Tag Archive for: Amagerkollegiet

,

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Jeg ringede hende op

Samtale med 97-årig der var fars ungdomskæreste

Jeg var 16 år gammel, da jeg flyttede (eller måske flygtede?) fra Bornholm til København. Sikke et kulturchok at stige af Bornholmerbåden kl. 07:00 fredag den 1. august 1980 på Kongens Nytorv, når man kommer lige fra klippeøen. Så er København meget stor. Men jeg var fri og jeg var glad.

På en eller anden måde fandt jeg ud af at tage linje fem ud til Nørrebros Runddel og finde frem til det lejede værelse i Dagmarsgade nr. 5 på 4. sal ud mod baggården. Jeg havde lejet det af en datter af psykopatens halvbror, så hun var en art kusine.

Rengøringsjobbet i De gamles by begyndte om mandagen.

En 16-årig trænger også til omsorg

Det er mig lidt af en gåde, hvordan vi blev koblet sammen, men i hvert fald begyndte jeg at komme hos min fars ungdomskæreste fra før 14. maj 1948, det er nemlig dagen for hendes vielse med Vagn.

Hun og Vagn tog sig uendeligt godt af mig. Weekends med udsigt til en baggård på Nørrebro uden varme kan være lange, så der var jeg hos Hanne og Vagn. Min brugte blå cykel bragte mig til Kongens Lyngby. Vi gik lange ture i Dyrehaven, tog til Taarbæk, samtalede og spiste godt. Var deres søn ude med garderne, boede jeg på hans værelse på første sal. Var han hjemme, sov jeg på sofaen i stuen. Uanset hvor jeg sov, kom Hanne og “puttede mig”.

Hos dem fik jeg det første hoved til en elektrisk tandbørste (en fjollet ting at huske så klart). Den slags var jeg ikke vant til.

Jeg kom til et hjem, hvor man uddannede sig på universitetet, hvor der generelt var et højt uddannelsesniveau for alle familiemedlemmer, og hvor der var orden i sagerne. Det var jeg heller ikke vant til. Man kan kalde det for “det bedre borgerskab”, der som oftest er brugt som skældsord, men sådan mener jeg det på ingen måde. Jeg kan bare ikke lige finde på andet. Jeg vil gerne beskrive det, DDO kalder “den øverste, økonomisk velstillede og veluddannede del af samfundets middelklasse“.

Da jeg blev nysproglig student i juni 1983, holdt de studentermiddagen for mig, og så vidt jeg husker, var det også dem, der satte huen på. Al den omsorg jeg savnede, fik jeg til fulde hos dem.

I juni 1981 flyttede jeg til Amagerkollegiet og væk fra baggården. I starten så jeg stadig de to mennesker, men nu fik jeg pludselig venner, der var stort set jævnaldrende; selvfølgelig var de ældre, idet jeg var meget ung (kun 17). Jeg ankom med positive holdninger til atomkraft, Glistrup, dødsstraf og “andet godt” fra den yderste højrefløj. De forfærdelige holdninger, jeg havde med hjemmefra, fik mine nye venner heldigvis hurtigt pillet af mig. Jeg blev gjort klogere, og de gjorde mig voksen. Jeg boede på kollegiet til august 1990, hvor jeg blev færdig på universitetet og det var 9,2 fantastiske år.

Kontakten gled ud

Kontakten til Hanne og Vagn gled gled langsomt ud; det er naturligt, men det har jeg de senere år haft rigtig dårlig samvittighed over. De havde gjort så meget for mig, da jeg virkelig havde behov for det, men fik jeg nogensinde takket dem ordentligt? Nu er der gået ca. 40 år, så måske var det for sent?

Jeg fandt Hanne på krak.dk forleden. Navn og adresse var de samme som dengang, så jeg tog mod til mig og ringede den nu 97-årige kvinde op. Kunne hun huske mig? Jeg sagde mit fulde navn, og hun vidste straks, hvem jeg var. Hun var absolut helt frisk i hovedet og vi havde en dejlig lang samtale. Vagn er desværre gået bort som 88-årig i januar 2013. Hannes mor “Olde Petra” er selvfølgelig også gået bort, eftersom hun var født i 1897 – også hun blev 97 år.

Om studentermiddagen sagde hun ganske af sig selv: “der var jo ikke andre til at holde den”. Derfor fandt de det naturligt. Alt det forældre burde have gjort, gjorde de.

Jeg siger “Ama’r”, men Hanne siger “Amager” med trykket lagt på “ma”, og det har hun altid gjort. Hun huskede tydeligt, at de besøgte mig på Amagerkollegiet. Det husker jeg muligvis også.

Jeg spurgte, om det virkelig var sandt, at hun og min far var ungdomskærester. Det bekræftede hun og tilføjede “han var den første dreng, jeg kyssede”. Hun er som anført 97, og min far kunne være blevet 100 den 17. maj i år. I år er det 50-året for hans død. Det er virkelig mærkeligt at tænke på. Det er lidt som at blive overhalet indenom af  historien. Da anden verdenskrig sluttede, var Hanne 20 år og min far 23 år.

40 år efter fik jeg sagt tak

I samtalens løb fik jeg sagt mange tak flere gange. Hun syntes ikke, jeg skulle være så taknemmelig, for de havde bare fundet det naturligt, “når der ikke var andre”, men jeg stod på mit, for det var stort. Vi talte om det vigtige i at have gode minder.

Hun regner med at blive 100 år, så jeg har tre år til at besøge hende, og det vil jeg gerne, og jeg vil medbringe en flot boggave af en art. Foreløbig har jeg spurgt, om jeg må ringe igen, og det må jeg gerne. Det er jeg glad for.

Meningen er, at denne artikel skal emme af kærlighed til de to mennesker. Om det er lykkedes, må læserne vurdere.

PS: Topbilledet stammer fra skolen i Brede eller muligvis Kongens Lyngby. Drengen med cirklen omkring er min far. Bedømt ud fra hans udseende gætter jeg på, at billedet er fra ca. 1932.

, ,

Har du hørt om en “Træskoliste”?

Træskoliste Bucket list Ting jeg vil gøre, før jeg stille træskoene

På engelsk hedder en “træskoliste” en “bucket list”

Jeg havde ikke hørt om en “træskoliste”, men jeg er ofte stødt på “bucket list” uden at vide, hvad det betød.Og jeg havde skudt det fra mig, fordi jeg er træt af “sproglig biksemad” eller “pseudoengelsk”.

Det viser sig, at det er en liste, man laver over ting, man gerne vil nå, inden man stiller træskoene. Udtrykket findes faktisk i Den Danske Ordbog (DDO) og det er kendt siden 2008. Så er jeg 13 år bagud – men det er der ikke noget nyt i.

Min “træskoliste” ville i skrivende stund se sådan ud

  • Finde flere at tale med. Lever man alene, dør man måske også alene. Det har jeg ikke lyst til.
  • Komme dødsangsten til livs. Engang var det livsangst; nu er det forvandlet til dødsangst, hvilket jo sådan set er vældig positivt. Jeg gør noget ved det sammen med psykologen, men det er jo en proces, der tager tid – og det er halvdyrt. Jeg har indledt dialog med min praktiserende læge, om hun evt. vil udstede en henvisning, så det evt. kan ende med bare at være kvartdyrt. Jeg har bare allerede fået så mange henvisninger, mange flere end folk normalt får, så det kan muligvis ikke lade sig gøre.
  • Skive nyt testamente, hvor jeg begunstiger SIND, Kattens Værn eller en anden NGO. Det aktuelle testamente er uaktuelt, for de begunstigede findes måske ikke længere, og så vil arveloven i givet fald træde i kraft. Den vil gøre, at min 13 år yngre halvbror bliver arveberettiget, men jeg kender ham ikke, og hvis jeg kendte ham, ville jeg formentlig ikke bryde mig om ham.
    • Grunden til at jeg nok ikke ville bryde mig om ham er, at jeg gætter på (men ingen siger selvfølgelig, at min gætterier er rigtige), at han bærer værdierne, det sted vi kommer fra, videre. Det kan fx være:
    • Indfør dødsstraf,
    • Indfør atomkraft,
    • Luk Christiania, og
    • Gør Glistrup til statsminister (det er selvfølgelig passé, men så er der nok en afløser).
      • Jeg priser mig lykkelig for at flytte til Amagerkollegiet i 1981, et år efter at være flyttet fra Bornholm til København, og møde ældre, mere forstandige, kollegianere, der tog mig under deres vinger. Jeg var 16 år. Havde jeg været fx været 25 år, havde de måske ladet mig sejle i min egen sø.
  • Gøre min slægtsforskning “færdig”, bortset fra at sådan noget ikke bliver “færdigt”. Jeg har lyst til at perfektionere det, jeg allerede har i stedet for at udbygge det. Et eksempel er at komme alle kildeangivelser til de dødssyge købte slægtsbøger til livs og erstatte dem med primære kilder altså opslag i – og gennemtrawling af – kirkebøger og folketællinger og hvad der ellers dukker op på Statens Arkivers hjemmeside i de kommende år. Jeg mangler lige at finde ud af, hvordan jeg får Legacy til at generere et udtræk over alle de dødssyge kilder, så jeg ved, hvor jeg skal sætte ind.

Hvordan ville din egen “træskoliste” se ud?

Har du nogensinde overvejet det? Eller er det bare fordi, jeg tænker de tanker, jeg nu engang gør, at jeg faldt over ordet på Facebook?

Fut i fejemøget?

I skulle gerne være gerne være tilfredse brugere

Nu skulle I gerne være tilfredse brugere (målt på hastigheder – indholdet kan være noget helt andet 🙂 ). Jeg har betalt mig fra den bedste opsætning af Cloudflare og WP-Rocket, ændringer af name-servers, A-names, ændringer af nameservers af dem fra dk-hostmaster til dem hos Cloudflare, og jeg ved ikke hvad. Alt i alt en masse , jeg ikke gider ikke sætte mig ind i. Det skal bare virke, så jeg kan koncentrere mig om at skabe indhold.

Alexei og jeg kunne gøre det sammen på fire timer. Alene skulle jeg have brugt fire uger. Han er super. Du finder ham her. Svartiderne på GTmetrics og i PageSpeed Insights er virkelig fine nu. Måske skal cachen lige genopbygges – men sådan er det, og det kan ikke være anderledes.

Cache er en betegnelse for et digitalt lagersystem, som gemmer baggrundsdata automatisk fra webløsninger: hjemmesider og webshops. Dette gøres for, at den enkelte side kan loades hurtigere i fremtiden.

Så første gang du besøger en hjemmeside eller webshop, vil du højst sandsynligt opleve, at det tager lidt længere tid at loade siden, end normalt. Dette skyldes, at der først skal hentes en række filer før hjemmesiden er klar.

En ny browser: Brave

Alexei introducerede mig også til en helt ny browser. Måske er den også ny for dig? Navnet er “Brave”. Der får man lov at browse, uden at Gud og hver og mand kigger mand kigger med. Det kan man selvfølgelig også gøre i de andre browsere, hvis man vælger incognito-tilstand. Her i Brave kan det bare gøres som default-tilstanden, altså uden man man behøver foretage sig noget andet end den første gang, hvor man sætter det op.

Reklamer nej tak: En anden skøn ting ved Brave-browseren er, at man kan tilgå sin musik på fx YouTube uden at skulle leve med reklamerne. Man klikker ganske enkelt på sit link, og så kommer musikken uden videre. Ikke noget med fire eller fem sekunders reklamer. Så skønt!

Apropos musik på YouTube

Jeg har brugt aftenen på musik fra “forhistorisk” tid: Anne Linnet Band, Pia Raug, Björn Afzelius m.v. Alt det vi hørte på “Femøren” lørdage eftermiddage i 80’erne, når vi cyklede fra Amagerkollegiet til Femøren omkring kl, 15:00 (jeg skulle jo lige nå hjem fra Irma på Kongelundsvej, butik 135, hvor jeg primært havde siddet i kasse, først). Bjørns “Till Min Kära” giver i sær mening nu med de afghanske flygtninge disse dage.

Sång til friheten

Sång til Friheten

Man skal kunne se og mærke forskel

Var Kai en gammel eller tidligere kollegiekammerat? Svaret er “begge dele”. Vi er begge blevet gamle – jeg er 54 år, han er 67 år –  men vi er også tidligere. Vi mødtes i dag til en rigtig dejlig snak og lidt mad på Torve Caféen i Hvidovre. Facebook kan opretholde kontakter! Det var dejligt og hyggeligt. Vi har senest (men ikke sidst) mødtes i ca. 1996, men det kan jeg ikke rigtig huske.

Vi talte om gamle dage, om minderne, om det fantastiske og om det, der bragte os igennem de svære stunder. Gårdmiljøet på Amagerkollegiet var en kæmpe støtte for det, vi hver især baksede med. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at flytte i en form form for olde-kolle. Det skulle være modelleret over kollegiet: fællesskab, når det er rart, og mulighed for at trække mig tilbage, når jeg har fået nok af snik snak. Det er bare rasende dyrt, når det skal være i Københavnsområdet, og det skal det.

Hvad ligger der i “Sång til friheten”?

I går skrev jeg om min største platoniske kærlighed nogensinde og “Sång til friheten” af Björn Afzelius. Det kan synes indforstået, hvis man ikke lige var i gård 78 og/eller gård 80 på Amagerkollegiet i netop de vigtige år fra 1981 – 1990. Derfor finder du teksten herunder. Det kan være, den klargør det hele en anelse:

“Du är det finaste jag vet
Du är det dyraste i världen
Du är som stjärnorna
Som vindarna
Som vågorna
Som fåglarna
Som blommorna på marken

Du är min ledstjärna och vän
Du är min tro, mitt hopp, min kärlek
Du är mitt blod
Och mina lungor
Mina ögon
Mina skuldror
Mina händer och mitt hjärta

Friheten är ditt vackra namn
Vänskapen är din stolta moder
Rättvisan är din broder
Freden är din syster
Kampen är din fader
Framtiden ditt ansvar”

Her er musikken.

Jeg kan ikke læse teksten uden at tænke, at det er den vildeste kærlighedserklæring. Og det er ikke noget, jeg finder på til lejligheden. Sådan har jeg haft det siden ca. 1981! Og det er jo sådan set ganske længe.

Vores liv er jo ændredes uendeligt meget siden. Hendes er ikke længere, og mit er forandret – men substansen? Jeg tror, den stadig findes. Og det er en rar tanke.