Tag Archive for: Førtidspension

Pensionistens faglige netværk vokser

Pensionistens faglige netværk vokser

Jeg vil gerne øge mit netværk

Pensionistens faglige netværk vokser

Der skal ikke herske den ringeste tvivl om, at jeg elsker mit liv, som det er. Intet vækkeur, intet pres, ingen stress, ikke noget med at sidde på kontoret før 8:00, tid til at lave det, jeg synes er sjovest osv. Det er fantastisk!

Alligevel har jeg gået og tænkt, at det måske ville være sundt at øge mit netværk, og det må gerne være et fagligt netværk af en art. Det kunne dreje sig om psykiatri, det at være udenfor arbejdsmarkedet, slægtsforskning – you name it … Ikke engang en lille kat vil kunne opfylde alle behov, selvom det vil være et stort skridt på vejen. Jeg håber altså sådan på den kat, der vil få verdens bedste katteliv hos mig.

To turbaner er faldet ned i min hat
Den første: Djævlens advokat

Jeg har af en eller anden årsag en profil på LinkedIn, hvor jeg klart og tydeligt skriver, at jeg er forhenværende administrativ nørd af alskens slags.

I lørdags fik jeg en henvendelse fra direktøren for en NGO, der vokser og vokser, og det vil hun selvfølgelig gerne have, da hun selv har sat det hele i søen for fem år siden og det nu er en stor succes. Problemet er, at de ikke har styr på deres processer, og det gør, at hun er ved at drukne i administration. Hun er selv entrepreneur/iværksætter og ikke særlig interesseret i administration. Jeg er jo lige omvendt. Hun havde set min profil på LinkedIn og troede, jeg muligvis kunne være svaret på hendes bønner.

Da mine erfaringer med NGO-verdenen mildest talt er temmelig blandede, var jeg noget forbeholden og sendte hende indledningsvist et begrundet afslag. Jeg fortalte, at mine kompetencer er i datid, at det er ni år siden, jeg forlod det “rigtige” arbejdsmarked, at jeg kun ved/vidste noget om styring af organisationer med minimum 200 medarbejdere, så mine forslag til løsninger kunne være helt ude i hampen for en organisation med fem ansatte og lige nu 70 frivillige, at jeg ikke er så hurtig som før, at jeg vil have lov at nyde min pensionisttilværelse, jeg gider ikke arbejde gratis osv.

Min tanke var også, at ville hun have løst så forholdsvis kompleks en opgave, kunne de ikke forvente at få det gratis fra en pensionist – jeg foreslog dem i stedet at ansætte en studentermedhjælper i fx 12 måneder. Det kunne være en stud.scient.pol. eller en IT-studerende på kandidatniveau. Et menneske der tænker lineært og struktureret.

Vi skrev en del beskeder frem og tilbage, og da det selvfølgelig er lidt smigrende måske fortsat at kunne bruges til noget mere end det, jeg selv finder på, endte jeg med at ringe hende op, efter hun havde foreslået en rolle som “Djævlens advokat”. Det kunne jeg se mig selv i et par timer om ugen. Vi havde rigtig god kemi i telefonen, så nu har vi aftalt at mødes i starten af august. Det kan blive vældig interessant og givende.

Jeg har sagt, at jeg vil have noget for det. I NGO-verdenen forventer de altid at få alting gratis. Det går jeg ikke ind på længere. Jeg har lagt de “interessetimer” (dem er der enormt mange af i staten), jeg er “forpligtet” til i mit liv. Det bliver nok symbolsk, men det er også i orden. Det er princippet i det.

Den anden: Netværksmøde for pensionister før tid

Jeg har fundet frem til “Netværksmøde for pensionister før tid”, der er en “netværksgruppe for dig som er djøfer og pensioneret før tid. Vi drøfter drømme, ambitioner og begrænsninger, eksempelvis undersøger vi Djøf-identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet.”

Netværket er nystartet og indtil videre, er de fremmødte for 80 pct.s vedkommende gengangere. Der bliver holdt møde ca. en gang om måneden.

Det med identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet, vil jeg vældig gerne drøfte med nogen. Eksempelvis siger jeg aldrig, at jeg er “førtidspensionist”, fordi jeg synes, der er noget stigma knyttet til det. I stedet siger jeg bare “pensionist”. Det er lidt dumt, men sådan er det.

Derudover vil jeg vældig gerne tale om specifikt Djøf-identitet, fordi jeg dybt i hjertet er djøfer, jeg har været medlem i 38 år, og vil være det, til jeg dør. Jeg har en ven, der mener, at djøfere ofte bare løser opgaver, de selv har opfundet. Det er jeg noget træt af at høre på. Det kunne være fint at få input til flere modargumenter, end dem jeg selv kan fremmane.

, ,

Læreprocesser i forbindelse med slægtsforskning

Læreprocesser i forbindelse med slægtsforskning

Jeg kan lære fra mig

Læreprocesser i forbindelse med slægtsforskning

Af og til søger jeg for sjov med Google efter tidligere kolleger fra diverse styrelser eller naboer i min pensionskasses ejendomme (for ellers kan man næsten ikke leje en lejlighed i København) – bare for sjov og for at se, hvad der er blevet af dem. Og så kan jeg se, at de er blevet til noget: dommere, kontorchefer, aafdelingschefer osv. Den næste naturlige tanke er: “Og hvad er jeg selv blevet til?” Svaret er “pensionist 10 år før tid”. Det kan forekomme lidt nedslående og er ikke befordrende selvtilliden.

Der er imidlertid noget, der peger i den anden retning: Jeg har opdaget, at jeg kan lære fra mig.

Jeg hjælper en bruger med The Next Generation of Genealogy Sitebuilding

Jeg har kontakt med Steen, der har slægtsforsket i 30 år, og nu vil han gerne lave en hjemmeside med TNG. Han er ingeniør, så vi tænker lige lineært. Det er så dejlig nemt. Hans foreløbige resultater kan ses her. Han kontaktede mig første gang den 11. januar i år og spurgte, om jeg ville hjælpe. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Klikker du på linket, kan du se, at han allerede er langt i sin proces.

Det nemme, og meget hurtigere, ville være, at jeg brugte min administratoradgang til lige at lave nogle forskellige ændringer for ham. Det gør jeg med vilje ikke, for det lærer han ikke noget af, men bliver i stedet afhængig af mig. Det er ikke godt for nogen af os: han bliver ikke dygtigere, lærer ikke noget, og jeg “hænger på ham” til evig tid.

Jeg prøver i  stedet at vise eller beskrive, hvad han selv kan/skal gøre. Og indtil videre har han ikke brokket sig. I modsætning til mange andre er han fuldt ud klar over, at hvis man har en hjemmeside, har man altid en opgave, der venter, og at det er en proces at få den stablet på benene. Et skridt ad gangen.

Af og til tager vi en time eller halvanden på TeamViewer, og så kan han komme videre på egen hånd et par uger. TeamViewer er et program, der gør, at jeg kan overtage hans PC hjemme fra mit eget skrivebord. Efter halvanden time er vi vist begge lidt maste, for vi arbejder konstant – ingen småsnak, og ender begge med en lang liste af ting, der skal følges op på. Jeg tror imidlertid, at det ender med en vældig fin hjemmeside.

De farlige forslag

Jeg havde nogle forslag til, hvad han kunne gøre ved sin forside. Jeg er altid forsigtig med forslag, for nogle opfatter det som kritik, og sådan er det jo på ingen måde ment. Jeg prøver bare at formidle det, jeg har lært mig selv gennem snart mange år. Hvis jeg kan komme med et tip eller se en detalje, er der jo ingen grund til, at han også skal gå over åen efter vand, som jeg selv har gjort det. Han tager det positivt og er glad. Det er befordrende for selvtilliden.

Mere om læreprocesser

Jeg har lært utrolig meget i de næsten 20 år, jeg har slægtsforsket

1) Et af de første spæde skridt var at prøve at lære det gotiske alfabet. Uha, det var svært, og jeg er på ingen måde færdiguddannet, men “Übung macht den Meister”. Lige disse dage er jeg på vej gennem kirkebogen for “Københavns amt, Sokkelund, Sankt Nikolaj, 1767-1797, EM, Døde”, fordi det irriterer mig grusomt, at der er en person, jeg ikke kan finde. Han skal være død efter 1/2-1787 og før 1/2-1801 (datoerne, hvor man holdt folketællinger). Det gjorde man de første år altid om vinteren, for så var der større chance for, at folk var hjemme, når tællingskommissæren bankede på og skulle vide, hvem der boede på matriklen. Godt tænkt.

Det er blevet en principsag at finde Anton Peter Atzersens død. Det er nærmere hieroglyffer end gotisk, der er skrevet i den kirkebog, men for hvert eneste blad, jeg vender, går det lidt bedre. Man vænner sig til skriften, finder systemet og lærer præstens (eller degnens?) tankegang at kende. Selv stillingsbetegnelserne kan jeg efterhånden tyde. Jeg undrer mig dog over, at der er så mange “Arbejdsmand”. Havde man virkelig den stillingsbetegnelse i 1794 – eller kan jeg bare ikke læse det? Og så er det selvfølgelig interessant at se, hvor mange der døde af “Gigt”, “Tæring”, “Forrådnelsesfeber”, “Brystsyge”, “Kopper”, “Skarlagensfeber” osv.

2) Det næste skridt (eller var det det 25.?) var at skubbe resultaterne ud over rampen på nettet. De første skridt var ærlig talt rærlige. Det kan man se med Waybackmachine. Internettet var nærmest ikke opfundet, der var ikke noget hjælp at hente på nettet, og det var dengang, man skulle skrive alle koderne “i hånden”. Det tog mig en eftermiddag bare at lave en kasse, der viste en dato. Nuvel, min hjerne bliver aldrig egnet til at skrive kode, men det var altså besværligt og svært i forhistorisk tid.

Jeg investerede en masse penge i amerikanske lærebøger om at kode. Jeg har dem stadig, men jeg tror snart, de ryger ud, for omend de ser hyggelige og kloge ud, samler de bare støv, og den viden, der findes i dem, er forældet, da de er fra 2005 – 2007.

3) Gad vide hvad næste skridt bliver?

Billedet herunder

Sådanne trykte lapper fra 1796 og 1795 findes der adskillige eksempler på i den omtalte kirkebog. Det er sådan noget, der er sjovt, og som fortæller historie.

Læreprocesser i forbindelse med slægtsforskning

Læreprocesser i forbindelse med slægtsforskning

,

De kognitive deficitter

De kognitive deficitter

Skulle jeg have haft pension?

De kognitive deficitter.

Kognition: kendt fra 1962 fra engelsk cognitive, af latin cognitus, perfektum participium af cognoscere ‘lære at kende, erkende, forstå’

Deficit: fra latin deficit ‘der mangler’, af deficere ‘mangle’.

Kilde: Den Danske Ordbog

Af og til tænker jeg, at jeg har snydt hele systemet og slet ikke skulle have været tilkendt pensionen. Jeg kan jo fx koncentrere mig i timevis om at systematisere ting, fx. mine gamle billeder og blive ved og ved med at gennemgå filerne, til alt stemmer med databasen, alle navne er rigtige (hedder de nu fx. Christensen eller Kristensen?), alle personer på billedet er angivet i filnavnet i den rigtige rækkefølge fra højre mod venstre og (stort set) ingen billeder er for store til import i TNG-siden. Efter mange forsøg er jeg kommet frem til, at de skal være max. ca. 700 * 1.000 px.

Jeg tror alligevel, den er god nok, for:

hvis nu hjernen havde fungeret “normalt”:

  1.  havde jeg kun været halvt så lang tid om at få styr på de pokkers billeder (der er i øvrigt kun 339 tilbage ud af de 1.061, jeg startede med),
  2. havde jeg ikke været overrasket over at læse om de mennesker, jeg traf i starten af min slægtsforskning og som har givet mig en masse informationer og lånt/foræret mig billeder. Som hovedregel har jeg noteret, hvornår jeg har truffet dem og selvfølgelig deres navne mv. Men jeg er helt blank, når jeg skal prøve at huske selve mødet. Det er præcis det, den første overlæge i distriktspsykiatrien kaldte for “absencer”,
  3. havde jeg ikke skullet opgive at finde rundt i Google Maps til brug for TNG. Jeg bliver så forvirret af alle de “hjælpsomme” links. Hvorfor kunne de ikke stille det op ad modum: “gør sådan og sådan”, helst tabellarisk med 1, 2, 3 osv.?. Der er vel kun én vej?,
  4. havde jeg ikke ved hvert eneste blogindlæg skullet slå op, hvor stort billedet skal være for at passe ind på forsiden. Det er som om, de 665 * 531 px. ikke vil indprente sig. Efter mindst 25 poster med den nye størrelse, burde den vel sidde fast?,
  5. havde jeg selv kunnet hælde medicinen op hver anden uge, så hjemmeplejen ikke må komme og gøre det. Det skyldes ikke, at jeg ikke kan ramme hullerne i æskerne, men at jeg ikke har det overblik, der bevirker, at jeg kan se, om der er nok til næste runde, så egen læge eller distriktspsykiatrien skal kontaktes, for at jeg ikke kommer til at mangle noget,
  6. havde jeg kunnet huske en indlæggelse på seks dage på Hvidovre Hospital i sommeren 2020 på den afdeling, der har med stofskifte ting og sager at gøre (lige nu kan jeg heller ikke huske, hvad den kaldes). Jeg kan se i Sundhedsplatformen, at jeg har været der, men jeg husker absolut intet. Det er lidt underligt,
  7. havde jeg haft overblik over alt det, jeg gemmer (filer, noter osv.) for netop ikke at glemme,
  8. havde jeg ikke måttet spørge folk, jeg har siddet i menighedsrådet med i otte år, hvad det nu er, de hedder, når jeg møder dem på Hvidovrevej. Ansigtsgenkendelsen er simpelthen væk. Det har jeg drøftet på skrift med professor Poul Videbech, der kun sjældent har oplevet noget lignende. Jeg tror ikke, han helt tror mig.

Når jeg bare er mig selv, går det alligevel godt nok

Havde jeg skullet passe et job, havde det været meget problematisk. Når jeg bare er mig selv og kan dyrke mine egne nørderier i mit eget tempo, betyder det ikke så meget, bortset fra alle de noter og lydfiler jeg er ved at drukne i. En dag må jeg rydde op.

Jeg har en gammeldags pen og blok ved venstre hånd, hvor jeg noterer idéer og indfald, der ikke skal gemmes i længere tid. Jeg er storforbruger af midlertidige filer i Notepad på det elektroniske skrivebord. Og jeg optager vigtige samtaler, fx dem med psykologen, og jeg hører dem faktisk mindst et par gange efter sessionen. Og så længe hjemmeplejen er så venlig at hælde medicinen op, de “småting” der er tilbage af den, går det alt sammen.

Mine omgivelser har vænnet sig til, at jeg har en hukommelse som en si, og er så venlige kun sjældent at påpege det.

God sagsbehandling

Glemt kode

Udbetaling Danmark

Hvidovre Kommunes Pensionsnævn traf afgørelsen om pension den 8. april. Dagen efter fik jeg brevet i min e-Boks om, hvad de havde besluttet. Det fremgik af brevet, at jeg nu ville høre fra Udbetaling Danmark, der skal stå for udbetalingen.

To timer efter kom der brev fra Udbetaling Danmark i e-Boks. De oplyste, at de skal beregne pensionens størrelse. Der var link til nogle formularer, hvor man skal afgive de oplysninger, de ikke selv kan skaffe andetsteds. Jeg har fx anden indtægt i form af invalidepensionen fra pensionskassen, som de ikke kan kende. De kan heller ikke vide, om jeg ønsker at bruge hoved- eller bikort, ligesom de ikke kan vide, om jeg har ‘løn’ fra Hvidovre Kommune for april.

Reglerne for modregning er rundt regnet: Af den indtægt, man har over ca. 80.000 kr., modregnes der ca. 31 pct. i pensionen.

Jeg indsendte oplysningerne, og samme sekund jeg trykkede på ‘Send’, kom der et estimat for de kommende udbetalinger efter skat. Jeg kan ikke huske, hvad der stod og jeg fik ikke taget et screenshot, men jeg kan huske, at beløbet var en hel del mindre, end det jeg selv sammen med min ven havde beregnet. Jeg kom med det samme i tvivl om, hvorvidt jeg havde givet de rigtige informationer vedrørende ‘løn’ for april og om skattekortet. Det skal jo helst være rigtigt, så jeg ikke enten ender med en efterregning eller får for lidt. Den slags skal passe, og derfor sendte jeg dem med det samme en mail (hvilket ikke er så let) om de to mulige fejl.

Effektiv og venlig telefonisk sagsbehandling

Jeg gik rundt nogle dage og var bekymret for nedgangens størrelse og over, at de ikke reagerede på min mail om de mulige fejl. Jeg tog mig sammen og ringede til dem.

De er ikke færdige med at regne, der vil gå to til tre uger, men jeg fik fat i en utrolig venlig sagsbehandler, der med det samme sagde, at deres straks-estimat var helt galt, og gav mig et andet foreløbigt tal, der lå ca. 4.000 kr over pr. måned. Det passede meget bedre med, hvad min ven og jeg var kommet frem til. Jeg havde derudover noteret et par andre spørgsmål, som han også beredvilligt svarede på, så godt han kunne. Han tog sig tiden og gav mig tid til at notere svarene, så de ikke bliver glemt.

Det var god og effektiv sagsbehandling. Jeg vil ikke holde mig tilbage fra at ringe til dem en anden gang.