/2 Kommentarer/i /af

Carole King – You’ve Got a Friend

Carole King - You've Got a Friend

Gammel musik og ditto minder

Carole King – You’ve Got a Friend

Jeg har sat mit YouTube-mix på og hører al den gamle musik, der var vores, og hvor jeg stadig kan teksterne udenad. Det er Carole King, Anne Linnet, Trille, Bjørn Afzelius, Pia Raug, C.V. Jørgensen osv. Det er gode gamle minder.

Carole Kings tekst til “You’ve Got a Friend” lyder blandt andet:

When you’re down and troubled
And you need some loving care
And nothing, nothing is going right

Close your eyes and think of me
And soon I will be there
To brighten up even your darkest night

You just call out my name
And you know wherever I am
I’ll come running
To see you again

Det er netop sådan, det var. Min bedste veninde gennem 34 år kunne i dag være blevet 63 år. Jeg tænker på hende hvert år den 7. april og regner pr. automatik ud, hvor gammel, hun kunne være blevet. Og i år er det altså 63 år.

Venskabet var fantastisk og holdt til meget i de mange år. Vi mødtes på Amagerkollegiet i 1981, hvor jeg landede i gård 80 værelse 13 som en noget forpjusket “fugleunge” med et stort omsorgsbehov bag de fascistoide holdninger, jeg var opfostret med. Det var fx;

  • dødsstraf ja tak
  • atomkraft ja tak
  • luk Christiania
  • Glistrup som statsminister
  • og mere i den dur. Fortsæt selv remsen

Hun og de øvrige kollegianere tog sig af mig og “genopdrog” mig. Jeg kom heldigvis noget klogere ud på den anden side. Det er jeg meget glad for. Det var samlet set ni fantastiske år. I min alderdom kunne jeg tænke mig at bo på et “kollegium for voksne” med mulighed for både fællesskab og tilbagetrækning på samme måde som på Amagerkollegiet, hvor vi havde hver vores eget (mikroskopiske) køkken. Men den slags er formentlig over min økonomiske formåen.

Venskabet holdt ikke til min sygdom

Jeg har aldrig prøvet at være pårørende, men jeg tvivler ikke på, at det kan være både svært, hårdt og irriterende. Hvis jeg en dag bliver pårørende, håber jeg, at jeg ikke giver op, men at jeg holder til det. For det er uendeligt hårdt, når venskaber dør som følge af sygdom.

Vores venskab sluttede brat en sommerdag i 2015. Jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling for ca. 27. gang og sad på græsset mellem mit stamafsnit (808) og afsnittet overfor. Det var de år, hvor jeg faktisk var meget syg og vandrede ind og ud af afsnittet. Jeg tror nærmest, jeg var mere på 808 end hjemme. Det var i hvert fald de år, hvor jeg ikke pakkede tasken ud, når jeg kom hjem. Det gjorde det lettere, når jeg skulle afsted igen.

Jeg glemmer aldrig hendes sidste ord til mig “Du er blevet din sygdom”. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Og det var vores sidste samtale. Efter den følte jeg mig meget ensom, fordi mit eneste livsvidne med et slag var forsvundet. Hun og hendes familie havde på en måde været den familie, jeg aldrig selv havde haft.

Det kan ikke repareres, idet hun døde i 2016. Jeg fokuserer imidlertid på de gode minder og den skønne gamle musik.

Carole King - You've Got a Friend

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

De bar ud til “Om lidt blir her stille”

De bar ud til "Om lidt blir her stille"

En meget smuk bisættelse

De bar ud til “Om lidt blir her stille”

Min fars ungdomskæreste og det sidste af de to mennesker, der var der for mig for 43 år siden, gav slip på livet den 17. november og blev i dag bisat fra Lyngby Kirke. Kongens Lyngby har været omdrejningspunktet for hele hendes liv. Hun blev næsten 99 år, så helt unaturligt var det ikke, uanset hun ellers havde set meget frem til 100 årsdagen i 2025.

Den yngste søn (på 63 år) holdt en fremragende og historisk bevidst tale i kirken. Han holdt den helt i sin mors ånd, som var altid at fokusere på det positive, aldrig at “pive”. Lige til det sidste sagde hun “Jeg har det godt; jeg har jo ikke ondt”. Han fik sat det lange liv i perspektiv: blandt andet om at have gennemlevet en tid fra der kom post tre gange om dagen til e-mails; fra retirader i baggården til gulvvarme i badeværelset osv.

Hanne havde selv valgt salmerne, så vi sang:

  • Se, nu stiger solen af havets skød (Jakob Knudsen, 1891)
  • Det er så yndigt at følges ad (Grundtvig, 1855)
  • Du, som har tændt millioner af stjerner (Johannes Johansen, 1981)

Præstens tale taler vi ikke om. Den kunne han have holdt over hvem som helst, og for dem ville han måske have brugt det rigtige af de to fornavne …

Jeg er selvfølgelig klar over, at en præst ikke kan lave bedre output end vedkommende får input fra de efterladte, når afdøde ikke var en trofast kirkegænger, og præsten således ikke kendte afdøde. Når sønnen kunne holde en så historisk bevidst tale, har jeg bare svært ved at forestille mig, at han ikke har delt noget af denne bevidsthed med præsten, der måske kunne have opsnappet noget af det.

Det bedste var jordpåkastelsen. Jeg kan godt lide det cykliske i en jordpåkastelse. For det er jo rigtigt, hvad der siges: “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opstå”.

En fin mindesammenkomst

Sønnerne inviterede til mindesammenkomst på Bagsværd Hovedgade i Odd Fellowgården Tax, hvor forældrene havde holdt mange fester, så det var også helt i deres ånd. Jeg sørgede med vilje for at få min fars 96 årige første kone til bords. Det var vældig interessant. Der var et par ting, der faldt på plads: Han var kedelig, for han sov så meget og gik tidligt i seng … Og så tog jeg mod til mig og spurgte et stykke inde i samtalen, om det var rigtigt, at hun ville skilles, fordi han ikke kunne få børn (haft fåresyge som barn). Og det var sandt.

Der blev holdt et par dejlige taler, altimens jeg sad og tænkte på, om jeg turde rejse mig og sige et par ord. Og jeg gjorde det (sgu), og fik sagt en lille smule om, hvad Hanne og hendes mand havde betydet for mig for de mange år siden, og hvor glad jeg er for, at vi efter 40 års ophold atter fik kontakt. Jeg var opmærksom på ikke at ævle for længe og om mig selv men at fokusere på dem og det, de havde formået; og der kom flere bagefter og sagde, at det havde været en fin tale.

Alterdugen er ingen dug

Når man ser på alterdugen i Lyngby Kirke, tror man, det er en dug/et klæde, men det er det ikke. Alterbordet er af krystallinsk marmor fra Carrara i Italien. Det er godt klaret af kunstneren Christian Lemmertz i 2012.

De bar ud til "Om lidt blir her stille"

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

Når man hele tiden har telefonen på sig

Når man hele tiden har telefonen på sig

Når man er næsten 99 år

Når man hele tiden har telefonen på sig

Disse dage har jeg hele tiden telefonen på mig, for jeg kender en meget gammel dame, der måske bliver 99 år den 30. januar 2024 – men det gør hun nok ikke … Jeg forventer at få den svære opringning eller den svære SMS. Den har jeg nu ventet på i en uge.

Der er ikke noget forkert i at give slip på livet, når man har haft 98 dejlige år og ser tilbage og højt siger “Jeg har kun gode minder”; når man er et menneske, der har givet slægten videre med både børn, mange børnebørn og endnu flere oldebørn. Det er på en underlig måde smukt.

Alligevel er jeg ked af det! Det er altid svært at være tilbage. Den gamle dame er min fars ungdomskæreste: “Han var den første dreng, jeg kyssede”. Familierne holdt sammen, selvom hun traf en ung mand, hun bedre kunne lide og giftede sig med ham i stedet. Som en af sønnerne siger “Familierne var vævet ind i hinanden”.

Som efterladt vil man altid spørge sig selv, om man kunne/skulle have gjort noget andet. Man vil altid have dårlig samvittighed over ikke at have aflagt tilstrækkeligt mange besøg osv. Jeg tænker på, om jeg burde aflægge besøg nu, men er kommet frem til, at familien skal have den tid, der er tilbage, og at det nok heller ikke vil give mening. Der skal jeg ikke interferere.

Og hvem er hun og hendes mand?

Jeg kom til København med min lille kuffert den 1. august 1980 som en 16-årig noget forpjusket fugleunge. Og steg af bornholmerbåden i Havnegade kl. 7 om morgenen og følte mig fri og lykkelig.

Noget tid efter opsøgte jeg den nu gamle dame og hendes mand. Jeg kendte dem en ganske lille smule, fordi de havde været til tante Kis’ 60 års fødselsdag den 14. maj 1979, der blev holdt på Bornholm hos min “mor” og psykopaten. De fornemmede på en ½ dag, at noget var helt ad Hekkenfeldt til og sagde “Du er velkommen til hver en tid”.

Jeg tog dem på ordet og dukkede en dag op i Kgs. Lyngby. Og de havde hjerterum og husrum til på en måde at indlemme mig i deres familie. De tog sig ganske enkelt af mig, og de havde overskud. Jeg kom til et helt andet socialt lag, hvor børnene gik på hhv. universitetet hhv. Kunstakademiets Arkitektskole. Det var jeg ikke vant til. Jeg var så dum, at jeg troede, man kunne leve af at være student … Derfor ville jeg have en studentereksamen.

Selvom jeg var 16 år, kom hun og puttede mig, når jeg overnattede hos dem i weekends. Det var stort og ukendt. Var den yngste søn ude med civilforsvaret, fik jeg hans værelse, og ellers fik jeg sofaen i stuen.

Hos dem fik jeg mit første hoved til en elektrisk tandbørste. Der blev sat en lille farvet ring på, og det fik plads sammen med deres oppe i skabet til højre for håndvasken. Jeg var pludselig en del af en familie. Det var også stort og ukendt.

Da jeg i 1983 blev student, holdt de en fin middag for mig, hvor hele deres familie var der sammen med også min fars fætter og hans kone. Jeg har haft et billede, hvor jeg sidder i midten og den nu gamle dame og hendes mand sidder på hver sin side af mig. Det er jo længe før, man scannede sine billeder, og jeg ved ikke, hvor papirversionen er blevet af. Pokkers også. Jeg vil på et passende tidspunkt spørge sønnerne, om de evt. har en version.

Jeg har stadig deres gave: En fin papirkniv i sølv fra Georg Jensen, og den ligger i vindueskarmen i “kontoret”, så jeg ser den dagligt. Det fortalte jeg hende, og hun sagde “Ja, den har du ikke meget brug for mere …”.

Ægteparret skubbede på, så jeg fik først studentereksamen (fra kursus) og senere en længerevarende uddannelse. De var på en eller anden måde klar over, at jeg nok kunne lidt mere end at fortsætte med at massere gulve i De Gamles By.

Da vi sås igen ca. 40 år senere, takkede jeg for alt det, de havde gjort for mig engang i fordums tid. Hun svarede bare “Jamen der var jo ikke andre”. Sikke et overskud. Tænk at man bare ser det som en art helt naturlig “forpligtelse” at tage sig af en 16-årig forpjusket fugleunge, når der ikke var andre.

Når man hele tiden har telefonen på sig

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Barndommens frygt for fremtiden

Barndommens frygt for fremtiden

Jeg altid bekymret mig

Barndommens frygt for fremtiden

En dag så jeg et indslag i TV Avisen om, at børn i en meget tidlig alder (vist allerede i sjette klasse) skal kunne beslutte at gå i en form for erhvervspraktik i 40 pct. af skoletiden, hvis de helst ville være håndværkere og ikke kan se en grund til at lære at læse, skrive og regne.

Det er en del af Mattias Tesfayes fordummelsesprojekt for den danske ungdom, der skaber endnu flere funktionelle analfabeter; som om vi ikke har tilstrækkeligt allerede? Hvordan skal man i sjette klasse kunne vide, hvad man gerne vil være, når man “bliver stor”?

Indslaget sendte mig lidt “down memory lane”. Jeg huskede min frygt for erhvervsvalget. Det må have været i niende klasse, for jeg havde været i erhvervspraktik to gange:

  • Jeg havde trillet Kodimagnyler på Nexø Apotek, og
  • jeg havde gået i grønne gummistøvler på marker og i stalde sammen med en agronom fra Bornholms Landøkonomiske Forening.

Jeg var så bange for at vælge forkert, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle foretage et valg med så store konsekvenser for min fremtid. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg gerne dels ville væk fra det sted, jeg boede, dels gerne ville have en uddannelse, men hvilken?

Så jeg søgte ind på Svendborg Søfartsskole for at komme i lære som skibskok … Jeg forsøgte at komme på Kalø Landbrugsskole (det med agronomien). Jeg forsøgte at komme “i huset” et sted på landet, hvor familien havde tre børn (det havde været synd for børnene) og flere andre ting, der kunne ændre min adresse.

Hvorfor der ikke var noget af alt dette, der lykkedes, husker jeg ikke. Det er trods alt en menneskealder siden. I stedet “tog jeg 10. med”, kedede mig bravt og blev selvfølgelig boende men blev også et år ældre.

Nul voksen-hjælp

Det værste ved overvejelserne om fremtiden var, at jeg ikke havde nogen at dele dem med. Der var en meget stor ensomhed knyttet til tankerne og til angsten for fremtiden. Der var ingen steder at gøre det, vi i dag kalder “at dele”, som jo ofte er en hjælp i både små og store spørgsmål. Der, hvor jeg boede, havde man tilstrækkeligt at gøre med selv at “holde snuden oven vande” på alle fronter. Der var ingen at tale med.

Jeg havde et eftermiddagsjob hos nogle meget dejlige mennesker, der drev isenkræmmerforretningen i Aakirkeby. De tog sig på mange måder vældig godt af mig, og de kendte min samlede situation. Men om jeg talte med dem om frygten for fremtiden, husker jeg ikke. Og hvis jeg gjorde det, ville det formentlig have bragt dem i en ret vanskelig situation. De var jo trods alt ikke de primære omsorgspersoner, som jeg savnede, så derfor havde de ikke kunnet yde en videre konkret rådgivning.

Hvis jeg nu havde børn …

Hvis jeg havde børn i den alder, hvor de skulle tage stilling til fremtiden, ville jeg sikre mig, at vi havde jævnlige samtaler om emnet på mit initiativ, så det ikke følte sig alene med overvejelserne. Jeg ville prøve at tage det op fuldkommen fordomsfrit med fokus på barnets interesser og lyst til uanset hvad, det måtte være.

Det er selvfølgelig nemt at sidde som 60-årig uden børn og være pokkers (bag-)klog. Det er jeg klar over. Men alligevel …

Barndommens frygt for fremtiden

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.