Normalt skjuler man folks identitet.
Det ser jeg ingen grund til at gøre i dette tilfælde, når opslaget fra i aftes ligger frit tilgængeligt.
Du kan se yderligere kommentarer i denne artikel.
Jeg så TV Avisen kl. 12:00 men måtte kigge væk, da de bar en lille dreng ud af murbrokkerne. Jeg gætter på, at han var ca. fire år. Han var i live. Næste billede: liget af en voksen mand blev båret ud. Dødstallet er lige nu knapt 5.000. Nogle kilder vurderer, at man vil nå ca. 20.000.
Jeg ved ikke, om jeg bare er specielt følsom, men jeg kan ikke klare sådan noget. Tårerne triller.
Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at 23 millioner mennesker, herunder 1,4 millioner børn, vil være påvirkede af jordskælvet og dets konsekvenser. Det skyldes blandt andet, at tusindvis af bygninger og hjem er kollapsede. Kilde: Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Det er intet mindre end en katastrofe – og jeg har sendt lidt penge via Røde Kors. Kan du også undvære lidt?
Jeg fandt et såkaldt “Fact sheet” fra juni 2016 hos Røde Kors. De skriver
Afhængig af forholdene er det de færreste, der overlever længere end 48 timer. 85-95 % af de personer, der udfries i live, er udfriet inden for de første 24-48 timer efter jordskælvet. De væsentligste faktorer for overlevelse er: adgang vand, påtagede traumer og klima. Der er dog få eksempler på folk, der overlever i længere tid. Fx ved jordskælvet i Tyrkiet 2011, hvor en 12-årig dreng blev redet ud af murbrokkerne efter 108 timer.
De første 24 timer er gået. Nu er det et kapløb mod tiden. I Syrien er redningsarbejdet ekstra kompliceret, idet mange bygninger i forvejen er molesterede af borgerkrigen. Der skal mindre til, før de falder sammen og man kan begynde at bære ligene ud.
Værten i TV Avisen spurgte to forskellige journalister “Hvad er de største udfordringer lige nu?” Jeg har det utrolig svært, når man kalder massive problemer med død og ødelæggelse for “udfordringer”.
Sådanne hunde kaldes detektor-hunde og det er fascinerende, at man kan lære et dyr op i at genkende både levende og døde menneskers lugtstoffer fra huden. 19 europæiske lande sender 1.150 redningsarbejdere og 70 hunde.
I det mindste spurgte studieværten ikke hundene, hvad der var deres største udfordringer er lige nu.
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) skriver: “De hidtil største Richtertal, der er udregnet, har været for jordskælv omkring Stillehavet på knap 9.” Et af skælvene (eller begge?) i Tyrkiet er målt til 7,8 på Richterskalaen. Det er ganske usædvanligt og ganske forfærdeligt.
Der er ikke langt fra 7,8 til 8 – næsten som en stor atomsprængning:
Danmark sender 30 millioner kr. (først 10, så 20) og fire mand … De fire skal hjælpe med at koordinere redningsindsatsen blandt andet inden for it, logistik og telekommunikation. Måske skulle vi hellere sende 30 millioner mand og fire kr.? Der er vist mere brug for hænder end for kroner.
En journalist spurgte i Kastrup en af de fire mand, der var fra Beredskabsstyrelsen, hvad han følte lige nu? Hvad søren forventer man(d), han skal svare? Skal han græde for åben skærm? Heldigvis var han professionel og fattet og svarede, som man kan forvente det af en sådan.
Selvfølgelig skal der bruges en masse penge til at etablere nødhjælp i form af fx felthospitaler, krisehjælp, krisepsykologer, mad, personlige fornødenheder (såsom tandbørster og kamme ..), men det forudsætter, at der er overlevende i nød at hjælpe.
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
I går skrev om jeg om de dedikerede lærere på Statens Kursus til Studentereksamen. I dag skal det dreje sig om de dedikerede læsere.
Min mest trofaste læser og kommentator har præcis i dag den 2. februar 2023 10-års jubilæum her hos mig. Tillykke med jubilæet!
Jeg afslører næppe for meget ved at skrive, at navnet er Henny. Til dato har hun skrevet 518 indsigtsfulde kommentarer, der altid har været gode, kloge og hjælpsomme – og til tider også debatskabende. Og det er kun skønt; jeg vil jo gerne skabe debat i det virtuelle rum, men det er som hovedregel utrolig svært, fordi folk er blevet så vant til at trykke på en tast på Facebook, og så skal jeg selv gætte, hvad figuren betyder.
Jeg har aldrig mødt Henny, for vi bor langt fra hinanden, selvom Danmark er et lille land. Selv når jeg besøger mine venner i Thy, er der mere end 100 km. Jeg har tjekket. Jeg kunne ellers godt tænke mig at drikke nogle kopper kaffe eller to glas vin med hende.
Den 2. februar 2013 skrev hun:
Jeg synes, at det er en kæmpefordel ved den moderne måde at bruge musik på er, at man kan købe et nummer til en 8-10kr. Jeg ved ikke, hvor mange gange før i tiden, jeg har købt en CD på grund af et enkelt nummer og fundet ud af, at det faktisk kun var det ene nummer, der efter min mening var værd at lytte til.
Det er sjovt, for af den kommentar kan man faktisk se, at der er gået ti år.
De år, hvor jeg var meget syg, og de er gudskelov en saga blot, har hun et par gange sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling. I en af seancerne med psykologen siger jeg “Jeg skrev, at jeg var lidt bekymret. En læser replicerede, at så var hun meget bekymret.” Det var Henny, der stod bag også den kommentar. Tak for det!
Mit beskedne nyhedsbrev har i årevis haft lige omkring 65-70 abonnenter, og det er ikke alverden, men jeg er godt tilfreds. Jeg behøver ikke flere, og jeg skal jo ikke sælge noget. Det kommer jeg aldrig til. Min virksomhed ville give et stort underskud, da jeg ikke er en sælgertype.
Jeg holder selvfølgelig øje med, hvor mange der rent faktisk åbner nyhedsbrevet (det kaldes også for “CTR”, der er en forkortelse for “Click Through Rate”). Ca. 80 pct. åbner mit nyhedsbrev, og det kan jeg kun være tilfreds med, for det tal ligger normal på omkring 20 pct. eller mindre. Om de også forstår, hvad de læser, kan jeg af gode grunde ikke vide.
Det har ikke været de samme abonnenter gennem alle årene. Nogle går (uden at jeg ved hvorfor, selvom jeg opfordrer til en begrundelse, når man melder fra), mens andre kommer til. De ca. 70 seriøse abonnenter er fint for mig.
Google Analytics sender hver måned forskellige statistikker. En del af dem forstår jeg ikke, og jeg har opgivet at finde sammenhængen i de mange tal. Jeg har forsøgt at betale mig fra hjælp til det, men ham, der gerne ville hjælpe, bakkede baglæns tilbage fra projektet, da jeg havde stillet mine 20 forskellige spørgsmål. I januar havde ca. 1.500 forskellige mennesker klikket på mine links som de havde fundet via organisk søgning, og det er også et tal, der er helt i orden.
Også for så vidt angår læsere gælder det, at nogle går, mens andre kommer til. De første år kom der langt flere kommentarer pr. artikel end nu, og de kom som hovedregel fra helt andre mennesker. Jeg har forsøgt at finde ud af, om de har nedlagt deres hjemmeside eller bare er blevet trætte af mig, hvilket kan være helt legitimt. Heldigvis falder de fleste i den første kategori. Folk har i en årrække en hjemmeside og pludselig holder de af en eller anden grund op. Træthed, sygdom, nyt job, alder osv. Mulighederne er legio.
Jeg kan skrive nok så meget om politik, psykiatri, autisme, Aspergers syndrom mv., hvor jeg har brugt lang tid på at finde valide kilder og på at formidle det fundne i et sprog, der er nede på jorden, og hvor jeg samtidig fortæller min egen historie. For det er en del af min beskedne mission.
Jeg bruger typisk et par timer på en artikel alt inklusive (at få idéer, at læse korrektur, at finde kilder osv.). Men jeg kan ikke skrive hurtigere, end jeg tænker. Og det er ikke altid så hurtigt.
Men hvad scorer højt?
Oprindeligt hed det en “Weblog”, og det blev senere til “Blog”. Oprindeligt blev det kategoriseret som “en dagbog på internettet”.
Jeg kæmper lidt for ikke at kalde min hjemmeside for en “blog”, fordi jeg selvfølgelig selv synes, at den har et højere (akademisk) niveau, og at i hvert fald nogle af min artikler hæver sig over dagbogsniveauet. Det kan man være uenig i, men sådan er det, og det er fordelen ved at have sin egen hjemmeside på sit eget domæne. Man betaler ved kasse et – eller to. Til gengæld kan man skrive, lige præcis hvad man vil, hvornår man vil.
Oprindeligt havde jeg en alenlang blogroll (som er en liste over blogs, man følger). Når listen nu er forkortet til to, skyldes det, at jeg ikke synes, jeg er stødt på andre, jeg har lyst at reklamere for. Enten var de kedelige, fordi forfatterne havde helt andre interesser end mig, ikke skrev længere eller også var de sprogligt så ringe, at jeg ikke orkede at læse dem. Det er det med at se revnen i væggen – og ikke resten af væggen. Det skrev jeg lidt om i denne artikel.
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Jeg er vild med psykologen af blandt andet følgende årsager:
Jo mere min “mor” (og psykopaten) fik at drikke, jo “kedeligere” blev jeg, når de blev “sjovere”. Min “mor” sagde ofte:
Du er sgu også så kedelig
Der kommer rent faktisk nogle følelser her. Og jeg er jo begejstret, når jeg endelig føler noget. Jeg har det svært med at være kedelig. Inde i mig er der et billede af, at jeg faktisk er kedelig, fordi jeg har hørt det gennem så mange år (mindst seks).
Det bekræftes af, at jeg ser ting og sager på Facebook, som andre synes er sjove; men jeg synes overhovedet ikke, de er sjove, selvom jeg prøver at forstå morskaben. Et eksempel er, at jeg slet ikke synes, det er sjovt, at fire millioner mennesker fra Ukraine har måttet flygte fra deres hjem, der ligger i ruiner. Jeg synes heller ikke, Victor Borge er sjov, eller for den sags skyld at Gøg og Gokke er sjove. Psykologen forstod mig uden videre.
Psykologen synes ikke, jeg er kedelig; jeg er bare alvorlig. Det har jeg ikke noget imod at være. Jeg er ikke til “Falde på halen-komedier”. Det er fint for mig.
Jeg vil prøve at skifte ordet “kedelig” ud med “alvorlig”, til vi ses næste gang ultimo april. Det der ukærlige “Du er sgu også så kedelig” sidder bare dybt i mig. Det kræver lidt arbejde, men det er i orden. Der er kun en vej fremad, og det er den arbejdsomme.
“Den gode mor” havde inviteret sit barn på en sød måde til at være knapt så alvorlig fx ved hjælp af følgende: “Lille Hanne-pige, du er så alvorlig. Jeg vil vise dig, hvordan du kan have det lettere og være mindre “tung””. Sådan var det bare ikke. Måske syntes hun, at jeg så på hende/dem som en slags “dommer”; og det havde hun i givet fald ret i. Jeg kan faktisk huske/fornemme, at jeg betragtede sceneriet udefra og tog afstand fra det med afsæt i de værdier, der boede i mig. Og gæt selv hvor de mon kom fra.
Jeg er så umådeligt lykkelig for, at jeg har haft en far, selvom det ikke var ret længe. Nogle mennesker er “fars pige”, nogle er “mors pige”. Når jeg læser om andre modne kvinder, der mister deres mor, skal jeg jo i og for sig bare “kopiere” følelserne fra de følelser, jeg havde for min far for at forstå, hvad de føler. Så kan jeg sagtens forstå det tab, de lider. Det var en vigtig erkendelse i dag. Jeg vil virkelig gerne; jeg ønsker ikke på nogen måde at fremstå u-empatisk. Det er en del af det at være på autismespektret, at man har svært ved at leve sig ind i andre menneskers følelser. Jeg synes bare ikke selv, den del af diagnosen passer ret godt på mig. Det må andre selvfølgelig vurdere.
Det er de særeste ting, man kommer i tanke om, når man er “hjernestyret”, men sådan er det: da vi boede i det gamle faldefærdige skammel på Sydfyn (Nellemose fem km. fra Hårby) havde min “mor” et job med morgenrengøring på lægehuset i Assens. Det, jeg husker allerbedst, er, at psykopaten og jeg mentalt “kæmpede” om at komme med på disse rengøringsjobs, selvom det betød, at vi skulle ud ad døren kl. fem om morgenen eller deromkring. Hvis jeg vandt, havde jeg min “mor” for mig selv et par timer i ædru stand, og hvis han vandt, havde han vundet over mig!
Terapien ville selvfølgelig gå meget hurtigere, hvis jeg kunne det der med psykodrama, tegne-/maleterapi osv. Jeg tror, at hvis jeg har forstået logikken og de rette sammenhænge, tror jeg også, jeg har har løst problemet. Sådan er det bare ikke i virkelighedens verden. Når vi tager vejen via logik og hjerne, kan vi tage en lille bid af problemstillingerne, hver gang ordene bliver sagt og analyserne bliver lavet. Hvis jeg kunne det andet, ville den bid være større. Følelser bor i kroppen – ikke i hjernen. Men det må tage den tid, det tager (og koste det, det koster).
Hvorfor pokker er der ikke nogen, der ser, at der er et barn, der har behov for omsorg? Det hører med til et bare lidt mere nuanceret billede af min “mor”, at hun ikke selv kan overskue at give omsorg på et tidspunkt, hvor hun selv er i chok og sorg over at have mistet den mand, hun havde været gift med i 17 år. Hvorfor skal det barn allerede som niårig lære ensomheden at kende og finde ud af at “Jeg må klare mig selv”? Jeg kan næsten ikke udholde at se et barn på det enorme familiegravsted for mit indre blik. Jeg har svært ved at acceptere, at det ikke er et fremmed barn, jeg ser for mig, men at det faktisk er mig selv. På den anden side set: Hurra – jeg føler noget. Det må jeg straks notere mig.
Det er noget af det, vi (psykologen og jeg) undrer os over. Hvorfor var der ingen overhovedet? Min far var en indflydelsesrige person i byen. Det kunne have været underdirektøren, arbejdere på fabrikken, naboer, præsten, nogle lærere, for nu slet ikke at tale om min fars søster, der var gift med en overlæge, professor dr. med. De har da sikkert haft en god økonomi. De boede godt nok i Aarhus, og der er godt nok 98 km., men det er jo ikke en afstand som til hverken Madrid, Athen eller Nordkap. Og så var der min mormor, der også boede i Brande, hvorfor kridter hun ikke skoene? Hun er på det tidspunkt 62 år og vist i det væsentlige rask.
Hvorfor er økonomi pludselig et problem? Hvorfor var der ikke en forsikring eller en pensionsopsparing efter min far? Hvor er provenuet efter salget af fabrikken? Psykologen nævnte ordet “enkepension”, og det ord vakte genklang ~ jeg har hørt det før engang for længe siden. Jeg tror, der var en enkepension. Hvor blev den af? Måske var der gæld, der blev betalt med enkepensionen?
På den anden side set fremgår det af adoptionssagen otte år før:
I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.
Der er en tanke, jeg har tænkt i mange år, men som jeg med vilje aldrig har nævnt, fordi den måske er lidt “far fetched”, fordi jeg ikke vil fremstå med endnu en offer-historie og fordi det kan lyde selvmedlidende. Men når nu psykologen nævnte det forsigtigt som en langt-ude-mulighed, så kan jeg også tillade mig det:
Er der ingen overhovedet, fordi jeg ikke er deres “rigtige” barn?
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.