,

Kunne det være rart med en familie?

Kunne det være rart med en familie?

Familie, livsvidner og venner

Kunne det være rart med en familie?

Man skal nok være lavet af sten, hvis man ikke af og til overvejer, om det kunne være rart med en familie, når man aldrig har haft en. Og nu er jeg jo ikke lavet af sten … Jeg er dog ikke blind for alt det »bøvl«, jeg formentlig undgår. Jeg har en idé om al den frihed, den manglende familie giver mig. Men i realiteten ved jeg intet om, hvordan det er, at have en familie.

For mig er familie data i et slægtsforskningsprogram, hvilket selvfølgelig er lidt absurd for en slægtsforsker, men sådan er det. Og paradoksalt nok er jeg virkelig dårlig til slægtskabsbetegnelser, når vi lige er ude over morfar, mormor, oldefar og oldemor.

På den anden side set forestiller jeg mig, at det kan være ret hyggeligt at have familiære forpligtelser, så som fx at skulle ringe eller skrive til fødselsdage eller at komme forbi til kaffe om søndagen – eller hvad det mon indebærer at have en familie.

Den familie, jeg kunne have haft, var ikke værd at samle på, så i den forstand er jeg ikke gået glip af noget. Jeg har muligvis to kedelige kusiner, men ingen af os savner åbenbart den anden part. Med mit efternavn er jeg ret nem at finde.

Der er nogle, der kunne minde om familie

Der er nogle, der er tæt på at kunne være en slags familie. De føles lidt som familie (tror jeg da). Da jeg senest så dem, sagde jeg faktisk til dem, at de var det nærmeste, jeg kom på at have en familie. De er søde og høflige mennesker, så de replicerede, at det ville de da også gerne være. Der har været en fødselsdag for flere måneder siden, som jeg selvfølgelig huskede – og så er der ikke sket mere.

Jeg har en opfattelse af, at når man ikke allerede kender hinanden vældig godt, skal der være en vis form for gensidighed i relationen. Man skal »skiftes« til at tage kontakt. Hvis nu det er mig, der skal tage kontakt hver gang, får jeg følelsen af at »komme med hatten i hånden«, og det har jeg ikke lyst til, for det er jeg for stolt til. Det er måske forkert af mig, for de har sikkert travlt med børn og børnebørn osv. Men de kan ikke have haft travlt fra januar til nu, så interessen er sikkert mest på min side.

Hvis jeg ringede og spurgte, om de gav søndagskaffen, ville de sikkert sig ja, men der er det med den manglende gensidighed.

Af og til synes jeg, det er svært at være i verden.

Venner vælger man selv

I ungdommen sagde vennerne og jeg til hinanden, at ens venner vælger man selv. Og det mener jeg stadig, selvom det er noget siden, jeg var ung. Jeg omgiver mig ikke med en masse venner, for det har jeg hverken lyst til eller behov for. Men de mennesker, der er i mit liv, vil jeg gå gennem ild og vand for – og det ved de godt. En enkelt er et livsvidne og to andre er kommet til ad forskellige omveje.

En ven og livsvidne mistede jeg, da jeg blev syg. Vi havde kendt hinanden i 34 år, så det gjorde ondt, men det var vist for hårdt for hende at være pårørende, hvilket er forståeligt. Desværre gør det stadig ondt bare at høre »vores musik«, og det er ærgerligt, for det er alle de tekster, jeg stadig kan udenad.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Carole King – You’ve Got a Friend

Carole King - You've Got a Friend

Gammel musik og ditto minder

Carole King – You’ve Got a Friend

Jeg har sat mit YouTube-mix på og hører al den gamle musik, der var vores, og hvor jeg stadig kan teksterne udenad. Det er Carole King, Anne Linnet, Trille, Bjørn Afzelius, Pia Raug, C.V. Jørgensen osv. Det er gode gamle minder.

Carole Kings tekst til “You’ve Got a Friend” lyder blandt andet:

When you’re down and troubled
And you need some loving care
And nothing, nothing is going right

Close your eyes and think of me
And soon I will be there
To brighten up even your darkest night

You just call out my name
And you know wherever I am
I’ll come running
To see you again

Det er netop sådan, det var. Min bedste veninde gennem 34 år kunne i dag være blevet 63 år. Jeg tænker på hende hvert år den 7. april og regner pr. automatik ud, hvor gammel, hun kunne være blevet. Og i år er det altså 63 år.

Venskabet var fantastisk og holdt til meget i de mange år. Vi mødtes på Amagerkollegiet i 1981, hvor jeg landede i gård 80 værelse 13 som en noget forpjusket “fugleunge” med et stort omsorgsbehov bag de fascistoide holdninger, jeg var opfostret med. Det var fx;

  • dødsstraf ja tak
  • atomkraft ja tak
  • luk Christiania
  • Glistrup som statsminister
  • og mere i den dur. Fortsæt selv remsen

Hun og de øvrige kollegianere tog sig af mig og “genopdrog” mig. Jeg kom heldigvis noget klogere ud på den anden side. Det er jeg meget glad for. Det var samlet set ni fantastiske år. I min alderdom kunne jeg tænke mig at bo på et “kollegium for voksne” med mulighed for både fællesskab og tilbagetrækning på samme måde som på Amagerkollegiet, hvor vi havde hver vores eget (mikroskopiske) køkken. Men den slags er formentlig over min økonomiske formåen.

Venskabet holdt ikke til min sygdom

Jeg har aldrig prøvet at være pårørende, men jeg tvivler ikke på, at det kan være både svært, hårdt og irriterende. Hvis jeg en dag bliver pårørende, håber jeg, at jeg ikke giver op, men at jeg holder til det. For det er uendeligt hårdt, når venskaber dør som følge af sygdom.

Vores venskab sluttede brat en sommerdag i 2015. Jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling for ca. 27. gang og sad på græsset mellem mit stamafsnit (808) og afsnittet overfor. Det var de år, hvor jeg faktisk var meget syg og vandrede ind og ud af afsnittet. Jeg tror nærmest, jeg var mere på 808 end hjemme. Det var i hvert fald de år, hvor jeg ikke pakkede tasken ud, når jeg kom hjem. Det gjorde det lettere, når jeg skulle afsted igen.

Jeg glemmer aldrig hendes sidste ord til mig “Du er blevet din sygdom”. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Og det var vores sidste samtale. Efter den følte jeg mig meget ensom, fordi mit eneste livsvidne med et slag var forsvundet. Hun og hendes familie havde på en måde været den familie, jeg aldrig selv havde haft.

Det kan ikke repareres, idet hun døde i 2016. Jeg fokuserer imidlertid på de gode minder og den skønne gamle musik.

Carole King - You've Got a Friend


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

De bar ud til “Om lidt blir her stille”

De bar ud til "Om lidt blir her stille"

En meget smuk bisættelse

De bar ud til “Om lidt blir her stille”

Min fars ungdomskæreste og det sidste af de to mennesker, der var der for mig for 43 år siden, gav slip på livet den 17. november og blev i dag bisat fra Lyngby Kirke. Kongens Lyngby har været omdrejningspunktet for hele hendes liv. Hun blev næsten 99 år, så helt unaturligt var det ikke, uanset hun ellers havde set meget frem til 100 årsdagen i 2025.

Den yngste søn (på 63 år) holdt en fremragende og historisk bevidst tale i kirken. Han holdt den helt i sin mors ånd, som var altid at fokusere på det positive, aldrig at “pive”. Lige til det sidste sagde hun “Jeg har det godt; jeg har jo ikke ondt”. Han fik sat det lange liv i perspektiv: blandt andet om at have gennemlevet en tid fra der kom post tre gange om dagen til e-mails; fra retirader i baggården til gulvvarme i badeværelset osv.

Hanne havde selv valgt salmerne, så vi sang:

  • Se, nu stiger solen af havets skød (Jakob Knudsen, 1891)
  • Det er så yndigt at følges ad (Grundtvig, 1855)
  • Du, som har tændt millioner af stjerner (Johannes Johansen, 1981)

Præstens tale taler vi ikke om. Den kunne han have holdt over hvem som helst, og for dem ville han måske have brugt det rigtige af de to fornavne …

Jeg er selvfølgelig klar over, at en præst ikke kan lave bedre output end vedkommende får input fra de efterladte, når afdøde ikke var en trofast kirkegænger, og præsten således ikke kendte afdøde. Når sønnen kunne holde en så historisk bevidst tale, har jeg bare svært ved at forestille mig, at han ikke har delt noget af denne bevidsthed med præsten, der måske kunne have opsnappet noget af det.

Det bedste var jordpåkastelsen. Jeg kan godt lide det cykliske i en jordpåkastelse. For det er jo rigtigt, hvad der siges: “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opstå”.

En fin mindesammenkomst

Sønnerne inviterede til mindesammenkomst på Bagsværd Hovedgade i Odd Fellowgården Tax, hvor forældrene havde holdt mange fester, så det var også helt i deres ånd. Jeg sørgede med vilje for at få min fars 96 årige første kone til bords. Det var vældig interessant. Der var et par ting, der faldt på plads: Han var kedelig, for han sov så meget og gik tidligt i seng … Og så tog jeg mod til mig og spurgte et stykke inde i samtalen, om det var rigtigt, at hun ville skilles, fordi han ikke kunne få børn (haft fåresyge som barn). Og det var sandt.

Der blev holdt et par dejlige taler, altimens jeg sad og tænkte på, om jeg turde rejse mig og sige et par ord. Og jeg gjorde det (sgu), og fik sagt en lille smule om, hvad Hanne og hendes mand havde betydet for mig for de mange år siden, og hvor glad jeg er for, at vi efter 40 års ophold atter fik kontakt. Jeg var opmærksom på ikke at ævle for længe og om mig selv men at fokusere på dem og det, de havde formået; og der kom flere bagefter og sagde, at det havde været en fin tale.

Alterdugen er ingen dug

Når man ser på alterdugen i Lyngby Kirke, tror man, det er en dug/et klæde, men det er det ikke. Alterbordet er af krystallinsk marmor fra Carrara i Italien. Det er godt klaret af kunstneren Christian Lemmertz i 2012.

De bar ud til "Om lidt blir her stille"

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Når man hele tiden har telefonen på sig

Når man hele tiden har telefonen på sig

Når man er næsten 99 år

Når man hele tiden har telefonen på sig

Disse dage har jeg hele tiden telefonen på mig, for jeg kender en meget gammel dame, der måske bliver 99 år den 30. januar 2024 – men det gør hun nok ikke … Jeg forventer at få den svære opringning eller den svære SMS. Den har jeg nu ventet på i en uge.

Der er ikke noget forkert i at give slip på livet, når man har haft 98 dejlige år og ser tilbage og højt siger “Jeg har kun gode minder”; når man er et menneske, der har givet slægten videre med både børn, mange børnebørn og endnu flere oldebørn. Det er på en underlig måde smukt.

Alligevel er jeg ked af det! Det er altid svært at være tilbage. Den gamle dame er min fars ungdomskæreste: “Han var den første dreng, jeg kyssede”. Familierne holdt sammen, selvom hun traf en ung mand, hun bedre kunne lide og giftede sig med ham i stedet. Som en af sønnerne siger “Familierne var vævet ind i hinanden”.

Som efterladt vil man altid spørge sig selv, om man kunne/skulle have gjort noget andet. Man vil altid have dårlig samvittighed over ikke at have aflagt tilstrækkeligt mange besøg osv. Jeg tænker på, om jeg burde aflægge besøg nu, men er kommet frem til, at familien skal have den tid, der er tilbage, og at det nok heller ikke vil give mening. Der skal jeg ikke interferere.

Og hvem er hun og hendes mand?

Jeg kom til København med min lille kuffert den 1. august 1980 som en 16-årig noget forpjusket fugleunge. Og steg af bornholmerbåden i Havnegade kl. 7 om morgenen og følte mig fri og lykkelig.

Noget tid efter opsøgte jeg den nu gamle dame og hendes mand. Jeg kendte dem en ganske lille smule, fordi de havde været til tante Kis’ 60 års fødselsdag den 14. maj 1979, der blev holdt på Bornholm hos min “mor” og psykopaten. De fornemmede på en ½ dag, at noget var helt ad Hekkenfeldt til og sagde “Du er velkommen til hver en tid”.

Jeg tog dem på ordet og dukkede en dag op i Kgs. Lyngby. Og de havde hjerterum og husrum til på en måde at indlemme mig i deres familie. De tog sig ganske enkelt af mig, og de havde overskud. Jeg kom til et helt andet socialt lag, hvor børnene gik på hhv. universitetet hhv. Kunstakademiets Arkitektskole. Det var jeg ikke vant til. Jeg var så dum, at jeg troede, man kunne leve af at være student … Derfor ville jeg have en studentereksamen.

Selvom jeg var 16 år, kom hun og puttede mig, når jeg overnattede hos dem i weekends. Det var stort og ukendt. Var den yngste søn ude med civilforsvaret, fik jeg hans værelse, og ellers fik jeg sofaen i stuen.

Hos dem fik jeg mit første hoved til en elektrisk tandbørste. Der blev sat en lille farvet ring på, og det fik plads sammen med deres oppe i skabet til højre for håndvasken. Jeg var pludselig en del af en familie. Det var også stort og ukendt.

Da jeg i 1983 blev student, holdt de en fin middag for mig, hvor hele deres familie var der sammen med også min fars fætter og hans kone. Jeg har haft et billede, hvor jeg sidder i midten og den nu gamle dame og hendes mand sidder på hver sin side af mig. Det er jo længe før, man scannede sine billeder, og jeg ved ikke, hvor papirversionen er blevet af. Pokkers også. Jeg vil på et passende tidspunkt spørge sønnerne, om de evt. har en version.

Jeg har stadig deres gave: En fin papirkniv i sølv fra Georg Jensen, og den ligger i vindueskarmen i “kontoret”, så jeg ser den dagligt. Det fortalte jeg hende, og hun sagde “Ja, den har du ikke meget brug for mere …”.

Ægteparret skubbede på, så jeg fik først studentereksamen (fra kursus) og senere en længerevarende uddannelse. De var på en eller anden måde klar over, at jeg nok kunne lidt mere end at fortsætte med at massere gulve i De Gamles By.

Da vi sås igen ca. 40 år senere, takkede jeg for alt det, de havde gjort for mig engang i fordums tid. Hun svarede bare “Jamen der var jo ikke andre”. Sikke et overskud. Tænk at man bare ser det som en art helt naturlig “forpligtelse” at tage sig af en 16-årig forpjusket fugleunge, når der ikke var andre.

Når man hele tiden har telefonen på sig


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.