Juletid er lig tid til minder

Juletid er lig tid til minder

Når iskrystallerne sidder udenfor

Juletid er lig tid til minder

Der er en helt særlig stilhed i julen. Verden er gået i stå, og derfor larmer den ikke ret meget. Jeg kan godt lide det. Og det er helt modsat ugen efter, altså nytårsaften, hvor verden larmer helt enormt. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg har aldrig brudt mig om nytårsaften og har det helt fint med ikke at skulle “noget”, da jeg slet ikke er til bordbomber, guirlander og sjove hatte. Jeg har aldrig brudt mig om kulminationer.

I dag vågnede jeg op til iskrystaller på de nye trelagsruder. Iskrystallerne sidder udenfor. Eric skrev for et par måneder siden, at det var et sundhedstegn.

Forleden syntes jeg, det var lidt koldt om fødderne, så alle radiatorerne kom op på fem (det højeste). Jeg gider ikke fryse. Jeg kom til at tænke tilbage på min barndom, hvor iskrystallerne ofte sad indenfor, fordi der ikke var penge til at fodre oliefyret. En tankning var dyr, så vi frøs. Der blev varmet (lidt) op med små el-varmeblæsere. Det er en dyr løsning. Ordet “tvangsauktion” blev brugt oftere om vinteren end om sommeren. Jeg var ikke klar over, hvad det var; alligevel var jeg meget bange for det. Det er ikke rare erindringer.

Der var sjovt nok altid råd til alkohol. Det var sidst på måneden allerede omkring den 15de, men jeg blev sendt til købmand Bent på Torvet i Svaneke med huskeseddel og ordre på, at det skulle “skrives”. På den måde var det jo altid sidst på måneden – også ved næste måneds start. Pengene var brugt, allerede før de kom ind på kontoen. Sådan ruller rouletten i en nomadefamilie. Det vil aldrig nogensinde ske for mig selv. Jeg har opbygget avancerede Excelark, der sørger for, at det aldrig er sidst på måneden, og at alle måneder er ens. Det er således ikke et problem at skrue op for varmen.

Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen

De gik ikke selv til købmanden og bad om, at det skulle “skrives”, for det er der en skam over. Så er det lettere at sende sit barn. Så mærker man ikke skammen så meget. Det var den skam, der ramte min mor med al tydelig slagkraft, da jeg en formiddag sagde til hende “Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen”. Det betyder selvfølgelig “der har du endnu ikke drukket”. Hun stod lænet op ad et køkkenbord i Svaneke og hun havde den stribede morgenkåbe på, som nåede helt til gulvet, som hun selv havde syet og som duftede så godt af “mor”, hvis jeg fik lov at komme tæt på. Det var ikke så tit. Sætningen må have gjort ondt.

Når hun/de havde drukket, kom der gang i harmonika og hammondorgel. Hvis det var, mens vi stadig boede på Sydfyn, var hendes bror der også. Han deltog i festlighederne og spillede på harmonika og”sav”. Sidstnævnte betegner det forhold, at man tager en sav, bøjer klingen og stryger en violinbue hen over den. Det lyder forfærdeligt. Helt uden melodi. De prøvede at lære mig det, men jeg var helt umulig til den slags, og det interesserede mig ikke.

På Sydfyn havde jeg tillige det problem, at mit lille værelse stødte lige op til hammondorglet, så jeg kunne ikke sove, og var træt i skolen dagen efter. Jeg kunne ikke noget af det, de kunne, og jeg brød mig ikke om noget af det. Det, jeg kunne, havde til gengæld ingen værdi. Et eksempel er: Psykopaten havde en halvbror, der arbejdede på Th. Laursens bogtrykkeri i Tønder. Når de kom på besøg, havde han fysikbøger med til mig, og jeg læste og lærte dem fra ende til anden. På den måde blev jeg ret god til fysik. Men det havde ingen værdi derhjemme.

Jeg kom ofte hjem med både 11- og 13-taller. Det havde heller ikke værdi. Måske havde det værdi, at jeg på Sydfyn, mens onklen også boede der, samlede hundelort fra hans hund op i køkkenet på det brun-orange gulvtæppe hver morgen, inden jeg forberedte morgenmaden til psykopaten og mig selv?

I går var det 15 år siden hun døde på Holbæk Centralsygehus, men jeg har ikke savnet hende et sekund, for hun vidste, hvad der foregik, måske fem meter fra deres dobbeltseng, når hun ikke stod op om morgenen, men hun greb ikke ind. De morgner, hvor hun stod op, var jeg glad, men det skete ikke ret ofte. Jeg har hendes egne ord fra 2003 for det. Alligevel forstår jeg ikke, at hun kunne lade det passere gennem seks år. Jeg synes, svigtet er stort, bare fordi “det kunne jeg ikke overskue med to børn” – altså at gribe ind. Derfor lod hun det passere.

Forskellige måder at komme væk på

Jeg flyttede til København i sommeren 1980 efter at have “taget 10. med”. Jeg skulle bare væk og jeg vidste, jeg ville have en uddannelse; i første omgang ville jeg bare være student. Det troede jeg, man kunne leve af. Det var kulminationen på flere års overvejelser om, hvordan jeg kunne komme væk:

  • Jeg sad på min blå cykel på vej fra eftermiddagsjobbet i Aakirkeby (hos dejlige mennesker der ejede isenkramforretningen) til Vestermarie, kiggede til højre ned i grøften og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”. Jeg var 14 år.
  • Der var ikke grænser for, hvordan jeg efter 9. klasse udtænkte metoder til at komme væk:
    • Komme “i huset” og bo hos den pågældende familie. Min mor havde været “i huset”, og jeg troede, det var en slags uddannelse, hvad det vel også var. Man blev “husassistent”.
    • Tage på Landbrugshøjskole på Kalø. Idéen kom efter at have været i erhvervspraktik som “landbrugskonsulent” på “Bornholms Landøkonomiske Forening”. Jeg aner ikke, hvad det går ud på, og ingen, der kender mig i dag, kan vist se mig i grønne gummistøvler i en svinestald.
    • Tage ud at sejle med Fulton og Mogens Frohn.
    • Komme i lære som apoteksassistent på Nexø Apotek og bo i Nexø. Idéen opstod efter en erhvervspraktik, hvor jeg trillede Kodimagnyler på det apotek.
    • Inspireret af Hennys kommentar: Komme på efterskole, men det var der ikke råd til, da der vist var en del brugerbetaling.
    • Og så videre. Der er flere overvejelser, men jeg kan ikke lige huske dem.

Ingen tænkte over, at jeg var egnet til en længerevarende uddannelse, for den slags havde ikke værdi. Den længstvarende uddannelse der var lærerseminariet. Psykopaten var lærer. Jeg ved ikke i hvad, men det er jo genialt at sætte en pædofil mand til at arbejde med børn.

Jeg kan den dag i dag ikke noget med mine hænder, men jeg kan noget andet, der i min verden har værdi. Psykologen sagde det en dag: “I  din verden er viden magt.” Det har hun ret i.

,

Carl Frederik Kristensen 122 år i dag

Carl Frederik Kristensen 122 år i dag

Jeg holdt af min morfar

Jeg har  ikke glemt, jeg har skrevet om ham før…

I har også set billedet før, jeg holder bare af det. Maskinen, han sidder på, kaldes en aflægger.

Min morfar Carl Frederik Kristensen kunne være fyldt 122 år i dag. Han havde det, man helt igennem kan kalde et møg-liv. Han var født på den jyske hede (Skærlund i Brande Sogn) i 1899.

Faderen døde, da morfar var 18 år og moderen af den spanske syge, da han var 24 år. Han overtog fødehjemmet “Schiøttsminde” i Skærlund, knoklede igennem sammen med søsteren Thora som hjælp, men det gik ikke. Han gik på tvangsauktion som 26-årig i 1925, fordi han ville mekanisere landbruget, der var på 54 tdr. land. Faderen Bertel Kristensen havde drevet det med heste, men morfar ville have moderne landbrugsmaskiner blandt andet selvbindere. Han fik imidlertid forkøbt sig på maskinerne. Forskellige profitmagere gjorde udlæg i ejendommen og tjente godt på det, og morfar måtte til sidst give op.

I 1977 blev der udarbejdet en slægtsbog af “Dansk Slægtsforskning, Fredericia”, og til den fortæller morfar selv:

Det var ikke rart på auktionsdagen at stå til skue for dem, der var kommet for at overvære auktionen, det var, som man kunne mærke, at de tænkte: “Nu har han da fået sat det over styr, som hans forældre har slidt for”. Det er ikke nogen rar fornemmelse at få, det har på en måde haft stor indflydelse på mig, det gik også ud over min søster Thora, der havde slidt i det for at hjælpe mig og intet fik ud af det. Jeg havde jo prøvet for lidt og var for selvklog.

Jeg kan næsten blive trist over at læse den passus.

Efter tvangsauktionen

Årene fra 1926 – 1933 gik med skiftende arbejde rundt om i landet. I 1933 traf han min mormor Mary, og de giftede sig i november 1933 og bosatte sig i en lille toværelses lejlighed.

Carl fik nu igen arbejde hos Alfred Nielsen dels i et mergelleje, dels i mosen, og selv om arbejdslønnen var lille, blev der efterhånden samlet lidt møbler til det lille hjem. I 1935 får de min mor.

I 1937 fik Carl influenza, efterfulgt af lungebetændelse og dobbeltsidet bughindebetændelse, og da det var næsten umuligt at få nogen form for hjælp, blev det et økonomisk hårdt slag for familien.

Efter sygdommen gik det fremad igen med skiftende arbejde ved dræning, mergling, tørveæltning mv., resulterende i, at de kunne købe en lille ejendom på 11 tdr. land ved Blåhøj Mejeri, som han drev nogle år samtidig med arbejdet ude.

Mormor vil til Højby i Ods Herred, hvor hun er fra

Ca. 1950, hvor min mor er 15 år gammel, rykker familien til Ellinge Lyng i Højby, men morfar skal stadig tjene pengene ved forefaldende arbejde rundt omkring i landet. Det går selvfølgelig ikke i det lange løb, og det ender med skilsmisse.

Han får endelig fast arbejde på Specialbeton i Odense som cementstøber (fra 1952 – 1968). Følgende gør mig rasende – jeg kan godt huske uret, et elektrisk vækkeur efter 16 års knokleri:

I 1968 måtte Carl ophøre med arbejdet og gå på folkepension. Den sidste dag på virksomheden takkede ledelse ham for lang og tro tjeneste, og han fik overrakt et elektrisk ur.

Kolonihaverne

Carl Frederik Kristensen 122 år i dagSelv husker jeg morfar have det allerbedst, når han var i sin lille kolonihave i Odense. Den første have var ret lille, og huset på den var tilsvarende småt – men der var hyggeligt! Haven var fyldt med frugtbuske – især stikkelsbær, som blev lavet til stikkelsbærgrød. Det smagte glimrende og morfar var dygtig til at lave mad.

På et tidspunkt solgte han det lille kolonihavehus, og fik en større grund med flot helt nyopført hus på i haveforeningen “Skytteløkken” i Odense. Da var han desværre bare blevet for gammel til at kunne holde det. Som en slags arveforskud gav han det derfor til Jytte og hendes mand (psykopaten), der solgte det og brugte pengene til udbetalingen på gården i Hårby på Sydfyn.

Sådan endte det

  • 1976/77 bor han i en lille etværelses pensionistbolig i Odense
  • 1979 (juli) flytter han ind hos min mor m.fl. i Svaneke – og her bliver han ikke behandlet ret godt men som en klods om benet. Han kan ingenting, helbredet vil ikke mere, så han sidder dag ud og dag ind i et baglokale til en slags  skobutik og kigger ud i luften eller på fjernsynet.
  • Efter juli 1980 (for jeg er flyttet), flytter han ind på Svaneke plejehjem.
  • 1982, 3. november dør han på plejehjemmet og bliver begravet på Olsker kirkegård.

Jeg har på fornemmelsen, at min sociale indignation stammer fra denne historie!

, ,

Man skal ikke ændre mig

Man skal ikke ændre mig

Arrogance?

Man skal ikke ændre mig. Jeg er nemlig okay, som jeg er.

Psykologen har af og til sagt, at jeg – indtil man lærer mig at kende – kan virke arrogant. Ordet er ikke flatterende, men slår man efter i Den Danske Ordbog (DDO), passer det såmænd nok meget godt.

DDO skriver: “med en provokerende eller udfordrende selvsikkerhed, overlegenhed eller nedladende holdning“. Dybt inde ved jeg, at usympatisk er jeg ikke. En anden ting, jeg er fuldstændig overbevist om, er, at jeg ikke forsøger at ændre andre mennesker, uagtet de måske foretager sig ting, jeg ikke selv ville foretage mig, eller som jeg bare ikke forstår. Jeg accepterer andre mennesker, som de er, og forsøger at forstå, hvorfor noget (fx en hobby eller en musiksmag) glæder dem og optager dem. Jeg prøver at være empatisk og rummelig. Det lykkes selvfølgelig ikke i alle tilfælde, men man er heldigvis ikke forpligtet ud over sine evner.

Min veninde i Thy siger meget korrekt, at min, nu forhenværende ven, er arrogant. Jeg synes, det er rigtigt.

Man skal ikke ændre mig

Jeg har mistet min nærmeste ven – igen.

Historien gentager sig, og jeg har skrevet om det samme tab den 26. juni i år. Vi “sluttede fred” i starten af august, fordi jeg var “psykisk moden” (psykologens fagudtryk) nok til, at jeg ringede op og sagde, at jeg savnede. Det var en overvindelse, men jeg var rede til at tage det, jeg kunne få og lade resten ligge. Jeg gjorde op at det, jeg kunne få, var større end det, jeg måtte lade ligge. Simpel hovedregning. Man kan såmænd ikke engang kalde det matematik.

Nu står vi her så igen og det ægteskabslignende brud er definitivt. Mails vil gå i spamfilteret og telefonnummeret er blokeret. Jeg hverken kan eller vil leve med, at “min verden skal gøres større”, for bag det ligger, at jeg ikke er god nok, som jeg er.

Min ven

  • Mente min hjemmeside skulle designes anderledes og fortalte det minimum 100 gange, herunder at hun ikke længere besøgte siden af æstetiske årsager. At hun satte to udråbstegn efter det udsagn, får mig nu ikke til at ændre designet. Siden har lige nu en udformning, jeg kan lide (ellers havde jeg jo ikke lavet den sådan), og den vil blive bibeholdt i hvert fald nogle år. Hvis andre ikke kan lide den, er det deres problem.
  • Forstod ikke, at jeg synes slægtsforskning i min adoptivfamilie er det mest relevante (jeg har for årevis siden skrevet en længere artikel blandt andet om årsagen til, at Hans H. Worsøe provokerer med udsagnet “Andre personer end selve forfædrene, fx stedmødre, adoptivforældre etc., hører ikke hjemme på tavlen” (Politikens “Håndbog i Slægtshistorie” 2001, side 43).” Hun mente, at jeg så ligeså vel kunne forske i hendes familie.
    • Jeg har en veninde i Thy, der ikke prøver at ændre på mig, og som kommenterede det med at “slægtsforskning er at at gøre historien personlig”. Det har jeg aldrig tænkt over, men det er helt korrekt.
  • Forstod ikke, at jeg med Aspergerdiagnosen langt om længe har opnået en forståelse for – og accept af – den person, jeg nu en gang er, og at det er det, der bevirker, at jeg nu kan agere, som den jeg altid har været. Utallige er de gange, hun har fortalt mig, at hun aldrig selv ville forstå sig selv qua en diagnosekode som fx en “gennemgribende udviklingsforstyrrelse”, som Aspergers syndrom er.
  • Ville aldrig forstå min proces med at gennemgå livsforløbet, at gøre regnebrættet op, skelne mellem godt og skidt med henblik på i sidste ende at komme dødsangsten til livs. Sådan ville hun aldrig selv gøre.
  • Var enig med psykiateren i distriktspsykiatrien om, at det slet ikke er en god idé at lede efter journaler på Rigshospitalet. Det ville hun aldrig nemlig aldrig selv gøre.
  • Mente jeg var “skrøbelig”, skønt jeg siger, jeg aldrig har haft det bedre, når jeg ikke kan tage at blive kritiseret så hårdt og uden blusel på de felter, der betyder mest for mig.

Konklusion

Der er ikke meget venskab tilbage, når jeg skal ændre på alle de ting, der virkelig betyder noget for mig, og som glæder mig, selvom de ikke betyder noget for hende. Jeg fik fornemmelsen af at svømme i hajfyldt farvand, hvor jeg hele tiden skulle passe på ikke at møde en haj, det vil sige “træde forkert”. Hele tiden at skulle parere udsagn og holdningstilkendegivelser der havde til formål at ændre på mig og det, jeg gør.

Samlet set kunne jeg ikke udholde den arrogance, der ligger i at “gøre min verden større”. Jeg er nemlig ret godt tilfreds med min verden, som den ser ud lige nu.

Jeg er trist og ked af det, men det går jo over på et eller andet tidspunkt. Der er meget, jeg vil savne, men der er bestemt også en del, der er en befrielse at slippe for.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

86 år i dag

86 år i dag

Jytte B. Stegemüller (1935 – 2006)

(Billedet herover: Jørgen Stegemüller og Jytte Baunsgaard Stegemüller, født Christensen, vielse hos sognefoged Lars Nielsen, Brande den 22. oktober 1955.)

Ovenstående navn er min (adoptiv-)mor, billedet er mine forældres vielse den 22. oktober 1955, og klikker du på linket, får du en grafisk fremstilling af hendes aner. Hun kunne i dag, den 7. maj 2021, være blevet 86 år. Hun døde 71 år gammel af lungecancer i december 2006 på Holbæk Centralsygehus.

Jeg mødte frem på sygehuset efter hendes død, og gav hende en lillebitte (dum?) gave med i døden i form af min (adoptiv-)fars konfirmations-salmebog, som jeg end ikke turde lægge på hendes bryst, selvom det var min hensigt. Jeg var bange for, at hun ville rejse sig fra de døde. En medarbejder måtte lægge den på brystet af hende på mine vegne. Det var han sød at gøre.

Sorg og savn?

Nej egl. ikke rigtig. Det lyder muligvis sært. Lad mig prøve at forklare:

  • Hun var vidende om det seksuelle misbrug, hendes mand fra 1974 til 1980 begik mod mig, men hun greb ikke ind. Hun lod det ske, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med to børn. (Jeg har en halvbror, der er 13 år yngre end jeg, men jeg kender ham reelt ikke.)
  • I 2003 bekræftede hun, at hun havde kendt til misbruget. Det er altså ikke noget, jeg digter!
  • Vi havde ingen kontakt fra 1981 til 2003. Det er 22 år.
  • I 2003 så jeg i telefonbogen, at hun og den tidligere ægtefælle (overgrebsmanden – psykologen kalder ham “psykopaten”) havde hver deres adresse; derfor kontaktede jeg hende! Jeg antog, de var skilt eller i det mindste separeret. Det viste sig at være rigtigt. Vi prøvede at få det til at fungere, men godt blev det aldrig. Jeg har intet imod tilgivelse; jeg definerer mig selv som kristen, og der hører tilgivelsen til, alle kan tage fejl og blive klogere, jeg har brugt mindst hundredetusinde på terapi og bearbejdningsprocesser, men det blev ikke rigtig godt.
  • Hun kunne ikke slippe ham, skulle konstant referere til ham og jeg kunne ikke holde ud at høre om ham. Det var jeg ikke klar til. Terapi eller ej. Hundredetusinde kroner eller ej.

Min første – og eneste – skåltale?

Jeg har lagt min første (og eneste?) tale i noterne om hende, så du kan selv læse med, nemlig en tale til hendes 70-års dag, hvor jeg gjorde mig umage for ikke at begå den fejl, mange taleskrivere begår: nemlig at tale om sig selv! Det ville jeg ikke – heller ikke selvom jeg ikke kendte til kunsten.

Det var svært at komme omkring et tomrum på 22 år; jeg kunne jo ikke lade som om, det ikke var der? Jeg drejede skuden og sprang over (måske gærdet hvor det var lavest?) ved at fokusere på den fantastiske ti-års-dag hun må have haft ved befrielsen i 1945 og så hendes nye liv ved tilbageflytningen fra Bornholm til Ods Herred, Nykøbing By, efter skilsmissen fra psykopaten.

Min gave var en flot indbunden slægtsbog, super professionel – dyr og med guldtryk- men man skal måske nok være en “slægtsnørd” for at kunne anerkende værdien i en sådan. Jeg tror aldrig, hun helt forstod gavens betydning – men det kan jo have noget med mig at gøre.

Nu er det så lidt over 14 år siden, hun er død. Det gør egl. ikke noget, og det lyder måske helt forkert. Men vær i givet fald rar at læse ovenstående igen – gerne langsomt – så kan det være, du forstår bedre!