Sång til Friheten

Björn Afzelius

Min musiksmag gik i stå sidst i 80’erne eller i starten af 90’erne, så jeg er en del år bagud, men det gør ikke så meget, for jeg kan alligevel ikke rigtig holde ud at høre musik. Det sætter sig midt i min hjerne, og jeg kan intet foretage mig samtidig. Jeg evner ikke det, der på fagsprog kaldes “delt opmærksomhed”. Enten hører jeg musik eller også producerer jeg et eller andet. Det, jeg producerer, er jo som regel en eller anden form for webindhold. Så summa summarum: der kan gå mange måneder mellem jeg prøver at høre et eller andet. Jeg har ellers overspillet mine ca. 300 cd’er til min computer, så jeg har masser af muligheder.

De stærkeste minder går til årene med især Björn Afzelius, som vi lyttede til på kollegiet (Amagerkollegiet forstås). Sommerlørdage forflyttedes til Femøren til en æra, hvor Björn Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen et. al endnu ikke var blevet for velbeslåede til at svinge plektren i det fri. Det var fantastisk. Solen skinnede hver lørdag. Der manglede ikke kolde pilsnere.

Selv arbejdede jeg nede i vores lokale Irma. Vi lukkede kl. 14:00 (det var også dengang, vi selv tastede priserne ind på kasseapparatet. “Den gule mel”, 2 kg., kostede 7,95 kr. 🙂  ), men jeg nåede alligevel altid at komme med på Femøren.

“Sång til Friheten” (vist opr. 1979)

For mig er musik først og fremmest lig minder/erindringer.  Måske er det derfor, jeg ikke kan holde ud at høre så meget af det: der er for meget, der – på godt og ondt – vælder frem? Så er stilheden faktisk bedre.

Jeg havde gennem 34 år en veninde, som var mit et og alt. Og det var i vidt omfang gensidigt. Venskabet opstod på Amagerkollegiet. Vi fulgte hinandens liv i modgang og medgang. Det var magisk, givende, fyldt med kærlighed og meget andet fantastisk, men det var også svært, for det var også ulige.

“Sång til Friheten” var “vores sang”, og hvis du har én, du deler en sang med, behøver jeg ikke frembringe flere ord. Du ved det bare.

Da jeg blev syg, overlevede venskabet ikke. Hun syntes, jeg var blevet min sygdom, og det kan der sikkert være noget rigtigt i. Psykologen sagde, at det ofte gik sådan. Det betyder bare ikke, at det er blevet lettere at lytte til “Sång til Friheten”.

Jeg prøver at tænke på alle lørdagene på Femøren i stedet.

8 replies
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Måske har jeg ikke en jeg deler en sang med i den betydning du skriver så præcist om det her, men jeg forstår nøje hvad du mener.
    Da min far døde gik der nogle år før jeg tog grundigt afsked med ham. Den korte proces var god og givtig og jeg skal ikke omtale den her, men blot fortælle, at jeg siden ofte brugte processen som eksempel når jeg underviste. I mange år var det synligt for tilhørerne at der stadig var en følelsesmæssig reaktion knyttet hertil, men efter vel ca. 20 år efter kunne jeg registrere at tiden mv havde gjort sit og jeg kunne fortælle historien uden en se-bar reaktion. Sådan var min sorgproces – lidt lang, men den kom til en afslutning.
    Måske ville det samme ske med din hvis du hører sangen af og til.
    Omvendt har jeg en bevægethedsreaktion som fremkommer i forskellige situationer. Jeg ved godt den kommer, men det er aldrig gået op for mig hvilket tidligt frustreret behov der ligger til grund. Det gør nu heller ikke så meget. Det er sikkert bare ret menneskeligt – som din reaktion også er det.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Godmorgen Jørgen

      Ja for søren afsked kan tage mange år. Jeg er en tosse til det – kort og godt. Jeg kender det både fra veninden, som desværre ikke er her mere, og fra min fars død. Min far døde i 1972, altså for 46 år siden; jeg kan på en eller anden sær måde stadig savne ham, og jeg ved godt, det er sygeligt.

      Jeg tror, du har ret i, at der kan være en heling i af og til at høre “Sång til friheten”.

      “Bevægethedsreaktion” er sørme et godt ord. Det vil jeg tage i brug med det samme!

      Svar
  2. Birgit
    Birgit siger:

    Smukt, men også vemodigt, for det er trist, at dit gamle venskab ikke kunne overleve din sygdom. Og ret urimeligt, synes jeg, at der ikke kunne det, for selvom din sygdom i perioder fylder meget, så ér du stadig din oprindelige kerne.

    Knus Bix

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Bix

      Ja det er virkelig ærgerligt, trist, sørgeligt, vemodigt osv. Jeg synes da også, jeg har bevaret min kerne, men i de mareridts-år, hvor det hele var op og ned konstant, var jeg selvfølgelig ikke nogen god veninde. Det hører selvfølgelig også med til historien.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *