,

Man binder os på mund og hånd

Man binder os på mund og hånd

Et hit under krigen

Liva Weel indspillede i 1940 “Man binder os på mund og hånd” som er en revyvise. Teksten er af Poul Henningsen (PH) og komponisten er Kai Normann Andersen. Teksten har i tredje vers adskillige underforståede hilsner til værnemagten, men de fattede dem aldrig helt. Det til trods flygtede PH til Sverige i 1943 og blev der til kapitulationen.

Kilde: Wikipedia.

Tredje vers:

Man binder os paa Mund og Haand,
men man kan ikke binde Aand,
og ingen er fangne,
naar Tanken er fri.
Vi har en indre Fæstning her
som styrkes i sit eget Værd,
naar bare vi kæmper for det vi kan li.
Den som holder Sjælen rank kan aldrig blie Træl.
Ingen kan regere det som vi bestemmer sel.
Det lover vi med Haand og Mund
i Mørket før en Morgenstund,
at Drømmen om Frihed
blir aldrig forbi.

En helt anden historie

Min historie finder sted i marts 1976 på Sydfyn i en stokroseidyl, hvor jeg boede fra 29. december 1975 (jeg er 12 år) til 12. juli 1978 (jeg er 14 år).

Min mor er indlagt i to uger på Odense sygehus, hvor hun føder min halvbror ved kejsersnit. Den slags tog simpelthen så uendelig lang tid dengang, og derudover var der vist også noget med en navlestreng et par gange om halsen.

Psykopaten havde naturligvis frit spil i de to uger. Som jeg husker det, brugte han det meste af sin tid på at se pornofilm i soveværelset på smalfilmsapparatet. Derudover kritiserede han min madlavning, for jeg var på det tidspunkt ikke klar over, at man ikke putter sild i biksemad. 🙂

Og nu har jeg gået længe nok om den varme grød

En eftermiddag binder han mig på hænder og ankler til en spisestuestol ved det runde spisebord i stuen og kræver oralsex. Om det så rent faktisk blev sådan, kan jeg ikke huske. Jeg kan heller ikke huske, hvordan jeg kom fri igen, eller hvad der så skete. Som hovedregel er min hukommelse om den fjerne fortid god. Jeg tolker det selv sådan, at det har været slemt, når jeg ikke kan huske så meget af det.

Det er formentlig den mest ekstreme magtmanifestation i de seks år. Det er et af de værre erindringsglimt, der pludselig er dukket op. Jeg skyder “skylden” på bogprojektet, men glæder mig samtidig over, at få det frem i lyset. Først når jeg kan se tingene, kan jeg agere.

Psykologen siger: “Voldsomt ydmygende, fornedrende og nedværdigende.”

Et barn flygter i sådanne situationer ud af sig selv og ser det hele udefra. Jeg var passiv, men det var også det klogeste. Havde jeg gjort modstand, havde jeg opildnet ham til endnu mere magt.  Det er kun den fysiske krop, der har været tilstede. Den mentale del har været et andet sted. Psykopaten ønskede sig mere at få magt end at have sex. Det vanskelige ved dette glimt er: længst muligt ude i “Absurdistan”. Han fik aldrig magten, idet jeg ikke var i min krop. Beskyttelsesfaktor: Intellekt. Det værste: Afmagten. Men fantastisk at have styrken til at overleve på trods.

Der er en øvelse i at tilgive pigen, og ikke skamme hende ud for at have været passiv. Det svarer til, at mange voldtægtsofre påtager sig skylden, fordi de var passive. Den tilgivelse har jeg ikke svært ved. Og det svarer fuldstændig til, at jeg aldrig nogensinde har været i tvivl om, at det ikke var min skyld. Der er jeg langt heldigere stillet end andre, der blev misbrugt. Det er jeg glad for.

Vi taler lidt om, at det ikke er svært at forstå, jeg blev syg: For det første er der en høj grad af genetik forbundet med bipolar affektiv sindslidelse. For det andet har de ekstreme ydre påvirkninger være med til at sætte hele systemet under et voldsomt pres. For at håndtere og overleve dette “laver” barnet sygdommen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.