Indlæg

, , , ,

Service

Sikke en dag

Jobcenteret

Normalt er service noget borgerne i følge serviceloven skal give kommunerne – det mener kommunerne i hvert fald. Men min fleksjobkonsulent vil det anderledes. (Og jeg må jo indrømme, at min kommune faktisk sponserede min højt ekslede kugledyne! Jeg sover så godt nu.)

Ad job: Jeg kom med konkrete forslag til på stiftsplan at lave hjemmesider for de omfattede kirker. Jeg kunne lave to skitser/skabeloner baseret på kirkernes egne materialer, og så kunne Morten Endahl fra Jobøst præsentere det for diverse beslutningstagere. Min erfaring er, at man skal gå til til toppen, hvis man vil noget. Hvis vi skal helt til biskoppen over Helsingør stift – Lisel-Lotte Rebel – er det fint med mig.

Morten er dygtig til at sparke døre ind. Det er jeg ikke. Men jeg kan lave benarbejdet. Fleksjobkonsulenten var helt med på den plan. Faktisk tror jeg, han var lidt imponeret.

2) Søger man på Excel på Jobnet kommer der af og til opslag frem, hvor man skal kunne VBA. I løbet af samtalen med fleksjobkonsulenten viste han mig et opslag med Excel men man skulle kunne VBA, og det kan jeg ikke. Jeg har sådan set tegnet mig for et VBA-kursus hos Proximo her i efteråret, men finanserne siger nej. Men det fik mig til at spørge ham, om de evt. ville betale det. Det var han slet ikke afvisende overfor. 5.000 kr. er meget for mig men ikke for Hvidovre Kommune. Vi aftalte, at jeg skulle forhøre mig hos Proximo,  om kommunerne får en anden pris end private, og sådan skal man selvfølgelig spørge, når man er en offentlig instans.

Synoptik

Hvis du af og til synes, jeg skriver sjusket og usammenhængende, og at kommaerne ikke er rigtigt sat, skyldes det, at jeg er kommet til at se meget dårligt fx i form af  dobbeltsyn og sløret syn. Det  er fem år, siden jeg sidst var til synsprøve, så den markante forværring af bygningsfejlen er selvfølgelig aldersbetinget. Jeg har smidt alle deres breve ud, da jeg jo alligevel ikke havde råd til nye briller. Men nu måtte det være, da jeg har et markant dobbeltsyn, ikke kan se, hvor cursoren står mv. Jeg bruger mere tid på at rette end på at skrive, jeg skal have luppen frem, når der kommer en SMS, jeg kan ikke se NemID osv.

Jeg har været 1½ time hos Synoptik, de er sørme grundige. I denne uge har de halv pris på både stel og glas. De var ærlige og sagde, at hvis jeg blev ved med Lyrica, kunne de ikke garantere, at jeg fik mit gamle syn igen. Lyrica er et præparat mod “neuropatiske smerter” altså mine “restless legs”, som jeg er så lykkelig over at være sluppet af med. Kigger man på pro.medicin.dk, fremgår det, at det er almindelige bivirkninger (10 ud af 100) at få dobbeltsyn og sløret syn. Pest eller kolera. Jeg vil dog spørge Kasper og Christina på fredag om der er noget andet mod “neuropatiske smerter”.

Kop & kande

I løbet af sommeren fik jeg slet alle mine knive. De er faktisk ret fine: Sabatier. De bør holde min tid ud. Trods slibningen kan de nu ikke engang skære en tomat. Det kan ikke være sandt.

Jeg gik ned med de værst ramte. Ekspedienten tog uden bøvl og uden krav på kvitteringer imod  dem og skrev U/B på følgesedlen. Jeg spurgte, hvad U/B betød. Svaret kom prompte “Uden beregning”. Se det er service.

Ikke-service

I min lokale Kvickly, har de selvfølgelig hele to flaskeautomater.  Af og til krediteres man ikke for alle flaskerne. Det har jeg faktisk aldrig været opmærksom på tidligere. Det blev jeg forleden dag. Jeg spurgte så den medarbejder, der tilsyneladende har den lidet attraktive post at stå for flaskehelvedet, om det var fejlmeldt, og hvornår jeg kunne forvente, at det var ordnet.

Nej det ville ikke blive fejlmeldt, for for det meste fungerede det jo. Se det er ikke-service.

Jeg har valgt nedenstående seje stel og de bedste PC-glas. Det er jo her, jeg er mest.

Når det lykkes

Jeg har det bedre nu end før!

Forleden sagde jeg til min hamrende dygtige kontaktperson i distriktspsykiatrien, at jeg faktisk havde det bedre nu, end før jeg blev syg.

Hun stillede dernæst et godt spørgsmål: ”Hvordan kan det være?” Jeg har tænkt vældig meget over svaret, der ikke er enentydigt. Det er faktisk uhyre komplekst.

Kodeordet er samspil

Hvis jeg alligevel skal søge at svare, er kodeordet: ”Samspil”.

Alle ”instanser” ville mig det bedste, og de troede af en eller anden årsag på mig, også når jeg slet ikke kunne se lyset og bare ville herfra.

”Instanserne” udgjordes af: Alle medarbejderne på “min” afdeling 808, kontaktpersonen i distriktspsykiatrien, lægerne i distriktspsykiatrien, speciallægen, medicinen, ECT-behandlingerne (elektrochokkene), min bisidder fra SIND, kommunen, rehabiliteringsteamet, Center for Specialundervisning af Voksne (CSV), Psykiatrifonden, psykologen, præsten, arbejdspladserne, og måske er der flere, men jeg kan ikke huske flere.

Af og til var jeg bange for, om jeg havde fået rodet for mange instanser ind i det. Var det min egen skyld, at der var så mange kokke i maden? Men de var jo alle uhyre relevante, og der var ingen af dem, jeg ville have undværet.

Af og til følte jeg, at jeg var lidt for meget budbringer mellem dem alle, men det var jo i min egen interesse, at alle var orienteret om de andres tiltag, så jeg bragte gerne bud. Da jeg var/er udfordret på forskellige kognitive parametre (hukommelse, koncentration og overblik), var det af og til meget svært, men jeg havde god gavn af at optage alle mulige samtaler vha. min iPad. Pudsigt nok var de alle bange for, at optagelserne ville havne på Facebook eller lignende. Jeg er imidlertid et ordentligt menneske, så den slags skete naturligvis ikke.

Og hvad er det så, der gør, at livet er bedre nu end før?

Jeg respekterer mig selv mere, jeg er blevet – lidt – bedre til at sætte grænser og passe på mig selv. Det er så banalt, men nu kan jeg mærke, om jeg er træt. Før i tiden kørte jeg bare på i evigheder – det var de evige u-erkendte manier. Jeg har tænkt meget over det faktum, at psykiatrien var så længe (11 år) om at se, at diagnosen  var ”bipolar” og ikke ”tilbagevendende depressioner”. Men hvordan søren skulle de dog vide det? Man går jo ikke til læge, når man har det fantastisk og kan gå på væggene. At jeg købte tre computere på en dag, er jo en detalje 🙂 Det var jo heller ikke uden videre sygeligt at jeg ikke sov og ikke spiste i fire til fem dage. Jeg vidste ikke, at det burde få mig til at henvende mig i akutmodtagelsen. Hvor skulle jeg vide det fra?

Det er et mysterium for mig, hvordan jeg blev indlagt to gange i sommeren 2014 med mani. Men jeg må jo have henvendt mig…

Den tunge bagage

Jeg har fået ryddet op i en tung bagage, på en måde der bevirker, at jeg nu er blevet et frit menneske. Psykologen og jeg kiggede på mange grimme ting. Vi uddrog det gode, og sømmede brædder for skidtet. Alt det behøver jeg ikke længere forholde mig til. Det er en vældig befrielse. Jeg er sluppet for suicidaltankerne, der ellers har fulgt mig, siden jeg var 14. Kattelemmen eksisterer ganske enkelt ikke længere. Det er i sig selv fantastisk og livgivende. Jeg havde ikke troet, det kunne se. Jeg havde ikke troet, jeg kunne slippe for mit ”Jeg skal dø for egen hånd”. Jeg har ikke haft suicidaltanker siden november 2016 (min sidste (ikke seneste – for jeg tror på det nu) indlæggelse).

Færre timer på arbejdsmakedet

Jeg har fået et liv. Før var det arbejde, arbejde og atter arbejde. Nu arbejder jeg 12 – 15 timer ugentligt i et fleksjob, og jeg elsker det. Jeg er ikke længere vigtig, men jeg har haft mit mål af vigtighed; jeg behøver ikke yderligere. Lige nu er jeg i en ulønnet virksomhedspraktik hos Securitas. Jeg elsker det: det er ikke specielt intellektuelt udfordrende, men indtil videre ret indviklet da jeg skal huske mange detaljer, og det er svært med min ringe hukommelse. Mit forløb har imidlertid vist mig, at jeg bliver nødt til at arbejde med ”kompenserende strategier”. Det lyder fint, men det er banalt. I dette job har jeg lavet forskellige flowcharts, som gør det nemmere for mig. De fungerer godt. Min leder accepterer, at det er vejen frem for mig. Når man arbejder med kompenserende strategier, fokuserer man på løsninger fremfor problemerne. Det er godt for mig.

Når jeg ikke arbejder så meget, er der selvfølgelig meget fri tid. Den frie tid opstår imidlertid først, når jeg har hvilet mig ca. en time under min elskede kugledyne. Der henter jeg ny energi. Jeg passer nidkært min søvn og min kugledyne. Det fungerer godt for mig sådan.

Min frie tid

I den frie tid laver jeg en hel masse, som jeg synes er sjovt. Det er vild luksus for mig. Jeg har skrevet mange – ca. 90 – softwareguides, og jeg hjælper folk i gang med WordPress.

Min pensionskasse har vurderet, at jeg har mistet 2/3 af erhvervsevnen. Af den grund har jeg en invalidepension, som sammen med flekslønstilskuddet udgør fundamentet for en fornuftig økonomi.

Mens jeg var allermest syg, levede jeg at frosne – ganske vist økologiske – pizzaer fra Netto. Nu køber jeg lækker mad hos Aarstiderne. Jeg elsker den form for egenomsorg.  Jeg kan godt lide at putte lækker, sund og ordentlig mad i hovedet, og jeg elsker at tilberede det, da det har mange smukke farver.

Mine tænder

Mine tænder var blevet så frygtelige, at jeg ikke kunne tillade mig at smile. Jeg har haft mulighed for at få dem lavet for 103.615 kr., og det er jeg lykkelig for. Da jeg havde meget dårlige tænder, kunne jeg ikke smile, og jeg ved, at jeg så ud som om, jeg var usoigneret. Men det var jeg ikke! Jeg er et pænt og ordentligt menneske med bad hver dag!

Tænderne var så forfærdelige pga. mundtørhed. Jeg var virkelig grim at se på. Og dette er det eneste lillebitte punkt, hvor jeg synes, psykiatrien har svigtet: De burde have orienteret om, at med medicinen fulgte mundtørheden og for at imødegå skaderne skulle jeg gøre sådan og sådan.

Konklusion

Men samlet set er jeg lykkelig for, hvad de alle sammen har gjort for mig. De har på en eller anden måde troet på mig, og på, at jeg atter kunne komme til at se lyset. Også selv om jeg ikke selv kunne se lyset. Jeg gik gennem to år i helvedet, men de troede alle sammen på mig.

Jeg er dem alle dybt taknemmelig! Jeg føler, jeg har fået livet tilbage.


Hanne B. Stegemüller, 28. juni 2018

,

På gråligt papir

Egentlig ikke overraskende

Jeg er i dag blevet fyret på gråligt papir fra Nordsjællands Port Center ApS! Jeg er faktisk ikke overrasket, idet der har været radiotavshed siden lørdag eftermiddag, hvor jeg kontaktede ham, der vist er direktøren, for at orientere om status og muligheder. Jeg bad om tilladelse til at købe et klippekort til en værdi af 2.875 kr. hos en ekstern konsulent, som jeg har arbejdet sammen med i ca. tre år og kender som meget pålidelig, dygtig, hurtig og fair. Svaret var, at det var der ikke råd til i denne måned. Jeg orienterede om, at konsulenten kun fakturerer to gange pr. måned, og at jeg garanteret kunne tale med ham om, at vente med fakturering til efter månedsskiftet. Svaret var nej. Jeg foreslog dernæst, at jeg selv lagde ud. Svaret var fortsat nej. Jeg synes egentlig, at jeg strakte mig temmelig langt ved dette. Men som menneske går jeg “all in” – og jeg ville dette her.

Problemet

Alt fungerede fint på testsiden. På livesiden opstod der i Google Chrome problemer med Æ, Ø og Å. Havde det ikke været i orden på test, havde jeg naturligvis ikke kopieret til live. Idiot er jeg trods alt ikke.

Jeg fatter det ikke og vil aldrig komme til at forstå det: den samme server, de samme filer, den samme database. Hvorfor er resultatet så ikke det samme i live som på test? Jeg havde ingen at sparre med, så jeg søgte tilflugt i en meget fin Facebookgruppe med lutter dygtige mennesker. Jeg fulgte deres råd i det omfang, jeg ikke allerede afprøvet dem. Jo mere jeg gjorde, jo værre blev det. Jeg prøvede endda at slette hele livesiden og oprette den på ny – altså helt fra bunden. Som en lille, måske dum, test prøvede jeg at oprette en side, der alene indeholdt ÆØÅ, hvor der intet var, andet end dette – altså ikke deres database og ikke deres filer. Det fungerede fint. Tegnene fungerede præcis, som de skulle. Når jeg kopierede deres test til live, gik det galt. Jeg forstår det ikke. Jeg er ganske klar over, at den slags handler om tegnsæt, men for pokker da, jeg satte jo det hele ens mellem test og live. Det giver ingen mening for mig!

Måske er jeg bare inkompetent? Men jeg har migreret 100 gange på andre sites, og jeg har aldrig haft sådanne problemer. Det plejer at tage 15 minutter.

Jeg har gjort alt, der stod i min magt, og jeg har brugt 20:36 timer på alt, jeg kunne komme i tanke om. Jeg kunne bare ikke få det til at fungere. Det kunne alle mine hjælpere heller ikke. Jeg har brugt alle de timer på noget, der plejer at tage et kvarter, og jeg har haft det ad helvede til. Følelsen af insufficiens er ikke nem at komme overens med. Med et fleksjob skal man jo bare være taknemmelig… Virksomheden løfter det sociale ansvar og gør mig en tjeneste…

Som et – vist nok – sidste desperat forsøg, har jeg forsøgt at etablere siden på mit eget domæne: https://testnpc.stegemueller.dk/ og det ser faktisk ret fornuftigt ud. Der mangler et par widgets i bunden, men det er jo til at komme udover. Jeg skal gerne skrive de ti linjer igen!

Ensomhed

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har følt mig meget ensom med opgaverne. Opgaverne har været ønskeopgaver, og det har jeg hele tiden sagt.

Jeg har også hele tiden sagt – også til ansættelsessamtalen – at jeg ikke har forstand på webshops og Woocommerce. Jeg har spurgt mig for i mit netværk, og det er ret godt. De siger alle, at det ikke er svært, det er ikke raketvidenskab, man skal bare nørkle lidt med det. Og her kommer så et problem:

Nordsjællands Port Center vil bare have resultater og er ikke interesserede i processen. Det er svært for dem at forstå, at jeg har brugt mange timer på korrektur. Men jeg har rettet op på alt med sprog, og der var en del. Man skriver da ikke: “Der medfølger 2 styk nøgler”. Man skriver: “Der følger to nøgler med”. Jeg synes, man sætter nogenlunde korrekte kommaer og bruger tusindtalsadskillere, alt sammen af hensyn til læsbarheden.

Jeg, for mit vedkommende, må sige, at hvis der ikke kommer hurtige resultater, er det fordi, noget i processen driller. Men processen interesserer dem så ikke, og de forstår ikke, at det kræver en del fx at reducere svartiden til en fjerdedel – og det har jeg rent faktisk gjort, og det er ikke så ringe endda en gang. Google glæder sig og bringer dem op på side et. Jeg tillader mig at mele min egen kage, også selvom det ikke er videre sympatisk.

Det kræver fx, at man eksempelvis tager fat i de problematiske billeder et for et. Billeder, der er smidt ind med en skovl og aldrig har været behandlede, kræver særbehandling. Der var masser af billeder på fx 5 MB. Google belønner de hurtige sider og straffer omvendt de langsomme sider. For en lille virksomhed er den slags vigtigt. Det er på ingen måde svært at operere på det, men det kræver bare “det lange seje træk”, og det er jeg som regel ret god til. Der har Marianne Jelved og jeg det ens.

Jeg har manglet nogen at sparre med. Fx en form for chef, der sagde, at et eller andet var fremragende og/eller elendigt og at det var den rette vej eller den helt forkerte vej at gå.

Når ingen interesserede sig for delresultater, måtte jeg jo gøre det, som jeg syntes, det var rigtigst. Jeg har både et teoretisk og praktisk fundament for det, jeg gør. Jeg har læst mange teoretikere, der har forstand på fx læsbarhed på nettet, og dem har jeg lært af, og det, synes jeg, er spændende og vigtigt. Jeg går meget op i læsbarhed, og skal jeg stå som ansvarlig, skal det også være i orden. Og skal jeg ikke stå som ansvarlig, hvorfor har de så ansat mig? Så kunne de jo have passet butikken selv.

Det er – for mig, men måske ikke for andre? – sin sag bare at overtage et site. Det svarer lidt til at overtage et Excelark: Gæt selv de tanker der ligger bag formlerne. Andre kan måske, men jeg kan ikke! Og så er jeg bare ikke tilstrækkeligt kompetent? Det kan sagtens skyldes mine kognitive deficitter. Jeg gør det bare så godt, som jeg kan, og bedre kan det bare ikke blive. Fyr mig og ansæt anden – og det har de så gjort!

Et eksempel er “Vi skal have flere billeder”. Jeg siger “super fint, men hvor på siden skal de ligge, og hvor får jeg dem fra?” Jeg kan ikke gætte det. Jeg kan lave et udkast, som vi kan drøfte – men det gider de ikke, da det bare atter er en form for proces ctr. resultater. Dette er også en form for ensomhed, som jeg ser det. Måske er det mig, der er noget galt med? Jeg synes bare ikke, at det ligger i min kontrakt at skulle være clairvoyant!

Af opsigelsen fremgår det:

  1. “X har brugt for meget tid på overvågning af Hannes arbejde på hjemmesiden. X har haft en forventning om, at han ikke skulle bruge tid på dette.
  2. I forbindelse med migrering fra test til live er det gået helt galt og hjemmesiden er gået ned. Det har bevirket, at vi har måtte bruge midler til ekstern bistand for at reetablere siden”.

Måske er jeg bare en tosse, men jeg kan ikke læse det anderledes end at punkt 1 lægger op til clairvoyance.

Psykiatrifonden skrev i 2016 “klare rammer for arbejdet og løbende feed back” eller sådan noget lignende. Det er i kontrakten mellem Nordsjællands Port Center og mig blevet til: “Nordsjællands Port Center ApS bør tydeligt beskrive de ønskede resultater og give feedback på opgaveløsningen.” Det var noget, jeg fik skrevet ind i kontrakten, som jeg ikke synes, de har levet op til – clairvoyant er jeg som anført ikke!

Karl Kæk

Måske burde jeg ikke nævne det, da jeg muligvis bare er såret, forfængelig og ønsker at hytte mit eget skind? Men jeg gør det alligevel, da det er min blog, hvor jeg skriver om det, jeg har behov for at få luft for.

I går eftermiddags blev jeg kontaktet af en ekstern konsulent, der skulle prøve at samle stumperne. Det er ham, der i sin tid har bygget hjemmesiden. Superfint. Jeg vil gerne sparre og samarbejde, da det er tydeligt, at jeg ikke kan klare det alene. Det var bare ikke hans ærinde.

Han var primært ude på at nedgøre mig og ønskede ikke sparring og dialog. Som et et eksempel fortalte han mig, at man opretter et testsite… Det er hjemmesider for begyndere. Idiot er jeg altså ikke. Den slags er mere end sårende.

Herudover talte han hele tiden indover mig. Det var tydeligt, at han ikke ønskede at høre, hvad jeg havde at sige. Jeg kunne fx have oplyst, hvad jeg havde forsøgt, så han ikke skulle forsøge de samme ting. Jeg ville mægtig gerne sparre med ham, men det modsatte var tydeligvis ikke gældende. Jeg ville jo gerne udover ensomheden i opgaveløsningen .

Han har etableret et par ting, som jeg ikke har på testen på mit domæne. Jeg har til gengæld alle menuerne, hvor han mangler noget. Tænk hvis vi sad sammen og hjalp hinanden?

Hvis han ringer igen, er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg tager telefonen.

Kommunen

Når der er tale om et fleksjob, er kommunen inde over. Jeg var faktisk rigtig bange for at ringe til sagsbehandleren og fortælle, at nu stod jeg igen på listen over mennesker, der skal/gerne vil have et fleksjob. Ville han bare anse mig som en besværlig kunde? Det må siges, at han lyttede, spurgte ind og var virkelig sød. Jeg føler mig 100 pct. overbevist om, at han forstod/forstår den situation, jeg pludselig igen står i.

Vi har aftalt, at jeg udformer et lille dokument med “læringer”, så vi ved, hvad vi skal være opmærksomme på næste gang. Det er fx, at jeg er nødt til at have en sparringspartner; at jeg er nødt til at have en i virksomheden, som jeg kan spørge om skriften skal være lyserød eller orange, og om billederne skal stå til højre eller til venstre. Jeg kan ikke gætte deres ønsker. Jeg må sige, at det også er min opfattelse, at man ikke behøver at have en diagnose, for at ønske  denne form for sparring.

En anden ting er, at jeg ikke igen skal ud i en lille familiedrevet virksomhed, der bl.a. er præget af nonverbal kommunikation. De har (groft og karikeret sagt) kendt hinanden i ca. 36 år (alderen på søn og svigerdatter), så der er mange ting, de ikke behøver at sige højt. Det er bare pokkers svært at gætte det, når man kommer udefra. Og udefra eller ej så er jeg bare en idiot til sådanne gættelege! Jeg kan håndtere fakta men ikke alt det underliggende!

Jeg vil også meget gerne arbejde de 15 timer, jeg er godkendt til og ikke nøjes med det, en eller anden virksomhed har økonomi til. Jeg bliver for ensom af kun at skulle ud af døren én gang pr. uge. Så er det, der kan gå 1½ uge, før jeg har set andre end min kontaktperson i distriktspsykiatrien. Det går altså ikke.

Summa summarum

Det er (sgu) ikke fedt at blive fyret, og jeg skulle tage mig meget sammen for ikke at vise følelser og chok. På den anden side set var det ikke en overraskelse, ikke noget chok, og måske var det bedst sådan: Vi blev aldrig rigtig glade for hinanden. Der var for meget bøvl bare med en rimelig kontrakt.

Y ville så give “en krammer” før jeg gik ud af døren; jeg kunne ikke finde ud af at sige fra, men det forekom mig temmelig kunstigt. Jeg krammer, jfr. Erics indlæg forleden, kun folk, jeg bryder mig om!