Tag Archive for: Førtidspension

, , , ,

Det pragtfulde pensionistliv

Det pragtfulde pensionistliv

Livet uden arbejde

Det pragtfulde pensionistliv

Jeg faldt over denne skønne tegning på Facebook, og da 2/3 af de hidtidige respondenter på den lille enquete i bunden af artiklen er udenfor arbejdsmarkedet, må den have en omtale. [Jow, jow, jeg prøver at rette ind].

Det pragtfulde pensionistliv

Mit liv ligner på mange punkter tegningen herover. Ligner dit liv mit? Måske er det andre ting, du lægger i “time for fun and play” – vi kan jo ikke alle læse (tyske) kirkebøger?

“slow mornings”: Jeg elsker mine langsomme morgner med en hel kande Blå Irma-kaffe med god mælk fra Thiese, som jeg ikke skal dele med nogen. Ingen forstyrrer mig, og jeg kan planlægge dagens aktiviteter. Se TV Avisen kl. 7:00, skrive på min hjemmeside, glo på vejret osv.

“a good conversation” kan dreje sig om meget forskelligt. Nogle gange har man ikke selv meget at komme med, men måske anbefaler samtalepartneren en god podcast på DR Lyd eller en spændende TV-serie på DR. Nogle gange hæver samtalen sig op på et metaplan og andre gange er den jordnær, hvor man egentlig bare vil høre, om der stadig er liv i den anden og “holde de sociale forbindelseskanaler åbne”. Sådan er det jo med samtaler.

Og “day naps”: Der er intet så skønt som at tage en lur midt på dagen og at vide, at det kan man gøre med god samvittighed. Er man døsig, kan man lægge sig, er man ikke, kan man lade være.

Der er så meget frihed.

Da jeg ikke kunne forestille mig et liv uden at arbejde

Jeg har været så dum at lægge hele min identitet i mit arbejde, så da de “alle” i 2015 sagde “Vi synes, det ligner en pension” var mit svar “Det kan I godt glemme”.

Ergo forsøgte jeg mig med seks fleksjobs, der alle gik dårligere og dårligere. Det indså “alle”, undtagen jeg selv.

Jeg forsøgte at fylde varer op i Bilka i Hundige, men jeg holdt kun 1½ dag, for jeg kunne ikke huske, hvor de skulle stå, og jeg kunne ikke finde vej derud. Til sidst kunne jeg ikke passe et “svagpisserjob” på vist 4-6 timer om ugen hos Interflora hjemme ved egen telefon og PC. Det var ikke Hvidovre Kommune, der pressede mig; det var mig, der pressede kommunen.

“Alle” var:

  • psykologen i Psykiatrifonden (hende jeg holder ved)
  • arbejdsmarkedsrådgiveren i Psykiatrifonden
  • kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien
  • min bisidder fra SIND.

Jeg var ganske enkelt ikke klar til at blive pensioneret i 2015. I 2021 var jeg derimod meget klar. Da jeg ringede til min sagsbehandler og sagde “Det går ikke; du må søge pension til mig”, var der ingen palaver. Jeg tror, han havde ventet på, det ville ske. Han spurgte mig, hvilke erklæringer han skulle indhente, og det rettede han sig efter. Den slags kan jeg jo godt lide 🙂

Dagen i rehabiliteringsteamet var dobbelt: Jeg var rystende nervøs og forberedt til tænderne. Jeg kunne de 50 sider (det højst tilladte antal) udenad. Det var i 2021 (vist den 13. marts) og altså under pandemien, derfor blev mødet holdt på Teams. Jeg sad med psykologen på min venstre side i hendes daværende klinik i Høje Taastrup. Hun havde på forhånd flere gange sagt “Hvis du får afslag, går vi sgu i ‘Aftenshowet’ “.

Men der blev ikke behov for at gå i ‘Aftenshowet’. De indstillede på det foreliggende til pension, og formanden for rehabiliteringsteamet sagde, da de kom retur fra den korte votering, “Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig”. Den sætning glemmer jeg aldrig, for det var sandt. Og så var jeg leveret. Jeg græd af lettelse. Heldigvis var psykologen der.

Som med et trylleslag var alle bekymringerne fra de seneste otte år væk. Udefrakommende pres (som vi sædvanligvis kalder stress) og bipolar affektiv sindslidelse er en meget dårlig cocktail. Det vil også sige, at jeg stort set blev “rask”, da det udefrakommende pres forsvandt. Pludselig var kampen slut. Jeg kan stadig blive berørt ved tanken om den dag i rehabiliteringsteamet. Hvis jeg bliver 90 år, har en tredjedel været godt.

Til tider tænker jeg på, om jeg bare har snydt hele borgermusikken, eftersom jeg glimrende kan koncentrere mig 12-16 timer hjemme ved det gotiske – evt. på tysk. Gad vide hvordan det ville gå, hvis jeg atter forsøgte at arbejde? Det var jo egl. det, jeg forsøgte bare at planlægge i sommeren 2023. Det resulterede i to måneder på psykiatrisk afdeling formentlig med en “indvendig depression”. Jeg må hellere lade være.

Jeg læser p.t. to bøger

  1. udsnit af “Dansk kirkeret” af August Roesen (1976), hvor jeg prøver at lære reglerne for god ministerialbogsførelse. Jeg elsker en sætning som denne “De to eksemplarer af kirkebøgerne må ikke nogen nat opbevares under samme tag”. Den stammer fra et reskript fra 1812 (de fortrykte skemaer blev indført i 1812, hvor der kom orden i tingene), og vidner selvfølgelig om en tid med bindingsværk og stråtage, hvor adskillige præstegårde på landet brændte ned til grunden og med dem forsvandt sognets historie som dug for solen.
    • Jeg læste engang om mennesker med Aspergers syndrom, at det er helt normalt, at de bliver højt specialiserede på et meget lille område. Det vil jeg også! På psykiatrisprog kaldes det for at “dyrke sine særinteresser”. Til gengæld aner jeg ikke en brik om film, kunst og mange andre ting.
  2.  “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen, FADLs forlag 2013. Jeg købte den i maj 2015, men fik den aldrig læst. Dengang kunne jeg jo ikke læse. Nu er tiden kommet. Den er utrolig velskrevet og lige til at gå til. Jeg kan godt huske, da jeg mistede hukommelsen … Det var slemt:
    • forestil dig, at du ikke kan huske, hvordan du kommer til arbejde, selvom du både har haft samme bolig og samme arbejdsplads i årevis
    • forestil dig ikke at kunne rejse længere, fordi du er bange for ikke at kunne finde hjem til dit hostel/hotel. Nu går det meget bedre, så jeg vil til Frankfurt (Oder).

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvad får du tiden til at gå med?

Hvad får du tiden til at gå med?

Jeg har ikke tid nok

Hvad får du tiden til at gå med?

I går talte jeg i telefon med et menneske, der spurgte mig, hvad jeg får tiden til at gå med? Jeg blev helt overrumplet og vidste næsten ikke, hvad jeg skulle svare, for sandheden er, at jeg – som mange andre pensionister – slet ikke har tid nok. Jeg sidder ikke og glor ud i luften, jeg ser stort set ikke TV, jeg har intet abonnement på Netflix eller HBO, jeg læser (endnu) ikke bøger eller lignende, der kunne rubriceres som “tidsfordriv”.

Jeg producerer en masse, som det stort set kun er mig selv, der skal bruge, og som der måske aldrig er nogen, der opdager.

Jeg elsker mit rolige liv, hvor jeg kan bruge et par timer på hver artikel på hjemmesiden. Idé(er), to gange korrektur, billeder osv. tager simpelthen tid, men det gør jo ikke noget, og jeg elsker det. Jeg hygger mig. Hertil kommer tiden med respons til de mennesker, der er så søde at kommentere artiklerne. Hver enkelt skal have et ordentligt svar inden for rimelig tid, for får de det ikke, gider de nok ikke komme tilbage. Svar til dem prioriteres til enhver tid højere end svar til respondenter via Facebook.

Jeg er i en livsfase, hvor jeg kan tillade mig det. Nogle kalder det med rette for “Livets tredje akt”. For første gang i livet kan jeg selv definere, hvad jeg vil bruge tiden på. Først definerede forældre og folkeskole, så definerede uddannelsesinstitutionerne og til sidst arbejdsmarkedet. Nu er det endelig min tur!

Det er så sjovt, at mine venner i Thy, der også begge er pensionister, og jeg, kan have svært ved at finde et tidspunkt at tale i telefon sammen. De har deres liv, som er vidt forskelligt fra mit, og jeg har mit, som slet ikke ligner de flestes. Vi har kendt hinanden i mere end 20 år, og nu ligner vores livsfaser hinanden lidt. Vi har alle tre valgt livets tredje akt til, og vi elsker det hver især – men hvornår skal vi tale sammen? Vi kan sammen grine af, at vi kan være i tvivl om, hvilken dag det er. Det betyder ikke ret meget, om det er tirsdag eller onsdag. Det er den vildeste luksus, man kan forestille sig.

Og hvad får jeg “tiden til at gå med”?

  1. Artikler til hjemmesiden. Det går der meget tid med, da jeg synes, mine ca. 70 abonnenter skal have noget at stå op til mandag morgen. Men i virkeligheden allermest fordi jeg glædes over legen med ordene. Den er til for min egen skyld; der er nok ikke så mange andre, der gennemskuer min til tider subtile ordleg.
  2. Slægtsforskning, hvor jeg p.t. er i gang med “Den store oprydning”. Jeg supplerer og perfektionerer mine data. Og jeg prøver at rette alle de fejl, jeg begik for 20 år siden. Hvem er kunden til det? Tjah, vel primært mig selv; men jeg kan da se, at masser af MyHeritage-brugere skriver af fra mig, da det ellers ville være underligt, at de når nøjagtig de samme resultater.
  3. Af og til taler jeg i telefon, hvilket jeg er meget begejstret for. For mig er det en metode til at holde de sociale forbindelseskanaler åbne. Facebook mv. er fine muligheder, men for mig er mennesker først rigtige mennesker, når vi får en god snak.
  4. Rengøring og den slags kedelige ting prioriterer jeg at betale mig fra en gang om måneden i erkendelse af at 1. – 3. blokerede for det, så det ikke blev gjort. Selv kunstige planter skal jo af og til støves af.

Jeg har det, som jeg vil have det

Jeg kan altså bruge tiden, som jeg vil, og jeg kan bo, som jeg vil. Der er styr på al input og output, og jeg er glad hver morgen, jeg vågner og spørger mig selv: “Hvad har jeg mest lyst til i dag?”. Det er stort efter syv år i evig usikkerhed om fremtiden. Kampen er slut og jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er taknemmelig hver dag.

Da mit liv alligevel ligger på nettet, får I til slut et par billeder af mit interiør, som ikke er noget særligt, men som jeg er utrolig glad for:

Hvad får du tiden til at gå med?

Stuen med bøgerne nu i “stram alfabetisk” orden og inkorporeret lys.

 

Hvad får du tiden til at gå med?

Samme stue med bakkebordet, jeg er meget glad for.

 

Hvad får du tiden til at gå med?

Spisestuen med Piet Hein-bord og Arne Jacobsen-stole.

 

Hvad får du tiden til at gå med?

Spisestuen med Bixers mors maleri og et Montanaskab til glas, hvoraf flere er arvestykker.

 

Hvad får du tiden til at gå med?

Det højtelskede kontor, hvor jeg dagligt tilbringer 16 timer.

Livets tredje akt

Udvikling eller afvikling?

Livets tredje akt

Da mine læsere, jfr. spørgeskemaet i bunden, lige nu for 85 %’s vedkommende er over 50 år, handler denne artikel om pensionisttilværelsen eller overgangen til den.

Jeg fandt et fremragende webinar, som jeg varmt anbefaler dig at se (på YouTube). Det hedder: “Kom godt i gang med livet som pensionist” og blev udsendt af P+, Pensionskassen for Akademikere, den 3. oktober. (Det kan ofte ikke lade sig gøre at linke til YouTube; jeg håber, du alligevel kan finde det med udgangspunkt i disse oplysninger. Man skal ikke være medlem af P+ for at tilgå webinaret.)

For kun at lytte til lektor og aldringsforsker Aske Juul Lassen, skal du starte 12:34 inde i lydfilen. Det slutter 41:37. Den halve time er godt givet ud.

Sundhedsstyrelsens hjemmeside er der en hel sektion, der er blevet til i et samarbejde mellem styrelsen og ham.

Pension handler mere om udvikling end afvikling

Gradvis overgang, nedsat tid, senkarriere, socialt engagement, storfamilieliv, entreprenørskab og unretirement. Der er i dag mange forskellige måder at lade sig pensionere på, og vi skal derfor udfordre vores forestillinger om pensionisttilværelsen. Det mener aldringsforsker Aske Juul Lassen, der forsker i pensionsovergangen og livet som pensionist.

Brat eller planlagt overgang?

Aske talte om forskellige former for overgang til livets tredje akt. Når jeg tænker på min egen overgang til livets tredje akt, var den på en gang både planlagt og brat. Det skal forstås som, at jeg i flere år havde modtaget invalidepension og var klar over, at karrieren som sådan var slut. Planlagt kan man dog nok ikke kalde det, da det ikke er frivilligt at blive syg.

Samtidig var den brat forstået på den måde, at ved indstillingen til førtidspension grundet et par diagnoser sagde formanden for rehabiliteringsteamet “Du kan nok godt forvente en krise”. Og det var selvfølgelig fra den ene dag til den anden, og jeg kan stadig genkalde mig, at jeg sad og tudede med psykologen ved min side, da de returnerede med indstillingen. Det var ikke grundet den bratte overgang, og jeg synes ikke, krisen har indfundet sig. Det skyldtes lettelsen over, at kampen var slut. Nu vidste jeg hvordan, hvordan fremtiden ville se ud.

Nogle, der har haft en brat overgang, oplever at komme i en form for meningstomt rum, for hvad er meningen med livet, når man ikke længere skal på arbejde? Vi har gennem livets første to akter vænnet os til, at andre definerede vores tid: Først var det barndom og ungdom, hvor forældre og uddannelsesinstitutioner definerede, hvordan vi skulle bruge tiden og dernæst var det arbejdsmarkedet, der fx definerede, at vi skulle bruge mere tid på det end samværet med eventuelle børn. Jeg husker sagtens, hvordan det var at sidde på kontoret før 08:00. Heldigvis har jeg glemt, at vækkeuret må have været sat til 06:00.

Al den tid har vi i livets tredje akt for os selv. Fraværet af vækkeuret er nu en markant del af livet. Vi kan hver dag lave det, vi har mest lyst til.

Vi er nogle helt andre pensionister i dag

Livets tredje akt

I relation til punkt 7 herunder “Lad dig ikke skræmme af dit eget skræmmebillede”, er det vigtigt at tænke på, at vi er nogle helt andre pensionister i dag end for bare 20 år siden eller de pensionister, vores gamle forældre måske er i dag. Vi har det bedre både fysisk og økonomisk. Vi kan nemt engagere os og vi kan fx gå tre uger på Caminoen. Det var formentlig utænkeligt for bare 20 år siden.

Jeg kan ikke lade være at tænke på min egen stakkels gamle morfar (Carl Frederik Kristensen 1899 – 1982). Han må være gået på pension, da han var 68, dvs. i 1967. Han var fuldstændig slidt op af hele livet at være først husmand, så arbejdsmand og sidst cementstøber på Specialbeton i Odense. Han havde købt et større, nyt, kolonihavehus med rigtigt toilet, og planen var, at han skulle nyde sin alderdom der med at dyrke byens flotteste jordbær og georginer.

Imidlertid var han så slidt op, at han ikke kunne passe det. Han endte sit liv i et baglokale til en skobutik i Svaneke. Det gør mig ked af det at tænke på det og han er mit skræmmebillede.

I morfars tid fandtes ingen opsparing til arbejdsmarkedspension, ingen “Arne-pension”, førtidspension osv. Både 1967 og 1982 er i det perspektiv nærmest forhistorisk. Det ser gudskelov helt anderledes ud i dag.

Askes ti tips

Måske giver selve overskrifterne ikke meget mening i sig selv. Det er derfor, du skal lytte til webinaret, hvor han fortæller om den forskning, der har ført frem til de ti tips.

  1. Forbered dig.
  2. Gør pensionen til dit valg.
  3. Skab en overgang.
  4. Se pensionen som en mulighed for noget nyt.
  5. Skab en mening.
  6. Accepter forfaldet.
  7. Lad dig ikke skræmme af dit eget skræmmebillede.
  8. Engager dig.
  9. Lær at mestre tiden.
  10. Lær at slappe af og nyde friheden.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Pensionistens faglige netværk vokser

Pensionistens faglige netværk vokser

Jeg vil gerne øge mit netværk

Pensionistens faglige netværk vokser

Der skal ikke herske den ringeste tvivl om, at jeg elsker mit liv, som det er. Intet vækkeur, intet pres, ingen stress, ikke noget med at sidde på kontoret før 8:00, tid til at lave det, jeg synes er sjovest osv. Det er fantastisk!

Alligevel har jeg gået og tænkt, at det måske ville være sundt at øge mit netværk, og det må gerne være et fagligt netværk af en art. Det kunne dreje sig om psykiatri, det at være udenfor arbejdsmarkedet, slægtsforskning – you name it … Ikke engang en lille kat vil kunne opfylde alle behov, selvom det vil være et stort skridt på vejen. Jeg håber altså sådan på den kat, der vil få verdens bedste katteliv hos mig.

To turbaner er faldet ned i min hat
Den første: Djævlens advokat

Jeg har af en eller anden årsag en profil på LinkedIn, hvor jeg klart og tydeligt skriver, at jeg er forhenværende administrativ nørd af alskens slags.

I lørdags fik jeg en henvendelse fra direktøren for en NGO, der vokser og vokser, og det vil hun selvfølgelig gerne have, da hun selv har sat det hele i søen for fem år siden og det nu er en stor succes. Problemet er, at de ikke har styr på deres processer, og det gør, at hun er ved at drukne i administration. Hun er selv entrepreneur/iværksætter og ikke særlig interesseret i administration. Jeg er jo lige omvendt. Hun havde set min profil på LinkedIn og troede, jeg muligvis kunne være svaret på hendes bønner.

Da mine erfaringer med NGO-verdenen mildest talt er temmelig blandede, var jeg noget forbeholden og sendte hende indledningsvist et begrundet afslag. Jeg fortalte, at mine kompetencer er i datid, at det er ni år siden, jeg forlod det “rigtige” arbejdsmarked, at jeg kun ved/vidste noget om styring af organisationer med minimum 200 medarbejdere, så mine forslag til løsninger kunne være helt ude i hampen for en organisation med fem ansatte og lige nu 70 frivillige, at jeg ikke er så hurtig som før, at jeg vil have lov at nyde min pensionisttilværelse, jeg gider ikke arbejde gratis osv.

Min tanke var også, at ville hun have løst så forholdsvis kompleks en opgave, kunne de ikke forvente at få det gratis fra en pensionist – jeg foreslog dem i stedet at ansætte en studentermedhjælper i fx 12 måneder. Det kunne være en stud.scient.pol. eller en IT-studerende på kandidatniveau. Et menneske der tænker lineært og struktureret.

Vi skrev en del beskeder frem og tilbage, og da det selvfølgelig er lidt smigrende måske fortsat at kunne bruges til noget mere end det, jeg selv finder på, endte jeg med at ringe hende op, efter hun havde foreslået en rolle som “Djævlens advokat”. Det kunne jeg se mig selv i et par timer om ugen. Vi havde rigtig god kemi i telefonen, så nu har vi aftalt at mødes i starten af august. Det kan blive vældig interessant og givende.

Jeg har sagt, at jeg vil have noget for det. I NGO-verdenen forventer de altid at få alting gratis. Det går jeg ikke ind på længere. Jeg har lagt de “interessetimer” (dem er der enormt mange af i staten), jeg er “forpligtet” til i mit liv. Det bliver nok symbolsk, men det er også i orden. Det er princippet i det.

Den anden: Netværksmøde for pensionister før tid

Jeg har fundet frem til “Netværksmøde for pensionister før tid”, der er en “netværksgruppe for dig som er djøfer og pensioneret før tid. Vi drøfter drømme, ambitioner og begrænsninger, eksempelvis undersøger vi Djøf-identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet.”

Netværket er nystartet og indtil videre, er de fremmødte for 80 pct.s vedkommende gengangere. Der bliver holdt møde ca. en gang om måneden.

Det med identitet og det professionelle jeg, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet, vil jeg vældig gerne drøfte med nogen. Eksempelvis siger jeg aldrig, at jeg er “førtidspensionist”, fordi jeg synes, der er noget stigma knyttet til det. I stedet siger jeg bare “pensionist”. Det er lidt dumt, men sådan er det.

Derudover vil jeg vældig gerne tale om specifikt Djøf-identitet, fordi jeg dybt i hjertet er djøfer, jeg har været medlem i 38 år, og vil være det, til jeg dør. Jeg har en ven, der mener, at djøfere ofte bare løser opgaver, de selv har opfundet. Det er jeg noget træt af at høre på. Det kunne være fint at få input til flere modargumenter, end dem jeg selv kan fremmane.