,

Handicappet?

Personlig assistance til handicappede i erhverv

Jeg har i dag været til møde med min fleksjobkonsulent, hvor jeg primært sad og tudede; jeg udstillede mig selv, men så så han, hvem jeg også er.

De fleste kæmper for en førtidspension, men jeg kæmper imod en førtidspension. Efter hans opfattelse er det heller ikke der, vi er.

Han er sød og forstående og finder genveje. Hvidovre Kommune er en god kommune at bo i.

Han foreslog, at vi starter med en virksomhedspraktik og sideløbende bliver ved at søge efter et fleksjob. Indledningsvist var jeg ikke rigtig med på det og sagde, at jeg ville tænke over det til i morgen. I løbet af mødet kunne jeg alligevel mærke, at det er den rette vej at gå, og det gør vi så.

En praktik vil muligvis kunne vise mig, at jeg stadig kan noget. Sikker er jeg dog ikke.  For måske at blive klogere på, hvad jeg stadig kan, har vi aftalt, at jeg laver en samling stikord til i morgen, som han kan bruge til at kigge efter stillingsopslag ud fra. Det er en god plan, og måske er det lettere at finde en praktik end et egl. fleksjob? Og måske er det bedre at overraske opad end nedad?

Bekendtgørelse af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Et af mine problemer er mangel på overblik, så han forslog uden videre, at jeg kan få “Personlig assistance” efter ovennævnte lovs kapitel 3. Det er endnu en udgift for kommunen!

§ 6. Tilskud ydes til en virksomhed til aflønning m.v. af en personlig assistent for en ansat eller for en person, der skal ansættes i virksomheden, eller virksomhedens indehaver.

Stk. 2. Den personlige assistent skal bistå personen med funktioner, der følger af beskæftigelsen, og som den pågældende på grund af funktionsnedsættelsen har behov for særlig personlig assistance til.

Af pjecen fra Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering (STAR) – Specialfunktionen job og handicap –  fremgår det, at “Den personlige assistents opgaver kan fx være: Særlig personlig støtte til fx struktur, overblik og kvalitetssikring af opgaver.”

Jeg synes, det er trist at være nået hertil, men når det nu endelig er, vil jeg gerne tage i mod tilbuddet. Det er da et forsøg værd.

Er jeg handicappet?

Tjah det er jeg jo nok i et eller andet omfang, og der er vel en grund til, at JØP for snart et par år siden fandt, at jeg er ⅔ invalid; men det er svært at erkende, at det bliver værre og værre. En ven siger det råt for usødet, og jeg bliver ked af det, men det bliver aldrig som før, og jeg kan ikke arbejde som jeg kunne end ikke på et reduceret timetal.

Min fleksjobkonsulent har også set “Mr. Jones” med Richard Gere i hovedrollen som bipolar. Og derfor forstod han præcis, hvad jeg mente, da jeg beskrev scenen, hvor Mr. Jones sparker alle dørene i konservatoriet op: han vil se alt det, han ikke kan mere! Jeg kender det, og da jeg så den en aften på 808, slukkede jeg ved den scene. Jeg kunne ikke udholde den.

I går opdaterede jeg min FAQ om bipolar. Omkostningerne i blot psykiatrien er nu oppe på er nu oppe på ca 1 mio. kr. Og regner man det hele med, er vi oppe på 1,7 mio. kr. Og så jubles der over, at “vi” har fået 100 mio kr. “forærende” på finansloven for 2019 ff. Der skal så bare 100 af min slags til…

, ,

I had a dream

Går det mon an?

Min største og vigtigste drøm er at komme i arbejde de 15 timer om ugen, som det nu, af alle instanser, er vurderet, at jeg kan arbejde. Men pludselig tænker jeg på, om jeg er alt for urealistisk. Måske er jeg slet ikke i stand til det? Måske er det rette en pension? Jeg er jo mit arbejde, ergo hvis jeg ikke arbejder, er jeg ingenting.

Det der bringer mig til at tvivle er, at:

  • jeg skal skrive alting ned
  • jeg skal lave skemaer for at få gjort selv de mest banale ting så som at vaske, tømme postkasse og papirkurv en gang om ugen – alt det som andre mennesker bare gør
  • der kræves et arbejde og skemaer for at få struktur
  • jeg er ved at drukne i lister, skemaer, kalendere og alarmer på telefonen, der sikrer, at jeg husker at tage medicinen
  • jeg behøver dosispakninger

Jeg har en ven, der flere gange har ytret, at alt det ovenstående, plus mere, er de rene falliterklæringer. Jeg ved snart ikke. Måske kan jeg slet ikke noget mere? Måske skal jeg bare opgive kampen om at komme ind på arbejdsmarkedet igen?

Jeg har møde med fleksjobkonsulenten kl. 13:00 i dag, og jeg har sådan set tænkt mig at lægge de fleste af kortene på bordet, dog vil jeg ikke vise ham ugeskemaet, for så får jeg da aldrig så meget/lidt som et fleksjob.

Jeg vil ganske enkelt spørge ham, om han tror, en pension kunne være relevant.

Jeg har bare medlidenhed med mig selv.

Citrusfrugterne herunder er bare pæne at se på. De har bestemt ingen sammenhæng med teksten, men der skal også være lidt godt (til ganen).

Sång til friheten

Man skal kunne se og mærke forskel

Var Kai en gammel eller tidligere kollegiekammerat? Svaret er “begge dele”. Vi er begge blevet gamle – jeg er 54 år, han er 67 år –  men vi er også tidligere. Vi mødtes i dag til en rigtig dejlig snak og lidt mad på Torve Caféen i Hvidovre. Facebook kan opretholde kontakter! Det var dejligt og hyggeligt. Vi har senest (men ikke sidst) mødtes i ca. 1996, men det kan jeg ikke rigtig huske.

Vi talte om gamle dage, om minderne, om det fantastiske og om det, der bragte os igennem de svære stunder. Gårdmiljøet på Amagerkollegiet var en kæmpe støtte for det, vi hver især baksede med. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at flytte i en form form for olde-kolle. Det skulle være modelleret over kollegiet: fællesskab, når det er rart, og mulighed for at trække mig tilbage, når jeg har fået nok af snik snak. Det er bare rasende dyrt, når det skal være i Københavnsområdet, og det skal det.

Hvad ligger der i “Sång til friheten”?

I går skrev jeg om min største platoniske kærlighed nogensinde og “Sång til friheten” af Björn Afzelius. Det kan synes indforstået, hvis man ikke lige var i gård 78 og/eller gård 80 på Amagerkollegiet i netop de vigtige år fra 1981 – 1990. Derfor finder du teksten herunder. Det kan være, den klargør det hele en anelse:

“Du är det finaste jag vet
Du är det dyraste i världen
Du är som stjärnorna
Som vindarna
Som vågorna
Som fåglarna
Som blommorna på marken

Du är min ledstjärna och vän
Du är min tro, mitt hopp, min kärlek
Du är mitt blod
Och mina lungor
Mina ögon
Mina skuldror
Mina händer och mitt hjärta

Friheten är ditt vackra namn
Vänskapen är din stolta moder
Rättvisan är din broder
Freden är din syster
Kampen är din fader
Framtiden ditt ansvar”

Her er musikken.

Jeg kan ikke læse teksten uden at tænke, at det er den vildeste kærlighedserklæring. Og det er ikke noget, jeg finder på til lejligheden. Sådan har jeg haft det siden ca. 1981! Og det er jo sådan set ganske længe.

Vores liv er jo ændredes uendeligt meget siden. Hendes er ikke længere, og mit er forandret – men substansen? Jeg tror, den stadig findes. Og det er en rar tanke.