Indlæg

/0 Kommentarer/i , /af ,

Mormor, fortæl om gamle dage

Erindringsfortælling

Mormor, fortæl om gamle dage

Mormors hænder er krøllede på oversiden. Og hendes hals er også lidt krøllet. Det er min ikke.

— Det er fordi, jeg er ved at blive gammel, og fordi jeg har arbejdet meget, forklarer hun. Jeg har fx været tjenestepige, jeg har arbejdet i Nygårds Bageri i Højby og på Jernbanehotellet i Kalundborg. Og da jeg mødte din morfar, var jeg husbestyrerinde. Der var jeg 23 år og havde allerede fået din onkel Hans og hans søster Margith. Derfor måtte jeg arbejde ekstra meget.
Jeg ved ikke, hvad en husbestyrerinde er, og da jeg spørger hende om det, forklarer hun det ikke ret godt. Jeg forstår det stadig ikke, men det siger jeg ikke.
— Mormor fortæl om gamle dage, siger jeg.
— Det har jeg gjort så tit, svarer hun. Du har hørt det hele før.
— Det gør ikke noget, svarer jeg. Jeg vil gerne høre det igen.

Da hun begynder at fortælle, fortryder jeg, at jeg spurgte, for hun har kun sørgelige historier fra gamle dage. Det er fx den om, at hun havde Engelsk syge som barn, fordi hun ikke fik sund mad med vitaminer, og derfor havde hun dårlige negle. Hendes mor slog hende med en bøjle over det hele – også på neglene, så de blødte. Hun har stadig de bulede negle, og jeg tror, det er på grund af det med bøjlen. Jeg kan ikke lide at se på dem, og jeg rører aldrig ved dem.

Og det er den om hendes far, som hun var rigtig glad for, men som døde af at hænge sig i et bælte ude i værkstedet. Han hed Niels August. Det var hendes storebror Ahlmann, der fandt ham hængende ned fra loftet i værkstedet. Storebroderen skar ham ned med en kniv, han havde i lommen, men det var for sent, så faderen var allerede død. Ahlmann og moderen blev enige om, at det nok var bedst at kontakte politiet. De kontaktede ikke lægen, for de kunne jo se, at han var død.

— Far var i meget dårligt humør, fortæller mormor, og når han var det, drak han for mange øl. Det var nok derfor, han hængte sig. Eller måske var det fordi, han var blevet skilt fra min mor, eller også fordi han havde fået brev fra en anden dame, han havde lært at kende. Desværre kunne vi ikke finde brevet, men mor sagde, at det var kommet dagen før, vi fandt ham.
— Hvorfor var du så glad for din far, spørger jeg.
— Jeg tror, det var fordi, han var meget glad for mig, svarer hun. Han slog mig ikke, og måske kunne han lidt bedre lide mig end mine fem søskende.
— Hvad arbejdede han med, spørger jeg.
— Han var malermester, og folk kaldte ham “Kludeskomaleren”, fordi han altid havde sine kludesko med, som han skiftede til, når han gik ind hos folk for at male.

Jeg tænker på, hvordan det ville være, hvis det var min far, der hængte sig, og nogen skulle skære ham ned fra loftet. Det bliver jeg meget ked af at tænke på. Jeg kan slet ikke forestille mig det. Og jeg kan ikke forestille mig det med maden uden vitaminer, eller det med bøjlen. Hjemme hos os, er der ingen, der slår hinanden, og jeg synes, det er noget mærkeligt noget at gøre.

Heldigvis har mormor ikke mere at fortælle. Og jeg beslutter, at jeg aldrig mere vil bede hende fortælle om gamle dage.

(Billedet herunder er mormors kort til sin mor i julen (vist 1920), da moderen er indlagt på “Nykjøbing Sygehus”).

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Hvad har du lavet i din sommerferie? 2

Erindringsfortælling

Hvad har du lavet i din sommerferie? 2

Vi er på vej i bilen fra Nellemose til Odense Banegård. Jeg skal på sommerferie hos mormor, der bor i Nykøbing Sjælland. Jeg kan godt lide at være hos mormor, for man kan tale med hende hele dagen – også om aftenen. Derhjemme har jeg sagt til mor, at jeg bedst kan lide hende (altså mor) om formiddagen.

— Husk nu at du skal skifte i Slagelse, siger de.
— Ja, det skal jeg nok, svarer jeg, men jeg ved ikke, hvor Slagelse ligger. Og jeg ved ikke, hvordan jeg finder ud af det, og hvordan jeg kommer af toget det rigtige sted. Måske er der nogle søde mennesker med toget, der ved, hvor Slagelse er, og som vil hjælpe mig? Jeg er bange. Hvad nu, hvis jeg ikke kommer af? Hvor kører toget så hen?

De sætter mig på det rigtige tog og så kører de tilbage. De bliver ikke og vinker.

Da vi kommer til Nyborg med toget, skal det køre ind på de rigtige skinner på færgen, der hedder Prinsesse Benedikte. Det vil tage en time, før vi er i Korsør. Toget kører lidt frem og tilbage, og det rasler, indtil det har fundet stedet, det må standse.

Alle folk rejser sig op, fordi de gerne vil af på færgen. Det vil jeg også gerne. Vi træder ud på vogndækket, hvor der dufter godt at færgens olie. Det er lidt som benzin men tyndere, så det fylder ikke lige så meget i næsen. Vi går i en lang kø hen mod trappen, der fører ovenpå. Det ser ud som om, der er flere etager op, inden man kan komme ud på dækket og se færgen lægge fra kaj. De andre begynder at gå op ad de brede, hullede trin. Jeg går ikke med op ad trapperne, for jeg er bange for, at jeg ikke kan finde det rigtige vogndæk og mit rigtige tog igen, og så vil mormor komme til at stå alene på stationen i Nykøbing og vente på mig, der aldrig kommer. Jeg vender om og finder tilbage til min vogn og min kupé.

I kupéen sidder en dame, der heller ikke vil ud på færgen.
— Det har jeg været så mange gange, siger hun. Der er i virkeligheden ikke noget at se andet end alle mågerne, der flyver om kap med færgen.
Hun ser rar ud, så jeg beslutter mig for at spørge hende, om hun evt. ved, hvor Slagelse ligger.
— Jeg skal skifte i Slagelse, siger jeg, men jeg ved ikke, hvor det er.
Hun tager en gammel slidt kortbog fra Geodætisk Institut frem af tasken. Den er tyk og omslaget er bordeauxrødt. Jeg når lige at se, at der står “Anna Rasmussen, 1963” på den første side. Hun bladrer lidt, før hun finder en side, hvor man kan se noget af Storebælt til venstre, så Korsør og så Slagelse lidt opad mod højre.
— Ved du, hvad tid, vi er der, spørger jeg.
— Nej, det ved jeg faktisk ikke, svarer hun,  men jeg skal nok sørge for, at du kommer af i Slagelse.
— Var det ikke noget med et bolsje? Hun åbner en af sine tasker, hvor der ligger en æske fyldt med eukalyptusbolsjer. De minder mig om mormor. Hun har også altid eukalyptusbolsjer, som jeg i virkeligheden ikke bryder mig så meget om, men jeg kan godt lide mormor. Derfor siger jeg ja tak, når hun byder af dem.

Hos morfar får jeg “rutebiler”, der er nogle lange brune kager med riflet tag og hul i midten. Mormor og morfar er skilt. Det er derfor, der er bolsjer hos hende og rutebiler hos ham. Hun kalder ham altid “den gamle”, fordi han er 11 år ældre end hende, og hun driller ham med, at han må være “taget med tang”, når hans ansigt er så langt. Jeg synes, det er synd for morfar.

— Farvel fru Rasmussen, råber jeg, da jeg står på perronen i Slagelse, mens hun kører videre med toget. Jeg ved ikke, hvor hun skal hen.

Det er næsten aften, før jeg er fremme hos mormor, der står på stationen og tager imod mig. Vi går sammen i den kølige aftenluft hjem til hende. Hun bor på Rosendalen i nummer 44 i udkanten af Nykøbing.
— Nåh, du fandt ud af at skifte i Slagelse, siger hun.
— Ja, svarer jeg, men jeg fortæller ikke om den søde dame i toget, der hjalp mig. Jeg vil hellere have, at mormor skal tro, at jeg selv fandt ud af det.
— Er du træt, spørger hun?
— Jeg er meget træt, svarer jeg. Kan vi vente til i morgen med at pakke ud?
Da vi er hjemme, er det dejligt at se, at hun har redt op til mig på sofaen.

Dagene hos mormor er rare, for vi laver næsten altid det samme. Mormor køber Familie Journalen om mandagen og læser romanerne, inden jeg får bladene. Jeg klipper Kirsten Hüttemeiers opskrifter ud. Derhjemme har jeg en hel mappe, hvor jeg har sorteret opskrifterne alt efter om de er med gris, okse eller kylling eller om det evt. er desserter. Jeg samler også på de små løse opskrifter, der passer ind i mappen, der hedder Gris på gaflen. Jeg kan godt lide at samle og at gøre orden. Derfor samler jeg også på frimærker. Jeg har sorteret dem efter land og farve.

Min fætter Bjarne kommer sikkert en aften, efter solen er gået ned. Så skal vi ud at fiske ved Klint. Han er ti år ældre end mig og kan køre bil. Han er flot og brun i sin soldateruniform, for han er konstabel. Jeg ved ikke, hvad en “konstabel” er, men jeg kan jo se på uniformen, at det er noget med krig.

Jeg håber ikke, der bliver krig i Danmark.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Før velfærden

Tanker om fattigdom

Før velfærden

Jeg har en bekendt, jeg ofte diskuterer politik med. “Diskuterer” er muligvis det forkerte ord, for vi er ikke uenige.

Hun er flygtning med en kinesisk far og en vietnamesisk mor, og hun kom hertil som vietnamesisk bådflygtning i 1979. De var blevet samlet op af et Mærsk-containerskib fra en lille fiskerbåd i Det sydkinesiske hav. Det var dengang, vi hjalp med integrationsprogrammer og stod klar med en værtsfamilie og et sprogkursus, så de nye beboere hurtigt kunne føle sig som en del af Danmark. Med sådan en historie bliver jeg næsten stolt over at være dansker.

Der er selvfølgelig meget af Danmarkshistorien, hun ikke kender til, og derudover er jeg 15 år ældre end hende og meget interesseret i historie, så det er klart, at jeg har mere af vores historie inde under huden.

Jeg fortalte hende eksempelvis, at folkepensionen først kom til i 1956. Hun troede næsten ikke på mig. Hun troede, den havde været der meget længere, ja måske nærmest i 100 år, men det har den altså ikke. Den er en vigtig del af det velfærdssamfund, vi byggede op efter krigen.

Når man læser mange kirkebøger

Når man læser mange kirkebøger, er det tydeligt, at før vi udviklede velfærdssamfundet, hvilket vi vel gjorde fra 1945, og frem til vi begyndte at afvikle det, var der ikke langt til fattighuset, når man ikke længere selv kunne arbejde, evt. fordi man var blevet syg, eller man fx var blevet enke og ikke længere havde en arbejdsfør mand til at skaffe indtægterne. Ergo blev man fattiglem eller almisselem.

En del af velfærden er også sundhedssystemet, hvor i hvert fald udgangspunktet er, at alle har fri og lige gratis adgang. Jeg skriver “i udgangspunktet”, fordi jeg ikke er blind for, at de private sygeforsikringer skyder op som paddehatte. Selv kan jeg ikke tegne en sådan (i hvert fald ikke til en rimelig pris), da jeg har for lang en sygehistorie, så mig vil de ikke have.

Mine bedsteforældre

Jeg tænker på mormor og morfar, der må have levet med frygten for fattigdommen:

  • Morfar (1899 – 1982), der gik konkurs med forældrenes husmandssted på heden i 1925, fordi han ville mekanisere landbruget, der hidtil havde været drevet med heste. I årevis boede han i en baggård i Allégade 68 i Odense. Der var et værelse, der var mindre end mit kollegieværelse. Der kunne lige stå en seng og ved vinduet et lille spisebord til tre personer. Lokummet var i gården. Jeg hadede at skulle derud på grund af lugten af “Closan”.
  • Mormor (1910 – 1994), der fik to “uægte” børn, inden hun i 1933 giftede sig med morfar. Hos hende var toiletpapiret det velkendte 00, da jeg var barn i 1960’erne. Jeg gætter på, at det var billigst.

Der var desværre ingen, der fik idéen om at underrette mig om deres død, så jeg kunne have deltaget i begravelsen/bisættelsen. Det er jeg ked af, for de betød begge meget for mig.

Der er meget, jeg gerne ville have spurgt dem om, hvis de havde levet nu. Fx om de var bange for fattigdommen, hvad morfar tænkte på auktionsdagen, og hvordan mormor mærkede, at hendes første to børn var “uægte”.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Det høje skattetryk

Nogle mener, vi har verdens højeste skattetryk, mens andre mener, det er en myte. Jeg kender ikke sandheden men hælder mest til det med myten.

Uanset hvad, så har jeg altid betalt min skat med glæde, også da jeg tjente mange penge og derfor betalte topskat, for jeg synes, vi får meget for pengene. Jeg har – uden at være socialdemokrat – hældt til det socialdemokratiske slogan “De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs”. Nu er der jo ikke så meget Socialdemokrati tilbage, ergo er sloganet vist også ved at gå af mode. Jeg synes ellers stadig, det er det rigtigste.

Vi har betalt os fra fattigdom, fattighus og almisselemmer. Og sådan skal det også være.

Lige i øjeblikket går jeg blandt andet gennem Jørlunde/Hiørlunde kirkebog med masser af almisselemmer, masser af kvinder, der bliver forløst med dødfødte børn, og tonsvis af uægte børn. De findes på hver side.

Og som et kuriosum: “1806 September 14 Tienestekarl Lars Larsen(?) af Hiørlunde 28 Aar som den 10 s.M blev ihielslaget af Lynilden.”

Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Jørlunde, 1799-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 144 af 169 opslag:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

/i , /af ,

Da jeg var barnebarn hos mormor

Hvad hænder, når folk får børnebørn?

Da jeg var barnebarn hos mormor

Jeg elskede min mormor højt. Hun var rig på kærlighed men fattig på penge. Det er den rigtige fordeling af de to elementer.

Både da vi boede i Brande (Nørvang Herred, Vejle Amt) og i Nellemose pr. Hårby (Båg Herred, Odense Amt) boede hun samme sted, så jeg kunne være meget hos hende.

Det er tiden i Brande, jeg husker bedst. Hun hentede mig fra skole om fredagen; jeg gik i ca. 1. og 2. klasse. Vi gik via stationen og det gamle banelegeme, hvor der stadig stod udrangerede togvogne, jeg kunne lege i, hjem til hendes lille hus på Dalgasvej nummer 4. Dalgas er ingen tilfældighed, for vi er på heden.

Lørdag eftermiddag gik vi gennem byen hjem til min familie, hvor vi “altid” fik kyllingesteg med agurkesalat til aften … Det gjorde vi selvfølgelig ikke, men det er den ret, der står klarest i erindringen.

Den mindre idylliske del af de aftener var, at min far Jørgen Stegemüller ikke var videre begejstret for sin svigermor. Og det var gengældt. De var uenige om min opdragelse (hvor mange poser lakridskonfekt, var det i orden at spise, hvornår skulle jeg i seng osv.?), og min mormor blandede sig vel i ting, hun ikke skulle blande sig i, når vi var hos min familie. Det satte mig i en loyalitetskonflikt, idet jeg elskede dem begge. Hvem skulle jeg rette mig efter?

Da han døde, var der ikke grænser for min mormors lovprisninger af ham. Det klingede lidt hult.

Arrangerede hun en masse for mig?

Nej, det synes jeg ikke, hun gjorde. Der var mere tale om, at jeg gled ind i hendes hverdag, som den nu var. Fredag eftermiddag og aften gik fx ofte med at klippe et eller andet ud af de gamle “Familiejournalen” eller katalogerne fra Daells Varehus, alt imens hun sad med sit håndarbejde.

Til frokost om lørdagen sad vi på mit værelse på førstesalen og spiste frokosten til “Middagskoncerten” med Svend Nicolaisens Orkester og bagefter Dansktoppen med Jørn Hjorting, hvor Susanne Lana var på toppen med fx “Hvis tårer var guld”. Selve frokosten bestod “altid” af madder med torskerogn. Og hun skulle jo have mad alligevel.

Der er selvfølgelig modifikationer
  • Hun var en trofast kunde i min købmandsbutik, hvor jeg solgte sand i kaffeposer nøjagtigt vejet af til 500 gr. på en vægt med lodder og trisser, som hun vist havde fra en af de utallige købmandsforretninger, hun havde arbejdet i.
  • Det var her, jeg lærte at slå syvtommersøm i gamle brædder. Det havde absolut intet formål, men jeg morede mig og blev helt god til det.

Er det anderledes i dag?

Da jeg ikke selv har børnebørn, er følgende baseret på “synsninger” og på bedsteforældres fremvisninger af telefoner.

Det er mit indtryk, at bedsteforældre til dels bliver misbrugt nu om dage. De forventes at træde til, så snart det ikke er praktisk for forældre at passe deres egne børn (fx ved sygdom, aftenmøder på jobbet osv.).

Børnene får ikke lov at lege selv. De skal underholdes og der skal hele tiden ske noget. De kommer til at mangle den frihed, der ligger i selv at finde på og bare at være til. Nu, hvor man har opfundet barndommen, har man til gengæld aflivet købmandsbutikkerne og syvtommersømmene.

Da jeg var barn, havde man nærmest ikke opfundet barndommen og man havde helt sikkert ikke opfundet de telefoner, der bevirker, at hvert lille hop og spring foreviges og vises frem for den uskyldige seer. Når folk viser poderne frem for mig, ved jeg aldrig helt, hvad jeg skal sige om det lille menneske, jeg aldrig har mødt og aldrig vil komme til at møde. “Han/hun ser da sød ud” plejer nogenlunde at kunne løse opgaven og få det til at gå over.

Jeg spurgte en veninde, hvad det er, der hænder, når folk får børnebørn. Hun svarede “Det er en pause i tid og rum, når jeg er sammen med lille x”. Det giver god mening. Tiden er fyldt meget mere ud nu til dags, alting skal gå så stærkt, så der er behov for pauserne.

Tilføjelse: En veninde gjorde mig opmærksom på endnu et argument: De pensionerede bedsteforældre får opfyldt behovet for, at nogen stadig har brug for dem.

Selv tænker jeg, at der sikkert også er noget fantastisk over at opleve, at slægten føres videre. Måske genkender man lidt af sig selv eller af sine børn i det lille nye menneske? Det må have en vis storhed – men hvorfor skal jeg rodes ind i det?

Da jeg var barnebarn hos mormor

Mormor (til venstre) med forældre og søskende

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.