Jeg altid bekymret mig

Barndommens frygt for fremtiden

En dag så jeg et indslag i TV Avisen om, at børn i en meget tidlig alder (vist allerede i sjette klasse) skal kunne beslutte at gå i en form for erhvervspraktik i 40 pct. af skoletiden, hvis de helst ville være håndværkere og ikke kan se en grund til at lære at læse, skrive og regne.

Det er en del af Mattias Tesfayes fordummelsesprojekt for den danske ungdom, der skaber endnu flere funktionelle analfabeter; som om vi ikke har tilstrækkeligt allerede? Hvordan skal man i sjette klasse kunne vide, hvad man gerne vil være, når man “bliver stor”?

Indslaget sendte mig lidt “down memory lane”. Jeg huskede min frygt for erhvervsvalget. Det må have været i niende klasse, for jeg havde været i erhvervspraktik to gange:

• Jeg havde trillet Kodimagnyler på Nexø Apotek, og
• jeg havde gået i grønne gummistøvler på marker og i stalde sammen med en agronom fra Bornholms Landøkonomiske Forening.

Jeg var så bange for at vælge forkert, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle foretage et valg med så store konsekvenser for min fremtid. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg gerne dels ville væk fra det sted, jeg boede, dels gerne ville have en uddannelse, men hvilken?

Så jeg søgte ind på Svendborg Søfartsskole for at komme i lære som skibskok … Jeg forsøgte at komme på Kalø Landbrugsskole (det med agronomien). Jeg forsøgte at komme “i huset” et sted på landet, hvor familien havde tre børn (det havde været synd for børnene) og flere andre ting, der kunne ændre min adresse.

Hvorfor der ikke var noget af alt dette, der lykkedes, husker jeg ikke. Det er trods alt en menneskealder siden. I stedet “tog jeg 10. med”, kedede mig bravt og blev selvfølgelig boende men blev også et år ældre.

Nul voksen-hjælp

Det værste ved overvejelserne om fremtiden var, at jeg ikke havde nogen at dele dem med. Der var en meget stor ensomhed knyttet til tankerne og til angsten for fremtiden. Der var ingen steder at gøre det, vi i dag kalder “at dele”, som jo ofte er en hjælp i både små og store spørgsmål. Der, hvor jeg boede, havde man tilstrækkeligt at gøre med selv at “holde snuden oven vande” på alle fronter. Der var ingen at tale med.

Jeg havde et eftermiddagsjob hos nogle meget dejlige mennesker, der drev isenkræmmerforretningen i Aakirkeby. De tog sig på mange måder vældig godt af mig, og de kendte min samlede situation. Men om jeg talte med dem om frygten for fremtiden, husker jeg ikke. Og hvis jeg gjorde det, ville det formentlig have bragt dem i en ret vanskelig situation. De var jo trods alt ikke de primære omsorgspersoner, som jeg savnede, så derfor havde de ikke kunnet yde en videre konkret rådgivning.

Hvis jeg nu havde børn …

Hvis jeg havde børn i den alder, hvor de skulle tage stilling til fremtiden, ville jeg sikre mig, at vi havde jævnlige samtaler om emnet på mit initiativ, så det ikke følte sig alene med overvejelserne. Jeg ville prøve at tage det op fuldkommen fordomsfrit med fokus på barnets interesser og lyst til uanset hvad, det måtte være.

Det er selvfølgelig nemt at sidde som 60-årig uden børn og være pokkers (bag-)klog. Det er jeg klar over. Men alligevel …

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.