Indlæg

99 år i dag

Jørgen Stegemüller

Denne her lille fyr kunne – helt urealistisk – være blevet 99 år i dag. Sådan skulle det ikke gå. Han døde, kun 50 år gammel, den 21. november 1972 kl. 07:29 på Kolding Sygehus af sprængt hovedpulsåre efter et forgæves forsøg på transplantation. Jeg var ni år og skulle blive halvgammel, før jeg kom over det. Det var et traume, men sådanne kan heldigvis bearbejdes sammen med en dygtig psykolog.

Det betød straffesagen fra 1947

Han var en god far, der bare var steril, og derfor er jeg adopteret. I forbindelse med adoptionssagen, der varer mere end 1½ år, bliver samtlige deres forhold endevendt og det var lige ved ikke at lykkes for dem at få lov at adoptere, eftersom han var tidligere straffet:

Aktivt medlem af modstandsbevægelsen under tyskernes besættelse af Danmark. I en periode gruppefører i 4. komp., 1. deling, Afsnit 2. Som modstandsmand arbejdede han for fremmedpolitiet. Efter besættelsen samlede han sammen med andre unge mænd våben ind hos mennesker, de mente var kommunister. Det var selvtægt og naturligvis strafbart.

Kriminaldommeren i Københavns Nordre Birk 6/12-1947: betinget hæfte i 3 mdr., prøvetid i 5 år uden tilsyn, jf. straffeattest fra Politimesteren i Lyngby udstedt 22.11.1963.

Dommen betød også, at hans ansøgning fra juni 1950 om at komme til USA, som led i Marshallplanen, blev afvist, da amerikanerne ikke ville have straffede personer ind i landet. Det skal jeg nok være glad for, for tænk om han var kommet afsted og blevet derovre. Så havde mit liv været et andet.

(Note: Marshallplanen er en populær betegnelse for det amerikanske hjælpeprogram, European Recovery Program, som general og udenrigsminister George C. Marshall (1880-1959) satte i værk efter afslutningen på 2. verdenskrig til støtte for genopbygningen af Europa.)

Adoptionssagen er spændende

Det er mange år siden, jeg indhentede adoptionssagen fra Rigsarkivet, så jeg kunne læse om blandt andet min far. Jeg måtte lære ham at kende fra papir:

03-07-1962: “Andrageren oplyser om sine forhold, at han er født i Brede og opvokset i sit hjem som yngst af to. Faderen var designatør og er nu direktør ved Junckers Savværk [det står i sagen, men det er noget sludder. Felix har aldrig været på Junckers Savværk. Red.]. Barndomsforholdene skal have været gode nok, men man får indtryk af, at der ikke har været særlig stor kontakt. Andragerens søster er tre år ældre, hun er nu gift med overlæge Sigvard Kaae, Radiumstationen i København. Andrageren har taget realeksamen fra Lyngby Statsskole og har siden uddannet sig i tekstilbranchen…

Andrageren er af almindelig højde, han er en noget mørk type, har mørkeblond bølget hår, er meget solbrændt, han bærer briller, han virker velbegavet. I første omgang gør han indtryk af at være noget hæmmet og en noget stiv kontormandstype, man har dog indtryk af, at han gerne vil være meget venlig, han er blot den noget mere tillukkede type. Ved nærmere kontakt virker han tiltalende, og han røber god forståelse for de problemer, man drøfter, der kan komme med børn. Man kunne tænke sig, at han er noget følelsesbetonet og måske har haft et noget koldt milieu, man får indtryk af at det mislykkede ægteskab (med Inge Theil Larsen – red.) er oplevet som en falliterklæring, og måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid, men man har indtryk af, at han nu er i udmærket balance, og at han befinder sig særdeles godt og nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”

21-04-64: “Man har god kontakt med begge andragerne. Andrageren er næsten ivrigt talende, og hans glæde over snart at få et barn i hjemmet virker meget ægte. Han virker glad og harmonisk, lidt stolt over de gode forhold. Andragerinden er stadig den rolige, smilende varmhjertede kvinde.”

18-02-1965: “Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om Hanne”.

Det er da rørende. Sjovt nok så minder/mindede vi om hinanden, idet jeg også selv af og til betegnes som “hæmmet” og “tillukket” – helt så galt synes jeg nu ikke selv, det er.

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus, så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

En god far

Han brugte mange af sine vågne timer på sit arbejde (endnu et lighedspunkt) og var ambitiøs. Han tog tit “et smut” ned på fabrikken efter aftensmaden, og ofte var jeg med. Vi legede gemmeleg i de store tørrehaller, hvor klædet hang til tørre efter prøvefarvning, så man kunne vurdere, om det ville få den rigtige tone, når det var tørret op. Der var meget varmt og lugtede specielt; nærmest lidt hengemt. Det er specielt stadig at kunne huske den lugt.

Vi gik rundt til “arbejderne”, for sådan kaldte vi dem, der passede hver deres maskine. Man skulle op ad nogle interimistiske træstiger med fire til fem trin for at komme op på den “bænk”, hvor de stod foran maskinen. Meget ofte blev jeg budt på citronvand. Endnu et sjovt minde.

Derhjemme så han en ny Michaela Petri i mig, da jeg begyndte til blokfløjte. Da jeg aldrig har haft en tone i livet, var det langt fra virkelighedens verden, men det fortæller om relationen.

Det var ikke ham, men min mor, der tog slæbet i haven, når der fx skulle lægges fliser. Han foretrak lettere sysler såsom at brodere! Jeg har en bunke af hans broderede mellemlægsservietter med fuglemotiver. De har aldrig været brugt, og bliver det nok heller aldrig, men jeg kan godt lide at have dem.

Min mor havde gemt en bunke breve fra ham til til et vennepar i Kgs. Lyngby, som han skrev i 1954. De er også med til at give et billede af et menneske, jeg godt kunne lide og kunne identificere mig med.

Et sidste lighedspunkt

Hans fætters kone Elly Thomas fortalte f.eks., at han, når han skulle hjem fra hende og Poul, var en af hans typiske bemærkninger, at hvis der kom en taxa før en bus, så ville han tage taxaen.

,

“Under sandet”

Bagud

Jeg er altid bagud… men det kan man lære at leve med. Således har jeg lige fundet ud af, hvor mange gode film/videoer man kan købe hos iTunes.

Jeg har hentet den to år gamle “Under sandet” og det er en rigtig god film: Wikipedia skriver sådan:

Under sandet er et dansktysk krigsdrama fra 2015, der er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet. Filmen er inspireret af autentiske hændelser og fortæller historien om unge, tyske krigsfanger, der blev beordret til at rydde to millioner miner på den jyske vestkyst med deres bare hænder. Et hidtil mørklagt kapitel i den danske efterkrigstids historie.[1] På rollelisten ses Roland Møller, Mikkel Boe Følsgaard og Laura Bro samt de tyske unge stjerner Louis Hofmann, tvillingerne Emil & Oscar Belton og Joel Basman.

Filmen åbnede den 10. september 2015 den prestigefyldte filmfestival, Toronto Film Festival (TIFF), i Canada.[2] I Danmark havde den biografpremiere den 3. december 2015. 24. januar 2017 blev filmen nomineret til en Oscar, ved uddelingen 2017 for bedste fremmedsprogede film.[3]

Min far

Min far var med i modstandsbevægelsen, og han findes i modstandsdatabasen. Hvad han ret præcist lavede i modstandsbevægelsen, har jeg aldrig kunnet finde ud af, selv om jeg har kigget i mange arkivalier. Men i min familie har vi altid talt med stor respekt om arbejdet i der.

Vi har højtideligholdt både 9. april og 5. maj. som symboler på henholdsvis besættelsen og befrielsen. Vi kaldte det “De fem forbandede år”, og herefter var der ikke mere at diskutere. Selv her mange år efter har jeg selv lys i vinduerne den 4. maj om aftenen. Måske ikke så meget for at mindes de fem forbandende år som for at mindes min far.

Et af de steder besættelsen bliver beskrevet tydeligst og mest forståeligt er i “Matador”. Hvem husker ikke den ellers handlingslammede Maude køre Hr. Stein, der var jøde, ud til Hr. og fru Larsen – det var ham med Hitler på lokumsbrædtets inderste del. Lukkede man brættet, så man lige ned i lortet! Og sådan ville Hr. Larsen have det!

Tilbage til filmen

Filmen viser purunge tyske krigsfanger, der intet havde med besættelsen at gøre, men som blev hentet til Danmark for at rydde op efter Hitlerregimets svinske spredning af miner langs den jyske vestkystkyst. Der ligger to millioner miner, så det er bare er om komme i gang. Ind imellem mister en eller anden hænder og arme, fordi minen detonerer, før han kan nå at fjerne tændsatsen (tror jeg, det hedder). De bærer ham nogle kilometer og får ham læsset på en Røde Kors-bil, men da er det allerede for sent. Han er død.

Den danske “Feldtwebel” var ganske enkelt ligeglad med, hvor mange der gik til på den konto. Hans opgave var at rydde Vestkysten for miner, koste hvad det koste ville. I dag, sådan ca. 77 år efter, er det nemt at tage afstand fra den slags handlinger. Han er jo modbydelig. Men hvordan var det for de mennesker, der levede i de “fem forbandede år”? De havde naturligvis ikke en skuffe, de kunne trække frem af kommoden og kalde tilgivelse. De havde brugt alle kræfter på at overleve, skulle de nu stå frem i en form for “tilgivelse”? Jeg forstår godt, hvis de ikke kunne.

Filmen har en overraskende slutning: Den danske “Feldtwebel” kører de unge tyskere til grænsen, læsser dem af og siger, at de bare skal løbe 500 meter, så er de tilbage i Tyskland. Ondskab kan altså af og til veksles til næstekærlighed og medmenneskelighed.

God påske!