/4 Kommentarer/i , /af ,

Jeg er glad for mine trofaste læsere

Jeg er glad for mine trofaste læsere

Læserne er dedikerede

Jeg er glad for mine trofaste læsere

I går skrev om jeg om de dedikerede lærere på Statens Kursus til Studentereksamen. I dag skal det dreje sig om de dedikerede læsere.

Min mest trofaste læser og kommentator har præcis i dag den 2. februar 2023 10-års jubilæum her hos mig. Tillykke med jubilæet!

Jeg afslører næppe for meget ved at skrive, at navnet er Henny. Til dato har hun skrevet 518 indsigtsfulde kommentarer, der altid har været gode, kloge og hjælpsomme – og til tider også debatskabende. Og det er kun skønt; jeg vil jo gerne skabe debat i det virtuelle rum, men det er som hovedregel utrolig svært, fordi folk er blevet så vant til at trykke på en tast på Facebook, og så skal jeg selv gætte, hvad figuren betyder.

Jeg har aldrig mødt Henny, for vi bor langt fra hinanden, selvom Danmark er et lille land. Selv når jeg besøger mine venner i Thy, er der mere end 100 km. Jeg har tjekket. Jeg kunne ellers godt tænke mig at drikke nogle kopper kaffe eller to glas vin med hende.

Den 2. februar 2013 skrev hun:

Jeg synes, at det er en kæmpefordel ved den moderne måde at bruge musik på er, at man kan købe et nummer til en 8-10kr. Jeg ved ikke, hvor mange gange før i tiden, jeg har købt en CD på grund af et enkelt nummer og fundet ud af, at det faktisk kun var det ene nummer, der efter min mening var værd at lytte til.

Det er sjovt, for af den kommentar kan man faktisk se, at der er gået ti år.

De år, hvor jeg var meget syg, og de er gudskelov en saga blot, har hun et par gange sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling. I en af seancerne med psykologen siger jeg “Jeg skrev, at jeg var lidt bekymret. En læser replicerede, at så var hun meget bekymret.” Det var Henny, der stod bag også den kommentar. Tak for det!

Nogle går, mens andre kommer til

Mit beskedne nyhedsbrev har i årevis haft lige omkring 65-70 abonnenter, og det er ikke alverden, men jeg er godt tilfreds. Jeg behøver ikke flere, og jeg skal jo ikke sælge noget. Det kommer jeg aldrig til. Min virksomhed ville give et stort underskud, da jeg ikke er en sælgertype.

Jeg holder selvfølgelig øje med, hvor mange der rent faktisk åbner nyhedsbrevet (det kaldes også for “CTR”, der er en forkortelse for “Click Through Rate”). Ca. 80 pct. åbner mit nyhedsbrev, og det kan jeg kun være tilfreds med, for det tal ligger normal på omkring 20 pct. eller mindre. Om de også forstår, hvad de læser, kan jeg af gode grunde ikke vide.

Det har ikke været de samme abonnenter gennem alle årene. Nogle går (uden at jeg ved hvorfor, selvom jeg opfordrer til en begrundelse, når man melder fra), mens andre kommer til. De ca. 70 seriøse abonnenter er fint for mig.

Google Analytics sender hver måned forskellige statistikker. En del af dem forstår jeg ikke, og jeg har opgivet at finde sammenhængen i de mange tal. Jeg har forsøgt at betale mig fra hjælp til det, men ham, der gerne ville hjælpe, bakkede baglæns tilbage fra projektet, da jeg havde stillet mine 20 forskellige spørgsmål. I januar havde ca. 1.500 forskellige mennesker klikket på mine links som de havde fundet via organisk søgning, og det er også et tal, der er helt i orden.

Også for så vidt angår læsere gælder det, at nogle går, mens andre kommer til. De første år kom der langt flere kommentarer pr. artikel end nu, og de kom som hovedregel fra helt andre mennesker. Jeg har forsøgt at finde ud af, om de har nedlagt deres hjemmeside eller bare er blevet trætte af mig, hvilket kan være helt legitimt. Heldigvis falder de fleste i den første kategori. Folk har i en årrække en hjemmeside og pludselig holder de af en eller anden grund op. Træthed, sygdom, nyt job, alder osv. Mulighederne er legio.

Hvad scorer højt?

Jeg kan skrive nok så meget om politik, psykiatri, autisme, Aspergers syndrom mv., hvor jeg har brugt lang tid på at finde valide kilder og på at formidle det fundne i et sprog, der er nede på jorden, og hvor jeg samtidig fortæller min egen historie. For det er en del af min beskedne mission.

Jeg bruger typisk et par timer på en artikel alt inklusive (at få idéer, at læse korrektur, at finde kilder osv.). Men jeg kan ikke skrive hurtigere, end jeg tænker. Og det er ikke altid så hurtigt.

Men hvad scorer højt?

  • Det gør – lige nu – nu artiklen om Irma, der lukker. Den er strøget til tops på mindre end 24 timer. Det kan man se ude til højre under “Mest læste seneste 30 dage” – 346  visninger på mindre end 24 timer. Det er ufatteligt godt for/hos mig.
  • Et tag (det er en slags bogmærke) er det om “servicekat”. Det ligger højst måned efter måned. Det siger mig, at jeg har ramt en niche, og at mange søger efter viden om netop sådan en kat.
    • Og med hensyn til “servicekat”: Her har du årsagen til, at jeg foretrækker kommentarer på hjemmesiden og ikke på Facebook. Eksempelvis ville ingen nogensinde finde Lauras glade kommentarer og fortælling om, hvordan det lykkedes hende, via mine artikler, at få en servicekat, hvis hun havde sendt sine kommentarer på Facebook. Nu kan andre få glæde af hendes fortælling. Det er for mig essensen i internettet: Vi skal hjælpe hinanden og dele ud af vores erfaringer.

      • Jeg er glad for mine trofaste læsere

      Min korte blogroll

      Oprindeligt hed det en “Weblog”, og det blev senere til “Blog”. Oprindeligt blev det kategoriseret som “en dagbog på internettet”.

      Jeg kæmper lidt for ikke at kalde min hjemmeside for en “blog”, fordi jeg selvfølgelig selv synes, at den har et højere (akademisk) niveau, og at i hvert fald nogle af min artikler hæver sig over dagbogsniveauet. Det kan man være uenig i, men sådan er det, og det er fordelen ved at have sin egen hjemmeside på sit eget domæne. Man betaler ved kasse et – eller to. Til gengæld kan man skrive, lige præcis hvad man vil, hvornår man vil.

      Oprindeligt havde jeg en alenlang blogroll (som er en liste over blogs, man følger). Når listen nu er forkortet til to, skyldes det, at jeg ikke synes, jeg er stødt på andre, jeg har lyst at reklamere for. Enten var de kedelige, fordi forfatterne havde helt andre interesser end mig, ikke skrev længere eller også var de sprogligt så ringe, at jeg ikke orkede at læse dem. Det er det med at se revnen i væggen – og ikke resten af væggen. Det skrev jeg lidt om i denne artikel.

      Har du kommentarer til artiklen?

      Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

      Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Så skønt med dobbelttid

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Jeg er vild med psykologen af blandt andet følgende årsager:

  • Hun accepterer uden videre, at jeg ikke kan finde ud af det med “psykodrama”. Men hun har selvfølgelig også kendt mig længe. Hun kender mine svagheder (og styrker).
  • Hun accepterer, at jeg ikke kan male/tegne og sådan noget. Hendes andre klienter kan sikkert, men jeg kan ikke tegne så meget som en tændstikmand. Og jeg får mindreværdskomplekser af bare at se en pensel, et staffeli eller et lærred.
  • Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, som har stor glæde ud af at udvikle teorier og analyser sammen.
  • Hun accepterer, at jeg optager vores samtaler og har tillid til, at jeg ikke misbruger dem.
  • Jeg ved helt præcist, hvornår vi “gætter” sammen, fordi ingen kan vide, hvordan tingene rent faktisk var for et halvt århundrede siden, når der er noget, jeg ikke husker. Jeg kan sætte foden i og sige “Nej, det kan ikke passe på grund af “xyz””
  • Jeg ved helt præcist, hvornår “gætterierne” kan bringe mig videre, og hvornår de er “far fetched”. Det er, når tankerne inden næste session ikke hænger sammen for mig. Og jeg kan komme og sige “jeg tror ikke på det”. Det sker bare ikke ret tit!
  • Hun er teoretisk og fagligt velfunderet. Hun har siddet i stolen i mange år.
  • Hun ikke synes, jeg er kedelig!
  • Hun elsker sit job!

Du er sgu også så kedelig!

Jo mere min “mor” (og psykopaten) fik at drikke, jo “kedeligere” blev jeg, når de blev “sjovere”. Min “mor” sagde ofte:

Du er sgu også så kedelig

Der kommer rent faktisk nogle følelser her. Og jeg er jo begejstret, når jeg endelig føler noget. Jeg har det svært med at være kedelig. Inde i mig er der et billede af, at jeg faktisk er kedelig, fordi jeg har hørt det gennem så mange år (mindst seks).

Det bekræftes af, at jeg ser ting og sager på Facebook, som andre synes er sjove; men jeg synes overhovedet ikke, de er sjove, selvom jeg prøver at forstå morskaben. Et eksempel er, at jeg slet ikke synes, det er sjovt, at fire millioner mennesker fra Ukraine har måttet flygte fra deres hjem, der ligger i ruiner. Jeg synes heller ikke, Victor Borge er sjov, eller for den sags skyld at Gøg og Gokke er sjove. Psykologen forstod mig uden videre.

Psykologen synes ikke, jeg er kedelig; jeg er bare alvorlig. Det har jeg ikke noget imod at være. Jeg er ikke til “Falde på halen-komedier”. Det er fint for mig.

Jeg vil prøve at skifte ordet “kedelig” ud med “alvorlig”, til vi ses næste gang ultimo april. Det der ukærlige “Du er sgu også så kedelig” sidder bare dybt i mig. Det kræver lidt arbejde, men det er i orden. Der er kun en vej fremad, og det er den arbejdsomme.

“Den gode mor” havde inviteret sit barn på en sød måde til at være knapt så alvorlig fx ved hjælp af følgende: “Lille Hanne-pige, du er så alvorlig. Jeg vil vise dig, hvordan du kan have det lettere og være mindre “tung””. Sådan var det bare ikke. Måske syntes hun, at jeg så på hende/dem som en slags “dommer”; og det havde hun i givet fald ret i. Jeg kan faktisk huske/fornemme, at jeg betragtede sceneriet udefra og tog afstand fra det med afsæt i de værdier, der boede i mig. Og gæt selv hvor de mon kom fra.

Jeg havde ikke en mor  – men jeg havde en far

Jeg er så umådeligt lykkelig for, at jeg har haft en far, selvom det ikke var ret længe. Nogle mennesker er “fars pige”, nogle er “mors pige”. Når jeg læser om andre modne kvinder, der mister deres mor, skal jeg jo i og for sig bare “kopiere” følelserne fra de følelser, jeg havde for min far for at forstå, hvad de føler. Så kan jeg sagtens forstå det tab, de lider. Det var en vigtig erkendelse i dag. Jeg vil virkelig gerne; jeg ønsker ikke på nogen måde at fremstå u-empatisk. Det er en del af det at være på autismespektret, at man har svært ved at leve sig ind i andre menneskers følelser. Jeg synes bare ikke selv, den del af diagnosen passer ret godt på mig. Det må andre selvfølgelig vurdere.

Da psykopaten og jeg kæmpede om min mors gunst

Det er de særeste ting, man kommer i tanke om, når man er “hjernestyret”, men sådan er det: da vi boede i det gamle faldefærdige skammel på Sydfyn (Nellemose fem km. fra Hårby) havde min “mor” et job med morgenrengøring på lægehuset i Assens. Det, jeg husker allerbedst, er, at psykopaten og jeg mentalt “kæmpede” om at komme med på disse rengøringsjobs, selvom det betød, at vi skulle ud ad døren kl. fem om morgenen eller deromkring. Hvis jeg vandt, havde jeg min “mor” for mig selv et par timer i ædru stand, og hvis han vandt, havde han vundet over mig!

Terapien ville selvfølgelig gå meget hurtigere, hvis jeg kunne det der med psykodrama, tegne-/maleterapi osv. Jeg tror, at hvis jeg har forstået logikken og de rette sammenhænge, tror jeg også, jeg har har løst problemet. Sådan er det bare ikke i virkelighedens verden. Når vi tager vejen via logik og hjerne, kan vi tage en lille bid af problemstillingerne, hver gang ordene bliver sagt og analyserne bliver lavet. Hvis jeg kunne det andet, ville den bid være større. Følelser bor i kroppen – ikke i hjernen. Men det må tage den tid, det tager (og koste det, det koster).

Barnet foran sin fars gravsted

Hvorfor pokker er der ikke nogen, der ser, at der er et barn, der har behov for omsorg? Det hører med til et bare lidt mere nuanceret billede af min “mor”, at hun ikke selv kan overskue at give omsorg på et tidspunkt, hvor hun selv er i chok og sorg over at have mistet den mand, hun havde været gift med i 17 år. Hvorfor skal det barn allerede som niårig lære ensomheden at kende og finde ud af at “Jeg må klare mig selv”? Jeg kan næsten ikke udholde at se et barn på det enorme familiegravsted for mit indre blik. Jeg har svært ved at acceptere, at det ikke er et fremmed barn, jeg ser for mig, men at det faktisk er mig selv. På den anden side set: Hurra – jeg føler noget. Det må jeg straks notere mig.

Det er noget af det, vi (psykologen og jeg) undrer os over. Hvorfor var der ingen overhovedet? Min far var en indflydelsesrige person i byen. Det kunne have været underdirektøren, arbejdere på fabrikken, naboer, præsten, nogle lærere, for nu slet ikke at tale om min fars søster, der var gift med en overlæge, professor dr. med. De har da sikkert haft en god økonomi. De boede godt nok i Aarhus, og der er godt nok 98 km., men det er jo ikke en afstand som til hverken Madrid, Athen eller Nordkap. Og så var der min mormor, der også boede i Brande, hvorfor kridter hun ikke skoene? Hun er på det tidspunkt 62 år og vist i det væsentlige rask.

Hvorfor er økonomi pludselig et problem? Hvorfor var der ikke en forsikring eller en pensionsopsparing efter min far? Hvor er provenuet efter salget af fabrikken? Psykologen nævnte ordet “enkepension”, og det ord vakte genklang ~ jeg har hørt det før engang for længe siden. Jeg tror, der var en enkepension. Hvor blev den af? Måske var der gæld, der blev betalt med enkepensionen?

På den anden side set fremgår det af adoptionssagen otte år før:

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

Der er en tanke, jeg har tænkt i mange år, men som jeg med vilje aldrig har nævnt, fordi den måske er lidt “far fetched”, fordi jeg ikke vil fremstå med endnu en offer-historie og fordi det kan lyde selvmedlidende. Men når nu psykologen nævnte det forsigtigt som en langt-ude-mulighed, så kan jeg også tillade mig det:

Er der ingen overhovedet, fordi jeg ikke er deres “rigtige” barn?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i /af

Juletid er lig tid til minder

Juletid er lig tid til minder

Når iskrystallerne sidder udenfor

Juletid er lig tid til minder

Der er en helt særlig stilhed i julen. Verden er gået i stå, og derfor larmer den ikke ret meget. Jeg kan godt lide det. Og det er helt modsat ugen efter, altså nytårsaften, hvor verden larmer helt enormt. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg har aldrig brudt mig om nytårsaften og har det helt fint med ikke at skulle “noget”, da jeg slet ikke er til bordbomber, guirlander og sjove hatte. Jeg har aldrig brudt mig om kulminationer.

I dag vågnede jeg op til iskrystaller på de nye trelagsruder. Iskrystallerne sidder udenfor. Eric skrev for et par måneder siden, at det var et sundhedstegn.

Forleden syntes jeg, det var lidt koldt om fødderne, så alle radiatorerne kom op på fem (det højeste). Jeg gider ikke fryse. Jeg kom til at tænke tilbage på min barndom, hvor iskrystallerne ofte sad indenfor, fordi der ikke var penge til at fodre oliefyret. En tankning var dyr, så vi frøs. Der blev varmet (lidt) op med små el-varmeblæsere. Det er en dyr løsning. Ordet “tvangsauktion” blev brugt oftere om vinteren end om sommeren. Jeg var ikke klar over, hvad det var; alligevel var jeg meget bange for det. Det er ikke rare erindringer.

Der var sjovt nok altid råd til alkohol. Det var sidst på måneden allerede omkring den 15de, men jeg blev sendt til købmand Bent på Torvet i Svaneke med huskeseddel og ordre på, at det skulle “skrives”. På den måde var det jo altid sidst på måneden – også ved næste måneds start. Pengene var brugt, allerede før de kom ind på kontoen. Sådan ruller rouletten i en nomadefamilie. Det vil aldrig nogensinde ske for mig selv. Jeg har opbygget avancerede Excelark, der sørger for, at det aldrig er sidst på måneden, og at alle måneder er ens. Det er således ikke et problem at skrue op for varmen.

Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen

De gik ikke selv til købmanden og bad om, at det skulle “skrives”, for det er der en skam over. Så er det lettere at sende sit barn. Så mærker man ikke skammen så meget. Det var den skam, der ramte min mor med al tydelig slagkraft, da jeg en formiddag sagde til hende “Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen”. Det betyder selvfølgelig “der har du endnu ikke drukket”. Hun stod lænet op ad et køkkenbord i Svaneke og hun havde den stribede morgenkåbe på, som nåede helt til gulvet, som hun selv havde syet og som duftede så godt af “mor”, hvis jeg fik lov at komme tæt på. Det var ikke så tit. Sætningen må have gjort ondt.

Når hun/de havde drukket, kom der gang i harmonika og hammondorgel. Hvis det var, mens vi stadig boede på Sydfyn, var hendes bror der også. Han deltog i festlighederne og spillede på harmonika og”sav”. Sidstnævnte betegner det forhold, at man tager en sav, bøjer klingen og stryger en violinbue hen over den. Det lyder forfærdeligt. Helt uden melodi. De prøvede at lære mig det, men jeg var helt umulig til den slags, og det interesserede mig ikke.

På Sydfyn havde jeg tillige det problem, at mit lille værelse stødte lige op til hammondorglet, så jeg kunne ikke sove, og var træt i skolen dagen efter. Jeg kunne ikke noget af det, de kunne, og jeg brød mig ikke om noget af det. Det, jeg kunne, havde til gengæld ingen værdi. Et eksempel er: Psykopaten havde en halvbror, der arbejdede på Th. Laursens bogtrykkeri i Tønder. Når de kom på besøg, havde han fysikbøger med til mig, og jeg læste og lærte dem fra ende til anden. På den måde blev jeg ret god til fysik. Men det havde ingen værdi derhjemme.

Jeg kom ofte hjem med både 11- og 13-taller. Det havde heller ikke værdi. Måske havde det værdi, at jeg på Sydfyn, mens onklen også boede der, samlede hundelort fra hans hund op i køkkenet på det brun-orange gulvtæppe hver morgen, inden jeg forberedte morgenmaden til psykopaten og mig selv?

I går var det 15 år siden hun døde på Holbæk Centralsygehus, men jeg har ikke savnet hende et sekund, for hun vidste, hvad der foregik, måske fem meter fra deres dobbeltseng, når hun ikke stod op om morgenen, men hun greb ikke ind. De morgner, hvor hun stod op, var jeg glad, men det skete ikke ret ofte. Jeg har hendes egne ord fra 2003 for det. Alligevel forstår jeg ikke, at hun kunne lade det passere gennem seks år. Jeg synes, svigtet er stort, bare fordi “det kunne jeg ikke overskue med to børn” – altså at gribe ind. Derfor lod hun det passere.

Forskellige måder at komme væk på

Jeg flyttede til København i sommeren 1980 efter at have “taget 10. med”. Jeg skulle bare væk og jeg vidste, jeg ville have en uddannelse; i første omgang ville jeg bare være student. Det troede jeg, man kunne leve af. Det var kulminationen på flere års overvejelser om, hvordan jeg kunne komme væk:

  • Jeg sad på min blå cykel på vej fra eftermiddagsjobbet i Aakirkeby (hos dejlige mennesker der ejede isenkramforretningen) til Vestermarie, kiggede til højre ned i grøften og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”. Jeg var 14 år.
  • Der var ikke grænser for, hvordan jeg efter 9. klasse udtænkte metoder til at komme væk:
    • Komme “i huset” og bo hos den pågældende familie. Min mor havde været “i huset”, og jeg troede, det var en slags uddannelse, hvad det vel også var. Man blev “husassistent”.
    • Tage på Landbrugshøjskole på Kalø. Idéen kom efter at have været i erhvervspraktik som “landbrugskonsulent” på “Bornholms Landøkonomiske Forening”. Jeg aner ikke, hvad det går ud på, og ingen, der kender mig i dag, kan vist se mig i grønne gummistøvler i en svinestald.
    • Tage ud at sejle med Fulton og Mogens Frohn.
    • Komme i lære som apoteksassistent på Nexø Apotek og bo i Nexø. Idéen opstod efter en erhvervspraktik, hvor jeg trillede Kodimagnyler på det apotek.
    • Inspireret af Hennys kommentar: Komme på efterskole, men det var der ikke råd til, da der vist var en del brugerbetaling.
    • Og så videre. Der er flere overvejelser, men jeg kan ikke lige huske dem.

Ingen tænkte over, at jeg var egnet til en længerevarende uddannelse, for den slags havde ikke værdi. Den længstvarende uddannelse der var lærerseminariet. Psykopaten var lærer. Jeg ved ikke i hvad, men det er jo genialt at sætte en pædofil mand til at arbejde med børn.

Jeg kan den dag i dag ikke noget med mine hænder, men jeg kan noget andet, der i min verden har værdi. Psykologen sagde det en dag: “I  din verden er viden magt.” Det har hun ret i.

/i , /af ,

Carl Frederik Kristensen 122 år i dag

Carl Frederik Kristensen 122 år i dag

Jeg holdt af min morfar

Jeg har  ikke glemt, jeg har skrevet om ham før…

I har også set billedet før, jeg holder bare af det. Maskinen, han sidder på, kaldes en aflægger.

Min morfar Carl Frederik Kristensen kunne være fyldt 122 år i dag. Han havde det, man helt igennem kan kalde et møg-liv. Han var født på den jyske hede (Skærlund i Brande Sogn) i 1899.

Faderen døde, da morfar var 18 år og moderen af den spanske syge, da han var 24 år. Han overtog fødehjemmet “Schiøttsminde” i Skærlund, knoklede igennem sammen med søsteren Thora som hjælp, men det gik ikke. Han gik på tvangsauktion som 26-årig i 1925, fordi han ville mekanisere landbruget, der var på 54 tdr. land. Faderen Bertel Kristensen havde drevet det med heste, men morfar ville have moderne landbrugsmaskiner blandt andet selvbindere. Han fik imidlertid forkøbt sig på maskinerne. Forskellige profitmagere gjorde udlæg i ejendommen og tjente godt på det, og morfar måtte til sidst give op.

I 1977 blev der udarbejdet en slægtsbog af “Dansk Slægtsforskning, Fredericia”, og til den fortæller morfar selv:

Det var ikke rart på auktionsdagen at stå til skue for dem, der var kommet for at overvære auktionen, det var, som man kunne mærke, at de tænkte: “Nu har han da fået sat det over styr, som hans forældre har slidt for”. Det er ikke nogen rar fornemmelse at få, det har på en måde haft stor indflydelse på mig, det gik også ud over min søster Thora, der havde slidt i det for at hjælpe mig og intet fik ud af det. Jeg havde jo prøvet for lidt og var for selvklog.

Jeg kan næsten blive trist over at læse den passus.

Efter tvangsauktionen

Årene fra 1926 – 1933 gik med skiftende arbejde rundt om i landet. I 1933 traf han min mormor Mary, og de giftede sig i november 1933 og bosatte sig i en lille toværelses lejlighed.

Carl fik nu igen arbejde hos Alfred Nielsen dels i et mergelleje, dels i mosen, og selv om arbejdslønnen var lille, blev der efterhånden samlet lidt møbler til det lille hjem. I 1935 får de min mor.

I 1937 fik Carl influenza, efterfulgt af lungebetændelse og dobbeltsidet bughindebetændelse, og da det var næsten umuligt at få nogen form for hjælp, blev det et økonomisk hårdt slag for familien.

Efter sygdommen gik det fremad igen med skiftende arbejde ved dræning, mergling, tørveæltning mv., resulterende i, at de kunne købe en lille ejendom på 11 tdr. land ved Blåhøj Mejeri, som han drev nogle år samtidig med arbejdet ude.

Mormor vil til Højby i Ods Herred, hvor hun er fra

Ca. 1950, hvor min mor er 15 år gammel, rykker familien til Ellinge Lyng i Højby, men morfar skal stadig tjene pengene ved forefaldende arbejde rundt omkring i landet. Det går selvfølgelig ikke i det lange løb, og det ender med skilsmisse.

Han får endelig fast arbejde på Specialbeton i Odense som cementstøber (fra 1952 – 1968). Følgende gør mig rasende – jeg kan godt huske uret, et elektrisk vækkeur efter 16 års knokleri:

I 1968 måtte Carl ophøre med arbejdet og gå på folkepension. Den sidste dag på virksomheden takkede ledelse ham for lang og tro tjeneste, og han fik overrakt et elektrisk ur.

Kolonihaverne

Carl Frederik Kristensen 122 år i dagSelv husker jeg morfar have det allerbedst, når han var i sin lille kolonihave i Odense. Den første have var ret lille, og huset på den var tilsvarende småt – men der var hyggeligt! Haven var fyldt med frugtbuske – især stikkelsbær, som blev lavet til stikkelsbærgrød. Det smagte glimrende og morfar var dygtig til at lave mad.

På et tidspunkt solgte han det lille kolonihavehus, og fik en større grund med flot helt nyopført hus på i haveforeningen “Skytteløkken” i Odense. Da var han desværre bare blevet for gammel til at kunne holde det. Som en slags arveforskud gav han det derfor til Jytte og hendes mand (psykopaten), der solgte det og brugte pengene til udbetalingen på gården i Hårby på Sydfyn.

Sådan endte det

  • 1976/77 bor han i en lille etværelses pensionistbolig i Odense
  • 1979 (juli) flytter han ind hos min mor m.fl. i Svaneke – og her bliver han ikke behandlet ret godt men som en klods om benet. Han kan ingenting, helbredet vil ikke mere, så han sidder dag ud og dag ind i et baglokale til en slags  skobutik og kigger ud i luften eller på fjernsynet.
  • Efter juli 1980 (for jeg er flyttet), flytter han ind på Svaneke plejehjem.
  • 1982, 3. november dør han på plejehjemmet og bliver begravet på Olsker kirkegård.

Jeg har på fornemmelsen, at min sociale indignation stammer fra denne historie!