Tag Archive for: Facebook

,

Kampen med mastodonterne

Kampen med mastodonterne

Kampen med mastodonterne udvikler sig

Måske er jeg bare et fjols, der er naivt og godtroende, men jeg vil forstå tingene, og de skal give mening for mig. Jeg giver ikke op før, jeg forstår dem. Derfor er kampen med mastodonterne nu udvidet til også at omfatte Facebook.

Som Henny skrev i en kommentar “Det er uhyre sjældent, David vinder mod Goliat” (eller sådan noget lignende), og det har hun ret i. Jeg er bare en fighter, så jeg bliver ved til den bitre ende. Eller i hvert fald til det har givet mening for mig.

Kampen med Facebook

Jeg er medlem af en dejlig Facebookgruppe ved navn “Aspergers Syndrom Danmark”. Det er en fin gruppe, fordi medlemmerne altid er både søde og hjælpsomme. Det bevirker så, at der stilles spørgsmål om alt mellem himmel og jord. En hel masse har jeg ikke forstand på og ruller bare videre, men af og til er der nogen, der spørger om noget med regler, og når jeg er 100 pct. sikker på, jeg kan svare rigtig, gør jeg det. Det er trods alt mit håndværk, også selvom det er over 30 år siden, jeg blev kandidat. Jeg tror imidlertid, at det, Københavns Universitet bankede ind i hovedet på os om “juridisk metode”, er en art livsledsager, man ikke bare efterlader på perronen.

For nogle dage siden spurgte en bruger af gruppen, hvorvidt hun kunne få hjælp til en kugledyne fra Protac hos sin kommune. Da jeg selv har en kugledyne fra det firma, og har fået den af Hvidovre Kommune, og ved hvor højt jeg elsker den, og hvor meget den betyder for min søvn, brugte jeg lidt tid på at undersøge reglerne. Det var nu ganske let, for de står eksplicit i servicelovens § 112. Jeg kopierede lovteksten ind i mit svar og linkede nederst til selve serviceloven på retsinformation.dk, så hun nemt kunne konstatere det ved selvsyn. Efter linket skrev jeg til brugeren, at det altså var § 112, hun skulle kigge i. Det gjorde jeg, fordi det kan være svært at sammenholde alle informationerne, der ellers er delt i småbidder, når man er “udfordret”, som det så smukt hedder.

Kampen med mastodonterneDet resulterede i en advarsel fra Facebook om, at jeg spammede, og at de af den grund havde tilbageholdt min kommentar. Jeg havde aldrig linket til serviceloven før.

Som en art provokation prøvede jeg at opslå samme tekst med tilhørende link en gang til. Det medførte endnu en advarsel. Advarslen ser ud som vist til højre.

Algoritmer eller mennesker?

Jeg har klaget min nød i et opslag på min egen “væg” på Facebook, og der er mange, der har langt mere forstand på Facebooks algoritmer end mig. Konklusionen på adskillige skriverier frem og tilbage er, at enten er det algoritmerne, der tildeler mig disse advarsler – trods mit ædle formål, som algoritmerne jo ikke kan vurdere – eller også er der nogen i gruppen, der er trætte af mig/mine links, som derfor klager deres nød til en administrator, som sørger for at anmelde mig til Facebook, som i sidste ende tildeler mig advarslen.

De fleste tror, der er mennesker involveret i det. Derfor har jeg i gruppen spurgt således:

Kære medlemmer af denne gruppe
Jeg kæmper med Facebook, der nu to gange har skrevet til mig at jeg spammer, fordi jeg har prøvet at hjælpe en bruger med link til en bestemmelse i serviceloven (jeg tør ikke skrive det konkret nu), som hun skulle bruge til at tale med sin kommune om betaling af en kugledyne.
Jeg er jurist, så jeg synes, det er naturligt, jeg hjælper med sådan noget, når det dukker op i et spørgsmål.
Jeg tror selv, det er nogle algoritmer, der fastslår, at jeg overtræder fællesskabsbestemmelserne og derfor får advarsler.
Nogle (med mere forstand på Facebooks algoritmer end jeg) siger, det er et gruppemedlem, der anmelder mig til en administrator.
Er der en af jer, der anmelder mig og linket til en administrator? Hvis “ja” hvad skyldes det så? Må jeg ikke hjælpe, hvor jeg kan?

Nu er der gået et par timer uden nogen i gruppen har “påtaget sig skylden”, så jeg tror på, det er algoritmerne, når:

  1. Linket, den første gang, aldrig har været opslået af mig tidligere og
  2. Samme link gyldigt kunne opslås på min egen væg, uden at det medførte en advarsel.

Intet af det giver mening. Intet er logisk.

Når man får advarslen fra Facebook, er den (selvfølgelig) maskinel, og på grund af Corona… kan man ikke fortælle dem, de tager fejl og indlede en blot kortfattet dialog. Herre Jemini hvor er jeg træt af deres såkaldte “Fællesskabsregler”.

Jeg er glad for Facebook, men der er altså nogle områder, hvor jeg bare “står af”. Det kan da ikke være sandt, at man ikke har lov at linke til en lovtekst men gerne må linke til letpåklædte damer og spillecasinoer.

Kampen med Microsoft

Næh, den udvikler sig modsat ikke, men jeg fører den stadig. Kampen med Microsoft stander i våde. Jeg har lagt ind i min kalender, hvornår jeg skal skrive til den pågældende medarbejder og spørge til status og fremdrift endnu en gang.

Det vil ske en gang om ugen, indtil jeg har hul igennem. Næste gang vil blive den 12. oktober.

Jeg giver ikke op.

, ,

Levedygtige blogs der ikke skræmmer læserne

Levedygtige blogs der ikke skræmmer læserne

Mange blogs overlever ikke

I forbindelse med at jeg gennemgår en stor mængde af mine gamle poster, (et hestearbejde), ser jeg gamle værdige kommentarer fra mennesker, der aflivede deres blog for tre, fire eller fem år siden. Jeg undrer mig over årsagen.

Helt egoistisk ærgrer jeg mig selvfølgelig først og fremmest over, at de mennesker ikke kommenterer hos mig mere. De kan være blevet trætte af mig, og det er selvfølgelig ærgerligt, men sådan kan det gå.

Når jeg ser links til deres blogs, klikker jeg ofte på linket for at se, om der stadig er gang i gryden, og de bare ikke følger mig mere, men mere end 75 pct. af dem har ikke selv udgivet et indlæg i flere år. De har slet og ret lagt deres blog død.

Jeg forstår det ikke

Jeg forstår det ikke rigtig, for der er da altid noget at skrive om. Verden står jo ikke stille. Der sker altid noget på den politiske scene, arbejdslivet byder på problemer og/eller udfordringer og alle de, der kommenterede hos mig, gjorde sig tanker om livet, uanset hvilken drejning det nu end tog. Hvordan kan man pludselig holde op med at forholde sig til det? Jeg er helt klar over, at det er de færreste, der bruger hjemmesiden/bloggen som ven og ventil på samme måde, som jeg selv gør, men der kunne vel også tænkes at være en mellemvej?

Det koster selvfølgelig nogle penge at drive en hjemmeside, men har man bare en blog uden andre sider, kan det gøres umådeligt billigt hos de billige udbydere, fx Simply, der godt nok ikke tilbyder ret megen komfort eller support, men man betaler heller ikke for mere end det, man får. Kan man leve med alle begrænsningerne og alt det prædefinerede, og det kunne mange af mine bidragydere, er der også helt gratis muligheder som fx Googles “Blogger”. Så jeg tror ikke, det skyldtes en foranstående konkurs, at bloggen afgik ved døden.

Det er selvfølgelig lysten, der skal drive værket, og endelig skal der være tid. For erkendt: det tager tid! Men det er jo da både hyggeligt og afslappende. Og ingen siger, man skal publicere en post hver dag.

Bloggen som erstatning for sociale medier

Mange mennesker inkl. mig selv bruger masser af tid på de sociale medier. Jeg er begyndt at slukke for Facebook, mens jeg laver noget andet for ikke hele tiden at blive afbrudt. Den tid, folk bruger der, kunne være brugt til at skrive et langt mere uddybende, nuanceret indlæg på egen blog end et “quick fix” på Facebook efterfulgt af fire (måske sure) ansigter.

En blogpost levner mulighed for overvejelser og associationer i alle mulige retninger, lidt forudgående undersøgelser osv. Det gør Facebook ikke på samme måde. Et eksempel er, at jeg faktisk ville have skrevet et indlæg om varetægtssurrogat og surrogatfængsel i dag. Jeg troede, jeg vidste noget om det. 10 minutter med Google viste, at min viden er forældet (mere end 30 år), og at de to ting vist slet ikke længere bruges, som jeg troede. Og så vil jeg ikke kloge mig offentligt på det. Det er der tilstrækkeligt mange andre, der allerede har gjort; jeg har vist også selv bidraget til festen.

Så samlet set: I må altså fyre op under jeres blogs igen, som Henny Stewart skrev i dag. De er savnede. Og lad det gerne gå lidt tjept. Der er stort behov for mere velovervejede input i debatten end dem, der fremkommer på Facebook.

At skræmme læserne væk?

En ven af mig udtrykte i går telefonisk sin bekymring over, om mine meningstilkendegivelser i poster om aktuelle begivenheder, fx om den om de tre kvinder med deres mange børn, kunne skræmme læsere af de faktuelle sider om de to diagnoser langt væk. Han spurgte pænt og høfligt, om jeg nogensinde havde tænkt over det? Næh, det havde jeg faktisk ikke. Skræmmer jeg nogen væk, er det selvfølgelig ærgerligt.

Jeg brugte imidlertid mere end et halvt århundrede på at passe ind og please min omverden; og jeg lever dejligt nu, hvor hele det cirkus er en saga blot. Derfor skruer jeg ikke ned for det politiske vågeblus, med mindre et eller andet skulle tvinge mig til det. Og jeg kan ikke lige se, hvad det skulle være. Og så må de bortskræmte bruge Netdoktor i stedet.

 

Sådan får du adgang til min væg

Sådan får du adgang til min væg

Sådan får du adgang til min “væg” på Facebook

  • Du giver noget af sig selv, ellers bliver du afvist. Du skal mere end opdatere dit profilbillede en gang om måneden eller en gang om året. Jeg skal kunne se, hvad for du et menneske, du er; det er ikke nok, at du fortæller om dine børnebørn,
  • Hvis du repræsenterer et politisk parti, er det helt fint (bortset fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige), også selvom vi er uenige. Det skal bare være tydeligt hvilket parti, du repræsenterer. Jeg gider ikke selv lede efter det,
  • Du skal kunne udtrykke sig bare nogenlunde korrekt med ord. Jeg er evigt træt af “emojis”, som der findes  omkring 3.000 af. Jeg kender kun to af dem. Jeg sidder tit tilbage med fornemmelsen af ikke at forstå, hvad det er, der forsøges kommunikeret. Det gider jeg ganske enkelt heller ikke, så hvis du vil mig noget, er du velkommen, det skal ske blot via ord, og
  • Vi skal have minimum 100 “venner” til fælles. Dette er et helt ufravigelig krav.

“Underlige mænd”, der skriver på  Messenger, at vi godt nok ikke er venner på Facebook, men at de ønsker at “connecte” via Messenger er heller ikke velkomne. Jeg har ikke rigtig en fornemmelse af, hvad de er for nogle – og de kunne jo have sendt en helt almindelig besked via en e-mail først. Jeg er ret let at finde ved hjælp af finde Google. Jeg gider ikke gætte mig til formålet. Jeg har andet at gøre.

,

Fuldstændig misforstået på Facebook

Do’s and don’ts på Facebook

Jeg udtrykker mig da ellers ret klart

Fuldstændig misforstået på FacebookNormalt trives jeg vældig godt i den virtuelle verden, og jeg holder normalt også meget af Facebook, da det er en glimrende platform til at finde sammen i fællesskaber, deltage i debatter, finde tidligere kolleger osv.

En læser har læst mit indlæg om Naser Khader og retssikkerheden fra den 6. juli 2021. Du kan finde det her.

Til højre kan du se, hvordan man kan blive misforstået. Jeg er ret rystet, og jeg forstår slet ikke, at mine diagnoser skal rodes ind i “samtalen”.

Jeg kan ikke lige gennemskue, hvordan jeg bedst reagerer på det? Jeg tror ikke, jeg får så meget ud af at gå ind i en dialog. Et ikke-svar er muligvis den bedste løsning i denne situation?