, ,

Man skal ikke ændre mig

Man skal ikke ændre mig

Arrogance?

Man skal ikke ændre mig. Jeg er nemlig okay, som jeg er.

Psykologen har af og til sagt, at jeg – indtil man lærer mig at kende – kan virke arrogant. Ordet er ikke flatterende, men slår man efter i Den Danske Ordbog (DDO), passer det såmænd nok meget godt.

DDO skriver: “med en provokerende eller udfordrende selvsikkerhed, overlegenhed eller nedladende holdning“. Dybt inde ved jeg, at usympatisk er jeg ikke. En anden ting, jeg er fuldstændig overbevist om, er, at jeg ikke forsøger at ændre andre mennesker, uagtet de måske foretager sig ting, jeg ikke selv ville foretage mig, eller som jeg bare ikke forstår. Jeg accepterer andre mennesker, som de er, og forsøger at forstå, hvorfor noget (fx en hobby eller en musiksmag) glæder dem og optager dem. Jeg prøver at være empatisk og rummelig. Det lykkes selvfølgelig ikke i alle tilfælde, men man er heldigvis ikke forpligtet ud over sine evner.

Min veninde i Thy siger meget korrekt, at min, nu forhenværende ven, er arrogant. Jeg synes, det er rigtigt.

Man skal ikke ændre mig

Jeg har mistet min nærmeste ven – igen.

Historien gentager sig, og jeg har skrevet om det samme tab den 26. juni i år. Vi “sluttede fred” i starten af august, fordi jeg var “psykisk moden” (psykologens fagudtryk) nok til, at jeg ringede op og sagde, at jeg savnede. Det var en overvindelse, men jeg var rede til at tage det, jeg kunne få og lade resten ligge. Jeg gjorde op at det, jeg kunne få, var større end det, jeg måtte lade ligge. Simpel hovedregning. Man kan såmænd ikke engang kalde det matematik.

Nu står vi her så igen og det ægteskabslignende brud er definitivt. Mails vil gå i spamfilteret og telefonnummeret er blokeret. Jeg hverken kan eller vil leve med, at “min verden skal gøres større”, for bag det ligger, at jeg ikke er god nok, som jeg er.

Min ven

  • Mente min hjemmeside skulle designes anderledes og fortalte det minimum 100 gange, herunder at hun ikke længere besøgte siden af æstetiske årsager. At hun satte to udråbstegn efter det udsagn, får mig nu ikke til at ændre designet. Siden har lige nu en udformning, jeg kan lide (ellers havde jeg jo ikke lavet den sådan), og den vil blive bibeholdt i hvert fald nogle år. Hvis andre ikke kan lide den, er det deres problem.
  • Forstod ikke, at jeg synes slægtsforskning i min adoptivfamilie er det mest relevante (jeg har for årevis siden skrevet en længere artikel blandt andet om årsagen til, at Hans H. Worsøe provokerer med udsagnet “Andre personer end selve forfædrene, fx stedmødre, adoptivforældre etc., hører ikke hjemme på tavlen” (Politikens “Håndbog i Slægtshistorie” 2001, side 43).” Hun mente, at jeg så ligeså vel kunne forske i hendes familie.
    • Jeg har en veninde i Thy, der ikke prøver at ændre på mig, og som kommenterede det med at “slægtsforskning er at at gøre historien personlig”. Det har jeg aldrig tænkt over, men det er helt korrekt.
  • Forstod ikke, at jeg med Aspergerdiagnosen langt om længe har opnået en forståelse for – og accept af – den person, jeg nu en gang er, og at det er det, der bevirker, at jeg nu kan agere, som den jeg altid har været. Utallige er de gange, hun har fortalt mig, at hun aldrig selv ville forstå sig selv qua en diagnosekode som fx en “gennemgribende udviklingsforstyrrelse”, som Aspergers syndrom er.
  • Ville aldrig forstå min proces med at gennemgå livsforløbet, at gøre regnebrættet op, skelne mellem godt og skidt med henblik på i sidste ende at komme dødsangsten til livs. Sådan ville hun aldrig selv gøre.
  • Var enig med psykiateren i distriktspsykiatrien om, at det slet ikke er en god idé at lede efter journaler på Rigshospitalet. Det ville hun aldrig nemlig aldrig selv gøre.
  • Mente jeg var “skrøbelig”, skønt jeg siger, jeg aldrig har haft det bedre, når jeg ikke kan tage at blive kritiseret så hårdt og uden blusel på de felter, der betyder mest for mig.

Konklusion

Der er ikke meget venskab tilbage, når jeg skal ændre på alle de ting, der virkelig betyder noget for mig, og som glæder mig, selvom de ikke betyder noget for hende. Jeg fik fornemmelsen af at svømme i hajfyldt farvand, hvor jeg hele tiden skulle passe på ikke at møde en haj, det vil sige “træde forkert”. Hele tiden at skulle parere udsagn og holdningstilkendegivelser der havde til formål at ændre på mig og det, jeg gør.

Samlet set kunne jeg ikke udholde den arrogance, der ligger i at “gøre min verden større”. Jeg er nemlig ret godt tilfreds med min verden, som den ser ud lige nu.

Jeg er trist og ked af det, men det går jo over på et eller andet tidspunkt. Der er meget, jeg vil savne, men der er bestemt også en del, der er en befrielse at slippe for.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

86 år i dag

86 år i dag

Jytte B. Stegemüller (1935 – 2006)

(Billedet herover: Jørgen Stegemüller og Jytte Baunsgaard Stegemüller, født Christensen, vielse hos sognefoged Lars Nielsen, Brande den 22. oktober 1955.)

Ovenstående navn er min (adoptiv-)mor, billedet er mine forældres vielse den 22. oktober 1955, og klikker du på linket, får du en grafisk fremstilling af hendes aner. Hun kunne i dag, den 7. maj 2021, være blevet 86 år. Hun døde 71 år gammel af lungecancer i december 2006 på Holbæk Centralsygehus.

Jeg mødte frem på sygehuset efter hendes død, og gav hende en lillebitte (dum?) gave med i døden i form af min (adoptiv-)fars konfirmations-salmebog, som jeg end ikke turde lægge på hendes bryst, selvom det var min hensigt. Jeg var bange for, at hun ville rejse sig fra de døde. En medarbejder måtte lægge den på brystet af hende på mine vegne. Det var han sød at gøre.

Sorg og savn?

Nej egl. ikke rigtig. Det lyder muligvis sært. Lad mig prøve at forklare:

  • Hun var vidende om det seksuelle misbrug, hendes mand fra 1974 til 1980 begik mod mig, men hun greb ikke ind. Hun lod det ske, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med to børn. (Jeg har en halvbror, der er 13 år yngre end jeg, men jeg kender ham reelt ikke.)
  • I 2003 bekræftede hun, at hun havde kendt til misbruget. Det er altså ikke noget, jeg digter!
  • Vi havde ingen kontakt fra 1981 til 2003. Det er 22 år.
  • I 2003 så jeg i telefonbogen, at hun og den tidligere ægtefælle (overgrebsmanden – psykologen kalder ham “psykopaten”) havde hver deres adresse; derfor kontaktede jeg hende! Jeg antog, de var skilt eller i det mindste separeret. Det viste sig at være rigtigt. Vi prøvede at få det til at fungere, men godt blev det aldrig. Jeg har intet imod tilgivelse; jeg definerer mig selv som kristen, og der hører tilgivelsen til, alle kan tage fejl og blive klogere, jeg har brugt mindst hundredetusinde på terapi og bearbejdningsprocesser, men det blev ikke rigtig godt.
  • Hun kunne ikke slippe ham, skulle konstant referere til ham og jeg kunne ikke holde ud at høre om ham. Det var jeg ikke klar til. Terapi eller ej. Hundredetusinde kroner eller ej.

Min første – og eneste – skåltale?

Jeg har lagt min første (og eneste?) tale i noterne om hende, så du kan selv læse med, nemlig en tale til hendes 70-års dag, hvor jeg gjorde mig umage for ikke at begå den fejl, mange taleskrivere begår: nemlig at tale om sig selv! Det ville jeg ikke – heller ikke selvom jeg ikke kendte til kunsten.

Det var svært at komme omkring et tomrum på 22 år; jeg kunne jo ikke lade som om, det ikke var der? Jeg drejede skuden og sprang over (måske gærdet hvor det var lavest?) ved at fokusere på den fantastiske ti-års-dag hun må have haft ved befrielsen i 1945 og så hendes nye liv ved tilbageflytningen fra Bornholm til Ods Herred, Nykøbing By, efter skilsmissen fra psykopaten.

Min gave var en flot indbunden slægtsbog, super professionel – dyr og med guldtryk- men man skal måske nok være en “slægtsnørd” for at kunne anerkende værdien i en sådan. Jeg tror aldrig, hun helt forstod gavens betydning – men det kan jo have noget med mig at gøre.

Nu er det så lidt over 14 år siden, hun er død. Det gør egl. ikke noget, og det lyder måske helt forkert. Men vær i givet fald rar at læse ovenstående igen – gerne langsomt – så kan det være, du forstår bedre!

 

 

, ,

I had a dream

I had a dream

Går det mon an?

I had a dream

Min største og vigtigste drøm er at komme i arbejde de 15 timer om ugen, som det nu, af alle instanser, er vurderet, at jeg kan arbejde. Men pludselig tænker jeg på, om jeg er alt for urealistisk. Måske er jeg slet ikke i stand til det? Måske er det rette en pension? Jeg er jo mit arbejde, ergo: hvis jeg ikke arbejder, er jeg ingenting.

Det, der bringer mig til at tvivle er, at:

  • jeg skal skrive alting ned
  • jeg skal lave skemaer for at få gjort selv de mest banale ting så som at vaske, tømme postkasse og papirkurv en gang om ugen – alt det som andre mennesker bare gør
  • der kræves et arbejde og skemaer for at få struktur
  • jeg er ved at drukne i lister, skemaer, kalendere og alarmer på telefonen, der sikrer, at jeg husker at tage medicinen
  • jeg behøver dosispakninger

Jeg har en ven, der flere gange har ytret, at alt det ovenstående, plus mere, er de rene falliterklæringer. Jeg ved snart ikke. Måske kan jeg slet ikke noget mere? Måske skal jeg bare opgive kampen om at komme ind på arbejdsmarkedet igen?

Jeg har møde med fleksjobkonsulenten i Hvidovre Kommune i dag kl. 13:00 i dag, og jeg har sådan set tænkt mig at lægge de fleste af kortene på bordet, dog vil jeg ikke vise ham ugeskemaet, for så får jeg da aldrig så meget/lidt som et fleksjob.

Jeg vil ganske enkelt spørge ham, om han tror, en pension kunne være relevant. Hvidovre Kommune er en god og fair kommune at bo i. Jeg synes, man bliver behandlet godt.

Jeg har bare medlidenhed med mig selv.

Citrusfrugterne herunder er bare pæne at se på. De har bestemt ingen sammenhæng med teksten, men der skal også være lidt godt (til ganen).

I had a dream

Sång til friheten

Sång til Friheten

Man skal kunne se og mærke forskel

Var Kai en gammel eller tidligere kollegiekammerat? Svaret er “begge dele”. Vi er begge blevet gamle – jeg er 54 år, han er 67 år –  men vi er også tidligere. Vi mødtes i dag til en rigtig dejlig snak og lidt mad på Torve Caféen i Hvidovre. Facebook kan opretholde kontakter! Det var dejligt og hyggeligt. Vi har senest (men ikke sidst) mødtes i ca. 1996, men det kan jeg ikke rigtig huske.

Vi talte om gamle dage, om minderne, om det fantastiske og om det, der bragte os igennem de svære stunder. Gårdmiljøet på Amagerkollegiet var en kæmpe støtte for det, vi hver især baksede med. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at flytte i en form form for olde-kolle. Det skulle være modelleret over kollegiet: fællesskab, når det er rart, og mulighed for at trække mig tilbage, når jeg har fået nok af snik snak. Det er bare rasende dyrt, når det skal være i Københavnsområdet, og det skal det.

Hvad ligger der i “Sång til friheten”?

I går skrev jeg om min største platoniske kærlighed nogensinde og “Sång til friheten” af Björn Afzelius. Det kan synes indforstået, hvis man ikke lige var i gård 78 og/eller gård 80 på Amagerkollegiet i netop de vigtige år fra 1981 – 1990. Derfor finder du teksten herunder. Det kan være, den klargør det hele en anelse:

“Du är det finaste jag vet
Du är det dyraste i världen
Du är som stjärnorna
Som vindarna
Som vågorna
Som fåglarna
Som blommorna på marken

Du är min ledstjärna och vän
Du är min tro, mitt hopp, min kärlek
Du är mitt blod
Och mina lungor
Mina ögon
Mina skuldror
Mina händer och mitt hjärta

Friheten är ditt vackra namn
Vänskapen är din stolta moder
Rättvisan är din broder
Freden är din syster
Kampen är din fader
Framtiden ditt ansvar”

Her er musikken.

Jeg kan ikke læse teksten uden at tænke, at det er den vildeste kærlighedserklæring. Og det er ikke noget, jeg finder på til lejligheden. Sådan har jeg haft det siden ca. 1981! Og det er jo sådan set ganske længe.

Vores liv er jo ændredes uendeligt meget siden. Hendes er ikke længere, og mit er forandret – men substansen? Jeg tror, den stadig findes. Og det er en rar tanke.