/5 Kommentarer/i , , /af , ,

I had a dream

I had a dream

Går det mon an?

I had a dream

Min største og vigtigste drøm er at komme i arbejde de 15 timer om ugen, som det nu, af alle instanser, er vurderet, at jeg kan arbejde. Men pludselig tænker jeg på, om jeg er alt for urealistisk. Måske er jeg slet ikke i stand til det? Måske er det rette en pension? Jeg er jo mit arbejde, ergo: hvis jeg ikke arbejder, er jeg ingenting.

Det, der bringer mig til at tvivle er, at:

  • jeg skal skrive alting ned
  • jeg skal lave skemaer for at få gjort selv de mest banale ting så som at vaske, tømme postkasse og papirkurv en gang om ugen – alt det som andre mennesker bare gør
  • der kræves et arbejde og skemaer for at få struktur
  • jeg er ved at drukne i lister, skemaer, kalendere og alarmer på telefonen, der sikrer, at jeg husker at tage medicinen
  • jeg behøver dosispakninger

Jeg har en ven, der flere gange har ytret, at alt det ovenstående, plus mere, er de rene falliterklæringer. Jeg ved snart ikke. Måske kan jeg slet ikke noget mere? Måske skal jeg bare opgive kampen om at komme ind på arbejdsmarkedet igen?

Jeg har møde med fleksjobkonsulenten i Hvidovre Kommune i dag kl. 13:00 i dag, og jeg har sådan set tænkt mig at lægge de fleste af kortene på bordet, dog vil jeg ikke vise ham ugeskemaet, for så får jeg da aldrig så meget/lidt som et fleksjob.

Jeg vil ganske enkelt spørge ham, om han tror, en pension kunne være relevant. Hvidovre Kommune er en god og fair kommune at bo i. Jeg synes, man bliver behandlet godt.

Jeg har bare medlidenhed med mig selv.

Citrusfrugterne herunder er bare pæne at se på. De har bestemt ingen sammenhæng med teksten, men der skal også være lidt godt (til ganen).

I had a dream

/i /af

Sång til friheten

Sång til Friheten

Man skal kunne se og mærke forskel

Var Kai en gammel eller tidligere kollegiekammerat? Svaret er “begge dele”. Vi er begge blevet gamle – jeg er 54 år, han er 67 år –  men vi er også tidligere. Vi mødtes i dag til en rigtig dejlig snak og lidt mad på Torve Caféen i Hvidovre. Facebook kan opretholde kontakter! Det var dejligt og hyggeligt. Vi har senest (men ikke sidst) mødtes i ca. 1996, men det kan jeg ikke rigtig huske.

Vi talte om gamle dage, om minderne, om det fantastiske og om det, der bragte os igennem de svære stunder. Gårdmiljøet på Amagerkollegiet var en kæmpe støtte for det, vi hver især baksede med. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at flytte i en form form for olde-kolle. Det skulle være modelleret over kollegiet: fællesskab, når det er rart, og mulighed for at trække mig tilbage, når jeg har fået nok af snik snak. Det er bare rasende dyrt, når det skal være i Københavnsområdet, og det skal det.

Hvad ligger der i “Sång til friheten”?

I går skrev jeg om min største platoniske kærlighed nogensinde og “Sång til friheten” af Björn Afzelius. Det kan synes indforstået, hvis man ikke lige var i gård 78 og/eller gård 80 på Amagerkollegiet i netop de vigtige år fra 1981 – 1990. Derfor finder du teksten herunder. Det kan være, den klargør det hele en anelse:

“Du är det finaste jag vet
Du är det dyraste i världen
Du är som stjärnorna
Som vindarna
Som vågorna
Som fåglarna
Som blommorna på marken

Du är min ledstjärna och vän
Du är min tro, mitt hopp, min kärlek
Du är mitt blod
Och mina lungor
Mina ögon
Mina skuldror
Mina händer och mitt hjärta

Friheten är ditt vackra namn
Vänskapen är din stolta moder
Rättvisan är din broder
Freden är din syster
Kampen är din fader
Framtiden ditt ansvar”

Her er musikken.

Jeg kan ikke læse teksten uden at tænke, at det er den vildeste kærlighedserklæring. Og det er ikke noget, jeg finder på til lejligheden. Sådan har jeg haft det siden ca. 1981! Og det er jo sådan set ganske længe.

Vores liv er jo ændredes uendeligt meget siden. Hendes er ikke længere, og mit er forandret – men substansen? Jeg tror, den stadig findes. Og det er en rar tanke.

/8 Kommentarer/i /af

Sång til Friheten

Sång til Friheten

Björn Afzelius

Min musiksmag gik i stå sidst i 80’erne eller i starten af 90’erne, så jeg er en del år bagud, men det gør ikke så meget, for jeg kan alligevel ikke rigtig holde ud at høre musik. Det sætter sig midt i min hjerne, og jeg kan intet foretage mig samtidig. Jeg evner ikke det, der på fagsprog kaldes “delt opmærksomhed”. Enten hører jeg musik eller også producerer jeg et eller andet. Det, jeg producerer, er jo som regel en eller anden form for webindhold. Så summa summarum: der kan gå mange måneder mellem jeg prøver at høre et eller andet. Jeg har ellers overspillet mine ca. 300 cd’er til min computer, så jeg har masser af muligheder.

De stærkeste minder går til årene med især Björn Afzelius, som vi lyttede til på kollegiet (Amagerkollegiet forstås). Sommerlørdage forflyttedes til Femøren til en æra, hvor Björn Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen et. al endnu ikke var blevet for velbeslåede til at svinge plektren i det fri. Det var fantastisk. Solen skinnede hver lørdag. Der manglede ikke kolde pilsnere.

Selv arbejdede jeg nede i vores lokale Irma. Vi lukkede kl. 14:00 (det var også dengang, vi selv tastede priserne ind på kasseapparatet. “Den gule mel”, 2 kg., kostede 7,95 kr. 🙂  ), men jeg nåede alligevel altid at komme med på Femøren.

“Sång til Friheten” (vist opr. 1979)

For mig er musik først og fremmest lig minder/erindringer.  Måske er det derfor, jeg ikke kan holde ud at høre så meget af det: der er for meget, der – på godt og ondt – vælder frem? Så er stilheden faktisk bedre.

Jeg havde gennem 34 år en veninde, som var mit et og alt. Og det var i vidt omfang gensidigt. Venskabet opstod på Amagerkollegiet. Vi fulgte hinandens liv i modgang og medgang. Det var magisk, givende, fyldt med kærlighed og meget andet fantastisk, men det var også svært, for det var også ulige.

“Sång til Friheten” var “vores sang”, og hvis du har én, du deler en sang med, behøver jeg ikke frembringe flere ord. Du ved det bare.

Da jeg blev syg, overlevede venskabet ikke. Hun syntes, jeg var blevet min sygdom, og det kan der sikkert være noget rigtigt i. Psykologen sagde, at det ofte gik sådan. Det betyder bare ikke, at det er blevet lettere at lytte til “Sång til Friheten”.

Jeg prøver at tænke på alle lørdagene på Femøren i stedet.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Vemod

Læs mere