Fantastisk – intet mindre

Jeg har glædet mig – meget!

Det er først, da jeg sidder i Metroen mod Vanløse, jeg mærker, hvor både rørt og berørt jeg er af dagens møde med to mennesker fra min fortid, som gjorde virkelig meget for mig fra sommeren 1978 til sommeren 1980. De tog sig af mig. På en måde var de en redningsplanke. De viste mig, at der fandtes normale liv, og at det ikke var alt i denne verden, der var fyldt med absurditeter.

Med mig hjem har jeg en stor pose med syltede og henkogte lækkerier fra haven, samt seks økologiske, strikkede karklude. Jeg er rigtig glad for det alt sammen. Nu smider jeg karkludene med mikroplastikken ud.

Vi har talt og talt, for der er et stort gab på 37 år. Det kan ikke lige indhentes, men vi ses helt sikkert igen. Vi er gået ind og ud af fortiden, for ingen kan udholde at være der konstant. Vi har set billeder af deres børn og børnebørn, talt jobs, fritid, menighedsråd, Folkemøde i Allinge, sygdom (ikke kun min) mv. Næste gang tager de gamle billeder med af sig selv og børnene. Det glæder jeg mig til.

Jeg spørger dem, hvordan jeg fik jobbet hos dem. De havde den store isenkram på torvet. De mener, jeg kom ind fra gaden og spurgte efter et arbejde dengang i 1978. Det havde de respekt for. Dengang var der ikke noget, der hed “curlingforældre”, og havde de eksisteret, havde jeg alligevel ikke haft dem.

Det er godt arbejde, og jeg er glad for at være der. Så vidt jeg husker, er det mest noget med at pakke varer ud, når de var læsset af ude i porten, og derefter anbringe dem på lageret på loftet eller i butikken.

De er klar over, at jeg mistrives (jeg kan ikke lige huske det præcise ord, de brugte), og jeg får lov at være en del af familien. De siger, de ikke gjorde noget særligt – det passer simpelthen ikke, for for mig var det noget ganske særligt. Jeg bliver en del af familien, og er meget hos dem, og har også mit eget værelse der. De har tre små børn, en gul labrador og en kat. Jeg husker endnu den trygge og gode fornemmelse af at gå i seng der med bevidstheden om, at der ikke næste morgen står nogen med sygelige krav og ønsker.

I dag ville de have kontaktet politi og sociale myndigheder, og resultatet havde formentlig været en tvangsfjernelse, men sådan var tiden bare ikke dengang. Og det er også muligt, at jeg bad dem om ikke at sige noget til nogen. Og måske fortalte jeg ikke det hele. Børn er jo loyale. Min mor og psykopaten var slet ikke glade for, at jeg kom så meget hos dem. Retrospektivt har de vel været ved at dø af skræk for afsløring, politi og sociale myndigheder. Og det med god grund.

Selv mener jeg at huske, at jeg er med til at bage boller. Og det er rigtigt, men vi laver herudover mad og smører madpakker, fortæller de. Jeg spørger dem, om vi også lavede lektier, men det, mente de ikke, var nødvendigt 🙂

Jeg spørger dem, hvad de tænkte, når de så på mig. Var der noget særligt ved påklædning? ved frisure? Der var noget særligt, og de bruger et rammende ord, som jeg ikke kan huske. Men det var noget med at “stikke ud” og være anderledes. Og det er bare ikke godt, når man er 14 år, har haft et rakkerliv og allerede har gået på fire forskellige folkeskoler. Noget med usselt, noget med at det kunne have været gjort bedre. Det rimer fint med min erindring. Jeg var altid anderledes. jeg var altid nået til et andet sted i matematikbogen osv.

God nat

Jeg tror, jeg går tidligt til ro i aften. En tur “down memory lane” tager på kræfterne, men det har været intet mindre end fantastisk, og jeg gør det gerne igen. Jeg har ikke rigtig nogen livsvidner, men disse mennesker har været vigtige vidner, og mere end det, for 37 år siden…

Men inden jeg tørner ind, skal jeg tjekke lokalarkivets skolebilleder. Måske kan jeg genkende mig selv? På den anden side ved jeg ikke helt, om jeg tør. Hvad nu hvis jeg ser for ussel ud?

6 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Det lyder som det var et dejligt møde med de mennesker, der nok ikke gjorde noget særligt – de var som de var,og det var det særlige. Ikke dårligt.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Ja det var dejligt. Og så specielt. Hold da op hvor var jeg træt, da jeg tørnede ind. Det er slet ikke rigtigt, at de ikke gjorde noget særligt – jo det var det i deres optik, men i min optik var det bestemt noget særligt. Det var sørme specielt at sidde overfor hinanden igen.

  2. Laila
    Laila siger:

    Hvor er jeg glad på dine vegne, Hanne. Hvor må det være betydningsfuldt for dig, sådan et møde. Gode, gode mennesker findes. Der har været holdt en hånd over dig.

    Kærligst, fra Laila.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Laila

      Jeg bliver rørt over dine ord! Ja de var/er gode mennesker. De synes ikke selv, at de gjorde noget særligt, men det var (sgu) noget særligt. Det var så godt at være hos dem. Du har ret i, at de holdt en hånd over mig. Jeg håber, de forstår, hvad jeg mener, når jeg skriver, at de var noget særligt. Det kan godt være, at jeg ikke havde klaret det uden dem.

      Kærligst
      Hanne

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.