Juletid er lig tid til minder

Juletid er lig tid til minder

Når iskrystallerne sidder udenfor

Juletid er lig tid til minder

Der er en helt særlig stilhed i julen. Verden er gået i stå, og derfor larmer den ikke ret meget. Jeg kan godt lide det. Og det er helt modsat ugen efter, altså nytårsaften, hvor verden larmer helt enormt. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg har aldrig brudt mig om nytårsaften og har det helt fint med ikke at skulle “noget”, da jeg slet ikke er til bordbomber, guirlander og sjove hatte. Jeg har aldrig brudt mig om kulminationer.

I dag vågnede jeg op til iskrystaller på de nye trelagsruder. Iskrystallerne sidder udenfor. Eric skrev for et par måneder siden, at det var et sundhedstegn.

Forleden syntes jeg, det var lidt koldt om fødderne, så alle radiatorerne kom op på fem (det højeste). Jeg gider ikke fryse. Jeg kom til at tænke tilbage på min barndom, hvor iskrystallerne ofte sad indenfor, fordi der ikke var penge til at fodre oliefyret. En tankning var dyr, så vi frøs. Der blev varmet (lidt) op med små el-varmeblæsere. Det er en dyr løsning. Ordet “tvangsauktion” blev brugt oftere om vinteren end om sommeren. Jeg var ikke klar over, hvad det var; alligevel var jeg meget bange for det. Det er ikke rare erindringer.

Der var sjovt nok altid råd til alkohol. Det var sidst på måneden allerede omkring den 15de, men jeg blev sendt til købmand Bent på Torvet i Svaneke med huskeseddel og ordre på, at det skulle “skrives”. På den måde var det jo altid sidst på måneden – også ved næste måneds start. Pengene var brugt, allerede før de kom ind på kontoen. Sådan ruller rouletten i en nomadefamilie. Det vil aldrig nogensinde ske for mig selv. Jeg har opbygget avancerede Excelark, der sørger for, at det aldrig er sidst på måneden, og at alle måneder er ens. Det er således ikke et problem at skrue op for varmen.

Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen

De gik ikke selv til købmanden og bad om, at det skulle “skrives”, for det er der en skam over. Så er det lettere at sende sit barn. Så mærker man ikke skammen så meget. Det var den skam, der ramte min mor med al tydelig slagkraft, da jeg en formiddag sagde til hende “Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen”. Det betyder selvfølgelig “der har du endnu ikke drukket”. Hun stod lænet op ad et køkkenbord i Svaneke og hun havde den stribede morgenkåbe på, som nåede helt til gulvet, som hun selv havde syet og som duftede så godt af “mor”, hvis jeg fik lov at komme tæt på. Det var ikke så tit. Sætningen må have gjort ondt.

Når hun/de havde drukket, kom der gang i harmonika og hammondorgel. Hvis det var, mens vi stadig boede på Sydfyn, var hendes bror der også. Han deltog i festlighederne og spillede på harmonika og”sav”. Sidstnævnte betegner det forhold, at man tager en sav, bøjer klingen og stryger en violinbue hen over den. Det lyder forfærdeligt. Helt uden melodi. De prøvede at lære mig det, men jeg var helt umulig til den slags, og det interesserede mig ikke.

På Sydfyn havde jeg tillige det problem, at mit lille værelse stødte lige op til hammondorglet, så jeg kunne ikke sove, og var træt i skolen dagen efter. Jeg kunne ikke noget af det, de kunne, og jeg brød mig ikke om noget af det. Det, jeg kunne, havde til gengæld ingen værdi. Et eksempel er: Psykopaten havde en halvbror, der arbejdede på Th. Laursens bogtrykkeri i Tønder. Når de kom på besøg, havde han fysikbøger med til mig, og jeg læste og lærte dem fra ende til anden. På den måde blev jeg ret god til fysik. Men det havde ingen værdi derhjemme.

Jeg kom ofte hjem med både 11- og 13-taller. Det havde heller ikke værdi. Måske havde det værdi, at jeg på Sydfyn, mens onklen også boede der, samlede hundelort fra hans hund op i køkkenet på det brun-orange gulvtæppe hver morgen, inden jeg forberedte morgenmaden til psykopaten og mig selv?

I går var det 15 år siden hun døde på Holbæk Centralsygehus, men jeg har ikke savnet hende et sekund, for hun vidste, hvad der foregik, måske fem meter fra deres dobbeltseng, når hun ikke stod op om morgenen, men hun greb ikke ind. De morgner, hvor hun stod op, var jeg glad, men det skete ikke ret ofte. Jeg har hendes egne ord fra 2003 for det. Alligevel forstår jeg ikke, at hun kunne lade det passere gennem seks år. Jeg synes, svigtet er stort, bare fordi “det kunne jeg ikke overskue med to børn” – altså at gribe ind. Derfor lod hun det passere.

Forskellige måder at komme væk på

Jeg flyttede til København i sommeren 1980 efter at have “taget 10. med”. Jeg skulle bare væk og jeg vidste, jeg ville have en uddannelse; i første omgang ville jeg bare være student. Det troede jeg, man kunne leve af. Det var kulminationen på flere års overvejelser om, hvordan jeg kunne komme væk:

  • Jeg sad på min blå cykel på vej fra eftermiddagsjobbet i Aakirkeby (hos dejlige mennesker der ejede isenkramforretningen) til Vestermarie, kiggede til højre ned i grøften og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”. Jeg var 14 år.
  • Der var ikke grænser for, hvordan jeg efter 9. klasse udtænkte metoder til at komme væk:
    • Komme “i huset” og bo hos den pågældende familie. Min mor havde været “i huset”, og jeg troede, det var en slags uddannelse, hvad det vel også var. Man blev “husassistent”.
    • Tage på Landbrugshøjskole på Kalø. Idéen kom efter at have været i erhvervspraktik som “landbrugskonsulent” på “Bornholms Landøkonomiske Forening”. Jeg aner ikke, hvad det går ud på, og ingen, der kender mig i dag, kan vist se mig i grønne gummistøvler i en svinestald.
    • Tage ud at sejle med Fulton og Mogens Frohn.
    • Komme i lære som apoteksassistent på Nexø Apotek og bo i Nexø. Idéen opstod efter en erhvervspraktik, hvor jeg trillede Kodimagnyler på det apotek.
    • Inspireret af Hennys kommentar: Komme på efterskole, men det var der ikke råd til, da der vist var en del brugerbetaling.
    • Og så videre. Der er flere overvejelser, men jeg kan ikke lige huske dem.

Ingen tænkte over, at jeg var egnet til en længerevarende uddannelse, for den slags havde ikke værdi. Den længstvarende uddannelse der var lærerseminariet. Psykopaten var lærer. Jeg ved ikke i hvad, men det er jo genialt at sætte en pædofil mand til at arbejde med børn.

Jeg kan den dag i dag ikke noget med mine hænder, men jeg kan noget andet, der i min verden har værdi. Psykologen sagde det en dag: “I  din verden er viden magt.” Det har hun ret i.

6 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Mht. til “flugtplaner” kan jeg se, at vi har haft nogle af de samme. Du skal ikke være ked af, at du ikke nåede at komme i huset. Det gjorde jeg, flere gange, uden dog at lære noget husmoderligt af det. Jeg er nok kongerigets dårligste husmor den dag i dag. Til gengæld var jeg snedig nok til at insistere på at komme i huset i et andet land, hvilket gav mig sprogkundskaber, og de er jo gode at have. Gode nok til at give mig tilstrækkeligt med selvtillid til at melde mig på studenterkursus, så jeg kunne uddanne mig videre. På det tidspunkt havde jeg – heldigvis – ikke mødt nogen psykopatlærer, så jeg søgte fortrøstningsfuldt ind på seminariet. Nok fordi timerne i folkeskolen, ikke pauserne, var min bedste tid. Jeg burde have søgt en universitetsuddannelse, men jeg havde hverken fantasi eller mod til det. Savnede ordentlig vejledning mao. Til gengæld bilder jeg mig ind, at jeg har gjort mere gavn en skade som indvandrerlærer. Men i Folkeskolen var jeg godt nok en katastrofe.
    Min far sagde altid til mig, at jeg ikke duede til at arbejde – med det mente han markarbejde og staldarbejde, og han havde ret – så derfor var det godt, at jeg tog en uddannelse. Det var ikke et ubetinget rart skudsmål.

    Min søster, til gengæld, sagde, at i vores familie tog pigerne en uddannelse, mens drengene blev sendt på efterskole. Det har nok svidt lidt den anden vej.

    Alt mit sludder skal nok føre frem til, at der er noget i posen til os alle, af både godt og skidt, men jeg anerkender, at der har været mere skidt i din pose end i de fleste andres, og alligevel har du faktisk klaret dig godt.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Dejligt at høre fra dig igen! Jeg håber I har haft en god jul, og at I kommer godt ind i det nye år. Tænk at vi snart skriver 2022…

      Åh ja – en “flugtplan” for mig var da også efterskole, som jeg vil tilføje posten. Det var en af de glemte, men det kostede vist noget, og det var der ikke råd til.

      Vi to har det nok ens med hensyn til det huslige – og jeg havde nok heller ikke været særlig god “i huset”, men det havde givet et “pusterum”. At du kom i huset i udlandet var fikst gjort af dig. Det burde jeg også selv have tænkt på dengang, men jeg var kun 15, så et eller andet sted var det vel undskyldeligt?

      Sjovt at du også er student fra kursus. Jeg oplever ofte, at jeg skal forsvare det og forklare, at man altså tog en “rigtig” studentereksamen bare 33,3 pct. hurtigere. Det findes der den dag i dag mennesker, der ikke tror på. Så bliver jeg lidt trist.

      Mit held mht. at tage en universitetsuddannelse var, at jeg boede på kollegiet, hvor alle gik på universitetet og hele miljøet var meget intellektuelt, så der fik jeg min vejledning. Uden de andre kollegianere var det aldrig gået, for jeg er i sandhed ikke fra et akademisk miljø.

      Jeg kender også en anden indvandrerlærer (eller er ved at lære at kende), og hun/I har hjertet på rette sted. Det er meget værd. Du burde have været i arbejde (end-)nu; der er brug for de kompetencer og hjerter med den umenneskelige politik, der føres. Jeg tror aldrig, det har været værre, men vent til Nye Borgerlige kommer til magten med Dansk Folkeparti som støtteparti; så bliver det endnu værre.

      Min mor sagde altid til mig, at jeg “ikke kunne stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele”. Det var heller ikke et ret godt skudsmål endsige et videre kønt sprogbrug. Men jeg var god nok til at vaske både vinduer og bil en gang pr. uge… Ingen normale mennesker vasker vinduer/biler hver uge! Bilen skulle også støvsuges mv. indvendigt… Sydfyns reneste bil.

      Du skriver “Min søster, til gengæld, sagde, at i vores familie tog pigerne en uddannelse, mens drengene blev sendt på efterskole. Det har nok svidt lidt den anden vej.” Det forstår jeg ikke rigtig. Kan du forklare?

      Det er ikke sludder. Det er livsfortælling!

      Svar
      • Henny Stewart
        Henny Stewart siger:

        Min søster har nok også følt, at åndens arbejde ikke var så værdsat, at der blev satset på det fra forældrenes side, på den anden side set kunne og ville hun tage selv og ikke nøjes med mark- og staldarbejde.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Henny

          Nå sådan, tak – nu tror jeg, jeg forstår. Jeg er desværre ikke så god til “lignelser”.

          Det er faktisk lidt pudsigt at vi er så mange (selv i nyere historisk tid) der har skullet kæmpe for at åndens arbejde også havde værdi; at vi også kunne noget og ikke bare blev “skide akademikere” og endnu værre væmmelige djøffere, der løser opgaver, som mest går ud på at genere de borgere, der har det værst.

          Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] De tog mig med til Taarbæk, til Eremitageslottet osv. og alle andre steder, jeg slet ikke kendte. Jeg overnattede meget ofte på sønnen Jens Bos værelse, når han var ude med garderne; han var nemlig “garder-høj”. Når han var hjemme, puttede de mig i stedet på sofaen i stuen. Det var trygt og dejligt at være hos dem – og der var ikke isblomster på indersiden af ruderne. […]

  2. […] næste indsatsområde. Jeg har ingen idé om, hvad det koster – men jeg vil ikke fryse. Det har jeg prøvet tilstrækkeligt i mit liv, så indtil videre betaler jeg, hvad det koster – men måske får piben en anden […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.