,

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Jeg ringede hende op

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Jeg var 16 år gammel, da jeg flyttede (eller måske flygtede?) fra Bornholm til København. Sikke et kulturchok at stige af Bornholmerbåden kl. 07:00 fredag den 1. august 1980 på Kongens Nytorv, når man kommer lige fra klippeøen. Så er København meget stor. Men jeg var fri og jeg var glad.

På en eller anden måde fandt jeg ud af at tage linje fem ud til Nørrebros Runddel og finde frem til det lejede værelse i Dagmarsgade nr. 5 på 4. sal ud mod baggården. Jeg havde lejet det af en datter af psykopatens halvbror, så hun var en art kusine.

Rengøringsjobbet i De gamles by begyndte om mandagen.

En 16-årig trænger også til omsorg

Det er mig lidt af en gåde, hvordan vi blev koblet sammen, men i hvert fald begyndte jeg at komme hos min fars ungdomskæreste fra før 14. maj 1948, det er nemlig dagen for hendes vielse med Vagn.

Hun og Vagn tog sig uendeligt godt af mig. Weekends med udsigt til en baggård på Nørrebro uden varme kan være lange, så der var jeg hos Hanne og Vagn. Min brugte blå cykel bragte mig til Kongens Lyngby. Vi gik lange ture i Dyrehaven, tog til Taarbæk, samtalede og spiste godt. Var deres søn ude med garderne, boede jeg på hans værelse på første sal. Var han hjemme, sov jeg på sofaen i stuen. Uanset hvor jeg sov, kom Hanne og “puttede mig”.

Hos dem fik jeg det første hoved til en elektrisk tandbørste (en fjollet ting at huske så klart). Den slags var jeg ikke vant til.

Jeg kom til et hjem, hvor man uddannede sig på universitetet, hvor der generelt var et højt uddannelsesniveau for alle familiemedlemmer, og hvor der var orden i sagerne. Det var jeg heller ikke vant til. Man kan kalde det for “det bedre borgerskab”, der som oftest er brugt som skældsord, men sådan mener jeg det på ingen måde. Jeg kan bare ikke lige finde på andet. Jeg vil gerne beskrive det, DDO kalder “den øverste, økonomisk velstillede og veluddannede del af samfundets middelklasse“.

Da jeg blev nysproglig student i juni 1983, holdt de studentermiddagen for mig, og så vidt jeg husker, var det også dem, der satte huen på. Al den omsorg jeg savnede, fik jeg til fulde hos dem.

I juni 1981 flyttede jeg til Amagerkollegiet og væk fra baggården. I starten så jeg stadig de to mennesker, men nu fik jeg pludselig venner, der var stort set jævnaldrende; selvfølgelig var de ældre, idet jeg var meget ung (kun 17). Jeg ankom med positive holdninger til atomkraft, Glistrup, dødsstraf og “andet godt” fra den yderste højrefløj. De forfærdelige holdninger, jeg havde med hjemmefra, fik mine nye venner heldigvis hurtigt pillet af mig. Jeg blev gjort klogere, og de gjorde mig voksen. Jeg boede på kollegiet til august 1990, hvor jeg blev færdig på universitetet og det var 9,2 fantastiske år.

Kontakten gled ud

Kontakten til Hanne og Vagn gled gled langsomt ud; det er naturligt, men det har jeg de senere år haft rigtig dårlig samvittighed over. De havde gjort så meget for mig, da jeg virkelig havde behov for det, men fik jeg nogensinde takket dem ordentligt? Nu er der gået ca. 40 år, så måske var det for sent?

Jeg fandt Hanne på krak.dk forleden. Navn og adresse var de samme som dengang, så jeg tog mod til mig og ringede den nu 97-årige kvinde op. Kunne hun huske mig? Jeg sagde mit fulde navn, og hun vidste straks, hvem jeg var. Hun var absolut helt frisk i hovedet og vi havde en dejlig lang samtale. Vagn er desværre gået bort som 88-årig i januar 2013. Hannes mor “Olde Petra” er selvfølgelig også gået bort, eftersom hun var født i 1897 – også hun blev 97 år.

Om studentermiddagen sagde hun ganske af sig selv: “der var jo ikke andre til at holde den”. Derfor fandt de det naturligt. Alt det forældre burde have gjort, gjorde de.

Jeg siger “Ama’r”, men Hanne siger “Amager” med trykket lagt på “ma”, og det har hun altid gjort. Hun huskede tydeligt, at de besøgte mig på Amagerkollegiet. Det husker jeg muligvis også.

Jeg spurgte, om det virkelig var sandt, at hun og min far var ungdomskærester. Det bekræftede hun og tilføjede “han var den første dreng, jeg kyssede”. Hun er som anført 97, og min far kunne være blevet 100 den 17. maj i år. I år er det 50-året for hans død. Det er virkelig mærkeligt at tænke på. Det er lidt som at blive overhalet indenom af  historien. Da anden verdenskrig sluttede, var Hanne 20 år og min far 23 år.

40 år efter fik jeg sagt tak

I samtalens løb fik jeg sagt mange tak flere gange. Hun syntes ikke, jeg skulle være så taknemmelig, for de havde bare fundet det naturligt, “når der ikke var andre”, men jeg stod på mit, for det var stort. Vi talte om det vigtige i at have gode minder.

Hun regner med at blive 100 år, så jeg har tre år til at besøge hende, og det vil jeg gerne, og jeg vil medbringe en flot boggave af en art. Foreløbig har jeg spurgt, om jeg må ringe igen, og det må jeg gerne. Det er jeg glad for.

Meningen er, at denne artikel skal emme af kærlighed til de to mennesker. Om det er lykkedes, må læserne vurdere.

PS: Topbilledet stammer fra skolen i Brede eller muligvis Kongens Lyngby. Drengen med cirklen omkring er min far. Bedømt ud fra hans udseende gætter jeg på, at billedet er fra ca. 1932.

4 Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Mit liv har været en del op ad bakke, men der har bestemt også været gode “nedslag” befolket med dejlige mennesker. De vigtigste var Hanne og Vagn Rasmussen i Kongens Lyngby. Hanne og min far ungdomskærester, og Hanne er i dag 97 år. Jeg ringede til hende første gang den 22 april i år, og jeg skrev om samtalen her. […]

  2. […] at fejre ham lidt ved hjælp af nogle af de mange gode minder, som jeg for kort tid siden talte med hans nu 97-årige ungdomskæreste om, det er vigtige at have. Herunder finder du både billeder og […]

  3. […] Det vigtigste er albums med 90 år gamle (og også ældre) billeder fra min fars side. Man kan ikke bladre i dem, men er nødt til forsigtigt at vende de stive pap-blade et ad gangen. Min farmor har omhyggeligt skrevet datoer og steder ved adskillige billeder. Det havde nu været bedre, hvis hun havde skrevet, hvem der var på billederne, men det skal jeg nok finde ud af. Jeg vil scanne de vigtigste billeder og medbringe dem elektronisk, når jeg forhåbentlig skal besøge min fars ungdomskæreste. […]

  4. […] vil måske mene, at det slet ikke er godt at være så tilbageskuende som dagens første artikel også peger på. For mig er tilbage imidlertid frem – og det har jeg det fint […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.