,

Hun kom ud og sagde, han var død

Præcis 50 år siden

Hun kom ud og sagde, han var død

Jeg er klar over, at det meste af nedenstående er berettet tidligere. Jeg har bare behov for at markere den runde dag og mindes et fint menneske, der har haft stor betydning for mig og mit lidt sære liv.

Denne artikel udgives præcis kl. 07:29 den 21. november 2022, for der er det på minuttet 50-året for min fars død, jfr. dødsattesten.

Selvom det er 50 år siden, husker jeg det glimrende og jeg har lagt det i æsken med begivenheder, jeg aldrig kommer over. Det har jeg opgivet for nogle få måneder siden.

Psykologen vendte (som vanligt) det hele på hovedet ved vores session den 31. oktober i år: Sorgen består og er stor, fordi det var et usædvanligt og fint menneske, der pludselig forsvandt som dug for solen. Vi fik omkring fem eller seks år sammen. Jeg er ikke helt klar over, hvornår jeg kom til Skjern fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup.

Tænk at han har eksisteret og har været der for mig. Tænk at der var en infertil mand (han havde haft fåresyge), der havde så stort et ønske om et barn, at han “overtog” et tilovers-barn fra et børnehjem. Det er jo sådan set både fantastisk og positivt. Og det – og han – er værd at mindes.

Det er okay at sørge på denne mærkedag. Kunne man stadig købe sørgebind, ville jeg gøre det.


Køreturen havde været fra Give Sygehus til Kolding Sygehus. Der er 49 km. i fugleflugtslinje men 63 km., når man kører. Vi fulgte efter den sorte hjerteambulance, der var lavet af bølgeblik. Jeg var for en måned siden blevet ni år, og jeg var bange for ambulancen, der i al sin sorthed mindede om, at dette var alvorligt. Jeg husker tydeligt, at jeg var klar over, at min far lå inde i alt det sorte.

Psykologen rammer plet, når hun siger, at det væsentlige var, at barnet sansede. Der er så meget, jeg på én måde ikke husker, men på den anden side set ikke er i tvivl om er sandt. Det har været sansningerne.

Hun kom og sagde, han var død

Vi boede i Brande, og vi overnattede ikke på Give Sygehus, altså må vi være stået meget tidligt op for først at nå til Give og dernæst fortsætte til Kolding. Vores bil var en næsten ny Renault 16.

Jeg ved, den var ny, for ved udskiftningen fik jeg den tidligere bil til at lege i, og legen havde ikke varet ret længe.

Jeg blev anbragt på en stol ude på gangen og måtte ikke komme med ind på stuen, hvor han lå. Hvor længe jeg var afsondret, husker jeg ikke. Jeg var alene, for ingen kom og snakkede. Alligevel var jeg klar over, hvad der foregik og jeg fik korte glimt af ham, når læger og sygeplejersker gik ind og ud af stuen. Der var en jævn trafik. Han lå i venstre side på en enestue.

Et barn på otte år og en måned, der sidder helt stille på en stol på en hospitalsgang i et ukendt tidsrum, er paralyseret af angst. Det er ikke naturligt. Naturligt havde været at hoppe op og ned på trapperne, at kræve en sodavand el.lign.

Hun kom og sagde, han var dødKl. 07:29 udåndede min eneste ven i verden. Den, der ville mig og altid forstod mig. Den om hvem Mødrehjælpen blandt andet skriver i 1965 og 1966:

“Andrageren er næsten ivrigt talende, og hans glæde over snart at få et barn i hjemmet virker meget ægte. Han virker glad og harmonisk, lidt stolt over de gode forhold.”

Og kort tid efter:

“Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om lille Hanne”.

Den, der heller ikke var meget for en teltferie ved Vedersø Klit, men hellere ville tage “et smut” ned på fabrikken efter middagen og tog mig med.

Den, der altid fandt mig, når vi legede gemme i de store tørrerum, hvor klædet skulle tørres på noget tørresnor-lignende, hvis man testede farveprøver. Lugten i tørrerummene var speciel; sådan lidt krydret. Den kildede i næsen på en god måde. Det har sikkert være på grund af appreturen.

Da hun kom ud fra stuen, sagde hun bare “Han er død”. Ikke andet. Hun tog ikke om mig; hun så mig ikke i øjnene; hun sagde ikke “far er her ikke mere”. Hun gjorde ikke noget af det, hun burde have gjort. Hun var “wc-kold”.

Som man gjorde dengang, bar hun nu både sin egen og hans vielsesring. Sådan viste man omverdenen, at man var enke/enkemand. Det så jeg med det samme. Nogle holder stadig den fine skik i hævd. Havde jeg været gift og mistet, ville jeg gøre det samme.

Jeg var klar over, hvad “død” betød, men jeg var ikke klar over, hvilken betydning hans død fik for de år, der fulgte.

Hun kom og sagde, han var dødVi gik retur til Renaulten og kørte de 77 km til mormor i Brande. Det var uansvarligt at lade en kvinde, der pludselig er blevet enke, køre den lange tur alene med et barn på bagsædet. Hun har været i chok over at miste sin mand efter kun 17 års ægteskab. Men sådan var tiden åbenbart dengang.

Hos mormor sad de i køkkenet og talte voksen-tale. Jeg kan ikke huske, om de tog sig af mig. Det kan være, de har gjort det, men det er glemt. Mormor sad til højre ved køkkenbordet. Hun sad til venstre.

Psykologen havde en fin betragtning: eftersom jeg husker et væld af detaljer, har de voksne ikke været fyldt med omsorg, for så havde jeg (også) kunnet huske det. Det er en logik, jeg holder af, og jeg tror, det er rigtigt.

Begravelsen den 26. november 1972

Hun kom og sagde, han var dødJeg husker heller ikke dagene indtil begravelsen, der foregik fra en mere end fyldt Brande Kirke, eftersom alle kendte ham. Brande Kirke er stor. Jeg tror, alle “arbejderne” (sådan kaldte vi dem altså) fra Martensens Fabrik var tilstede. Måske var jeg hos mormor noget af tiden? Jeg ved det simpelthen ikke.

Jeg kan huske, at jeg gerne ville se ham i kisten som et sidste farvel, men det måtte jeg ikke. Man syntes åbenbart ikke, at det var noget for børn. Det betyder, at jeg aldrig fik sagt farvel til min eneste ven i verden.

Vi sad på den forreste bænk i venstre side af kirkeskibet. Provst Otte stod for ceremonien. Jeg sad til højre for hende. Måske havde jeg mormor på min højre side.

Vi sang blandt andet “Nu falmer skoven”, som jeg kendte og kunne synge med på, men jeg forstod ikke det med “… og vipper bolde …” for bolde var nogle, man legede med. Jeg kan stadig ikke holde ud at synge den salme. Jeg får stadig en klump i halsen og tårer i øjnene.

Collagen i bunden er ikke køn, men den er gammel og i hvert fald fra før 25. december 2006, hvor hun døde, for den er lavet på min fars lille konfirmationssalmebog, som jeg gav hende med i kisten som et minde om min far og mig – og om en tid, hvor verden stadig var normal. Først ved retskrivningsreformen i 1948 holdt man op med at skrive substantiver med stort.

Efter begravelsen

Han blev begravet på Brande Østre Kirkegård, hvor jeg tilbragte så meget tid alene foran den store gravsten på familiegravstedet (der skulle jo være plads til os alle tre) i stedet for at være på skolen. Det var der ikke nogen, der tog notits af, bortset fra at jeg ved, at hans søster “Tante Kis” talte med hans ungdomskæreste Hanne om det. Det fik jeg fortalt af Hanne selv engang i sommer, og det gjorde indtryk, at nogen vidste noget men ikke handlede på deres viden. Det må have været en kold fornøjelse på kirkegården, eftersom det jo var vinter og det har været december, inden stenen kom på.

Vi flyttede til Odense seks måneder senere og kaos begyndte. Resten er historie.

Der gik mange, mange år før jeg i forbindelse med noget slægtsforskning igen kom til Brande Østre Kirkegård. Jeg kunne sagtens finde gravstedet. Ruten var (og er) prentet ind i hjernen. Gravstedet var misligholdt, der stod tidsler og voksede græs, stenen var grøn af mug. Der var helt åbenbart ikke betalt for vedligeholdelse.

På det tidspunkt havde jeg ikke råd til en genopretning og det gav heller ikke mening at have et familiegravsted ude på heden. Jeg kunne bare ikke holde ud, at det skulle se sådan ud. Min fars gravsted skulle enten være i orden eller også skulle det nedlægges. Værdier og ordentlighed delte jeg ikke med hende.

Da jeg ikke stod som gravstedsejer, begyndte jeg en lang, sej kamp med Ribe Stift for at få gravstedet nedlagt. Det lykkedes efter mange skriverrier frem og tilbage. Det er jeg glad for. Enten har man et gravsted, eller også har man ikke.

Af samme grund skal min egen aske spredes ud over Øresund, for det er her, jeg hører til.

 

Hun kom og sagde, han var død


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

5 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg vil gerne kondolere.

    Hvor må han have været en fantastisk person, som på så få år formåede at være dit anker og skabe fundament for, at du er blevet sådan et ordentligt menneske! Når man ser på, hvor mange indflydelser der har været, som kunne have trukket dig i en helt anden retning, så er det noget af et mirakel.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Tusind tak. Hvor er det pænt af dig!

      Du har helt ret i de ting, du skriver. Ja – jeg tror også, han var et fantastisk menneske. Jeg husker ham selvfølgelig ikke så godt, så jeg stykker de små brikker i puslespillet sammen, og så dukker minderne alligevel op. Det er en af grundene til, at det har været fantastisk at møde hans ungdomskæreste, der jo faktisk har kendt ham bedre end mig. De fakta, jeg har, stammer primært fra adoptionssagen og de to passager, jeg har citeret, som jeg holder meget af at læse; jeg kan faktisk læse dem igen og igen.

      Ja, lidt mirakuløst har det været!

      Svar
  2. Bix
    Bix siger:

    Kære Hanne
    Som tidligere er det også denne gang hjerteskærende læsning.
    Det er fuldstændig uforståeligt, at alle voksne bare har ladet en ulykkelig 8-årig i stikken på den måde. Der er virkelig mange, der har svigtet deres ‘voksen-pligt’, både familie, venner og skolevæsen.
    Knus Bix

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Bix

      Ja, men nu har jeg selvfølgelig også hevet det mest hjerteskærende frem …

      Tak, ja du har helt ret i, at det er virkelig mærkeligt, at der slet ikke var nogen, der tog sig af mig.

      Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] er det og sådan var det i går. (Jeg havde på forhånd ventet, at 50-året for min fars død var en fornuftig dag at booke en tid). Det har jeg vænnet mig til, og det fungerer godt for […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *