Hvad hænder, når folk får børnebørn?

Da jeg var barnebarn hos mormor

Jeg elskede min mormor højt. Hun var rig på kærlighed men fattig på penge. Det er den rigtige fordeling af de to elementer.

Både da vi boede i Brande (Nørvang Herred, Vejle Amt) og i Nellemose pr. Hårby (Båg Herred, Odense Amt) boede hun samme sted, så jeg kunne være meget hos hende.

Det er tiden i Brande, jeg husker bedst. Hun hentede mig fra skole om fredagen; jeg gik i ca. 1. og 2. klasse. Vi gik via stationen og det gamle banelegeme, hvor der stadig stod udrangerede togvogne, jeg kunne lege i, hjem til hendes lille hus på Dalgasvej nummer 4. Dalgas er ingen tilfældighed, for vi er på heden.

Lørdag eftermiddag gik vi gennem byen hjem til min familie, hvor vi “altid” fik kyllingesteg med agurkesalat til aften … Det gjorde vi selvfølgelig ikke, men det er den ret, der står klarest i erindringen.

Den mindre idylliske del af de aftener var, at min far Jørgen Stegemüller ikke var videre begejstret for sin svigermor. Og det var gengældt. De var uenige om min opdragelse (hvor mange poser lakridskonfekt, var det i orden at spise, hvornår skulle jeg i seng osv.?), og min mormor blandede sig vel i ting, hun ikke skulle blande sig i, når vi var hos min familie. Det satte mig i en loyalitetskonflikt, idet jeg elskede dem begge. Hvem skulle jeg rette mig efter?

Da han døde, var der ikke grænser for min mormors lovprisninger af ham. Det klingede lidt hult.

Arrangerede hun en masse for mig?

Nej, det synes jeg ikke, hun gjorde. Der var mere tale om, at jeg gled ind i hendes hverdag, som den nu var. Fredag eftermiddag og aften gik fx ofte med at klippe et eller andet ud af de gamle “Familiejournalen” eller katalogerne fra Daells Varehus, alt imens hun sad med sit håndarbejde.

Til frokost om lørdagen sad vi på mit værelse på førstesalen og spiste frokosten til “Middagskoncerten” med Svend Nicolaisens Orkester og bagefter Dansktoppen med Jørn Hjorting, hvor Susanne Lana var på toppen med fx “Hvis tårer var guld”. Selve frokosten bestod “altid” af madder med torskerogn. Og hun skulle jo have mad alligevel.

Der er selvfølgelig modifikationer

• Hun var en trofast kunde i min købmandsbutik, hvor jeg solgte sand i kaffeposer nøjagtigt vejet af til 500 gr. på en vægt med lodder og trisser, som hun vist havde fra en af de utallige købmandsforretninger, hun havde arbejdet i.
• Det var her, jeg lærte at slå syvtommersøm i gamle brædder. Det havde absolut intet formål, men jeg morede mig og blev helt god til det.

Er det anderledes i dag?

Da jeg ikke selv har børnebørn, er følgende baseret på “synsninger” og på bedsteforældres fremvisninger af telefoner.

Det er mit indtryk, at bedsteforældre til dels bliver misbrugt nu om dage. De forventes at træde til, så snart det ikke er praktisk for forældre at passe deres egne børn (fx ved sygdom, aftenmøder på jobbet osv.).

Børnene får ikke lov at lege selv. De skal underholdes og der skal hele tiden ske noget. De kommer til at mangle den frihed, der ligger i selv at finde på og bare at være til. Nu, hvor man har opfundet barndommen, har man til gengæld aflivet købmandsbutikkerne og syvtommersømmene.

Da jeg var barn, havde man nærmest ikke opfundet barndommen og man havde helt sikkert ikke opfundet de telefoner, der bevirker, at hvert lille hop og spring foreviges og vises frem for den uskyldige seer. Når folk viser poderne frem for mig, ved jeg aldrig helt, hvad jeg skal sige om det lille menneske, jeg aldrig har mødt og aldrig vil komme til at møde. “Han/hun ser da sød ud” plejer nogenlunde at kunne løse opgaven og få det til at gå over.

Jeg spurgte en veninde, hvad det er, der hænder, når folk får børnebørn. Hun svarede “Det er en pause i tid og rum, når jeg er sammen med lille x”. Det giver god mening. Tiden er fyldt meget mere ud nu til dags, alting skal gå så stærkt, så der er behov for pauserne.

Tilføjelse: En veninde gjorde mig opmærksom på endnu et argument: De pensionerede bedsteforældre får opfyldt behovet for, at nogen stadig har brug for dem.

Selv tænker jeg, at der sikkert også er noget fantastisk over at opleve, at slægten føres videre. Måske genkender man lidt af sig selv eller af sine børn i det lille nye menneske? Det må have en vis storhed – men hvorfor skal jeg rodes ind i det?

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.