Tag Archive for: Amagerkollegiet

,

π-mis

𝛑-mis

Jeg havde kat

π-mis

π (afrundet til Miss 3,14) var en Chinchilla-perser, født i 1989, som jeg anskaffede, mens jeg stadig boede på Amagerkollegiet og selvfølgelig havde med mig, da jeg den 1. august 1990 flyttede til Vanløse. Hvor topbilledet stammer fra, husker jeg ikke, det er ikke hos mig, men hun ser glad og tilfreds ud, og det er sådan, jeg husker hende.

π var den dejligste kat, man kan forestille sig. Utrolig smuk med tæt og tyk pels og tilsvarende kælen. Hun elskede mennesker og selskab og ville helst sove i arm, så det fik hun selvfølgelig lov til. π var min første racekat, men bestemt ikke den sidste. Racekatte er ofte bedre til at være “indekatte”, end traditionelle huskatte er.

Hun afløste en anden kat ved navn “Jason”, der også var en utrolig dejlig kat. Det er Jason (og mig) på billedet herunder ca. 1982 på Amagerkollegiet. Billedkvaliteten er elendig, men det er tydeligt, at vi er glade for hverandre. Og det er sådan set formålet med billedet.

π-mis

Jason og mig ca. 1982

Jeg vil have en kat igen

Jeg vil have en kat igen. Ganske vist må man ikke have husdyr, hvor jeg bor, men jeg vil alligevel forsøge at få tilladelse til en “Servicekat“. Det har jeg tænkt på i flere år.

Folk med dokumenterede behov kan let få tilladelse til en “Servicehund”, men lovgivningen omtaler kun hunde ikke katte. Det er jo lidt pip, idet en hund lettere forstyrrer naboerne mv.

π-mis

π-mis på Amagerkollegiet

En af mine læsere, der også er psykiatribruger, gik til lægen og fik vedkommende til at skrive en erklæring om, hvor godt det ville være for hende at få en kat, og på den måde lykkedes det hende at komme udenom ejendommens forbud. Måske kan Distriktspsykiatrien hjælpe? Jeg vil spørge på tirsdag.

Jeg vil forsøge mig, men skal selvfølgelig være sikker på ikke at komme ind i en stime med indlæggelser igen, for jeg har ingen til at passe den, hvis jeg ikke er her.

Det kunne være dejligt med “nogen” at være noget for. En der tog imod, når jeg kom hjem osv. Det er for bøvlet med et menneske; det ville være perfekt med en kat. Jeg har haft kat(te) det meste af mit liv og mener selv, jeg er god til det.

Det er ikke gratis at have en kat, men jeg har pengene og vil gerne prioritere det.

π havde en bror

Min veninde gennem virkelig mange år ejede π’s bror ved navn “Basse”. Selvom de to var i familie, var deres pels og dermed udseende helt forskelligt. Jeg er ikke klar over, hvordan det kan gå til. “Basse” var en hankat, så måske har det med kromosomer at gøre, når nu π var en hunkat?

På billedet herunder ser han benovet til, mens vi spiller Backgammon. Det er mig, der er mennesket, og billedet er fra oktober 1989.

π-mis

π-mis’ bror Basse ser på Backgammon.

Noget om uddannelsesniveauer

Noget om uddannelsesniveauer

Er “student” en stilling?

Noget om uddannelsesniveauer

Nedenstående er yderligere refleksioner efter den seneste seance med psykologen:

I samtalen med min fars ungdomskæreste kom vi blandt andet ind på uddannelsesniveauer. Jeg fortalte hende, at det var helt nyt og anderledes for mig, at de hos dem alle havde en god uddannelse eller var på vej til en. Sønnerne læste fx til henholdsvis læge og arkitekt, og selv havde hun uddannet sig til afspændingspædagog, efter at børnene var vokset lidt til – sådan gjorde man jo dengang. Svigerfaderen var kommunaldirektør og slægten forud for ham var lærere.

Hun svarede “Jamen Jørgen (min far, red.) var da veluddannet”. Det er sandt. Han havde en treårig uddannelse fra “Den Danske Væveskole” og dimitterede i 1943, men desværre var han jo død.

Hendes replik var “Jamen havde Jytte (min “mor”, red.) ikke en uddannelse?” Næh, det havde hun ikke, og det forstod Hanne ikke. Vi undrede os i dernæst i fællesskab over “Hvor havde Jørgen dog støvet hende op?” Jeg foreslog “I Randers”, men det var helt ud af det blå, og ingen af os havde en chance for at vide det. Det spændende ved den dialog var faktisk, at det dernæst var min “mor”, der var forkert og ikke mig selv. De havde slet ikke kunnet forestille sig, at Jørgen havde giftet sig med en kvinde uden en eller anden form for uddannelse, og de havde ment, at det var helt naturligt, at jeg selv skulle have en uddannelse.

For sjov fortalte jeg hende, at jeg, før jeg flyttede fra Bornholm, havde troet, at “student” var en stilling og at man altså kunne leve af at være student.

Jeg vidste, jeg ville have en uddannelse

Jeg har altid været klar over, at jeg ville have en uddannelse – jeg havde ikke gjort mig tanker om hvilken, bare en eller anden uddannelse. Hvor det “drive” kom fra, er jeg ikke klar over, bortset fra at det må være kommet fra min far, som jeg husker altid værende i gang med en bog. Uddannelsen fra “Den Danske Væveskole” var en boglig uddannelse, og jeg har nogle af hans lærebøger stående i min reol. En af dem er “Jacqardmaskinen”, som Hanne forærede ham, da han blev 22 år i 1944. Den er sjov at have med hendes dedikation i. Desværre ser hun for dårligt til, at det giver mening at vise hende den.

Det var først, da jeg flyttede til Amagerkollegiet og var blevet student fra kursus, jeg blev klar over, at jura nok var den rette vej for mig. Da jeg havde læst tre år og kunne se enden på det hele, opdagede jeg, at jeg måske hellere skulle have været scient.pol eller cand.polit., men da var studiegælden for stor til at skifte. Den skulle jo betales tilbage til banken på en eller anden måde. Heldigvis er cand.jur. en uddannelse, der favner bredt, så jeg har alligevel kunnet arbejde som polit/scient.pol.

Hvordan kan man være så dum?

Jeg har ofte undret mig over, hvordan i alverden, jeg kunne tro, at student var en stilling? Psykopaten var folkeskolelærer (genialt når man gerne vil have sex med børn/unge…), så han må jo da have haft en studentereksamen, eftersom vi ikke er helt i forhistorisk tid. Hvordan kan man undgå at kanalisere den viden til alle på adressen?

Svaret er formentlig enkelt: de fleste andre folkeskolelærere har fokus på (almen-)dannelse. De ser viden som magt i positiv forstand. De går op i, at børn, også deres egne, skal lære at argumentere og ikke bare udspy løse påstande. De retter stile eller andre opgaver, og de sidder og forbereder sig. Men sådan var det ikke.

Det eneste, jeg husker, var brokkeriet over at skulle til det månedlige lærerrådsmøde om aftenen. Jeg spurgte hans børn fra første ægteskab, om de vidste, hvad han underviste i (det hed vist nok “linjefag”), men det var de ikke klar over. Familiens fokus var på det kreative (musik, tegne, male osv.) og også her var jeg udenfor, fordi jeg, som nævnt mange gange tidligere, ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.

Mit eget fokus var på det boglige. For mig var viden magt. Psykopaten havde en halvbror af en slags, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvordan, der arbejdede på et trykkeri. Når han og hans kone kom på besøg på Sydfyn, havde han fysikbøger med til mig, og det var dejligt. Jeg “slugte” dem og blev på den måde ret god til fysik; det havde bare ingen værdi, der hvor jeg boede. De høje karakterer i fysik plus andet havde heller ikke værdi.

Så sådan kan man blive så dum, at man tror, at “student” er noget, man kan leve af.

Måske kan jeg lave en podcast?

Helt bortset fra det er jeg gået i gang med at læse om, hvordan man laver en god podcast, som nogle gider høre. Jeg har ingen idé om, hvorvidt jeg kan finde ud af det, men når andre kan, kan jeg vel også? Denne artikel forklarer fint om faldgruber og muligheder. Nu om dage vil mange mennesker heller lytte end læse.

Serien skal handle om psykiatri, og min idé er at tage fat i nogle af alle de gamle artikler om psykiatri (tonsvis af indlæggelser, tanker om ECT, angsten for nærpsykoserne mv.) og omdanne dem til podcasts. Materiale savner jeg i hvert fald ikke.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Jeg ringede hende op

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Jeg var 16 år gammel, da jeg flyttede (eller måske flygtede?) fra Bornholm til København. Sikke et kulturchok at stige af Bornholmerbåden kl. 07:00 fredag den 1. august 1980 på Kongens Nytorv, når man kommer lige fra klippeøen. Så er København meget stor. Men jeg var fri og jeg var glad.

På en eller anden måde fandt jeg ud af at tage linje fem ud til Nørrebros Runddel og finde frem til det lejede værelse i Dagmarsgade nr. 5 på 4. sal ud mod baggården. Jeg havde lejet det af en datter af psykopatens halvbror, så hun var en art kusine.

Rengøringsjobbet i De gamles by begyndte om mandagen.

En 16-årig trænger også til omsorg

Det er mig lidt af en gåde, hvordan vi blev koblet sammen, men i hvert fald begyndte jeg at komme hos min fars ungdomskæreste fra før 14. maj 1948, det er nemlig dagen for hendes vielse med Vagn.

Hun og Vagn tog sig uendeligt godt af mig. Weekends med udsigt til en baggård på Nørrebro uden varme kan være lange, så der var jeg hos Hanne og Vagn. Min brugte blå cykel bragte mig til Kongens Lyngby. Vi gik lange ture i Dyrehaven, tog til Taarbæk, samtalede og spiste godt. Var deres søn ude med garderne, boede jeg på hans værelse på første sal. Var han hjemme, sov jeg på sofaen i stuen. Uanset hvor jeg sov, kom Hanne og “puttede mig”.

Hos dem fik jeg det første hoved til en elektrisk tandbørste (en fjollet ting at huske så klart). Den slags var jeg ikke vant til.

Jeg kom til et hjem, hvor man uddannede sig på universitetet, hvor der generelt var et højt uddannelsesniveau for alle familiemedlemmer, og hvor der var orden i sagerne. Det var jeg heller ikke vant til. Man kan kalde det for “det bedre borgerskab”, der som oftest er brugt som skældsord, men sådan mener jeg det på ingen måde. Jeg kan bare ikke lige finde på andet. Jeg vil gerne beskrive det, DDO kalder “den øverste, økonomisk velstillede og veluddannede del af samfundets middelklasse“.

Da jeg blev nysproglig student i juni 1983, holdt de studentermiddagen for mig, og så vidt jeg husker, var det også dem, der satte huen på. Al den omsorg jeg savnede, fik jeg til fulde hos dem.

I juni 1981 flyttede jeg til Amagerkollegiet og væk fra baggården. I starten så jeg stadig de to mennesker, men nu fik jeg pludselig venner, der var stort set jævnaldrende; selvfølgelig var de ældre, idet jeg var meget ung (kun 17). Jeg ankom med positive holdninger til atomkraft, Glistrup, dødsstraf og “andet godt” fra den yderste højrefløj. De forfærdelige holdninger, jeg havde med hjemmefra, fik mine nye venner heldigvis hurtigt pillet af mig. Jeg blev gjort klogere, og de gjorde mig voksen. Jeg boede på kollegiet til august 1990, hvor jeg blev færdig på universitetet og det var 9,2 fantastiske år.

Kontakten gled ud

Kontakten til Hanne og Vagn gled gled langsomt ud; det er naturligt, men det har jeg de senere år haft rigtig dårlig samvittighed over. De havde gjort så meget for mig, da jeg virkelig havde behov for det, men fik jeg nogensinde takket dem ordentligt? Nu er der gået ca. 40 år, så måske var det for sent?

Jeg fandt Hanne på krak.dk forleden. Navn og adresse var de samme som dengang, så jeg tog mod til mig og ringede den nu 97-årige kvinde op. Kunne hun huske mig? Jeg sagde mit fulde navn, og hun vidste straks, hvem jeg var. Hun var absolut helt frisk i hovedet og vi havde en dejlig lang samtale. Vagn er desværre gået bort som 88-årig i januar 2013. Hannes mor “Olde Petra” er selvfølgelig også gået bort, eftersom hun var født i 1897 – også hun blev 97 år.

Om studentermiddagen sagde hun ganske af sig selv: “der var jo ikke andre til at holde den”. Derfor fandt de det naturligt. Alt det forældre burde have gjort, gjorde de.

Jeg siger “Ama’r”, men Hanne siger “Amager” med trykket lagt på “ma”, og det har hun altid gjort. Hun huskede tydeligt, at de besøgte mig på Amagerkollegiet. Det husker jeg muligvis også.

Jeg spurgte, om det virkelig var sandt, at hun og min far var ungdomskærester. Det bekræftede hun og tilføjede “han var den første dreng, jeg kyssede”. Hun er som anført 97, og min far kunne være blevet 100 den 17. maj i år. I år er det 50-året for hans død. Det er virkelig mærkeligt at tænke på. Det er lidt som at blive overhalet indenom af  historien. Da anden verdenskrig sluttede, var Hanne 20 år og min far 23 år.

40 år efter fik jeg sagt tak

I samtalens løb fik jeg sagt mange tak flere gange. Hun syntes ikke, jeg skulle være så taknemmelig, for de havde bare fundet det naturligt, “når der ikke var andre”, men jeg stod på mit, for det var stort. Vi talte om det vigtige i at have gode minder.

Hun regner med at blive 100 år, så jeg har tre år til at besøge hende, og det vil jeg gerne, og jeg vil medbringe en flot boggave af en art. Foreløbig har jeg spurgt, om jeg må ringe igen, og det må jeg gerne. Det er jeg glad for.

Meningen er, at denne artikel skal emme af kærlighed til de to mennesker. Om det er lykkedes, må læserne vurdere.

PS: Topbilledet stammer fra skolen i Brede eller muligvis Kongens Lyngby. Drengen med cirklen omkring er min far. Bedømt ud fra hans udseende gætter jeg på, at billedet er fra ca. 1932.

,

Har du hørt om en “Træskoliste”?

Træskoliste Bucket list Ting jeg vil gøre, før jeg stille træskoene

På engelsk hedder en “træskoliste” en “bucket list”

Jeg havde ikke hørt om en “træskoliste”, men jeg er ofte stødt på “bucket list” uden at vide, hvad det betød.Og jeg havde skudt det fra mig, fordi jeg er træt af “sproglig biksemad” eller “pseudoengelsk”.

Det viser sig, at det er en liste, man laver over ting, man gerne vil nå, inden man stiller træskoene. Udtrykket findes faktisk i Den Danske Ordbog (DDO) og det er kendt siden 2008. Så er jeg 13 år bagud – men det er der ikke noget nyt i.

Min “træskoliste” ville i skrivende stund se sådan ud

  • Finde flere at tale med. Lever man alene, dør man måske også alene. Det har jeg ikke lyst til.
  • Komme dødsangsten til livs. Engang var det livsangst; nu er det forvandlet til dødsangst, hvilket jo sådan set er vældig positivt. Jeg gør noget ved det sammen med psykologen, men det er jo en proces, der tager tid – og det er halvdyrt. Jeg har indledt dialog med min praktiserende læge, om hun evt. vil udstede en henvisning, så det evt. kan ende med bare at være kvartdyrt. Jeg har bare allerede fået så mange henvisninger, mange flere end folk normalt får, så det kan muligvis ikke lade sig gøre.
  • Skive nyt testamente, hvor jeg begunstiger SIND, Kattens Værn eller en anden NGO. Det aktuelle testamente er uaktuelt, for de begunstigede findes måske ikke længere, og så vil arveloven i givet fald træde i kraft. Den vil gøre, at min 13 år yngre halvbror bliver arveberettiget, men jeg kender ham ikke, og hvis jeg kendte ham, ville jeg formentlig ikke bryde mig om ham.
    • Grunden til at jeg nok ikke ville bryde mig om ham er, at jeg gætter på (men ingen siger selvfølgelig, at min gætterier er rigtige), at han bærer værdierne, det sted vi kommer fra, videre. Det kan fx være:
    • Indfør dødsstraf,
    • Indfør atomkraft,
    • Luk Christiania, og
    • Gør Glistrup til statsminister (det er selvfølgelig passé, men så er der nok en afløser).
      • Jeg priser mig lykkelig for at flytte til Amagerkollegiet i 1981, et år efter at være flyttet fra Bornholm til København, og møde ældre, mere forstandige, kollegianere, der tog mig under deres vinger. Jeg var 16 år. Havde jeg været fx været 25 år, havde de måske ladet mig sejle i min egen sø.
  • Gøre min slægtsforskning “færdig”, bortset fra at sådan noget ikke bliver “færdigt”. Jeg har lyst til at perfektionere det, jeg allerede har i stedet for at udbygge det. Et eksempel er at komme alle kildeangivelser til de dødssyge købte slægtsbøger til livs og erstatte dem med primære kilder altså opslag i – og gennemtrawling af – kirkebøger og folketællinger og hvad der ellers dukker op på Statens Arkivers hjemmeside i de kommende år. Jeg mangler lige at finde ud af, hvordan jeg får Legacy til at generere et udtræk over alle de dødssyge kilder, så jeg ved, hvor jeg skal sætte ind.

Hvordan ville din egen “træskoliste” se ud?

Har du nogensinde overvejet det? Eller er det bare fordi, jeg tænker de tanker, jeg nu engang gør, at jeg faldt over ordet på Facebook?