Syn, lyd og duft

Om at skrive erindringsfortællingerne

Når jeg skriver erindringsfortællinger, ser jeg barndommen som en film for mit indre blik. Jeg skal bare skrive drejebogen. Syn, lyd og duft dukker op, som om det hele sker lige nu. På højskolen lærte jeg om »show it, don’t tell it« – endelig gik det op for, hvad det går ud på. Det er detaljerne, der gør erindringerne levende.

At skrive erindringsfortællingerne er som at sætte en film på for mit indre blik og så bare “skrive drejebogen”; skrive alle scenerne i filmen præcis som den udspiller sig. Det er virkelig mærkeligt, at der efter alle de år, hvor jeg mistede store dele af hukommelsen, stadig er så tydelige film fra min tidlige barndom.

Jeg kan skrive om tiden indtil 26. november 1972, hvor min far bliver begravet. Jeg er lige blevet ni år og husker begravelsen meget tydeligt.

Derefter har jeg ikke så meget at fortælle, eller man kan sige, at det allerede er fortalt flere gange – blandt andet i serien “Nomadebarn”, der ligger hos POV. Serien er udarbejdet i 2020 af journalist Lotte Ladegaard og mig i forening.

Noget af det, vi lærte på højskolen i sommer på kurset “Fortæl dit liv”, var at inkorporere syn, lyd og duft i fortællingerne. Man skal “folde situationerne ud”. Man skal fx ikke skrive, at Tante Margit var en dramaqueen og manipulerende, for så fortæller man læserne, hvad de skal mene om hende. Det må man overlade til dem selv.

Det er lidt, som jeg i Danske Slægtsforskeres podcast ikke siger: “Her er et godt tip”. De må da selv finde ud af, om de synes, det er godt; det kan jo være, de er helt uenige. Derfor fjerner jeg ordet “godt” og siger kun “Her er et tip”. Det samme gælder teksterne på deres hjemmeside.

Men tilbage til Tante Margit.

Marie Østergaard Knudsen havde bl.a. denne slide med:

Undgå konklusioner. Vis det i stedet for at fortælle det [show it, don’t tell it]:

Man skal ikke skrive “Min tante var meget manipulerende og en dramaqueen”

≠

En dag kom vi ind i hendes hus. På sofabordet lå en kniv og flere tomme pilleglas.
— Margit råbte vi.
Intet svar.
Vi løb igennem hendes havestue og fandt hende i sengen, hvor hun lå med korset, strømper og bh.
— Margit! råbte min søster og hev i hendes skulder.
Jeg tænkte, hvad min far ville sige, nu hvor hans søster var død. Ham, der havde så meget i forvejen med fugten i ensilagen. Min søster havde tårer i øjnene.
— Løb hjem efter far, Villads! sagde hun. — Hun trækker ikke vejret.
— Jo, det gør jeg da, sagde Margit og rejste sig op. – Der fik jeg jer, sagde hun og lo. Hun havde samme blik i øjnene, som dengang sidste år, hvor hun fortalte, at hun kun havde få år tilbage at leve i.

Her får vi virkelig fortalt om tante Margit. Der er brugt en masse ord, så vi selv kan danne os et billede af hende, og måske resulterer det i, at vi konkluderer, at hun virkelig er en dramaqueen og temmelig manipulerende.

Mine erindringsfortællinger

Det var første gang, det virkelig gik op for mig, hvad “show it, don’t tell it” gik ud på.

Erindringsfortællingerne er alle set fra barnets perspektiv. Det er sjovt, at et barn (mig) har så mange detaljer med, som den voksne måske ville synes var ligegyldige. Men det er detaljerne, der danner fortællingen. Det er dem, der danner billeder på læserens nethinde.

De er skrevet i nutid – og det kaldes ofte også for “falsk nutid”, hvilket jo sådan set er rigtigt.

Fortællingen “Om morgenen er far min” har både syn (han folder kaffefilteret med sine lange, slanke fingre”), lyd (barbermaskinen, der brummer som når katten spinder) og duft (aftershaven Old Spice) med.

Da jeg skrev fortællingen, tænkte jeg ikke over det, for jeg skrev jo bare drejebogen. Først retrospektivt opdager jeg, at det faktisk forholder sig sådan. Jeg har alle tre sanseindtryk med.

Jeg elsker at have lov at bruge en masse ord, for det sætter mig fri.