De bar ud til “Om lidt blir her stille”
En meget smuk bisættelse
De bar ud til “Om lidt blir her stille”
Min fars ungdomskæreste og det sidste af de to mennesker, der var der for mig for 43 år siden, gav slip på livet den 17. november og blev i dag bisat fra Lyngby Kirke. Kongens Lyngby har været omdrejningspunktet for hele hendes liv. Hun blev næsten 99 år, så helt unaturligt var det ikke, uanset hun ellers havde set meget frem til 100 årsdagen i 2025.
Den yngste søn (på 63 år) holdt en fremragende og historisk bevidst tale i kirken. Han holdt den helt i sin mors ånd, som var altid at fokusere på det positive, aldrig at “pive”. Lige til det sidste sagde hun “Jeg har det godt; jeg har jo ikke ondt”. Han fik sat det lange liv i perspektiv: blandt andet om at have gennemlevet en tid fra der kom post tre gange om dagen til e-mails; fra retirader i baggården til gulvvarme i badeværelset osv.
Hanne havde selv valgt salmerne, så vi sang:
- Se, nu stiger solen af havets skød (Jakob Knudsen, 1891)
- Det er så yndigt at følges ad (Grundtvig, 1855)
- Du, som har tændt millioner af stjerner (Johannes Johansen, 1981)
Præstens tale taler vi ikke om. Den kunne han have holdt over hvem som helst, og for dem ville han måske have brugt det rigtige af de to fornavne …
Jeg er selvfølgelig klar over, at en præst ikke kan lave bedre output end vedkommende får input fra de efterladte, når afdøde ikke var en trofast kirkegænger, og præsten således ikke kendte afdøde. Når sønnen kunne holde en så historisk bevidst tale, har jeg bare svært ved at forestille mig, at han ikke har delt noget af denne bevidsthed med præsten, der måske kunne have opsnappet noget af det.
Det bedste var jordpåkastelsen. Jeg kan godt lide det cykliske i en jordpåkastelse. For det er jo rigtigt, hvad der siges: “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opstå”.
En fin mindesammenkomst
Sønnerne inviterede til mindesammenkomst på Bagsværd Hovedgade i Odd Fellowgården Tax, hvor forældrene havde holdt mange fester, så det var også helt i deres ånd. Jeg sørgede med vilje for at få min fars 96 årige første kone til bords. Det var vældig interessant. Der var et par ting, der faldt på plads: Han var kedelig, for han sov så meget og gik tidligt i seng … Og så tog jeg mod til mig og spurgte et stykke inde i samtalen, om det var rigtigt, at hun ville skilles, fordi han ikke kunne få børn (haft fåresyge som barn). Og det var sandt.
Der blev holdt et par dejlige taler, altimens jeg sad og tænkte på, om jeg turde rejse mig og sige et par ord. Og jeg gjorde det (sgu), og fik sagt en lille smule om, hvad Hanne og hendes mand havde betydet for mig for de mange år siden, og hvor glad jeg er for, at vi efter 40 års ophold atter fik kontakt. Jeg var opmærksom på ikke at ævle for længe og om mig selv men at fokusere på dem og det, de havde formået; og der kom flere bagefter og sagde, at det havde været en fin tale.
Alterdugen er ingen dug
Når man ser på alterdugen i Lyngby Kirke, tror man, det er en dug/et klæde, men det er det ikke. Alterbordet er af krystallinsk marmor fra Carrara i Italien. Det er godt klaret af kunstneren Christian Lemmertz i 2012.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
