Tag Archive for: Jørgen Stegemüller

,

Slægt eller data?

Slægt eller data?

Skriv om min slægt?

Slægt eller data?

Jeg vil egentlig gerne skrive om min slægt, så for et års tid siden købte jeg bogen “Skriv om din slægt” af Marie Østergaard Knudsen, men som det tit går for mig, kom den (for) hurtigt op på hylden: Jeg fik den aldrig læst. Nu har jeg taget den frem igen. Jeg kan ikke skrive så stort et værk, som hun fortæller om, for jeg ejer ikke fortællekunsten, men jeg håber at finde lidt inspiration hist og her, for bogen er helt sikkert velskrevet, og hun ved, hvad hun taler om.

Mit ønske er at forbinde fortid og nutid. Det forsøger jeg også på i denne artikel.

Jeg vil forstå mig selv i lyset af mine aner. Hvilke træk har jeg tilfælles med dem? Vi er ganske vist ikke biologisk beslægtede, men jeg er “en STEGEMÜLLER “, og det er jeg stolt af. Det er her, jeg føler, jeg hører til, og det er herfra, jeg har nogle skrøner, og det er herfra, jeg har nogle få arvestykker. De har sat sig spor i mig.

Min tanke er, at man, hvis man vil skrive noget spændende om sin slægt, skal have følelser på spil. Der skal være et “noget”, der forbinder mig med dem. Det er præcis sådan, jeg har det med “Brederne”, som var dem, der satte mig i gang med slægtsforskning i 2003.

Billeder herunder forestiller min farfar Rudolph Reinholdt Felix STEGEMÜLLER (1891-1952), min far Jørgen STEGEMÜLLER(1922-1972) og mig (1963-?) sagde hunden. Jeg synes, vi ligner hinanden, men det kan godt være fordi, jeg gerne vil se det.

Slægt eller data?

Mit problem er, at jeg aldrig kommer i gang med at skrive, fordi jeg hele tiden opdager en ny detalje, jeg ikke har undersøgt. Eller jeg finder en af mine egne gamle fejl, der skal rettes. Jeg stræber efter det sublime, fordi det perfekte ikke er godt nok.

På den måde bliver det valget mellem slægt eller data. Hidtil har data vundet og for 40 år siden, troede jeg da også, jeg skulle være datamatiker. Og der er altid et anepar mere at finde. Man bliver aldrig “færdig”; det stopper aldrig for “Slægtsforskning er ikke en hobby, det er en lidelse”, lærte jeg for længe siden. Og det passer heldigvis.

Nu har jeg malet mig selv op i et hjørne: Jeg har lovet Kathrine Tobiasen, redaktøren på bladet “Slægtsforskeren”, at jeg vil skrive hende en artikel om processen med min tyske slægt og om rejsen til Tyskland i august.

Jeg skal ned at se, hvor jeg kommer fra. Jeg skal på arkivet og finde ud af, hvordan oldefar blev så dygtig en hattemagermester, at direktøren for Brede Klædefabrik, den tyskfødte Daverkosen, inviterede netop ham til at komme til Danmark og være med til at starte hatteafdelingen på Brede Klædefabrik i 1890. Jeg har skrevet lidt mere om Brede Klædefabrik og de tyske mestre i denne artikel.

Det er en vældig proces, jeg har fået sat i gang. Slægtsforskning i udlandet er svært, og slægtsforskning i Tyskland er måske noget af det sværeste på grund af landets historie. Det er som at starte forfra.

Bare den “detalje”, at stat og kirke i Tyskland er adskilt gør, at man skal søge på en helt anden måde. Forkortelserne i kirkebøgerne er anderledes, og man skal være sig det tyske sprog bemægtiget – ligesom oldefar Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER i 1918 skulle overbevise Søllerød Sogneraad om, at han var det danske sprog bemægtiget, da han efter 28 år her i landet søgte om dansk indfødsret.

Ved du fx, hvad en indsidder hedder på tysk? Eller var du klar over, at dødsårsagen Brechruhr nok bedst oversættes med kolera? Det døde oldefars to ældre søstre af med en dags mellemrum. Forældrene sørgede for, at begravelsen fandt sted den samme dag. Det må have været frygteligt for forældrene.

Stegemüller, Wilhelm Rudolf, Hattemagermester af Søllerød Sogn under Københavns Amt, født 1862 i Frankfurt an der Oder, kom 1890 her til landet, hvor han derefter stadig har opholdt sig; fra 1913 har han boet i Søllerød Sogn. Andrageren, der er det danske Sprog bemægtiget, er gift med en dansk Kvinde, med hvem han har 8 Børn, der forsaavidt de har naaet skolepligtig Alder nyder eller har nydt dansk Skoleundervisning. Andrageren anbefales af Søllerød Sogneraad”.

Dateret: 7/3-18

Min forbindelse til Brede Klædefabrik

Min far Jørgen og hans søster Kirsten STEGEMÜLLER (1919-1985) var begge født “på Brede”, for sådan siger man, og gennem hele mit liv har jeg følt en stærk tilknytning til det sted, der nu er en del af Nationalmuseet. Min farfar var fabriksmester der, inden de flyttede til Kolding og Randers. Han og alle hans søskende var også født på Brede.

Hvis du af en eller anden årsag er interesseret i Brede Klædefabrik, er der en fremragende TV-udsendelse her, som fortæller om det sted, Wilhelm Rudolf STEGEMÜLLER kom til og store dele af hans efterslægt kommer fra.

Slægt eller data?

Da jeg var 16 år og lidt forpjusket kom til København, opsøgte jeg min fars ungdomskæreste Birthe Hanne Jensen (1925-2023) og den mand, hun vragede min far til fordel for. Jørgen tog det pænt, at han blev vraget, og de tog sig kærligt af mig og satte fx i 1983 studenterhuen på mit hoved, for, som hun sagde, “Der var jo ikke andre”.

Det er et sidespring, men hendes sønner siger “De to familier var vævet ind i hinanden”. Min far blev ved at skrive “Hils på Hovedgaden”, når han skrev nogle af de mange breve, jeg har fra ham til dem. Brevene er fra 1955. Og med “Hovedgaden” mente han hovedgaden i Kongens Lyngby, hvor kvinden, der kunne være blevet hans svigermor, boede. Jeg har også kendt kvinden på Hovedgaden.

Min fars søster og hans ungdomskæreste, var veninder hele livet.

Der gik 40 år for mig – først med karriere og så med sygdom, men jeg fik kontakt til ungdomskæresten igen. Hun fortalte, hvordan hun og Jørgen mødtes på Brede, hvor hun var på kontoret. Hun havde smidt nøglen til spindemesterens kontor væk og var ulykkelig over det. Men Jørgen reddede hende – selvfølgelig – ud af kattepinen. De kendte allerede hinanden lidt fra en aften til et foredrag i Dansk Vandrelaug, hvor Jørgen sad og smed papirkugler i nakken på hende. Sådan opnåede man kontakt dengang. Nu sender man nok en SMS.

Da jeg traf hende igen i foråret 2023, fortalte hun meget om sin tid på Brede, og om hvordan hun kravlede op ad rangstigen og avancerede til at spise frokost med familien Stegemüller. Jeg fortalte hende, at jeg altid havde været stolt af at være en Stegemüller. Hun svarede uden videre: “Det kan du også roligt være”.

Hun døde 98 år gammel i november 2023, og jeg er så glad for, at vi fik kontakt igen, og at jeg fik sagt tak for alt det, de engang gjorde for mig.

Ved hendes hendes begravelse sagde en af hendes sønner i talen i Lyngby Kirke, at hun i sin ungdom mødte “en af de flotte fyre på fabrikken”. Det var min far, han mente. Det gjorde mig på en underlig måde glad og stolt.

Slægt eller data?

Brede Værks 50års jubilæum (1877 – 1927)

Det jeg ikke vil

Min morfar var tilbage i 1970’erne med til at betale en slægtsbog over hans mor slægt. Den var udarbejdet af Dansk Slægtsforskning i Fredericia.

Den er et eksempel på, hvad jeg ikke vil lave, for den er umådeligt kedelig. Der er kun datoer og ingen fortællinger.

Datoerne er i virkeligheden kun interessante for slægtsforskeren selv. De sørger for det, jeg kalder “rammeværket”, som betyder, at vi ikke får morfar placeret midt i Englandskrigene el.lign. Andre mennesker fascineres ikke af en stribe folketællinger eller en endeløs række af faddere. Det er vores “værktøjer”.

Jeg har gennemgået mange slægtsbøger fra Dansk Slægtsforskning i Fredericia, og de har det tilfælles, at de har form som en ambolt:

En lille forslægt, der tager udgangspunkt i et anepar på et tidspunkt efter 1814, hvor der er kommet orden i kirkebøgerne, så det er blevet nemt, og så fokuserer de på efterslægten og søger efter levende efterkommere.

Efterslægten er toppen af ambolten, og det er klart, for der skal jo være nogle – helst mange – til at betale, da slægtsforskning tager tid og derfor er dyrt

Jeg vil heller ikke udgive en trykt anetavle, for den er forældet før blækket, vi ikke bruger mere, er tørt. Jeg har det fint med at publicere på nettet i TNG, hvor jeg kan rette fejl og tilføje detaljer forhåbentlig uden at nogen opdager det.

Slægt eller data?

Min fars frihedskæmperarmbind, manchetknapper og et ungdomsbillede


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Godt det bare var et mareridt

Godt det bare var et mareridt

Jeg var til min fars bisættelse i nat

Godt det bare var et mareridt

Det er ret sjældent, jeg kan huske, hvad jeg drømmer. Jeg synes, der kan gå måneder imellem, jeg kan huske en drøm. I nat vågnede jeg imidlertid kl. 02:25 og så tydeligt følgende for mig:

Jeg var hos min fars ungdomskæreste, hendes to sønner og to svigerdøtre. De var alle vældig omsorgsfulde, tog mig på skuldrene og sagde fx “Det skal nok gå”. Jeg var på vej ud ad døren til bisættelsen, og det absurde var, at jeg selv skulle have hans urne med (og det var ikke til urnenedsættelsen).

Men der var lidt uorden i begreberne i mareridtet. I øvrigt blev han kistebegravet (også kaldet jordfæstet), som man jo gjorde dengang for 51 år siden.

Pyh ha … Det varede et par timer, før jeg kunne sove igen.

Op på en piedestal

Jeg er helt opmærksom på, at jo flere år, han har været død, jo højere op på en piedestal kommer han. Det burde måske ikke være sådan, men sådan er det, og det generer jo ikke nogen. Heller ikke mig selv. Andre tænker måske, at det er unaturligt, men hidtil har ingen været så uvenlige at påtale det. Og tanker er som bekendt toldfrie. Både mine og andres.

For ikke så længe siden spurgte jeg psykologen: “Går det aldrig over?” Eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015, er hun – med min billigelse – ret ligefrem og dejligt ærlig. Hun svarede: “Nej, det gør det ikke”. Selvfølgelig og gudskelov er det blevet “mindre” og langt mere udholdeligt, men der vil altid være en lille sorg til rest. Og det er også i orden.

Jeg tænker af og til på Johannes Møllehaves sætning “Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med”. Det er præcis sådan, jeg har det. Læs evt. Dorte Hygum Sørensens interview med Johannes Møllehave i Politiken fra den 14. november 2002 (ingen betalingsmur) med netop den overskrift.

Var det mon gået på samme måde, hvis han ikke var død?

Det ville vel være mærkeligt, hvis jeg ikke en gang imellem spurgte mig selv om:

  • havde jeg udviklet den bipolare affektive sindslidelse, hvis han ikke var død?
  • havde en barndom med Aspergers syndrom været nemmere?
  • havde han sørget for, at jeg tog en uddannelse?
  • og meget andet.

Jeg “tror” ikke på epigenetik, men det er jo en videnskab og ikke et trosspørgsmål. Jeg ved bare intet om det og hørte først om begrebet i sidste uge. Jeg ved kun, at bipolar affektiv sindslidelse er genetisk betinget, men det er måske ikke helt tosset at forestille sig, at de efterfølgende hændelser kan have “skubbet til” sygdommen? Forhåbentlig læser ingen læger med (vel KTR? 🙂 ).

Var han ikke død, var vi ikke blevet en nomadefamilie, og jeg havde ikke gået i fem forskellige folkeskoler. Mange skoleskift, hvor man aldrig lærer hverken andre børn eller lærere godt at kende, er særdeles opslidende for et barn med Aspergers syndrom. Det ville jeg meget gerne have været foruden.

Det er måske en del af “piedestaliseringen”, men jeg kan ikke forestille mig, at en ansvarlig far ikke vil sørge for, at barnet tager en uddannelse. Og han var et ansvarligt menneske – selvfølgelig da.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Da jeg var barnebarn hos mormor

Da jeg var barnebarn hos mormor

Hvad hænder, når folk får børnebørn?

Da jeg var barnebarn hos mormor

Jeg elskede min mormor højt. Hun var rig på kærlighed men fattig på penge. Det er den rigtige fordeling af de to elementer.

Både da vi boede i Brande (Nørvang Herred, Vejle Amt) og i Nellemose pr. Hårby (Båg Herred, Odense Amt) boede hun samme sted, så jeg kunne være meget hos hende.

Det er tiden i Brande, jeg husker bedst. Hun hentede mig fra skole om fredagen; jeg gik i ca. 1. og 2. klasse. Vi gik via stationen og det gamle banelegeme, hvor der stadig stod udrangerede togvogne, jeg kunne lege i, hjem til hendes lille hus på Dalgasvej nummer 4. Dalgas er ingen tilfældighed, for vi er på heden.

Lørdag eftermiddag gik vi gennem byen hjem til min familie, hvor vi “altid” fik kyllingesteg med agurkesalat til aften … Det gjorde vi selvfølgelig ikke, men det er den ret, der står klarest i erindringen.

Den mindre idylliske del af de aftener var, at min far Jørgen Stegemüller ikke var videre begejstret for sin svigermor. Og det var gengældt. De var uenige om min opdragelse (hvor mange poser lakridskonfekt, var det i orden at spise, hvornår skulle jeg i seng osv.?), og min mormor blandede sig vel i ting, hun ikke skulle blande sig i, når vi var hos min familie. Det satte mig i en loyalitetskonflikt, idet jeg elskede dem begge. Hvem skulle jeg rette mig efter?

Da han døde, var der ikke grænser for min mormors lovprisninger af ham. Det klingede lidt hult.

Arrangerede hun en masse for mig?

Nej, det synes jeg ikke, hun gjorde. Der var mere tale om, at jeg gled ind i hendes hverdag, som den nu var. Fredag eftermiddag og aften gik fx ofte med at klippe et eller andet ud af de gamle “Familiejournalen” eller katalogerne fra Daells Varehus, alt imens hun sad med sit håndarbejde.

Til frokost om lørdagen sad vi på mit værelse på førstesalen og spiste frokosten til “Middagskoncerten” med Svend Nicolaisens Orkester og bagefter Dansktoppen med Jørn Hjorting, hvor Susanne Lana var på toppen med fx “Hvis tårer var guld”. Selve frokosten bestod “altid” af madder med torskerogn. Og hun skulle jo have mad alligevel.

Der er selvfølgelig modifikationer
  • Hun var en trofast kunde i min købmandsbutik, hvor jeg solgte sand i kaffeposer nøjagtigt vejet af til 500 gr. på en vægt med lodder og trisser, som hun vist havde fra en af de utallige købmandsforretninger, hun havde arbejdet i.
  • Det var her, jeg lærte at slå syvtommersøm i gamle brædder. Det havde absolut intet formål, men jeg morede mig og blev helt god til det.

Er det anderledes i dag?

Da jeg ikke selv har børnebørn, er følgende baseret på “synsninger” og på bedsteforældres fremvisninger af telefoner.

Det er mit indtryk, at bedsteforældre til dels bliver misbrugt nu om dage. De forventes at træde til, så snart det ikke er praktisk for forældre at passe deres egne børn (fx ved sygdom, aftenmøder på jobbet osv.).

Børnene får ikke lov at lege selv. De skal underholdes og der skal hele tiden ske noget. De kommer til at mangle den frihed, der ligger i selv at finde på og bare at være til. Nu, hvor man har opfundet barndommen, har man til gengæld aflivet købmandsbutikkerne og syvtommersømmene.

Da jeg var barn, havde man nærmest ikke opfundet barndommen og man havde helt sikkert ikke opfundet de telefoner, der bevirker, at hvert lille hop og spring foreviges og vises frem for den uskyldige seer. Når folk viser poderne frem for mig, ved jeg aldrig helt, hvad jeg skal sige om det lille menneske, jeg aldrig har mødt og aldrig vil komme til at møde. “Han/hun ser da sød ud” plejer nogenlunde at kunne løse opgaven og få det til at gå over.

Jeg spurgte en veninde, hvad det er, der hænder, når folk får børnebørn. Hun svarede “Det er en pause i tid og rum, når jeg er sammen med lille x”. Det giver god mening. Tiden er fyldt meget mere ud nu til dags, alting skal gå så stærkt, så der er behov for pauserne.

Tilføjelse: En veninde gjorde mig opmærksom på endnu et argument: De pensionerede bedsteforældre får opfyldt behovet for, at nogen stadig har brug for dem.

Selv tænker jeg, at der sikkert også er noget fantastisk over at opleve, at slægten føres videre. Måske genkender man lidt af sig selv eller af sine børn i det lille nye menneske? Det må have en vis storhed – men hvorfor skal jeg rodes ind i det?

Da jeg var barnebarn hos mormor

Mormor (til venstre) med forældre og søskende


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Telefoner og dårlig opførsel

Telefoner og dårlig opførsel

Gammeldags værdier

Telefoner og dårlig opførsel

Jeg faldt over billedet nederst, og det fik mig til at tænke på følgende:

Forleden gik jeg en tur med en ung mand, der er cirka halvt så gammel som mig. Han bliver snart 32 år, og jeg bliver 60 år om lidt. Vi gik rundt om Damhussøen og -engen. Der var smukt. Jeg gav en kop kaffe ved “Damhuskanten”. Det var hyggeligt.

En ting irriterede mig til døde, uden at jeg dog sagde noget om det: Han “passede” sin telefon. Det vil sige, han besvarede opkald og SMS’er. Imens måtte jeg jo så vente, til han igen fik tid til at “passe mig” og den samtale, vi var i gang med. Min egen telefon forblev i tasken.

Den slags opfatter jeg som virkelig dårlig opførsel. Jeg er klar over, at det nok er mig, der har nogle temmelig gammeldags værdier, men jeg synes, det er uhøfligt. Det skyldes muligvis, at jeg kommer til at føle mig mindre vigtig end “de andre”. Selvfølgelig kan vi alle vente et vigtigt opkald, men mange vigtige opkald kan man næppe modtage på et par timer. Det samme gælder beskederne. Det må da kunne vente.

Det er selvfølgelig skønt, at telefoner ikke længere er nogle, der hænger fast i væggen med en ledning. Det er dejligt, at vi kan tage dem med os. Det er dejligt, de kan så meget, nogle af os alligevel ikke har ret stort behov for. Det er problematisk, at man virkelig er på r…., hvis man mister den.

På mange måder har de mobile enheder revolutioneret vores liv og vores færden. Det peger primært i den positive retning, men der er også ulemper.

Tænketanken Kraka har lavet en interessant analyse:

Du finder hele analysen her.

En tredjedel af de unge længes efter at se deres venner fysisk frem for digitalt

“Skærmtid og sociale medier har bidt sig fast i de unges fritid, og to tredjedele af alle unge mellem 12 og 30 år mødes i dag maksimalt én gang om ugen med venner i deres fritid, viser en ny Small Great Nation-undersøgelse. De unge længes efter det fysiske samvær, og en tredjedel af de unge siger selv, at de ville foretrække, at deres vennegruppe brugte mindre tid online og mødtes mere fysisk.”

“En tredjedel af de unge siger selv, at de ville foretrække, at deres vennegruppe brugte mindre tid online og mødtes mere fysisk, og andelen er størst for de unge, der er online i seks til otte timer hver dag”

Derfor sagde jeg ikke noget

Måske burde jeg have åbnet kæften? Men jeg gjorde det ikke, fordi jeg regnede med, at jeg derved ville stemple mig selv som det mosefund, jeg muligvis er. Jeg bed derfor irritationen i mig.

Hele livet har jeg båret de gammeldags værdier med mig, jeg lærte af min far, inden hans alt for tidlige død, da jeg var otte år og en måned gammel. Og det har jeg gjort, fordi jeg finder dem rigtige. Det bragte en del bøvl med “min mor”, fordi hun fjernede sig fra disse værdier. Afstanden mellem os blev derfor større og større, og det er meget sandsynligt, at hun så mig som en slags “dommer”, når jeg holdt fast i hans værdier, har psykologen forklaret. Jeg synes, det lyder rigtigt og logisk.

Telefoner og dårlig opførsel


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.