Indlæg

,

Da jeg var barnebarn hos mormor

Da jeg var barnebarn hos mormor

Hvad hænder, når folk får børnebørn?

Da jeg var barnebarn hos mormor

Jeg elskede min mormor højt. Hun var rig på kærlighed men fattig på penge. Det er den rigtige fordeling af de to elementer.

Både da vi boede i Brande (Nørvang Herred, Vejle Amt) og i Nellemose pr. Hårby (Båg Herred, Odense Amt) boede hun samme sted, så jeg kunne være meget hos hende.

Det er tiden i Brande, jeg husker bedst. Hun hentede mig fra skole om fredagen; jeg gik i ca. 1. og 2. klasse. Vi gik via stationen og det gamle banelegeme, hvor der stadig stod udrangerede togvogne, jeg kunne lege i, hjem til hendes lille hus på Dalgasvej nummer 4. Dalgas er ingen tilfældighed, for vi er på heden.

Lørdag eftermiddag gik vi gennem byen hjem til min familie, hvor vi “altid” fik kyllingesteg med agurkesalat til aften … Det gjorde vi selvfølgelig ikke, men det er den ret, der står klarest i erindringen.

Den mindre idylliske del af de aftener var, at min far Jørgen Stegemüller ikke var videre begejstret for sin svigermor. Og det var gengældt. De var uenige om min opdragelse (hvor mange poser lakridskonfekt, var det i orden at spise, hvornår skulle jeg i seng osv.?), og min mormor blandede sig vel i ting, hun ikke skulle blande sig i, når vi var hos min familie. Det satte mig i en loyalitetskonflikt, idet jeg elskede dem begge. Hvem skulle jeg rette mig efter?

Da han døde, var der ikke grænser for min mormors lovprisninger af ham. Det klingede lidt hult.

Arrangerede hun en masse for mig?

Nej, det synes jeg ikke, hun gjorde. Der var mere tale om, at jeg gled ind i hendes hverdag, som den nu var. Fredag eftermiddag og aften gik fx ofte med at klippe et eller andet ud af de gamle “Familiejournalen” eller katalogerne fra Daells Varehus, alt imens hun sad med sit håndarbejde.

Til frokost om lørdagen sad vi på mit værelse på førstesalen og spiste frokosten til “Middagskoncerten” med Svend Nicolaisens Orkester og bagefter Dansktoppen med Jørn Hjorting, hvor Susanne Lana var på toppen med fx “Hvis tårer var guld”. Selve frokosten bestod “altid” af madder med torskerogn. Og hun skulle jo have mad alligevel.

Der er selvfølgelig modifikationer
  • Hun var en trofast kunde i min købmandsbutik, hvor jeg solgte sand i kaffeposer nøjagtigt vejet af til 500 gr. på en vægt med lodder og trisser, som hun vist havde fra en af de utallige købmandsforretninger, hun havde arbejdet i.
  • Det var her, jeg lærte at slå syvtommersøm i gamle brædder. Det havde absolut intet formål, men jeg morede mig og blev helt god til det.

Er det anderledes i dag?

Da jeg ikke selv har børnebørn, er følgende baseret på “synsninger” og på bedsteforældres fremvisninger af telefoner.

Det er mit indtryk, at bedsteforældre til dels bliver misbrugt nu om dage. De forventes at træde til, så snart det ikke er praktisk for forældre at passe deres egne børn (fx ved sygdom, aftenmøder på jobbet osv.).

Børnene får ikke lov at lege selv. De skal underholdes og der skal hele tiden ske noget. De kommer til at mangle den frihed, der ligger i selv at finde på og bare at være til. Nu, hvor man har opfundet barndommen, har man til gengæld aflivet købmandsbutikkerne og syvtommersømmene.

Da jeg var barn, havde man nærmest ikke opfundet barndommen og man havde helt sikkert ikke opfundet de telefoner, der bevirker, at hvert lille hop og spring foreviges og vises frem for den uskyldige seer. Når folk viser poderne frem for mig, ved jeg aldrig helt, hvad jeg skal sige om det lille menneske, jeg aldrig har mødt og aldrig vil komme til at møde. “Han/hun ser da sød ud” plejer nogenlunde at kunne løse opgaven og få det til at gå over.

Jeg spurgte en veninde, hvad det er, der hænder, når folk får børnebørn. Hun svarede “Det er en pause i tid og rum, når jeg er sammen med lille x”. Det giver god mening. Tiden er fyldt meget mere ud nu til dags, alting skal gå så stærkt, så der er behov for pauserne.

Tilføjelse: En veninde gjorde mig opmærksom på endnu et argument: De pensionerede bedsteforældre får opfyldt behovet for, at nogen stadig har brug for dem.

Selv tænker jeg, at der sikkert også er noget fantastisk over at opleve, at slægten føres videre. Måske genkender man lidt af sig selv eller af sine børn i det lille nye menneske? Det må have en vis storhed – men hvorfor skal jeg rodes ind i det?

Da jeg var barnebarn hos mormor

Mormor (til venstre) med forældre og søskende


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Tillykke med de 111 Aar

Tillykke med de 111 Aar
,

Jeg elsker behovet for logisk sans

Jeg elsker behovet for logisk sans

Jeg skulle finde mormor i Kalundborg 1930

Jeg elsker behovet for logisk sans

Det blev lidt trivielt at gennemgå slægtsbogen for Schiøtt-familien, for den handler mest om efterkommere, der skulle jo være nogen til at betale, og deres data er for nye til at kunne verificeres, så jeg har lagt opgaven lidt til side, og jeg mangler da også kun 72 ud af 372 personer. Så der er sket en hel del allerede.

Hvor var mormor i 1930?

Der blev holdt folketælling den 5. november 1930, og på baggrund af bidragssagen mellem mormor og den udlagte barnefader Hans Petersen Jørgensen Juhl i april 1931, har jeg grund til at tro, at hun blev “optalt” i Kalundborg. Jeg vil gerne se, om hun står som husbestyrerinde (som ved vielsen i 1933) eller om hun tjener på “Jernbanehotellet”. Ved Onkel Hans’ dåb i april 1931 står der i Kalundborg kirkebog:

Holbæk amt, Ars, Kalundborg – Vor Frue, 1925-1939, KM, Fødte – opslag: 115 af 272 opslag

Nr. 0x. 1931 11te April. Starup By, Starup Sogn, Vejle Amt. Hans Juhl Christensen. Søn af ugift Mary Christensen født 8 Februar 1910. Døbt 1931 26de April af Sognepræst Bårris i Starup Kirke. I.h.t. Skr. af 29 Juli 1931 fra Kalundborg Forsørgelsesværn har Barnet Fødehjemstedsret her, da Moderen paa Timånedersdagen før Nedkomsten havde et havde et til Forsørgelsesrets Erhvervelse egnet Ophold her i Kommunen.

Jeg har allerede gennemgået Øster Starup, hvor hun nedkom med Hans, og Blaahøj, hvor hun gifter sig med morfar i 1933. Der er hun ikke. Så må hun vel være i Kalundborg. Det er det med den logiske sans og udelukkelsesmetoden. Kalundborg Købstad er bare ganske enorm, så jeg må tage det i småbidder. Indtil videre er hun i hvert fald ikke i hverken Adelgade (bare første bogstav i alfabetet) eller Skibbrogade lige nr. (hvor Jernbanehotellet lå i nr. 2).

Kapelmester eller omrejsende musikant?

Det er sjovt at tænke på, at mormor altid kaldte den udlagte barnefader for kapelmester – det gjorde hele familien, for vi vidste ikke bedre. Jeg har kigget på nogle af mine tidligste fund, der for længst var glemt. Her er noget, jeg vil forfølge, hvis jeg ellers kan finde ud af det, for det er sådan noget, der gør slægten levende. Det følgende vedrører “kapelmesteren”:

“Holbæk Amt, Journalsager, 1931, 14-61 (alimentationssag (på nutidigt dansk: sag om børnebidrag)):

Opholdssteder siden det fyldte 18. år:
Haderslev til Marts Maaned 1928
Fra Marts 1928 til Februar 1929 Nyborg Straffeanstalt (Tuberkulosesanatoriet)
Haderslev til Marts 1929
Fra Marts Maaned 1929 ernæret sig som Musiker og kun opholdt sig kortere tid, de forskellige Steder
Fra 1′ Februar 1931 til Dato i Holbæk.

Dateret 19/3 1931 Holbæk Politistation.
Sign.: H. Juhl

Ved Sønderjyllands Genforening med Danmark opholdt han sig i Haderslev og blev dansk Statsborger. Forældrene er født i Tyskland, Faderen den 21/4 og Moderen 26/7, hvilket Aar huskes ikke.

Hans Petersen Jørgensen Juhl var ikke i Militærtjeneste. Kasseret.
Han blev i 1929 i Haderslev straffet med 18 Maaneders Forbedringshus for Bedrageri.”

På baggrund af dette, tror jeg mest på den omrejsende musikant!

Hvis han kommer til afsoning umiddelbart efter forbedringshusstraffen i 1929, passer det ret godt med, at han bliver sluppet løs og kort efter gør mormor gravid ca. i juli 1930. Det må være muligt at finde noget om både forbedringshusstraffen og tiden i Nyborg Straffeanstalt.

Mormor forelsker sig altså i en 7½ år ældre kriminel, omrejsende musikant.

Det kunne være sjovt at finde ud af, hvordan det gik ham senere i livet fx om der er efterkommere, men det er ikke sådan lige til, når data er så nye, og en omrejsende musikant kan jo være hvor som helst i landet. Forældrene er heller ikke så enkle, når oplysninger skal findes fra før genforeningen i 1920. Musikanten selv er fra 1902.

Onkel Hans’ svigermor Jenny havde 11(!) søskende.

Onkel Hans gifter sig med tante Inge. Slægtsskabet tante Inge og mig er vist grafisk her. Jeg er ikke klar over, om jeg nogensinde har truffet hendes forældre Jenny og Martin. Det er lidt mærkeligt hvis ikke, for de døde med 14 dages mellemrum i april 1978, hvor jeg var 15 år, så jeg kunne let have truffet dem. Men jeg har i hvert fald hørt dem omtalt mange gange.

Jenny var nr. 10 ud af en søskendeflok på 12. Det er helt vildt, og jeg er vist aldrig stødt på det tidligere i det, man vel kan tillade sig at kalde for nyere tid. Første barn er fra 1884 og det sidste er fra 1907 – altså et tidsspand med fødsler på 23 år. Familien bor på Ellinge Lyng/Ellinge Kongepart i Højby Sogn, Ods Herred, Holbæk Amt gennem hele perioden. Man skal bare vende et par blade i kirkebogen, så har man en ny “rigtig” Jensen.

Det er her den logiske sans kommer ind igen. Hvis børnene ikke er i folketællingerne, er de muligvis døde, og ganske rigtigt. De er døde. Det er hurtigt at gennemgå selv et stort sogn og selv et navn som Jensen, for de skal have de rigtige forældre, det rigtige fødested og være under 10 år. Desværre står der ikke noget om dødsårsagen, men det er helt vildt. Jeg har ingen grund til at tro, at familien skulle være speciel fattig, for faderen Jens Peter Jensen er hhv. husmand, parcellist og murer på Lyngen eller Kongeparten gennem hele perioden. En parcellist drev et jordstykke, der var større end et husmandslod men mindre end et gårdbrug.

I slutningen af maj 1888 må forældrene på Højby kirkegård for at begrave døde børn med tre dages mellemrum. Hvad mon det gør ved mennesker? Det står ikke i arkivalierne. Man må tænke selv. Det eneste, jeg kan forestille mig, er, at det gør umådeligt ondt. Selvom børn havde en helt anden stilling i 1888, der var masser at tage af, var de vel alligevel elskede?

De store børneflokke går nærmest i arv

Jeg har ikke nået at kigge ret meget på Jennys mange (formentlig syv overlevende) søskende bortset fra Hans Oluf Jensen (1889 – 1976). Det tager sin tid, når kilderne skal med. Han bliver far 10 gange i perioden 1911 – 1929! Også hans hustru Karen Kristine Madsen må have haft et noget slidt underliv for nu at sige det mildt.

Jeg er begyndt at vise navne – men ikke andet – på potentielt nulevende. Datatilsynet har udtalt, at det må man gerne trods GDPR mv. Det kunne være så sjovt at komme i kontakt med nogen efterkommere. Også dem er der nok at tage af.

,

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Det er så sjovt at gennemgå slægtsbogen

Hvad var der med Husbestyrerinderne

Sikkert kun andre genealoger (finere ord for slægtsforskere) vil forstå, hvordan man kan elske store sammenhængende datamængder. Slægtshistorie er ikke bare en samling datoer. Det er også de nulevendes erindring om fortiden, der skal skrives for at kunne blive overleveret til vores efterkommere. Derfor er det fx altid dejligt at få fat i gamle billeder, for de gør mennesker til det, de var engang og ikke bare tørre facts i en database. Datoerne er en forudsætning for den sande historie – de danner det nødvendig rammeværk. Det er op til os at fylde rammen ud.

Men tilbage til husbestyrerinderne. Hvad lavede de egentlig? Hvad bestod opgaverne af? Det kan man finde meget validt materiale om på nettet. En god side er Danmarks Radios side her, hvor de blandt andet fortæller, at “Barn ingen hindring” i et jobopslag i fortiden var en “kode” for, at der nærmere var tale om en kontaktannonce. Formuleringen gjorde, at mange enlige mødre søgte de stillinger. De kunne være enlige, fordi de aldrig havde været gift (altså havde “uægte børn”), var fraskilte eller enker efter afdøde ægtemænd.

Ca. 1950 fandtes omkring 150.000 husbestyrerinder! Det er mange, men deres historie er vist ikke fortalt, så den kan høres og ses.

I aftes sad jeg med Sofus Harald FRIIS og Alvilde KNUDSEN, f. ANDERSEN. De bliver viet af sognefogeden i Grindsted den 5. november 1926. Han er 16 år ældre end hende, og hun er fraskilt og husbestyrerinde hos ham, for de har samme adresse ved vielsen. Altså passer hun helt perfekt ind i husbestyrerindernes historiebog. Jeg er spændt på at se, om hun medbringer et barn i pladsen.

Og så kom jeg til at tænke på mormor

Jeg elskede min mormor overalt på jorden. Det er ingen hemmelighed.

Trods temmelig små kår var hun rig på kærlighed, overskud og påklædningsdukker – med tøj – klippet ud af mandagenes FamilieJournal. Hun var ude at tjene allerede som 14-årig, men hun bor dog hjemme ved folketællingen 1925, hvor hun er 15 år. Da hun som 23-årig bliver gift med min 11 år ældre morfar i Blaahøj Kirke i november 1933, har hun allerede to “uægte” børn med to forskellige mænd. Og hun er husbestyrerinde! Desværre ved jeg ikke hos hvem, hvor længe forholdet har varet, eller om hun svarede på en annonce. Gad vide om man kan finde ud af det? Det må vel kræve studier af gamle aviser?

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at pigen fra 1928 er sat i pleje (ikke bortadopteret for hun vedbliver at hedde Christensen), men også, at hun har drengen fra 1931 med sig i pladsen. Og en anden sikker ting, jeg selv husker er, at hun efter skilsmissen fra morfar altid kaldte ham for “den gamle”. Det var ikke ret pænt.

Præsten skriver ved vielsen mellem de to:

Ungkarl Arbejdsmand Carl Frederik Kristensen. Født i Skærlund, Brande Sogn, Vejle Amt, den 13. September 1899. Søn af Husmand Bertel Kristensen og Hustru Emilie Rasmine Elisabeth Schiøtt af Skærlund og Ungpige, Husbestyrerinde af Blaahøj Mary Christensen, født i Ellinge Kongepart, Højby Sogn, Holbæk Amt, d. 8. februar 1910. Datter af Maler Niels August Christensen og Hustru Anna Caroline Marie Carlsen af Højby Sogn. Forloverne: Arbejdsmand Andreas Marinus Lindsted og Arbejdsmand Anders Kristen Jensen. Viet af sognepræsten i Blaahøj Kirke. Anmærkninger: Den borgerlige Myndigheds Attest udstedt af Sognefoged Niels Møller, Omvraa 20. oktober 1933.

Hvad var der med Marinus?

Der er noget med navnet “Marinus”, der optræder blandt forloverne. Jeg kan svagt huske, hun talte om en Marinus. Gad vide om hun (også) havde et forhold til ham? Var det ham, hun var husbestyrerinde hos? En søgning i folketællingen 1930 kunne måske give svaret. Den er endnu ikke tastet for Blaahøj, så jeg har selv bladret. Den er ikke ret omfattende og er ret let at læse, så det tror jeg, jeg vil melde mig til at gøre. Hvis vi ikke hjælpes ad, kommer der jo aldrig mere søgbart i Dansk Demografisk Database.

Folketællinger er fortidens CPR. Fra 1845 rummer de også fødested, og jo længere, vi kommer op i tid, jo mere kan man stole på, hvad de udsendte tællingskommissærer noterede i skemaerne, når de gik fra hus til hus og noterede, hvem der befandt sig på matriklen, deres stilling i hustanden, fødselsdato osv. Folketællingerne er et rigtig godt input og det er utrolig værdifuldt, at så mange mennesker har brugt tid på at taste millioner af skemaer.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor mormor befinder sig den 5. november 1930. Jeg kan ikke finde hende i Blaahøj. Til gengæld fandt jeg til min store overraskelse morfar som “Tjenestekarl” i Hallundbæk med den interessante tilføjelse, at han året før var i Kastrup, hvilket bekræftes af hans egen fortælling om sit liv. Han tog til København for at arbejde – og hans sjak turede byen rundt i nattelivet.

Og jeg får absolut ingen resultater, når jeg prøver de mere avancerede søgemetoder blandt de indtastede data i 1930. Drengen, Hans Juhl CHRISTENSEN, fra 1931 er født i Øster Starup Sogn, som ligger i Brusk Herred, Vejle Amt. Selv hedder hun Mary CHRISTENSEN og er født i Højby, som det også fremgår af kirkebogsudskriften ved vielsen. Min mor blev født i Blaahøj i 1935.

Tankerne ledes hen på “Fødselsanstalten i Jylland” – Fij

Længe før aborten blev fri (sidstnævnte er jeg selv vældig tilfreds med at den ikke var i 1963), oprettedes i Aarhus i 1910 FiJ, der førte egne kirkebøger. FiJ står for “Fødselsanstalten i Jylland”, der var pendanten til, at man kunne føde på Fødselsstiftelsen i København, evt. som “Hemmeligt fødende”, hvis man nægtede eller bare ikke kunne oplyse faderens navn.

Museum KØN har en rigtig spændende og oplysende artikel om anstalten her. Både gifte og ugifte kunne føde på FiJ. De ugifte kunne her skjule skammen over det uægte barn, men de fik en markant dårligere behandling end de gifte kvinder: eksempelvis fik de dårligere kost. Man tror næppe sine egne øjne, når man læser om det. Men sådan var virkeligheden.

Forleden fandt jeg tilfældigt et menneske, der var født på Fødselsanstalten i Jylland. Moderen var fra Blaahøj. Jeg medtager altid inskriptionerne sammen med kildeangivelserne, så du kan se blandt kilderne (nr. 2), at moderen var surprise: Husbestyrerinde, da hun fire år senere gifter sig.

På en eller anden måde hænger historierne sammen. I hvert fald i mit hoved 🙂