Indlæg

Noget om nøjsomhed

DR Lyd: »Du kender typen« om forbrug

DR Lyd: »Du kender typen« om forbrug

Noget om nøjsomhed

Jeg faldt over Kim Blæsbjerg i programmet »Du kender typen« på DR Lyd. Her er artiklen på DR, hvor jeg faldt over ham.

Kim Blæsbjerg er forfatter, og i 2023 udkom »De bedste familier«, som sikrede ham Jyllands-Postens skønlitterære pris, De Gyldne Laurbær og DR Romanprisen.

Programmet drejer sig om forbrug. Jeg har ikke hørt det før, men det var egentlig meget sjovt, for jeg kunne genkende mig selv meget i Kim Blæsbjerg. Han fortalte om en form for nøjsomhed, som jeg godt kan lide. Og herudover nævnte han på et tidspunkt det med først at kunne sætte sig og arbejde, når roen har indfundet sig. Der ligner vi virkelig også hinanden.

Mad, vin og øl må gerne koste penge

Vi er enige om, at mad gerne må koste penge, og vi er fælles om, at det skal være økologisk. Selv køber jeg mad hos Aarstiderne, så jeg får gode økologiske råvarer leveret til døren hver søndag morgen ved 6-tiden.

Jeg bruger kun friske varer, så jeg har en fryser, der er fuldkommen tom, aldrig nogensinde har været brugt og heller aldrig vil blive brugt. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle putte derind. Egl. kan man sige, det er viceværtens og udlejers, for jeg bruger den ikke, men jeg kunne ikke slippe for den, da jeg fik nyt køleskab for nogle år siden.

Hos mig må vin og øl også gerne koste penge. Det kan selvfølgelig skyldes en form for dovenskab, da jeg køber det i Hvidovre Vinhus, der er min underbo. Og selvfølgelig koster personlig betjening og topkvalitet mere, end hvis jeg købte vin og øl i et supermarked. Men Anders Karmark, der ejer Vinhuset, er så sød at tage mange forskellige former for alkoholfrie varer hjem til mig, og han giver også storkunderabat.

Jeg kan varmt anbefale forretningen, som har sørget for, at der er kommet liv på Hvidovre Torv. Vi taler tit om, at det kunne være så skønt, hvis der også kom en ostehandler, en slagter mv. Når vinhuset kan (over-)leve, må der jo være et kundegrundlag.

Tøjkøb

Hverken Kim Blæsbjerg eller jeg bruger særlig mange penge på tøj. Selv synes jeg, at tøj er uinteressant, og jeg er klar over, at mit tøjforbrug og -budget er langt mindre end andres. Og sådan har det altid været, så det skyldes ikke udelukkende, at jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet, men selvfølgelig er det mere udpræget nu. Mit klimaaftryk til tøj er derfor også væsentligt mindre end de flestes.

Jeg læste hos den grønne tænketank Concito, at tøjets klimaaftryk er meget problematisk, fordi der købes så meget tøj, der kun bruges i kort tid, før det bliver til affald. Altså må det være en ringe kvalitet. Det er ikke hos mig, det sker, for når jeg endelig køber tøj, er det godt og dyrt, og det skal kunne repareres.

Jeg konstaterede eksempelvis, at en Arcteryx-jakke til lige knapt 4.000 kr. i 2009 var limet sammen, der hvor lommerne havde lynlåse, der hvor der er en lynlås for neden osv. … Sådan noget bliver jeg sur over, men heldigvis kunne den lokale skrædder sy alle limningerne. Det kostede selvfølgelig 550 kr.

Det med at lime selv enormt dyre ting sammen gælder fx også computere fra Apple. Ofte kan de ikke repareres, fordi de er limet sammen, og de ikke kan varmes op for at blive skilt ad. Det er jo helt vanvittigt og medvirkende til, at jeg aldrig nogensinde kommer til at købe en Apple-computer. En Windows-PC holdes sammen med ganske almindelige skruer.

I forbindelse med renoveringen af lejligheden har jeg også været igennem klædeskabet. Nu er der tre skønne bunker på blusehylden (og resten er røget ud):

  • kortærmede bluser
  • almindelige langærmede bluser
  • kraftigere langærmede bluser

På buksehylden er der tre par jeans, for det er ca., hvad jeg har brug for. Der hænger også et par lækre bukser fra Sand – men ind til videre er jeg desværre for tyk til dem. Der er flere hylder med ganske enkelte ting fx sokker, trusser, tre halstørklæder og lignende. Også i klædeskabet gælder princippet om minimalisme. Jeg elsker det.

At føle sig udenfor, når andre taler om forbrug

Både Kim Blæsbjerg og jeg bor til leje, så vi kan ikke tale med om friværdi og den slags. Vi kan heller ikke tale med om sommerhuse og udekøkkener. Vi har ingen biler, og på den måde kan man godt sige, at vi lever lidt nøjsomt. Han gør det, fordi indtægterne som forfatter er svingende. Jeg gør det, fordi økonomien vist ikke er til mere, men jeg mangler jo ingenting. Jeg har aldrig følt behov for at eje min bolig, og nu er det jo i hvert fald for sent at investere i en ejerbolig. Jeg har ingen arvinger, så jeg bruger det, der kommer ind men sørger naturligvis for, at der er en reserve. Det trives jeg glimrende med.

Kim Blæsbjerg og jeg har begge prøvet det med at flytte til København og bo i en gammel lejlighed uden bad og med toilet på bagtrappen, som vi delte med naboen. Han kom fra Nordjylland, og jeg kom fra Bornholm. Det er som om, det er evigheder siden.

For mit vedkommende var det i 1980. Jeg kunne bade i De Gamles By, hvor jeg havde rengøringsjob det første år. Det var vild luksus at flytte til Amagerkollegiet den 10/6-1981 og få et værelse med eget køkken og eget badeværelse.

Folks boliger er gennemsnitligt blevet større, mindst er de dog i København og i forstæderne til København. Se de interessante tal hos Bolius.

På et punkt adskiller vi os virkelig

Prøv at se Kims bogreoler. De er helt vilde, og der ligner vi på ingen måde hinanden – længere. Mine reoler så også sådan ud til ca. den 20. august. Nu er jeg glad for, at jeg har ryddet ud, for bøgerne siger mig ikke længere så meget. Men smuk er en reol som Kims selvfølgelig.

Noget om nøjsomhed 
Noget om nøjsomhed

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Carole King – You’ve Got a Friend

Carole King - You've Got a Friend

Gammel musik og ditto minder

Carole King – You’ve Got a Friend

Jeg har sat mit YouTube-mix på og hører al den gamle musik, der var vores, og hvor jeg stadig kan teksterne udenad. Det er Carole King, Anne Linnet, Trille, Bjørn Afzelius, Pia Raug, C.V. Jørgensen osv. Det er gode gamle minder.

Carole Kings tekst til “You’ve Got a Friend” lyder blandt andet:

When you’re down and troubled
And you need some loving care
And nothing, nothing is going right

Close your eyes and think of me
And soon I will be there
To brighten up even your darkest night

You just call out my name
And you know wherever I am
I’ll come running
To see you again

Det er netop sådan, det var. Min bedste veninde gennem 34 år kunne i dag være blevet 63 år. Jeg tænker på hende hvert år den 7. april og regner pr. automatik ud, hvor gammel, hun kunne være blevet. Og i år er det altså 63 år.

Venskabet var fantastisk og holdt til meget i de mange år. Vi mødtes på Amagerkollegiet i 1981, hvor jeg landede i gård 80 værelse 13 som en noget forpjusket “fugleunge” med et stort omsorgsbehov bag de fascistoide holdninger, jeg var opfostret med. Det var fx;

  • dødsstraf ja tak
  • atomkraft ja tak
  • luk Christiania
  • Glistrup som statsminister
  • og mere i den dur. Fortsæt selv remsen

Hun og de øvrige kollegianere tog sig af mig og “genopdrog” mig. Jeg kom heldigvis noget klogere ud på den anden side. Det er jeg meget glad for. Det var samlet set ni fantastiske år. I min alderdom kunne jeg tænke mig at bo på et “kollegium for voksne” med mulighed for både fællesskab og tilbagetrækning på samme måde som på Amagerkollegiet, hvor vi havde hver vores eget (mikroskopiske) køkken. Men den slags er formentlig over min økonomiske formåen.

Venskabet holdt ikke til min sygdom

Jeg har aldrig prøvet at være pårørende, men jeg tvivler ikke på, at det kan være både svært, hårdt og irriterende. Hvis jeg en dag bliver pårørende, håber jeg, at jeg ikke giver op, men at jeg holder til det. For det er uendeligt hårdt, når venskaber dør som følge af sygdom.

Vores venskab sluttede brat en sommerdag i 2015. Jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling for ca. 27. gang og sad på græsset mellem mit stamafsnit (808) og afsnittet overfor. Det var de år, hvor jeg faktisk var meget syg og vandrede ind og ud af afsnittet. Jeg tror nærmest, jeg var mere på 808 end hjemme. Det var i hvert fald de år, hvor jeg ikke pakkede tasken ud, når jeg kom hjem. Det gjorde det lettere, når jeg skulle afsted igen.

Jeg glemmer aldrig hendes sidste ord til mig “Du er blevet din sygdom”. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Og det var vores sidste samtale. Efter den følte jeg mig meget ensom, fordi mit eneste livsvidne med et slag var forsvundet. Hun og hendes familie havde på en måde været den familie, jeg aldrig selv havde haft.

Det kan ikke repareres, idet hun døde i 2016. Jeg fokuserer imidlertid på de gode minder og den skønne gamle musik.

Carole King - You've Got a Friend


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

De troede på ufoer og dødsstraf

De troede på ufoer og dødsstraf

Og ønskede Glistrup som statsminister

De troede på ufoer og dødsstraf

Nogle gange tænker jeg tilbage … Det burde jeg egentlig ikke, for det er for forstemmende, men jeg prøver at grine af det. Det er mit våben. Havde de levet under pandemien, havde de helt sikkert været Coronafornægtere …

Jeg kom til at tænke på alle disse skøre ting, fordi jeg var på vej ind i en diskussion på Facebook, hvor man mente, at Mette Frederiksen udøver censur og bestemmer, hvad TV skal sende. Mine argumenter om, at TV-stationerne gennem mange år har vidst, at folk hellere vil se kagedyster end krig, og at den viden har man fra grundige analyser, faldt til jorden. Først da opdagede jeg, at jeg hurtigt måtte “bakke baglæns …”.

Det med ufoerne

Der, hvor jeg boede – efter min fars død i november 1972 – fra lidt før april 1975 (tidspunktet hvor min “mor” giftede sig med psykopaten), til jeg flyttede i juli 1980, troede man på ufoer.

De mente ganske bestemt, de havde set ufoer lande i haven på Sydfyn. Mere ved jeg ikke om det, men det er også nok. Det var i hvert tilfælde nok til at skræmme et barn.

Selv var jeg optaget af mere jordnære emner så som de fysikbøger, jeg lærte udenad fra femte klasse og frem. Jeg kunne simpelthen ikke få det med ufoerne til at passe med bøgerne, men hvad stiller man op som barn, når de voksne taler om de uidentificerede flyvende objekter, som var de virkeligheden? Også selvom den mandlige part var skolelærer og vældig godt kunne lide børn, især piger …

Den gamle dame under kastanjetræet

En periode (12/1975 – 07/1978) boede vi i noget gammelt faldefærdigt skrammel på Sydfyn. Det var nærmere bestemt en firlænget gård fra 1850 (kilde: BBR) med bindingsværk og stråtag. Haven rummede et kastanjetræ, der kunne ses fra køkkenet. Min “mor” havde en nat været oppe og kigget ud i haven. Der havde hun set en gammel dame, der sad med et håndarbejde i en gyngestol under kastanjetræet. Min “mor” var slet ikke i tvivl om, at det var var sandheden.

Jeg selv var slet ikke i tvivl om, at jeg var skræmt fra vid og sans. Derefter gik jeg ikke på toilettet om natten, med mindre det var højst nødvendigt. Jeg havde ikke spor lyst til at møde den gamle dame – og det skete nu heller aldrig. Man kan jo overveje hvorfor.

Forestillinger om retssikkerhed

Deres forestillinger om retssikkerhed var langt fra mine. De mente, at det bedste ville være at indføre dødsstraf, da det ville virke vældig godt både som generalprævention og specialprævention.

Altså ville det bedste være at skyde de kriminelle for panden med en boltpistol, for så gjorde den gerningsperson helt sikkert ikke det samme igen, og det ville også afholde potentielle gerningspersoner fra at begå kriminalitet.

Luk Christiania

De forstod på ingen måder, hvorfor der kunne være fordele ved fristaden, der var blevet grundlagt i 1971. De så skævt til mennesker, der ønskede at forsøge at leve på en anden måde end i det sædvanlige hamsterhjul.

I deres billede var der udelukkende tale om samfundsnassere, der skulle “lære at bestille noget”, og hippier.

Selv lærte jeg alt for godt “at bestille noget”.

Glistrup som statsminister

I perioden fra 07/1978 til 07/1980 boede jeg sammen med parret på Bornholm. De ønskede sig brændende Glistrup som statsminister, hvilket ikke var et helt ukendt standpunkt på øen på den tid, og som selvfølgelig faldt fint i tråd med alt det ovenstående. Dog kender jeg ikke Glistrups syn på ufoer.

Og deres forkærlighed for atomkraft behøver jeg næppe nævne …

Jeg kom til Amagerkollegiet med disse holdninger …

Uha, det var en omvæltning i juni 1981 at komme til Amagerkollegiet med disse holdninger efter at have skurret gulve i De Gamles By i et år.

Jeg var ikke for kvik og troede, man kunne leve af at være student; ergo ville jeg have en studentereksamen.

Gad nok vide hvad de øvrige kollegianere har tænkt? Jeg ved det ikke – og jeg blev nu ret hurtigt “genopdraget”.

Jeg mødte noget, der må kaldes dels normalitet, dels selvstændig tænkning. Pludselig skulle jeg argumentere for mine synspunkter, og det kunne jeg jo ikke. Dog kunne jeg tænke så langt, at jeg kunne se, at noget var helt ravruskende galt inde i mit hoved. Det var faktisk pænt af de øvrige kollegianere, at de inkluderede mig til trods for mine vanvittige synspunkter.

Jeg fik venner, der kunne tænke selv, og det smittede gudskelov af. De lærte mig starten på selvstændig tænkning, hvilket tog fart, da jeg startede på “Statens Kursus til Studentereksamen”. Alle lærere krævede argumentation og kildekritik af os uanset hvad.

Det var to skønne og hårde år. Hver dag cyklede jeg hjem fra Frederiksberg til Amager og var blevet lidt klogere. Jeg kan næsten savne det.

Uden de øvrige kollegianere og studenterkurset var jeg måske også selv endt som Coronafornægter … Det er en pudsig tanke.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Et livsvidne: Helle Moesby

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Faktisk hed hun “Helle Moesby Jensen”, men mange bortkaster deres sen-navn og sådan tror jeg også, det var for Helle. Hun giftede sig til “Møen”, så det fulde navn var “Helle Moesby Møen” ved hendes død i 2016.

Jeg har ikke så mange livsvidner. Et af dem var Helle Moesby, der i dag kunne være blevet 62 år.

Jeg sidder og hører gammel musik med Bjørn Afzelius, Pia Raug, Anne Linnet, Trille og diverse oversøiske stjerner/bands såsom Dire Straits/Bruce Spriengsteen og Ianis Ian. Det gør godt at mindes et livsvidne gennem 34 år (fra 1981 til 2015): Helle Moesby. Hun kunne i dag være blevet 62 år. Der er ikke mange, der har fulgt mig så længe.

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Vi havde verdens fineste venskab i alle årene på Amagerkollegiet og mange år derefter. Jeg tør ikke tænke på alle de kander te, vi har drukket sammen både hos hende i gård 78 og hos mig i gård 80. Vi rejste rundt i Grækenland med rygsæk. Vi malede vinduer på akkord på Amagerkollegiet – det var i 1983, den sommer jeg var blevet student.

Jeg forsøgte at støtte hende, hvor jeg syntes, jeg kunne se et støtte-behov. Det var fx vanskeligt for Helle at gøre sin HF færdig, mens jeg selv gennemførte studenterkurset på Statens Kursus til Studentereksamen på to år.

Helles søster

Jeg blev inviteret ind i Helles familie til jul osv. Hendes søster og svoger var herlige, inkluderende mennesker i kollektivet i Valby. Dem var jeg taknemmelig for at lære at kende. Her var et overskud, jeg ikke tidligere havde kendt. Jeg var velkommen, som den jeg var, også selvom jeg var – og stadig er – lidt “skæv”. Og der var hendes skønne far “O. Jensen Neger”.

Var der en indbygget skævhed?

Måske var der en skævhed? Jeg var måske en form for hemmeligt forelsket i alle de år, men jeg affandt mig med, at jeg havde sidstepladsen? Jeg ved det ikke. Vi satte aldrig ord på det, men jeg tror, det lå latent – i hvert fald fra min side. Jeg kunne sagtens forestille mig et liv sammen med Helle. Det var næppe gensidigt. Men vi satte aldrig ord på. Havde det været i dag havde jeg krævet ord. Sådan bliver man klogere!

Uagtet hvor meget jeg holdt af Helle, kan jeg også se, at der var nogle skævheder. Hvorfor ventede Claus så mange år i kulissen? Hvorfor tog han ikke skeen i den anden hånd under hendes ægteskab med den australske Mark?

Det sluttede

Det sluttede, da jeg blev ret alvorligt syg, og Helle Moesby i sommeren 2015 sagde til mig “Du er blevet din sygdom“. Det kan være, hun havde ret, men det var en hård besked at få, som jeg sad der på græsset mellem to bygninger på det, der dengang hed “Psykiatrisk Center Hvidovre” (PCH).

Jeg var utrolig ked af, at det endte sådan, men jeg havde på det tidspunkt ingen handlemuligheder. Det var vores sidste kontakt. Jeg synes ikke, jeg kunne have gjort det bedre. Men sådan er det selvfølgelig altid for de, der burde have gjort noget andet.

 

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.