/1 Kommentar/i /af

Barndommens frygt for fremtiden

Barndommens frygt for fremtiden

Jeg altid bekymret mig

Barndommens frygt for fremtiden

En dag så jeg et indslag i TV Avisen om, at børn i en meget tidlig alder (vist allerede i sjette klasse) skal kunne beslutte at gå i en form for erhvervspraktik i 40 pct. af skoletiden, hvis de helst ville være håndværkere og ikke kan se en grund til at lære at læse, skrive og regne.

Det er en del af Mattias Tesfayes fordummelsesprojekt for den danske ungdom, der skaber endnu flere funktionelle analfabeter; som om vi ikke har tilstrækkeligt allerede? Hvordan skal man i sjette klasse kunne vide, hvad man gerne vil være, når man “bliver stor”?

Indslaget sendte mig lidt “down memory lane”. Jeg huskede min frygt for erhvervsvalget. Det må have været i niende klasse, for jeg havde været i erhvervspraktik to gange:

  • Jeg havde trillet Kodimagnyler på Nexø Apotek, og
  • jeg havde gået i grønne gummistøvler på marker og i stalde sammen med en agronom fra Bornholms Landøkonomiske Forening.

Jeg var så bange for at vælge forkert, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle foretage et valg med så store konsekvenser for min fremtid. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg gerne dels ville væk fra det sted, jeg boede, dels gerne ville have en uddannelse, men hvilken?

Så jeg søgte ind på Svendborg Søfartsskole for at komme i lære som skibskok … Jeg forsøgte at komme på Kalø Landbrugsskole (det med agronomien). Jeg forsøgte at komme “i huset” et sted på landet, hvor familien havde tre børn (det havde været synd for børnene) og flere andre ting, der kunne ændre min adresse.

Hvorfor der ikke var noget af alt dette, der lykkedes, husker jeg ikke. Det er trods alt en menneskealder siden. I stedet “tog jeg 10. med”, kedede mig bravt og blev selvfølgelig boende men blev også et år ældre.

Nul voksen-hjælp

Det værste ved overvejelserne om fremtiden var, at jeg ikke havde nogen at dele dem med. Der var en meget stor ensomhed knyttet til tankerne og til angsten for fremtiden. Der var ingen steder at gøre det, vi i dag kalder “at dele”, som jo ofte er en hjælp i både små og store spørgsmål. Der, hvor jeg boede, havde man tilstrækkeligt at gøre med selv at “holde snuden oven vande” på alle fronter. Der var ingen at tale med.

Jeg havde et eftermiddagsjob hos nogle meget dejlige mennesker, der drev isenkræmmerforretningen i Aakirkeby. De tog sig på mange måder vældig godt af mig, og de kendte min samlede situation. Men om jeg talte med dem om frygten for fremtiden, husker jeg ikke. Og hvis jeg gjorde det, ville det formentlig have bragt dem i en ret vanskelig situation. De var jo trods alt ikke de primære omsorgspersoner, som jeg savnede, så derfor havde de ikke kunnet yde en videre konkret rådgivning.

Hvis jeg nu havde børn …

Hvis jeg havde børn i den alder, hvor de skulle tage stilling til fremtiden, ville jeg sikre mig, at vi havde jævnlige samtaler om emnet på mit initiativ, så det ikke følte sig alene med overvejelserne. Jeg ville prøve at tage det op fuldkommen fordomsfrit med fokus på barnets interesser og lyst til uanset hvad, det måtte være.

Det er selvfølgelig nemt at sidde som 60-årig uden børn og være pokkers (bag-)klog. Det er jeg klar over. Men alligevel …

Barndommens frygt for fremtiden

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Et livsvidne: Helle Moesby

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Faktisk hed hun “Helle Moesby Jensen”, men mange bortkaster deres sen-navn og sådan tror jeg også, det var for Helle. Hun giftede sig til “Møen”, så det fulde navn var “Helle Moesby Møen” ved hendes død i 2016.

Jeg har ikke så mange livsvidner. Et af dem var Helle Moesby, der i dag kunne være blevet 62 år.

Jeg sidder og hører gammel musik med Bjørn Afzelius, Pia Raug, Anne Linnet, Trille og diverse oversøiske stjerner/bands såsom Dire Straits/Bruce Spriengsteen og Ianis Ian. Det gør godt at mindes et livsvidne gennem 34 år (fra 1981 til 2015): Helle Moesby. Hun kunne i dag være blevet 62 år. Der er ikke mange, der har fulgt mig så længe.

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Vi havde verdens fineste venskab i alle årene på Amagerkollegiet og mange år derefter. Jeg tør ikke tænke på alle de kander te, vi har drukket sammen både hos hende i gård 78 og hos mig i gård 80. Vi rejste rundt i Grækenland med rygsæk. Vi malede vinduer på akkord på Amagerkollegiet – det var i 1983, den sommer jeg var blevet student.

Jeg forsøgte at støtte hende, hvor jeg syntes, jeg kunne se et støtte-behov. Det var fx vanskeligt for Helle at gøre sin HF færdig, mens jeg selv gennemførte studenterkurset på Statens Kursus til Studentereksamen på to år.

Helles søster

Jeg blev inviteret ind i Helles familie til jul osv. Hendes søster og svoger var herlige, inkluderende mennesker i kollektivet i Valby. Dem var jeg taknemmelig for at lære at kende. Her var et overskud, jeg ikke tidligere havde kendt. Jeg var velkommen, som den jeg var, også selvom jeg var – og stadig er – lidt “skæv”. Og der var hendes skønne far “O. Jensen Neger”.

Var der en indbygget skævhed?

Måske var der en skævhed? Jeg var måske en form for hemmeligt forelsket i alle de år, men jeg affandt mig med, at jeg havde sidstepladsen? Jeg ved det ikke. Vi satte aldrig ord på det, men jeg tror, det lå latent – i hvert fald fra min side. Jeg kunne sagtens forestille mig et liv sammen med Helle. Det var næppe gensidigt. Men vi satte aldrig ord på. Havde det været i dag havde jeg krævet ord. Sådan bliver man klogere!

Uagtet hvor meget jeg holdt af Helle, kan jeg også se, at der var nogle skævheder. Hvorfor ventede Claus så mange år i kulissen? Hvorfor tog han ikke skeen i den anden hånd under hendes ægteskab med den australske Mark?

Det sluttede

Det sluttede, da jeg blev ret alvorligt syg, og Helle Moesby i sommeren 2015 sagde til mig “Du er blevet din sygdom“. Det kan være, hun havde ret, men det var en hård besked at få, som jeg sad der på græsset mellem to bygninger på det, der dengang hed “Psykiatrisk Center Hvidovre” (PCH).

Jeg var utrolig ked af, at det endte sådan, men jeg havde på det tidspunkt ingen handlemuligheder. Det var vores sidste kontakt. Jeg synes ikke, jeg kunne have gjort det bedre. Men sådan er det selvfølgelig altid for de, der burde have gjort noget andet.

 

Helle Moesby kunne være blevet 62 i dag

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/8 Kommentarer/i /af

Jordskælvet: Jeg fandt idioten

Jordskælvet: Jeg fandt idioten

Facebooks idioter

Jordskælvet: Jeg fandt idioten

Normalt skjuler man folks identitet.

Det ser jeg ingen grund til at gøre i dette tilfælde, når opslaget fra i aftes ligger frit tilgængeligt.

Du kan se yderligere kommentarer i denne artikel.

  • Hvorfor er der kun to sure figurer?
  • Hvorfor er det ikke i strid med de ellers allestedsnærværende, såkaldte “fællesskabsregler” hos Facebook?
  • Jeg anmelder opslaget nu.
  • Måske har du lyst at gøre det samme?

Jordskælvet: Jeg fandt idioten

 

/3 Kommentarer/i , /af ,

Tyrkiet og Syrien i kapløb mod tiden

Tyrkiet og Syrien i kapløb mod tiden

Jordskælvene i Tyrkiet

Tyrkiet og Syrien i kapløb mod tiden

Jeg så TV Avisen kl. 12:00 men måtte kigge væk, da de bar en lille dreng ud af murbrokkerne. Jeg gætter på, at han var ca. fire år. Han var i live. Næste billede: liget af en voksen mand blev båret ud. Dødstallet er lige nu knapt 5.000. Nogle kilder vurderer, at man vil nå ca. 20.000.

Jeg ved ikke, om jeg bare er specielt følsom, men jeg kan ikke klare sådan noget. Tårerne triller.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at 23 millioner mennesker, herunder 1,4 millioner børn, vil være påvirkede af jordskælvet og dets konsekvenser. Det skyldes blandt andet, at tusindvis af bygninger og hjem er kollapsede. Kilde: Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Det er intet mindre end en katastrofe – og jeg har sendt lidt penge via Røde Kors. Kan du også undvære lidt?

Jeg fandt et såkaldt “Fact sheet” fra juni 2016 hos Røde Kors. De skriver

Afhængig af forholdene er det de færreste, der overlever længere end 48 timer. 85-95 % af de personer, der udfries i live, er udfriet inden for de første 24-48 timer efter jordskælvet. De væsentligste faktorer for overlevelse er: adgang vand, påtagede traumer og klima. Der er dog få eksempler på folk, der overlever i længere tid. Fx ved jordskælvet i Tyrkiet 2011, hvor en 12-årig dreng blev redet ud af murbrokkerne efter 108 timer.

De første 24 timer er gået. Nu er det et kapløb mod tiden. I Syrien er redningsarbejdet ekstra kompliceret, idet mange bygninger i forvejen er molesterede af borgerkrigen. Der skal mindre til, før de falder sammen og man kan begynde at bære ligene ud.

Værten i TV Avisen spurgte to forskellige journalister “Hvad er de største udfordringer lige nu?” Jeg har det utrolig svært, når man kalder massive problemer med død og ødelæggelse for “udfordringer”.

Hunde sniffer efter overlevende.

Sådanne hunde kaldes detektor-hunde og det er fascinerende, at man kan lære et dyr op i at genkende både levende og døde menneskers lugtstoffer fra huden. 19 europæiske lande sender 1.150 redningsarbejdere og 70 hunde.

I det mindste spurgte studieværten ikke hundene, hvad der var deres største udfordringer er lige nu.

Så store er skælvene

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) skriver: “De hidtil største Richtertal, der er udregnet, har været for jordskælv omkring Stillehavet på knap 9.” Et af skælvene (eller begge?) i Tyrkiet er målt til 7,8 på Richterskalaen. Det er ganske usædvanligt og ganske forfærdeligt.

Der er ikke langt fra 7,8 til 8 – næsten som en stor atomsprængning:

  • Styrke 7: Kraftige skælv med omfattende skader. Solide og stærke konstruktioner tager betydelig skade.
  • Styrke 8: Jordskælvssikrede konstruktioner tager betydelig skade. Energien er tilsvarende en stor atomsprængning.

Danmark sender også hjælp

Danmark sender 30 millioner kr. (først 10, så 20) og fire mand … De fire skal hjælpe med at koordinere redningsindsatsen blandt andet inden for it, logistik og telekommunikation. Måske skulle vi hellere sende 30 millioner mand og fire kr.? Der er vist mere brug for hænder end for kroner.

En journalist spurgte i Kastrup en af de fire mand, der var fra Beredskabsstyrelsen, hvad han følte lige nu? Hvad søren forventer man(d), han skal svare? Skal han græde for åben skærm? Heldigvis var han professionel og fattet og svarede, som man kan forvente det af en sådan.

Selvfølgelig skal der bruges en masse penge til at etablere nødhjælp i form af fx felthospitaler, krisehjælp, krisepsykologer, mad, personlige fornødenheder (såsom tandbørster og kamme ..), men det forudsætter, at der er overlevende i nød at hjælpe.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.