israel har ret til at forsvare sig Netanyahu står bag drabene på minimum 60.000 palæstinensere. Det er både ICJ og adskillige professorer enige om
Økologi er noget pjat. Det er kun for de rige i de københavnske saloner, mens de spiser deres speltboller Vi er nødt til at spise mere plantebaseret. Det bør være økologisk af hensyn til biodiversiteten og og reduktionen af CO2-udledningen. Ellers når vi aldrig klimamålene i 2030.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Gamle billeder: Chevrolet Touring CPT184 fra 1926

Der kan stadig være rart på Facebook

Et gammelt foto i stuen var en slægtsforskningsgåde: Hvornår er billedet taget og ikke mindst: hvilken bil er det, de poserer på? Jeg har i årevis gættet mig frem ud fra tøjet (de dér bøllehatte skriger 1920’erne), men jeg manglede årstal og bilmærke.

Så gjorde jeg noget så moderne som at spørge i en veteranbil-gruppe på Facebook. Og til min egen overraskelse gik der omtrent to minutter, før en entusiast leverede et helt præcist svar: Chevrolet Touring CPT184 fra 1926. Det er lige præcis den slags hjælpsomhed, der minder mig om, at Facebook stadig kan bruges til noget rart, når man rammer de rigtige mennesker.

Med bilmærket på plads begyndte albummet at “tale”: jeg opdagede flere fotos med den samme bil og endda håndskriften “1929”, som jeg har overset i årevis. Og så blev det oplagt også at se på selve billedet: hvad kan man egentlig få ud af en næsten 100 år gammel original fra et faldefærdigt album, hvis man scanner den og prøver at gøre den en smule skarpere?

Jeg bad ChatGPT om en nænsom oprydning uden at pille ved farverne og resultatet blev (synes jeg) overraskende respektfuldt. MyHeritage’ billedrestaurering giver både bil og mennesker nye farver, og det bryder jeg mig ikke om. Her føles det mere som en forsigtig “støvsugning” af motivet end en omskrivning af historien.

Gamle billeder: Chevrolet Touring CPT184 fra 1926

I min stue har jeg dette gamle billede (topbilledet) hængende. Her er det et billede af et billede, hvilket selvfølgelig ikke er optimalt pga. genskinnet.

Da jeg flyttede ind i Hvidovre, fik jeg nogle serier indrammet i teak hos glarmester Anders Olsen, Rødovre, der lavede et flot stykke arbejde. Hvordan det dengang er blevet så stort og i gode farver, husker jeg ikke, for originalen, som jeg heldigvis har fundet, er en del mindre og farverne er anderledes. Der må være en billedentusiast, der har hjulpet, for jeg er ikke specielt god til billedbehandling.

Det er min farfar, der sidder på en kvindes knæ. Jeg regner med, det er min farmors, men farmor kan også være kvinden til højre. Jeg har aldrig mødt dem, da de begge døde før min tid.

Familiehistorien er, så vidt jeg husker, at billedet er taget på en af deres ture til Tyskland. Hvad “mejeristen” laver, ved jeg ikke. Både min far og hans søster er født på dette tidspunkt, så hvor de har gjort af dem, ved jeg heller ikke. De ser i hvert fald ikke ud til at være med. Måske blev de passet af oldefar og oldemor på Brede.

  • Jeg har aldrig kunnet tidsfæste billedet bortset fra at det, vurderet ud fra kvindernes “bøllehatte”, måtte være fra 1920’erne
  • Jeg har aldrig vidst hvilket bilmærke, det var

Begge ting må man som slægtsforsker naturligvis vide. Jeg talte med en ven om det, og han foreslog at finde en Facebookgruppe for veteranbiler og spørge der.

Som sagt så gjort og der gik ca. to minutter, så havde jeg svaret fra en af entusiasterne: det er en Chevrolet Touring CPT184 fra 1926.

Facebook kan altså stadig bruges til noget rart, og der er stadig søde og hjælpsomme mennesker på den platform, der ellers er blevet holde- og legeplads for de dummeste fra den yderste højrefløj.

Sådan ser bilen ud på Wikimedia Commons:

Når jeg bladrer i det gamle album, er det tydeligt, at de har været glade for bilen og måske lidt stolte af den, for nu ser jeg pludselig, at der er flere billeder, hvor de sidder parvist på den forreste kofanger, og at der er skrevet 1929 på dem. Det har jeg ikke lagt mærke til før.

Når jeg scanner min original fra det faldefærdige album, ser det sådan ud:

Jeg skrev til min ven ChatGPT: “Jeg har dette gamle billede fra ca. 1926. Kan du evt. reparere lidt på det, så det fremtræder skarpere? Du skal ikke ændre på farverne. De skal forblive, som de er.” Og det fik jeg følgende ud af:

Når man indtænker, at billedet er ca. 100 år gammelt, synes jeg faktisk, at resultatet er ret godt.

Vælger man billedrestaurering på MyHeritage får både bil og personer andre farver. Det bryder jeg mig ikke om. ChatGPT er mere nænsom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Føler jyder sig underlegne?

Regionale forskelle

Føler jyder sig underlegne?

Det er egentlig pudsigt: jeg hører ofte mennesker, der bor i Jylland, sige noget om, at de jo bor der, og derfor gør eller tænker de noget bestemt. Jeg har aldrig lagt mærke til, at det samme gør sig gældende for fynboer eller sjællændere. Det har fået mig til at tænke på, om jyder føler sig underlegne?

Jeg har to dugfriske eksempler fra i formiddag:

Eksempel 1:

Jeg har bedt min bankmand spærre et af mine kort for at sikre, at et firma ikke (længere) uberettiget trækker penge på kortet. Det er kortet, der hører til budgetkontoen. Jeg har ikke hørt fra banken, selvom det var i sidste uge, jeg skrev til bankmanden. Jeg skal til Jylland i slutningen af ugen, og der vil det være enormt upraktisk ikke at kunne betale for diverse ting og sager.

Jeg ringede til banken og forklarede mit problem og spurgte, om de evt. kunne vente med at bestille eller afsende det nye kort. Det kunne de ikke, for kortet havde allerede status “sendt”. Det viste sig, at mit almindelige Visakort bevarer sin oprindelige kode, så der er intet problem. Det er jeg selvfølgelig glad for.

Kvinden, jeg talte med, følte sig så foranlediget til at oplyse mig om, at “I Jylland bruger vi også kontanter”. Jeg svarede, at det er flere år siden, jeg er gået bort fra kontanter, og at jeg har bedre overblik over min økonomi på den måde.

Jeg gad ikke forklare hende om min budgetopfølgning, eftersom hun allerede var i færd med at grine af mig. Hæver jeg 500 kr. i kontanter, ved jeg jo ikke, hvad pengene bliver brugt til. Og hvad kommer min økonomistyring hende ved? Hun er ansat i en bank og skal egl. bare sørge for, at jeg får tilsendt et nyt kort, når jeg beder om det, og at det gamle bliver spærret. Punktum.

Eksempel 2:

Facebook har fundet på, at man kan ændre sin konto eller profil til en “Professionel”, og det må jeg vel så have accepteret i et anfald af vanvid. Hvad jeg ikke vidste var, at det ville medføre, at jeg ændrede titel til “Digital kreatør” – jeg er overhovedet ikke kreativ, så jeg var glad, da en af mine Facebookvenner oplyste, at han havde fundet ud af, hvordan man slap af med det igen.

Jeg spurgte, om han kunne guide mig, og da han venligt havde gjort det, skrev jeg “Tusind tak for din guidance”.

En læser skrev så “guidance” er det vi andre (jyder) kalder vejledning”. Jeg svarede: “Hvad er egentlig årsagen til, at du går i rette med mig?” Han mente ikke, at humor skadede, hvortil jeg replicerede, at jeg bare ikke syntes, det var sjovt.

Vedkommende har efterfølgende slettet sine kommentarer. Det ville jeg også have gjort.

Hvorfor har nogle behov for at betone deres bopæl?

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor nogle har behov for at fortælle, hvor de bor. Jeg kan kun finde en årsagsforklaring, og det er en form for underlegenhed, som der jo slet ikke er nogen grund til.

Jeg siger da ikke, jeg bor på Sjælland, så jeg foretrækker at betale med kort, for det er et meningsløst udsagn.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Meta: Kald det bare vægelsind. Jeg bliver alligevel

Meta: Kald det bare vægelsind. Jeg bliver alligevel

Sociale Medier: Facebook/Meta

Meta: Kald det bare vægelsind. Jeg bliver alligevel

I går annoncerede jeg glad og fro, at det var slut med Meta/Facebook og mig. Nu har jeg sovet på det og kan se, at det ikke går. Jeg vil miste alt for mange læsere, som jeg har ganske mange af, og jer er jeg jo glad for.

Og Sprogdatabasen, som jeg har meget fornøjelse af at lave, vil miste sin væsentligste kilde til input. Ergo bliver jeg, og så må jeg bare blive bedre til at rulle forbi alt skramlet og alle de ekstremt højreorienterede.

Hvis jeg ellers husker det, vil jeg slå mine poster op på både LinkedIn og Facebook, for måske med åre at kunne opbygge en læseskare via LinkedIn, men sandsynligheden er nok lille.

Hvorfor er det sådan?

Det er bare trist, at det skal være sådan, at man kan være lige ved at få nok. Det burde ikke være nødvendigt.

Vi lever i en fantastisk tid, hvor vi kan møde alverden online, og hvor vi kan åbne en dialog med mennesker på den anden side af jorden i løbet af et splitsekund. Vi behøver ikke en gang kende dem. Da jeg var barn (da man skød med bue og pil), var det fuldkommen utænkeligt.

Gad nok vide, om de mennesker, der ikke kan finde ud af at holde en ordentlig tone på fx Facebook, ville tale på samme måde, hvis de stod fysisk faktisk overfor “modparten”. Det tror jeg ikke.

Der er mange psykologiske og sociale årsager til, at det næppe er sådan:

1. Anonymitet og “online disinhibition effect”

Når man skriver bag en skærm, føles det mindre personligt. Man ser ikke den andens ansigt, kropssprog eller reaktioner. Det skaber en slags psykologisk distance, som gør det lettere at sige ting, man aldrig nogensinde ville sige ansigt til ansigt. Denne effekt kaldes “online disinhibition”, altså at man slipper sine hæmninger.

2. Manglende sociale konsekvenser

I virkeligheden ville man måske få et vredt blik, blive irettesat – eller ligefrem få en på hovedet – hvis man sagde noget groft. Online slipper man tit uden nogen umiddelbare konsekvenser. Det fjerner det sociale pres, der ellers holder os i skak.

3. Polarisering og gruppedynamik

Sociale medier forstærker ofte konflikter og “os imod dem”-tænkningen. Hvis man skriver i en gruppe, hvor mange allerede er enige med én, bliver det nemt at skrive groft om “de andre”. Det giver en følelse af opbakning og retfærdiggør det hårde sprog.

4. Misforståelser og manglende tonefald

Skriftlig kommunikation mangler mimik, toneleje og kropssprog. Det gør det nemmere at misforstå hinandens hensigter og nemmere at læse noget som en provokation, selv hvis det ikke var ment sådan. Det fører ofte til en optrapning af det, der ikke en gang startede med at være en egentlig konflikt.

5. Ego og bekræftelse

Nogle bruger sociale medier til at booste deres eget selvbillede. Ved at skrive noget skarpt eller provokerende får man måske likes, kommentarer eller opmærksomhed – og det kan føles som en form for social belønning, også selvom det sker på bekostning af andre, der måske bliver kede af det.

6. Algoritmer, der belønner drama

Facebook og lignende platforme har algoritmer, der fremhæver indhold med høj interaktion. Konflikter og grove udtalelser genererer tit mere engagement (klik, likes, kommentarer), så det bliver indirekte belønnet.

Konklusion:

Folk er ikke nødvendigvis onde online – men omgivelserne (anonymitet, afstand, algoritmer) trækker i retning af et hårdere sprog og mindre empati.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.